DK164520B - Tagplade eller tagsten - Google Patents

Description

i

DK 164520 B

Opfindelsen vedrører en tagplade eller tagsten, specielt en plan vingetagsten, med hoved- og sidefalse, som ved lægning danner en vandret sideadskillelsesfuge og betinger en flerlagsoverdækning, hvilken sidefals har en yderste side-5 falsribbe med en låsetap, som er placeret på tagskægssiden ved endeområdet og rager ind over oversiden af den ydre sidefalsribbe, og til hvilken låsetap en tætningsflade med et kort ribbestykke er forbundet på tagskægssiden.

En plan vingetagsten af den indledningsvis nævnte art 10 kendes fra tysk patentskrift nr. 1.709.165. Med denne plane vingetagsten opnås der en speciel afdækning i hjørnet mellem fire tagsten ved, at den indre hovedfalsribbe strækker sig til den midterste sidefalsribbe. Den kendte, plane vingetagsten har vist sin duelighed, men den er bekostelig, 15 da hver tagsten har tre hoved- og sidefalsribber. Desuden er hovedspillerummet snævert begrænset.

Fra tysk patentskrift nr. 26 05 896 kendes endvidere en i længderetningen forskydelig falstagsten, der imidlertid har den ulempe, at låsningen i hjørnet mellem fire tagsten 20 specielt som følge af længdeforskydeligheden er mangelfuld, og at der på dette sted kan trænge fygesne eller vand ind.

Normalt har de såkaldte i længderetningen forskydelige falstagsten, specielt, når det drejer sig om en midterfeltsten, også en lodret sideadskillelsesfuge, hvilket 25 yderligere vanskeliggør en tætning ikke kun i området ved sidefalsoverdækningen, men også i området ved hjørnet eller samlingen mellem fire tagsten.

I CH patentskrift nr. 525.356 er vist en falstagsten, der ved lægning heraf sammen med den tilgrænsende tagsten 30 danner en sådan lodret sideadskillelsesfuge. Denne fuge frembyder især problemer ved bortledning af vand, da den er åben opadtil. Det kan altså regne ned i den, og der er således risiko for, at sideadskillelsesfugen løber over i 2 tagets tagskægsdel, hvorved vand kan trænge ind i tagets indre.

Opfindelsen har til formål at videreudvikle en tagplade eller tagsten specielt en plan vingetagsten af den indled-5 ningsvis nævnte art på en sådan måde, at der med samme overdækning og tilnærmelsesvis samme tæthed opnås et væsentligt større hovedspillerum.

Dette formål opnås i overensstemmelse med opfindelsen ved, at der i området ved hoveddækfalshjørnet kun findes ét 10 hjørneudsnit, og ved at der i hoveddækfalshjørnet er placeret en anlægsflade i området ved hjørneudsnittet, som ved lægning af taget dækkes af eller dækker tætningsfladen i den øverste del af bundfalshjørneudnittet.

Tagpladen eller tagstenen ifølge opfindelsen er af simpel 15 konstruktion og opfylder såvel kravene i henhold til DIN 456 samt fagreglerne i "Deutsches Dachdeckerhandwerk" fra maj 1964, afsnit 2: "Flachdachpfannendeckung". I overensstemmelse med de ovenfor angivne normer har en plan tagsten en vandret sideadskillelsesfuge. Vanskelighederne ved 20 konstruktionen skyldes det forhold, at den plane vingetagsten af den indledningsvis angivne art i en samling eller et hjørne mellem fire tagsten dækker flere gange. Da der ud fra hovedfalsens højde og sidefalsens bredde opstår den rette vinkel til hjørnet eller samlingen mellem fire tag-25 sten, opstår der ved formindskelse af bredden og højden et væsentligt problem med tætningen af samlingshjømet mellem fire tagsten.

I forbindelse med tagsten med størst muligt hovedspillerum skal der endvidere tages hensyn til, at tagstenen selv i 30 trukket tilstand har en til de ovenfor angivne krav svarende tæt hjørnelåsning.

Tagpladen eller tagstenen ifølge opfindelsen opfylder de indbyrdes modstridende formålsangivelser. Ved lægningen 3

DK 164520 B

muliggør den et væsentligt større hovedspillerum end det hidtil har været muligt at opnå, så at tagtækkeren ved lægningen har særdeles mange tilpasningsmuligheder. Trods det større hovedspillerum opnås der med samme overdækning i 5 forbindelseshjørnet mellem fire tagsten en stor tæthed, så at ulempen ved de i længderetningen forskydelige tagsten, nemlig deres utæthed i forbindelseshjørnet mellem fire tagsten, i vid udstrækning undgås.

I overensstemmelse med en fordelagtig udførelsesform for 10 tagpladen eller tagstenen ifølge opfindelsen er den inderste hovedfalsribbe ført igennem i tilnærmelsesvis samme højde til den yderste ende af den yderste dækfalsside. Ved enden er der foran denne ribbe udformet en næse. Ved denne udformning af hovedfalsribben forbedres tætningen, specielt 15 i samlingshjørnet mellem fire tagsten.

I overensstemmelse med en anden fordelagtig udførelsesform for tagpladen eller tagstenen ifølge opfindelsen er anlægsfladen i det mindste lige så bred som sidespillerummet og sænket i det mindste et stykke, der svarer til dens egen 20 tykkelse, i bundsidefalshjørnet i forhold til hovedfalsnotens toppunkt og strækker sig over hele hjørneudsnittet.

Også ved disse foranstaltninger forøges tætheden.

Opfindelsen vil i det følgende blive nærmere forklaret under henvisning til tegningen, på hvilken 25 fig. 1 viser en plan vingetagsten ifølge opfindelsen, set oppefra, fig. 2 den i fig. 1 viste plane vingetagsten, set nedefra, fig. 3 et snit gennem et hjørne mellem fire tagsten, hvilket hjørne opstår ved lægningen af den plane vingetagsten 30 ifølge opfindelsen i rækker, fig. 4 et længdesnit gennem hjørnet mellem fire tagsten og fig. 5 hjørnet mellem fire tagsten, set oppefra.

En plan vingetagsten 1 har en hovedfalsdel 2, en dækfalsdel 3, en bundfalsdel 4 og en sidefalsdel 5. Et midterste felt 4 6 er plant og flankeres af dækfalsdelen 3, der udvider sig konisk mod bundfalsdelen 4.

Hovedfalsen har mellem en yderste hovedfalsribbe 213 og en inderste hovedfalsribbe 217 en hovedfalsnot 216. Begge 5 ribber strækker sig uden afbrydelse fra hovedsidefalshjørnet 28 til hoveddækfalshjørnet 29. Den yderste hovedfalsribbe 213 ender imidlertid tidligere ved det på dette sted forekommende hjørneudsnit 295, hvorimod den inderste hoved-falsribbe 217 strækker sig til den yderste ende af den 10 yderste dækfalsside.

Den yderste hovedfalsribbe 213 ender nøjagtigt før en anlægsflade 296, som fra tagstenens øverste kant strækker sig til den inderste hovedfalsribbe 217. I det foreliggende tilfælde er denne ribbe bredere end sidespillerummet (Y+Z) 15 af den plane vingetagsten og tilnærmelsesvis sænket et stykke, der svarer til dens egen tykkelse, i forhold til hovedfalsnoten 2167 s toppunkt 2161.

Den inderste hovedfalsribbe 217 har i sin ende ved dækfalssiden 311 en næse 219.

20 Sidefalsdelen 5 har en yderste sidefalsribbe 513, en inderste sidefalsribbe 517 og imellem disse en sidefalsnot 516.

I hovedsidefalshjørnet 28 forløber de yderste og inderste hoved- og sidefalsribber 213, 513, 217 og 517 i en tilnærmelsesvis ret vinkel i forhold til hinanden og går over i 25 hinanden i samme højde. I området ved bundsidefalshjørnet findes to udsnit, nemlig et udsnit 486, der er placeret nærmest tagskægsenden og et fjernest placeret udsnit 487. Den yderste sidefalsribbe 513 ender ved udsnittet 487 i form af en låsetap 522, der rager ind over oversiden af den 30 yderste sidefalsribbe og strækker sig på skrå i forhold til tagstenens midterste felt 6. Den inderste sidefalsribbe 517 ender i tagskægsområdet i en afstand fra låsetappen 522, hvilken afstand ca. svarer til bredden af sidefalsnoten 516. Betinget af den L-lignende udformning af låsetappen i 5

DK 164520 B

enden af den yderste sidefalsribbe 513 og den tilsvarende L-forxnede drejning af sidefalsnoten 516 i tagsskægsenden ledes vand optaget af sidefalsnoten op på tagstenens midterfelt.

5 I bundsidefalshjørnet 48 findes en tætningsflade 481, der er parallel med udsnittet 487, og som er hævet et stykke, der svarer til dens egen tykkelse, i forhold til tagstenens midterste felt, og som på den side, der vender mod dette, i sin samlede længde flankeres af et ribbestykke 484. Såvel 10 tætningsfladen som ribbestykket ender ved udsnittet 486.

I fig. 2 er vist den plane vingetagstens underside. Parallelt med den yderste dækfalsside 321 forløber en inderste dækfalsribbe 327. Begge ender er L-formede, idet hovedenden mod yderkanten af anlægsfladen 296's underside har en 15 forkrøpning 3271, og idet den nederste ende er rettet i retning mod dækfalssiden 321 og løber ud i dækfalsdelens hvælving.

I bundfalsdelen er der foruden en yderste bundfalsribbe 423 en inderste bundfalsribbe 427 og mellem disse en bundfals-20 not 426.

Den yderste bundfalsribbe 423 fører i samme højde fra udsnittet 486 til den yderste dækfalsside 321. Den inderste bundfalsribbe 427 forløber derimod fra den plateaulignende underside af tætningsfladen 481 i tilnærmelsesvis samme 25 tykkelse til den inderste dækfalsside 313, hvorefter den med samme tykkelse bliver højere og i enden med en dobbelt aftrapning 4271 ender i den yderste dækfalsside 321's hvælving. Aftrapningen forbedrer på den ene side tætningen i samlingen mellem fire tagsten, og på den anden side til-30 vejebringer den tilpasning af inddækningen til de over hinanden placerede tætnings- og anlægsflader.

Til afstivning af tagstensmidterfeltet findes der på undersiden af den plane vingetagsten støtteribber 622 og 624, 6 der er indsnævret ved deres nederste ender for at tilvejebringe hovedspillerummet.

Sidefalsen har på tagstenens underside en siderandribbe 521, som mod tagskægsenden har en skrå del 5221 og i ret-5 ningen mod tagstenens midterfelt har en forkrøpning 523, og som udmunder i den inderste bundfalsribbe 427. Forkrøp-ningen strækker sig i afstand omkring undersiden af tætningsfladen 481 og tjener til at lede eventuelt kondensvand til hovedfalsnoten 216.

10 I fig. 3 er vist et tværsnit gennem hjømesamlingen mellem fire i forhold til hinanden i rækker lagte plane vingetag-sten ifølge opfindelsen. For at kunne skelne tagstenene fra hinanden er de fire plane falstagsten, som møder hinanden i hjørnesamlingen, skraveret forskelligt og forsynet med 15 forskellige henvisningsbetegnelser. Den højre nederste tagsten har henvisningsbetegnelsen 11, den venstre nederste henvisningsbetegnelsen 12, den højre øverste henvisningsbetegnelsen 13, og den venstre øverste henvisningsbetegnelsen 14. Af fremstillingen ses det, at i det foreliggende til-20 fælde kommer tætningsfladen 481 til at ligge over anlægsfladen 296 ved inddækning med den plane vingetagsten ifølge opfindelsen, og herved opnås der en tæt lukning i samlingen mellem de fire tagsten, når denne samling dannes af fire indbyrdes overdækkende, plane vingetagsten ifølge opfindel-25 sen. Det ses tydeligt, hvorledes forkrøpningen 3271 passer omkring hovedenden af den inderste sidefalsribbe 517.

I fig. 4 er vist et længdesnit gennem tagstenene i samlingen af fire tagsten. Spillerummet x som tagstenene indbyrdes kan forskydes, er angivet. I øvrigt fremgår indgrebet 30 mellem de enkelte falstyper af figuren.

I fig. 5 er vist samlingen eller hjørnet mellem fire tagsten, set oppefra. Det ses tydeligt, at tætningsfladen 481 af tagstenen 13 dækker anlægsfladen 296 af tagstenen 12. I figuren er vist tagstenene 11, 12 og 13. Tagstenen 14 er

Claims (6)

7 udeladt for at gøre illustrationen tydeligere. Tagstenen 12's hovedfalsribbe 217 er trukket gennem til ydersiden 311 og har i sin viste højre ende den allerede nævnte næste 219, som forøger tætningsevnen for samlingen af fire tag-5 sten. Tætningsfladen 481 er placeret foran ribben 484. Af figuren fremgår det endvidere, at tagstenen 13 er placeret med et middelspillerum a i forhold til tagstenen 12. Dette spillerum kan eventuelt formindskes så meget, at tagstenen 13's nederste del grænser direkte op til tagstenen 12's 10 øverste del eller hoveddel, så at de to tagsten berører hinanden i samlingen. På den anden side er det også muligt at forstørre afstanden tilnærmelsesvis til at andrage 2a ved at trække tagstenene 12 og 13 i pilenes retning. 15 PATENTKRAV

1. Tagplade eller tagsten, specielt en plan vingetagsten, med hoved- og sidefalse, som ved lægning danner en vandret sideadskillelsesfuge og betinger en flerlagsoverdækning, hvilken sidefals (5) har en yderste sidefalsribbe (513) med 20 en låsetap (522), som er placeret på tagskægssiden ved endeområdet og rager ind over oversiden af den yderste sidefalsribbe (513), og til hvilken låsetap (522) en tætningsflade (481) med et kort ribbestykke (484) er forbundet på tagsskægsiden, 25 kendetegnet ved, at der i området ved hoved-dækfalshjørnet (29) kun findes ét hjørneudsnit (295), og ved at der i hoveddækfalshjørnet er placeret en anlægsflade (296), som ved lægning af taget dækkes af eller dækker tætningsfladen (481) i den øverste del af bundfals-30 hjørneudnittet (487, 486).

2. Tagplade eller tagsten ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den inderste hovedfalsribbe (217) i tilnærmelsesvis samme højde er ført igennem til den 8 DK 164520 B yderste ende af den yderste dækfalsside (311), og at der på dette sted foran hovedf alsribben er udformet en næse (219).

3. Tagplade eller tagsten ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at anlægsfladen (296) har i det 5 mindste samme bredde som sidespillerummet (Y+Z) og er sænket i det mindste et stykke, der svarer til dens egen tykkelse, i forhold til hovedfalsnotens (216) toppunkt (2161) og strækker sig ind over hele hjørneudsnittet (295).

4. Tagplade eller tagsten ifølge mindst ét af kravene 1-3, 10 kendetegnet ved, at en inderste dækfalsribbe (327) på undersiden af anlægsfladen (296) har en krogformet, udefter rettet forkrøpning (3271), som strækker sig til yderkanten.

5. Tagplade eller tagsten ifølge mindst ét af kravene 1-4, 15 kendetegnet ved, at ribbestykket (484) strækker sig over hele tætningsfladens (481) længde.

6. Tagplade eller tagsten ifølge i det mindste ét af kravene 1-5, kendetegnet ved, at den inderste bundfalsribbe 20 (427) i området ved den yderste dækfalsside (321) har mindst én aftrapning (4271).