DK149483B - Fremgangsmaade til fremstilling af vandbaserede injektionsoploesninger indeholdende galdesyrederivater, phosphatider og benzodiazepin - Google Patents

Description

149483

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde til fremstilling af vandbaserede injektionsopløsninger, der indeholder galdesyrederiva-ter, phosphatider, en benzodiazepin, isotoniserende tilsætninger samt eventuelt vandopløselige farmaka og/eller farmaceutiske hjælpestoffer.

5 Hidtil er benzodiazepiner bragt i opløsning ved hjælp af syntetiske opløsningshjælpemidler som fx propylenglycol, polyethylenglycoler, "Cremophor® EL", "Tween"® og "Pluronics"®. Solubiliseringen ved hjælp af visse af disse produkter såsom "Cremophor® EL", "Tween"® og "Pluronics"® beror på dannelsen af et kolloidsystem (miceller).

10 Disse syntetiske opløsningshjælpemidi er, inklusive micelledannerne såsom "Cremophor® EL", "Tween"® og "Pluronics"® har dog ved parenteral applikation undertiden forskellige bivirkninger som fx allergiske reaktioner, anafylaktiske chok, hæmolyse og feber.

På den anden side er det kendt, at der også findes naturlige micelle-15 dannere som fx galdesyrederivater. Disse naturlige micelledannere er imidlertid ionogene og derfor stærkt lytiske. De frembringer hæmolyse og er derfor hidtil ikke blevet benyttet som bærestof ved parenteral applikation.

Ifølge den foreliggende opfindelse har det overraskende vist sig, at 20 de omtalte ulemper ved micelledannerne, især den hæmolytiske virkning af de naturlige micelledannere, kan formindskes væsentligt, måske endog undgås, ved tilsætning af phosphatider.

Fra østrigsk patentskrift nr. 225.851 kendes vandige injektionsopløsninger til parenteral indgivelse af lecithiner, hvor lecithinerne solubi-25 liseres ved hjælp af galdesyresalte. Disse opløsninger kan til stabiliseringsformål indeholde op til 2% vitamin E. På grund af de forskellige molekylkarakteristika for på den ene side vitamin E og på den anden side benzodiazepiner var det ikke at forvente, især i lyset af de i Arch. Intern. Med. 130, s. 505-527 (1972) beskrevne egenskaber hos 30 galdesyremiceller, at benzodiazepiner lod sig solubilisere ved hjælp af sådanne miceller i vandige præparater. Fra tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.433.173 kendes infusionsopiøsninger til parenteral ernæring, som kan indeholde lecithin, galdesyrer og, ud over vandopløselige stoffer, vitamin A, E, D og K. Disse kendte opløsninger indeholder 149483 2 ethanol som opløsningsformidler, hvorimod tilstedeværelsen af alkohol kan undlades i de hidtil ukendte injektionsopløsninger fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

Den foreliggende opfindelse angår derfor en fremgangsmåde til frem-5 stilling af vandbaserede injektionsopløsninger, der indeholder galde-syrederivater, phosphatider, en benzodiazepin, isotoniserende tilsætninger samt eventuelt vandopløselige farmaka og/eller farmaceutiske hjælpestoffer, hvilken fremgangsmåde er ejendommelig ved, at de enkelte bestanddele blandes med hinanden, idet forholdet mellem 10 phosphatidet og galdesyrederivatet er fra 0,1:1 til 2:1, andelen af phosphatid plus galdesyrederivat udgør 50-300 mg/ml, og mængden af benzodiazepinen udgør 0,1-20 mg/ml.

Inden for rammerne af den foreliggende opfindelse er galdesyrederiva-terne især forbindelser med den almene formel I

R4 1 15 11 13 16 . lj.. 15

2 1 10 8J

r1'' 12 3 hvor R , R og R betegner hydrogen, hydroxy eller en exocyclisk 4 ketogruppe, og R betegner en carboxylgruppe eller en carboxyl-gruppe, der ved en amidbinding er forbundet med aminogruppen i en aminosyre, derviater deraf med én eller to dobbeltbindinger i steroid-20 skelettet, samt salte af sådanne forbindelser.

149483 3 Særligt foretrukne forbindelser med den almene formel I er sådanne, hvor R1, R2 og R3 betegner hydroxy. Disse er trihydroxygaldesy-rerne. Blandt disse foretrækkes de følgende forbindelser: R1 = R2 = R3 = -OH, R4 = -COOH (cholsyre); 5 = R2 = R3 = -OH, R4 = -CO-NH-C^-COOH (glycocholsyre); R^ = = r3 _ _0H^ r4 _ -co-NH-CHj-C^-SOgH (taurocholsyre).

Yderligere foretrækkes forbindelser med 2 hydroxygrupper, dvs. dihydroxygaldesyrerne. Af disse foretrækkes igen følgende forbindelser: 10 R1 = R3 = -OH, R2 = -Η, R4 = -COOH (desoxycholsyre); = r3 = _øh, R3 _ r4 _ _co-NH-CH2-COOH (glycodesoxychol-syre); r1 = r3 = -OH, R2 = -H, R4 = -C0-NH-CH2-CH2-S03H (taurodesoxy-cholsyre); 15 R^ = R2 = -OH, R3 = -H, R4 = -COOH (chenodesoxycholsyre); = R2 = -OH, R3 = -H, R4 = -CO-NH-CH2-COOH (glycochenodes-oxycholsyre); R^ = R2 = -OH, R3 = -H, R4 = -CO-NH-CHj-SOgH (taurochenodes-oxycholsyre).

20 Ligeledes er derivater af forbindelserne med den almene formel I, hvor steroidskelettet har én eller to dobbeltbindinger, fx i stillingen 7-8, 11-12 eller 9-11, egnede.

Som salte af disse galdesyrederivater kommer især alkalisalte, fortrinsvis natriumsaitet, i betragtning.

25 Som phosphatider kommer følgende stoffer i betragtning: phosphatidylcholin, glyceroletherphosphatider, phosphatidylethanolamin, phosphatidylinositol, 149483 4 phosphatidylseriner og sphingomyelin cardiolipin.

Særlig foretrukket er phosphatidylcholiner.

5 Ligesom hos de sædvanlige injektionsopløsninger er isotoniserende tilsætninger også nødvendige i de hidtil ukendte injektionsopløsninger, der er fremstillet ifølge den foreliggende opfindelse. Som isotoniserende tilsætninger kan især anvendes fysiologiske kogsalt- og glucoseop-løsninger, tris-puffere, phosphatpuffere, citratpuffere, glycinpuffere 10 og citrat-phosphatblandingspuffere. Det osmotiske tryk af de omhandlede injektionsopløsninger skal nærme sig blodets, dvs. ca. antage værdien 300 mOsm, men kan variere inden for visse grænser.

Som behzodiazepiner kommer især forbindelser såsom diazepam, clonazepam, flunitrazepam, nitrazepam, medazepam og bromazepam i be-15 tragtning.

Hvad angår forholdet mellem phosphatidet og galdesyrederivatet foretrækkes blandingsforhold i området 0,1:1-0,8:1 og 1,5:1-2:1. Især foretrækkes blandingsforholdet 0,8:1-1,5:1.

De omhandlede injektionsopløsninger kan fremstilles ved blot at sam-20 menblande de enkelte bestanddele. Det er dog fordelagtigt, at phosphatidet, galdesyrederivatet og benzodiazepinen opløses i et organisk opløsningsmiddel, hvori de komponenter, der skal opløses, er tilstrækkeligt opløselige, hvorefter det organiske opløsningsmiddel afdampes, og der derefter tilsættes vand, isotoniserende tilsætninger 25 samt eventuelt vandopløselige farmaka og/eller farmaceutiske hjælpestoffer. Som organiske opløsningsmidler, i hvilke de komponenter, der skal opløses, er tilstrækkeligt opløselige, anvendes fx methanol eller ethanol, især ethanol.

En særlig foretrukken fremgangsmåde består imidlertid i, at ca. 1 30 moldel galdesy rederivat, ca. 1 moldel phosphatid og ca. 50-250 moldele vand samt benzodiazepinen omrøres kraftigt, indtil blandingen synes homogen, hvorpå yderligere vand, de isotoniserende tilsætninger samt 149483 5 eventuelt vandopløselige farmaka og/eller farmaceutiske hjælpestoffer tilsættes, indtil den ønskede fortynding eller koncentration opnås.

Der kan eventuelt arbejdes i nærværelse af op til ca. 2% af et organisk opløsningsmiddel såsom ethanol. Det er også muligt at gennemføre 5 de ovenfor anførte fremgangsmåder ved, at der i begyndelsen arbejdes uden benzodiazepinen, og at denne først til slut solubiliseres i den micellære opløsning.

Den tid, der behøves, for at den ovenfor omtalte blanding synes homogen efter omrøring, afhænger af arten af galdedsyrederivatet, 10 phosphatidet og benzodiazepinen og kan som regel afkortes ved kortvarig opvarmning.

I den færdige injektionsopløsning anvendes der fortrinsvis en antioxidant som fx natriumascorbat, natriumhydrogensulfit eller natrium-pyrosulfit.

15 Ud over de tidligere omtalte fordele har de hidtil ukendte injektionsopløsninger den yderligere fordel, at de er overordentligt godt blandbare med plasma såvel som med sædvanlige infusionsopløsninger, fx isotonisk glucose- eller kogsaltopløsning.

En yderligere fordel har vist sig at være, at benzodiazepinerne over-20 ordentlig let frigøres fra injektionsopløsningen.

Af betydning er ligeledes det faktum, at de hidtil ukendte injektionsopløsninger, der er fremstillet ifølge den foreliggende opfindelse, kun udviser meget ringe toxicitet.

Den foreliggende opfindelse belyses nærmere ved følgende eksempler.

25 EKSEMPEL 1 a) 3 g æglecithin (isoleret efter Singleton et al. J. Am. Oil. Chem.

Soc. 42 (1965) 53), 2 g natriumglycocholat og 150 mg diazepam opløses i 150 ml ethanol, der er behandlet med nitrogen, i en rundkolbe.

149483 6 b) Ethanolet afdampes i en rotationsfordamper under vakuum ved 35°C. Der opstår derved en lipidfilm i rundkolben.

c) Under en nitrogenatmosfære tilsættes 25 ml 1/15M phosphatpuffer-opløsning, der er behandlet med nitrogen, ved pH-værdi 7. Der 5 dannes spontant miceller ved stuetemperatur.

d) Der tilsættes og opløses 300 mg natriumascorbatpulver.

e) Opløsningen sterilfiltreres under betingelser, hvor der er laminarstrømning, og fyldes i ampuller. Disse tilsmeltes. Under hele proceduren undgås kontakt med luft for at bevare en oxygenfri opløsning i 10 ampullen.

EKSEMPEL 2 a) 2,9 g æglecithin, 2 g natriumtaurocholat og 150 mg diazepam opløses i 150 ml ethanol, der er behandlet med nitrogen, i en rundbundet kolbe.

15 b) til e) udføres som i eksempel 1.

EKSEMPEL 3 i a) 40 mg natriumglycocholat opløses i 1 ml 1/15M phosphatpufferopløs-ning.

b) 61,6 mg æglecithin tilsættes, og der omrøres, til opløsningen bliver 20 klar (ca. 2 dage).

c) Der indrøres 10 mg diazepam.

d) Efter 12 timer lades opløsningen sedimentere. De blandingsmiceller, der er i den ovenstående væske, indeholder 2 mg/ml diazepam.

EKSEMPEL 4 7 149483

Der gås frem ligesom i eksempel 3, idet der dog anvendes 62,2 mg phosphatidylinositol i stedet for æglecithin.

EKSEMPEL 5 5 Der gås frem ligesom i eksempel 3, ider der dog anvendes 65,4 mg phosphatidylserin i stedet for æglecithin.

EKSEMPEL 6

Der gås frem ligesom i eksempel 3, idet der dog anvendes 60,6 mg sphingomyelin i stedet for æglecithin.

10 EKSEMPEL 7

Der gås frem ligesom i eksempel 3, idet der dog anvendes 57,2 mg dimyristoyllecithin i stedet for æglecithin.

EKSEMPEL 8

Der gås frem ligesom i eksempel 3, idet der dog anvendes 11,8 mg 15 cardiolipin og 20 mg natriumglycocholat i stedet for 61,6 mg æglecithin og 40 mg natriumglycocholat.

EKSEMPEL 9 a) 75 mg æglecithin og 48,7 mg natriumglycocholat opløses i 1/2 ml methanol.

Claims (2)

149483 b) Methanolet afdampes i en rotationsfordamper ved 35°C under vakuum. c) Der tilsættes T ml 1/15M phosphatpuffer. d) Der indrøres 5 mg diazepam. 5 e) Efter 12 timers omrøring ved stuetemperatur lades opløsningen sedimentere. De blandingsmiceller, der er i den ovenstående væske, indeholder 2,2 mg/ml diazepam. EKSEMPEL 10 a) Til 5,58 g glycocholsyre i en 100 ml rundbundet kolbe sættes 1,2 10 ml af en 10M NaOH-opløsning og 24,4 ml af en 1/15M phosphatpuffer (behandlet med Nj, C^-fri, K-fri), hvorpå der omrystes med hånden, til det går i opløsning. b) Der tilsættes 9,6 g sojalecithin, 200 mg diazepam og 600 mg natri-umascorbat, der omrystes og omrøres, indtil der opstår en homogen 15 viskos honningagtig fase. c) Der tilsættes yderligere 20 ml C^-fri phosphatpuffer. Herved fås en gullig, klar opløsning, som sterilfiltreres.

1. Fremgangsmåde til fremstilling af vandbaserede injektionsopløsnin-20 ger, der indeholder galdesyrederivater, phosphatider, en benzodiaze-pin, isotoniserende tilsætninger samt eventuelt vandopløselige farmaka og/eller farmaceutiske hjælpestoffer, kendetegnet ved, at de enkelte bestanddele blandes med hinanden, idet forholdet mellem phosphatidet og galdesyrederivatet er 25 fra 0,1:1 til 2:1, andelen af phosphatid plus galdesyrederivat udgør 50-300 mg/ml, og mængden af benzodiazepinen udgør 0,1-20 mg/ml.