DK142520B - Kobling til frembringelse af en savtakformet afbøjningsstrøm gennem en linieafbøjningsspole. - Google Patents

Description

di) FREMLÆGSELSESSKRIFT 142520 DANMARK (51) ,nt C|3 H 04 M 3/16 (21) Ansøgning nr. 462/74 (22) Indleveret den 29· JSn. 1974 (24) Lebedag 29· Jan. 1974

ν' (44) Ansøgningen fremlagt og Q

fremlæggelsesskriftet offentliggjort den 10» nOV . 1 9o0

DIREKTORATET FOR

PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET (3°) begæret fra den

1. feb. 1973# 7301421, NL

(71) N.v. PHILIPS’ GLOEILAMPENFABRIEKEN, Emmaeingel 29, Eindhoven, NL.

(72) Opfinder: Antonius Hendrikus Hubertus Jozef Nillesen, Emraasingel, Eindhoven, NL.

(74) Fuldmægtig under sagens behandling:

Internationalt Patent-Bureau._ (54) Kobling til frembringelse af en savtakformet af bøjnings strøm gennem, en linieafbøjningsspole.

Opfindelsen angår en kobling til frembringelse af en savtakformet afbøjningsstrøm gennem en linieafbøjningsspole ved hjælp af et savtaknetværk indeholdende en diode og afbøjningsspolen, hvor spolen under den savtakformede strøms frem-løbsperiode samvirker med en fremløbskapacitet og under den savtakformede strøms tilbageløbsperiode med en tilbageløbskapacitet, hvorhos koblingen endvidere indeholder en forsyningsspændingskilde samt koblerorganer, der er blokerede under tilbageløbsperioden.

En sådan kobling er kendt fra beskrivelsen til USA patent nr. 3.444.426.

Med henblik på at korrigere rasterforvrængningen i vandret retning, den såkaldte øst-vest-forvrængning af det gengivne billede i et fjernsynsapparat er forsyningsspændingen summen af en jævnspænding og en delbilledfrekvent parabolsk spænding.

Den sidstnævnte spænding fås fra fjernsynsapparatets delbilled-afbøjningsstrømge-nerator. Som følge heraf udsættes linieafbøjningsstrømmen for den for den nævnte korrektion ønskede modulation med delbilledfrekvensen.

142520 2

En ulempe ved den kendte kobling er at de tilbageløbsimpulser, som under tilbageløbsperioden er til stede over en mellem koblingsorganeme og forsyningsspændingskilden forbundet selvinduktion moduleres med delbilledfrekvensen. Til den nævnte selvinduktion er koblet en vikling, ved hjælp af hvilken impulserne optransformeres, hvorefter de føres til en ensretter til frembringelse af højspændingen for accelerationsanoden i fjernsynsapparatet. Der optræder herved en uønsket modulation af højspændingen. Dette gælder også for hjælpespændinger, der på kendt måde frembringes af andre til nævnte selvinduktion koblede viklinger.

En anden ulempe ved den kendte kobling er, at den kræver en særdeles tilfredsstillende stabiliseringskreds for forsyningsspændingen for at holde såvel dennes jævnspændings- som delbilledfrekvenskomposant konstante trods de uundgåelige fluktuationer i den elektriske netspænding, som føres til stabiliseringskredsen, og de eventuelle variationer i de nævnte viklingers belastninger.

Den førstnævnte ulempe kan undgås ved kendte koblinger, i hvilke der anvendes to generatorer, hvoraf den ene frembringer i det mindste den øst-vest-modulerede andel af signalet, hvilke generatorer er afkoblet i forhold til hinanden ved hjælp af en brokobling. I dette tilfælde kræves en transformer, og balancen må indstilles ved hjælp af en brospole og må fastholdes under alle omstændigheder.

Ved opfindelsen tilsigtes det at frembringe en forbedret kobling, hvor forsyningsspændingen ikke behøver at stabiliseres og ikke behøver at moduleres med delbilledfrekvensen. Med dette formål for øje er koblingen ifølge opfindelsen ejendommelig ved, at koblingen yderligere indeholder mindst ét andet savtaknetværk med en anden diode og en anden spole, der samvirker med en anden fremløbskapacitet og en anden tilbageløbskapacitet, hvor tilbageløbsperioden for strømmen gennem den anden spole er tilnærmelsesvis lig med tilbageløbsperioden for afbøjningsstrømmen, og hvorhos de to savtaknetværk er forbundet med hinanden på en sådan måde, at dé to dioder er indbyrdes serieforbundet med samme gennemgangsretning, og at serieforbindelsen af de to dioder er parallelforbundet med koblerorganerne, medens spændingen over en fremløbskapacitet er styrbar ved hjælp af et styreelement.

Det vil være klart, at den ved opfindelsen foreslåede foranstaltning ikke behøver at være begrænset til øst-vest- korrektionen, men også kan finde anvendelse ved f.eks. stabilisering mod forsyningsspændingsvariationer eller frembringelse af en korrektions-differensstrøm og generelt til at opnå, at spændingen over den med linieafbøjningsspolen samvirkende fremløbskapacitet og dermed afbøjningsstrømmen udviser en opførsel, der er forskellig fra forsyningsspændingens opførsel.

Opfindelsen forklares i det følgende nærmere under henvisning til tegningen, hvor fig. 1 viser et fjernsynsapparat indeholdende en første udførelsesform for koblingen ifølge opfindelsen, og fig. 2-7 nogle yderligere udførelsesformer for koblingen ifølge opfindelsen.

3 142520

Fjernsynsapparatet i fig. 1 indeholder en højfrekvensafstemningsenhed 1 til forbindelse til en antenne 2, en mellemfrekvensforstærker 3, en detektor 4 og en videoforstærker med farvedekoder 5, der fører farvesignaler til et far-vebilledrør 6. Dette rør har en accelerationsanode 7 og er udstyret med en spole Ly til den vandrette, liniefrekvente afbøjning og en spole L'y til den lodrette, delbilledfrekvente afbøjning.

Liniesynkroniseringsimpulser, som føres til en linieoscillator 9, og del-billedsynkroniseringsimpulser, scan føres til en delbilledoscillator 10, udskilles ved hjælp af en synkroniseringsseparator 8 fra detektoren 4's udgangssignal. Oscillatoren 10 styrer et delbilledudgangstrin 11, som frembringer afbøjningsstrømmen for spolen L'y Linieoscillatoren 9 styrer et drivtrin D^, der fører omkoblingsimpulser til en styret kobler, f.eks. en koblertransistor T^, i en linieafbøjningsudgangskreds, som beskrives nærmere i det følgende.

En fremløbskondensator er koblet i serie med linieafbøjningsspolen Ly og en diode D med den viste gennemgangsretning, og en tilbageløbskondensator er parallelforbundet med den således dannede serieforbindelse. Kondensatoren kan alternativt være koblet parallelt over spolen ly. De nævnte fire elementer repræsenterer kun principdiagrammet med hovedkomponenterne for afbøjningssektionen. Denne sektion kan på kendt måde f.eks. indeholde en eller flere transformere til gensidig kobling af elementerne samt kredsløb til centrering og linearitetskorrektion og lignende.

Den ene ende af eller et udtag på en primærvikling L^ af en transformer T er forbundet til kollektoren på transistoren T^, der er af npn-typen og er forbundet til knudepunktet A for elementerne D, og ly. Til den anden ende af viklingen L^ er forbundet den positive klemme af en jævnspændingskilde B, hvis negative klemme er jordforbundet.

De ikke til afbøjningsspolen ly forbundne ender af elementerne D, og C er forbundet til knudepunktet for en diode D', en kondensator C' og en spole L'.

En kondensator C* er forbundet i serie med spolen L', og de frie ender af elementerne D', C'r og C't er forbundet til jord. Gennemgangsretningen for dioden D' er den samme som for dioden D, hvilket vil sige, at anoden på dioden D' er forbundet til jord. Elementerne D', L', C' og C udgør et netværk, der har samme opbygning som det af elementerne D, ly, og C udgjorte netværk, men kan vælges til et andet impedansniveau.

En modulationskilde er parallelforbundet med kondensatoren C* , Denne modulationskilde indeholder en transistor T1 , hvis emitter er jordforbundet, medens kollektoren er forbundet til knudepunktet for spolen L' og kondensatoren C' , og basiselektroden styres fra et til delbiliedudgangstrinnet 11 forbundet drivtrin D' . Drivtrinnet D* udleder af signalerne i delbilledudgangstrinnet et del-billedfrekvent, parabolsk varierende modulationsstyresignal, som tjener til øst- 4 1A2520 vest-rasterkorrektionen af linieafbøjningsstrømmen. Dette signal varierer med delbilledfrekvensen, nen kan betragtes som konstant under en linieperiode. Da den rasterforvrængning, som skal korrigeres, generelt er nålepudeformet, må den indførte modulation som bekendt være af en sådan art, at linieafbøjningsstrømmersamplitude varierer med en parabolsk indhyllingskurve, hvor parablens toppunkt forekommer midt i delbilledfremløbsperioden og falder sammen med maksimumamplituden.

På transformeren Τ’s kerne er viklet andre viklinger, over hvilke der optræder spændinger, der tjener son forsyningsspændinger for andre dele af fjernsynsapparatet, I fig. 1 er vist den ene af disse viklinger L^, der frembringer højspændingen for billedrøret 6's accelerationsanode 7 ved hjælp af en højspændingsensretter D lover en udglatningskapacitet C^. De således opnåede hjælpespændinger og højspændingen må ikke udsættes for samme delbilledfrekvente modulation som li-nieafbøjningsstrømmen.

Efter påbegyndelsen af fremløbsperioden er dioderne D og D' ledende. Spændingen over kondensatorerne C£ og C’ føres til spolerne henholdsvis Ly og L’, således at hver spole gennemløbes af en savtakformet strøm. Strømmen iy gennem spolen Ly er linieafbøjningsstrømmen. Før midtpunktet af fremløbsperioden modtager transistoren Τχ’ s basiselektrode et styresignal, således at transistoren bliver ledende. Tilnærmelsesvis midt i fremløbsperioden vender de to strømme retning.

Hvis strømmen ίγ er større end strømmen i’, går den gennem transistoren T , medens differensstrømmen iy - i* går gennem dioden D'. Dioden D er parallelforbundet med serieforbindelsen af transistoren T , der befinder sig i mættet tilstand, og med dioden Dl og er derfor i det væsentlige uden spænding, selvom den ikke leder. I det modsatte tilfælde, hvor strømmen i' er større end strømmen iy, går strømmen i1 gennem transistoren Τχ, og differensstrømmen iT - iy går gennem dioden D, medens dioden D1 er uden strøm og spænding.

Ved fremløbsperiodens afslutning afskæres transistoren T og dermed den diode, der var ledende. Over kondensatorerne 0χ og C’ frembringes en i det væsentlige sinusformet tilbageløbsspænding. Til det tidspunkt, hvor disse spændinger igen bliver nul, bliver dioderne D og D* samtidigt ledende; dette er begyndelsen af en ny fremløbsperiode. Betingelsen herfor er, at de af dioderne D og D* og elementerne C^, Ly, og 0'χ, L'jC'^ bestemte tilbageløbsperioder er i det væsentlige lige store, hvilket er tilfældet, hvis de individuelle netværk har samme resonansfrekvens, idet tilbageløbsperioden er en kendt funktion af resonansfrekvensen.

Da transistoren T* er parallelforbundet med kondensatoren C?t, optræder der tilsyneladende en med delbilledfrekvensen varierende belastning for spændingen ν' over denne kondensator. Hvis kondensatorens kapacitet vælges således, at der ved delbilledfrekvensen ikke kan ses bort fra kondensatorens impedans i forhold til kilden M^’s udgangsimpedans, vil spændingen ν' og, forudsat at det samme valg træffes 5 142520 for kondensatoren <y, også spændingen v over denne kondensator variere med delbilledfrekvensen. Summen af middelværdierne af spændingerne v og ν' er nemlig lig med spændingen fra kilden B, idet der ikke kan eksistere nogen resterende jævnspænding over selvinduktionerne L^, ly og L'. Amplituden af strømmen iy udsættes for samme variation som spændingen v. Styresignalet for transistoren T* må være af en sådan art, at spændingen v og dermed den delbilledfrekvente indhyllingskur-ve for strømmen χγ får den førnævnte ønskede form.

Spændingen v er i det væsentlige lig med middelværdien af spændingen over kondensatoren Cy og er proportional med tilbageløbsspændingen over denne kondensator. Ligeledes er spændingen v1 i det væsentlige lig med middelværdien af spændingen over kondensatoren C’ og proportional med tilbageløbsspændingen over denne kondensator. Ifølge opfindelsen er tilbageløbsperioderne for netværkene D, Cy, ly, (y og D1, C’r, L1, C* som allerede nævnt i det væsentlige ens. Begge tilbageløbsspændinger har derfor samme form og samme proportionalitetskonstant. Spændingen v i punktet A er lig med summen af spændingerne over kondensatorerne C og C’ , og spændingen v^’s spidsværdi står i samme forhold til denne spændings middelværdi, dvs. spændingen fra kilden B, som tilbageløbsspændingerne over kondensatorerne (y og C* til spændingerne v og v1. Hvis spændingen er konstant, er spændingen v^'s spidsværdi ligeledes konstant. Heraf følger, at amplituden af spændingen over viklingen også er konstant, hvilket betyder, at såvel højspændingen på elektroden 7 som hjælpespændingerne ikke udsættes for nogen tfelbilled-frekvent modulation til trods for modulationen af afbøjningsstrømmen iy.

Variationen af spændingen v* er modsat variationen af spændingen v, således at spændingen ν’ må være på minimum midt i delbilledfremløbsperioden. Det samme resultat som ovenfor kan opnås ved at anbringe modulationskilden ikke parallelt med kondensatoren C't, men med kondensatoren Cy, idet polariteten for styresignalet til transistoren Τ' så må vendes om i forhold til styresignalet i fig. 1.

En anden modifikation består i, at transistoren T* ikke fungerer som varierende belastning, men som strøm- eller spændingskilde. Dette tilfælde optræder, hvis transistoren Τ' f.eks. er koblet soti emitterfølger.

I praksis vælges forholdet mellem selvinduktionerne af spolerne Ly og L' til at være tilnærmelsesvis lig med forholdet mellem de middelfremløbsspændinger, som ønskes over disse spoler. Hvis den samlede fremløbsspænding v + ν' f.eks. er tilnærmelsesvis 150 volt, kan selvinduktionen af spolen L' være lig med en fjerdedel af selvinduktionen af spolen ly i tilfælde af en middeljævnspændingskomposant for spændingen ν' på tilnærmelsesvis 30 V. I en praktisk udførelsesform er værdierne tilnærmelsesvis 270 ^u-H og 1,2 mH. Ved indstilling af jævnspændingskompo-santen af spændingen V, indstilles bredden af det gengivne billede, medens den delbilledfrekvente komposants amplitude indstilles til opnåelse af uforvrænget billede.

6 142520 I det foregående har det været antaget, at spændingen V er konstant. Dette i5 betyder, at denne spænding må stabiliseres over for fluktuationer i den elektriske netspænding, eventuelle variationer i forskellige belastninger for transformeren T og brumspændinger hidrørende fra nettet. En sådan bekostelig stabilisering er ikke nødvendig ved udførelsesformen i fig. 2. I denne figur er kun vist de væsentlige elementer. Koblingen indeholder samme netværk D, C^, Ly, og D', C'^, L', C og samme modulationskilde M^ som koblingen i fig. 1. Knudepunktet A for transistoren T^'s kollektor og det førstnævnte netværk er forbundet til kilden B over en drosselspole L^. Endvidere indeholder koblingen et tredie, tilsvarende netværk D", C" , L", C" , som er serieforbundet mellem de to førnævnte netværk og jord, og hvortil en stabiliseringskreds S er forbundet på samme måde som den, hvorpå modulationskilden er forbundet til det andet netværk. Stabiliseringskredsen S har en klemme 12, som får tilført information enten om variationer i spændingen v + ν' eller variationerne i spændingen v^ over serieforbindelsen af netværkene Π, C^, Ly, C og D', C'^, L', C't· Den indeholder en referencespændingskilde, ved hvilken der foretages en sammenligning af den nævnte information, således at der opnås en sådan variation i spændingen v" over kondensatoren C" , at spændingen v. holdes konstant, uden at spændingen på transistoren T 's kollek- a 3Γ tor er konstant. Transformeren Τ's primærvikling er over en isolationskondensator parallelforbundet med serieforbindelsen af netværkene D, G^, Ly, og D1, C'r, L', C’t· Højspændingen og hjælpeforsyningsspændingerne er således uafhængige af variationer i spændingen V . Lige som i koblingen i fig. 1 er de også fri for

D

delbilledfrekvent modulation, medens strømmen ίγ udsættes for den ønskede modulation. Det vil være klart, at koblingen i fig. 2 alternativt kan anvendes uden netværket D1, C* , L', G'^, f.eks. i et monokromt fjernsynsapparat, hvor der ikke anvendes øst-vest-modulation. I dette tilfælde holdes spændingen v konstant, således at tilbageløbsspændingen er egnet til frembringelse af højspændingen.

I fig. 3 er vist en modifikation af koblingen ifølge opfindelsen, hvor der lige som i fig, 2 ikke er behov for stabilisering af spændingen V„. I denne figur n gøres der brug af en i tidsskriftet ’’IEEE Transactions on Broadcast and Television Receivers", august 1972, vol. BTR 18, nr. 3, side 177-182 beskrevet kobling, der er en kombination af en linieafbøjnings- og en koblerforsyningsspændingsstabiliseringskreds. Mellem punktet A og transistoren T^ er seriekoblet en diode D£ med samme gennemgangsretning som transistorens kollektorstrøm, medens transformeren Τ's primærvikling L^ er forbundet mellem kilden B og knudepunktet for transistoren Tr og dioden D2· Mellem punktet A og jord er forbundet en serieforbindelse af en diode D^ og en sekundærvikling L^ på transformeren T med dioden 's katode forbundet til punktet A. Viklingsretningen for de viste viklinger på transformeren T er i figuren markeret med polaritetsprikker. Drivtrinnet Dr indeholder et sammenligningstrin og en modulator, således at den strømledende periode for tran- 7 142520 sistoren Tr kan styres.

I udførelsesformen i fig. 3 kan spændingen vA’s spidsværdi holdes konstant til trods for variationer i spændingen νβ og for delbllledfrekvent modulation af spændingerne v og ν’, hvis spændingen i knudepunktet for spolen Ly og kondensatoren Ct føres over et lavpasfilter til drivtrinnet D^'s sammenligningstrin. Dette er vist ved punkterede linier i figuren. Lavpasfilterets udgangssignal er i virkeligheden middelværdien af spændingen v + ν'. En betingelse herfor, er at filteret ikke lader en liniefrekvent komposant passere, men lader en eventuelt tilstedeværende delbllledfrekvent komposant passere. På samme måde kan spændingen vA føres til filteret F. I fig. 3 opnås styringen, fordi spændingen over en sekundærvikling L^ på transformeren T ensrettes ved hjælp af en spidsensretter D^, C2, medens den således opnåede jævnspænding føres til drivtrinnet Dr til styring af den strømledende periode for transistoren T^. Amplituden af spændingen over viklingen L^ og følgelig af den hermed proportionale spænding vA holdes konstant ved styring af nævnte strømledende periode. På samme måde kan spændingen vA også selv føres til en spidsensretter.

Det bemærkes, at det i udførelsesformerne i fig. 2 og 3 er muligt at bibringe spændingen v, enhver Ønsket variation ved styring af kredsene S og D . Opfin-delsens idé kan også finde anvendelse 1 en i fig. 4a vist udførelsesform, hvor den ikke-viste sektion til venstre for punktet A kan være udformet på samme måde som i fig, 1 eller 3. I fig. 4a er linieafbøjningsspolen Ly opdelt i to i det væsentlige identiske spolehalvdele Ly^ og Ly2, der indgår i to i det væsentlige identiske netværk d^ Crl> Ly Ctl og d2, Cr2, Ly2, Cfc2. Disse netværk er med henblik på øst- vest- korrektionen serieforbundet med netværket D', C’r, L', C't> hvor modulationskilden er parallelforbundet med kondensatoren C'^. En modulationskilde M2 kan være parallelforbundet med kondensatoren Cfc2 til frembringelse af en sådan variation 1 spændingen over denne kondensator, at en korrektionsdifferensstrøm ig adderes til afbøjningsstrømmen iy 1 den ene spolehalvdel, f.eks. Ly^, og subtraheres fra afbøjningsstrømmen iy i den anden spolehalvdel, f.eks.

Ly2· Som bekendt vil spolehalvdelene Ly^ og Ly2 herved frembringe et quadripolært korrektionsfelt, der eliminerer afbøjningsfejl. Et sådant quadripolært felt er kendt fra beskrivelsen til USA patent nr. 3. 440.483, hvor øjebliksstrømstyrken af strømmen i^ er proportional med Droduktet af øjebliksstrømstyrkeme af de to afbøjningsstrømme, og hvorved anisotropiske, astigmatiske afbøjningsfejl kan elimineres. Spidsværdien af spændingen vA over de tre netværk holdes konstant på samme måde som beskrevet under henvisning til fig. 1, 2 eller 3.

Udførelsesformen 1 fig. 4a har den ulempe, at en jævnetrømskomposant af korrektionsstrømmen lg går gennem spolehalvdelen Ly2, men ikke gennem spolehalvdelen Ly^, hvilket kan forårsage fejl. Denne ulempe forekommer ikke ved den i fig. 4b viste udførelsesform} modulationskilden M2 er her forbundet til knudepunk- 142520 8 tet for dioderne d^ og d^ over en drosselspole L^, der spærrer for liniefrekvente signaler, men ikke for delbilledfrekvente signaler. Udgangsspændingen fra kilden M2 er delbilledfrekvent og savtakformet. Kondensatoren indgår mellem spolen Lg og knudepunktet for spolehalvdelene og I^, således at denne kondensator udgør en del af de to netværk. I knudepunktet for dioderne d^ og d2 frembringes en med delbilledfrekvensen moduleret, liniefrekvent pulserende spænding. Indhyllings-kurven for tilbageløbsspændingen over den ene diode, f.eks. d2 er en aftagende savtakkurve, medens indhyllingskurven for tilbageløbsspændingen over den anden diode, f.eks. d^, er en tiltagende savtakkurve. Summen af disse i figuren viste spændinger er i virkeligheden konstant. De af disse spændinger frembragte strømme gennem spolerne og er proportionale med integralet af liniefrekvensspæn-dingeme over spolerne og er derfor savtakformede. Disse strømme er derfor de ønskede strømme iy + i^. og iy - i^. Det vil være klart, at andre kendte korrektionsdifferensstrømme kan frembringes på lignende måde.

X fig. 5 er vist en modifikation, hvor koblingen ifølge opfindelsen frembringer en strøm til korrektionen i lodret retninge, den såkaldte nord-syd-kor-rektion i det gengivne billede. Afbøjningsnetværket D, C^, Ly, G^. ligger i serie med netværket med D', C'^, L', G't for øst-vest-korrektionen og med et tredie, lignende netværk D", Cn^_, C1^. Modulationskilden M^ er parallelforbundet med kondensatoren Gn og leverer et delbilledfrekvent savtakformet signal, og modulationskilden M^ er parallelforbundet med serieforbindelsen af kondensatorerne G og C" og leverer et delbilledfrekvent parabolsk signal. Da summen af spændingerne ovpr kondensatorerne C^, C't og C" er konstant og lig med den konstante jævnspændingskomposant i spændingen v^, og da summen af spændingerne over kondensatorerne C* og Cn varierer parabolsk, varierer spændingen over kondensatoren Ct ligeledes parabolsk, og der forekommer ikke nogen savtakformet komposant i denne spænding. Følgelig forekommer der ikke nogen delbilledfrekvent savtakformet komposant i linieafbøjningsstrømmen.

Over en til viklingen L'^ koblet vikling optræder en liniefrekvent pulserende spænding med en delbilledfrekvent, savtakformet indhyllingskurve. Fra denne spænding subtraheres en liniefrekvent pulserende spænding med konstant amplitude frembragt af en vikling Ly på transformeren T. Disse kurveformer er vist i fig. 5. Viklingen L"0 er serieforbundet med en spole L og delbilledafbøjnings-

O

spolen L'y, som er forbundet til delbilledafbøjningsstrømgeneratoren 11. Mellem knudepunktet; for spolerne Lg og L’y og jord er anbragt en kondensator Cg, medens spolen L’^s tilslutningsklemme for generatoren 11 er forbundet til jord over en absorptionskreds 13 for liniefrekvente signaler, og knudepunktet for viklingen L!,2 og spqlen Lg er forbundet til jord over viklingerne L’^ og for delbilledfrekvente signaler. Spændingen i knudepunktet for viklingen L'^ og spolen Lg er liniefrekvent og pulserende med en delbilledfrekvent savtakformet indhyllings- 9 142520 kurve, der bliver nul midt i delbilledfremløbsperioden.

Over kondensatoren frembringes på kendt måde en liniefrekvent sinusformet spænding med delbilledfrekvent savtakformet indhyllingskurve, hvilken spænding i delbilledafbøjningsspolen L'Y frembringer en cosinusformet strøm, der er overlejret på delbilledafbøjningsstrømmen og i det væsentlige har den krævede parabolske form. Denne strøm udgør derfor nord-syd-korrektionsstrømmen.

I det foregående er der ikke stillet krav til kondensatorerne Ct og C'^, bortset fra at deres impedans ikke må være for lav ved delbilledfrekvensen. 1 praksis anvendes kondensatoren til den såkaldte S-korrektion. Fra f.eks. publikationen "Philips Application Information", nr. 268 : All Transistor 110° Colour Television" er det kendt, at linieafbøjningens linearitet kan forbedres, hvis S-korrektionen er mere øst-vest-moduleret end selve afbøjningsstrømmen, hvilket kan realiseres med udførelsesformen i fig. 6. I denne figur indgår kondensatoren C1 i to netværk D, C , L.,, C og Df, C , L*, C* , medens modulationskilden M, t r x t e r t 1 over en spole Lg er forbundet til knudepunktet for dioderne D og D1. Forholdet mellem kapaciteterne af kondensatorerne Ct og C er givet ved den ønskede modulation af S-korrektionen, og denne modulation er igen bestemt ved billedrørets geometriske egenskaber. Udførelsesformen i fig. 1 er ikke mulig i dette tilfælde, fordi knudepunktet for kondensatoren C og spolen L’ er forbundet til jord i liniefremløbsperioderne. Lige som i udførelsesformen i fig. 4b går der i fig. 6 ingen strøm gennem spolen L'.

I de beskrevne udførelsesformer er den mellem punktet A og den positive klemme af kilden B liggende og dermed med netværkene parallelforbundne selvinduktion ikke taget i betragtning. Dette er forsvarligt, sålænge denne selvinduktion har stor impedans ved liniefrekvensen. Imidlertid kan denne parallelimpedans ikke betragtes som uendelig stor, hvis der over denne selvinduktion, f.eks. spolen i fig. 2, ligger en parasitkapacitet, som ikke kan lades ude af betragtning, og hvortil såvel den omkring kobleren, f.eks. transistoren T^ eller en tyristor, liggende del af koblingen som højspændingsensretterkredsen bidrager. Resultatet heraf er, at resonansfrekvenserne for de individuelle kredse ikke længere er ens og følgelig heller ikke tilbageløbsperiodeme. Det er klart, at tilbageløbsperio-deme vil være ens, hvis resonansfrekvensen for den kreds, der dannes af den nævnte selvinduktion og kapaciteten over denne, er lig med netværkenes resonansfrekvenser .

Den virkelige kapacitet Cp kan imidlertid være så stor, at den nævnte resonansfrekvens er for lav. Under tilbageløbsperioden ligger både kondensatoren Cp og den samlede primærselvinduktion Lp for transformeren i fig. 1 parallelt med serieforbindelserne C^, C og Ly, L', idet kapaciteterne af kondensatorerne Ct og C er for store til at have væsentlig indflydelse. Kondensatorerne C og C

t Γ 3Γ danner således en kapacitiv spændingsdeler, således at den ovenfor beskrevne kreds 142520 ίο på kendt måde kan erstattes med en kreds med en induktiv spændingsdeler. Dette er vist i fig. 7. Mellem punktet A og jord er anbragt en kondensator og mellem et udtag på viklingen og knudepunktet for dioderne D og D' en kondensator 0^, medens kondensatorerne og C'r er udeladt. Kapaciteterne af kondensatorerne og C,. og beliggenheden af udtaget kan bestemmes på enkel måde ud fra kondensatoren C og kapaciteterne af kondensatorerne og C'r. Det skal bemærkes, at kondensatorerne og C2 i praksis overtager opgaven for tilbageløbskondensatorerne i de to netværk.

I udførelsesformen i fig. 7 er serieforbindelsen af og af følgende grund ikke forbundet til knudepunktet for elementerne C og L’, men til et udtag på spolen L*. Midt i delbilledfremløbsperioden er øst-vest-modulationen dybest.

Hvis S-korrektionen som beskrevet tidligere i tilgift er mere moduleret end afbøjningsstrømmen, ville det uden denne foranstaltning være muligt for strømmen gennem dioden D' at blive negativ, hvilket vil sige, at dioden D' ville holde op med at være ledende. Gennem anvendelsen af den nævnte foranstaltning vil der gennem denne diode tå en strøm, som er summen af strømmen i den oprindelige udførelsesform og en med strømmen iy proportional strøm og derfor har større styrke. Udtagets beliggenhed kan vælges således, at det sikres, at dioden D' under alle omstændigheder fortsætter med at lede i den første halvdel af liniefremløbsperioden. En sådan foranstaltning er også mulig ved udførelsesformerne i fig. 4b og fig. 6, hvor tilbageløbskondensatorerne kan være udformet på samme måde som i fig. 7 eller på anden måde, f.eks. ved hjælp afen med spolen Ly parallelforbundet kondensator og en kondensator mellem udtaget på spolen Lf og jord.

Claims (5)

142520 11

1. Kobling til frembringelse af en savtakformet afbøjningsstrøm gennem en . linieafbøjningsspole ved hjælp af et savtaknetværk Indeholdende en diode (D) og afbøjningsspolen (Ly), hvor spolen under den savtakformede strøms fremløbsperiode samvirker med en fremløbskapacitet (C) og under den savtakformede strøms tilbageløbsperiode med en tilbageløbskapacitet (C^), hvorhos koblingen endvidere indeholder en forsyningsspændingskilde (B) samt koblerorganer, der er blokerede under tilbageløbsperioden, kendetegnet ved, at koblingen yderligere indeholder mindst ét andet savtaknetværk med en anden diode (D') og en anden spole (L'), der samvirker med en anden fremløbskapacitet (C’t) og en anden tilbageløbskapacitet (C'^), hvor tilbageløbsperioden for strømmen gennem den anden spole er tilnærmelsesvis lig med tilbageløbsperioden for afbøjningsstrøramen, og hvorhos de to savtaknetværk er forbundet med hinanden på en sådan måde, at de to dioder (D, D') er indbyrdes serieforbundet med samme gennemgangsretning, og at serieforbindelsen af de to dioder er parallelforbundet med koblerorganerne (Tr), medens spændingen over en fremløbskapacitet er styrbar ved hjælp af et styreelement (M^).

2. Kobling ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den indeholder et eller flere yderligere savtaknetværk, hvor hvert netværk har en yderligere diode (D") og en yderligere spole (L")> der samvirker med en yderliger fremløbskapacitet (CM ) og en yderligere tilbageløbskapacitet (C” ), hvor tilbageløbsperioden for strømmen gennem den yderligere spole er tilnærmelsevis lig med tilbageløbsperioden for afbøjningsstrømmen, hvorhos alle savtaknetværk er forbundet med hinanden på en sådan måde, at netværkenes diode (D, D', D") er indbyrdes serieforbundne med samme gennemgangsretning, og at serieforbindelsen af dioderne er parallelforbundet med koblerorganerne, medens spændingerne over samtlige fremløbskapaciteter med undtagelse af én er styrbare.

3. Kobling ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at koblerorganerne omfatter en serieforbindelse af en diode (D^) og en transistor (T ), hvor dioden har samme gennemgangsretning som transistorens kollektorstrøm, og knudepunktet mellem dioden og transistoren er forbundet til en serieforbindelse af et induktivt element (L^) og forsyningsspændingskilden (B), hvor det induktive element er forbundet til savtaknet værkene over en diode, medens varigheden af transistorens ledeperiode er styrbar.

4. Kobling ifølge krav 3, kendetegnet ved, at transistorens (T ) lederperiode styres af en spænding, der er proportional med den under tilbageløbsperioden optrædende spænding over serieforbindelsen af dioder (D, D').

5. Kobling ifølge et eller flere af de foregående krav ,kendetegnet ved, at den spænding, som under tilbageløbsperioden optræder over en del af dioderne (D") er i det væsentlige konstant, og at der til nævnte del er forbundet en vikling (L^) på en højspændingstransformer (T).