DK169609B1 - Anvendelse af 4-substituerede indoloner til fremstilling af medikamenter til behandling af Parkinsons sygdom - Google Patents

Description

Den foreliggende opfindelse angår anvendelsen af visse indo-londerivater til fremstilling af medikamenter til behandlingen af Parkinsons sygdom.

Parkinsons sygdom er en forstyrrelse af frivillig bevægelse, 5 hvor musklerne bliver stive og træge, bevægelse bliver klodset og besværlig, og ukontrollerbare rytmiske trækninger af muskelgrupper frembringer karakteristisk rysten eller tremor. Tilstanden menes at være forårsaget af en degenerering af præ-synaptiske dopaminerge neuroner i hjernen. Mangel på tilstræk-10 kelig frigivelse af den kemiske transmitter dopamin under neuronal aktivitet fører derved til parkinsonismesymptomatologi.

For tiden er den mest almindeligt anvendte behandling for par-kinsonisme administration af L-DOPA, et forstadie til dopamin, som virker indirekte ved at erstatte det manglende dopamin. 15 Imidlertid er der forbundet ulemper med anvendelse af L-DOPA, f.eks. lider patienter ofte af bivirkninger, såsom dyskinesia og on-off-virkninger, og det er nødvendigt at indgive L-DOPA sammen med en perifer dopadecarboxylaseinhibitor, såsom car- · bidopa eller benzaserid. Disse inhibitorer modvirker den peri-20 fere omdannelse af levodopa til dopamin og muliggør således at der kommer mere lægemiddel til hjernen og begrænser perifere bivirkninger. En sådan behandling forbedrer livskvaliteten for patienter, men stopper ikke sygdommens fremadskriden. Endvidere er en sådan behandling forbundet med en række ugunstige 25 virkninger omfattende kvalme, opkastning, abdominal distension og psykiatriske bivirkninger (f.eks. toksiske konfusionstilstande, paranoia og hallucinationer).

En alternativ behandlingsform er at indgive præsynaptiske do-paminantagonister, f.eks. ergotalkaloider, såsom bromocriptin 30 - dette tiltag er imidlertid også forbundet med bivirkninger.

F.eks. oplever patienter, som modtager bromocriptin ofte dyskinesia psykiatriske problemer og i et lille antal tilfælde opleves vasopastiske fænomener og angina. Derudover forårsager bromocriptin også psykiatriske bivirkninger, såsom hallucina- 2 tioner.

På baggrund af det ovenfor beskrevne er det klart, at der er et fortsat behov for tilvejebringelsen af effektive sikre lægemidler til behandlingen af parkinsonisme.

5 Det har nu vist sig, at visse indolonderivater, der er kendt inden for området som præsynaptiske D2-agonister, som er anvendelige som kardiovaskulære midler (se EP 113964-B) også er postsynaptiske D2-agonister i hjernen og således forventes at have anvendelighed ved behandling af parkinsonisme.

10 Denne opdagelse er særlig interessant, da sådanne forbindelser tidligere er blevet beskrevet som ikke værende i stand til at frembringe de centrale adfærdsvirkninger som ofte ses med dopaminagonister (se Gallagher, G., Jr. et al., J. Med. Chem. 1985, 28, 1533-1536) . Derudover udviser de pågældende indolon-15 derivater særligt uventede fordele sammenlignet med kendte dopaminagonister ved at de har vist sig at have yderligere virkninger på centralnervesystemet, nemlig antidepressive og anxiolytiske virkninger. Endvidere synes kliniske forundersøgelser at indikere, at forbindelserne udviser minimal til-20 bøjelighed til at forårsage dyskinesia. Især opfattes de antidepressive og anxiolytiske virkninger af de pågældende indolonderivater som værende fordelagtige, da patienter, som modtager behandlinger for tiden ofte også har behov for separat at indtage antidepressive medikamenter. Tilstedeværelsen af 25 sådanne kvaliteter hos en enkelt forbindelse kan derfor reducere behovet for sådan separat behandling.

Den foreliggende opfindelse angår derfor anvendelse af 4-sub-stituerede indoioner med formlen (I) 6¾ Ύ 6 3 hvor hver gruppe R er hydrogen eller _4-alkyl; R1 og R2 hver er hydrogen eller C1_4-alkyl; R3 er hydrogen eller hydroxy; og 5 n er 1 til 3; og farmaceutisk acceptable salte deraf til fremstillingen af et medikament til behandlingen af Parkinsons sygdom.

Fortrinsvis er begge grupper R C2_4-alkyl, især propyl, og R1 og R2 er begge hydrogen.

10 R3 er hensigtsmæssigt hydroxy, og R3 er fortrinsvis hydrogen.

Især angår den foreliggende opfindelse anvendelsen af forbindelsen, hvor begge grupper R er propyl, R1, R2 og R3 er hydrogen, og n er 2, nemlig 4-(2-di-n-propylaminoethyl)-2 (3H)-indoion eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf til fremstil-15 ling af et medikament til behandlingen af parkinsonisme.

Egnede farmaceutisk acceptable salte vil være indlysende for fagmanden inden området og omfatter f.eks. syreadditionssalte, fortrinsvis hydrochloridet.

Forbindelserne med formlen (I) og deres farmaceutisk acceptab-20 le salte kan fremstilles ved hjælp af fremgangsmåderne beskrevet i EP 113964-B.

Ved terapeutisk anvendelse til behandling af parkinsonisme inkorporeres forbindelserne i farmaceutiske standardsammensætninger. De kan indgives oralt, parenteralt, rektalt eller 25 transdermalt.

Forbindelserne med formlen (I) og deres farmaceutisk acceptable salte, som er aktive, når indgivet oralt, kan formuleres som væsker, f.eks. sirupper, suspensioner eller emulsioner, 4 tabletter, kapsler og piller.

Et flydende middel vil generelt bestå af en suspension eller opløsning af forbindelsen eller det farmaceutisk acceptable salt i en eller flere egnede flydende bærere, f.eks. ethanol, 5 glycerin, ikke-vandigt opløsningsmiddel, f.eks. polyethylen-glycol, olier eller vand med et suspenderingsmiddel, konserveringsmiddel, smagsstof eller farvende middel.

Et middel i form af en tablet kan fremstilles under anvendelse af en hvilken som helst egnet farmaceutisk bærer eller bærere, 10 der rutinemæssigt anvendes til fremstilling af faste formuleringer. Eksempler på sådanne bærere omfatter f.eks. magnesium-stearat, stivelse, lactose, saccharose og cellulose.

Et middel i form af en kapsel kan fremstilles under anvendelse af rutineindkapslingsfremgangsmåder. F.eks. kan pellets inde-15 holdende den aktive bestanddel fremstilles under anvendelse af standardbærere og derefter fyldes i en hård gelatinekapsel. Alternativt kan en dispersion eller suspension fremstilles under anvendelse af enhver hensigtsmæssig farmaceutisk bærer, f.eks. vandige gummiarter, celluloser, silikater eller olier, 20 og dispersionen eller suspensionen derefter fyldes i en blød gelatinekapsel.

Forbindelserne med formlen (I) og deres farmaceutisk acceptable salte, som er aktive, når indgivet parenteralt (dvs. ved injektion eller infusion) kan sammensættes som opløsninger el-25 ler suspensioner.

Et middel til parenteral administration vil generelt bestå af en opløsning eller suspension af den aktive bestanddel i en steril vandig bærer eller parenteral acceptabel olie, f.eks. polyethylenglycol, polyvinylpyrrolidon, lecithin, arachisolie 30 eller sesamolie. Alternativt kan opløsningen lyofiliseres og derefter rekonstitueres med et egnet opløsningsmiddel lige før indgivelse.

5

Et typisk suppositoriemiddel omfatter en forbindelse med formlen (I) eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf, som er aktivt, når administreret på denne måde, med et binde- og/el-ler smøremiddel, såsom polymere glycoler, gelatiner eller ka-5 kaosmør eller andre lavtsmeltende vegetabilske eller syntetiske voksarter eller fedtstoffer.

En typisk transdermal formulering omfatter en konventionel vandig eller ikke-vandig bærer, f.eks. en creme, salvelotion eller pasta eller er i form af medicinbehandlet plaster, klap 10 eller membran.

Fortrinsvis er midlet i enhedsdosisform. Hver dosisenhed til oral administration indeholder fortrinsvis fra 1 til 50 mg (og indeholder til parenteral administration fortrinsvis fra 0,1 til 15 mg) af en forbindelse med formlen (I) eller et farma-15 ceutisk acceptabelt salt deraf beregnet som den frie base.

Det daglige dosissystem for en voksen patient kan f.eks. være en oral dosis på 1 mg og 100 mg, fortrinsvis mellem 1 mg og 50 mg, eller en intravenøs, subkutan eller intramuskulær dosis på mellem 0,1 mg og 50 mg, fortrinsvis mellem 0,1 mg og 15 mg af 20 forbindelsen med formlen (I) eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf beregnet som den frie base, idet forbindelsen indgives 1 til 4 gange per dag. Forbindelserne indgives hensigtsmæssigt i en periode med fortsat behandling.

Biologiske data: 25 Under anvendelse af forbindelsen 4-(2-di-n-propylaminoethyl)-2(3H)-indolonhydrochlorid (forbindelse A, fremstillet efter fremgangsmåden beskrevet i europæisk patent nr. 113964-B) blev de følgende forsøg udført: 1. Spontan locomotorisk aktivitet hos mus under anvendelse af 30 individuelle bur udstyret med fotoceller.

6 2. Spontan locoraotorisk aktivitet hos mus under anvendelse af trædehjul.

3. Spontan locomotorisk aktivitet hos mus ved måling af klatrestativadfærd .

5 4. Måling af stereotyperet adfærd hos mus.

5. Spontan locomotorisk aktivitet hos rotter under anvendelse af individuelle bur udstyret med fotoceller: måling af stereotypi.

6. Måling af hyperaktivitet efter direkte administration ind 10 i mesolimbus-kerne-accumbens hos rotten. En indikator for antidepressiv virkning.

7. virkning på iagttaget locomotorisk aktivitet efter direkte administration ind i det ekstrapyramidale caudat-putamen (striatum) . En test for anti-parkinsonismevirkning.

15 8. Måling af antidepressiv virkning hos mus under anvendelse af "Porsolt Test".

9. Anxiolytisk virkning hos mus under anvendelse af en sort og hvid forsøgskasse.

10. MPTD-behandlet egernabemodel. En test for anti-Parkinson- 20 aktivitet.

A. Virkning af forbindelse A på spontan locomotorisk aktivitet hos mus.

Forbindelse A forårsagede inhibering af spontan locomotorisk aktivitet hos mus i hver af de første tre forsøg i doser på 25 1,0 og 10,0 mg/kg i.p. Statistisk signifikant inhibering (P<0,01-0,001) blev målt efter 10 mg/kg i forsøg nr. 1 og 1,0 rag/kg i forsøg nr. 3.

7

Stimulering af locomotorisk aktivitet på statistisk signifikante niveauer (P<0;001) blev set efter 100 mg/kg forbindelse A i fotocelleforsøget og trædehjulforsøget, men ikke i klatrestativforsøget, hvor den oprindelige inhibering blev omvendt.

5 Denne difasiske aktivitet, som også udvises af amfetamin og apomorphin i disse forsøg, er i overensstemmelse med den for en dopaminagonist med evne til at stimulere præsynaptiske (au-toreceptorer) ved lave doser og post-synaptiske receptorer ved en høj dosis. (Amfetamin er en kendt sindsstemningfremmer og 10 apomorphin er en standard-D2-agonist af den samme farmakologiske klasse som forbindelse A) . Disse forsøg anses for at vise dopaminagonistaktivitet både i ekstrapyramidale og lim-biske systemer.

B. Forbindelse A's evne til at inducere stereotypi hos rotter 15 eller mus

Ved doser på 1,0, 10,0 og 100 mg/kg i.p. forårsagede forbin-r delse A ingen dosisafhængige stereotypier hos mus eller rotter (forsøg 4 og 5) . Amfetamin ved doser på op til 10,0 mg/kg i.p. . og apomorphin 2,0 mg/kg s.c. frembragte tydelig stereotyperet 20 adfærd, såsom fortsat bidning, gnavning og slikning hos begge arter, hvorimod forbindelse A kun forårsagede periodisk snusen.

Resultater I disse to forsøg udviste forbindelse A en profil, som er for-25 skellig fra andre kendte dopaminagonister, hvilket antyder en mere selektiv virkningsmåde.

C. Virkning af forbindelse A på locomotorisk aktivitet hos rotten

Doser på 10,0 og 100,0 mg/kg i.p. af forbindelse A forårsagede 30 statistisk signifikante (P<0,001), dosisafhængige forøgelser i spontan locomotion (forsøg 5), hvilket varede ved den højere 8 dosis over 2,5 timer. Forøgelse af locomotorisk aktivitet af amfetamin og andre dopaminagonister er vanskelig at måle på grund af at den kompliceres af udviklingen af stereotypier. Når injiceret direkte i mesolimbus-kerne-accumbens via en 5 indsat kanyle (forsøg 6) forårsagede forbindelse A (10 μg) en tydelig (P<0,001) forøgelse i spontan locomotion. Amfetamin ved den samme dosis var lige så effektiv, men den lavere dosis af forbindelse A (1,0 ^g) var ikke effektiv og forårsagede en tendens til inhibering, især i løbet af de første 10 minutter 10 efter dosering. Direkte virkning af en forbindelse til forårsagelse af hyperaktivitet efter administration i mesolimbus-kerne-accumbens anses for at være tegn på antidepressiv virkning.

I et separat forsøg udformet til måling af stimulering af 15 striatumet ved iagttagelse af asymmetrisk adfærd og cirklende adfærd blev forbindelse A (0,01-10,0 ^g), apomorphin (op til 50 μg) eller amfetamin (op til 100 μg) indgivet unilateralt via en indsat kanyle i det ekstrapyrimidale caudat-putamen (forsøg 7) . Apomorphin og amfetamin var begge inaktive i dette 20 forsøg, men forbindelse A frembragte tydelig kontralateral asymmetrisk og cirklende adfærd, hvilket blev statistisk signifikant ved 1,0 og 10,0 μg.

Konklusion

Resultaterne fra dette forsøg antyder en indikation for anti-25 Parkinsonpotentiel for denne forbindelse.

D. Antidepressiv virkning under anvendelse af "Porsolt-test11

Forbindelse A ved 0,1-10 mg/kg i.p. udviste statistisk signifikant (P<0,05) antidepressiv virkning hos mus under anvendelse af Porsolt-testen, en test som måler dyrenes evne til at 30 holde sig stabile i vand. Aktiviteten lignede (+) amfetamins (0,625-2,5 mg/kg i.p.) og var større end amitriptylins (2,4-40 mg/kg i.p.). Det kendte anti-parkinsonmiddel bromocriptin, 0,1-1 mg/kg i.p., forårsagede en statistisk signifikant reduk tion i svømmetiden ved den højere dosis.

9

Konklusion I modsætning til den virkning som ses i forsøget med det kend-5 te anti-parkinsonmiddel bromocriptin viste forbindelsen A sig at udvise statistisk signifikant antidepressiv virkning.

E. Anxiolytisk virkning af forbindelse A

I et forsøg til undersøgelse af anxiolytisk virkning i en sort og hvid forsøgsæske (forsøg 9) forårsagede forbindelse A (0, Ι-ΙΟ 10 mg/kg i.p.) en statistisk signifikant forøgelse i tidsforbruget i den hvide sektion og en tilsvarende reduceret periode i det sorte område. Denne adfærd svarede til den, som blev forårsaget af diazepam (0,125-5 mg/kg i.p.) og er i overensstemmelse med andre forbindelser med klinisk anxiolytisk akti-15 vitet. I et lignende men separat forsøg forårsagede bromocriptin (0,1-1 mg/kg i.p.) en statistisk signifikant forøgelse i efterforskningsaktivitet i det sorte område uden nogen ændring i lysutilbøjeligheden.

Konklusion 20 I modsætning til den virkning som ses i dette forsøg med det kendte anti-parkinsonmiddel bromocriptin viste forbindelse A sig at udvise statistisk signifikante forskelle i dens anxio-lytiske virkning.

F. Anti-parkinsonaktivitet: MPTP-behandlet eqemabemodel 25 (i) Parkinsonismelignende motoriske mangler (hypokinesia og bradykinesia) blev induceret hos egernaber ved intranigral infusion af 1-methyl-4-phenyl-1,2,3,6-tetrahydropyridin (MPTP) i 13 dage via en implanteret injektionsenhed og en osmotisk minipumpe (forsøg 10) . Motoriske mangler forekom inden for 3 til 10 4 dage og vedvarede i flere uger. Lægemiddelbedømmelser blev begyndt efter 7-10 dages infusion.

Resultater

Forbindelse A (0,05-1,0 mg/kg s.c.) genoprettede fuldstændigt 5 den normale motoriske adfærd selv om 1 eller 2 egernaber ikke reagerede ved 0,05 mg/kg:

Adfærdsmål Kontrol MPTP Forbindelse A (mg/kg s.c.) + bærer 0,01 0,05 0,1 1,0 LMA (% kontrol) 100 15 26 47* (70) 93** 103** 10 % tidsforbrug til LMA 30 34 12*(23) 29** 28** % tid til hovedbevægelser 85 23 26 36*(80) 83** 84** LMA - Locomotorisk aktivitet (bevægelser mellem siddepind og 15 burets gulv).

Værdier er gennemsnitsværdier (n=4); S.E.M. <13,6%, bortset fra ved 0,05 mg/kg, hvor der ikke var nogen forbedring hos 1 eller 2 dyr (S.E.M. op til 24,2%) . Værdier i parenteser er gennemsnit fra de dyr, som reagerede.

20 Signifikant antagonisme af MPTP-forringelse * P>0,05, ** P<0,01.

Den mest bemærkelsesværdige virkning af forbindelse A var den fuldstændige genoprettelse af normale bevægelser af lemmerne, kroppen, hovedet og halsen. Især kom karakteristiske hurtige 25 fra side til side hovedbevægelser tilbage såvel som normale ansigtsudtryk og den motoriske koordination for komplekse opgaver, såsom hoppen og leg. Endvidere var der ingen toleranceudvikling under dosering (0,1, 1,0 mg/kg s.c.) to gange dagligt i 7 dage. 1

For sammenligningsformål blev der udført forsøg med to kendte anti-parkinsonmidler L-DOPA og bromocriptin.

11

Behandling med L-DOPA (12,5 mg/kg i.p. 30 minutter forbehandling) efter benserazid (12,5 mg/kg s.c. 90 minutter forbehandling) genoprettede også MPTP-inducerede motoriske mangler, men 5 disse relativt høje doser forekom at være mindre effektive end 0,1 mg/kg s.c. forbindelse A. Behandling med bromocriptin (0,1 mg/kg s.c.) havde lille virkning.

Konklusion

Resultaterne af dette specifikke forsøg bekræfter muligheden 10 for anvendelse af forbindelse A som et anti-parkinsonmiddel.

(ii) Forbindelse A blev indgivet oralt til MPTP-behandlede egernaber i doser på 0,1, 0,5 eller 1,0 mg/kg.

Delvis omslag af de følgende MPTP-inducerede motoriske mangler blev iagttaget efter hver dosis: procentvis tidsforbrug til 15 locomotorisk aktivitet, reduktion i hovedbevægelsehastighed, reduktion i hastighed af locomotorisk aktivitet, mangel på interesse for omgivelser, mangel på ansigtsudtryk, hovedhøjde og procentvis tid forbrugt til hovedbevægelse. Reaktionen på den laveste dosis (0,1 mg/kg, n=2) var submaksimal, og den højeste 20 dosis (1,0 mg/kg, n=3) var supramaksimal. Opkastning forekom ikke ved de to lavere doser.

Konklusion

Resultaterne af dette specifikke forsøg bekræfter muligheden af anvendelse af forbindelse A som et anti-parkinsonmiddel.

25 G. Receptorbindinqsundersøqelser

Receptorbindingsundersøgelser under anvendelse af rottehjerne indikerede at både bromocriptin og pergolid udviste affinitet for 5HT-L- og 5HT2-receptorer og pergolid bandt også til dopa-

Claims (3)

1. Anvendelse af 4-substituerede indoioner med formlen (I) (CH_) NR 1 2 1 fy-f* I3 H 10 hvor K hver gruppe R er hydrogen eller _4-alkyl; R1 og R3 er hydrogen eller C1_4-alkyl; R3 er hydrogen eller hydroxy; og n er 1 til 3; 15 eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf til fremstillingen af et medikament til behandlingen af Parkinsons sygdom.

2. Anvendelse af 4- (2-di-n-propylaminoethyl) -2- (3H) -indoion til fremstillingen af et medikament til behandlingen af Parkinsons sygdom.

3. Anvendelse af 4-(2-di-n-propylaminoethyl)-2-(3H)-indo- lonhydrochlorid til fremstillingen af et medikament til behandlingen af Parkinsons sygdom.