DK167851B1 - Fremgangsmaade til fremstilling af et med technetium-99m maerket organspecifikt stof samt fremgangsmaader til fremstilling af et testkit og et diagnostikum - Google Patents

Description

DK 167851 B1

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde til fremstilling af et med technetium-99m mærket organspecifikt stof samt fremgangsmåder til fremstilling af et testkit og et diagnostikum.

5 Ifølge de banebrydende arbejder af Milstein og Kohier, som i 1975 offentliggjorde en fremgangsmåde, ved hvilken antistof-secernerende muse-B-lymphocyter smeltes sammen med muse-myelomceller, og fusionsproduktet af de to celler, hybridet, vokser videre og frembringer antistoffer, er det 10 muligt ud fra et stort antal af fremkommende hybrider at isolere det, som producerer et antistof med bestemt specificitet. Disse monoklonale antistoffer, som kun genkender et bestemt epitop på det tilsvarende antigen, er i dag til rådighed i større mængde til immunscintigrafi. Monoklonale 15 antistoffer overfor tumorassocierede antigener egner sig til tumorlokalisationsdiagnostik samt til påvisning af recidiver og metastaser. Til dette formål skal antistoffet mærkes radioaktivt inden injektionen for med egnede nuclearmedicins-ke optageteknikker at konstatere, om der i organismen befin-20 der sig en tumor, som bærer antigenet. Blandt de idag indenfor den nuclearmedicinske diagnostik hyppigst anvendte radio-nucleider er iodisotoper de lettest anvendelige til mærkning af proteiner. Således opfylder iod-123 bedst de i praksis stillede krav som god påvisningsfølsomhed og ringe strålings-25 belastning, da det er en ren -r-strålingskilde og har en gunstig nr-energi på 159 keV. Dets relative korte halveringstid på 13,2 timer og først og fremmest den til partikelacceleratorer bundne fremstilling, hvilket også bevirker en relativt høj pris, begrænser stærkt anvendelsen af iod-123 30 til antistofmærkning.

Med iod-131, som ikke er noget ideelt radionucleid til in vivo-diagnostik på grund af en for τ-kameraer energetisk ugunstig ύ-stråling og dets ud fra et strålingsbelastningssynspunkt uønskede β-stråling, gennemføres der et stort 35 antal antistofmærkninger, fordi iod-131 kan fremstilles billigt i høj aktivitetskoncentration med tilstrækkelig høj

Lsrv 1 VI / O VI I VI I

2 specifik aktivitet, og der derved opnås en relativ simpel og billig mærkning.

En afgørende ulempe ved alle iodmærkede antistoffer består i, at det radioaktive iod in vivo delvis på grund af 5 deioderingsprocesser igen spaltes fra antistoffet og derpå foreligger i organismen som iodid, som på den ene side ophobes i skjoldbruskkirtlen og på den anden side forhøjer baggrundsaktiviteten, da iodid relativt langsomt udskilles fra blodet. Ved anvendelse af iodmærkede antistoffer skal 10 skjoldbruskkirtlen på den person, der skal undersøges, i hvert tilfælde forinden blokeres. En vis fordel ved iodmærkede antistoffer viser sig ved, at deres ophobning i lever og nyre er tydeligt lavere på det sædvanlige undersøgelsestidspunkt end ved det samme, dog med andre radionu-15 cleider mærkede antistof.

In-111 er i den seneste tid benyttet i vid udstrækning til antistofmærkninger. Som metallisk grundstof kan indium i modsætning til iod ikke uden videre bindes til proteiner. Hertil kræves der bifunktionelle chelatdannere, 20 som på den ene side indgår en kovalent binding med proteinet og på den anden side over en stærk, kompleksdannende gruppe kan binde det som kation foreliggende indium til antistoffet.

Den hyppigst hertil benyttede kompleksion er diethylentri-aminpentaeddikesyre (DTPA). DTPA omsættes med antistoffet 25 som bicyclisk anhydrid. Derved danner det først en kovalent amidbinding med endestillede aminogrupper i proteinet, medens dets resterende syrefunktion derpå frigøres ved reaktion med vand. Det således derivatiserede antistof kan nu danne en fast binding med radionucleidet, der tilsættes som In-30 111-citrat. Indiumet skal foreligge som en labil kompleksforbindelse, da det ellers ville udfælde ved de krævede pH-værdier. Det bicycliske anhydrid af DTPA er ikke noget ideelt reagens, da det via dets bifunktionalitet kan indgå inter-og intramolekylære koblingsreaktioner.

35 Medens gallium i sammenligning med indium ikke udviser nogen fordele, har man stræbt mod technetium-99m-mærkning DK 167851 B1 3 af potentielle diagnostika, da Tc-99m på grund af dets gunstige fysiske egenskaber (ingen korpuskulær stråling, τ-energi på 140 keV og en halveringstid på 6 timer) og den dermed forbundne ringe strålingsbelastning er blevet til det vig-5 tigste radionucleid indenfor den nuclearmedicinske diagnostik.

Technetium-99m, som kan udvindes af nucleidgenerato-rer, foreligger først og fremmest som pertechnetat, som i denne form er egnet til f.eks. skjoldbruskkirtel- og hjerne-10 scintigrafi. Scintigrafi af andre organer ved hjælp af tech-netium-99m lykkes ved hjælp af bestemte "transportstoffer", som på den ene side er i stand til at binde technetium og på den anden side giver radionucleidet i det organ, der skal undersøges, en høj selektivitet. Til dette formål har 15 der hidtil overvejende været anvendt stoffer, som direkte kan mærkes med technetium-99m, og som udviser en høj organspecificitet. Derudover findes der dog en række stoffer, som ganske vist udviser en høj organspecificitet, men som ikke kan mærkes direkte. Disse kan være proteiner (fibrino-20 gen, humanserumalbumin), enzymer (streptokinase, lactat-dehydrogenase), sukre (dextran, glucose) eller polymerer. Hertil hører ligeledes lavmolekylære stoffer, såsom fedtsyrer, der på grund af hjertets store energibehov koncentreres i myocardvævet.

25 Til mærkning af det organspecifikke "transportstof" med technetium-99m skal det fra nucleidgeneratoren eluerede pertechnetat først omdannes til et lavere oxidationstrin. I denne reducerede form danner technetium mere eller mindre stabile forbindelser med det organspecifikke stof. Til knog-30 lescintigrafi anvendes der f.eks. Tc-99m-phosphorsyre-deri-vater, først og fremmest organiske phosphonsyrer. Således foreligger natriumsaltet af 3,3-diphosphono-l,2-propandi-carboxylsyren som organspecifikt "transportstof" i den i det europæiske patentskrift nr. 2.485 beskrevne mærknings-35 enhed. I det europæiske patentskrift nr. 108.253 er beskrevet Tc-99m-tri- og tetraphosphonsyrer til scintigrafisk fremstil-

Ulv ΙΟ/SOI bl 4 ling af RES, især leveren. Tc-99m-komplekset med diethylen-triaminpentaeddikesyre (DTPA) finder anvendelse til diagnostik af leversygdomme eller pathologiske hjerneprocesser.

Da en direkte mærkning af f.eks. antistoffer med 5 technetium ikke er mulig, har man forsøgt, på tilsvarende måde som ved indium-mærkningen, ved at tage bifunktionelle kompleksdannere til hjælp, at opnå en stabil technetiummærk-ning af antistoffer. Det særlige problem ved mærkningen med technetium består i, at der normalt forekommer tin-II-ioner 10 i reaktionsopløsningen. Tin-II har hidtil været det eneste reduktionsmiddel, som har muliggjort en hurtig og kvantitativ omdannelse af pertechnetatet ved stuetemperatur til et lavere og dermed reaktionsdygtigt oxidationstrin. De ved siden af det reducerede technetium foreliggende tin-II- og -IV-ioner 15 konkurrerer om bindingsstederne på det til antistoffet koblede kompleks, således at kompleksdanneren enten skal tilsættes i overskud, hvorved antistoffets specifikke egenskaber kan påvirkes, eller ubundet technetium og tin tilsammen som et kolloid fører til uønsket radioaktivitetsophobning i andre 20 organer.

I US-patentskrift nr. 4.479.930 er beskrevet de cyc-liske anhydrider af DTPA og EDTA som chelatiseringsmidler ikke kun til In-111 og Ga-67, men også til Tc-99m. I det europæiske patentskrift nr. 35.765 er omtalt anvendelsen af 25 deferoxamin som kompleksdannelsesmiddel til technetium-99m til proteiner. I den internationale patentansøgning WO 85/3063 omsættes de partielt reducerede disulfid-broer i antistoffet med natriumsaltet af tetrachlornitridotechnetat, som forinden skal præpareres ved reaktion af pertechnetat 30 med natriumazid. I den europæiske patentansøgning nr. 194.853 benyttes der ligeledes ved reduktion i antistoffragmenter frembragte frie thiol-grupper til binding af et chelatkom-pleks, der er en [ (7-maleimidoheptyl) imino-bis(ethylenni-trilo)]tetraeddikesyre, der er temmelig kostbar at synteti-35 sere. Koblingen af komplekset til antistoffet sker ved reaktion af SH-grupperne med dobbeltbindingen i maleinimiddelen DK 167851 B1 5 i kompleksforbindelsen, medens den radioaktive metalion kompleksbindes over nitrilodieddikesyre-resterne.

Enklere metoder til Tc-99m-mærkning af antistoffer eller antistoffragmenter er beskrevet i det europæiske pa-5 tentskrift nr. 5.638 og i US-patentskrift nr. 4.478.815.

Der anvendes der tin-II-salte i overskud til samtidig reduktiv spaltning af disulfid-broer og til reduktion af det tilsatte Tc-99m-pertechnetat. Generelt kræves der til spaltning af -S-S-bindingen længere inkubationstider (24 timer), 10 hvorved F(ab·)2-fragmenter spaltes partielt til F(ab')-fragmenter. Nyere litteraturangivelser (f.eks. Journal of Nuclear Medicine 27 (1986), side 685-93 og 1315 til 20 samt International Journal of Nuclear Medicine Biology 12 (1985), side 3 til 8) viser, at forholdet mellem de to fragmenter er 15 afhængig af "betinningsreaktionen", og at forholdet mellem de to komponenter efter Tc-99m-mærkningen ikke ændres nævneværdigt mere, hvorved hovedkomponenten er Tc-99m-mærket F(ab'). I alle tilfælde skal det mærkede F(ab')-fragment efterrenses, da der trods mindst 30 minutters reaktionstid 20 ikke opnås en kvantitativ omsætning af pertechnetatet.

I ΕΡ-Ά-0.179.481 beskrives anvendelsen af Sn2+-ioner til in vivo-Tc-99m-mærkning af erythrocyter og af Sn2+-kol-loid mærket med Tc-99m til leverscintigrafi. For at beskytte Sn2+-opløsninger mod hydrolyse og oxidation aftappes kon-25 centrerede SnCl2-opløsninger i meget små volumener og lyo-philiseres. Ved mærkningen deltager Sn2+-ioner nødvendigvis på grund af dannelsen af et Tc-Sn-kolloid.

Det har hidtil ikke været muligt at fremstille præparater ifølge de ovenfor beskrevne mærkningsfremgangsmåder, 30 som rutinemæssigt kunne anvendes uden kostbare fremgangsmådetrin.

Der er nu tilvejebragt en fremgangsmåde til fremstilling af et med technetium-99m mærket organspecifikt stof, ved hvilken fremgangsmåde et organspecifikt stof, et forud 35 behandlet eller et med en kompleksdanner for technetium-99m koblet organspecifikt stof tilsættes pertechnetat-99m og et

UK I O/80 I D I

6 tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat som kompleksstabiliseret reduktionsmiddel.

På denne måde kan sådanne organspecifikke stoffer ("bærestoffer") mærkes med technetium-99m, der i deres mole-5 kyle har mindst en funktionel gruppe med kompleksdannende egenskaber. For det meste drejer det sig ved sådanne grupper om atomer eller ioner med elektronpardonorfunktion (Lewis--baser). En sådan funktionel gruppe med kompleksdannende egenskab er f.eks. en -SCN-, -NH2-, -NHR-, -NR2-, -C00-, 10 -OH-, =S-, -SH- eller -NO-gruppe.

Som repræsentanter for sådanne stoffer med funktionelle kompleksdannende grupper skal eksempelvis nævnes proteiner (-NH-, -NH2- eller COO-grupper), enzymer (-NH2-, -OH-, -P=0-grupper), sukkerarter (-OH-grupper) eller polyme-15 rer, som har sidekæder med tilsvarende grupper.

Såfremt den forbindelse, der skal mærkes, ikke udviser en sådan funktionel gruppe, skal stoffet - inden mærkningen - "forbehandles" eller kobles til en egnet kompleksdanner.

20 Ved "forbehandles" forstås ifølge opfindelsen sådanne foranstaltninger, der fører til, at der fremkommer en funktionel gruppe med kompleksdannende egenskaber i molekylet, der skal mærkes. F.eks. indeholder antistoffer disulfid-broer. De to kovalent indbyrdes forbundne svovlatomer er dog 25 ikke i stand til i denne form at danne kompleks med techne-tium-99m. Såfremt disulfid-broerne imidlertid reduceres, opstår der to SH-grupper, som nu på deres side udgør udmærkede kompleks ligander for technetium-99m og også binder dette i gode udbytter.

30 En anden mulighed for at binde technetium-99m til organspecifikke stoffer, som ikke har nogen funktionel gruppe med kompleksdannende egenskaber, består i at indbygge en sådan funktionel gruppe i molekylet eller at binde et kompleksdannelsesmiddel kemisk til molekylet.

35 Et væsentligt punkt ved opfindelsen ligger i, at det stof, der skal mærkes, ikke kommer direkte i kontakt med DK 167851 B1 7 tin-II-saltet. Først sættes der særskilt til tin-II-saltet en egnet reaktant, hvorved der dannes et kompleks stabiliseret reduktionsmiddel. Reaktanten kan være et phosphonat eller et pyrophosphat, som holder tin-II i opløsning ved en fysio-5 logisk pH-værdi (6-8), og således bevarer reduktionsmidlet i funktionsdygtig tilstand (kompleksstabiliseret reduktionsmiddel) .

Særligt interessant forekommer fremgangsmåden til technetium-99m-mærkning af antistoffer. En partiel reduktion 10 af S-S-bindingerne i antistoffet eller et F(ab')2-antistof-fragment kan opnås ved stuetemperatur ved kortvarig udsættelse for milde reduktionsmidler (forbehandling af det organspecifikke stof). Særligt egnede reduktionsmidler er monothioler, såsom 2-mercaptoethanol eller 2-mercaptoethyl-15 amin (cysteamin). Derved fås der reaktionsdygtige antistofmolekyler, der hverken har mistet deres immunologiske reaktivitet eller er fragmenteret til mindre brudstykker. I princippet er alle reduktionsmidler egnede til partiel reduktion af antistoffet eller F(ab')2-antistoffragmentet, som 20 også ved længere tids indvirkning kun spalter en del af S--S-bindingerne og ikke fører til nogen fragmentering af antistofkomponenten. Indvirkningstiden for et sådant reduktionsmiddel på antistofkomponenten behøver ikke at være mere end 1 time. Almindeligvis opstår der allerede efter 10-30 minut-25 ter så mange SH-grupper, at der bindes en tilstrækkelig mængde technetium-99m-kationer. Derpå skilles overskydende reduktionsmiddel fra, og det partielt reducerede antistof isoleres i en pufret opløsning (f.eks. 0,02 M phosphatopløs-ning, pH-værdi 7,2) og lyophiliseres omgående. Samtidig 30 skal det hindres, at der sker en reoxidation af de frie thiolgrupper i antistoffet på grund af luftens oxygen. Det lyophiliserede antistof, der udover puffersaltene ikke indeholder nogen yderligere tilsætninger, og som dækkes med nitrogen som beskyttelsesgas, er holdbart uforandret i ugevis 35 ved køleskabstemperatur (-5 til +5°C). Det kan igen opløses problemfrit ved tilsætning af isotonisk natriumchloridopløs-

L/l\ 10/00 I D I

8 ning.

Den således fremstillede, partielt reducerede antistofkomponent (forbehandlet organspecifikt stof) kan nu uden videre mærkes med technetium-99m, når det tilsættes en 5 blanding af pertechnetat og tin-II-phosphonat eller -pyro-phosphat. Det er særligt fordelagtigt at tilsætte diphospho-nater, triphosphonater eller tetraphosphonater som tin-II--phosphonat. Det har været særligt gunstigt at anvende tin--II-saltene af methandiphosphonsyre, aminomethandiphosphon-10 syre, 3,3-diphosphonpropionsyre, 3,3-diphosphono-l,2-propan-dicarboxylsyre eller propan-1,1,3,3-tetraphosphonsyre. Disse tinholdige phosphonatkomplekser er allerede beskrevet i de europæiske patentskrifter nr. 2.485 og nr. 108.253 og anvendes i vid udstrækning som technetium-mærkesæt til knogle- og 15 leverscintigrafi. Egnet er ligeledes tin-II-holdigt pyrophos-phat, medens tin-II-saltet af diethylentriaminpentaeddikesyre er uegnet.

Opfindelsen angår også fremgangsmåder til fremstilling af et diagnostikum og et testkit.

20 Til fremstilling af et bredt anvendeligt diagnostikum kan der nu gås frem på den måde, at den lyophiliserede antistofkomponent først opløses i en technetium-99m-pertech-netatopløsning, hvorpå reduktionen og bindingen af technetium til antistoffet sker ved tilsætning af tin-II-phosphonat 25 eller -pyrophosphat som kompleksstabiliseret reduktionsmiddel.

Diagnostikummet kan imidlertid også fremstilles ved, at antistofkomponenten først opløses i en opløsning af tin--II-phosphonat eller -pyrophosphat, hvorpå antistoffet mærkes 30 med technetium ved tilsætning af technetium-99m-pertechnetat-opløsning.

Til fremstilling af et diagnostikum, som indeholder et med technetium-99m mærket organspecifikt stof, sammensættes der hensigtsmæssigt et testkit, som indeholder to adskil-35 te, fortrinsvis lyophiliserede komponenter, hvoraf den ene indeholder det organospecifikke stof eller det forbehandlede DK 167851 B1 9 organspecifikke stof eller det med en kompleksdanner for Tc-99m koblede, organspecifikke stof, eventuelt i blanding med en puffer, og den anden indeholder tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat som reduktionsmidlet, der kræves til 5 reduktion og bindingen af technetiumet til det organspecifikke stof. Det har vist sig særligt gunstigt at anvende et testkit, hvor det lyophiliserede, eventuelt forbehandlede organspecifikke stof foreligger i blanding med dinatrium-hydrogenphosphat (pH-værdi 7,2) som puffersubstans. Der fås 10 således efter kort reaktionstid, f.eks. allerede efter 5 minutter, en næsten kvantitativ technetium-99m-mærkning af stoffet, som indeholder mindre end 1% frit pertechnetat og kun meget små mængder Tc-99m-mærket tin-II-komponent som forureninger, således at det ikke længere er nødvendigt med 15 efterfølgende rensninger.

Adskillelsen af det organspecifikke stof og tin-II--komponenten sikrer en uændret holdbarhed af det lyophiliserede præparat. Derved sikres en hurtig, uproblematisk og upåklagelig mærkning af det organspecifikke stof. Den dertil 20 til reduktion af pertechnetatet nødvendige mængde tin-II er ifølge sagens natur ringe, i størrelsesordenen nogle /ug. Af tinholdigt phosphonat eller pyrophosphat tilsættes der, baseret på tin-II, hver gang 1 til 100 /ug, fortrinsvis 5 til 10 μg pr. 1 mg organospecifik komponent, for at opnå en 25 stabil mærkning med technetium-99m.

De ifølge opfindelsen anvendelige tin-II-phosphonater eller -pyrophosphater er særdeles godt egnede til mærkning af reducerede antistoffer eller reducerede antistoffrag-menter, fordi de ved den til mærkningen nødvendige neutrale 30 pH-værdi danner et stabilt kompleks, der dog kun binder den reducerede technetium-kation løst, således at den let kan ombyttes med thiolgrupperne i antistoffet eller et fragment deraf.

Den i mange mærkningssæt forekommende stabilisator 35 er også en fordel ved antistofmærkningen, da den garanterer en længere holdbarhed af injektionsopløsningen.

UK 10/00 I D I

10

Ved hjælp af den i den europæiske patentansøgning nr. 141.100 beskrevne N-(4-aminobenzoyl)-glutaminsyre, der kan anvendes som stabiliserende komponent i de til knogle-scintigrafi anvendte diphosphonater, kan der opnås en frem-5 ragende holdbarhed af de med technetium-99m mærkede antistoffer.

Det ifølge opfindelsen fremstillede, med technetium--99m mærkede antistof eller dets F(ab*)2-antistoffragment kan fortrinsvis anvendes til in vivo-påvisning af tumorer.

10 Der anvendes fortrinsvis et monoklonalt antistof eller dets F(ab')2“fragmenter, der reagerer med tumor-associerede antigener .

Eksempel 1 15 20 mg af det mod det carcino-embryonale antigen (CEA) rettede monoklonale antistof BW 431/31, der finder anvendelse til diagnostisk påvisning af colorektale karcinomer, befries ved stuetemperatur for tilsætninger, såsom saccharose, ved dialyse og overføres til isotonisk natriumchloridopløsning.

20 Dette antistof er beskrevet i det tyske offentliggørelsesskrift nr. 3.416.774 og af Bosslet et al., Int. J. of Cancer 36, 75-84 (1985).

Det derefter i en koncentration på ca. 5 mg pr. ml foreliggende antistof omsættes med i alt 20 mg 2-mercapto-25 ethanol ved stuetemperatur (30 minutter) og skilles derpå fra overskydende reduktionsmiddel ved gelfiltrering på "Bio-gel" P-2, en polyacrylamid-gel fra firmaet Bio Rad. Det i 0,02 M phosphatpuffer (pH-værdi 7,2) opløste antistof isoleres omgående og lyophiliseres. De frysetørrede prøver inde-30 holder pr. portion 2 mg antistof og ca. 1,4 mg dinatrium-hydrogenphosphat.

Til mærkning med technetium-99m omsættes prøverne hver gang med 7,5 ml pertechnetatopløsning med i alt indtil 3000 MBq (ca. 80 mci). Som tin-II-komponent anvendes der en 35 lyophiliseret mærkningsenhed bestående af 5 mg af natriumsaltet af 3,3-diphosphonopropionsyre, 0,1 mg tin-II-kationer DK 167851 B1 11 og 0,5 mg N-(4-aminobenzoyl)-L-glutaminsyre. Denne blanding opløses i 5 ml physiologisk natriumchloridopløsning, og 0,5 ml af denne opløsning sættes derpå direkte (efter l minut) til antistofopløsningen, således at det samlede rumfang er 5 8 ml. Efter 10 minutters reaktionstid undersøges mærknings udbyttet ved tyndtlagschromatografi, gelfiltrering på "Biogel" P-10 og højtryksvæskechromatografi på "Zorbax" GF 250 fra firmaet DuPont.

Over 95% af technetium-99m-aktiviteten er proteinbun- 10 det, ca. 1% foreligger som phosphonatbundne andele, medens mindre end 1% er pertechnetat. Pertechnetatandelen stiger først igen ved længere tids henstand. Efter 6 timer er pertechnetatandelen ca. 2%, medens den phosphonatbundne andel ligger uforandret ved 1%.

15 Bestemmelsen af den immunreaktive andel i forskellige med technetium-99m mærkede antistoffer ved måling af bindingen til tumorceller giver værdier for immunreaktiviteten, der stemmer godt overens med tilsvarende med iod-131 og indium-111 mærkede CEA-antistoffer (tabel I).

20 TABEL I:

Sammenligning af immunreaktivitet (%) af monoklonale antistoffer, der er mærket med radionucleiderne 1-131, In-111 og Tc-99m.

25

Monoklonalt antistof 1-131 In-111 Tc-99m BW 431/31 85 75 90 BW 431/26 85 70 95 BW 494/32 65 45 70 30

Det i tabellen nævnte monoklonale antistof BW 431/26 er kendt fra det tyske offentliggørelsesskrift nr. 3.416.774 og er der betegnet som MAK VIII. Det monoklonale antistof BW 494/32 er beskrevet i den tyske patentansøgning nr.

35 3.531.301.

DK lo/ooi ΒΊ 12

Eksempel 2 (Sammenligningseksempel)

Det monoklonale antistof BW 431/31 behandles på samme måde som i eksempel 1, men omsættes ikke med 2-mercaptoetha-nol. Antistoffet, som derfor ikke indeholder nogen frie 5 thiolgrupper, giver derpå ved reaktion med pertechnetat i nærværelse af den samme mængde tindiphosphonat, gennemført som i eksempel 1, et produkt, hvor kun ca. 1% af technetium-99m er proteinbundet, medens en større andel (mere end 50%) foreligger som technetium-99m-diphosphonat, og der foruden 10 reduceret, ikke-bundet technetium (31%) desuden foreligger en betydelig andel af frit pertechnetat (15%).

Eksempel 3

Til mærkning med technetium-99m af det mod et pan-15 kreaskarcinom-associeret mucusantigen rettede monoklonale antistof BW 494/32 inkuberes 20 mg af dette stof, opløst i 2 ml isotonisk natriumchloridopløsning, sammen med 0,5 ml af en 1% vandig cysteaminhydrochloridopløsning i 20 minutter ved stuetemperatur. Det søjlechromatografisk rensede, modi-20 ficerede antistof, opløst i 0,02 M Na2HP04-pufferopløsning, lyophiliseres i portioner på hver 2 mg. Som tin-II-komponent til technetiummærkning af antistoffet anvendes der et pyro-phosphat-mærkningssæt, som indeholder 7,2 mg Na4P207 og 1,03 mg tin-II-chlorid pr. kit. En portion lyophilisat op-25 løses i 10 ml physiologisk natriumchloridopløsning, og 0,25 ml, svarende ca. 14 μq Sn2+, af denne opløsning sættes til antistoffet, som forinden er opløst i ca. 8 ml pertechnetat-opløsning (ca. 2000 MBq). Efter en reaktionstid på 10 minutter anvendes der hver gang 0,1 ml af opløsningen med følgende 30 sammensætning: 25 μg mab 2,25 μq Na4P207 0,175 μq tin-II og ca. 18 μq Na2HP04-puffer 35 iv. på sunde rotter. Organfordelingen er vist i tabel II 24 timer post injectionem (p.i.). Heraf fremgår det, at ophob- 13 DK 167851 B1 ningerne i knogler, skjoldbruskkirtel og mave er meget ringe og i de øvrige organer er sammenlignelige med antistof mærket med iod-131. For immunreaktiviteten (jf. tabel I) blev der ved antistoffet BW 494/32 mærket med technetium-99m målt 5 en højere værdi end ved mærkning med iod-131 eller indium- 111.

TABEL II;

Organfordeling af Tc-99m- og I-131-mab 494/32 i normale 10 Wistar-rotter 24 timer p.i. (i % af den anvendte dosis pr. organ eller pr. g væv).

Organ_Tc-99m_1-131

Lever %/g 0,49 0,23 15 Lunge 0,82 0,48

Milt 0,65 0,30

Nyre 4,25 o,70

Knogler 0,57 0,20

Blod 1,97 0,92 20 Muskler 0,12 0,08

Mave % ialt 0,38 2,50

Skjoldbruskkirtel 0,05 4,85

Tarm 3,83 4,62 25 Urin 24,5 49,3

Eksempel 4

Af det ligeledes mod CEA rettede monoklonale antistof BW 431/26 reduceres 50 mg partielt ved behandling med 2-mer-30 captoethanol, hvorpå det renses og lyophiliseres i portioner på 2 mg i nærværelse af phosphatpuffer (pH-værdi 7,2).

Tc-99m-mærkningen gennemføres ved hjælp af en normalt til leverscintigrafi benyttet mærkningsenhed, som består af 13,5 mg 1,1,3,3-propantetraphosphonsyretetranatriumsalt og 35 0,6 mg tin-II-chlorid x 2H20. Af det i 10 ml isotonisk NaCl- -opløsning opløste indhold af en mærkningsenhed sættes 0,5 DK 167851 Bl 14 ml, svarende til 15 μg Sn2+, til det lyophiliserede antistof. Derpå sættes der pertechnetat-opløsning (3000 MBq) til den klare antistof-Sn-II-salt-opløsning, og det med Tc-99m mærkede antistof appliceres i.v. på nøgne mus med et implanteret 5 humant colonkarcinom. Allerede 24 timer p.i. kan tumoren fremstilles godt scintigrafisk. Tabel III viser ved hjælp af tumorophobningen og organfordelingen af dette antistof i den nøgne mus, at de med 1-131, In-111 og Tc-99m mærkede præparater er sammenlignelige.

10 TABEL III;

Tumorophobning og organfordeling af 1-131-, In-111- og Tc--99m-mab 431/26 i nøgne mus (n = 2) med humant colonkarcinom i afhængighed af tiden.

15

Post injectionem 1-131 In-111 Tc-99m (p.i.) HH_17 48 17 48_17 30

Tumor %/g 14,9 8,8 9,8 13,0 11,0 14,9

Lever %/g 4,6 3,0 8,5 8,4 7,2 5,4 20 Nyre %/g 3,4 1,9 12,2 16,4 10,6 7,7

Muskler %/g 1,3 0,84 1,4 1,2 0,9 1,0

Blod %/ml 14,6 13,0 20,5 9,2 17,0 15,0

Knogler % ialt 1,8 1,7 4,7 4,3 2,4 2,1 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11

Eksempel 5 2 20 mg af F(ab*)2-fragmentet af det monoklonale anti 3 stof 431/31 inkuberes ved 4°c i 15 minutter med 1 ml 1% 4 cysteaminhydrochloridopløsning. Det for overskydende reduk 5 tionsmiddel befriede antistoffragment lyophiliseres sammen 6 med phosphatpuffer. Til mærkning med technetium anvendes 7 der en mærkningsenhed, der består af 13,0 mg 3,3-diphosphono- 8 -1,2-propandicarboxylsyre-tetranatriumsalt, 0,23 mg tin-II- 9 -oxid og 1,0 mg N-(4-aminobenzoyl) -L-glutaminsyre-monona- 10 triumsalt, hvoraf der anvendes 1/20 i 0,5 ml physiologisk 11 kogsaltopløsning. Det med en specifik aktivitet på 1000 MBq/mg mærkede antistoffragment indeholder praktisk taget DK 167851 B1 15 intet pertechnetat, dog en ubetydelig højere (ca. 3%) andel af Tc-99m-diphosphonat. Immunreaktiviteten ligger ved 60%.

Eksempel 6 5 Tc-99m-Mærkning af et protein 250 mg IgG opløses i en koncentration på 10 mg/ml i isotonisk natriumchloridopløsning. Denne opløsning inkuberes efter tilsætning af 0,5 til 1 ml 2-mercaptoethanol i ca. 30 minutter ved 4 til 25°C. Derpå renses det reducerede im-10 munoglobulin ved gelfiltrering på en polyacrylamidgel-søjle ("Bio-gel" P-2 fra firmaet Bio Rad), hvorved der elueres med 0,02 M dinatriumhydrogenphosphatopløsning (pH-værdi 7,2) . Den fraskilte rene fraktion af IgG indstilles ved fortynding med den samme phosphatpuffer til en koncentration 15 på 4 mg IgG/ml (ca. 3 mg Na2HP04/ml), og portioner på hver gang 0,5 ml af denne opløsning lyophiliseres.

Til Tc-99m-mærkning af en prøve (2 mg IgG) opløses lyophilisatet i 1 ml tin-II-methandiphosphonatopløsning (pH-værdi 7) , som fås ved opløsning af en mærkningsenhed, 20 der består af 2,6 mg methandiphosphonsyre-natriumsalt og 0,04 mg tin-II-chlorid i 5 ml isotonisk natriumchloridopløsning. Derpå tilsættes der 4 til 9 ml Tc-99m-pertechnetatopløsning (ca. 1000 MBq).

25 Efter en reaktionstid på 5 minutter fås der Tc-99m-mærket IgG, hvor over 95% af technetiumet foreligger proteinbundet, medens mindre end 1% foreligger som phosphonatbundet andel og mindre end 1% foreligger som frit pertechnetat. Det mærkede IgG er stabilt i indtil 3 timer efter fremstillingen.

30 Først ved længere tids henstand kan der igen påvises frit pertechnetat i opløsningen.

Eksempel 7

Tc-99m-Mærkninq af 1,4,8,11-tetraazacyclotetradecan (cvclam) 35 8 mg Cyclam opløses i 0,5 ml isotonisk kogsaltopløs ning, og pH-værdien indstilles til 11 med 0,1 N natrium- 16

UlV 10/00 I b l hydroxidopløsning. Til denne opløsning sættes der 1 ml af en tin-II-1,1,3,3-propantetraphosphonatopløsning (pH-værdi 6) , som fås ved opløsning af en mærkningsenhed, der består af 5 2,9 mg 1,1,3,3-propantetraphosphonsyre-natriumsalt og 0,12 mg tin-II-chlorid-dihydrat i 5 ml isotonisk natriumchloridopløsning. Derpå tilsættes der ca. 590 MBq Tc-99m-pertechnetatopløsning (ca. 0,3 ml), 10 og blandingen henstilles i 5 minutter ved stuetemperatur. Udbyttet af mærket cyclam er større end 98%, hvorved der foreligger mindre end 1% frit pertechnetat eller phosphonat-bundet technetium. Den mærkede opløsning er holdbar i flere timer.

15

Eksempel 8

Tc-99m-Mærknina af pvrophosphat 10 mg Pyrophosphat opløses i 1 ml 0,9% kogsaltopløsning, og der tilsættes 1 ml tin-II-1,1,3,3-propantetraphos-20 phonatopløsning (jf. eksempel 7) . Til opløsningen sættes der 1 ml pertechnetatopløsning (ca. 300 MBq) , og opløsningen henstilles i 5 minutter ved stuetemperatur. Pyrophosphatet er for 50%'s vedkommende mærket med Tc-99m. Andelen af mærket phosphonat ligger under 10%.

Claims (11)

1. Fremgangsmåde til fremstilling af et med techne-tium-99m mærket organspecifikt stof, kendetegnet ved, at et organspecifikt stof, et forbehandlet eller et 5 med en kompleksdanner for technetium-99m koblet organspecifikt stof tilsættes pertechnetat-99m og et tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat som kompleksstabiliseret reduktionsmiddel.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendete g- 10 net ved, at der som organspecifikt stof anvendes et antistof, et F(ab')2-antistoffragment, et protein, et enzym, et sukkerstof eller en til diagnostiske formål egnet polymer.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1,kendetegnet ved, at der som tin-II-phosphonater anvendes diphosphonater, 15 triphosphonater eller tetraphosphonater.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 3, kendetegnet ved, der anvendes tin-II-salte af methandiphosphonsyre, aminomethandiphosphonsyre, 3,3-diphosphonopropionsyre, 3,3-diphosphono-1,2-propandicarboxylsyre eller propan-l,l,3,3-te- 20 traphosphonsyre.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 2, kendetegnet ved, der anvendes et monoklonalt antistof eller dets F(ab')2-fragment overfor tumor-associerede antigener.

6. Fremgangsmåde til fremstilling af et testkit, 25 kendetegnet ved, at to adskilte, lyophiliserede komponenter, hvoraf den ene indeholder et organspecifikt stof, og den anden indeholder tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat som reduktionsmidlet, der kræves til reduktion og binding af technetium til det organspecifikke stof, bringes 30 på en egnet brugsform.

7. Fremgangsmåde til fremstilling af et testkit ifølge krav 6, kendetegnet ved, at det organspecifikke stof er et partielt reduceret antistof eller dets F(ab')2” -fragment.

8. Fremgangsmåde til fremstilling af et diagnostikum, kendetegnet ved, at komponenten, som indeholder DK 167851 Bl det organspecifikke stof, først opløses i en technetium-99m--pertechnetat-opløsning, hvorpå reduktionen og bindingen af technetium til det organspecifikke stof bevirkes ved tilsætning af tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat som kompleks-5 stabiliseret reduktionsmiddel.

9. Fremgangsmåde til fremstilling af et diagnostikum, kendetegnet ved, at komponenten, som indeholder det organspecifikke stof, først opløses i en opløsning af tin-II-phosphonat eller -pyrophosphat, hvorpå det organspe- 10 cifikke stof mærkes med technetium ved tilsætning af tech-netium-9 9m-pertechnetat-opløsning.

10. Fremgangsmåde til fremstilling af et diagnostikum ifølge krav 8 eller 9, kendetegnet ved, at der af det kompleksstabiliserede reduktionsmiddel, baseret på tin-

15 -II, hver gang anvendes 1 til 100 μg, fortrinsvis 5 til 10 μφ, pr. 1 mg organspecifikt stof, for at mærke dette stabilt med technetium-99m.