DK150598B - 4-hydroxy-1,2-benzisothiazol-3(2h)-on-1,1-dioxider og salte deraf og saedestofkompositioner indeholdende disse forbindelser - Google Patents

Description

150593 i

Den foreliggende opfindelse angår som hidtil ukend-* te forbindelser 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on- 1.1- dioxider med den almene formel I:

H

„ - 0 0 5 hvor er et hydrogenatom eller en hydroxygruppe, deres fysiologisk acceptable salte med uorganiske eller organiske baser og sødestofkompositioner indeholdende disse forbindelser eller nævnte salte deraf samt sædvanlige bære-og/eller hjælpestoffer.

10 Som salte af 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on- 1.1- dioxiderne kommer alle fysiologisk acceptable salte i betragtning. Det drejer sig i første række om alkalimetalsaltene, såsom natrium-, kalium- eller ammoniumsaltet, men navnlig natriumsaltet, om jordalkalimetalsaltene, så- 15 som calciumsaltet, men også om andre salte, der er vandopløselige og ugiftige.

Til sødestoffer stilles i almindelighed følgende krav: a) Sødestoffet skal som tilsætning til næringsmidler væ-20 re absolut sikkert og må ikke vise nogen toxiske eller farmakologiske virkninger.

b) Sødestoffet skal have upåklagelige smagskvaliteter, idet egenskaberne i så henseende af saccharose tjener som forbillede. Sødestoffet må således ikke vise nogen 25 bismag eller eftersmag, og dets søde smag skal straks komme frem og forsvinde hurtigt igen.

c) Sødestoffet skal for sin anvendelse være tilstrækkeligt opløseligt i vand, være termostabilt i varme drikke og syrestabilt i frugtsaftdrikke.

2 150598

Ingen af de hidtil kendte sødestoffer opfylder de ovennævnte krav til fuldkommenhed. Anvendelsen af cycla-mat og saccharin som sødestof er således ikke ufarlig, som nogle toxikologiske resultater ved højere doseringer 5 af disse sødestoffer har vist. Sødestoffer med dipeptid-struktur er ikke tilstrækkeligt temperatur- og syrestabile, mens oxathiazinonderivater smagsmæssigt ikke er fuldt tilfredsstillende. Højere molekylære naturstoffer mangler tilstrækkelig stabilitet, og de har endvidere som følge 10 af deres vedvarende eftersmag kun begrænset anvendelighed.

Det har nu vist sig, at 4-hydroxy-l,2-benzisothia-zol-3(2H)-on-l,l-dioxiderne med den almene formel I og deres fysiologisk acceptable salte med uorganiske eller 15 organiske baser har mindst lige så god sødestyrke som de hidtil anvendte sødestoffer, har en upåklagelig smagskvalitet uden bi- og eftersmag, er udmærket opløselige i vand og endvidere er temperatur- og syre-stabile. Endvidere er disse forbindelser fri for enhver toxisk og far-20 makologisk virkning, således at de er absolut sikre i brug.

De omhandlede forbindelser med den almene formel I kan fremstilles på følgende måder:

1) Ved alkalisk forsæbning af 3-amino-l,2-benzisothiazol-25 1,1-dioxider med den almene formel II

/2 ÅJ\2 I (II) 00 zl hvor 1*2 er et hydrogenatom, en alkyl- eller aralkylgrup-pe, fortrinsvis en alkylgruppe med 1-6 C-atomer, eller en benzyl- eller phenylethylgruppe, og er et hydrogen-30 atom, en hydroxy-, alkoxy- eller aralkoxygruppe, idet al-koxygruppen fortrinsvis har 1-6 C-atomer, og aralkoxy- 150593 3 gruppen fortrinsvis er en benzyloxy- eller phenylethyl-oxygruppe.

Når 1*2 er et hydrogenatom, og er et hydrogenatom eller en hydroxygruppe, opstår ved forsæbningen af 5 denne 3-aminoforbindelse straks slutproduktet med den almene formel I eller dets salt. Hvis derimod 1*2 er en alkyl- eller aralkylgruppe, og/eller R21 er en alkoxy- eller aralkoxygruppe, bliver disse alkyl- eller aralkyl-grupper bagefter fraskilt ved en etherspaltning.

10 Forsæbningen af en forbindelse med den almene for mel II gennemføres med baser. Således behandles en vandig opløsning af en forbindelse med den almene formel II med en uorganisk base, for eksempel med et alkalimetalhydroxid, såsom natrium- eller kaliumhydroxyd, ved temperaturer 15 mellem 50°C og opløsningens kogepunkt. Hvis 1*2 i forbindelsen med den almene formel II er et hydrogenatom, eller 1*2^ er en hydroxygruppe, er det nødvendigt med mindst to ækvivalenter base, men hvis 1*2 er et hydrogenatom, og 1*2^ er en hydroxygruppe, kræves mindst tre ækvivalenter base, 20 og ellers er det tilstrækkeligt med ét ækvivalent base eller et lille overskud deraf. Efter forsæbningen syrnes, og hvis produktet ikke udfælder af sig selv, udrystes det vandige medium med et ekstraktionsmiddel, såsom ethyl-acetat.

25 Den påfølgende etherspaltning hos en således vundet forbindelse, der i 4- og/eller 6-stillingen endnu indeholder en alkoxy- eller aralkoxygruppe, foregår ved sure eller alkaliske metoder. Den sure metode omfatter anvendelse af Lewis-syrer, såsom borhalogenider, aluminiumhaloge-30 nider eller pyridinhydrochlorid. Hvis der anvendes borhalogenider, for eksempel bortribromid eller bortrichlo-rid, arbejdes i aprotiske opløsningsmidler, f.eks. i ha-logencarbonhydrider, ved temperaturer op til kogepunktet for reaktionsblandingen. Borhalogenidet benyttes fortrins-35 vis i et molært overskud. Hvis der benyttes aluminiumha -logenider, f.eks. vandfrit aluminiumchlorid, benyttes som aprotisk opløsningsmiddel med fordel carbondisulfid, nitrobenzen eller toluen. Etherspaltningen med pyridinhy- 150598 4 drochlorid gennemføres fortrinsvis uden opløsningsmiddel i smelte.

Den alkaliske metode gør brug af polært aprotisk opløsningsmiddel, idet navnlig dimethylsulfoxid er egnet, 5 hvorhos denne metode omfatter anvendelse af halogenider eller pseudohalogenider, der anvendes i molære mængder eller i molære overskud på 5 til 10 gange. De nødvendige reaktionstemperaturer ligger inden for området fra 120° til 200eC, fortrinsvis mellem 150° og 180°C. Som haloge-10 nider tjener fortrinsvis alkalimetalhalogenider, såsom lithiumiodid, -bromid, -chlorid, natriumchlorid, -bromid, -iodid, kaliumchlorid, -bromid, -iodid, men navnlig kali-umbromid, og som alkalimetal-pseudohalogenider benyttes de tilsvarende cyanider eller rhodanider, men navnlig na-15 trium- og kaliumcyanid eller kaliumrhodanid.

2) Ved oxidation af o-sulfamoyl-toluener med den almene formel III: °-r3 A^CH3 I \\ (in) »31^^ S02m2 hvor er en alkyl- eller aralkylgruppe, fortrinsvis en 20 alkylgruppe med 3.-6 C-atomer eller en benzyl- eller phenyl-ethylgruppe, og R^^ er et hydrogenatom eller en alkoxy-eller aralkoxygruppe, idet alkoxygruppen fortrinsvis har 1-6 C-atomer, og aralkoxygruppen fortrinsvis er en ben-zyloxy- eller phenylethyloxygruppe, og påfølgende phenol-25 etherspaltning.

Som oxidationsmiddel egner sig sædvanlige uorganiske oxidationsmidler, såsom kaliumpermanganat, kalium-chromat eller kaliumdichromat. For eksempel benyttes en alkalisk permanganat-opløsning, såsom en opløsning af ka-30 liumpermanganat og natriumbicarbonat i vand, eller en opløsning af kaliumdichromat i en vandig syre, f.eks. i svovlsyre.

Oxidationen foregår ved temperaturer mellem stuetemperatur og kogepunktet for reaktionsblandingen, og ved 150598 5 anvendelse af kaliumpermanganat for eksempel mellem 60° og 90°C.

Den påfølgende etherspaltning, dvs. fraspaltningen af gruppen , og spaltningen af gruppen Rg^, hvis denne 5 er en alkoxy- eller aralkoxygruppe, foregår ved de under Fremgangsmåde 1 nævnte metoder. Herved dannes en forbindelse med den almene formel I.

3) Ved nucleofil substitution af gruppen i et 1,2-ben-zisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid med den almene formel IV: r4 o “ . Xv'* 11 ,/ >, hvor R^ er som ovenfor defineret, og R^ er en nucleofilt udvekslelig gruppe, og derefter, hvis er en alkoxy-eller aralkoxygruppe, ved spaltning af phenolethergruppe-ringen R^·^ . Som nucleofilt udvékslelig gruppe kommer navn-15 lig halogen, pseudohalogen eller en diazoniumkation i betragtning.

Mens der ud fra diazoniumforbindelserne med den almene formel IV på simpel måde kan fremstilles forbindelserne med den almene formel I ved opvarmning til koge-20 punktet i vandig eller i sur,vandig opløsning, f.eks. i fortyndet svovlsyre, lykkes udvekslingen af et halogenatom eller et pseudohalogen i 4-stilling af formlen IV i nærværelse af katalysatorer. Som katalysatorer egner sig navnlig kobberpulver, kobber(I)- eller kobber(II)-salte 25 i nærværelse af alkalier, f.eks. i nærværelse af natriumeller kaliumcarbonat. Der anvendes fortrinsvis blandinger af kobberpulver med kobbersalte, f.eks. af kobberpulver med kobber(II)chlorid. Udskiftningen af et halogenatom eller et pseudohalogen, såsom en cyan- eller rhodanid-30 gruppe, foregår i nærværelse af vand ved temperaturer mellem 120°og 160°C. Reaktionen gennemføres i en trykautoklav. Efter reaktionen frafiltreres katalysatoren, 150593 6 filtratet inddampes, syrnes og ekstraheres, f.eks. med ether.

Hvis der skal vindes forbindelser med den almene formel I, hvor R er en hydroxygruppe, skal der endnu gen-5 nemføres en phenoletherspaltning analog med de under Fremgangsmåde 1 nævnte metoder.

4) Et 2-sulfamoyl-3-carboxylsyrederivat med den almene formel V: 0-R9 I o

«I

rV'-'s II (v) R21^"S02-NH-R6 10 hvor R2 og R2^ er som ovenfor defineret, R^ er et hydrogenatom eller en tert.-alkylgruppe med 4-19 C-atomer, og Rcj er en nucleofilt udvekslelig gruppe, såsom en hydroxygruppe, en alkoxygruppe med 1-10 C-atomer, en aryloxy-gruppe, hvis aryldel er en phenyl- eller naphthylgruppe, 15 en phenyl- eller naphthylalkoxygruppe med 1-3 C-atomer i alkylendelen eller et halogenatom, bliver ved temperaturer mellem 0° og 100eC, fortrinsvis fra 50° til 70eC, behandlet med syrer, såsom phosphorsyre, polyphosphorsyre, svovlsyre eller med blandinger af sådanne syrer, hvorved 20 der indtræder en ringslutning. Det herved dannede slutprodukt isoleres på sædvanlig måde, f.eks. ved tilsætning af is og rensning af det herved dannede bundfald. Reaktionen kan også gennemføres i fravær af en mineralsyre,’ ved blot opvarmning til temperaturer mellem 100° og 250eC, f.eks.

25 også i nærværelse af et opløsningsmiddel, såsom o-dichlor-benzen eller toluen. Også basiske reaktionsbetingelser, f.eks. omsætning i nærværelse af natriummethylat, har vist sig lige så egnede. Hvis R2 i udgangsforbindelsen er en alkyl- eller aralkylgruppe, eller R^ er en alkoxy- el-30 ler aralkoxygruppe, bliver den herved vundne forbindelse yderligere underkastet en etherspaltning for at vinde et produkt med den almene formel I. Etherspaltningen foregår ved de under Fremgangsmåde 1 nævnte betingelser.

150598 7

Udgangsforbindelserne med den almene formel II vindes ved, at en eventuelt i 4-stillingen med en alkoxy- » eller aralkoxygruppe substitueret 2-nitro-6-alkoxy- (eller 6-aralkoxy-)benzonitril ved hjælp af tin og saltsyre 5 i nærværelse af tin(II)chlorid og opvarmning under tilbagesvaling reduceres til den tilsvarende, eventuelt i 4-stillingen med en alkoxy- eller aralkoxygruppe substitueret 2-amino-6-alkoxy- (eller 6-aralkoxy)benzonitril, hvorefter denne i nærværelse af iseddike og saltsyre diazote-10 res med natriumnitrit. Reaktionsblandingen indføres derefter i en opløsning af svovldioxid i iseddike ved 20°C, og der tildryppes langsomt en vandig opløsning af kobberdi) chlorid. Der udskilles et sulfochlorid, der opløses i dioxan, og hvortil der sættes ethanol og vandig, koncen-15 treret ammoniak. Ringslutningen til det eventuelt i 4- stilling med en alkoxy- eller aralkoxygruppe substituerede 3-amino-4-alkoxy-(eller 4-aralkoxy-)1,2-benzisothiazol·· 1,1-dioxid afsluttes ved opvarmning ved 40eC. Hvis der efter det sidste trin tilsættes et alkalimetalhalogenid 20 eller -pseudohalogenid f.eks. i dimethylsulfoxid, såsom kaliumcyanid, vindes direkte 3-amino-4-hydroxy-l,2-benz-isothiazol-l,l-dioxidet eller 3-amino-4,6-dihydroxy-l,2-benzisothiazol-1,1-dioxidet.

Udgangsforbindelsen med den almene formel III, hvor 25 R^ er et hydrogenatom, kan vindes ud fra den tilsvarende o-alkoxy-(eller o-aralkoxy-)o'-nitro-toluen, idet denne forbindelse, opløst i en alkohol, f.eks. ethanol, hydrogeneres med Raney-nikkel, ved 100 bar, indtil der er optaget den teoretiske hydrogenmængde, hvorved der dannes 30 den tilsvarende 3-alkoxy- (eller 3-aralkoxy-)2-methylani-lin. Sidstnævnte forbindelse opløses derefter i en med luftformig hydrogenchlorid mættet, 50%'s eddikesyre og diazoteres med natriumnitrit. Til den resulterende diazo-niumsaltopløsning sættes magnesiumsulfat, og den hældes 35 derefter på en med svovldioxid mættet iseddike, hvortil der forud er sat noget kobber(I)chlorid. Efter 4 timers omrøring ved stuetemperatur tilsættes vand, og der eks-traheres med methylenchlorid. Ekstrakten bliver efter 150598 8 fjernelse af ekstraktionsmidlet destilleret i vakuum, og til det herved vundne rene sulfonsyrechlorid, opløst i ethanol, sættes koncentreret, vandig ammoniak. Herved dannes det tilsvarende 3-alkoxy- eller 3-aralkoxy-2-meth-5 yl-benzensulfonamid med den almene formel III. Fremstillingen af udgangsforbindelserne med den almene formel 11¾ hvor er en alkoxy- eller aralkoxygruppe, gennemføres analogt ud fra de tilsvarende p-alkoxy-(eller p-aralkoxy-} o’-nitro-toluener.

10 Udgangsforbindelserne med den almene formel IV vin des for eksempel ud fra den i 6-stilling med en nucleofilt udvekslelig gruppe (f.eks. med et chloratom) substitueiede 2-nitro-toluen ved hydrogenering af denne med Raney-nik-kel i nærværelse af et opløsningsmiddel, såsom alkohol.

15 Herved dannes den tilsvarende, i 3-stilling substituerede 2-methyl-anilin, der derefter diazoteres i koncentreret saltsyre med natriumnitrit ved fra -7° til -3°C. Filtratet bliver i en tynd stråle hældt til en suspension af kobber(II)chlorid i en 30%'s opløsning af svovldioxid i 20 iseddike. Der indtræder en opvarmning til ca. 40°C under stærk luftartudvikling. Der omrøres i yderligere ca. 1 time ved 20°C og yderligere en time ved 35°C og tilsættes is under omrøring. Det vundne, i 3-stilling tilsvarende substituerede 2-methylbenzensulfonsyrechlorid opløses 25 derefter i dioxan og omsættes med en ethanolisk ammoniakopløsning ved temperaturer mellem 50° og 80“C til det tilsvarende i 3-stilling substituerede 2-methyl-benzen-sulfonamid. Dette sulfonamid bliver sammen med kaliumcar-bonat og kaliumpermanganat i vand opvarmet 1 time under 30 tilbagesvaling. Reaktionsblandingen filtreres varmt, og filterresten vaskes med varmt vand. De samlede filtrater syrnes med saltsyre og afkøles. Der vindes det tilsvarende i 4-stilling substituerede 1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid med den almene formel IV.

35 Udgangsforbindelserne med den almene formel V kan for eksempel fremstilles på følgende måde: En m-alkoxy-(eller aralkoxy-)anilin, opløst i et polært opløsningsmiddel, f.eks. iseddike, diazoteres ved tilsætning af 150588 9 saltsyre og natriumnitrit, og reaktionsblandingen hældes- · langsomt i en blanding af kobber(II)chlorid og kobber(I)-chlorid i en 30%'s opløsning af svovldioxid i iseddike. Reaktionstemperaturen stiger under luftartudvikling til 5 ca. 40 °C, der opvarmes endnu 1 time ved denne temperatur og fortyndes derefter med isvand. Fra den organiske fase isoleres det i 3-stilling tilsvarende substituerede ben-zensulfonsyrechlorid, der opløses i tetrahydrofuran og omsættes med tert.butylamin (ca. 7 timer ved 60°C). Fra 10 reaktionsblandingen isoleres N-tert.-butyl-3-alkoxy-(eller 3-aralkoxy-)benzensulfonamidet. Andre grupper Rg kan * fremstilles analogt ved omsætning med andre aminer med formlen Rg-NH^. De således vundne benzensulfonamider opløses derefter i vandfri tetrahydrofuran og omsættes ved 15 fra -80° til -50°C med lithiumdiisopropylamid eller n- ; butyllithium. Derefter omrøres reaktionsblandingen ved 0°C i endnu ca. 1 time, afkøles til fra -70° til -50°C og behandles med luftformigt carbondioxid. Reaktionen får lov at løbe til ende ved stuetemperatur, og fra re-20 aktionsblandingen isoleres 2-(N-tert.butyl)-sulfamoyl-6-alkoxy-(eller aralkoxy-)benzoesyren med den almene formel V, idet Rg i dette tilfælde betyder en hydroxygruppe og Rg en tert.butylgruppe. Ved anvendelse af andre aminer med formlen Rg-NI^ vindes de tilsvarende, i 2-stilling 25 substituerede sulfamoylbenzoesyrer. Disse benzoesyrer kan derefter forestres på i og for sig kendt måde.

Som ovenfor omtalt har forbindelserne med den almene formel I og deres fysiologisk acceptable salte sødestofegenskaber .

30 For eksempel er forbindelserne:

4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid =A

4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid-natriumsalt =B

4,6-dihydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid =C 35 undersøgt ved sammenligning med de kendte stødestoffer: cyclamat =X

saccharin =Y

10 150558 og ved sammenligning med den fra litteraturen, jf. C.Fin-zi et al.: "Chemical constitution and sweet taste" [Chemical Abstracts , vol.32 (1938), side 3761-3762], kendte forbindelse:

5 6-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid =Z

A. Bestemmelse af sødestofegenskaberne.

1) Bestemmelse af grænsekoncentrationen (threshold concentration).

10. Af forbindelserne A, B og C og af sammenlignings forbindelserne X, Y og Z blev der fremstillet vandige opløsninger i koncentrationerne 1:12500, 1:25000, 1:50000, 1:100000 og 1:200000, og opløsningerne blev af hver gang 5 prøvesmagere vurderet efter følgende kriterier: meget 15 sød (= 3 point), middelsød (= 2 point), svagt sød (= 1 point) og ikke sød (= 0 point). Den videre gennemførelse af prøven foregik efter angivelserne ifølge H.G. Schutz og F.J. Pilgrim [Food Research 22^, 206 (1957)]. Den som sød fornemmede fortynding er defineret som den koncentra-20. tion, ved hvilken middelværdien for vurderingspointene når 1,0 eller mere.

I følgende Tabel I er samlet de opnåede resultater:

Tabel I

25 ____

Middelværdi Som sød

Forbindelse Koncentration af vurde- fornemmet ringspoint fortynding A 1:25 000 2,4 1:50 000 3Q 1:50 000 1,0 1:100 000 0,2 B 1:25 000 2,6 1:50 000 1:50 000 1,2 35 1:100 000 0,0 C 1:25 000 1,8 1:50 000 1:50 000 1,0 1:100 000 0,0 (fortsættes) 150598 11

Sammenlig- Middelværdi Som sød ningsfor- Koncentration af vurde- fornemmet bindeiser ringspoint fortynding X 1:12 500 0,6 > 1:12 500 5 1:25 000 0,2 1:50 000 0,0 Y 1:25 000 2,4 1:50 000 1:50 000 1,2 1:100 000 0,4 10 Z 1:25 000 1,4 1:25 000 1:50 000 0,6 1:100 000 0,0 2) Bestemmelse af relativ sødestyrke sammenlignet med saccharose.

15 Den relative sødestyrke (ofte defineret som sød ningsgrad) af sødestoffer sammenlignet med saccharose (rørsukker) ændrer sig inden for vide grænser med koncentrationerne. Således svinger inden for de sædvanlige koncentrationer (svarende til en 2-10%'s saccharoseopløsning) 20 den relative sødestyrke af saccharin mellem 200 og 700.

Ved bestemmelse af den relative sødestyrke af de ovennævnte forbindelser blev der derfor altid anvendt en 3%·s vandig saccharoseopløsning som sammenligning.

Den videre gennemførelse af bestemmelsen af den re-25 lative sødestyrke foregik vidtgående efter angivelserne af R. Pauli [Chemiker-Zeitung £4, 744 (1920)] og T. Paul [Chemiker-Zeitung £5, 38 (1921)]. Hver undersøgelsesrække blev undersøgt af 5 prøvesmagere.

De med forbindelserne A, B og C og med sammenlig-30 ningsforbindelserne X og Z opnåede resultater er samlet i følgende Tabel II.

150598 12

Tabel' II

Forbindelse Relativ sødestyrke

Saccharose = 1 A 210 5 B 210 C 180

Sammenlignings- forbindelse X 45 10 Z 140 3) Bestemmelse af smagskvalitet.

Foruden den absolutte sødestyrke er smagskvaliteten af et sødestof af stor betydning.

For eksempel overtræffer saccharin og cyclamat 15 saccharose flere gange med hensyn til deres absolutte sødestyrke* men de har langtfra saccharosens smagskvaliteter. Således lader den kendte metallisk-bitre eftersmag og den bitre bismag af saccharin sig klart demonstrere ved smagsprøvningero Da et af hovedkravene til et søde-20 stof er en med saccharose sammenlignelig smag* gennemførtes en bestemmelse af smagskvaliteterne.

Prøven foregik ved metoden ifølge PuBois* G.A.Crosby* R.A. Stephanson og R.E. Wingard Jr.* [J.Agric. Food Chem. 25* 763 (1977)3. Stofprøverne anvendtes som vandige 25 opløsninger i en koncentration* der svarede til ca. en 5%!s saccharoseopløsning. Som sammenligning tjente saccharose. Forsøgene blev gennemført under identiske ydre betingelser. Der blev kun vurderet Karakterisering af smagen* da intensiteten allerede var bestemt i forudgående 30 forsøg. Af hver prøvesmager bestemtes følgende kriterier: procentsats sød til procentsats bitter til procentsats anden smagskvalitet og tilstedeværelse eller fraværelse af en eftersmag hos de enkelte prøver. For hvert stof gennemførtes to gange fem bestemmelser, og resultaterne 150598 13 er anført i følgende Tabel III.

Tabel III

„ , . T, Antal Procentsats for andel

Forbxn- Koncen- . .__ Efter- . , ... bestem- --- 5 de se ra ion meiser sød bitter anden sma^ A 1:10 000 10 94 2 4 3 B 1:10 000 10 96 2 2 5 C 1:10 000 10 86 3 11 8

Sammenlig-10 ningsfor-bindelser Y 1:10 000 10 72 21 7 80 Z 1:10 000 10 81 7 12 29

Saccharose 1:20 10 98 0 2 4 15 Af tabellen fremgår: Idealprofilen for saccharose opnås langtfra af sammenligningsforbindelserne Y og Z.

Derimod viser forbindelserne A til C en vidtgående frihed for eftersmag, hvilket er overraskende for sødestoffer. Ligeledes er smagsrenheden (94-96%) for forbindel-20 serne A og B og 86% for forbindelsen C usædvanlig god for sødestoffer.

4) Bestemmelse af opløselighed og syrestabilitet.

Et yderligere krav til et sødestof er god vandoplø-selighed og stabilitet i surt. medium. Orienterende blev 25 det fastslået, at forbindelsen B er let opløselig i vand (opløselighed ^ 1 g/10 ml vand).

Ved en orienterende stabilitetsundersøgelse blev forbindelsen B opløst i 0,1N saltsyre i en koncentration på 1% og henstillet 27 dage ved stuetemperatur. Der ind-30 trådte ingen ændring. Endvidere blev det faste stof prøvet i dagslys og ved 60°C med og uden lysudelukkelse over 4 uger. Der indtrådte heller ikke her nogen forandring.

150598 14 B. Undersøgelse af eventuelle farmakologiske virkninger.

Forbindelsen B blev undersøgt indgående for eventuelle farmakologiske og toxiske virkninger. I det følgende er de enkelte undersøgelser og deres resultater beskrevet 5 kort: 1. Beroligende eller stimulerende virkning:

Indvirkning på motilitet af mus.

Metode:

Otte hunmus Chbb:NMRI (SPF) med en vægt på 20-26 g 10 blev efter oral stofindgift i suspension i 1%'s tylose enkeltvis sat i lysstakitaktivitetsbure, og deres motilitet måltes 30, 90 og 150 minutter efter stofindgift i hver gang 5 minutter og blev vurderet som procent af mo-tiliteten af en suspensionsmiddel-kontrolgruppe (tylose: 15 carboxymethylcellulose).

Resultater:

Tabel 1: Motilitet af mus, kontakter/dyr ί SD

„ , .... . min. efter indgift

Behandling N 30-35 90-95 150-155 20 Kontrol 8 90+35 83±22 68± 23

Forbindelse B 8 92±21 84±28 49+ 17 200 mg/kg p.o.

Forbindelse B 102 101 72 % motilitet 25 N = Antal dyr.

Forbindelsen B påvirkede i den store dosis på 200 mg/kg p.o. ikke motiliteten af mus.

2. Beroligende eller stimulerende virkning: Påvirkning af motiliteten af rotter.

30 Metode:

Ifølge Fiihrer og Feldhofen (Arzneum.-Forsch. 11, 1027, 1961) blev forbindelsen B i en mængde på 100 mg/kg p.o. i suspension i 1%'s tylose indgivet hunrotter Chbb: THOM (SPF) med en vægt på 160-190 g, og motiliteten af de 35 enkelte dyr, der befandt sig i forsøgsbure, bestemtes fra 150598 15 1 time efter stofindgift over en periode på 30 minutter og blev vurderet i procent af motiliteten af en tylose-kontrolgruppe.

Resultater:

5 Tabel 2: Motilitet af rotter, kontakter/dyr ί SD

min. efter indgift Behandling N 60-90

Kontrol 6 208Ϊ49

Forbindelse B 6 235*58 10 100 mg/kg p.o.

Forbindelse B 113 % motilitet N = Antal dyr.

Forbindelsen B påvirkede i en dosis på 100 mg/ 15 kg p.o. ikke motiliteten af rotter.

3. Muskelafslappende virkning og/eller ataxi-virkning.

Påvirkning af holdeevnen hos mus i roterende metaltrådscylindre.

Metode: 20 Ifølge YOUNG og LEWIS (Science 105, 368* 1947) -blev 10 hunmus Chbb:NMRI (SPF) med en vægt på 20-26 g, efter oral indgift af 400 mg/kg forbindelse i opløsning i destilleret vand, undersøgt for deres holdeevne i langsomt roterende, skråtstillede metaltrådscylindre inden for 25 tidsrummene 30-60, 90-120, 210-240 og 270-300 minutter.

Resultat:

Tabel 3: Indvirkning på holdeevnen hos mus

Roinan/qi -inrr λτ udfaldne dyr, min. efter indgift cenanaung in 30-60 90-120 210-240 270-300 30 Forbindelse B 10 22 1 0 400 mg/kg p.o.

N = Antal dyr.

Forbindelsen B havde selv i den meget store dosis på 400 mg/kg p.o. praktisk taget ingen indvirkning på mu- 150593 16 senes fastholdelsesevne. Forbindelsen virkede ikkemuskel-afslappende og/eller koordinationshæmmende.

4. Barbitursyreforstærkende virkning.

Indvirkning på varigheden af hexobarbitalnarkose hos mus.

5 Metode;

Ifølge WINTER (J.Pharmacol.exp.Ther. 9_4, 7, 1948) fik 10 hanmus Chbb:NMRI (SPF) med en vægt på 20-26 g 100 mg/kg p.o. af forsøgsforbindelsen B i suspension i 1%'s tylose. En kontrolgruppe fik suspensionsmidlet.

10 1 Time senere fik alle dyrene en i.p.-injektion på 80 mg/ kg af hexobarbital. Musene blev lagt på en 37°C varm metalplade , og tidsrummet fra indtrædende stillingsreflekstab til stillingsrefleks-genoptræden måltes som narkosevarighed. Denne blev vurderet i procent af suspensions-15 middelkontroldyr.

Resultat;

Tabel 4: Indvirkning på varighed af hexobarbitalnarkose hos mus.

Narkosevarighed 20 Behandling min. ± SD | %

Forbindelse B 15,65+ 6,32 106 100 mg/kg p.o.

Kontrol 14,70+ 3,62 100

Forbindelsen B havde i en dosis på 100 mg/kg p.o.

25 på mus ingen indvirkning på varigheden af hexobarbitalnarkose.

5. Antikonvulsiv virkning.

Indvirkning på maksimal elektrokrampe hos mus.

Metode; 30 Ifølge SWINYARD, BROWN og GOODMAN (J.Pharmacol.exp.

Ther. 106, 319, 1952) fik 10 hanmus Chbb:NMRl (SPF) med en vægt på 20-26 g indgivet forbindelsen B i opløsning i destilleret vand i en dosis på 200 mg/kg p.o. Hos dyrene blev der 30, 150 og 300 minutter senere udløst toniske 35 extensorkramper over kobberelektroder med vekselstrøm (50 mA, 50 Hz, 2 sekunders varighed). Antikonvulsivt vir- 17 150598 kende forbindelser lader ikke de toniske extensorkramper i ekstremiteterne optræde.

Resultat:

Tabel 5: Indvirkning på maksimal elektrokrampe hos mus.

5 Antal beskyttede dyr

Behandling N 3Q 300 mln. efter stof- ___________indgxft

Forbindelse B 10 0 0 0 200 mg/kg p.o.

N = Antal dyr.

10 Forbindelsen B havde i en dosis på 200 mg/kg p.o.

på mus ingen antikonvulsiv virkning.

6. Antidepressiv virkning.

Indvirkning på reserpin-hypotermi hos mus.

Metode: 15 Ifølge ASKEW (Life Sci. 2, 275, 1963) blev der hos hanmus Chbb:NMRI (SPF) med en vægt på 20-26 g fremkaldt hypotermi med 3 mg/kg reserpin s.c. 17 Timer senere måltes hos alle dyr den sænkede legemstemperatur, og derefter blev forbindelsen B i opløsning i destilleret vand 20 indgivet oralt i en dosis på 40 og 100 mg/kg på 10 dyr/ dosis. En kontrolgruppe fik opløsningsmidlet p.o. 1-4 Timer efter stofindgift måltes temperaturen hver time. De i tabellen anførte værdier er temperatur-gennemsnitsværdier ί SD.

25 Resultat:

Tabel 6: Opførsel af legemstemperatur sammenlignet med kontroldyr, °C ί SD

Behandling N Før stof- I Timer efter stofindgift y indgift 1 23 4 30 Kontrol ln 22,6 24,6 25,7 26,2 26,5 +0,2 +1,3 +1,9 +2,1 +1,9

Forbindelse B 22,7 24,0 24,7 25,3 25,9 40 mg/kg p.o. χυ +0,3 ±1,4 ±1,7 ±1,7 ±1,4

Forbindelse B .n 23,3 26,0 26,7 26,6 26,8 35 100 mg/kg p.o. +0,5 +1,7 +1,4 ±1,2 ±1,4 N = Antal dyr.

150598 18

Forbindelsen B havde i en dosis på 40 og 100 mg/kg p.o. praktisk taget ingen indvirkning på reserpin-hypo-termien hos mus.

7. Antiexsudativ virkning.

5 Indvirkning på kaolinødem hos rotter.

Metode:

Ifølge HILLEBRECHT (Arzneim.-Forsch. 4, 607, 1954) blev der hos Chbb:TH0M-rotter (SPF) af begge køn og med en vægt på 125-150 g ved subplantar injektion af 0,05 ml 10 af en 10%'s kaolinsuspension i en bagpote udløst et ødem.

30 Minutter tidligere blev forbindelsen B i opløsning i destilleret vand indgivet oralt på 10 forsøgsdyr i en dosis på 100 mg/kg. 10 Kontroldyr fik opløsningsmidlet.

Forud for stofindgift og 5 timer senere måltes potetyk-15 kelsen. Den ødem-forandrende virkning blev vurderet i procent af den gennemsnitlige opsvulmningsgrad for kontroldyrene .

Resultat;

Tabel 7: -Virkning over for kaolinødem hos rotter.

20 Gennemsnitlig

Behandling N opsvulmnings- Hæmning i % ___værdi__

Forbindelse B 10 239,0 13,7 100 mg/kg p.o.

25 Kontrol 10 277,0 N = Antal dyr.

Forbindelsen B havde i en dosis på 100 mg/kg p.o. på rotter praktisk taget ingen antiexsudativ virkning.

8. Ulcerogen virkning hos rotter.

30 Metode:

Ti hun- og han-rotter (1:1) Chbb:THOM (SPF) med en vagt på ca. 200 g fik oralt forbindelsen B i 1%'s tylosesus-pension i en dosis på 200 mg/kg. En kontrolgruppe fik suspensionsmidlet. 4 Timer senere blev alle dyr dræbt, 35 maven blev fripræpareret og undersøgt for slimhudslæsioner.

Resultat: 150598 19

Tabel 8: Ulcerogen virkning hos rotter.

Behandling N Dyr med mavelæsioner

Forbindelse B 10 0 200 mg/kg.p.o.

5 Kontrol 10 0 N = Antal dyr.

Forbindelsen B havde i en dosis på 200 mg/kg p.o. på rotter ingen ulcerogen virkning.

9. Indvirkning på cholerese hos rotter.

10 Metode:

Hos fastende hanrotter Chbb:TH0M (SPF) med en vægt på 180-220 g blev under urethannarkose en kanyle bundet ind i Ductus choledochus, og galdevæsken blev registreret over dråbetæller. Hver gang 10 dyr fik intraduodenalt 15 forbindelsen B i opløsning i destilleret vand i en dosis på 100 eller 200 mg/kg. En kontrolgruppe fik opløsningsmidlet. Antallet af dråber i løbet af 1 time før behandling blev sammenlignet med antallet 1-5 timer efter behandling.

20 Resultat:

Tabel 9: Cholerese hos rotter, gennemsnitligt dråbeantal /time ί SD

„ , . .T For- Timer efter behandling

Behandling N y værdi χ 2 3 4 5 25 Kontrol 10 62,6 57,1 55,8 56,3 56,6 58,1 ±4,8 ±4,8 ±5,1 ±6,0 ±6,9 ±10,0

Forbindelse B 10 55,1 53,3 51,7 50,7 49,9 49,5 100 mg/kg i.d. ±9,1 ±10 ,1 ±9,2 ±9,3 ±9,2 ±9,1

Forbindelse B 10 47,1 44,1 43,1 43,1 43,5 44,4 30 200 mg/kg i.d. ±11,5 ±9,8 ±10,3 ±8,2 ±8,2 ±8,0 N = Antal dyr.

I Tabel 10 er anført det gennemsnitlige dråbetal 1-5 timer efter behandling som procent af den tilsvarende forværdi.

20 150598

Tabel 10: Cholerese bos rotter i procent af værdien før behandling.

„ . ,, . „ For- Timer efter behandling

Behandling N y værai χ 2 3 4 5 5 Kontrol 10 100 91 89 90 90 93

Forbindelse B 10 100 97 94 92 91 90 100 mg/kg i.d.

Forbindelse B 10 100 94 92 92 92 94 200 mg/kg i.d.

10 N = Antal dyr.

Som det fremgår af Tabel 9 og 10, havde forbindelsen B i en dosis på 100 og 200 mg/kg intraduodenalt ingen indvirkning på cholerese hos rotter.

10. Kredsløbsvirkning.

15 Indvirkning på kredsløbet hos narkotiserede katte.

Metode: På 3 voksne katte i nembutalnarkose måltes følgende parametre:

Arterielt blodtryk i Arteria carotis med Statham-tryk-20 omveksler.

Hjertefrekvens med en Grass-'tachograf.

Åndingsfrekvens med en Fleisch pneumotachograf.

Forbindelsen B blev i opløsning i destilleret vand indgivet i.v. i en dosis på 10 mg/kg.

25 Resultat:

Tabel 11: Blodtryk, hjertefrekvens og åndingsfrekvens hos narkotiserede katte, procentvis forandring i forhold til værdier før stofindgift.

30 -NT Procentvise forandringer

Behandling N Blod_ Hjerte_ Åndings- tryk frekvens frekvens

Forbindelse B 3 +1 -1 -2 10 mg/kg i.v.

35 N = Antal dyr.

1505S8 21

Forbindelsen B havde i en dosis på 10 mg/kg i. v.< ingen indvirkning på det arterielle blodtryk, hjertefj:^ kvensen og åndingsfrekvensen hos narkotiserede katte. 'K & 11. Indvirkning på thrombocytaggregation.

5 Metode:

Thrombocytaggregationen måltes ifølge BORN og CROSS (J.Physiol. 170, 397, 1964) i ved centrifugering af menne-ske-citratblod vundet pladerig plasma. Parametre var den procentvise forandring af den maksimale aggregationsha-10 stighed sammenlignet med en kontrol og den procentvise forandring af "optical density".

Aggregationen udløstes med collagen.

Resultat;

Tabel 12; Virkning på collagen-betinget " · J· .

15 thrombocytaggregation.

Forandring i %;

Behandling maks.aggregationshastighed "opticalu ___density",/ . * *«

Forbindelse B +0 +0 20 10 4 mol/1

Forbindelsen B havde i en dosis på 1 x 10 ^ mol/1 ingen indvirkning på collagen-betinget thrombocytaggregation.

12. Bakteriostase og fungistase.

25 Metoder:

Forbindelsen B blev ved rækkefortyndingsprøve og ved agardiffusionsprøve undersøgt for bakterie- og fungi-hæmmende virkning.

Resultat; 30 Ved rækkefortyndingsprøven havde forbindelsen B i en dosis på 320 μg/ml ingen virkning på Staphylococcus aureus SG 511, Streptococcus Aronson, Sc.pyogenes ATCC 8668, Escherichia coli ATCC 9637, Pseudomonas aeruginosa Hbg., Serratia marcescens ATCC 13880, Candida albicans 35 ATTC 10231, Trychophyton mentagrophytes ATCC 9129 og Aspergillus niger.

150598 22

Også ved agardiffusionsprøven var forbindelsen B i — en dosis på 16.000 yg/ml uvirksom over for de samme kim.

13. Diuretisk virkning.

Indvirkning på diurese hos rotter.

5 Metode:

Hanrotter ChbbrTHOM (SPF) med en vægt på 180-210 g blev, under adgang til vand, berøvet næring 24 timer før forsøget. Forbindelsen B i opløsning i destilleret vand blev med 6 dyr/dosis indgivet oralt i doseringer på 50, 10 100 og 200 mg/kg, idet der anvendtes 1 ml/100 g legems vægt. Yderligere blev der indgivet vand oralt i en mængde på 4 ml/100 g legemsvægt. En kontrolgruppe fik opløsningsmidlet og vandmængden oralt.

5 Timer efter behandling blev for hver behandlings- 4* + — 15 gruppe urinvolumenet og koncentrationen af Na , K og Cl bestemt fotometrisk og kompleksometrisk.

Resultat:

Tabel 13: Diurese hos vandbelastede rotter.

Behandling N Mikroval./kg Orin 20___Na+ K ci~ ml/kg

Forbindelse B

50 mg/kg p.o. 6 456,6 456,6 616,4 45,7 100 " 6 401,9 321,5 325,5 40,2 200 " 6 467,6 425,1 535,7 42,5 25 Kontrol 6 274,9 471,2 353,4 39,3 N = Antal dyr

Forbindelsen B havde i doser på 50, 100 og 200 mg/ kg p.o. ingen indvirkning på diurese hos rotter. Alle fundne udskillelsesværdier lå inden for usikkerhedsområ-30 det (p £ 0,05) for 50 kontrolgennemsnitsværdier: i

Na+ : 154,3 - 660,9 μνal./kg K+ : 146,3 - 550,0 yval./kg Cl : 189,9 - 673,1 yval./kg Volumen: 37,1-49,3 ml/kg 150583 23 14. Sllxnhuds-tolerance.

Lokal tolerance på kaninungeøje.

Metode:

Hver gang 4 kaninunger (begge køn) fik i conjunkti-5 valsækken af et øje inddryppet 1 dråbe af en 1%'s opløsning af forbindelsen B i dest.vand, og øjnene blev observeret 15, 30, 60, 90, 120 minutter samt 24 timer senere for conjunktivapirring (rødmen, slimafsondring, osv.) samt for pupilændring. Dyrets andet øje tjente som kon-10 trol.

Resultat:

Tabel 14: Lokal tolerance, kaninungeøje.

Behandling N Observation

Forbindelse B

15 1%'s 4 ingen conjunktivapirring, ingen pupilforandring 10 %'s 4 ingen conjunktivapirring, ingen pupilforandring N - Antal dyr.

20 Forbindelsen B tåltes godt af kaninunger ved ind- drypning af forbindelsesopløsning i øjet.

C. Undersøgelse af eventuelle akutte, subakutte, toxiske og mutagene virkninger.

1, Undersøgelse af akut toxicitet.

25 Den akutte toxicitet af forbindelsen B bestemtes efter oral indgift på mus, rotter og hunde af begge køn. Forbindelsen blev indgivet som suspension i tylose i tilfælde af mus og rotter og som opløsning i vand i tilfælde af hunde. I nedenstående tabel er anført de efter de an-30 givne doseringer inden for 1, 7 og 14 dage døde dyr.

~T 7Ί Γ ! Antal Døde dyr inden for observationstiden Dyreart Dosis dyr y ^ . ? ^aqe i 14 daqe

Mus 10 g/kg 10 000

Rotte 10 g/kg 6 000 35 Hund 5 g/kg 2 000 1505S8 24

Inden for observationstiden er ikke blot ingen dyr døde, men der kunne hos dyrene ikke observeres nogen tox-iske symptomer. Alle dyr overlevede i fuldt normal tilstand den meget høje dosering på 10 g/kg.

5 2. Undersøgelse af subakut toxicitet.

Den subakutte toxicitet af forbindelsen B undersøgtes på rotter og hunde.

Undersøgelse på rotter:

Der anvendtes til forsøget 10 hanrotter og 10 hun-10 rotter af stammen ChbbiTHOM. Over et tidsrum på 5 uger fik dyrene daglig 750 mg/kg af forbindelsen B. Under det fastsatte forsøgstidsrum forholdt dyrene sig upåfaldende. Spontandødsfald optrådte ikke. Efter forløbet af de 5 behandlingsuger blev dyrene dræbt, og følgende organer blev 15 præpareret for en histologisk undersøgelse: hjerte, lunge, lever, milt, binyre, hjerne, nyre og bugspytkirtel.

Den histologiske undersøgelse af disse organer viste ingen patologiske fund, der kunne bringes i forbindelse med stofindgiften.

20 Undersøgelse på hunde:

Af denne dyreart blev der til forsøget udtaget 3 han- og hun-Beaglehunde. Disse dyr fik ligeledes over et tidsrum på 5 uger forbindelsen B i en dosering på 750 mg/ kg i oral form.

25 Der blev ikke observeret nogen forstyrrelser i al- menbefinden. Spontandødsfald optrådte ikke.

Efter forløbet af den fastsatte forsøgstid på 5 uger blev dyrene dræbt, og de samme organer som for rotte blev opbevaret og præpareret.

30 På de nævnte organer kunne der ikke vises fund, der kunne sættes i forbindelse med stofindgiften.

3. Undersøgelse af mutagen virkning.

Det vigtigste krav til et sødestof er, at det er sundhedsmæssigt uskadeligt. Dette krav opfylder de fleste 35 sødestoffer imidlertid ikke. Således viser for eksempel saccharin en mutagen virkning [R.P.Batzinger, S.-Y.L. On og E.Bueding, Science 198, 944 (1977)], der gør dets anvendelse som sødestof betænkelig.

150593 25

Forbindelsen B blev i AMES-system [Mutation Research 31, 347-364 (1975)] undersøgt for sine mutagene egenskaber. For at kunne påvise det totale spektrum af inducerede molekylære DNA-skader (basesubstitutioner, ra-5 sterforskydningsmutationer, deletioner) anvendtes som genetiske indikatorer de auxotrofe bakteriestammer Salmonella typhimurium TA 98, TA 100, TA 1535, TA 1537 og TA 1538.

For alle kim var prøven opbygget således, at ind-10 virkningen af et mikrosomalt enzymsystem med de tilsvarende cofaktorer på forsøgsforbindelsen og forskelle i enzyminduktionen kunne undersøges. Undersøgelsen foregik uden og med tilsætning af et aktiveringssystem. Til in vitro-aktiveringen anvendtes S-9-"Uberstande" (brudstyk-15 ker af endoplasmatisk reticulum) fra normale, dvs. ikke forbehandlede rotter og fra med Arochlor 1254 (500 mg/kg) inducerede rotter. Af den inducerede S-9-Fraktion blev der prøvet 3 forskellige koncentrationstrin.

Stofkoncentrationerne lå ved 0,25, 2,5, 5 og 10 mg/ 20 plade. I en forudgående rækkefortyndingsprøve viste den højeste dosering endnu ingen hæmning af kimvæksten.

- Hos ingen af de undersøgte stammer førte forbindelsen B til en stigning i den spontane mutationsrate. En indvirkning af enzyminduktionen og af aktiveringsfraktio-25 nen på remutationsfænomener kunne ikke påvises. De talte kolonier på forbindelsespladerne lå inden for spontanområdet for de pågældende forsøgsstammer.

Forsøgene viste, at forbindelsen B ikke udløser nogen basesubstitutioner [S.typhimurium TA 1535, TA 100] og 30 ingen "frameshift"-mutationer [S.typhimurium TA 1537, TA 1538, TA 98], og der foreligger således ingen tegn på mutagen potens hos forbindelsen B.

Opfindelsen beskrives nærmere gennem følgende eksempler .

26 1S0588

Eksempel 1 4-Hydroxy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

5 g (25,2 mmol) 3-.Amino-4-hydroxy-l,2-benzisothia-zol-1,1-dioxid og 2,02 g (50,5 mmol) natriumhydroxid blev 5 i 15 ml vand opvarmet under tilbagesvaling i 6,5 timer.

Derefter blev opløsningen ved 60°C behandlet med aktivt kul og filtreret. Filtratet blev ved 60°C syrnet med kone., vandig saltsyre (ca. 5 ml, ca. 0,06 mol). Det dannede bundfald blev frafiltreret, tørret og omkrystallise-10 ret af vand. Der vandtes 4,62 g (92% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp.

228“C.

IR(CH2C12): 3320 (NH, OH assoc.), 1720 (CO), 1335 og 1140 ciri (S02) 15 MS: 199 (M+), 136, 119 og 108 m/e.

C7H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10 Fundet: 42,23 2,60 6,97 16,10

Udgangs forbindelsen 3-amino-4-hydroxy-l,2-benziso-20 thiazol-1,1-dioxid blev fremstillet på følgende måde ud fra 2-nitro~6-methoxy-benzonitril (A.Russel og W.G.Tebbens, Org.Synthesis, Coll, bind III, side 293): 2-Åmino-6-methoxy-benzonitril.

10 g (56,1 mmol) 2-Nitro-6-methoxy-benzonitril, 25 26,6 g (220 mmol) tin og 12,7 g (56,1 mmol) tin(II)chlo- rid blev opvarmet i 160 ml halvkoncentreret saltsyre i 1,5 timer under tilbagesvaling. Derefter blev reaktionsblandingen afkølet til 60“C, og ved denne temperatur blev der tildryppet en opløsning af 40 g natriumhydroxid i 10 30 ml vand. Efter fuldstændig natriumhydroxidtilsætning (pH: ca. 4) blev pH indstillet på pH 9 ved tilsætning af natrir-umcarbonat, og det dannede bundfald blev frasuget. Filterresten blev opvarmet med 0,2 liter ethanol i 20 minutter under tilbagesvaling og filtreret. Filtratet blev inddam-35 pet og gav 9 g råmateriale. Ekstraktionen af tinhydroxid-produkteblandingen blev gentaget og gav yderligere ca. 0,5 g råmateriale.

150598 27 Råproduktet fra ethanol blev omkrystalliseret under anvendelse af aktivt kul. Den inddampede moderlud gav en anden fraktion af samme renhed. Der vandtes 7/5 g (90% af det teoretiske) 2-amino-6-methoxy-benzonitril med smp.

5 145°C.

3-Amino-4-methoxy-l/2-benzisothiazol-l/1-dioxid.

10 g (67,5 mmol) 2-Amino-6-methoxy-benzonitril blev ved 60°C opløst i 80 ml iseddike, og der blev på én gang tilsat 80 ml kone., vandig saltsyre. Derefter blev reak-10 tionsblandingen afkølet til -5°C og ved denne temperatur diazoteret ved tildrypning af en opløsning af 4 g natriumnitrit i 18,5 ml vand. Reaktionsblandingen blev efter-rørt I time (temperaturstigning til ca. 0°C) og indført forsigtigt portionsvis i en forud fremstillet blanding 15 af 94 ml af en 30%'s svovldioxidopløsning i iseddike og en opløsning af 1,7 g kobber(II)chlorid i 4 ml vand. Temperaturen af den forud fremstillede blanding var 20°C, og denne temperatur blev også bibeholdt under indføringen af diazoniumsaltopløsningen.

20 Derefter blev reaktionsblandingen efterrørt i 3 ti mer, hvorved farven slog om fra rød til gulgrøn, og en del af sulfochloridet udskiltes. Sulfochloridet blev frafiltreret, vasket grundigt med isvand og tørret (sulfo-chlorid: 1.Fraktion). Filtratet blev inddampet til 1/4 25 volumen, og der blev tilsat en fem gange så stor mængde isvand. Det udkrystalliserede sulfochlorid blev frafiltreret, vasket med isvand og tørret (2.Fraktion). De to sulfochlorid-fraktioner blev opløst i 40 ml dioxan og opvarmet til 40°C, og ved denne temperatur blev der dråbe-30 vis tilsat en blanding af 20 ml ethanol og 20 ml kone., vandig ammoniak. Efter endt tilsætning blev der omrørt i 1 time ved 40°C og derefter kogt 2 timer under tilbagesvaling. Efter afkøling blev der filtreret fra delprodukt (1.Fraktion), og dette blev vasket med vand, og filtratet 35 blev inddampet til tørhed i vakuum. Inddampningsresten blev suspenderet i vand, frafiltreret og vasket med vand og med lidt kold ethanol (2.Fraktion). Efter påfølgende tørring vandtes ialt 10 g (70% af det teoretiske) 3-amino- 150593 28 4-methoxy-l,2-benzisothiazol-l,1-dioxid, smp. 273-276°C.

3- Amino-4-hydroxy-1,2-benzisothiazol-l,1-dioxid.

5 g 3-Amino-4-methoxy-l,2-benzisothiazol-l,1-dioxid og 1,63 g kaliumcyanid blev i 15 ml dimethylsulfoxid un-5 der omrøring opvarmet til en temperatur på 130-140°C (badtemperatur 160°C) og holdt 1,5 timer ved denne temperatur. Den afkølede reaktionsblanding blev indrørt i 250 ml methylenchlorid, og det udfældede bundfald blev frafiltreret, tørret og opløst i 30 ml vand. Opløsningen 10 blev ved 60°C behandlet med aktivt kul og filtreret vaimt.

Det varme filtrat blev med kone., vandig saltsyre bragt til pH 1. Efter afkøling blev det udkrystalliserede produkt frasuget, vasket med lidt isvand og tørret i vakuum.

Der vandtes 43 g (92% af det teoretiske) 3-amino-4-hydro-15 xy-1,2-benzisothiazol-l,1-dioxid, smp. 305°C (dek.).

Eksempel 2 4- Hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid-natriumsalt .

10 g 4-Hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dio-20 xid blev opløst i isopropanol ved en temperatur på 60°C, og ved denne temperatur blev der tilsat en støkiometrisk mængde natriumhydroxidopløsning (2,0 g i 6 ml vand). Efter afkøling blev natriumsaltet af 4-hydroxy-l,2-benziso-thiazol-3 (2H)-on-1,1-d.ioxidet frafiltreret, vasket med 25 isopropanol og ether og tørret. Der vandtes 10,8 g (96% af det teoretiske), smp. > 350°C, IR(KBr): 3320 (NH og OH assoc.), 1730 (CO), 1330 og 1140 cm ^ (SO2).

lH-NMR(DMSO-dg) : δ = 10,6 (s,l,OH, udvekslelig med CD3QD), 30 7,55 (dd,IH,J=4Hz, 6-H), 7,20 og 7,05 (to d, hver IH, J = 4 Hz, 5-H og 7-H).

C7H4NNa04S,H20 (239,19)

Beregnet: C: 35,15 H: 2,52 N: 5,85 S: 13,41

Fundet: 35,36 2,40 5,88 13,45 150593 29

Eksempel 3 4,6-Dihydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

I 25 ml polyphosphorsyre opvarmet til 60eC blev der indført 1,5 g (4,7 mmol) 2-(N-tert.-butyl)-sulfamoyl-5 4,6-dimethoxy-benzoesyre og omrørt 1 time ved 80°C. Reak tionsblandingen blev hældt på is, og det dannede bundfald blev frafiltreret. Filtratet blev ekstraheret tre gange med ethylacetat, og den organiske fase blev tørret og inddampet. Sammen med det ovenfor vundne bundfald blev 10 inddampningsresten omkrystalliseret af methanol og gav 0,74 g (65% af det teoretiske) 4,6-dimethoxy-l,2-benzi-sothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 258°C.

C9H9N05S (243,25)

Beregnet: C: 44,44 H: 3,93 N: 5,76 S: 13,18 15 Fundet: 44,70 3,75 5,97 13,32

Det vundne 4,6-dimethoxyderivat blev optaget i 25 ml ethylenchlorid, og der blev tilsat 3,05 g (12,2 mmol) bortribromid. Efter 3 timers kogning under tilbagesvaling blev der tilsat yderligere 3,05 g bortribromid og opvar-20 met yderligere 3 timer under tilbagesvaling. Reaktionsblandingen blev indført i methanol og inddampet flere gange til tørhed under fornyet methanoltilsætning. Inddampningsresten blev optaget i vandig natriumbicarbonat-opløsning. Denne opløsning blev vasket med ethylacetat, 25 indstillet surt med saltsyre og ekstraheret med ethylacetat. Ethylacetatekstrakten blev tørret og inddampet. Inddampningsresten gav, omkrystalliseret af ethylchlorid, 0,31 g (48% af det teoretiske) 4,6-dihydroxy-l,2-benziso-thiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 286“C.

30 IR(KBr): 3420, 3260 (ΟΗ,ΝΗ), 1700 (CO), 1330 og 1145 cm"1 (so2).

1H-NMR(CDC13 + CD30D): δ = 6,8(d,IH,J=1,5Hz) og 6,57(d, hver 1H,J=1,5Hz, 3-H og 5-H).

C7H5N05S (215,19) 35 Beregnet: C: 39,07 H: 2,34 N: 6,51 S: 14,90

Fundet: 39,15 2,60 6,58 14,95 150598 30

Fremstillingen af udgangsforbindelsen 2-(N-tert.- ------- - butyl)-sulfamoyl-4,6-dimethoxy-l,2-benzoesyre foregik ud fra 3,5-dimethoxyanilin ved følgende metode: 3,5-Dimethoxybenzensulfonsyrechlorid.

5 Til en opløsning af 26,6 g (0,174 mol) 3,5-dimetho xyanilin i 100 ml iseddike blev der under afkøling (reaktionstemperatur maksimal +20eC) sat 50 ml kone., vandig saltsyre. Under afkøling og ved en temperatur på fra -8° til -3°C blev der i løbet af 35 minutter hertil dryppet 10 en opløsning af 12 g (0,174 mol) natriumnitrit i 25 ml vand. Efter at der var efterrørt 1 time i kuldebad, blev der filtreret, og det mørkebrune filtrat blev ved en temperatur på 20-25"C hældt i en omrørt suspension af 10,2 g (60 mmol) kobber(II)chlorid og 2 g (20 mmol) kobber(I)-15 chlorid i 120 ml af en 30%*s opløsning af svovldioxid i iseddike. Reaktionstemperaturen steg først til 40eC, og efter at den var sunket, blev der opvarmet yderligere 90 minutter ved 40°C. Derefter blev reaktionsblandingen inddampet vidtgående og hældt i 2 liter isvand. Der blev 20 ekstraheret tre gange med ether, og den organiske ekstrakt blev vasket med vand, natriumbicarbonatopløsning og igen med vand.

Etherfasen blev efter tørring og behandling med aktivt kul inddampet og gav 19,8 g (48,5%) 3,5-dimethoxy-25 benzensulfonsyrechlorid. En prøve blev renset ved omkrystallisation af cyclohexan, smp. 74°C.

N-tert.-Butyl-3,5-dimethoxy-benzensulfonamid.

Til en opløsning af 10,0 g (42 mmol) 3,5-dimethoxy-benzensulfonsyrechlorid i 100 ml dioxan blev der ved en 30 temperatur på 40° C i løbet af 15 minutter dryppet en opløsning af 7,3 g (0,1 mol) tert.butylamin i 20 ml dioxan.

Såsnart reaktionstemperaturen begyndte at synke, blev der opvarmet 1,5 timer ved 45°C og 2 timer ved 60°C. Efter afkøling blev der filtreret, og filtratet blev inddampet 35 i vakuum. Inddampningsresten blev omkrystalliseret af cyclohexan og gav 7,5 g (64% af det teoretiske) N-tert.-butyl-3,5-dimethoxy-benzensulfonamid, smp. 140°C (af ethanol).

150598 31 C12H19N04S (273'36)

Beregnet: C: 52,73 Η: 7,01 Ν: 5,12 S: 11,73

Fundet: 53,00 6,93 5,05 11,70 2-(N-tert.-Butyl)-sulfamoyl-4,6-dimethoxy-benzoesyre.

5 Af en 15%'s opløsning af n-butyllithium i hexan blev 15,3 ml (25 mmol) i løbet af 10 minutter ved en temperatur på fra -10° til -3“C dryppet til en opløsning af 2,5 g (25 mmol) frisk destilleret diisopropylamin i 40 ml vandfri tetrahydrofuran. Der blev efterrørt 20 minutter 10 og derefter afkølet til -70°C, og ved denne temperatur blev der i løbet af 40 minutter tildryppet 1,7 g (6,2 mmol) N-tert.-butyl-3,5-dimethoxy-benzensulfonamid, der var opløst i 50 ml tetrahydrofuran. Efter endt tilsætning fik reaktionsblandingen lov at opvarme til stuetempera-15 tur, og der blev omrørt i yderligere 1 time.

Derefter blev der atter afkølet til -70°C, og ved denne temperatur blev en carbondioxidstrøm ledt over reaktionsblandingen. Efter endt reaktion (varmetoning) fik reaktionsblandingen under fortsat carbondioxidstrøm lov 20 at opvarme i stuetemperatur. Reaktionsblandingen blev inddampet i vakuum, og den faste inddampningsrest blev fordelt mellem vand og ether. Den organiske fase gav efter vask med vand og inddampning 1,1 g udgangsforbindelse, der påny blev benyttet i reaktionen. Den vandige fase 25 blev syrnet med saltsyre. Det dannede bundfald blev omkrystalliseret af benzen og gav 0,5 g (86% af det teoretiske, beregnet på omsat udgangsmateriale) 2-(N-tert.-butyl)-sulfamoyl-4,6-dimethoxy-benzoesyre, smp. 209°C (dek.).

30 IR(KBr): 1730, 1710 (CO), 1320 og 1140 cm-1 (S02).

1H-NMR (DMSO-d6+CD3OD): δ = 7,15 (d,lH, J=l,5 Hz) og 6,90 (d,IH, J = 1,5 Hz, 3-H og 5-H) , 4,05 (s,3H) og 4,08 (s,3H, 4-OCH3 og 6-OCH3), 1,18 (s,9H,C(CH3)3).

C13H19N06S (317'37) 35 Beregnet: C: 49,20 H: 6,04 N: 4,41 S: 10,10

Fundet: 48,96 6,07 4,35 9,95 150598 32

Eksempel 4 4-Hydroxy-lf 2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

2.5 g (11,8 mmol) 3-Amino-4-methoxy-l,2-benzisothia-zol-1,1-dioxid blev i en opløsning af 0,47 g (11,8 mmol) 5 natriumhydroxid i 300 ml vand opvarmet 3 timer under tilbagesvaling. Reaktionsblandingen blev filtreret varmt og syrnet med saltsyre. Det dannede bundfald blev frafiltreret, tørret og omkrystalliseret af benzen/ethylacetat.

Der vandtes 2,0 g (9,4 mmol) 4-methoxy-l,2-benzisothiazol-10 3(2H)-on-1,1-dioxid (smp. 224°C), der blev opløst i 500 ml ethylenchlorid, hvorefter der ved 0°C blev tilsat 10 g (40 mmol) bortribromid. Reaktionsblandingen blev opvarmet langsomt og opvarmet 1 time under tilbagesvaling. Derefter blev der koncentreret i vakuum og inddampet flere 15 gange i vakuum under tilsætning af ethanol. Det vundne produkt blev omkrystalliseret af vand og gav 1,6 g (68% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on- 1,1-dioxid, smp. 228"C.

C7H5N04S (199,19) 20 Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10

Fundet: 41,95 2,50 7,04 16,08

Eksempel 5 4-Hydroxy-l,2-benz isothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

2.5 g (11,8 mmol) 3-Amino-4-methoxy-l,2-benziso-25 thiazol-1,1-dioxid blev analogt med Eksempel 4 omsat med natriumhydroxid og ved påfølgende syrning overført i 4-methoxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, der derefter blev opvarmet ved 200-205°C med 20 g pyridin-hydro-chlorid. Reaktionsblandingen blev efter afkøling udkogt 30 flere gange med benzen, opløst i vand, og opløsningen blev ligeledes udkogt med benzen. De samlede benzenfaser blev tørret og inddampet i vakuum. Inddampningsresten blev omkrystalliseret af vand og gav 1,35 g (57,5% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-35 dioxid, smp. 228°C.

150598 33 C7H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 Η: 2,53 N: 7,03 S: 16,10

Fundet: 41,90 2,45 7,18 16,30

Eksempel 6 5 4-Hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

2.5 g (11,8 mmol) 3-Amino-4-methoxy-l,2-benzisothiar zol-l,l-dioxid blev analogt med Eksempel 5 omsat med natriumhydroxid og ved påfølgende syrning overført i 4-me-thoxy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid. Derefter 10 blev denne forbindelse sammen med 650 mg (10 mmol) kaliumcyanid opvarmet i dimethylsulfoxid 3 timer ved 180eC.

Ved tilsætning af petroleumsether blev kaliumsaltet af produktet udfældet, og dette blev opløst i vand. Ved syrning med vandig saltsyre, frafiltrering og omkrystal-15 lisation vandtes 1,46 g (62% af det teoretiske) 4-hydro-xy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 228eC (af vand).

C?H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10 20 Fundet: 42,18 2,58 7,06 16,18

Eksempel 7 4-Hydroxy--1,2-benzisothiazol-3 (2H) -on-1,1-dioxid.

2.5 g (11,8 mmol) 3-Amino-4-methoxy-l,2-benziso-thiazol-1,1-dioxid blev omsat analogt med Eksempel 6. I

25 stedet for kaliumcyanid anvendtes kaliumbromid. Der vandtes 1,05 g (45% af det teoretiske) 4-hydroxy-1,2-benziso-thiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 228°C (af vand).

* C?H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10 30 Fundet: 42,00 2,61 7,09 16,21

Eksempel 8 4-Hydroxy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

Til 8,1 g (40 mmol) 3-methoxy-2-methyl-benzensulfon-amid og 5,5 g (52 mmol) vandfrit natriumcarbonat blev der 35 sat 300 ml vand og derefter dråbevis tilsat en opløsning 150598 34 af 15,9 g (500 mmol) kaliumpermanganat i 400 ml vand ved en temperatur på 70-80“C. Derefter blev reaktionsblandingen opvarmet under tilbagesvaling indtil affarvning (ca.

1-2 timer) og filtreret i endnu varm tilstand. Filtratet 5 blev i vakuum inddampet til det halve volumen og syrnet med kone., vandig saltsyre. Først udkrystalliserede en lille mængde udgangsforbindelse, og efter henstand natten over kunne der filtreres fra udkrystalliseret produkt.

Ved ekstraktion af den vandige moderlud med ether kunne 10 der isoleres en yderligere portion produkt. Efter omkrystallisation af benzen/ethylacetat vandtes 4,8 g (56% af det teoretiske) 4-methoxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l -dioxid (smp. 225°C), der blev opløst i 1000 ml ethylen-chlorid, hvorefter der ved -10°C blev tilsat 11,3 g (45 15 mmol) bortribromid. Reaktionsblandingen blev derefter omrørt 30 minutter ved stuetemperatur og opvarmet 1 time under tilbagesvaling. Derefter blev der inddampet i vakuum, inddampningsresten blev opvarmet 15 minutter med 150 ml 70%'s ethanol, og der blev inddampet flere gange i va-20 kuum under tilsætning af ethanol. Der vandtes 3,4 g (75% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on- 1,1-dioxid, smp. 228°C (af vand).

C7H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10 25 Fundet: 42,10 2,59 7,06 16,20

Udgangsforbindelsen 4-methoxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid vandtes ud fra 2-methoxy-6-nitro-to-luen på følgende måde: 3-Methoxy-2-methyl-anilin♦ 30 200 g (1,19 mol) 2-Methoxy-6-nitro-toluen blev i 2,5 liter ethanol hydrogeneret i nærværelse af 25 g Ra-ney-nikkel ved 100 bar, indtil der var optaget den teoretiske mængde hydrogen. Reaktionsblandingen blev filtreret og inddampet i vakuum. Den påfølgende destillation gav 35 158,3 g (97% af det teoretiske) 3-methoxy-2-methylanilin, kp. 126°C ved 16,25 mbar.

150593 35 3-Methoxy-2-methyl-benzensulfonamid.

10,0 g (73 mmol) 3-Methoxy-2-methyl-anilin blev opløst i 50 ml 50%'s vandig eddikesyre, der var mættet med luftformigt hydrogenchlorid, og diazoteret med 5,5 g (80 5 mmol) natriumnitrit (opløst i 10 ml vand). Et ringe nitritoverskud blev fjernet med urinstof. Til diazonium-saltopløsningen blev der yderligere sat 6 g magnesiumsulfat og derefter hældt på 60 ml svovldioxid-mættet iseddike, hvortil der forud var sat 3 g kobber(I)chlorid.

10 Reaktionsblandingen blev langsomt opvarmet til stuetemperatur og omrørt i 4 timer. Efter tilsætning af 500 ml vand blev råproduktet ekstraheret med methylen-chlorid. De organiske faser blev vasket med vand, natri-umbicarbonatopløsning og igen med vand, tørret og inddam-15 pet, og inddampningsresten blev destilleret i vakuum. Det ved et tryk på 19,5 mbar og ved et kogepunkt på 110-135“C vundne destillat (sulfonsyrechlorid) blev optaget i 50 ml ethanol, og der blev tilsat kone., vandig ammoniak. Reaktionsblandingen blev omrørt 15 minutter og inddampet i 20 vakuum. Inddampningsresten blev omkrystalliseret af me-thanol/vand, og der vandtes 4,6 g (31% af det teoretiske) 3- methoxy-2-methyl-benzensulfonamid, smp. 193eC.

Eksempel 9 4- Hydroxy-l,2-benz isothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

25 6,6 g (30 mmol) 4-Chlor-l,2-benzisothiazol-3(2H)- on-1,1-dioxid, 12,3 g (90 mmol) kaliumcarbonat, 0,6 g kobberpulver og 1,5 g kobber(II)chlorid blev i 110 ml vand opvarmet 12 timer i en glasautoklav ved 150“C. Derefter blev reaktionsblandingen fortyndet med vand, opvar-30 met og filtreret varmt. Filtratet blev syrnet med saltsyre og ekstraheret med ether. Etherekstrakterne blev inddampet, og den vundne inddampningsrest blev omkrystalliseret af vand. Der vandtes 4,3 g (72% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp.

35 228°C.

C7H5N04S(199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10 150593 36

Fundet: C: 42,10 H: 2,59 N: 7,06 S: 16,20

Fremstillingen af udgangsforbindelsen 4-chlor-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid foregik ud fra 2-chlor- 6-nitro-toluen ved følgende fremgangsmåde: 5 Metode A: 3-Chlor-2-methyl-anilin.

100 g (0,583 mol) 2-Chlor-6-nitro-toluen blev hydrogeneret i en suspension af 10 .g Raney-nikkel i 1 liter ethanol. Efter at den beregnede mængde hydrogen var optaget, 10 blev reaktionsblandingen filtreret, og filtratet blev inddampet i vakuum.

Inddampningsresten blev destilleret i et vakuum på 14 mbar. Den ved 134-140°C overdestillerende forbindelse var 3-chlor-2-methyl-anilin. udbytte 72 g (87% af det te-15 oretiske), kp. 140°C/14,3 mbar.

3-Chlor-2-methyl-benzensulfonsyrechlorid.

Til 30 g (0,212 mol) 3-Chlor-2-methyl-anilin blev der sat 50 ml kone., vandig saltsyre. Der blev afkølet til fra -7° til -3“C, og ved denne temperatur blev der i 20 løbet af 1 time tildryppet en opløsning af 14,6 g (0,212 mol) natriumnitrit i 50 ml vand. Der blev omrørt endnu en time ved 0°C, derefter tilsat 20,3 g (0,1 mol) magnesium-chlorid-hexahydrat, omrørt 10 minutter, hvorefter reaktionsblandingen blev filtreret. Filtratet blev i en tynd 25 stråle hældt i en suspension af 12 g (71 mmol) kobber (II)-chlorid i 250 ml af en 30%'s opløsning af svovldioxid i iseddike. Reaktionsblandingen opvarmede under denne tilsætning fra 20 “C til 40eC under stærk luftartudvikling.

Der blev omrørt i yderligere 60 minutter ved stuetempera-30 tur og 60 minutter ved 35 “C. Derefter blev der tilsat 500 g is, omrørt, indtil isen var tøet, og filtreret. Der vandtes 38,2 g (80% af det teoretiske) 3-chlor-2-methyl-benzensulfonsyrechlorid, der kunne anvendes direkte i den næste reaktion.

35 3-Chlor-2-methyl-benzensulfonamid.

38,2 g (0,17 mol) 3-Chlor-2-methyl-benzensulfonsy-rechlorid blev opløst i 200 ml dioxan og opvarmet til 40“ C. I løbet af 15 minutter blev der tildryppet en blanding 37

15 O 5 S S

af 100 ml kone., vandig ammoniak og 100 ml ethanol, hvorved temperaturen af reaktionsblandingen steg til 55°C.

Derefter blev der opvarmet yderligere 2 timer ved 70°C og derefter afkølet og filtreret. (Inddampningsre-5 sten bestod af 3,3,-dichlor-2,2,-dimethyl-diphenyldisul-fid.) Filtratet blev inddampet i vakuum, og der blev tilsat isvand. Bundfaldet blev frasuget og vasket med isvand og gav efter omkrystallisation af ethanol/vand 24 g (69% af det teoretiske) 3-chlor-2-methyl-benzensulfonamid, 10 smp. 179°C.

C7HgClN02S (205,67)

Beregnet: C: 40,88 H: 3,92 Cl: 17,24 N: 6,81 S: 15,59

Fundet: 40,90 3,85 17,33 6,71 15,63

Ved syrning med kone., vandig saltsyre vandtes fra 15 filtratet 3-chlor-2-methyl-benzensulfinsyre, smp. 112“C, udbytte 7,0 g svarende til 22% af det teoretiske. Denne sulfinsyre kunne med kobber(II)chlorid i myresyre omdannes til 3-chlor-2-methyl-benzensulfonsyrechlorid i et udbytte på 88% (40“C, 1 time, oparbejdning ved tilsætning af 20 kone., vandig saltsyre og is) og således ligeledes til 3- chlor-2-methyl-benzensulfonamid. Det totale udbytte steg herved til 85% af det teoretiske.

4- Chlor-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

16,4 g (80 mmol) 3-Chlor-2-methyl-benzensulfonamid 25 blev sammen med 14 g (100 mmol) kaliumcarbonat og 33,2 g (210 mmol) kaliumpermanganat opvarmet i 350 ml vand 1 time under tilbagesvaling. Reaktionsblandingen blev filtreret varmt, og filterresten blev vasket med varmt vand. De samlede filtrater blev syrnet med kone., vandig saltsyre 30 og afkølet. Krystallisatet blev frasuget, vasket med vand og tørret og gav 12,6 g (72,5% af det teoretiske) 4-chlor- l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 210°C (af vand).

IR(KBr): 3420 (NH), 1730 (CO), 1330 og 1180 cm"1 (S02).

35 C7H4C1N03S (217,64)

Beregnet: C: 38,63 H: 1,85 Cl: 16,29 N: 6,44 S: 14,74

Fundet: 38,70 1,80 15,90 6,70 14,85 150598 38

Metode B: 2-Chlor-6-nitro-benzoesyre.

En blanding af 77,7 g (0,453 mol) 2-chlor-6-nitro-toluen, 190 g (1,2 mol) kaliumpermanganat, 500 ml IN ka-5 liumhydroxidopløsning og 4 liter vand blev opvarmet 8,5 timer ved 100“C. Efter henstand natten over blev der tilsat 25 g (0,16 mol) kaliumpermanganat, og reaktionsblandingen blev opvarmet i yderligere 2,5 timer ved 100“C.

Derefter blev det ikke-omsatte udgangsmateriale afdestil-10 leret med vanddamp. Den som inddampningsrest vundne reaktionsopløsning blev filtreret, filterresten blev vasket med varmt vand, og filtratet blev inddampet til ca. 750 ml. Efter syrning med saltsyre vandtes et bundfald, der blev frafiltreret og tørret. Der vandtes 45,9 g (50% af 15 det teoretiske) 2-chlor-6-nitro-benzoesyre, smp. 166“C (af ethylenchlorid).

2-Chlor-6-nitro-benzoesyrechlorid.

Til en suspension af 20,1 g (0,1 mol) 2-chlor-6-nitro-benzoesyre i 150 ml vandfri benzen blev der sat 1 20 ml dimethylformamid og 17,9 g (0,15 mol) thionylchlorid.

Efter 30 minutters omrøring blev der opvarmet til tilbagesvalingstemperatur, og efter 3 timer blev der tilsat yderligere 17,9 g (0,15 mol) thionylchlorid. Efter yderligere 3 timers kogning under tilbagesvaling blev der 25 efter afkøling filtreret, og filtratet blev inddampet i vakuum. Der vandtes 18,9 g (85,9% af det teoretiske) 2-chlor-6-nitro-benzoesyrechlorid som olie. 2-Chlor-6-nitro-benzoesyremethylester.

I løbet af 10 minutter blev der tildryppet 18,9 g 30 (86 mmol) 2-chlor-6-nitro-benzoesyrechlorid i 100 ml me thanol. Efter 4 timers opvarmning under tilbagesvaling blev der inddampet i vakuum. Inddampningsresten blev behandlet med lidt iskold methanol og frafiltreret. Der vandtes 12,3 g (66% af det teoretiske) 2-chlor-6-nitro-35 benzoesyremethylester, smp. 98eC (af cyclohexan).

6-Chlor-anthranilsyremethylester.

4,5 g (0,212 mol) 6-Chlor-2-nitro-benzoesyremethyl-ester blev i 1,8 liter methanol hydrogeneret med Raney- 150598 39 nikkel, indtil der var optaget den beregnede mængde hydrogen. Den filtrerede reaktionsblanding blev inddampet i vakuum, og inddampningsresten blev destilleret i vakuum.

Der vandtes 34,6 g (88% af det teoretiske) 6-chlor-an-5 thranilsyremethylester, kp. 158°C ved 14,3 mbar.

6-Chlor-2-chlorsulfonyl-benzoesyremethylester.

34,6 g (0,186 mol) 6-Chloranthranilsyremethylester blev under afkøling indført i 70 ml kone., vandig saltsyre under omrøring og ved en temperatur på fra 0° til +10°C 10 diazoteret med en opløsning af 12,8 g (0,186 mol) natriumnitrit i 30 ml vand. Reaktionsblandingen blev omrørt 45 minutter ved 0°C og derefter hældt i en omrørt suspension af 2 g kobber(I)chlorid og 17 g kobber(II)chlorid i 160 ml af en 30%'s opløsning af svovldioxid i iseddike. Efter 15 endt nitrogenudvikling blev der omrørt endnu 2 timer ved stuetemperatur. Der blev ekstraheret med ether, og de organiske ekstrakter blev vasket, tørret og inddampet. Der vandtes 38,2 g (76% af det teoretiske) 6-chlor-2-chlor-sulfonyl-benzoesyremethylester.

20 4-Chlor-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

Til en opløsning af 38,2 g (0,141 mol) 6-chlor-2-chlorsulfonyl-benzoesyremethylester i 150 ml dioxan blev der i løbet af 20 minutter ved en temperatur på 30° til 50"C dryppet 150 ml ammoniak-mættet ethanol. Derefter 25 blev der opvarmet 2 timer ved 40°C og yderligere 2 timer ved 60“C. Efter afkøling blev der inddampet, behandlet med ether og filtreret. Filterresten blev kogt med vand.

Der blev filtreret varmt, og filtratet blev syrnet med saltsyre. Der vandtes 19,8 g (64,5% af det teoretiske) 30 4-chlor-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp.210°C. C7H4C1N03S (217,64)

Beregnet: C: 38,63 H: 1,85 Cl: 16,29 N: 6,44 S: 14,73

Fundet: 38,65 1,98 16,20 6,41 14,75

Eksempel 10 35 4-Hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

I 50 g polyphosphorsyre opvarmet til 60°C blev der i løbet af 5 minutter indført 3,4 g (12 mmol) 2-(N-tert.- 150598 40 butyl)-sulfamoyl-6-methoxybenzoesyre. Derefter blev der "opvarmet yderligere 20 minutter ved 70°C, og til den endnu varme reaktionsblanding blev der sat is. Det dannede bundfald blev frafiltreret og omkrystalliseret af vand 5 (1,6 g, smp. 224°C, CgHyNO^S: 4-Methoxy-l,2-benzisothia- zol-3(2H)-on-1,1-dioxid).

Krystallisatet blev omsat med 24 ml (25 mmol) bor-tribromid i 400 ml ethylenchlorid en time ved stuetemperatur og 2 timer ved tilbagesvalingstemperatur. Derefter 10 blev reaktionsblandingen inddampet, og til inddampnings-resten blev flere gange sat methanol og inddampet. Ind-dampningsresten blev omkrystalliseret af isopropanol, og der vandtes 1,4 g (58% af det teoretiske) 4-hydroxy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid, smp. 224eC.

15 C?H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,09 S: 16,10

Fundet: 42,16 2,57 6,99 16,01

Fremstillingen af udgangsforbindelsen 2-(N-tert.-butyl)-sulfamoyl-6-methoxy-benzoesyre foregik på følgen-20 de måde ud fra m-anisidin.

3-Methoxy-benzensulfonsyrechlorid.

61,6 g (0,5 mol) m-Anisidin blev opløst i 50 ml iseddike, og der blev dråbevis tilsat 110 ml kone., vandig saltsyre. Blandingen blev afkølet til 0eC og diazoteret 25 med en opløsning af 38 g (0,551 mol) natriumnitrit i 75 ml vand. Denne blanding blev omrørt yderligere 10-15 minutter og langsomt hældt i en blanding af 24 g (0,14 mol) kobber(II)chlorid og 5 g kobber(I)chlorid i 300 ml af en 30%'s opløsning af svovldioxid i iseddike og 450 ml benz-30 en, hvorved der blev observeret en stærk luftartudvikling og en temperaturstigning til 40eC. Såsnart reaktionstem-peraturen faldt, blev der opvarmet endnu 1 time ved 40“C.

Efter afkøling blev der fortyndet med 2,5 liter isvand, og efter filtrering blev den organiske fase fraskilt.

35 Denne blev vasket med vand og natriumbicarbonatopløsning og inddampet. Der vandtes 84,5 *g (82% af det teoretiske) 3-methoxy-benzensulfonsyrechlorid.

150550 41 N-tert.-Butyl-3-methoxy-benzensulfonamid.

49,5 g (0,24 mol) 3-Methoxy-benzensulfonsyrechlorid blev opløst i 50 ml tetrahydrofuran og i løbet af 25 minutter dryppet til en opløsning af 40 g (0,55 mol) tert.-5 butylamin i 200 ml tetrahydrofuran. Der blev omrørt 1 time ved stuetemperatur og 7 timer ved 60°C. Reaktionsblandingen blev filtreret, og filtratet blev inddampet i vakuum. Inddampningsresten blev behandlet med cyclohexan og gav 54,1 g (92,6% af det teoretiske) N-tert.-butyl-3-me-10 thoxy-benzensulfonamid, smp. 100SC.

2- (N-tert.-Butyl)-sulfamoyl-6-methoxy-benzoesyre.

Til en opløsning af 3,3 g (14 mmol) N-tert.-butyl- 3- methoxy-benzensulfonamid i 70 ml vandfri tetrahydrofuran blev der under nitrogen ved en temperatur på fra -60° 15 til -50°C i løbet af 15 minutter dråbevis sat 19 ml af en 15%'s opløsning af n-butyllithium i hexan (31 mmol). Derefter blev reaktionsblandingen omrørt 1 time ved 0°C, og efter fornyet afkøling til fra -70° til -50°C blev der overledt en carbondioxidstrøm. Carbondioxidbehandlingen 20 blev efter endt eksoterm reaktion videreført endnu 1 time ved stuetemperatur. Derefter blev reaktionsblandingen inddampet i vakuum, og inddampningsresten blev fordelt mellem isvand og ether. Det vandige lag blev vasket med ether og syrnet med saltsyre. Bundfaldet blev frafiltretet og 25 gav 3,5 g (87% af det teoretiske) 2-(N-tert.-butyl)-sul-famoyl-6-methoxy-benzoesyre.

Eksempel 11 4- Hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

Til en opløsning af l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,Ι-ΙΟ dioxid-4-diazoniumchlorid, der blev fremstillet ved dia-zotering af 1,98 g (10 mmol) 4-amino-l, 2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid med natriumnitrit i fortyndet saltsyre, blev der sat 150 ml 10%'s vandig svovlsyre, og der blev opvarmet på vandbad indtil endt nitrogenudvikling.

35 Efter afkøling blev der igen syrnet kraftigt med kone., vandig saltsyre og ekstraheret med ether. Den organiske fase blev inddampet, inddampningsresten blev opløst i 150598 42 lidt fortyndet natriumhydroxidopløsning, og efter filtre-— - -ring blev der påny syrnet med saltsyre. De udskilte krystaller blev omkrystalliseret af vand og gav 98 g (40% af det teoretiske) 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-5 1,1-dioxid, smp. 228°C.

C?H5N04S (199,19)

Beregnet: C: 42,20 H: 2,53 N: 7,03 S: 16,10

Fundet: 42,14 2,57 7,09 15,98

Udgangsforbindelsen 1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-10 1,1-dioxid blev fremstillet på følgende måde: 2-Methyl-3-nitro-benzensulfonamid.

7,5 g (49 mmol) 2-.Amino-6-nitro-toluen blev opløst i en blanding af 27,5 g kone. svovlsyre og 250 ml vand og diazoteret med en opløsning af 3,75 g (54 mmol) natrium-15 nitrit i 7,5 ml vand ved en temperatur på 0-5°C. Efter 2 timer blev reaktionsblandingen portionsvis indført i en forud fremstillet blanding af 90 ml af en 30%'s svovldioxidopløsning i iseddike og en opløsning af 1,5 g kobber- (Il)chlorid i 4 ml vand. Temperaturen under indføringen 20 var 20eC, og den videre behandling og omsætning med ammoniak foregik analogt med beskrivelsen for 3-methoxy-2-me-thyl-benzensulfonamidet (Eksempel 8). Der vandtes 8,2 g (77% af det teoretiske) 2-methyl-3-nitro-benzensulfonamid. C7HgN204S (216,21) 25 Beregnet: C: 38,89 H: 3,73 N: 12,95 S: 14,83

Fundet: 38,67 3,79 12,72 14,81 4-Nitro-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

8.0 g (37 mmol) 2-Methyl-3-nitro-benzensulfonamid blev oxideret med kaliumpermanganat i vand analogt med 30 Eksempel 8. Efter etherekstraktionen vandtes ved inddamp-ning o:g omkrystallisation af vand 3,8 g (45% af det teoretiske) af nitroforbindelsen, smp. 239°C.

4-Åmino-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid.

3.0 g (13 mmol) 4-Nitro-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-35 1,1-dioxid blev opløst i 100 ml ethanol og hydrogeneret over hydrogen under anvendelse af en palladium/dyrekul-katalysator. Efter filtrering, inddampning og omkrystallisation af ethanol vandtes 2,3 g (89,5% af det teoreti- 150588 43 ske) af aminoforbindelsen, smp. 244-245°C.

C7HgN203S (198,19)

Beregnet: C: 42,42 H: 3,05 N: 14,13 S: 16,18

Fundet: 42,31 3,12 14,01 16,18 5 1,2-Benzisothiazol-3 (2H) -on-1,l-dioxid-4-diazoniunchlorid.

1,98 g (10 mmol) 4-Amino-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid blev opløst i vand under tilsætning af na-triumcarbonat og fældet med kone., vandig saltsyre. Til denne suspension blev der ved 0-5°C tildryppet en opløs-10 ning af 700 mg natriumnitrit i 3 ml vand og omrørt 2 timer ved 5°C. Den på denne måde vundne diazoniumsaltopløs-ning blev anvendt direkte til den videre omsætning uden isolering af diazoniumsaltet.

Forbindelserne med formlen I eller deres salte kan 15 på sædvanlig måde indarbejdes i præparatformer, såsom tabletter, pulvere eller opløsninger.

Dette er illustreret i de følgende eksempler.

Eksempel I

Sødestofopløsning indeholdende 50 mg natriumsalt af 4-hy-20 droxy-1,2-benzisothiazol-3(2H)-on-1,1-dioxid i 1 ml opløsning.

I 100 ml destilleret vand blev der ved 60°C successivt opløst de følgende stoffer under omrøring: 0,1 g Sorbinsyre 25 1,2 g Citronsyre 1,5 g Dinatriumphosphat 5,0 g Natriumsalt af sødestoffet.

Heraf indeholdt 1 ml (svarende til ca. 25 dråber) 50 mg af ovennævnte sødestof, hvilket svarer til en søde-30 styrke som ca. 3 stykker hugget sukker.

150598 44

Eksempel II

Tabletter til sødning indeholdende 20 mg 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

Sammensætning af en tablet: 5 Sødestof 20 mg

Natriumbicarbonat 5 mg

Sorbit, pulv. 25 mg Sødestoffet blev blandet med natriumbicarbonat og sorbit og ved en relativ luftfugtighed på maksimalt 60% 10 presset til tabletter.

1 Tablet svarede til en sødestyrke som ca. ét stykke hugget sukker.

Eksempel III

Tabletter til sødning indeholdende 20 mg natriumsalt af 15 4-hydroxy-l,2-benzisothiazol-3(2H)-on-l,l-dioxid.

Sammensætning af 1 tablet:

Natriumsalt af sødestoffet 20 mg Sorbit 30 mg Sødestoffet blev blandet godt med sorbit og presset 20 til tabletter. 1 Tablet svarede til en sødestyrke som ca. ét stykke hugget sukker.