DK148207B - Fremgangsmaade og apparat til simuleret oevelsesskydning - Google Patents

Description

i 148207

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde og et apparat til simuleret øvelsesskydning med stråling fra et våben mod et mål, der er forsynet med en reflektor, hvormed stråling, såsom eksempelvis laserstråling kastes tilbage i den modsatte retning, af hvilken den rammer reflektoren og af den i krav 1's henholdsvis krav 9's indledning angivne art.

Der kendes apparater tilsimuleret øvelsesskydning, hvor en stråle bruges til at simulere et projektil, der affyres fra et våbenløb, og hvor træfningsresultatet afgøres på basis af, om strålen detekteres enten af en detektor anbragt på målet eller af en detektor placeret i våbenplaceringen, og mod hvilken strålingen kastes tilbage af en retroreflek-tor på målet.

Ved ethvert apparat af denne art må man tage hensyn til, at et virkeligt projektil følger en krum bane og behøver en betragtelig tid til at nå fra våbenplaceringen til målet, medens en stråle følger en ret bane og når fra våbenplaceringen til målet i løbet af ekstrem kort tid.

US-patentskrift nr. 3.609.883 angår et apparat, hvor man i øjeblikket for den simulerede affyring begynder en beregning baseret på våbenløbets øjeblikkelige elevation af den bane,et virkeligt projektil ville have fulgt. I overensstemmelse med beregningen sænkes aksen for en lasersender i forhold til løbets orientering i affyringsøjeblikket, og efter forløbet af en tidsperiode, der svarer til den beregnede projektilbevægelse, udsendes en smal laserstråle mod det beregnede punkt, hvori det imaginære projektil skulle afslutte sin bane. Træfpåvirkningen bestemmes da af, om strålen rammer detektoren på målet.

En ulempe ved dette kendte apparat er, at det kræver anvendelse af fra laserudstyret adskilte organer til måling af afstanden fra våbnet til målet. En mere væsentlig ulempe er det, at man ikke kan registrere andet end en forbier, hvis laserstrålen ikke rammer detektoren, selv om strålens afstand til detektoren er så lille, at det for træfvirkningen er uden betydning. Ønsker man andet end en klar ramt/for- 2 148207 bier-angivelse, må hele mållegemet forsynes med detektorer eller reflektorer, og selv i dette tilfælde vil næsten-træffere tæt på mållegemets begrænsninger ikke kunne erkendes.

Af hensyn til effektiv øvelsesskydning er det vigtigt, at skytten kan tage hensyn til, om hans simulerede skud er kort/langt eller til venstre/højre.

US-patentskrift nr. 3.588.108 angår et apparat, hvor en laserstråle bevæges i en områdeafsøgning i det øjeblik, et imaginært projektil når enden af den beregnede bane. Strålen moduleres med forskellige frekvenser i forskellige sektorer af området under afsøgningsbevægelse. På basis af den modulationsfrekvens, der modtages af en detektor på målet fra den bevægende stråle, kan nøjagtigheden af træfningen opgøres som såvel nære forbiere som direkte træffere og fjerne forbiere. Laserstrålens afsøgningsområde skal være tilstrækkeligt stort, til at to eller flere mål kan rammes, hvis de er forholdvis tæt på hinanden. Dette medfører u-sikkerhed og unøjagtighed i træfbedømmelsen, hvorfor dette kendte apparat kun kan benyttes til simulering af begrænsede taktiske situationer. Apparatets unøjagtighed bliver større, når målene bevæges, og det kræver signalmidler eller en særlig sender på hvert mål for at overføre information om træfvirkningen til våbenplaceringen.

US-patentskrift nr. 3.832.791 angår et apparat, hvor en første stråleudsendelse sker i affyringsøjeblikket for afstandsbedømmelse, således at varigheden af den periode et projektil af den simulerende type skulle bruge for at nå målet kan fastlægges.

Ved udløbet af den således bestemte periode udsendes en anden stråle mod målet. Denne stråle overfører til målet information om den anvendte ammunitionstype og om træfpunktet for det simulerede projektil i forhold til den da forekommende målposition. Informationen tilføres ved modulering af strålen og af kodes i målet. Den anvendte stråle er en væsentligt divergerende stråle med en vinkelhøjde lig med størrelsen af den vinkel, våbenløbet kan svinges op og ned, og en vinkelbredde, der dækker et mål i minimumskydeafstanden. På grund af strålingens diffusion kan kun en meget lille del af den 3 148207 ialt udsendte stråling nå en given detektor, hvorfor den modtagne signalstyrke er ringe. Dette medfører naturligvis et lavt signal-baggrundsstøjforhold.

Som det apparat, der kendes fra beskrivelsen til US- patentskrift nr.3.588.108, har sidstnævnte system den yderligere og væsentligere ulempe, at forekommer der i det forholdsvis brede område, der belyses af strålerne,to mål, som har nogenlunde samme afstand til våbenplaceringen, og begge er forsynet med en reflektor og en detektor, vil begge detektorer modtage den information, der er tilført strålen, selv om information kun er gyldig for det ene af målene.

De forskellige tekniske ulemper ved de kendte apparater medfører i hvert fald under visse taktiske forhold unøjagtig bedømmelse af træfvirkningen og sætter således grænser for det enkelte apparats anvendelighed under alle forhold.

Formålet med den foreliggende opfindelse er at muliggøre en nøjagtig bedømmelse af træfvirkningen under realistisk simulerede, sammensatte taktiske forhold. I modsætning til de kendte apparater, som hvert kun har én virkemåde, ønskes et apparat, som fra en forholdsvis enkel grundudgave ved byggeklodslignende udbygning kan benyttes i stedse mere vanskelige situationer i overensstemmelse med stigende øvelseskrav og de til rådighed stående økonomiske midler.

Dette opnås ifølge opfindelsen ved den i krav 1 anviste fremgangsmåde og ved det i krav 9 anviste apparat.

Ifølge opfindelsen anvendes modulerede, vifteformede stråler, der bevæges i en afsøgningsbevægelse over et vinkelrum, I denne forbindelse henvises til dansk .patentansøgning nr. 845/79, der angår anvendelse af sådanne stråler til at bestemme positionen af hvert af flere mål i afsøgningsrummet,og dansk patentanSøgning nr.846/79,der angår anvendelse af sådanne stråler til alene at overføre information til de af målene, som har en forudbestemt afstand eller ligger i et forudbestemt afstandsinterval fra strålekilden.

I hidtil kendte apparater for simuleret øvelsesskydning med stråling fra en laser eller lignende stråler benyttes strålingen til at simulere det projektil, som affyres mod målet. Strålingen udsendes således i det øjeblik efter den 148207 4 simulerede affyring, hvor et virkeligt projektil ville have nået målet, og strålen rettes således, at den skærer det punkt i rummet, hvor det virkelige projektil ville befinde sig véd enden af sin bane. Det er indlysende, at vifteformede afsøgningsstråler ikke kan anvendes for denne kendte måde, og man har ikke tidligere erkendt, at der kunne være fordele ved at anvende: sådanne stråler i øvelsesskydningssystemer.

Opfindelsen skal i det følgende forklares nærmere under henvisning til tegningen, hvor fig. 1 viser en simuleret taktisk situation, hvor fremgangsmåden og apparatet ifølge opfindelsen udnyttes, fig. 2 anskueliggør den beregnede bane for et imaginært projektil, der tænkes affyret under den i fig. 1 viste situation, fig. 3 et blokdiagram for et apparat ifølge opfindelsen, fig. 4 et mållegeme i perspektiv med en reflektor placeret i et område, hvori der ikke må forekomme andre reflektorer, fig. 5 et snit gennem et vinkelrum, der afsøges med to vifteformede stråler, fig. 6 anskueliggør indkobling af information i afsøgningsstrålerne , fig. 7 et snit vinkelret på udbredelsesretningen gennem to afsøgningsstråler og to detektorvinduer svarende til det i fig. 4 viste isolationsrum, fig. 8 et snit gennem det rum, som afsøges med de i fig. 7 viste stråler, fig. 9 et snit som det i fig. 7 viste, men gennem tre stråler med tilhørende detektorvinduer, fig. 10 et mållegeme i profil og med angivelse af træfvirkningen i forskellige områder, fig.11 anskueliggør si nuleret skydning med et bevæget mål, set fra oven, fig.12 en billedskærm, hvorpå skytten kan betragte målet og det imaginære projektils position i den beregnede bane, 5 148207 fig. 13 et mållegeme med et detektorarrangement set i perspektiv, og fig. 14 anskueliggør ligeledes i perspektiv bestemmelse af træfvirkning ved hurtig skydning af en serie projektiler mod flere mållegemer.

Et anlæg til simuleret skydning, i henhold til opfindelsen kan, som vist i fig. 1, omfatte et konventionelt våben med et løb 4, eksempelvis en kanon monteret på en kampvogn 1. Opfindelsen kan også udnyttes i forbindelse med styrede rake taffyringsramper eller lignende våbensystemer, der ikke har et løb.

I den følgende omtale vil det blive antaget, at skytten kan rette kampvognens 1 våben mod et af flere mål 10,10* eller 10" i et målområde 9. Målene, der her er vist som kampvogne eller kampvognsattrapper, simulerer en fjendtlig kampvognskolonne eller konvoj og kan være stationær eller bevægelig.

Det skal bemærkes, at opfindelsens principper også kan finde anvendelse, når målene er bevæbnede og kan afgive simuleret skydning, således at kampvognen 1 kan udgøre et mål for ethvert af sine egne mål 10,10',10". Hvis alle kampvogne er forsynet med det udstyr, som skal beskrives i det følgendé, kan opfindelsen udnyttes til meget realistiske simuleringer af sådanne hastigt skiftende taktiske situationer som kampvognsdueller.

Den del af udstyret ifølge opfindelsen, som er knyttet til våbenplaceringen, omfatter en lasersender 2 og en laserstråledetektor 3, begge foretrukket aftageligt monteret på eller i våbnets løb 4. Våbnet bliver i alle henseender indstillet og affyret som ved skydning med virkelige projektiler, men for hver simuleret affyring aktiveres lasersenderen 2 til at udsende pulserende vifteformede afsøgningsstråler 7' og 7". Denne udsendelse kan begynde før, ved eller kort efter affyringsøjeblikket, men fortsætter i alle tilfælde gennem en beregningsperiode, der kan afsluttes til eller kort efter træftidspunktet, når et imaginært projektil affyret med våbnet enten afslutter en beregnet bane eller har 6.

148207 gennemløbet den del af sin beregnede bane, som er væsentlig, for så vidt angår skyderesultatet. Lasersenderen 2 og det tilhørende stråledannende udstyr dirigeres af et styrekredsløb 6, der er forbundet til såvel våbnets affyringsmekanisme 5 som til lasersenderen 2.

Hvert af de nållegemer 10,10’ og 10", mod hvilket den simulerede skydning kan rettes, er forsynet med mindst en reflektor 14. Placeringen af reflektorerne 14 i forhold til hinanden skal senere omtales nærmere, men det skal allerede nu bemærkes, at hver reflektor 14 er en såkaldt retroreflektor eller en hjørnereflektor, af hvilken indfaldende stråling kastes tilbage i direkte modsat retning af indfaldsretningen, således at stråling, der modtages af en reflektor for våbenplaceringen 1, kastes tilbage til denne. Det skal i denne forbindelse også bemærkes, at strålegangen i fig. 3 er ukorrekt , for at det skal være muligt at skelne mellem udsendt og reflekteret stråling. Den på et bevægeligt mållegeme anbragte reflektor 14 er naturligvis således udformet, at de kan modtage - og reflektere - stråling i enhver mulig stilling af mållegemet i forhold til våbnet. Da reflektoren på et mållegeme er et referencepunkt for legemet og ikke et egentligt målpunkt, kan reflektorplaceringen på mållegemet foretages primært på basis af optiske overvejelser.

Hver af de pulserende stråler 8’ og 7" har langt og smalt tværsnit 8’ henholdsvis 8” og er altså langstrålet i en retning vinkelret på udbredelsesretningen. Strålernes respektive længere dimensioner danner vinkler, men ikke nødvendigvis rette vinkler med hinanden. Hver stråle svinges i en afsøgningsbevægelse frem og tilbage i en retning, der er i det væsentlige vinkelret på strålens længere dimension, således at strålerne tilsammen afsøger et fast vinkelrum eller et mere eller mindre pyramideformet rum, der har våbenplaceringen som toppunkt.

Strålerne 7' og 7" udsendes hovedsagelig i den retning, i hvilken et mål kan forventes at forekomme, således som det skal blive omtalt i det følgende.

7 148207

Afsøgningsstrålernes førende bevægelse frembringes på kendt måde ved hjælp af en afbøjningsmekanisme 11, som er samordnet med og placeret i lasersenderens 2 og detektorens 3 strålebaner. Afbøjningsmekanismen 11, der kan omfatte indbyrdes bevægelige, optiske prismer, aktiveres af signaler fra styrekredsløbet 6. Kredsløbet 6 koordinerer strålebevægelserne, således at hver af de to, eller eventuelt flere, stråler afsøger en fast vinkel, som omfatter målområdet 9 eller kan forventes at omfatte dette. Ved den i fig. 1 viste situation er afsøgningsområdet 9' vist skraveret.

Strålebevægelserne har en forudbestemt kort periodicitet, og strålernes respektive afsøgningsbevægelse, der er indbyrdes koordineret, sker i løbet af en gentagende afsøgningsperiode, der har en forudbestemt varighed.

Hver gang en stråle 7' eller 7W rammer en reflektor 14, kastes en del af strålen tilbage og passerer via afbøjningsmekanismen til detektoren 3. De detekterede stråleimpulser omsættes af detektoren 3 til et elektrisk signal 1, som påtrykkes et strålepositionsberegnende kredsløb 12. Dette beregnede kredsløb 12 modtager også et signal, som angiver initieringen af hver strålingsimpuls, der udsendes af laseren.

På basis af tidsforskellen mellem afsendelse og modtagelse af den samme impuls frembringer det beregnede kredsløb 12 et signal, der svarer til afstanden mellem våbenplaceringen og den reflektor 14, fra hvilken den tilbagekastede stråling modtages.

Under drift frembringer afbøjningsmekanismen 11 signaler, som svarer til dens vinkelstilling i forhold til en referenceakse, der er mekanisk defineret af en transducer 22. Signalerne for afbøjningsmekanismen 11 svarer således til den øjeblikkelige vinkelstilling af hver af afsøgningsstrålerne under deres bevægelse i forhold til deres mekaniske referenceakse. Denne akses natur og dens fastlæggelse skal nærmere omtales i det følgende.

Det er nu åbenbart, at den mekanisme, som omfatter senderen 2, afbøjningsmekanismen 11, detektoren 3 og det beregnede kredsløb 12, foretager målinger af positionen af en re- 8 148207 flektor eller reflektorer 14 i forhold til våbenplaceringen.

Udstyret på våbenplaceringen 1 omfatter også et baneberegnende kredsløb 17, som er forbundet til affyringsmekanismen 5 via styrekredsløbet 6. Fra affyringstidspunktet afgiver det baneberegnende kredsløb 17 et banesignal, som til ethvert tidspunkt svarer til positionen i den bane 16, et hypotetisk projektil 1, hvis det var affyret fra våbnet med dettes løb 4 orienteret som i fyringsøjeblikket, ville indtage, idet der tages hensyn til de faktorer, som har væsentlig indflydelse på banen. I de fleste tilfælde foretages baneberegningen i sand tid, således at det imaginære projektil 15 bevæges i sin beregnede bane 16 med samme hastighed , som et tilsvarende virkeligt projektil ville bevæge sig. I visse, senere omtalte tilfælde accelereres imidlertid baneberegningen.

Det baneberegnende kredsløb 17 kan omfatte et lager, der indeholder information om en standardiseret bane og organer til modificering af denne i overensstemmelse med herfor betydningsfulde faktorer. Inden den simulerede affyring kan skytten indlæse arten af det projektil, han har til hensigt at affyre i overensstemmelse med arten af mållegeme, der skal beskydes. Dette sker ved hjælp af et projektilvælgerud-styr 18, som er forbundet til det baneberegnende kredsløb 17 via styrekredsløbet 6. Vælgerudstyret 18 afgiver et udgangssignal til det baneberegnende kredsløb 17, således at banen 16 modificeres i overensstemmelse med de ballistiske egenskaber af den valgte projektiltype. Andre faktorer, som har betydning for baneberegningen, er orienteringen af løbet 4 i affyringsøjeblikket og våbnets bevægelser i dette øjeblik. Våbenorienteringen og bevægelsesrepræsentative størrelser måles automatisk af en situationsregistrerende transducer 19, som kan omfatte gyro og accelerationsmåleudstyr, og hvis indgangsstørrelser er symboliseret ved blokken 20 i fig. 3. Udgangssignaler svarende til disse størrelser påtrykkes det baneberegnende kredsløb 17 via styrekredsløbet 6. Den beregnede bane af det imaginære projektil modificeres yderligere i overensstemmelse med forventede værdier for tilfældige ballistiskefaktorer og atmosfærens indflydelse på projektilet.

148207 9

Hvis det imaginære projektil er af den art, som kan styres efter affyringen, kan de styresignaler, der benyttes cter-for, også ledes til det baneberegnende kredsløb 17 til yderligere modifikation af baneberegningen. Er det imaginære projektil selvbevægeligt, kan baneberegningen ligeledes modificeres passende, eller beregningen kan ske på basis af anden lagret information, der er særlig tilpasset et sådant projektils bane.

Projektilets afstand beregnes naturligvis i forhold til våbenplaceringen i affyringsøjeblikket, medens projektilpositionen i retninger vinkelret på forbindelseslinien til våbenpositionen beregnes i relation til en forudbestemt ba-nereferenceakse. Denne kan vælges vilkårligt, som omtalt i det følgende. Det er her tilstrækkeligt at anføre, at bane-referenceaksen skal have en kendt eller let bestemmelig relation til den mekanisk definerede strålepositionsakse, i forhold til hvilken strålernes virikelstilling angives.

Det følger heraf, at der er en enkelt eller let bestemmelig relation i ethvert øjeblik mellem det imaginære projektils beregnede bane af den øjeblikkelige vinkelstilling af hver stråle i dennes afsøgningsbevægelse. Af særlig interesse er sammenhængen mellem strålevinkelstilling og projektilposition til hvert af de tidspunkter, hvor en reflektor af strålen returneres til detektoren 3 på våbenplaceringen, idet det er denne sammenhæng, som benyttes til scoringsbestemmelse.

Det skal her fremhæves, at et system i henhold til den foreliggende opfindelse benytter et væsentligt anderledes udgangspunkt ved scoringsbestemmelsen end hidtil kendte simulerings systemer . Det vil lette forståelsen af opfindelsen at gentage, at reflektoren 14 på et mållegeme ikke er det egentlige mål, men et referencepunkt for målet. Når en stråle under sin afsøgningsbevægelse rammer en reflektor 14, måles reflektorens position som udtrykt ved afstand og vinkelstilling af strålen. Når derfor reflektioner af alle stråler er modtaget i løbet af en afsøgningsperiode, kan positionen af det imaginære projektil i forhold til reflektorpositionen 10 148207 beregnes på våbenplaceringen, og da reflektoren kan have en kendt placering i forhold til ethvert vilkårligt valgt målpurikt på mållegemet, eller til det antal af sådanne punkter, kan træf virkningen bestemmes.

Det vil fremgå af det foregående, at den information, som er tilstede på våbenplaceringen, kan udnyttes på forskellig måde til at fremkalde en udlæsning eller visning af træfvirkningen. Under alle omstændigheder udføres træfvirkningsbestemmelsen ved, at en målt værdi af reflektorpositionen sammenlignes med en tilsvarende værdi for projektilpositionen, indtil sammenligningen giver en forudbestemt sammenhæng, hvorefter træfvirkningen beregnes på basis af sammenhængen mellem de øvrige positionsværdier for målreflektionen og projektilet.

Eksempelvis kan man tid efter anden sammenligne den beregnede afstand fra våbenplaceringen til det imaginære projektil og den målte afstand fra våbenplaceringen til reflektoren 14. Når disse to værdier er identiske, bestemmes træfvirkningen ved at sammenligne henholdsvis azimuth og elevation for den beregnede position af det imaginære projektil med de vinkelpositioner, afsøgningsstrålerne har, når de rammer reflektoren.

Alternativt kan træfvirkningen bestemmes i det øjeblik, der er en forudbestemt sammenhæng mellem elevation af det imaginære projektil 5 i dets bane 16 og elevationen af reflektoren 14. I dette tilfælde baseres træf virkningsbestemmelsen i det nævnte øjeblik på dels sammenhængen mellem målt afstand til reflektoren og beregnet afstand til projektilet i den beregnede bane og for reflektoren, således som dette udtrykkes ved vinkelstillingerne af afsøgningsstrålerne, når de rammer reflektoren. I denne forbindelse skal det bemærkes, at den absolutte azimuthplacering af reflektoren i forhold til våbenplaceringen er uden betydning, hvorfor den ikke behøver at blive bestemt, alene sammenhængen mellem det imaginære projektils 5 beregnede azimuth og reflektorens 14 azimuth har betydning for træf virkningen.

11 148207

Der tages altid hensyn til den øjeblikkelige vinkelstilling af hver stråle, i det øjeblik den rammer en reflektor. Man kan altså sige, at funktioner af reflektorens elevation og azimuth måles ved hjælp af strålerne, men det skal igen fremhæves, at det ikke er positionen af reflektoren i absolutte værdier, der har interesse, men sammenhængen mellem projektilbanen og strålerne. Dette betyder, at man, hvis der er to eller flere reflektorer i det rum, der afsøges af strålerne, kan beregne træfvirkning for hver sådan reflektor, uanset om den er placeret på et mållegeme, mod hvilket skytten retter våbnet.Imidlertid vil træfvirkningen normalt kun blive udlæst i forhold til reflektorer, som har en forudbestemt afstand eller ligger i et forudbestemt afstandsinterval for våbenplaceringen og/eller skudlinien.

For at nyttiggøre information om sammenhængen mellem den øjeblikkelige position af det imaginære projektil og øjeblikkelige vinkelstillinger af strålerne, skal der, som tidligere anført, være en kendt relation mellem banereferenceaksen og den mekaniske referenceakse, til hvilken vinkelstillinger af strålerne henføres.

Banereferenceaksen vælges efter sin egnethed for den projektiltype, der simuleres affyret. Generelt vil denne akse strække sig i en retning fra våbnet mod målet, men det kan være enten fast eller konstant varierende med den ændrede position af det imaginære projektil langs dets beregnede bane. Det eneste faste krav er således, at den har en kendt eller erkendelig relation til den mekaniske strålereference-akse. Eksempelvis kan banereferenceaksen vælges om en akse, der er fast i det øjeblik, den simulerede affyring finder sted, og forbliver fast gennem hele baneberegningsproceduren.

Man kan da vælge en akse, som er faldende med våbenløbsaksen i affyringsøjeblikket.

Eller man kan vælge en akse, som skifter under projektilets bevægelse, eksempelvis en akse, der i hvert øjeblik falder sammen med den fremherskende flyveretning for en styret missil. Selv om nogle funktioner af azimuth og elevation for det imaginære projektil skal beregnes i relation til den 12 148207 valgte banereferenceakse, behøver beregningerne ikke ske i værdier for azimuth og elevation som sådan, men kan ske eksempelvis i værdier for vinkelstilling og afstand.

Det er indlysende, at den referenceakse, til hvilken vinkelstillinger af strålerne henføres, kan være symmetriaksen i det første vinkelrum, som afsøges af strålerne, og som kan svinges om våbenplaceringen ved hjælp af afbøjningsmekanismen 11. Den mest hensigtsmæssige orientering af aksen afhænger af forholdene, idet den skal være rettet således, at strålerne udbredes i hovedsagen i den retning, hvor mål kan forventes at forekomme. Ved simuleret affyring af et overfladevåben mod mål på land eller havoverfladen, og som befinder sig i sådanne afstande til våbenet, at dette ikke kræver ekstraordinær elevation, kan strålerne feje i det væsentlige vandret og mere eller mindre symmetrisk om en akse, der strækker sig hovedsageligt fra våbnet til et mål. Når våbnet affyres med en høj superelevation, kan det faste vinkelrum, der afsøges af strålerne, til at begynde med have sin symmetriakse parallel med våbenløbets akse i affyringsøjeblikket og derefter svinges nedad, til detektoren 3 modtager reflektioner af stråler, der har ramt et eller flere mål indenfor våbnets forventede skudfelt. Hvis det imaginære projektil er et selvbevægeligt, styret missil, kan symmetriaksen for det afsøgte vinkelrum fastlægges af den beregnede øjeblikkelige flyveretning‘for missilet. Ved simuleret skydning mod luftbårne mål kan symmetriaksen for det faste vinkelområde følge den beregnede trajektorie for på hinanden følgende skud , indtil reflektioner fra et mål modtages af detektoren 3, hvorefter strålesystemet kan fastlåses på mål-reflektoren på kendt måde.

Styringen af den mekanisk definerede strålepositionsfre-kvensakses orientering er en funktion af referenceretnings-tranduceren 22, som kan omfatte gyroorganer, og hvis indgang i fig. 3 er symboliseret ved blokken 13.

Sammenhængen mellem det hypotetiske projektil og stråle» vinkelstillingerne beregnes ved hjælp af et relativ -positionsberegnende kredsløb 23» som modtager indgangsværdier fra 148207 13 et tra jektorieberegnende kredsløb 17 og et målpositionsbe-regnende kredsløb 12.

Trajektorieberegningen for det imaginære projektil 5 skal ske under hensyntagen til placering og bevægelsestilstand for våbnet i det simulerede affyringsøjeblik. På den anden side kan direkte målinger ved hjælp af strålerne 7’ og 7 " kun ske under hensyntagen til våbnets kommende øjeblikkelige placering og bevægelsestilstand. Hvis således våbnet var stationært under affyringen og begynder at bevæge sig under det imaginære projektils bevægelse, eller hvis våbnet var under bevægelse i affyringsøjeblikket og ændrer hastighed og/eller retning under baneberegningen, må der foretages korrektioner for sådanne tilstandsændringer i beregningen i sammenhængen mellem projektilposition og strålevinkelstil-lingeme. En situationsmålende transducer 19 tager hensyn til position og bevægelsestilstand af våbnet i affyringsøjeblikket og frembringer udgangsværdier, som svarer til enhver efterfølgende ændring af disse værdier, hvilke udgangsværdier tilføres det relativ-positionsberegnende kredsløb 23. Indgangsværdier til den situationsmålende transducer 19, som er symboliseret ved blokken 20 i fig. 3, kan tilføres fra gyro-og accelerometerorganer eller fra radiopositions- og retningsbestemmende organer eller på anden passende måde. Det relativ-positionsberegnende kredsløb 23 modtager også indgangsværdier fra referenceretningstransduceren 22, hvis indgangsværdier svarer til orienteringen af den mekanisk definerede stråleakse, således at det positionsberegnende kredsløb 23 ved transformation af koordinater mellem de sammenlignede akser kan frembringe udgangsværdier, som direkte angiver sammenhængen mellem den hypotetiske projektilposition og strålevinkelstillingerne.

Resultaterne af de stadige sammenligninger mellem projektil- og målpositioner, som udføres af det relativ-positionsberegnende kredsløb 23, kan udnyttes og præsenteres på forskellig vis. Resultaterne kan udlæses for skytten direkte 148207 14 på våbenpositionen ved hjælp af et udlæseorgan 24, der er forbundet i parallel med det beregnende kredsløb 23. Positionen af det imaginære projektil i azimuth og elevation kan udlæses enten i relation til målet selv eller i relation til et punkt, som har en forudbestemt relation til målet såsom eksempelvis et optimalt træfpunkt i mållegemet. Under øvelse, hvor bestemmelse af nålafstand og superelevation af våbenløbet bereder væsentlige problemer for skytten, kan positionen af det hypotetiske projektil i forhold til reflektoren 14 udlæses fra det øjeblik, den beregnede projektilpositions elevation er lig med en forudbestemt værdi, og skytten modtager siden information om det punkt, hvor et reelt projektil ville have truffet målet, hvis projektilet var blevet affyret fra det pågældende våben,eller- hvis det ikke ville have ramt-om ihvilken afstand projektilet ville have passeret målet. Afstanden til målet angives foretrukket som elevations- og azimuthafvigelser fra det optimale træfpunkt, hvilke afvigelser er angivet L og S i fig. 2 for det imaginære projektil, som følger banen 16’. Disse elevations- og azimuthafvigelser benyttes, når det imaginære projektil rammer målet eller slår ned bag dette. I tilfælde hvor det imaginære projektil (i banen 16" i fig. 2) slår ned foran målet, vil udlæseorganet 24 hensigtsmæssigt angive afstanden a til målet.

Når sammenhængen mellem det imaginære projektil og målet udlæses fra det øjeblik, det imaginære projektil befinder sig i en beregnet afstand fra våbenplaceringen, som er lig med den målte afstand mellem våbnet og målet - med de ovennævnte kompensationer for våbnets bevægelser efter affyringstidspunktet - vil relationen i træføjeblikket foretrukket blive vist som elevation- og azimuthafvigelser.

Fig. 12 viser en foretrukket udlæsningsform. Sammenhængen mellem det imaginære projektil og målet udlæses i form af et billede, der projiceres i skyttens sigtemidler og repræsenterer i hvert fald den afsluttende del af det imaginære projektils bane 71. Billedet fremkommer som en lysplet, 148207 15 der momentant får forøget intensitet i nedslagsøjeblikket 73. Skytten ser altså projektilbanen, eller i hvert fald den sidste del af banen, som hvis han betragtede et lyssporprojektil. Billedet kan frembringes ved hjælp af et katodestrålerør.

Da skyttens synsfelt gennem sigtemidlerne normalt omfatter det mål 74, mod hvilket han har rettet den simulerede skydning, vil han se nedslagspunktet 73 i forhold til målet og derved opnå information om skydningens resultat.

Af det foregående fremgår, at man ved den foreliggende opfindelse kan opnå en passende og effektiv udlæsning på våbenplaceringen af resultaterne af simuleret skydning, uden man behøver anden udrustning på mållegemerne end en re-troreflektor.

Da sammenhæng mellem et hypotetisk projektils position og stråleposition kan beregnes og udlæses for enhver stråleposition, i hvilken strålen rammer en reflektor, er det indlysende, at hvis stråler og reflektorer blev arrangeret i overensstemmelse med hidtidig sædvanlig praksis, ville forekomsten af et antal reflektorer i det afsøgte målområde kunne give anledning til beregninger på falske reflektorpositioner på grund af et velkendt flertydighedsproblem, som i kendte systemer opstår, når antallet af reflektorer er lig med eller større end antallet af stråler. Den tidligere nævnte ansøgning nr. 845/79 omhandler en løsning af dette problem, hvilken løsning også kan benyttes i den foreliggende sammenhæng.

Ved den foreliggende opfindelse kan man altså opnå omgående og nøjagtig udlæsning på våbenplacering af træfningsresultater. I mange tilfælde er det imidlertid ønskeligt, at udlæsningen også eller i stedet kan foregå på målplaceringen, især under simulerede kamphandlinger, hvor mållegemet er bemandet og selv kan afgive simuleret skydning.

Til opnåelse af dette moduleres afsøgningsstrålerne, og mållegemet forsynes med en stråledetektor 29, der placeres nær reflektoren 14. I det øjeblik en reflektion af en stråle fra en reflektor 14 modtages på våbenplaceringen, moduleres 1482O7 16 strålen med information om sammenhængen mellem det hypotetiske projektils position og den pågældende stråles øjeblikkelige vinkelstilling, og da strålen samtidig rammer detektoren 29 på mållegemet, er den af strålen bårne information tilgængelig på målplaceringen. Normalt sker en sådan transmission imidlertid kun, når den ramte reflektor 14 befinder sig i en afstand fra våbenplaceringen, som er lig med, eller i det væsentlige lig med den momentane beregnede afstand fra våbenplaceringen til det imaginære projektil. Strålen benyttes altså kun til transmission af information, der har praktisk betydning for mållegemet.

Den transmitterede information er i det væsentlige lig med den information, som på våbenplaceringen anvendes til udlæsning af træfresultat, men kan yderligere omfatte information om den anvendte ammunitionstype og en identifikation af det våben, der benyttes.

Foruden det mållegemeapparatur 25, der omfatter detektoren 29» skal udstyret på våbenplaceringen også være forsynet med kodningsudstyr 26, hvormed de udsendte stråler kan moduleres i overensstemmelse med den information, som skal overføres til mållegemet.

Kodningsudstyret 26 har en indgang forbundet til det re-lativ-positionsberegnende kredsløb 25, således at informationer om sammenhæng mellem det imaginære projektils position og målets position kan tilføres strålingerne under en eller få afsøgningsbevægelser, eller efter nedslagsøjeblikket. Kodningsudstyret 26 har også en indgang, som via styrekredsløbet 6 er forbundet til et identitetslager 27. Heri er indeholdt information, som identificerer det våben, som affyres og den ammunitionstype, der anvendes. Lageret 27 er via styrekredsløbet 6 forbundet til ammunitionsvælgeren 18. Endvidere er kodningsudstyret 26 forbundet via styrekredsløbet 6 til et informationslager 28 indeholdende oplysninger, der er knyttet til strålernes momentane vinkelstilling eller til en forudbestemt våbenmålafstand. . Informationslageret kan således- blandt andre ting - sammen med styrekredsløbet hindre transmission af træfinformation til mål, som er så langt til 148207 17 begge sider for det imaginære projektils bane, at information ville være værdiløs. Kodningsudstyret 26 organiserer den information, der skal transmitteres, efter et forudbestemt mønster i et binært ord, som på kendt måde omsættes til en serie af impulser og pauser, med hvilke strålingen fra lasersenderen 2 moduleres.

På mållegemet omsætter detektoren 29 den modulerede laserstråling til et elektrisk signal, som påtrykkes et afkodningsudstyr 30. Det elektriske signal har foretrukkket form,som informationen havde før kodningen i udstyret 26.

Til afkodningsudstyret 30 er forbundet et logisk kredsløb 31 omfattende et portkredsløb, Under visse forudsætninger - der vil blive omtalt senere - lader det logiske kredsløb 31 afkodningsudstyrets 30 udgangssignaler passere til et sårbarhedslager 32 og et resultatberegnende kredsløb 33. Måludstyret omfatter endvidere et udlæseorgan 34 og en inklinationstransducer 35.

Modtagefeltet på mållegemedetektoren 29 er således, at den kan modtage laserstråling fra en våbenplacering vinder alle forventelige skydebetingelser, forudsat at det mållegeme, til hvilket.detektoren er fastgjort, ikke er skjult af våbnet. Endvidere skal detektoren 29 være i stand til at fastlægge retningen, hvorfra den detekterede stråling ankommer. Herfor kan detektoren omfatte flere detektorelementer, som hver har et virkeområde, der er begrænset til en del af det samlede modtageområde.

I sårbarhedslageret 32 findes i form af en tabel numeriske værdier, som angiver sårbarheden af hver del af mållegemet for træffere med en forudbestemt projektiltype, idet mållegemet ses fra hver af de retninger, som dækkes af et detektorelement. Lageret 32 indeholder således repræsentationer af mållegemet, som den i fig. 10 viste, der angiver sideprofilen 36 af en kampvogn, som er opdelt i zoner 37 med forskellig sårbarhed. Til hver zone er tildelt et tal, som angiver den pågældende zones relative sårbarhed. Tallet nul i fig. 10 angiver således en zone udenfor mållegemet, medens andre zoner er tildelt tallene 1-15 efter stigende 148207 18 sårbarhed.

På basis af den information, som er indeholdt i strålemodulationen og informationen i sårbarhedslageret 32, kan beregningskredsløbet33 :bestemme virkningen, der ville opnås, hvis et virkeligt projektil af den type, som skytten har valgt, fulgte den beregnede bane for det imaginære projektil og traf mållegemet. Da værdierne i sårbarhedslageret 32 er baseret på, at mållegemet indtager sin normale vandrette position, må der tages hensyn til en eventuel skråhed eller hældning af mållegemet i træføjeblikket ved beregningerne i kredsløbet 33, hvorfor dette modtager et indgangssignal fra inklinationstransduceren 35. Denne har foretrukket to kanaler, nemlig en for hældning i længderetningen og en for sidehældning.

Udgangssignalerne fra det beregnende kredsløb 33 påtrykkes et udlæseorgan 34 af passende type, Er mållegemet bemandet, kan resultaterne fremvises for mandskabet, eksempelvis på et panel. Mållegemet kan endvidere være forsynet med udstyr, der kan simulere den skade, det imaginære projektil har forvoldt. Eksempelvis kan, hvis mållegemet er en kampvogn, denne være udstyret med organer, der stopper fremdriften, hvis drivmekanismen sættes ud af funktion. For skytten på våbenplaceringen kan virkningen på mållegemet af hans skydning symboliseres ved eksempelvis røgskyer eller lysglimt eller ved pyrotekniske mekanismer anbragt uden på mållegemet.

Når træfvirkningen bestemmes på målplaceringen, kan den foreliggende opfindelse anvendes til udvikling af defensive foranstaltninger. Fig. 13 viser tre detektor-reflektorpar 76, 77 og 78 - hver svarende til en detektor 29 og den nærliggende reflektor 14 i fig. 3 - placeret på den ene side af et mållegeme, som her er illustreret som en kampvogn 75.

Ved denne placering kan det automatisk beregnes på målplaceringen, om en del af eller hele mållegemet er beskyttet mod simuleret våbenild, der rettes mod målet. Hvis eksempelvis stråling modtages af detektoren 76, men ikke af detektorerne 148207 19 77 og 78, er den nedre del af mållegemet skjult af eksempelvis mellemliggende terrængenstande, og derfor umulig at ramme.

Det er indlysende, at findes der flere reflektor-detektor-par 14,29 i en given afstand fra våbenplaceringen og det område, der afsøges af strålerne, kan de alle modtage træfinformation, medmindre transmissionen heraf begrænses til eksempelvis et vist vinkelrum om aksen for den imaginære projektilbane. For at hver detektor 29 kun skal modtage relevant information, moduleres hver stråle kun i perioder, hvor detektoren på våbenplaceringen modtager reflektioner fra det mållegeme, for hvilket informationen gælder, og det logiske kredsløb 31 er således udformet, at det kun accepterer information, hvis den er tilføjet alle stråler i et forudbestemt tidsinterval, som har en varighed, der mindst er lig med en fuldstændig afsøgningsperiodes varighed (jf. ansøgning nr. 847/79).

Under visse betingelser er det hensigtsmæssigt, at strålerne bevæges i en fast indbyrdes sammenhæng, som vist i fig.

8. Dette tillader anvendelse af en meget simpel afbøjningsmekanisme 11. Ved det i fig. 8 anskueliggjorte arrangement danner de to strålers 49 og 50 længere tværsnitdimensioner forskellige vinkler med vandret, og de bevæges i en vandret afsøgningsbevægelse, som antydet ved pilene 51. Det afsøgte rum 52 bliver således i det væsentlige langstrakt i vandret retning, dvs. særlig egnet for samvirke med mål, der er bundet til jord- eller havoverfladen. Der er imidlertid ved det i fig. 8 viste arrangement områder 53 og 54 på begge sider af området 52, som kun afsøges af den ene af de to stråler. Forekomsten af reflektorer i rummene 53 og 54 kan vanskeliggøre beregningerne i kredsløbet 12 noget. Naturligvis kan der ikke til legemer i rummene 53 og 54 afleveres information, da den grundliggende betingelse - at sådan information modtages på begge stråler 49,50 i løbet af et forudbestemt tidsinterval"ikke er opfyldt. Denne ulempe kan undgås ved anvendelse af en skærm, foretrukket placeret i et indre bil-ledplan, til afmaskning af de rum 53,54, der kun afsøges af den ene af de to stråler 49,50.

148207 20

Ved det i fig. 8 viste arrangement kan reflektion fra enhver af strålerne modtages i våbenplaceringen 1 af den detektorkanal, som er tilordnet den anden stråle. For at hindre dette kan detektoren 3, som vist i fig. 7, have svarfelter eller afsøgningsvinduer 55 og 56, der i det væsentlige er tilpasset tværsnitsform- og størrelse af én af strålerne 49 henholdsvis 50, og som bevæges med den tilordnede stråle. Fig. 7 viser strålerne 49 og 50 med de tilhørende detektorvinduer 55 henholdsvis 56, som set i et snit vinkelret på strålingens udbredelsesretning i en vilkårlig afstand foran våbenplaceringen 1. Det er indlysende, at vinduerne 55 og 56 kan defineres ved hjælp af afsøgningsorganer for hver detektorkanal, hvorhos afsøgningsområdet for hver kanal begrænses til i det væsentlige samme del af området, som belyses af den respektive stråle 49 eller 50.

Anvendelsen af begrænsede afsøgningsvinduer giver endvidere bedre signal-støjforhold og dermed større følsomhed og rækkevidde, end hvis detektoren 3 havde et enkelt modtagefelt, som dækker begge stråler eller hele det område, der afsøges af strålerne.

For at mindske mulighed for at information afgives til mål, for hvilke informationen ikke er beregnet, kan flere end to stråler benyttes til at afsøge målområdet.

Fig. 9 viser således et strålearrangement, hvor tre stråler 57,58 og 59 benyttes. De tre strålers respektive længere tværsnitsdimension danner forskellige vinkler med vandret, og strålerne bevæges i en fælles retning på tværs af den længere tværsnitsdimension, dvs. vandret. Til hver stråle 57,58 og 59 er tilordnet et afsøgningsvindue 60,61 henholdsvis 62. Et sådant arrangement letter muligheden for at skelne mellem reflektorer, nedsætter muligheden for falske reflektorpositioner og øger selektiviteten af informationstransmissionen.

Ved bestemmelse af træfvirkning ved simuleret ild fra tvinge våben er det sædvanligvis hensigtsmæssigt for så vidt angår skydningens realisme, at beregningen af den imaginære 148207 .21 projektilbane sker i sand tid, dvs. med en hastighed, som i det væsentlige svarer til bevægelse langs banen af et virkeligt projektil. I forbindelse med simuleret skydning med visse projektiler er en sand tidsberegning af projektilbanen ikke hensigtsmæssig. Dette kan også være tilfældet ved luft-til- jordskydning eller ved skydning med visse mobile våben, hvor våbnet hastigt drejes bort fra målet efter den simulerede affyring, således at strålerne ikke kan afsøge målreflektoren til det tidspunkt, der svarer til, at projektilet rammer målet.

I sådanne tilfælde kan man, i stedet for at måle målpositionen under den virkelige flyvetid for det imaginære projektil, følge den i fig. 11 viste procedure. Her antages, at et våben 63 rettes mod et mål 64, der er under bevægelse i pilens 65 retning. I affyringsøjeblikket foretages på våbenplaceringen en måling, som tidligere beskrevet, af positionen i forhold til våbenplaceringen 63 for en reflektor 14 på mållegemet 64 svarende til sigtelinien 66. Ved en måling kort tid efter viser det sig, at sigtelininen har flyttet sig til den position, der er betegnet 67 i fig. 11. Af denne erkendelse kan der foretages en entydig beregning af en forudsagt position for mållegemet ved afslutningen af den beregnede projektilbane. Denne forudsagte position ligger på linien 68. Den forudsagte position kan sammenlignes med en beregnet position af det imaginære projektil bestemt ved en fremskyndet beregning. Ved den i fig. 11 viste situation viser beregningerne, at det imaginære projektil vil afslutte sin bane i et nedslagspunkt 70 foran den forudsagte målposition. Dette svarer til, at skytten har sigtet for meget foran målet 64. Da beregningen af både forudsagt målposition og nedslagspunkt i forhold til hinanden kan foretages meget hurtigt, kan resultatet af det simulerede skud udlæses direkte for skytten og overføres til mållegemet.

Det er hidtil blevet antaget, at der var tale om simuleret enkeltskud. Opfindelsen kan også anvendes i forbindelse med simuleret automatskydning. Herfor benyttes kredsløbet 17 148207 22 til at frembringe signaler, som svarer til den beregnede bane for hvert af de på hinanden følgende projektiler.

Der kan altså være tale om samtidig beregning af to eller flere baner. Fig. 14 viser de beregnede baner I og II for et første og et andet projektil, som afgives hurtigt efter hinanden, i relation til tre mållegemer x, y og z i et målområde 79. I punkterne I og II har projektiler, som føl- Λ Λ ger banerne I og II, samme afstand til våbnet som målet x, i punkterne Iy og IIy har projektilerne samme afstand til våbnet som målet y, og i punktet I har projektilet, som følger bane I, samme afstand til våbnet som målet z. Projektilernes afstand til målet beregnes i den kronologiske orden, som projektilerne når de respektive positioner.

Elevations- og azimuthafvigelser for projektilerne fra målene vil således blive beregnet i rækkefølgen I__, I , II„, II.r, λ y x y

V

Selv om laserstråling er særlig egnet ved udøvelse af den foreliggende opfindelse, er det indlysende, at man kan anvende enhver optisk stråling, der kan moduleres. Det er imidlertid fordelagtigt, at strålingen er så vidt mulig monokromatisk, således at smalbånds optiske filtre kan benyttes i detektorerne 3,29 til at undertrykke baggrundsstråling og give systemet stor følsomhed.

Claims (9)

148207

1. Fremgangsmåde til simuleret øvelsesskydning med stråling fra et våben mod et mål, der er forsynet med en reflektor, hvormed stråling, såsom eksempelvis laserstråling, kastes tilbage i den modsatte retning, af hvilken den rammer reflektoren, ved hvilken fremgangsmåde man fra våbnet udsender stråling i form af mindst to vifteformede stråler, der hver har en længere tværsnitsdimension, som vokser med voksende afstand fra våbnet og en kortere tværsnitdimension vinkelret på den længere, hvorhos enhver stråles længere dimension danner vinkler med enhver anden stråles længere dimension, og hvor hver af de mindst to stråler bevæges i det væsentlige på tværs af sin længere dimension i en afsøgning af et fast vinkelrum, som har toppunkt i våbnet, og ved hvilken fremgangsmåde man, hver gang en stråle kastes tilbage til våbnet fra den nævnte reflektor på målet, frembringer et udgangssignal, som omfatter en afstandsværdi, som bestemmes på basis af den tid, som forløber, fra strålingen udsendes, til strålingen modtages ved våbnet og er en funktion af afstanden mellem målet og våbnet, og en strålevinkelværdi, som er en funktion af den øjeblikkelige vinkelstillings værdi for strålen i forhold til en forud fastsat akse, der strækker sig fra våbnet, kendetegnet ved, at man begyndende i øjeblikket for den simulerede affyring af våbnet genererer positioner i en beregnet bane, som i det væsentlige modsvarer positioner, et virkeligt projektil ville have i sin bane til på hinanden følgende tidspunkter, hvis det var affyret fra våbnet i det simulerede affyringsøjeblik, hvilken baneberegning omfatter bestemmelse af afstand til projektilet i nævnte positioner, og således sammenlignelig med den nævnte bestemte afstandsværdi for den reflekterede stråle, og bestemmelse af andre positionsangivelser henført til den nævnte forud fastsatte akse, så de. er sammenlignelige med mindst en af de andre bestemte vinkelstillingsværdier, og at man løbende sammenligner en af de målte værdier med den dermed sammenlignelige beregnede værdi, og at man, når en forud fastsat relation mellem disse 148207 forekommer, sammenligner de øvrige værdier til bestemmelse af træf virkningen.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man løbende sammenligner afstandsværdier.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man løbende sammenligner elevationer.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegn-e t ved, at man foretager de nævnte sammenligninger ved våbnet.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1-4, og hvor en detektor for den anvendte stråling er placeret på målet nær reflektoren, kendetegnet ved, at man, hver gang re-flektion af en stråle modtages på våbnet, ved modulering tilfører den pågældende stråle information svarende til relationerne mellem de målte og de beregnede værdier, så bestemmelse af træfvirkningen kan ske i målet.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 5, hvor afsøgningen af vihkelrummet sker i afsøgningsperioder af forud fastsat varighed, kendetegnet ved, at man i målet alene accepterer den tilførte information under den forudsætning, at informationen modtages på alle de anvendte stråler i løbet af en forud fastsat periode af en varighed, der ikke er mindre end varigheden af en afsøgningsperiode.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at man modificerer de målte eller de beregnede værdier under hensyntagen til ændringer af våbenplacering og/ eller våbenløbets akseorientering efter det simulerede affyringsøjeblik.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 1, hvor hurtig skydning med våbnet simuleres ved generering i løbet af enperiode efter skydningens igangsættelse af flere beregnede projektilbaner, som påbegyndes successivt, og af hvilke nogle først påbegyndes, medens generering af andre fortsætter, og hvor tilbagekastet stråling kan blive modtaget ved våbnet fra flere reflektorer i den nævnte periode, kendetegnet ved, at man ved våbnet sammenligner alle de beregnede afstands- 148207 værdier med alle de målte afstandsværdier, og at man, efterhånden som den "beregnede afstandsværdi for hver af de beregnede baner bliver lig med en målt afstandsværdi, frembringer et udgangssignal, der angiver relationen mellem de andre beregnede positionsværdier for den pågældende bane med de samtidigt forekommende strålevinkelværdier.

9. Apparat til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 til simuleret øvelsesskydning med stråling fra et våben og omfattende en strålesender på våbnet, et mål med en reflektor, hvormed stråling kastes tilbage i den modsatte retning, af hvilken den rammer reflektoren, samt en stråledetektor på våbnet, der er indrettet til at modtage stråling, der kastes tilbage til våbnet, stråledannende organer, som med strålesenderen frembringer et antal vifteformede stråler, som hver er langstrakte i en retning vinkelret på udbredelsesretningen, og hvor den længere tværsnitsdimension af hver stråle danner en vinkel med enhver anden stråles længere dimension, strålebevægende organer, hvormed hver stråle kan bevæges i en fejende afsøgningsbevægelse hovedsagelig på tværs af strålens længere tværsnitsdimension, hvorved strålebevægelserne er samordnet i en afsøgningsperiode, styrekredsløb forbundet til våbnets affyringsmekanisme og til strålesenderen for iværksætning af en følge af gentagne afsøgningsperioder ved simuleret affyring af våbnet, målaf s tandsberegnende organer forbundet til strålesenderen og til detektoren til frembringelse under hver afsøgningsperiode af et udgangssignal, som svarer til en funktion af afstanden mellem målet og våbnet, strålepositionsmålende organer forbundet til detektoren og de strålebevægende organer til frembringelse under hver afsøgningsperiode af udgangssignaler, som svarer til funktionen af hver stråles vinkelstilling, i det øjeblik den pågældende stråle kastes tilbage fra reflektoren og modtages af detektoren, kendetegnet ved at omfatte organer til beregning af imaginære projektil baner og forbundet til styrekredsløbet til frembringelse af en projektil-