DK154487B - Anordning til stramning af en ankerline - Google Patents

Description

DK 154487 B

Den foreliggende opfindelse angår en anordning til stramning af en ankerline, der ved hjælp af en neddykket én-vejslinegennemføringsmeka-nisme er forbundet med en eller flere liner, der er udlagt og forankret som modpart til ankerlinen, hvorhos én-vejslinegennemføringsmekanismen 5 er udformet på en sådan måde, at den tillader ankerlinen at passere i strammeretningen, men blokerer tilbagegående bevægelse af ankerlinen i slækkeretningen.

Der kendes en anordning af denne art fra beskrivelsen til USA patent nr. 3386407. Ifølge denne kendte teknik består én-vejslinegennem-10 føringsmekanismen af en cylindrisk skive, hvori der findes passager til ankerliner. Den kendte anordning virker på følgende måde:

Fra et ankerudlægningsskib udlægges der flere ankre med hver sin ankerline. De pågældende ankre sænkes lodret ned fra udlægningsskibet og trænger ned i havbunden, idet de stort set har spydform. Ankrene 15 anbringes i havbunden i et passende mønster, f.eks. i form af en trekant. Sådanne ankre er imidlertid ikke særligt modstandsdygtige overfor opadgående træk, hvorimod de er meget modstandsdygtige overfor siderettede træk. For at opnå et sådant siderettet træk sænkes linegennemføringsmekanismen ned langs ankerlinerne, idet disse føres gennem huller i linegen-20 nemføringsmekanismen. Når dette har nået havbunden, kan linerne hales stort set tot, hvorved de parter, der forløber fra linegennemføringsmekanismen og ud til de enkelte ankre, kommer til at strække sig radialt udefter fra linegennemføringsmekanismen. Derefter sænkes der klemmepatroner ned langs hver ankerline, og disse klemmepatroner vil, styret af anker-25 linerne, blive anbragt i linegennemføringsmekanismens huller. Nu vil klemme-kæber i klemmepatronerne bevirke, at de parter af ankerlinerne, der forløber fra linegennemføringsmekanismen og ud til de enkelte ankre, ikke kan forlænges ved, at der trækkes yderligere ankerline gennem linegennemføringsmekanismen, idet klemmepatronernes klemkæber forhindrer dette.

30 Følgelig vil det træk, som en forankringsbøje eller et forankret skib udøver i de stort set lodrette parter af ankerlinerne, blive omdannet til stort set vandrette træk i de ankerlineparter, der strækker sig ud til de lodret stående ankre, hvorved disse bliver påvirket af siderettede kræfter ved træk i de lodrette parter af ankerlinerne.

35 Denne kendte teknik forudsætter, at ankerlinerne fra samtlige ankre passerer gennem linegennemføringsmekanismen og op til forank-

DK 154487 B

2 ringsbøjen eller det forankrede skib.

For at opnå, at et såkaldt slæbeanker får en stor holdekraft, er det kendt at slæbe ankeret et stykke hen langs havbunden, hvorved det opnås, at ankerets nedtrængning i havbunden forøges. Under begyn-5 dende slæbning, hvor ankeret ikke er trængt særligt dybt ned i havbunden, er den kraft, der skal til for at slæbe ankeret, eller "slipkraften" forholdsvis lille, men efterhånden som slæbevejen stiger, forøges ankerets nedtrængningsdybde, og dermed forøges også holdekraften. Når ankeret har opnået en maksimal indtrængningsdybde i havbunden, vil 10 holdekraften være maksimal, og der vil nu fremkomme en konstant slæbning eller et konstant slip. Ankeret må naturligvis, når det tjener som forankring, ikke udvise noget slip, og dette er ensbetydende med, at den kraft, hvormed ankeret påvirkes, skal holdes under den i det foregående nævnte maksimale påvirkningskraft, der medfører konstant slip. Det er 15 kendt at opnå en sådan "forforankring" af anker af den omhandlede art ved at lade et skib slæbe det pågældende anker hen over havbunden for at forøge ankerets nedtrængningsdybde til den maksimale, men dette kræver, at udlægningsfartøjet enten er meget kraftigt, eller at det har et kraftigt spil om bord, og hertil kommer yderligere, at da slæbekraften 20 skal overføres via ankerets ankerline eller -kæde, er dette forberedende arbejde til opnåelse af stor holdekraft for ankrene vanskeligt.

Det er formålet med den foreliggende opfindelse at anvise en anordning af den indledningsvis nævnte art, ved hjælp af hvilken det på simpel måde er muligt at tilvejebringe den i det foregående forklarede 25 nedtrængning af ankre i havbunden og samtidig at opnå, at der mellem linegennemføringsmekanismen og forankringsbøjen eller skibet kun kræves en enkelt ankerlinepart, og dette opnås ifølge opfindelsen ved, at den nævnte én-vejslinegennemføringsmekanisme enten er udformet som en kædestrammer med indvendig krum rørform, der er forsynet med blokeringsorganer, 30 f.eks. en fjederbelastet pal, der er indrettet til på fjedrende måde at bevæge sig bort fra banen for en gennem kædestrammeren forløbende kæde, der bevæges i strammeretningen for derefter ved fjederkraft at bevæge sig tilbage foran det efterfølgende kædeled, hvilken kædestrammer er forsynet med i det mindste ét fastgørelsesøje ved den krumme rørforms 35 udvendige krumning for fastgørelse af en eller flere yderligere ankerkæder eller ankertove; eller: at den nævnte én-vejslinegennemføringsmekanisme er udformet som / 3 ί ni/ '1 U /; /i O r7 o · Ui\ i a Lt^ O / O £ en tovstrammer, der er forsynet med et eller flere tovkraftpåvirknings-organer med kamme, over hvilke en fjederbelastet pal på fjedrende måde kan passere, når et ankertov bevæges i strammeretningen, men som tilvejebringer blokering, når tovet bevæges i den modsatte retning.

5 Herved opnås, at den i det foregående forklarede forberedelse af ankre til opnåelse af en stor holdekraft simplificeres. Når nemlig den gennem kædestrammeren gående ankerkæde eller det gennem tovstrammeren gående ankertov hales opefter, efter at det pågældende ankers og dettes modanker eller modankre er blevet udlagt, vil ankerkæden eller ankertovet 10 passere gennem kædestrammeren eller tovstrammeren, og når denne ankerkæde eller dette ankertov er halet tot, vil der på de ankre, der er forbundet med det pågældende ankertov eller den pågældende ankerline, og det eller de ankre, der er forbundet med kædestrammeren eller tovstrammeren, blive påvirket til slæbning hen over havbunden, hvorved I5 de vil trænge ned i havbunden. Efterhånden vil den vinkel, som de med ankrene forbundne parter danner med havbunden, stige, og derved vil slæbekraften på ankrene formindskes. Ved imidlertid nu at slække på den gennem kædestrammeren gående ankerkæde eller det gennem tovstrammeren gående ankertov, vil kædestrammeren eller tovstrammeren på ny bevæge 20 sig nedefter mod havbunden, hvorved den vinkel, som de med ankrene forbundne parter danner med havbunden, vil aftage, og nu kan der ved igen at foretage indhaling af ankerkæden eller ankertovet, som går gennem kædestrammeren eller tovstrammeren, tilvejebringes en yderligere slæbning af ankrene langs havbunden til yderligere forøgelse af ankrenes nedtræng-25 ningsdybde, hvorved disses holdekraft yderligere forøges. På denne måde kan der fortsættes, indtil der opnås "kontinuerligt" slip af ankrene, og man véd nu, at disse har deres maksimale holdekraft. Den gennem kædestrammeren gående ankerkæde eller det gennem tovstrammeren gående ankertov kan nu anvendes til fortøjning, og man véd, at hvis den i det 30 foregående omtalte maksimale holdekraft ikke overskrides, vil der ikke ske nogen slæbning, skridning eller noget slip af ankrene, idet dette først vil fremkomme, når den maksimale holdekraft fremkommer.

Opfindelsen skal herefter forklares nærmere under henvisning til tegningen, hvor 35 fig. 1 illustrerer en ny fremgangsmåde ved udlægning og stramning af en ankerline,

DK 154487B

'4 ν'· fv/ • * fig. 1A et billede til belysning af virkemåden, fig. 2 et billede delvis i snit af en udførelsesform for en kædestrammer, fig. 3 en graf, hvis ordinat angiver ankerets holdekraft, og hvis 5 abscisse angiver den vej, et anker slæbes under stigende træk kraft på dette, fig. 4A og 4B skematisk, hvorledes en tovstrammer er konstrueret og virker, og fig. 5 og 5A et spændingsbegrænsende organ til en kædestrammer.

10 Til forøgelse af ankerets nedtrængningsdybde og dermed dets holde kraft har det hidtil kun været muligt at opnå dette ved at slæbe ankeret hen over havbunden, enten ved hjælp af trækkraften fra et udlægningsfartøj eller ved indhaling ved hjælp af et spil om bord på fartøjet. Dette kræver imidlertid, at der sker slæbning af hvert enkelt af de ankre, der 15 skal indgå i en forankring med flere ankre, og der skal på hvert enkelt anker på den beskrevne måde udøves en slæbekraft, der er meget stor.

Til på simpel måde at opnå en stor trækkraft på ankrene anvendes det samme princip, som anvendes, når et tov anbringes omkring en pakke, når tovets ene ende forsynes med et øje, og tovets anden ende efter at 20 være ført omkring pakken føres igennem øjet. Ved nu at trække i den gennem øjet førte ende af tovet opnås der store kræfter i de parter at tovet, som forløber fra øjet og mod pakken under forudsætning af, at disse parter danner en lille vinkel i forhold til den hosværende side af pakken.

25 I fig. 1 betegner 2 et fartøj, 3 et spil, 4 en kædestrammer, og 1,1 betegner to slæbeankre. Det ene anker er ved hjælp af en ankerkæde A,B, der går gennem kædestrammeren 4, forbundet med fartøjet.

Det andet anker er ved hjælp af en kæde eller et tov C forbundet med kædestrammeren 4. Dette sidstnævnte anker tjener som modanker til det 30 anker 1, som er forbundet med kæden A,B. Det skal imidlertid bemærkes, at der i arrangementet kan indgå flere modankre. Ved begyndende indhaling af den part B af ankerkæden, som forløber fra fartøjet og gennem kædestrammeren 4, hales den part A, der forløber fra kædestrammeren 4 til ankeret 1, tot, og det samme gælder den kæde eller det tov C, der 35 forløber fra kædestrammeren og til modankeret. Herunder vil kæden A,B bevæge sig gennem kædestrammeren 4, nemlig i retning mod indhalingsspillet 3. Når parterne A og C strammes, vil yderligere indhaling ved hjælp

DK 154487B

5 af spillet bevirke, at ankrene bevæger sig mod hinanden og derigennem i nogen grad trænger ned i havbunden. Under denne operation kan fartøjet sejle i retning mod det anker, der er forbundet med kæden A,B. Parten A'ér forhindret i at bevæge sig i den modsatte retning gennem kædestramme-5 ren 4, idet denne er forsynet med én-vejsblokeringsorganer, nemlig i form af en fjederbelastet pal 6, der er anbragt i kædestrammeren 4's ankerkædepassage (jfr. fig. 2). På grund af disse blokeringsorganer kan parten A's længde ikke stige, men kun aftage, således at afstanden mellem ankrene kun kan aftage. Nedtrængningen af ankrene og passagen af parten 10 A gennem kædestrammeren 4 vil fortsætte, indtil kræfterne i parten A og kædet eller tovet C er blevet så store, at kædestrammeren trækkes opefter sammen med parten B. Som følge af den opadgående forskydning af samle-punktet (d.v.s. kædestrammeren 4) mellem parterne A og C bevæger de to ankre sig på ny mod hinanden, samtidig med at de trænger dybere ned i 15 havbunden og opbygger holdekraft. Når kræfterne i parterne A, B og C har nået en ligevægtstilstand (og også den maksimale lodrette trækkraft er nået), affires parten B, og nu vil kædestrammeren 4 glide ned langs kæden A,B, idet de tidligere nævnte blokeringsorganer virker i den modsatte retning. Når kædestrammeren er gledet ned langs kæden A,B og har 20 nået havbunden, gentages den i det foregående forklarede procedure, hvilket medfører en fortsat nedtrængning af ankrene i havbunden. Tilstedeværelsen af kædestrammeren som et mødepunkt for tovet eller kæden C og parterne A og B nær ved havbunden resulterer i kræfter i parten A og tovet eller kæden C med en stor vandret komposant, hvilket er meget 25 gunstigt, hvad angår nedtrængningen af ankrene i havbunden. Medens der tidligere krævedes ankerkæder eller -tove med stor længde for at opnå en bestemt vandret trækkraft på ankrene, opnås der ved anvendelse af en kædestrammer eller en tovstrammer ifølge den foreliggende opfindelse en væsentlig formindskelse, hvad angår længden af ankerkæderne eller an-30 kertovene. Som følge af den fortsatte nedtrængning af ankrene, hver gang parten B hales opefter, vil ankrenes holdekræfter forøges, og følgelig vil den dybde, ved hvilken den i det foregående omtalte ligevægtstilstand opnås, stige ved hver indhaling. Som følge heraf vil de vandrette kraftkomposanter i parten A og kæden eller tovet C stige og endog 35 blive større end den lodrette ophalingskraft.

Ved enkeltpunktsfortøjringsarrangementer til store tankskibe, som 6

DK 154437 B

anvendes off-shore, bevæges de (for det meste seks) ankre, der anvendes til forankringsarrangementet ofte i havbunden forud for forbindelse af ankertovene eller ankerkæderne med forankringskonstruktionen ved havoverfladen. På grund af denne nedtrængning af ankrene kan disse give en 5 bestemt holdekraft, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis ankrene blev anvendt umiddelbart, som de var udlagt.

Når der imidlertid tilvejebringes en nedtrængning af ankrene som forklaret i det foregående, sikres det, at de virkelig vil være i stand til at opfylde de krav, der stilles til dem. Indtil nu er denne ankerned-10 trængning blevet tilvejebragt f.eks. ved hjælp af arbejdsfartøjet, der udlægger ankrene, men den trækkraft, som propellerne på sådanne fartøjer er i stand til at udøve, er imidlertid ikke større end mellem ca. 100 og 120 t, hvorimod der normalt kræves langt større kræfter til opnåelse af den fornødne ankerindtrængning.

15 Tendensen i den senere tid går mod stadig større holdekræfter, nemlig 500 til 1000 t og endnu større. Dette kan opnås ved hjælp af hydrauliske trækarrangementer, men disse skal være meget store og kraftige og dermed dyre.

Arbejdsskibene, der for det meste har spil med en kapacitet på 20 100 til 120 t om bord, kan ved hjælp af det i det foregående forklarede arrangement meget let opnå meget store holdekræfter.

Vinklen mellem havbundens plan og retningen af den trækkraft, der udøves på et anker, kan andrage indtil f.eks. 6-8° (for et Stevin-anker ifølge hollandsk patent nr. 151034). Ved anvendelse af strammeren 25 ifølge den foreliggende opfindelse kan vinklen mellem et vandret plan gennem strammeren og retningen af den trækkraft, der udøves på parten mellem strammeren og forankringskonstruktionen ved havoverfladen, være 45° eller endog mere. Derfor er det også muligt at efterlade strammeren neddykket, efter at stramningen er blevet afsluttet, således at kun en 30 enkelt part udgør forbindelsen mellem forankringskonstruktionen ved havoverfladen og strammeren, fordi forankringskonstruktionens bevægelsesfrihed er væsentligt formindsket i vandret retning på grund af den nævnte store vinkel (45° eller mere).

Af ligevægtsgrunde vil kræfterne i parterne A og C stige, 35 efterhånden som parten B bliver stejlere. Med stigende kræfter i parten A og kæden eller tovet C vil de dermed forbundne ankre trænge dybere

DK 154487 B

7 ned og således tilvejebringe større holdekræfter. En af de vigtigste anvendelser indenfor denne gren af teknikken kan være forankring ved meget store dybder.

Tilvejebringelse af nedtrængning af et anker ved en dybde på 1800 m 5 i overensstemmelse med OTEC (Ocean Terminal Energy Convention) vil medføre meget store vanskeligheder, fordi det tov eller den kæde, der skal anvendes til slæbning af ankeret, skal udøve en i det væsentlige vandret kraft på ankeret, og følgelig vil en sådan kæde eller et sådant tov blive uacceptabelt langt og dermed have en meget væsentlig vægt, 10 som vil gøre det meget vanskeligt at håndtere dem.

Arbejdsprincippet for kædestrammeren 4 er som følger (se fig. 1A): Kædestrammeren 4 forbindes fast med et anker J1 ved hjælp af en line H (kæde eller tov).

En kæde G, der er forbundet med et anker J2, trækkes gennem 15 kædestrammeren 4. Når kraften i kædeparten B bliver større end kraften i linen H, vil kæden G eller 5 (i fig. 2) få tendens til at glide tilbage.

Dette forhindres ved hjælp af en pal 6, der ved hjælp af en fjeder automatisk snapper ud.

For ankerforankringsinstallationen er opnåelsen af store trækkræfter 20 meget vigtig.

I fig. 3 er der skitseret en graf, hvor ankerets slip (bevægelse i forhold til havbunden) er afsat vandret, og holdekraften er afsat lodret.

Et ankers holdekraft kan defineres som den modstand, det pågældende anker udøver mod en trækkraft, der udøves på det pågældende anker.

25 Holdekraften er begrænset til et maksimum ved kontinuerlig slip eller kontinuerlig slæbning langs havbunden. Når den maksimale holdekraft overskrides, er ankeret ikke længere i stand til at modstå den store trækkraft og slæbes i trækretningen. For at begrænse slippet eller slæbningen bør man befinde sig langt under dette maksimum, f.eks. ved et punkt V, der 30 svarer til den halve slipvej, d.v.s. halvdelen af den strækning, et anker skal slæbes (trænges nedefter i havbunden), før tilstanden med kontinuerligt slip eller medslæbning fremkommer.

Hvis der er sket forspænding ved den i det foregående forklarede nedtrængning af ankeret, nemlig således at slæbevejen for det i havbun-35 den nedtrængende anker vil nå punktet V (fig. 3), vil ankeret kun blive slæbt yderligere, når det påtrykkes en kraft, der overstiger den oprindelige forspændingskraft. Hvis trækkraften under anvendelsen 8

Π!/ Ί u A ,i07D ! * ' . ϊ ‘10 / D

holdes under den kraft, der svarer til punktet V, f.eks. punktet K, vil der ikke fremkomme nogen slæbning af ankeret.

Ved en stor dybde er det uden vimpelwirer (pennant-wires) ikke længere muligt at bryde ankeret løst efter dets nedtrængning og at trække 5 det op. Følgelig bør en sådan wire altid være forbundet med det ene af de to ankre. Det skal bemærkes, at en vimpelwire (pennant-wire) er det almindelige udtryk for en line, der forbinder et anker med en bøje ved havoverfladen. Ved at trække i vimpelwiren vil der blive udøvet en opadgående kraft på ankeret, som befinder sig nedtrængt i havbunden, 10 og ved hjælp af en sådan wire kan det pågældende anker løftes, uden at det er nødvendigt at overskride ankerets aktuelle holdekraft (der udøves i stort set vandret retning). Følgelig vil der altid skulle forblive en vimpelwire forbundet med et af de to ankre.

Dette kan forhindres ved hjælp af den i fig. 1A skitserede frem-15 gangsmåde.

Til udløsning af vimpelwiren L lader man en frakoblingsring glide ned langs linen, som i fig. 1A skematisk viser, til frakobling af wiren L.

For nu at trække ankersystemet op lader man en fangmekanisme 20 w, der er forbundet med en wire T, glide ned langs tovparten B, indtil den fanger en ring D. Denne ring D er forbundet med ankeret J2 ved hjælp af en wire E. Ved at trække i wiren T og derved fremtvinge løftning af ringen D vil wiren E blive halet tot. Når parten B er frigjort, vil yderligere træk i wiren T medføre, at der udøves en 25 opadgående kraft ved hjælp af wiren E på ankeret J2, hvilket bevirker, at ankeret hales ud af havbunden.

Fig. 4A og UB viser forskellige tilstande a - g af en tovstrammer 8 ifølge den foreliggende opfindelse, der virker på tilsvarende måde som den tidligere beskrevne og forklarede kædestrammer. Tovstrammeren 30 har et hus 9, hvori der svingeligt er anbragt tovkraftpåvirkningsorga-ner 10. Tovkraftpåvirkningsorganerne 10 er forsynet med en eller flere kamme, mod hver af hvilke en fjederpåvirket pal 6 stoppes, før de udløses, hvilket kan ske ved fjernstyring. Tovstrammeren 9 er yderligere forsynet med en lås 12, ved hjælp af hvilken palen 6 kan gøres inaktiv.

35 Fjernstyringen kan tilvejebringes ved hjælp af trykimpulser fra et fluid eller ved hjælp af elektriske impulser til betjening af låsen 12 og

DK 154487 B

9 palen 6. I fig. 4A og fig. 4B viser delfigurerne a, b og c det tilfælde, hvor ankertovet bevæges til venstre, og kabelkraftpåvirkningsorganerne 10 og kammene 11, der frit kan dreje palen 6 i denne retning, kan også bevæges i den retning, hvori ankertovet trækkes, uden at der sker nogen 5 standsning af ankertovet. Palen 6 er fjederkraftpåvirket til dens viste stilling, således at den vender tilbage til denne stilling, hver gang den har givet efter.

I delfigurerne d og e er palen 6 i indgreb med henholdsvis den ene og den anden af tovkraftpåvirkningsorganerne 10, og følgelig vil disse 10 blive presset mod tovet, når dette påvirkes i retning til højre i de nævnte delfigurer, hvorved tovet fastholdes.

Hvis det ønskes, kan palen 6 låses i en blokeringsstilling, således som vist i delfiguren f, således at tovet ikke kan bevæges hverken i den ene eller den anden retning. På denne måde kan skibsspillet 3 frigøres, medens 15 parten A i fig. 1 forbliver strammet. I delfigur g er der vist en stilling, hvori palen 6 er låset ved hjælp af låsen 12 i en stilling, således at palen ikke kan påvirke kabelkraftpåvirkningsorganerne 10, og ankertovet behøver derfor ikke at frembringe nogen "skraldebevægelse", men kan bevæge sig frit, når det indhales.

20 Både kædestrammeren og tovstrammeren anvendes i første række til tilvejebringelse af den i det foregående forklarede nedtrængning af ankre, og det vil umiddelbart forstås, at tovstrammeren og kædestrammeren virker på ækvivalent måde. Såfremt der blot skal tilvejebringes nedtrængning af ankrene, kan kædestrammeren og tovstrammeren bjærges, efter 25 at denne operation er tilvejebragt, f.eks. ved anvendelse af ringen W og wiren E (fig. 1A).

Kædestrammeren og tovstrammeren kan imidlertid også anvendes til f.eks. fortøjningskonstruktioner på dybt vand, og i så tilfælde vil kædestrammeren/tovstrammeren forblive neddykket, efter at nedtræng-30 ningen af ankrene i havbunden er blevet tilvejebragt.

I sidstnævnte tilfælde er der fare for, at ankerkæden, der går gennem kædestrammeren/ankertovet, der går gennem tovstrammeren, vil blive spændt gang på gang, hvorved de kræfter, der udøves på ankrene, hele tiden vil stige. Når der nemlig udøves en opadgående kraft 35 på fortøjningskonstruktionen og dermed hales i parten B (fig. 1), f.eks. som følge af bølgepåvirkning, vil ankerkæden A,B blive trukket gennem 10

DK 154437 B

kædestrammeren. Ved den i fig. 5 viste ud føreis es form er et første led 21 forbundet med den viste kædestrammer 20's hus ved hjælp af en første svingtap 24. Et andet led 22 er ved hjælp af en anden svingtap 23 koblet til det første led 21, og til det andet Ied22 er der ved hjælp af en 5 udrykkelig svingtap 25 koblet en kæde 26, der er forbundet med et modholdsanker. Hvert af leddene 21 og 22 er udformet med en arm, henholdsvis 28 og 29, der er kraftpåvirket i retning mod hinanden ved hjælp af en tallerkenfjeder 27. På siden af leddet 22 er der drejeligt lejret en aksel 33, omkring hvilken der er anbragt en skruefjeder 32, som kraft-10 påvirker akslen 33 til drejning. En sådan drejning er imidlertid forhindret ved, at enden af en med akslen 33 fast forbundet arm holdes fanget af et palfremspring 30 på leddet 21's arm 28. 1 akslen 33 er der tilvejebragt en sideudsparing 50, der i fig. 5 er vist drejet 90° for at være synlig, men som i virkeligheden normalt vender ind mod siden af leddet 22. Til akslen 15 33 er der endvidere fastgjort den ene ende af en palarm 36, hvis anden ende normalt har anlæg mod siden af leddet 22. Denne palarm 36 tjener til fastholdelse af et øje ved enden af en snor til en ikke vist røgbøje.

Som det fremgår af deltegningen øverst til højre i fig. 5, der viser spæn-dingsbegrænseren set fra neden i fig. 5, er den udrykkelige svingtap 25 20 forsynet med et hoved, og mellem dette og leddet 22 er der anbragt en skruetrykfjeder 37. Til hovedet er der fastgjort et L-formet låseorgan 34, hvis fod ved den i det foregående forklarede stilling af akslen 33's udsparing 50 Ihodes fanget af bunden af denne sideudsparing.

Normalt holdes leddene 21 og 22 i den i fig. 5 viste stilling, hvor 25 tappen 23 er sideforskudt i forhold til en tænkt forbindelseslinie, der forløber mellem tappene 24 og 25‘s akser.

Den viste spændingsbegrænser virker på følgende måde: Såfremt trækket i kæden 26 overstiger en forud bestemt kraft, vil tallerkenfjederen 27 blive trukket sammen, fordi trækket i kæden 26 vil søge at trække tap-30 pen 23 på linie med tapperne 24 og 25. Derved svinges armene 28 og 29 fra hinanden, og palfremspringet 30 på armen 28 vil frigive armen 31, hvorefter fjederen 32 vil dreje akslen 33 til den på tegningen viste stilling. Derved vil palarmen 36 frigive rørbøjen, der vil stige op til vandoverfladen og advisere om den skete omstilling. Når dette sker, sænkes kædestrammeren 35 vecj affiring af forankringsankerkæden, og spændingen i kæden 26 aflastes. Ved den af fjederen 32 forårsagede drejning af akslen 33 vil dennes sideudsparing 50 komme til at indtage den på tegningen viste stilling, hvor-

Claims (5)

1. Anordning til stramning af en ankerline, der ved hjælp af en neddykket én-vejslinegennemføringsmekanisme er forbundet med en eller flere liner, der er udlagt og forankret som modpart til ankerlinen,hvorhos 25 én-vejslinegennemføringsmekanismen (4,8) er udformet på en sådan måde, at den tillader ankerlinen at passere i strammeretningen, men blokerer tilbagegå-gående bevægelse af ankerlinen i slækkeretningen, kendetegnet ved, at den nævnte én-vejslinegennemføringsmekanisme enten er udformet som en kædestrammer (4) med indvendig krum rørform, der er forsynet med bloke-30 ringsorganer, f.eks. en fjederbelastet pal (6), der er indrettet til på fjedrende måde at bevæge sig bort fra banen for den gennem kædestrammeren forløbende kæde (5), der bevæges i strammeretningen for derefter ved fjederkraft at bevæge sig tilbage foran det efterfølgende kædeled, hvilkeri kædestrammer er forsynet med i det mindste ét fastgørelsesøje ved den DK 1 54487B krumme rørforms udvendige krumning for fastgørelse af en eller flere yderligere ankerkæder eller ankertove; eller: at den nævnte én-vejslinegennemføringsmekanisme (4,8) er udformet 5 som en tovstrammer, (8) der er forsynet med flere tovkraftpåvirknings-organer (10) med kamme (11), over hvilke en fjederbelastet pal (6) kan passere, når et ankertov bevæges i strammeretningen, men som tilvejebringer blokering, når tovet bevæges i den modsatte retning.

2. Anordning ifølge krav 1, kendetegnet ved, at tov-10 strammeren (8) har en bøsning (9), hvori tovkraftpåvirkningsorganet eller -organerne (10) og palen eller palerne (6) er svingeligt lejret.

3. Anordning ifølge krav 2, kendetegnet ved, at tovkraftpåvirkningsorganet eller -organerne (10) hver har en række kamme (11), der er anbragt med afstand fra hinanden i tovets længderetning 15 for trinvis spændingsvirkning, medens de hver gang frigiver palen (6).

4. Anordning ifølge et eller flere af de foregående krav, kendetegnet ved, at palen (6) er fjernstyret, hvad angår dens udløsning.

5. Anordning ifølge et eller flere af de foregående krav, kende- 20 tegnet ved, at én-vejslinegennemføringsmekanismen (4,8) er for synet med spændingsbegrænsende organer (20), der udkobler en modpartsline fra én-vejslinegennemføringsmekanismen og/eller blokerer ankerlinens passage gennem én-vejslinegennemføringsmekanismen i den nævnte modsatte retning, når der er opnået en forud bestemt spænding 25. modpartslinen.