DK151039B - Fremgangsmaade til overtraekning af underlag med et pigmenteret eller upigmenteret, acrylharpiksbaseret, vandigt overtraeksmateriale, som efter toerring danner blokningsmodstandsdygtige overtraek - Google Patents

Description

151039

Opfindelsen angår en fremgangsmåde til overtrækning af underlag med et pigmenteret eller upigmenteret, acrylharpiksbaseret, vandigt overtræksmateriale, som efter tørring danner blokningsmodstands-dygtige overtræk, hvor man som bindemiddel i overtræksmateriale.t anvender et emulsionspolymerisat med en minimumfilmdannelsestemperatur 5 på højst 50°C, opbygget af mindst 80 vægt% alkylestere af acrylsyre og eventuelt methacrylsyrealkylestere og/eller styren, hvoraf mindst 30 vægt% er alkylestere af acrylsyre med 1-8 carbonatomer i alkylgrup-pen, 0,5-5 vægt% af en umættet polymeriserbar carboxylsyre, eventuelt i form af dens salt, eventuelt i blanding med højst 19,5 vægt% 10 yderligere radikalt polymeriserbare monomere, hvilket emulsionspolymerisat er fremstillet i nærværelse af 1-5 vægt%, beregnet på vægten af de monomere, af et beskyttelseskolioid.

Plastdispersioner, der fremstilles ved emulsionspolymerisation af 15 acrylestere eller blandinger heraf med andre vinylmonomere, er allerede almindelige son overtræksmaterialer eller bindemidler i overtræksmaterialer af 2 151039 den ovennævnte art. Disse dispersioner skylder indholdet af acryl= estere . deres evne til filmdannelse ved stuetemperatur eller noget forhøjet temperatur. De dannede film har på den anden side den ulempe, at de deraf dannede overtræk delvis allerede ved stuetemperatur, men 5 i hvert fald ved noget forhøjet temperatur, bliver klæbrige. Dette har til følge at oprullede baner af papir, plast eller metal, som er belagt med sådanne overtræk, klæber sammen ved lagring, hvilket betegnes som "blokning". Blokningspunktet, dvs. den temperatur, ved hvilken overtrækkene bliver klæbrige, kan ganske vist forhøjes ved, 10 at man ved fremstillingen af emulsionspolymerisaterne også anvender monomere, som gør polymerisatet hårdt, som f.eks. styren, acrylonitril eller methylmethacrylat. Ved denne forholdsregel stiger imidlertid samtidig minimumfilmdannelsestemperaturen (MFT), således at dispersionerne ved stuetemperatur ikke tørrer til en klar, sammenhængende 15 film.

Der findes derfor en opgave gående ud på at forhøje temperaturdifferen-sen mellem blokningspunktet og minimumfilmdannelsestemperaturen. Blokningspunktet er i forbindelse med den foreliggende opfindelse define-20 ret som den højeste temperatur, ved hvilken man kan belaste to på hinanden liggende 30 μη tykke, på papir anbragte malingslag i 60 minutter o med 50 g/cm og derpå igen opnå en adskillelse uden beskadigelse af overfladen. Minimumfilmdannelsestemperaturen (MFT) er ifølge DIN 53787 den grænsetemperatur, over hvilken en plastdispersion ved tørring un-25 der fastlagte betingelser danner en revnefri film.

De kendte muligheder for forøgelse af temperaturafstanden mellem blok-ningspunkt og MFT er ikke tilfredsstillende. En efterfølgende tværbinding af plasten efter filmdannelsen kan ikke gennemføres, når fil-30 men på det belagte underlag ikke kan opvarmes til temperaturer over 100°C, hvilket hyppigt ikke er muligt. I øvrigt fjernes filmens klæbrighed ikke fuldstændig ved tværbindingen. Man har også allerede behandlet dispersioner af plast med tilstrækkeligt højt blokningspunkt før filmdannelsen med flydende blødgøringsmidler for at sænke MFT til 35 omkring stuetemperatur. Denne metode kan ikke anvendes, når filmen allerede kort tid efter tørringen skal være blokningsfri, eller når de belagte genstande anvendes inden døre, hvor luften forurenes af blødgøringsmiddel, som fordamper.

3 151039

Man har nu fundet frem til en fremgangsmåde til overtrækning af underlag med et pigmenteret eller upigmenteret, acrylharpiksbaseret, vandigt overtræksmateriale, som efter tørring danner bloknings-modstandsdygtige overtræk, hvor man som bindemiddel i overtræksmate-5 rialet anvender et emulsionspolymerisat med en minimumfilmdanneIses-temperatur på højst 50°C, opbygget af mindst 80 vægt% alkylestere af acrylsyre og eventuelt methacrylsyrealkylestere og/eller styren, hvoraf mindst 30 vægt% er alkylestere af acrylsyre med 1-8 carbona-tomer i alkylgruppen, 0,5-5 vægt% af en umættet polymeriserbar 10 carboxylsyre, eventuelt i form af dens salt, eventuelt i blanding med højst 19,5 vægt% yderligere radikalt polymeriserbare monomere, hvilket emulsionspolymerisat er fremstillet i nærværelse af 1-5 vægt%, beregnet på vægten af de monomere, af et beskyttelseskolloid, hvilken fremgangsmåde er ejendommelig ved, at der som beskyttelseskol-15 loid er anvendt nedbrudt stivelse, der i'form af en 10 vægt%*ig opløsning i IN natriumhydroxid ved en hastighedsgradient (Geschwindigkeits-gefålle) på D = 532,1 s 1 har en viskositet på højst 15 mPa s. MFT for de således fremstillede emulsionspolymerisater afviger ikke fra, hvad der findes ved tilsvarende opbyggede emulsionspolymerisater, som 20 i stedet for et beskyttelseskolloid udelukkende indeholder lavmolekylære tensider som emulgeringsmiddel. Derimod er blokningspunktet for ved -fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstillede film tydeligt forhøjet.

Sammensætningen af de ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen anvendte emulsionspoly-25 merisater svarer' til den for malings- og belægningsdispersioner sædvanlige opbygning. De kendte acrylatdispersioner af denne art indeholder almindeligvis som emulgeringsmiddel udelukkende lavmolekylære tensider af anionisk og ikke-ionogen type. Principielt er det også kendt at fremstille dispersioner med et indhold af beskyttelseskolloider. Dis-3u se tilsætninger anvendes på grund af den negative indvirkning på filmegenskaberne i så ringe mængder som mulig. For alligevel at opnå en stor effekt, f.eks. forhøjelse af viskositet, thixotropi, strukturviskositet og lignende, skal der i reglen anvendes så højmolekylære beskyttelseskolloider som muligt., Beskyttelseskolloiderne tilsættes i 35 disse tilfælde efter polymerisationens afslutning. Sådanne belægningsmiddeldispersioner er f.eks. beskrevet i GB patentskrift nr. 1.123.559. Anvendelige beskyttelseskolloider er f.eks. polyvinylalkohol, poly= vinylpyrrolidon, polyacrylsyresalte eller celluloseethere. Også naturprodukter er allerede blevet anvendt som beskyttelseskolloider, 40 f.eks. kasein, alginater, dextriner eller stivelse, som er blevet 4 151039 ningsmiddeldispersioner på basis af vinylacetat i nærværelse af amylo= pektin. Amylopektin er en meget højmolekylær, kraftig forgrenet del af naturlig stivelse. Også ved fremgangsmåden ifølge BE patentskrift nr. 649.444 fremstilles plastdispersioner af vinylestere i nærværelse 5 af vandopløselige stivelsesderivater. Der anvendes forgrenet vandopløseligt stivelse, f.eks. amylopektiner sammen med dextriner. Interessen for anvendelse af sådanne naturprodukter i så ømtålelige systemer som plastdispersioner er i samme grad gået tilbage i den industrielle praksis,som der fremkom billige syntetiske produkter med vedvarende 10 uforanderlige egenskaber nøje tilpasset de tekniske krav. Udgør anvendelsen af beskyttelseskolloider i acrylatdispersioner allerede i dag en undtagelse, så kan anvendelsen af stivelse og stivelsesderivater i sådanne dispersioner anses for fuldstændigt uanvendelige. Dette gælder ikke kun for tilsætningen af beskyttelseskolloider efter poly= 15 merisationens afslutning, men i endnu højere grad i det tilfælde, hvor beskyttelseskolloider tilsættes allerede under polymerisationen. Den ved acrylatdispersioner ønskede høje dispersitet går i almindelighed tabt ved anvendelse af beskyttelseskolloider, og man får grove dispersioner med ugunstige anvendelsestekniske egenskaber. Ved anvendelsen 20 af stivelse eller stivelsesnedbrydningsprodukter ved fremstillingen af acrylatdispersioner, ville fagfolk se en forlængst distanceret teknologi, når man dermed tilstræbte de tekniske målsætninger, hvortil beskyttelseskolloider tidligere hovedsagelig blev anvendt, nemlig forhøjelse af lagerstabilitet og påvirkning af viskositeten. Til opnåelse 25 af disse måd kender fagfolk i dag langt virksommere og sikrere midler.

Den foreliggende opfindelse er baseret på den overraskende erkendelse, at netop bestemte stivelsesnedbrydningsprodukter har den egenskab at forhøje blokningspunktet for film af acrylatdispersioner væsentligt, 30 uden at MFT samtidig stiger. Denne virkning optræder dog kun, når de pågældende stivelsesderivater foreligger før eller under emulsionspolymerisationen. Tilsættes de først efter polymerisationsprocessens afslutning, indtræder forhøjelse af blokningspunktet ikke. Den overraskende virkning er desuden knyttet til bestemte viskositetsegenskaber 35 for stivelsesderivaterne. De må nemlig i form af en 10 vægts 'ig opløsning i 1 N natriumhydroxid ved en hastighedsgradient på D = 532,1 s ^ ikke overskride en viskositet på 15 mPa s.

Viskositetsforholdet i hastighedsgradienten bestemmes efter følgende 4q metode: Prøven fyldes ved 20°C i den af apparatfabrikanten angivne 5 151039 mængde i den tempererede målecylinder, der hører til viskosimeteret (Rheomat 15), hvorved man undgår, at der indesluttes luftblærer. Når prøven har antaget temperaturen 20 - 0,2°C, kan målingen påbegyndes. Der gennemføres tre bestemmelser, hver gang med ny fyldning, ved has-5 tighedsgradient D = 532,1 s 1 (hastighedstrin 14), og middelværdien findes. I handelen værende såkaldt opløselig stivelse eller det af naturlig stivelse udvundne amylopektin opfylder ikke testbetingelserne. Por disse nedbrydningsprodukter findes under de anførte målebetingelser i almindelighed viskositeter af størrelsesordenen 25 - 50 ]_0 mPa s.

Til stivelsesnedbrydningsprodukter med de karakteriserede viskositetsforhold kommer man ved at gå ud fra naturlig stivelse .og underkaste denne direkte oxi= dativ,enzymatisk eller hydrolytisk nedbrydning. Særligt fordelagtige 15 nedbrydningsprodukter fås f.eks. ved, at man ifølge Ullmanns Encyclo= pådie der technischen Chemie, 3. oplag, bind 16, side 343 (1965) behandler en vandig stivelsesopslæmning med 36-39% tørstofindhold ved 25-30°C og pH-værdi 6,5-7 i flere timer med hypochloritlud. Andre nedbrydningsmidler er hydrogenperoxid, persulfater eller natriumperoxid.

2q Den enzymatiske nedbrydning med amylaser eller den hydrolytiske nedbrydning, f.eks. med katalytiske mængder af svovlsyre,sker hensigtsmæssigt løbende ved målingen af viskositetsforholdet i hastighedsgradienten og gennemføres i det mindste indtil den tilladelige højeste grænse for viskositeten er nået. Nedbrydningen kan ganske vist fort-25 sættes indtil det højere dextrintrin, men stivelsesnedbrydningsprodukter med molekylvægte mellem 20.000 og 100.000 udgør dog optimumet. Såkaldte maltodextriner eller guldextriner er endnu egnede, men lavere dextriner med molekylvægte under 2000 eller med 12 eller færre gluco= seenheder egner sig ikke mere.

30

Stivelsesderivatmængden vælges i intervallet fra 1 til 5 vægt%, beregnet på vægten af de monomere for emulsionspolymerisatet, der skal fremstilles. Intervallet fra 2 til 4 vægt% foretrækkes. Da virkningen falder noget med molekylvægten, anvendes kraftigt nedbrudte stivelses-derivater, som f.eks. dextriner, i større mængder end de mere højmolekylære produkter. Mængder under 1 vægt% gør det heller ikke ved anvendelse af stivelsesnedbrydelsesprodukter i det øverste område af de tilladelige viskositeter muligt at opnå den ønskede effekt, nemlig den forøgede modstandsdygtighed mod blokning. Den opnåelige effekt kan •ί ·Ρ λι·λΙ/»λ ri «τλ J —s 4— τιλ —* vs λ v Λ ν\ 4·*» 1 η 4- 4— /~ν τη·Λν\ λ ΛΤίΛν m>* «λπ 6 151039 på 5%. Den tiltagende viskositet af den vandige fase vanskeliggør dispersionsfremstillingen.

Forhøjelsen af blokningspunktet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen 5 udgør i almindelighed ca. 10°C til 20°C, således at temperaturinterval-let mellem MFT og blokningspunktet, som for det meste ligger mellem 20 og 40°C ,udvides til30-50°C. En af 49 dele n-butylacrylat, 50 dele methylmethacrylat og 1 del methacrylsyre fremstillet plastdispersion har f.eks. en MFT på 12°C. Blokningspunktet for deraf fremstillede 10 film ligger, når polymerisationen blev gennemført uden tilsætning af beskyttelseskolloider, ved 30°C. Ved tilsætning af i handelen værende opløselig stivelse, vokser koaguleringstendensen for dispersionen allerede under emulsionspolymerisationen, hvilket dog kan kompenseres ved forøget emulgatortilsætning. Heller ikke i dette tilfælde opnås 15 dog en ændring af blokningspunktet for de af dispersionen opnåede film. Tilsættes derimod en mængde på 3 vægt% af en nedbrudt stivelse, hvis viskositet under de ovenfor nærmere beskrevne betingelser udgør 6,3 mPa s, forhøjes blokningspunktet for den af dispersionen fremstillede film omkring 10°C til 40°C. På tilsvarende måde finder man ved disper-20 sioner, som på grund af en noget strengere indstilling af polymerisa-tet, har en MFT på f.eks. 20°C og giver film med blokningspunkt på40°C en forhøjelse af blokningspunktet til 50°C, når der ved fremstillingen af dispersionen anvendes 3 vægt% af den nedbrudte stivelse.

25 Virkningsmekanismen af de ifølge opfindelsen tilsatte stivelsesnedbrydningsprodukter kendes ikke. Man antager, at en del af emulsions-polymerisatet podes på stivelsesmolekylerne, men heller ikke denne antagelse giver nogen forklaring på, at blokningspunktet stiger, medens MFT forbliver uændret.

30

De ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen anvendte emulsionspolyirerisater er fortrinsvis udelukkende opbygget af alkylestere af acryl- eller methacrylsyre og eventuelt styren samt 1-5 vægt% af en umættet polymeriserbar carboxylsyre. Minimumindholdet af alkylestere af acrylsyre med 1-8 carbonatomer i alkyl= 35 resten udgør 30 vægt%, beregnet på polymerisatets vægt. Blandt disse estere har ethylacrylat og n-butylacrylat teknisk den største betydning. Eksempler på yderligere anvendelige acrylestere er methyl-, n-propyl-, isopropyl- og 2-ethylhexylacrylat. Også indbyrdes blandinger af de nævnte acrylestere kan anvendes ved opbygningen af dispersioner-40 ne. I reglen indeholder emulsionspolymerisaterne, foruden acrylestrene, 7 151039 også alkylestere af methacrylsyre, specielt methyl-, propyl-, n-butyl- eller isobutylmethacrylat eller styren. Forholdet mellem de "bløde" monomere, altså acrylestere og højere methacrylestere,til de "hårde" comonomere, hvortil foruden de lavere methacrylestere og 5 styren også hører umættede carboxylsyrer og en del af de nedenfor anførte monomere med funktionelle grupper, afstemmes således, at MFT ikke overstiger 50°C.

Som umættede carboxylsyrer, som kan udgøre mellem 0,5 og 5 vægt% af 4 10 emulsionspolymerisaterne, kommer frem for alt acryl- eller methacryl= syre i betragtning. I stedet for de frie syrer kan der også anvendes deres vandopløselige salte, specielt alkalisaltene. Til grund for den tilsatte mængde, ligger så vægten af den frie syre.

15 Såfremt der til fremstilling af emulsionspolymerisaterne foruden de hidtil nævnte monomere også anvendes yderligere comonomere, er den højeste mængde begrænset til 19,5 vægt% af polymerisatvægten.

Det kan her f.eks. dreje sig om comonomere med specielle funktionelle grupper, som giver emulsionspolymerisatet bestemte anvendelsesteknisk 20 ønskede egenskaber. Med acryl- eller methacrylonitril forhøjes f.eks. hårdhed og sejhed af polymerisatfilm. Hydroxylgruppe- eller amino= gruppeholdige monomere, som f.eks. hydroxyethyl-, hydroxypropyl- eller hydroxybutylacrylat eller -methacrylat eller dimethylaminoethylacrylat eller -methacrylat forbedrer polymerisatfilmenes adhæsion til for-25 skellige underlag. Emulsionspolymerisater med et indhold af monomere med imidazol- eller imi da z o lingrupper har fremragende adhæsion til friske eller forvitrede alkydharpiksunderlag. Disse emulsionspolymerisater og deres anvendelse til vandige malinger er genstand for DK .patentansøgning nr. 4841/76 og imidazol- eller imidazolingrupper indgår ikke i de emulsionspolymerisater, der anvendes’ ved frem- 3Q gangsmåden ifølge opfindelsen.

Selv om de ifølge opfindelsen anvendte emulsionspolymerisater i foretrukne tilfælde ingen selvtværbindende grupper indeholder, er det dog principielt muligt at indbygge monomere med sådanne grupper, som f.eks. N-methylolacrylamid eller -methacrylamid, deres methylolethere, 35 eller glycidylacrylat eller -methacrylat. Med tværbindingen af de af sådanne dispersioner dannede film, kommer der uden videre en tydelig forhøjelse af blokningspunktet, dog kan det i visse tilfælde være ønsket at forhøje filmens blokningspunkt allerede før den egentlige tværbindingsreaktion, f.eks. for at forhindre klæbning af belægningen 40 på en belagt bane til transportvalserne.

8 151039

Emulsionspolymerisaterne indeholder i reglen de også ellers sædvanlige anionaktive eller kationaktive emulgeringsmidler i de sædvanlige mængder, som ligger mellem 0,1 og 4%, beregnet på vandfasens vægt.

5 Sædvanlige emulgeringsmidler af denne art er alkalisæber, salte af sulfonerede fedtalkoholer eller deres oxethyleringsprodukter, sulfo= nerede oxethylerede alkylphenoler eller salte af fedtaminer og deres substitutionsprodukter. Det har vist sig, at ikke ionogene emulgeringsmidler, som almindeligvis indgår i belægningsmiddeldispersioner i be- "Lq tragtelige mængder, delvis eller helt igen tilintetgør den ifølge opfindelsen opnåede effekt, nemlig blokningspunktforhøjelsen. Det foretrækkes derfor at undgå tilsætningen af ikke-ionogene tensidagtige emulgeringsmidler.

løvrigt sker fremstillingen af de ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen anvendte emulsionspolymerisater på i og for sig sædvanlig måde. Som polymerisationsini-tiatorer anvendes kalium- eller ammoniumpersulfat, vandopløselige azo= forbindelser, såsom azo-bis-cyan-valerianesyrenatriumsalt eller redox-systemer, såsom hydrogenperoxid i forbindelse med jernsalte. Polymeri- 2q sationstemperaturen retter sig efter dekomponeringstemperaturen for initiatoren og ligger i reglen mellem 50 og 80°C, medens der mod slutningen af polymerisationen kan opvarmes til en noget højere temperatur.

2^ Det er hensigtsmæssigt at opløse stivelsesnedbrydningsproduktet i den vandige fase før polymerisationens begyndelse. De monomere og de øvrige bestanddele kan før polymerisationens begyndelse overføres i en homogen emulsion, og polymerisationen kan sættes igang ved opvarmning. Man lader fortrinsvis de monomere som sådanne eller i form af en van- 2Q dig emulsion strømme til reaktionsbeholderen lidt efter lidt under polymerisationen. I sidstnævnte tilfaside kan en del af emulgeringsmidlet, initiatoren og det ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen anvendte stivelsesnedbrydningsprodukt indgå i den monameremulsion, som. strømmer til. Mængdeforholdet mellem den samlede mængde anvendt vandfase og monomerfasen __ vælges hensigtsmæssigt således, at dispersionen dannes med et fast- 35 stofindhold på 40-60 vægt%. Viskositeten af de opnåede dispersioner afhænger af forskellige faktorer, hvoraf den gennemsnitlige partikelstørrelse har den største indvirkning. Den kan f.eks. ligge i intervallet fra 0,05 til 1 lim. Ved tilsætning af stivelsesnedbrydningspro-duktet ligger de opnåede dispersioners viskositet noget højere end for de tilsvarende dispersioner, fremstillet uden stivelsestilsætning.

9 151039 .: < i ; . i

Sammensætningen af dispersionerne kan i høj grad afpasses efter det påtænkte anvendelsesformål. Til fremstillingen af overtræksmaterialer, specielt sådanne, som tænkes anvendt udendørs, foretrækkes disper- o_ sioner med lav MFT, f.eks. O- 5 C. Blokningspunktet for de dermed 5 fremstillede overtræk ligger tydeligt over den sædvanlige stuetemperatur, medens kendte dispersioner med forholdsvis lavere MFT giver film, som allerede er klæbrige ved stuetemperatur. Til fremstillingen af klare beskyttelseslakeringer til plastlæder eller lignende, kan man anvende dispersioner med en MFT på 40-50°C, når belægningen tør-1Q res i en varmlufttunnel. Belægningernes følsomhed over for forbigående opvarmning, f.eks. af solstråler, er tydeligt formindsket.

Ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen kan pigmenterede og upigmentere-15 de overtræk anbringes på vidt forskellige underlag, f.eks. på metaller, plast, papir, plastlæder, presseplader, asbest, cement eller ubehandlet eller allerede med malinger, f.eks. gamle alkyd- eller oliemalinger behandlet træ.

2o Man anvender · fortrinsvis pigmenterede malinger på behandlede eller ubehandlede træunderlag, f.eks. på træforskalninger, døre eller vinduer. Malingerne udmærker sig ved at løbe godt ud,en mere eller mindre høj glans og god blokningsmodstandsdygtighed. Pigment/bindemiddel-forholdet ligger alt efter den ønskede glans omtrent ved 1:2-1:1. Der 25 anvendes de i malinger sædvanlige pigmenter, f.eks. titandioxid, chrom= tuL, jernoxidpigmenter, phthalocyaninblå, eventuelt sammen med fyldstoffer som kridt eller silikatagtige produkter. Desuden kan på i og for sig kendt måde tilsættes filmdannelseshjælpemidler, dispergerings-hjælpemidler, befugtningsmidler, fortykkelsesmidler og andre hjælpe-20 midler. Overtræksmaterialerne kan med alle sædvanlige metoder, såsom strygning, sprøjtning, dypning, rulning, valsning eller overhældning anbringes på de underlag, der skal overtrækkesji lagtykkelser på f.eks. 20-100 ym,og overtrækkene tørres ved stuetemperatur eller forhøjet temperatur.

35

Eksempler.

Eksempel 1.

.„ I et med røreværk, tilbagesvaler og termometer forsynet polymerisa- 10 151039 tionsapparatur opvarmes 3 vægtdele stivelse efter Zulkowsky (Chem.

Ber. 23 (1891) , 3295) med en viskositet af en 10 vægt%'ig opløsning i IN NaOH på °2> = 4,8 mPa · s ved en hastighedsgradient (Geschwindig-keitsgefalle) på D = 532,1 s ^ og 0,06 vægtdele af natriumsaltet 5 af et sulfateret additionsprodukt af triisobutylphenol og 7 mol ethy= lenoxid opløst i 62,5 vægtdele vand til 80°C og behandles med 0,02 vægtdele ammoniumperoxodisulfat. Derpå tilsættes i løbet af 4 timer en emulsion bestående af 94 vægtdele vand, 49,5 vægtdele methacryl= syremethylester, 49,5 vægtdele acrylsyre-n-butylester, 1 vægtdel 10 methacrylsyre, 1,44 vægtdele af natriumsaltet af det sulfaterede additionsprodukt af triisobutylphenol og 7 mol ethylenoxid og 0,18 vægtdele ammoniumperoxodisulfat. Efter endt tilførsel holdes blandingen i endnu 2 timer ved 80°C og afkøles derpå til stuetemperatur. Der fås en koagulatfri dispersion med et faststofindhold på ca. 40 vægt%. Dis-persionens MFT’ udgør 12°C.

Der fremstilles en maling af 97,0 vægtdele af den opnåede 4G væg't%'ige dispersion 20 13,0 vægtdele titandioxid 5,2 vægtdele fortykningsmiddel (celluloseether, 2%'ig i vand) 0,1 vægtdele skumdæmpende middel på mineraloliebasis 0,3 vægtdele dispergeringshjælpemiddel (Rohagil^SL 252) 1,0 vægtdele filmdannelseshjælpemiddel (butylglycolacetat).

25

Til bestemmelse af blokningspunktet belægges et svagt sugende papir ved hjælp af en 200 pm-træklineal med malingen og tørres i 8 timer ved 23°C og en relativ luftfugtighed på 45%. Af papiret snittes 2,5 x 17 cm store strimler, der foldes i midten, således at de belagte sider 30 ligger mod hinanden og belastes ved forskellige temperaturer i 1 time med 50 g/cm^. Indtil en lagringstemperatur på 40°C kan belægningerne uden overfladebeskadigelser igen adskilles fra hinanden. Denne temperatur betegnes som blokningspunktet.

35 Eksempel la (Sammenligningsforsøg).

Eksempel 1 gentages, dog med den forskel, at stivelsen først tilsættes i 10 vægt% fig opløsning efter endt polymerisation. Den til fremstilling af stivelsesopløsningen nødvendige vandmængde tages der højde 40 for ved emulsionsf rems til lineren. Som ifølqe eksempel 1 fås en koagu- 11 151039 latfri dispersion med et faststofindhold på ca. 40 vasgt% og en MB*T på 12°C. Overtrækkets blokningspunkt er i forhold til eksempel 1 formindsket omkring 10°C. og ligger ved'30°C.

5 Eksempel lb (Sammenligningsforsøg).

1 stedet for den i eksempel 1 anvendte stivelse ifølge Zulkowsky, anvendes tyndtkogende Hoffmann-stivelse HO 125 (^10 vægt%’ig) i IN. NaOH

29,2 mPa · s (D = 532,1 s ^) . Blandingen koagulerer under polymerisa- 2Φ tionen.

Eksempel 2.

En emulsion af 48,5 vægtdele methacrylsyremethylester, 48,5 vægtdele acrylsyre-n-butylester, 3 vægtdele methacrylsyre, 1,44 vægtdele af natriumsaltet af et sulfateret additionsprodukt af triisobutylphenol og 7 mol ethylenoxid, 0,18 vægtdele ammoniumperoxodisulfat og 63 vægtdele vand sættes i løbet af 4 timer til en til 80°C opvarmet med 0,02 vægtdele ammoniumperoxodisulfat behandlet opløsning af 3 vægtdele 2q dextrin (°£ = 4,9 mPa · s/D = 532,1 s målt i 10 vægt% ’ig opløsning i 1N

NaOH) , 0,.06 vægtdele af det ovennævnte triisobutylphenoladditionsprodukt og 42 vægtdele vand. Efter endt tilsætning holdes blandingen endnu i 2 timer til efterpolymerisation ved 80°C og afkøles derpå til stuetemperatur. Den opnåede dispersion er fri for koagulat og har et fast- 25 stofindhold på ca. 50 vægt%.

Dispersionens MFT: 13°c.

Analogt med eksempel 1 fremstilles et overtræksmateriale og bloknings-3Q punktet bestemmes. Det ligger ved 50°C.

Eksempel 3.

3 vægtdele af en i handelen værende stivelse (tyndtkogende Hoffmann-25 stivelse HO-125) opslæmmes med 27 vægtdele vand, opvarmes under omrøring til 80°C og behandles med 0,3 vægtdele natriumperoxid. Efter 1-2 timers reaktionstid fås en klar opløsning med en viskositet på 9,6 mPa · s/D = 532,1 s ^ efter indstilling på IN NaOH. Den nedbrudte stivelsesopløsning fortyndes nu med 35,5 vægtdele vand, neutraliseres med IN HC1 samt behandles med 0,06 vægtdele af natriumsaltet af et

Claims (2)

151039 sulfateret additionsprodukt af triisobutylphenol og 7 mol ethylenoxid. Der opvarmes på ny til 80°C, tilsættes 0,02 vægtdele ammoniumperoxo= disulfat,og i løbet af 4 timer tilføres en emulsion af 94 vægtdele vand, 48,5 vægtdele methacrylsyremethylester, 48,5 vægtdele acrylsyre-5 n-butylester, 3 vægtdele natriummethacrylat, 1,44 vægtdele af det ovennævnte ethylenoxidadditionsprodukt . og 0,18 vægtdele ammonium= peroxodisulfat. Til efterpolymerisation holdes blandingen endnu i 2 timer ved 80°C. Der fås en koagulatfri dispersion med et faststofindhold på ca. 40 vægt%. 10 Dispersionens MFT: 13°C. Analogt med eksempel 1 fremstilles et overtræksmateriale og bloknings-punktet bestemmes. Det ligger ved 60°C. 15 Patentkrav.

1. Fremgangsmåde til overtrækning af underlag med et pigmenteret 20 eller upigmenteret, acrylharpiksbaseret, vandigt overtræksmateriale, som efter tørring danner blokningsmodstandsdygtige overtræk, hvor man som bindemiddel i overtræksmaterialet anvender et emulsionspolymerisat med en minimumfilmdannelsestemperatur på højst 50°C, opbygget af mindst 80 vægt% alkylestere af acrylsyre og eventuelt 25 methacrylsyrealkylestere og/eller styren, hvoraf mindst 30 vægt% er alkylestere af acrylsyre med 1-8 carbonatomer i alkylgruppen, 0,5 - 5 vægt% af en umættet polymeriserbar carboxylsyre, eventuelt i form af dens salt, eventuelt i blanding med højst 19,5 vægt% yderligere radikalt polymeriserbare monomere, hvilket emulsionspolyme-30 risat er fremstillet i nærværelse af 1-5 vægt%, beregnet på vægten af de monomere, af et beskyttelseskolloid, kendetegnet ved, at der som beskyttelseskolloid er anvendt nedbrudt stivelse, der i form af en 10 vægt%'ig opløsning i 1N natriumhydroxid ved en hastighedsgradient (Geschwindigkeitsgefålle) på D = 532,1 s har en visko-35 sitet på højst 15 mPa s.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det vandige overtræksmateriale som emulgeringsmiddel indeholder et anionisk eller kationisk emulgeringsmiddel og er fri for tensid- 151039 agtige ikke-ionogene emulgeringsmidler.