DK149770B - Analogifremgangsmaade til fremstilling af carboxymethylestere af mercaptopropansyrer eller fysiologisk acceptable salte heraf - Google Patents

Description

t49770 i o

Den foreliggende opfindelse angår en analogifremgangsmåde til fremstilling af hidtil ukendte carboxymethylestere af mercaptopropansyrer med formlen 5 R1 R2

I I

R-S-CH2-CH-C0-0-CH-C00H i hvor R er hydrogen eller C2~C4 alkanoyl, R^ er hydrogen eller Cl“C4 alkYl' 0<* r2 er hydro9en' ci"c4 aiky1/ benzyl eller 3-10 indolylmethyl eller fysiologisk acceptable salte heraf.

Disse forbindelser er anvendelige som hypotensive midler.

1 formlen I er alkylgrupperne ligekædede eller forgrenede, f.eks. methyl, ethyl, propyl, isopropyl, butyl og 15 sek.butyl. Alkylgrupper med 1-2 carbonatomer er især foretrukket.

Alkanoylgrupperne er acylgrupper af fedtsyrer med 2-4 carbonatomer, f.eks. acetyl, propionyl, butyryl og iso-butyryl. Især acetyl et foretrukket.

20 Foretrukne forbindelser, der fremstilles ved fremgangs måden ifølge opfindelsen, er sådanne forbindelser med form- 1 2 len I, hvor R er hydrogen eller methyl, og R er hydrogen, benzyl, eller 3-indolylmethyl.

Forbindelserne med formlen I fremstilles ved fremgangs- 25 måden ifølge opfindelsen, som er ejendommelig ved, at en a-hy- droxysyre med formlen R2

HO-CH-COOH II

30 2 hvori R har ovennævnte betydning,omsættes med en syre med formlen R1

35 r-s-ch2-ch-cooh III

o 149770 2 hvori R og R"*" har ovennævnte betydning, ved gængse esterifi-ceringsmetoder, hvorefter de således fremstillede forbindelser om ønsket omdannes til fysiologisk acceptable salte heraf.

En foretrukken fremgangsmåde omfatter aktivering af 5 syren med formlen III med carbodiimidazol til dannelse af acylimidazolmellemproduktet med formlen R1 R-S-CH„-CH-CO-N^ JNi ,0 der anvendes uden isolering. Det foretrækkes ligeledes at danne et produkt, hvor R er C-^-C^ alkanoyl, og derefter behandle acylderivatet med ammoniak eller koncentreret ammo-15 niumhydroxid til opnåelse af et produkt, hvor R er hydrogen.

Hvis R og R ikke er hydrogen, er carbonatomerne på begge sider af acyloxygruppen i formlen I asymmetriske. Forbindelserne med asymmetriske carbonatom(er) forekommer som diastereoisomere eller som racemiske blandinger deraf.

20 α-Hydroxysyrerne med formlen II er kendt inden for litteraturen og kan fremstilles ved de mange til rådighed stående metoder.

Mercaptopropansyrerne med formlen III kan fremstilles som beskrevet i USA patentskrift nr. 4.053.651 og i bel-25 gisk patentskrift nr. 851.361 ved at.omsætte en thiosyre med formlen

R4-C0-SH VI

4 hvori R er lavere alkyl, med en acrylsyre med formlen 30 R1

CH2=C-C00H VII

R4-CO-gruppen kan fjernes på dette stadium eller sene-35 re ved behandling med ammoniak eller koncentreret ammoniumhy-

O

149770 3 droxid som beskrevet ovenfor.

Forbindelserne med formlen I danner de almindelige (basiske) salte af carboxylsyrer, f.eks. ved omsætning med uorganiske eller organiske baser. Sådanne salte omfatter am-5 moniumsalte, alkalimetalsalte såsom natrium- og kaliumsalte, jordalkalimetalsalte såsom calcium- og magnesiumsalte, salte med organiske baser, f.eks. dicyclohexylamin-, benzathin-, hydrabamin- og N-methyl-D-glucaminsalte. Da nogle af forbindelserne med formlen I ikke let kan fås som krystallinske to stoffer med veldefinerede smeltepunkter, udgør saltene en udvej til at isolere og karakterisere produktet.

Forbindelserne, der fremstilles ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, er inhibitorer for det angiotensin-omdan-nende enzym og er anvendelige som hypotensive midler, især t5 til nedsættelse af renin-angiotensin-forårsaget hypertension.

Ved indgivelse af et middel, der indeholder en eller flere af de ved fremgangsmåden fremstillede forbindelser som an-giotensin-omdannende enzyminhibitorer, til et hypertensivt pattedyr, griber dette ind i rækkefølgen renin —2* angioten-20 sinogen —^ angiotensin I —> angiotensin II, hvorved hypertensionen nedsættes eller elimineres.

En enkelt dosis eller fortrinsvis 2-4 opdelte daglige doser givet på basis af ca. 1-1000 mg pr. kg pr. dag og især ca.. 10-100 mg pr. kg pr. dag er passende til at bevir-25 ke en reduktion af forhøjet blodtryk. Dyreeksperimenterne, der er beskrevet af Engel m.fl. i Proc. Soc. Exp. Biol. Med.

143, 483 (1973), er en værdifuld rettesnor.

Midlet indgives fortrinsvis oralt, men kan også indgives subcutant, intramuskulært, intravenøst eller intraperi-30 tonealt. Forbindelsen eller forbindelserne med formlen I kan fremstilles som tabletter, kapsler eller eliksirer til oral indgivelse. Der kan anvendes sterile opløsninger eller suspensioner til parenteral anvendelse.

Ca. 20-1000 mg af en eller flere forbindelser med 35 formlen I eller fysiologisk acceptable salte deraf kan bian- o 149770 4 des med et fysiologisk acceptabelt bærestof, excipiens, bindemiddel, konserveringsmiddel, stabilisator, smagsstof etc. i en gængs enhedsdoseringsform efter accepteret farmaceutisk praksis. Mængden af aktivt stof vælges således, at der fås 5 en dosis inden for det angivne område.

De følgende eksempler tjener til yderligere belysning af fremgangsmåden ifølge opfindelsen og angiver endvidere biologisk afprøvning af nogle således fremstillede repræsentative forbindelsers aktivitet.

10

Eksempel 1 0-(3-Acetylthiopropanoyl)glycolsyre 2,96 g 2-(acetylthio)propansyre og 3,24 g l,l'-carbo-nyldiimidazol opløses i 20 ml tør tetrahydrofuran under omrø-15 røring ved stuetemperatur. Efter 20 minutters forløb tilsættes en opløsning af 1,52 g glycolsyre og 2,80 ml triethylamin i 15 ml tør tetrahydrofuran. Reaktionsblandingen henstår natten over ved stuetemperatur. Tetrahydrofuranen fjernes i vakuum, den rå remanens tages op i ethylacetat, vaskes med 1 N 20 saltsyre og tre gange med vand, tørres over magnesiumsulfat, og den i overskriften nævnte forbindelse inddampes til tørhed i vakuum i et udbytte på 3,9 g. Denne opløses i ether, og der tilsættes dicyclohexylamin. Dicyclohexylaminsaltet udfældes i et udbytte på 2,85 g med smeltepunkt 150-157°C. Saltet om-25 dannes til den frie syre ved tilsætning af ethylacetat og ved tilsætning af 10% kaliumbisulfatopløsning, udbytte 1,5 g.

Eksempel 2 0-(3-Mercaptopropanoyl)glycolsyre 30 1,3 g 0-(3-acetylthiopropanoyl)glycolsyre fra eksempel 1 behandles under et tæppe af argon i 15 minutter med en kold opløsning af 7 ml vand og 7 ml koncentreret ammoniumhydroxid.

Dette afkøles, gøres surt med koncentreret saltsyre og ekstra-heres i ethylacetat, udbytte 1,2 g. Dette produkt, 0-(3-mer-35 captopropanoyl)glycolsyre, chromatograferes på DEAE "Sephadex^ 149770 5 ° (r) " A25 ("Polidextrane ^ anionbytterharpiks) med en lineær gradient af ammonium-bicarbonat. De ønskede fraktioner (45-70, Ultraviolet spids ved 264 ran) slås sammen, inddampes og lyo-filiseres. Dette ammoniumsalt af 0-(3-mercaptopropanoyl)gly-5 colsyre omdannes til den frie syre ved behandling med "Dowex® 50WX2" kationbytterharpiks, udbytte 320 mg. 0-(3-Mercapto-propanoyl)glycolsyren omdannes til dichlorhexylaminsaltet ved opløsning i ether og fældning ved tilsætning af dicyclo-hexylamin, smeltepunkt 143-144°C.

10

Eksempel 3 O-[3-(Acetylthio)-2-methylpropanoyl]glycolsyre

En blanding af 50 g thioeddikesyre og 40,7 g metha-crylsyre opvarmes på dampbad i 1 time og henstår ved stue-15 temperatur i 18 timer. Efter ved hjælp af nmr-spektroskopi at have bekræftet, at der er foregået en fuldstændig omsætning af methacrylsyre, destilleres reaktionsblandingen i vakuum, og den ønskede 3-acetylthio-2-methylpropansyre skilles fra i den fraktion, der har kogepunkt 128,5-131°C (2,6 mm Hg), 20 udbytte 64 g.

6,48 g 3-acetylthio-2-methylpropansyre anbringes i 40 ml tør tetrahydrofuran. Hertil sættes 0,48 g l,l'-carbo-nyldiimidazol og omrøres i 30 minutter ved stuetemperatur.

Der tilsættes 6,08 g glycolsyre og 11,2 ml triethylamin i 25 60 ml tør tetrahydrofuran. Efter flere minutters forløb be gynder imidazolsaltet af glycolsyre at udskille sig fra opløsningen. Reaktionen får lov at foregå natten over ved stuetemperatur. Det krystallinske salt filtreres, og filtratet inddampes til tørhed i vakuum. Remanensen tages op i ethyl-30 acetat, vaskes med 1 N saltsyre og tre gange med vand, tørres over magnesiumsulfat og inddampes til tørhed i vakuum.

Dette produkt omdannes til sit dicyclohexylaminsalt ved opløsning i ether/hexan og fældning ved tilsætning af dicyclo-hexylamin. Saltet omkrystalliseres ud fra ether, smeltepunkt 35 120-122°C. Dette salt omdannes til deri frie syre, 0-[3-(ace- o 149770 6 tylthio)-2-methylpropanoy1]glycolsyre, ved tilsætning til ethylacetat, tilsætning af 10% kaliumbisulfatopløsning og derefter krystallisation ud fra ethyl/hexan, udbytte 2,96 g, smeltepunkt 50-51°C.

5

Eksempel 4 O-(DL-3-Mercapto-2-methylpropanoyl)glycolsyre 1,5 g 0-[3-(acetylthio)-2-methylpropanoyl]glycolsyre anbringes under et tæppe af argon. Hertil sættes en kold op-10 løsning af 7,5 ml koncentreret ammoniumhydroxid og 7,5 ml vand, og blandingen henstår i 15 minutter ved stuetemperatur. Herefter gøres den sur med koncentreret saltsyre og ekstraheres med ethylacetat, udbytte 1,3 g. Dette produkt opløses i ether/hexan, og der tilsættes dicyclohexylamin 15 for at fælde dicyclohexylaminsaltet, udbytte 2,24 g, smeltepunkt 96-98°C.

En alikvot mængde på 1,9 g af saltet omdannes til den frie 0-(DL-3-mercapto-2-methylpropanoyl)glycolsyre ved tilsætning til ethylacetat og tilsætning af 10% kaliumbisulfat-20 opløsning, udbytte 0,9 g. Produktet er en tung olie, der chromatograferes på silicagel (benzen 7:2 eddikesyre), R^ = 0,49, spor = 0,32 og 0,57.

Eksempel 5 25 Ο-l·-[3-(Acetylthio)propanoylj-3-phenylmælkesyre 1,48 g 3-(acetylthio)propansyre sættes til 10 ml tør tetrahydrofuran under omrøring. Hertil sættes 1,62 g 1,1'-carbonyldiimidazol, og blandingen omrøres i 20 minutter ved stuetemperatur. 1,66 g L-(-)-3-phenylmælkesyre tilsættes i 30 en opløsning af 7,5 ml tør tetrahydrofuran og 1,4 ml triethyl-amin. Reaktionsblandingen henstår natten over ved stuetemperatur .- Tetrahydrofuranen fjernes i vakuum, remanensen tages op i ethylacetat, vaskes med 1 N saltsyre, tre gange med vand, tørres over magnesiumsulfat og inddampes til tørhed i 35 vakuum, udbytte 2,8 g. 0-L-[3-(Acetylthio)propanoyl]-3-phe-

O

149770 7 nylmælkesyren renses på en silicagel-søjle, idet der elue-res med benzen 7:1 eddikesyre, udbytte 1,7 g.

Eksempel 6 5 O-L-(3-Mercaptopropanoyl)-3-phenylmælkesyre

Til 1,5 g 0-L-[3-(acetylthio)propanoyl]-3-phenylmæl-kesyre sættes en opløsning af 7,5 ml vand og 7,5 ml koncentreret ammoniumhydroxid under et argontæppe. Efter 15 minutters forløb afkøles reaktionsblandingen, gøres sur med kon-10 centreret saltsyre og ekstraheres i ethylacetat, udbytte 1,1 g. Produktet, der er det i overskriften nævnte, renses på silicagelsøjle, idet der elueres med benzen 14:1 eddikesyre, udbytte 357 mg. En lille portion af det halvfaste produkt omdannes til dicyclohexylaminsaltet ved opløsning i 15 ether/hexan og fældning med dicyclohexylamin, smeltepunkt 100°C.

Eksempel 7 0-DL-(3-Mercaptopropanoyl)-3-indolmælkesyre 20 Ved at anvende 0-DL-(3-acetylthiopropanoyl)-3-indolmæl kesyre i stedet for 0-L-(3-acetylthiopropanoyl)-3-phenyl-mælkesyren ved den i eksempel 6 beskrevne fremgangsmåde fås den i overskriften nævnte forbindelse som dicyclohexylaminsaltet, smeltepunkt 151-153°C.

25

Biologisk afprøvning

Et af de systemer, som regulerer (forøger) blodtryk hos mennesker, er systemet renin/angiotensin/aldosteron.

Renin er et enzym, der frembringes i myoepitheliecellerne i 30 nyrernes juxtagglomerulære apparat, og som frigives derfra. Mekanismen, der styrer sekretionen af renin, synes primært at reguleres ved blodets salt- og vandindhold og ved det tryk, ved hvilket blodet pumpes gennem nyren. Når disse faktorer sænkes, sendes renin direkte ud i blodet. Der møder 35 det som substrat et a2-globulin,. angiotensinogen (et inak- 0 149770 8 tivt proteinstof). Renin spalter angiotensinogen i to ligeledes inaktive komponenter, et tetrapeptid og et decapep-tid kaldet angiotensin I (forkortet til A-I). Når A-I cirkulerer gennem kapillærerne (primært lungens kapillærer), mø-5 der det det angiotensinomdannende enzym (forkortet til ACE), der er lokaliseret i kapillærernes endothelieceller. ACE spalter A-I i et dipeptid og et octapeptid, angiotensin II (forkortet til A-II), som er det stærkeste kendte blodtryksforøgende stof i menneskelegemet. A-II's blodtryksforøgen-10 de virkning finder sted både lokalt i muskulaturen og centralt. Efter stimulering ved hjælp af A-II udsender postrema-området i hjernen til resten af kroppen impulser, som fremkalder blodtryksforøgelse. Derudover frembringer A-II endnu en virkning, nemlig den fysiologiske stimulering af sekre-15 tionen fra binyrebarken af aldosteron, et mineralcorticoid. Aldosteron forøger resorptionen af natriumioner fra nyrerørene, hvorved det effektive blodrumfang forøges, således at blodtrykket hæves yderligere ved hjælp af denne sekundære mekanisme.

20 Foruden omdannelsen af A-I til A-II har ACE endnu en yderligere virkning. Blod indeholder et octapeptid, bradyki-nin, som har vasodilaterende egenskaber. ACE transformerer bradykinin til inaktive komponenter. Med hensyn til denne funktion betegnes ACE til tider som kinase II.

25 Renin-angiotensin-aldosteronsystemet er i uorden hos hypertensive personer og bidrager således afgørende til patientens høje blodtryk. Et lægemiddel, som således inhiberer ACE, er altså i stand til at frembringe følgende virkninger: 1. Inhibering af dannelsen af A-II og dermed: 30 a) direkte inhibering af vasoconstriktion og b) inhibering af udsendelsen af aldosteron fra binyrebarken (dvs. inhibering af overskydende vand-og saltresorption), samt 2. som resultat af ACE-inhibitionen fås en inhibering af 35 bradykinins spaltning, således at dets vasodilaterende virkning (blodtrykssænkende) bibeholdes.

O

149770 9

Ingen af de almindelige antihypertensive midler virker som ACE-inhibitor.

Forbindelserne med den ovenstående almene formel I er derimod stærke ACE-inhibitorer. De inhiberer omdannelsen 5 af decapeptidet angiotensin I til angiotensin II og minimerer eller eliminerer således hypertension fremkaldt ved hjælp af angiotensin II. Forbindelserne fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen griber ind i omdannelsesprocessen for angiotensinogen (renin)-angiotensin I-angiotensin II 10 ved at blokere ACE og således minimere eller eliminere dannelsen af angiotensin II, hvilken forbindelse er ansvarlig for forøgelsen i blodtrykket. Det effektive ingrebssted eller virkningssted for forbindelserne med den almene formel I er fuldstændig forskelligt fra det, som kendes for et hvilket 15 som helst af de almindeligvis anvendte antihypertensive lægemidler. Forbindelserne fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen gør det muligt - i modsætning til de almindelige antihypertensiver - at opnå et indgreb i de årsagsfremkaldende faktorer til hypertension.

20 Således som tidligere nævnt er den farmakologiske an vendelighed af forbindelserne med formlen I baseret på deres evne til at inhibere det angiotensinomdannende enzyms virkning. Denne inhibering er bestemt på in vitro-basis ved måling af virkningen på det angiotensinomdannende enzym eks-25 traheret fra kaninlunge og ved at bestemme den inhiberende aktivitet på angiotensin I-fremkaldte kontraktioner af mar-svinetyktarm. Disse prøver er standardiseret og anvendes som sådanne inden for dette område af medicinen, og de er i øvrigt nærmere beskrevet nedenfor.

30

Inhibition af anqiotensin-omdannende enzym isoleret fra kaninlunge

Aktiviteten hos det angiotensinomdannende enzym fra kaninlunge i cellefri ekstrakt måles ved spektrofotometrisk 35 bestemmelse af hippursyre frigivet ved indvirkning af enzy- 10 1ί9770 Ο met på hippuryl-L-histidyl-L-leucin (HHL) således som beskrevet af Cushman og Cheung i Biochem. Pharmacol., 20, 1637 (1971), jfr. nedenstående reaktionsskema.

-Gly-His-Leu —-Gly + His-Leu HHL hippursyre 10 Måling af det angiotensinomdannende enzyms inhibi tion under anvendelse af denne spektrofotometriske biologiske afprøvning kræver inkubation af blandinger af følgende komponenter ved 37°C i et rumfang på 0,25 ml: 100 mM phosphatpuffer (pH 8,3) 15 300 mM natriumchlorid

5 mM HHL

0,001-1000 ug/ml inhibitor eller eventuelt ingen inhibitor 5-10 millienheder enzym.

20 Efter ovennævnte blandingers inkubation ved forskel lige inhibitorkoncentrationer eller i fraværelse af inhibitorer i 30 minutter standses enzymreaktionen ved tilsætning af 0,25 ml 1 H saltsyre. Det er også nødvendigt at køre kontrolforsøg, hvor enzymet inaktiveres til tidspunktet 0 ved 25 tilsætning af syren før enzymet. 1,5 ml ethylacetat sættes til hvert reagensglas for at ekstrahere den ved hjælp af enzymet dannede hippursyre. Efter 20 sekunders kraftig blanding (i hvirvelstrøm) og fraskillelse af ethylacetatlaget ved centrifugering udtages fra hvert reagensglas 1,0 ml af opløs-30 ningsmidlet og inddampes til tørhed ved 100°C og hippursyren genopløses i 1,0 ml vand, og dens mængde bedømmes ved hjælp af opløsningens absorptionsevne ved bølgelængden 228 nm.

Kraften som inhibitorer for det angiotensinomdannende enzym udtrykkes som Iværdien, der er den mængde inhibitor 35 i ug/ml eller mikromolært, som kræves for at inhibere det an-giotensionomdannende enzyms aktivitet med 50% således som o 149770 11 målt ved den spektrofotometriske biologiske afprøvningsmetode. Denne værdi opnås ved grafisk at afsætte den procentvise inhibition, som frembringes ved inhibitorkoncentrationer varierende fra 0,001 ^ig/ml til 1000 jig/ml, som fås ved række-5 vis fortynding ved en faktor 2 eller 3. En sådan procentvis inhibition beregnes ifølge nedenstående udtryk.

....... (A-A°) - (B—B°)

Procentvis inhibition = ------- (A—A°) 10 hvor A betegner hippursyres absorptionsevne ved en 30 minutters biologisk afprøvning uden inhibitor, A° betegner baggrundsabsorptionsevnen ved en biologisk afprøvning inkuberet i 0 minutter, B betegner hippursyres absorptionsevne ved en 15 30 minutters biologisk afprøvning ved den afprøvede inhibi torkoncentration, og B° betegner baggrundsabsorptionen ved biologisk afprøvning indeholdende inhibitoren, men kun inkuberet i 0 minutter.

20 Procedure ved afprøvning af den inhibitoriske aktivitet på det angiotensin I-omdannende enzym (ACE) på marsvinetyktarm in vitro

Denne procedure anvendes til at bestemme, hvorvidt en forbindelse udgør en inhibitor for angiotensin I-omdannende 25 enzym baseret på dens aktivitet afsat som funktion af måleresultater for angiotensin Ι-fremkaldte kontraktioner af marsvinetyktarm. ACE-inhibitorer inhiberer typisk angiotensin I-fremkaldte kontraktioner.

Marsvin af begge køn af stamme Hartley, som ikke har 30 fastet, og som vejer fra ca. 300 til ca. 400 g, dræbes ved et slag mod hovedet. Tyktarmen udtages, og 2-3 cm afsnit præpareres ifølge Vane's metode, jfr. nedenstående litteratursted 1. Hver tyktarmsstrimmel suspenderes derpå i et 10 ml's vævsbad fyldt med Krebs's opløsning, jfr. nedenstående lit-35 teraturliste nr. 2, og holdes ved 37°C og luftes med 95% O2 o 149770 12 og 5% CO2- Muskelaktiviteten registreres isotonisk under en belastning på 1 g målt ved hjælp af Harvard nr. 356 spændingsmåler (transducer) for hjertemuskulatur/glatmuskulatur forbundet med en Beckman type R dynograf.

5 Efter at vævene har opnået ligevægtsindstilling efter ca. 90 minutter, opnås 2 minutters kontrolrespons med intervaller på 10 minutter ved hjælp af følgende agonist: angiotensin I (A-I) 0,025 mikrogram/ml FBC dvs. (fær- 10 dig badkoncentration)

Kontraktionerne, som frembringes ved denne koncentration af A-I, repræsenterer fra 50 til 75% af det maksimale.

Prøveforbindelsen opløses sædvanligvis i vandig eller 15 vandig saltholdig opløsning, og der fremstilles tifoldige fortyndinger i H20. Agonisten forbehandles i 2 minutter med prøveforbindelsen, og den procentvise ændring i kontraktions- x) responsen beregnes . Specifikt aktive forbindelser, dvs. forbindelser, som sandsynligvis vil være ACE-inhibitorer, in-20 hiberer typisk angiotensin I-fremkaldte kontraktioner.

A—B

Procentvis inhibition = —r— x 100

A

hvor A betegner kontraktionen (mms) forårsaget af AI før til-25 sætning af prøveforbindelse, og B betegner kontraktionen (mms) forårsaget af AI efter tilsætning af prøveforbindelsen.

x) 30 EC50 (koncentrationen af prøveforbindelse, som frembrin ger 50%'s inhibition af A-I's kontraktive virkning) og udregnes grafisk eller biometrisk. Nogle få koncentrationer af prøveforbindelsen anvendes typisk til at konstruere kurven over inhibitorisk respons som funktion af 35 koncentrationen.

0 149770 13

Litteraturreferencer; 1. Vane, J.R, Brit. J. Pharmacol. 23: 360, 1964.

2. Handschumacher, R.C. og J.R. Vane. Brit. J. Pharmacol. 29; 105, 1967.

5 3. Rubin, B., E. O'Keefe, D.G. Kotier, D.A. DeMaio og D.W. Cushman. Fed. Proc. 34: 770, 1975.

4. O'Keefe, E.H., Kotier, D.G., Waugh, M.H. og Rubin, B. Fed. Proc. 3JL; 511, 1972.

5. Rubin, B., Laffan, R.J., Kotier, D.G., O'Keefe, E.H., 10 DeMaio, D.A., og Goldberg, M.E. J. Pharmacol. Exper. Therap.

204; 271, 1978.

Under anvendelse af ovenstående teknik er det opnået følgende I5Q og EC5Q data for en række repræsentative forbin-15 delser fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen; 149770 14 0

Eks. I50 EC50 nr._Struktur_(ug/ml) (ug/ml) 2 HS-CH2-CH2-C-OCH2-COOH 0,90 0,21 0 5

0 O

3 H3C-C-S-CH2-CH-C-0-CH2-C00H 17,5 4,0 ch3 10 DL 2 4 HS-CH2-CH-C-0-CH2-C00H 0,379 0,63 ch3

2 L

15 6 HS-CH2CH2-C-0-CH-C00H 0,175 0,097 ’ (gennemsn. af j 2 4 målinger) 20 " (ί Ύο] 7 HS-CH2CH2-C-0-CH-CH2-U_Is^i 0,01 0,092

C02H