DK165221B - Belagte transplantater og fremgangsmaade til belaegning af disse - Google Patents

Description

i

DK 165221 B

Opfindelsen angår medicinske transplantater, der er egnede til transplantation til et genetisk forskelligt individ, og fremgangsmåde til belægning af transplantaterne.

5 Nærmere bestemt angår den transplantater af faste organer som f.eks. Langerhans' øer, der er blevet belagt med en immunologisk barriere, som gør dem egnede til transplantation.

Transplantationer mellem genetisk forskellige individer (der kaldes 10 xeno-transplantationer, når donor og modtager er af forskellig art, og allo-transplantat!oner, når doner og modtager er af samme art) fremkalder normalt en immunreaktion i modtagerindividet. Immunreaktionen fører ofte til afvisning eller ødelæggelse af transplantatet eller, hvis transplantatet indeholder immunokompetente celler, til 15 sygdom forårsaget af transplantatets virkning på modtageren (engelsk: graft-versus-host disease) (GVHD).

En metode, der er blevet anvendt ved forsøg på at formindske eller eliminere immunogeniciteten af transplantater, er indkapsling af 20 transplantatet i et bio-kompatibelt materiale, som ikke uheldigt påvirker levedygtigheden eller funktionen af transplantatet. En række US patentskrifter, nemlig 4.352.883, 4.391.909, 4.407.957 og 4.409.331, beskriver denne indkapsling. Disse patentskrifter omhandler specielt Langerhans' øer, der indkapsles i dråbeformede kapsler 25 ved, at øerne til at begynde med indesluttes i en polysaccharidgel (f.eks. al gi nat), og derefter tværbindes gelens overflade med en polykationisk polymer (f.eks. polylysin). Det formodes, at poly-saccharidet, der anvendes ved denne fremgangmsåde, ikke har nogen affinitet til ø-overfladen, ja, faktisk frastødes af øernes over-30 flade. Dette forøger sandsynligheden for, at der fremkommer huller eller spalter i den omsluttende gel og manglende fuldstændig indkapsling af øerne. Ydermere kræver den procedure, der anvendes til at indeslutte øerne i geldråberne, et specielt udstyr og må udføres under omhyggeligt kontrollerede forhold.

35

Den foreliggende opfindelse er rettet mod overvindelse af manglerne ved de tidligere belagte transplantater og de til frembringelse heraf benyttede indkapslingsfremgangsmåder og sigter på at tilvejebringe mindre immunogene, belagte transplantater og en mere

DK 165221 B

2 effektiv og simpel fremgangsmåde til belægning af transplantater, som gør dem mindre immunogene.

Opfindelsen angår således et belagt transplantat, der er egnet til 5 transplantation til et genetisk forskelligt individ, hvilket transplantat er ejendommeligt ved, at at transplantatet er belagt med en immunologisk barrieremembran, der er tilpasset transplantatets overflade, hvilken membran omfatter et ikke-cytotoksisk indre lag, der er bundet kemisk til overfladen på transplantatet, evt. et 10 eller flere mellemlag af uskadeligt materiale og et ydre biologisk kompatibelt, vanduopløseligt semipermeabelt lag, der er bundet kemisk til det indre lag eller det forudgående mellemlag, hvorhos det indre lag består af et materiale udvalgt blandt: 15 (a) aluminiumhydroxid, (b) et disaccharid, (c) et polyfunktionelt tværbindingsmiddel, (d) et immunoglobulin til en overf1 adebestanddel på transplantatet, 20 (e) et lectin, og (f) en polyionisk polyaminosyre, der har en ladning, som er modsat den på transplantatets overflade, og det ydre lag består af en polyaminosyre, der har reaktive carbo-25 xyl-, amino- eller iminosidegrupper.

Opfindelsen angår også en fremgangsmåde til belægning af et transplantat, hvilken fremgangsmåde gør transplantatet egnet til transplantation til et genetisk forskelligt individ og er 30 ejendommeligt ved, (i) at transplantatet først belægges med et første eller indre lag af ikke-cytotoksisk materiale, der danner en kemisk binding med transplantatets overflade, 35 , hvilket første lag passer til transplantatets overflade og består af et materiale udvalgt blandt: (a) aluminiumhydroxid, (b) et disaccharid, 3 (c) et polyfunktionelt tværbindingsmiddel, (d) et immunoglobulin til en overf1adebestanddel på transplantatet, (e) et lectin, og 5 (f) en polyionisk polyaminosyre, der har en ladning, der er modsat den på transplantatets overflade, (ii) at eventuelt ét eller flere mellemlag af uskadeligt 10 materiale påføres det første lag, og (iii) at transplantatet derefter belægges med et ydre lag af et polymert materiale, der danner en kemisk binding med materialet på det første lag eller med 15 påfølgende mellemlag, hvilket ydre lag er biologisk kompatibelt og semipermeabelt og består af en polyaminosyre, der har reaktive carboxyl-, amino-eller iminosidegrupper.

20 Med betegnelsen "transplantat" menes én eller en flerhed af pattedyrsceller eller en flerhed af associerede pattedyrsceller, der danner et organel eller organ, fra et eller flere donorpattedyr, der er genetisk forskellig (xeno-gene eller all o-gene) fra den påtænkte modtager. Den vil typisk blive anvendt til betegnelse af endokrine 25 (hypofyse-, skjoldbrusk-, binyrer-, biskjoldbrusk- og pancreas-) celler, organeller eller kirtler, men kan også anvendes på andre organtransplantater som f.eks. hjerte-, lever-, lunge- og nyretransplantater.

30 Med betegnelsen "ikke-cytotoksisk" menes, at et materiale ikke væsentligt påvirker levedygtigheden og/eller funktionen af den celle, det organel eller organ, som påføres materialet.

Udtrykket "kemisk bundet" angiver tilstedeværelsen af én eller flere 35 kovalent-, ion- og/eller hydrogenbindinger.

Udtrykket "biologisk kompatibelt" betyder, at det omhandlede lag i det væsentlige er ikke-antigent i forhold til modtagerens immunsystem og ikke fremkalder en reaktion mod fremmedlegemet

DK 165221 B

4 (fibrosis).

Betegnelsen "semipermeabel" betyder, at det omhandlede lag tillader diffusion indad af lavmolekylvægtige celle-, organel- eller 5 organnæringsstoffer, og diffusion udad af metaboliske produkter, men forhindrer diffusion indad eller udad af forbindelser og sammensætninger, der kan forårsage skadelige virkninger på transplantatet eller modtageren.

10 Den foreliggende opfindelse er anvendelig til mange forskellige transplantater, og den er ikke påtænkt at skulle være begrænset til en bestemt type celle, organel eller organ eller til en bestemt pattedyrart. Det vil følgelig forstås, at selvom opfindelsen beskrives og eksemplificeres nedenfor i forbindelse med xeno-gene og 15 allo-gene Langerhans' øer fra forskellige dyr, vil denne lære kunne udstrækkes til andre væv fra andre dyrearter, inklusive mennesker.

Pancreasvæv kan opnås og dyrkes ved anvendelse af kendte metoder, som gør det egnet til belægning ved fremgangsmåden ifølge 20 opfindelsen. Vævet opnås friskt og deles ved hakning, opkradsning, findeling og/eller mild fordøjelse med collagenase, hvilket letter separeringen af øerne fra kontaminerende celler og materiale. Øerne kan isoleres fra det opdelte/fordøjede pancreasvæv ved vasknings-, filtrerings-, centrifugerings- eller sorteringsprocedurer. Isolatet 25 dyrkes fortrinsvis i et flydende næringssubstrat under forhold og i en tid, der bevirker deaktivering eller eliminering af antigene bestanddele (f.eks. "passager"-leukocytter (eng.: passenger leukocytes)) i isolatet. Sådanne medier og forhold er beskrevet i Transplant Proc (1982), 14 (41:714-23.

30

De oprensede, isolerede øer belægges derefter med et lag af et ikke-cytotoksisk polyfunktionelt materiale, der har en høj affinitet til én eller flere øcelleoverfladebestanddele. Betegnelsen "polyfunktionelt" betyder, at materialet har to eller flere 35 tilgængelige steder, hvor der let finder gensidig påvirkning sted mellem på den ene side overfladebestanddele på cellen og på den anden side funktionelle grupper i det ydre lag af materialet. Det polyfunktionelle materiale fungerer som et bindeled mellem celleoverfladen og det ydre polymere lag, ved at danne stabile

DK 165221 B

5 (udtrykt ved tilbøjeligheden til brud under belægningsprocessen, en evt. efterfølgende opbevaring og efter transplantationen) kemiske bindinger med én eller flere celleoverfladebestanddele (f.eks. afhængende af naturen af materialet, reaktive grupper på proteiner, 5 kulhydrater eller lipider) og med funktionelle grupper på det polymere materiale, der danner det ydre semipermeable lag. Materialet kan være syntetisk eller naturligt, uorganisk eller organisk. Eksempler på materialer, der kan anvendes til dannelse af den indre belægning, er: aluminiumhydroxid; disaccharider (maltose, 10 sucrose, lactose og trehalose eller sulfaterede derivater heraf); lavmolekylvægtige, nonpolymere proteinkoblings- eller tværbindingsmidler, såsom bifunktionelle disulfider, som f.eks. 3,3'-dime-thyldithiobispropionat (DTBP) og N-succinimidyl-3-(2-pyridyldithio) propionat (SPDP), N-hydroxysuccinimidestre af 6-maleinimidcapron-15 syre, 2-bromeddikesyre og 2-jodeddikesyre, andre aktive estre af sådanne syrer, imidestre, såsom dimethyladipimidat og dissuccin-imidylsuberat, aldehyder, såsom glutaraldehyd, bis-azidforbindelser, såsom bis-(p-azidbenzoyl)hexandiamin, bis-diazoniumderivater, diisocyanatér, såsom bis-tolylen-2,6-diisocyanat og carbodiimider; 20 immunoglobulin til en overfladebestanddel på transplantatet, såsom antistoffer til klasse I eller klasse II MHC-antigener; lectiner (dvs. planteproteiner, der binder til sukker eller sukkerrester), såsom concanavalin A, DBA (Dolichos Biflouris Agglutinin, en lectin), sojabønneagglutinin, hvedekimagglutinin og phytohæmagglu-25 tinin; og polyioniske polyaminosyrer, der har en ladning, der er modsat overfladeladningen på transplantatets overflade, f.eks. har Langerhans' øer en negativ overfladeladning, og en polykationisk polyaminosyre, såsom polylysin, kan bindes til ø-overfladen.

30 Måden, hvorpå bindeledsmaterialet påføres transplantatets overflade, vil afhænge af naturen af materialet. Det vil typisk blive påført fra en vandig suspension eller opløsning under forhold (fysiologisk pH, dvs. 7-7,5, temperatur, dvs. ca. 37°C, og ionstyrke), der fremmer og tillader ensartet belægning af overfladen og dannelse af 35 stabile, kemiske bindinger mellem materialet og den givne celle-overfladebestanddel (bestanddele). Påføringen vil normalt ske ved at bringe transplantatet i kontakt med suspensionen eller opløsningen ved let omrøring i 4 til 20 minutter. Belægningen påføres fortrinsvis som et tyndt, overf lade-til passet lag, der er et eller

DK 165221 B

6 nogle få molekyler i tykkelse.

Det ydre lag er fremstillet af en polymer, der vil tilvejebringe den fornødne semipermeabilitet og immunologiske kompatibilitet. Poly-5 aminosyrer, der har reaktive carboxyl-, amino- eller iminogrupper, såsom polyasparaginsyre, polyglutaminsyre, polylysin og polyarginin, foretrækkes, hvor den bestemte polyaminosyre afhænger af naturen og ladningen af de tilgængelige bindingssteder på den indre belægning.

For det tilfælde, at de tilgængelige steder er negativt ladede, 10 anvendes der en polykationisk polyaminosyre, såsom polylysin. Hvis de tilgængelige steder er positivt ladede, kan der omvendt anvendes en polyanionisk polyaminosyre, såsom polyasparaginsyre. Lagets permeabilitet er primært en funktion af materialets molekylvægt og lagets tykkelse. Permeabiliteten stiger med stigende molekylvægt og 15 falder med stigende tykkelse. Polymerens molekylvægt vil typisk ligge i området fra 5.000 til 300.000 dalton, og tykkelsen vil almindeligvis ligge i området 0,1-10 mikrometer, mere almindeligvis 0,1-3 mikrometer. Disse polymerer kan påføres transplantatet i fortyndede vandige opløsninger (0,1 vægtprocent til 1 vægtprocent) 20 ved fysiologisk pH, ionstyrke og temperatur. Polymeropløsningens kontakt med transplantatet vil typisk blive udført under let omrøring (for at sikre fuldstændig belægning) i 4 til 10 minutter per lag. Hvis det ønskes, kan det ydre lag dannes som en flerhed af lag af samme eller en anden polymer. Et eller flere mellemlag af samme 25 eller andre uskadelige materialer, såsom polysaccharider, kan anvendes på betingelse af, at de, (1) ikke bryder det indre lags kemiske binding til transplantatets overflade, (2) ikke påvirker levedygtigheden eller funktionen af transplantatet, og (3) tilvejebringer et egnet underlag, hvortil det ydre, semipermeable lag kan 30 bindes kemisk.

De følgende eksempler illustrer yderligere de transplantater, materialer og fremgangsmåder, der benyttes ved dannelse af de indre og ydre belægninger på transplantaterne.

35

Isolering af Lanaerhans' øer

Frisk pancreasvæv blev fi ndelt og anbragt i Hank's opløsning indeholdende collagenase til fordøjelse af bindevæv. Det

DK 165221 B

7 resulterende fordøjelsesprodukt blev underkastet Ficoll-Hypaque gradientcentrifugering til isolering af øerne. De isolerede øer blev dyrket i 7 dage ved 37°C i RPMI-1640-medium, der var suppleret med 10% føtalt kalveserum i en fugtig 5% COg-atmosfære.

5

Belægning af øer A. Aluminiumhvdroxid 3 10 Isolerede øer suspenderes i 3 ml RPMI 1640 i en koncentration på 10 øer per ml. Aluminiumhydroxid males i en morter med støder indtil gel parti kel størrelsen er 1-3 mikrometer. En 1% Al (0H)3-opløsning fremstilles i fysiologisk saltvandsopløsning. RPMI-Mediet fjernes fra øerne og erstattes med 3 ml 1% A1(0H)3 saltvandsopløsningen.

15 Ø-Al(0H)3-opløsningen blandes ved rotation i 2,5 minutter. De

Al(OH)3-belagte øer bundfældes, og den overskydende Al(0H)3-op-løsning fjernes. De belagte øer vaskes derpå 3 gange i 6 ml fysiologisk saltvandsopløsning med pH 7.

20 De belagte øer overføres derefter til 3 ml 0,5% fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7, af poly-L-asparaginsyre, molekylvægt 50.000, og blandes i 4 minutter. Poly-L-asparaginsyren fjernes og de belagte øer vaskes 3 gange med 6 ml fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7.

25

De belagte øer suspenderes i 3 ml 0,5% opløsning af poly-L-lysin, molekylvægten 50.000, og blandes i 5 minutter. Poly-L-lysinet fjernes og øerne vaskes 3 gange i fysiologisk saltvandsopløsning, pH

7.

30

Poly-L-asparaginsyre- og poly-L-lysinbelægningerne og vaskene kan gentages, hvis der ønskes et tykkere ydre lag.

Efter den sidste vask med fysiologisk saltvandsopløsning suspenderes 35 de belagte øer i 10 ml 1% opløsning af deferoxamin i fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7,2, i 10 minutter. Deferoxaminbehandl ingen gentages i andre 10 minutter og fjernes derpå. De belagte øer vaskes to gange i fysiolgisk saltvandsopløsning og RPMI-1640-medium På dette tidspunkt kan øerne transplanteres eller returneres til

DK 165221 B

8 vævskulturen. De belagte øer kan holdes i vævskultur i RPMI-1640, 10% føl talt kalveserum, 5% og 85% luft.

B. DTBP 5

Et tusinde isolerede øer suspenderes i 0,5% DTPB'i 5 ml fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7,2. Øerne blandes i 30 sekunder, og derefter tilsættes der 30 ml saltvandsopløsning til suspensionen, og de DTBP-belagte øer får lov til at bundfældes. DTBP-opløsningen fjernes 10 og øerne vaskes 3 gange med 20 ml saltvandsopløsning, pH 7. Den sidste saltvandsopløsning fjernes, og der tilsættes 3 ml 0,5% poly-L-asparaginsyreopløsning, molekylvægt 50.000, og der blandes i 4 minutter.

15 Poly-L-asparaginsyren fjernes, og de polymerbel agte øer vaskes tre gange med 6 ml saltvandsopløsning. De belagte øer suspenderes derpå i 3 ml 0,5% poly-L-lysin, molekylvægt 50.000, og blandes i 5 minutter. Poly-L-lysinet fjernes, og øerne vaskes tre gange i fysiologisk saltvandsopløsning.

20 C. MHC-antiserum

Et tusinde øer, der er isoleret fra rotter, suspenderes i 0,25 ml histo-kompatibilitets-antiserum (M. A. Bioproducts), der er for-25 tyndet 1/2 med fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7,5. Øerne og

antistoffet inkuberes ved 4°C i 45 minutter. Det antistofbel agte væv ' vaskes derefter to gange med 5 ml fysiologisk saltvandsopløsning, pH

7. Den sidste saltvandsvask fjernes, og der tilsættes 3 ml 0,5% poly-L-lysin, molekylvægt 50.000, og der blandes i 5 minutter.

30 Poly-L-lysinet fjernes og øerne vaskes i fysiologisk saltvandsop løsning, pH 7. De belagte øer suspenderes derpå i 3 ml 0,5% poly-L-asparaginsyreopløsning, molekylvægt.50.000, og blandes i 4 minutter. Poly-L-asparaginsyren fjernes, og øerne vaskes i fysiologisk saltvandsopløsning med pH 7. Hvis det ønskes, kan øerne belægges endnu 35 en gang med poly-L-lysin og vaskes. En alternativ belægningsmetode er at biotinylere bindeledsantistoffet og polymeren og anvende standard biotin-avidinsystemet.

Øer fra mennesker kan belægges på lignende måde ved anvendelse af

DK 165221 B

9 til rådighed værende antistoffer til humant klasse I/II MHC antigener (MHC: Major Histocompatibility Complex).

D. Lectin 5

Et tusinde isolerede øer suspenderes i 10 mg/ml Con A i 3 ml fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7 (Sigma Chemical Company). Øerne blandes i 15 minutter ved 4°C og vaskes med 10 ml fysiologisk saltopløsning med pH 7. Saltvandsopløsningen fjernes og erstattes 10 med 3 ml 0,5% poly-L-lysin, molekylvægt 50.000, saltvandsopløsning med pH 7 og blandes i 5 minutter. Poly-L-lysinet fjernes, og øerne vaskes i fysiologisk saltvandsopløsning med pH 7. De belagte øer suspenderes derefter i 3 ml 0,5% poly-L-asparaginsyre, molekylvægt 50.000, opløsning og blandes i 4 minutter. Øerne vaskes derpå i 15 fysiologisk saltvandsopløsning med pH 7. Endnu en belægning af poly-L-lysin kan påføres, hvis det ønskes.

En alternativ belægningsfremgangsmåde er at biotinylere lectin-bindeleddet og polymeren og anvende standardbiotin-avidinsystemet.

20 E. Polvkationisk polvaminosvre

Isolerede øer suspenderes i 3 ml 0,5% fysiologisk saltvandsopløsning, pH 7, af poly-L-lysin, molekylvægt 50.000, og blandes i ca. 10 25 minutter. Poly-L-lysinopløsningen fjernes derpå, og de belagte øer vaskes 3 gange med 6 ml fysiologisk saltvandsopløsning.

De belagte øer overføres derpå til 3 ml 0,5% fysiologisk saltvandsopløsning af poly-L-asparaginsyre, molekylvægt 50.000, og 30 blandes i ca. 10 minutter. Poly-L-asparaginsyren fjernes, og de belagte øer vaskes igen 3 gange med saltvandsopløsning.

Til slut suspenderes de belagte øer igen i 3 ml 0,5% sal tvands-opløsning af poly-L-lysin og blandes i ca. 10 minutter efterfulgt af 35 vaskning i saltvandsopløsning.

In vitro afprøvning af øer

Funktionel levedygtighed og regulering med glucose blev bestemt for

DK 165221 B

10 de belagte øer. De var belagt ved anvendelse af de fremgangsmåder, der er givet i eksemplerne A-E. Den immunoreaktive insulinkoncentration (IRI) af vævsdyrkningsmediet blev bestemt ved radioimmu-noanalyse. Insulinsekretionen blev bestemt som svar på 1 times 5 sekvensstimulering med 2 mM glucose og 25 mM glucose. Insulinsekretionen fra 60 belagte øer i 5 ml RPMI-medium blev bestemt. Kun lidt insulin blev secerneret som svar på 2 mM glucose (ikke-stimule-rende koncentration). Som svar på 25 mM glucose secernerede de behandlede øer 1,5-2,2 mg insulin/ø/time. Dette er sammenligneligt 10 med det respons-insulin, der secerneres af friske, ubehandlede øer.

In vivo afprøvning af øer

Balb/C-mus blev gjort diabetiske ved intraperitoneal indsprøjtning 15 af streptozotoksin (180 mg/kg legemsvægt). Ikke-fastende plasmaglu-coseindhold varierede fra 400 til 600 mg/100 ml. Kun mus med plas-maglucosekoncentrationer på mere end 400 mg/100 ml i 2 uger modtog transplantater. Isolerede øer fra rotter (Sprague-Dawley) blev belagt under anvendelse af de fremgangsmåder, der er angivet i 20 eksemplerne A-D. 2000 Belagte øer blev transplanteret intraperitonealt til hver diabetesmus, og ikke-fastende pi asmagiucoseindhold blev bestemt 3 gange ugentligt. PI asmagiucoseindholdet faldt i de transplanterede mus til 100-175 mg/100 ml. Disse belagte øer opretholdt normgiykæmia i de transplanterede mus i fra 3 uger til halvan-25 det år. Normgiykæmiske mus blev aflivet efter 3 måneder med henblik på at genvinde de transplanterede øer. De belagte øer viste ingen tegn på makroskopisk eller histologisk vævsreaktion, og de genvundne øer var levedygtige og i stand til in vitro regulering med glucose.

30 En hund blev gjort diabetisk ved fuldstændig fjernelse af pancreas.

Efter operationen var dens begyndelsesblodgiucoseindhold 430 mg/100 ml, og den behøvede 15 U NPH-insulin (Neutral Protamine Hagadon, der er en steril suspension of zink-insulinkrystaller og protaminsul fat i en vandig pufferopløsning beregnet til injektion) for at holde det 35 under 300 mg/100 ml. 5.000 øer blev opnået fra en ikke-beslægtet hunds pancreas, behandlet ved anvendelse af MHC-antiserumfremgangsmåden (eksempel C ovenfor, anti-hund-MHC-antisera kan erhverves fra Microbiological Associates) og transplanteret til bughulen på diabeteshunden. Efter transplantationen faldt dens blodglucoseniveau

DK 165221 B

π og insulinbehovet i løbet af 24 timer. De transplanterede øer er fortsat med at fungere i over 1\ år. Hunden behøvede ingen immunosuppressive medikamenter, og den har et blodgiucoseniveau på fra 170-250 uden insulin, hvilket er lavere end indholdet før trans-5 plantationen, men højere end det i normale ikke-diabetiske hunde.

Dette niveau, der er lidt højere end normalt, var ventet, idet der kun. blev transplanteret 5.000 øer (en normal pancreas indeholder ca.

300.000 øer, og ca. 20.000 ville bringe denne hund til normgi ykæmia). Hunden holdes på 6 U NPH-insulin (for at fremme udvikling 10 og formering af øerne) og har en blodglucose på 93 mg/100 ml. Den har ikke vist kliniske tegn på sukkersyge.

15 20 25 30 35

Claims (6)

1. Belagt transplantat, der er egnet til transplantation til et 5 genetisk forskelligt individ, kendetegnet ved, at transplantatet er belagt med en immunologisk barrieremembran, der er tilpasset transplantatets overflade, hvilken membran omfatter et ikke-cytotoksisk indre lag, der er bundet kemisk til overfladen på transplantatet, evt. et eller flere mellemlag af uskadeligt 10 materiale og ét ydre biologisk kompatibelt, vanduopløseligt semipermeabelt lag, der er bundet kemisk til det indre lag eller det forudgående mellemlag, hvorhos det indre lag består af et materiale udvalgt blandt: (a) aluminiumhydroxid, 15 (b) et disaccharid, (c) et polyfunktionelt tværbindingsmiddel, (d) et immunoglobulin til en overf1adebestanddel på transplantatet, (e) et lectin, og 20 (f) en polyionisk polyaminosyre, der har en ladning, som er modsat den på transplantatets overflade, og det ydre lag består af en polyaminosyre, der har reaktive carboxyl-, amino- eller iminosidegrupper. 25

2. Belagt transplantat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det indre lag udgøres af aluminiumhydroxid, et bi funktionelt disulfid, et immunoglobulin, der binder til et MHC-antigen på transplantatet, concanavalin A eller polylysin. 30

3. Belagt transplantat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at polyaminosyren i det ydre lag er polylysin, polyarginin, polyasparaginsyre eller polyglutaminsyre.

4. Fremgangsmåde til belægning af et transplantat, hvilken fremgangsmåde gør transplantatet egnet til transplantation til et genetisk forskelligt individ, kendetegnet ved, (i) at transplantatet først belægges med et første eller DK 165221 B indre lag af ikke-cytotoksisk materiale, der danner en kemisk binding med transplantatets overflade, hvilket første lag passer til transplantatets overflade og består af et materiale udvalgt blandt: 5 (a) aluminiumhydroxid, (b) et disaccharid, (c) et polyfunktionelt tværbindingsmiddel, (d) et immunoglobulin til en overf1adebestanddel 10 på transplantatet, (e) et lectin, og (f) en polyionisk polyaminosyre, der har en ladning, der er modsat den på transplantatets overflade, 15 (ii) at eventuelt ét eller flere mellemlag af uskadeligt materiale påføres det første lag, og (iii) at transplantatet derefter belægges med et ydre lag af et 20 polymert materiale, der danner en kemisk binding med materialet på det første lag eller med påfølgende mellemlag, hvilket ydre lag er biologisk kompatibelt og semipermeabelt og består af en polyaminosyre, der har reaktive carboxyl-, amino- eller iminosidegrupper. 25

5. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved, at det indre lag udgøres af aluminiumhydroxid, et bifunktionelt disulfid, et immunoglobulin, der binder til et MHC-antigen på transplantatet, concanavalin A eller polylysin. 30

6. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved, at polyaminosyren på det ydre lag er poly-L-lysin, polyarginin, polyasparaginsyre eller polyglutaminsyre. 35