DK150627B - Fremgangsmaade til udvinding af molybden fra affaldskatalysatorer - Google Patents

Description

150827

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde af den i krav l's indledning angivne art til udvinding af molybden fra affaldskatalysatorer, nærmere bestemt fra brugte katalysatorer baseret på aktiveret aluminiumoxid og indeholdende en eller flere molybdenforbin-delser og en eller flere andre metalforbindelser. De anvendte katalysatorer er især af den type, der anvendes ved afsvovling af olier. Katalysatorer af denne 4- type indeholder en bærer baseret på y-aluminiumoxid, der er imprægneret med en eller flere molybden-forbin-delser. Disse er generelt oxider, såsom MoO^, der i sig selv opnås ved dissociering af et salt, såsom am-moniummolybdat. Andre metalforbindelser, især cobalt-oxid og/eller nikkeloxid, findes ofte i katalysatoren som aktive konstituenter. Endelig indeholder katalysatoren urenheder, hvoraf de fleste forbliver fastbundet i katalysatoren i hele dens brugstid. Det drejer sig her især om forskellige organiske forbindelser, såsom de, der indeholder svovl.

Før man underkaster disse affaldsprodukter en kemisk behandling, er det almindelig praksis at underkaste dem en oxiderende ristning ved en temperatur, der generelt er under 600°C, for at fjerne de imprægnerende carbonhydrider, carbon og en del af svovlet i form af flygtige forbindelser; se f.eks. tysk offentliggørelsesskrift nr. 2 316 837. Denne behandling udføres ofte i den samme kolonne, der anvendes ved behandling af carbonhydriderne. Behandlingen kan f.eks. også udføres, når den kemiske behandling er udført. Efter denne ristning foreligger molybden i katalysatoren i form af dets oxid eller sulfid. Molybden kan herefter frasepareres og udvindes' på brugbar form ved forskellige fremgangsmåder .

Her kan især henvises til fransk patentskrift nr. 701 426, 150827 2 der angår en fremgangsmåde til behandling af katalysatorer, der anvendes ved hydrogenering af kul, olie og tjærestoffer. Foruden en aluminiumoxidbaseret bærer indeholder disse katalysatorer metalforbindelser, der er baseret på molybden, chrom, zink og magnesium. Det viste sig, at hvis disse katalysatorer blev ristet ved en temperatur under 500°C, var det muligt at solubili-sere molybden med en opløsning af ammoniak, hvilket gjorde det muligt at opnå ammoniummolybdat, medens de andre metaller forblev upåvirket eller kun blev påvirket i ringe grad. Det er herefter muligt at udfælde molybdensyre med saltsyre ved kogepunktet. Denne fremgangsmåde har den væsentlige ulempe, at der er en meget lav reaktionshastighed mellem ammoniak og molybdenoxid i katalysatoren. Desuden er ekstraktionsudbyttet lavt, idet en betydelig del af molybdenoxidet forbliver i de inerte materialer. Endelig påvirkes molybdensulfid næsten ikke ved ammoniakbehandlingen.

Fra USA-patentskrift nr. 2 367 506 kendes endvidere en fremgangsmåde til udvinding af molybden fra brugte katalysatorer anvendt ved nedbrydning af naphthener til aromatiske forbindelser, hvilke katalysatorer er baseret på molybdenforbindelser med en bærer af aktiveret aluminiumoxid. Der beskrives her en fremgangsmåde, der består i at neddyppe den brugte katalysator i en opløsning af natriumcarbonat, indtil den fuldstændig er imprægneret, og herefter at opvarme de således imprægnerede katalysatorstykker i 30 minutter ved en temperatur på 1150°C, f.eks. i en roterovn. Under disse betingelser bliver aluminiumoxidet gjort i det væsentlige uopløseligt, og det dannede natriumaluminat kan herefter opløses i vand, hvorved der kun medrives en lille mængde aluminium i form af natriumaluminat. Den således beskrevne fremgangsmåde har den ulempe, at opløseligheden af det dannede molybdat reduceres, og at 150627 3 opløsningen af molybdatet i vand bliver vanskelig. Endelig har det vist sig, at det ikke er muligt at undgå opløsning af aluminiumoxid, der herefter skal frasepareres ved en yderligere behandling, hvis man ønsker at udvinde en tilstrækkelig ren molybden-forbindelse.

Det har nu overraskende vist sig, at man ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen kan undgå de ovenfor beskrevne ulemper ved de kendte fremgangsmåder. Således er det muligt ved den omhandlede fremgangsmåde fuldstændigt at udvinde molybden indeholdt i brugte katalysatorer uden på samme tid at medrive væsentlige mængder aluminium. Det er også muligt at behandle katalysatoren efter en for-ristning, ved temperaturer fortrinsvis under 600°C, uden at denne for-ristningstemperatur er særlig kritisk, hverken med hensyn til solubiliseringen af molybden eller med hensyn til ekstraktionsudbyttet.

Den omhandlede fremgangsmåde er således ejendommelig ved, at man calcinerer den imprægnerede katalysator ved en temperatur på 600-800°C, at man behandler den imprægnerede og calcinerede katalysator med en strøm af carbondioxid, hvorpå man vasker den med vand for at opløse det dannede natriummolybdat, Na2Mo0^, og gradvis tilsætter den ved vask med vand opnåede opløsning en mængde salpetersyre, der udgør 1,5-2,3 gange den mængde, der er nødvendig for at opretholde en pH-værdi på 5-6, mens man samtidigt holder temperaturen under 30°C, og at man hydrolyserer den således syrebehandlede opløsning ved en temperatur nær kogepunktet, hvorpå man renser og tørrer den herved udfældede molybdensyre.

På grund af den relativt lave calcineringstemperatur, behandlingen med carbondioxid, det betydelige overskud af salpetersyre og udfældningen af molybdensyre nær ved kogepunktet opnår man, at den således udvundne mo- 150627 4 lybdensyre har en betydeligt højere renhed, d.v.s. et væsentligt ringere indhold af aluminium, end det er muligt at opnå ved de kendte fremgangsmåder. Desuden er kemikalieforbruget relativt beskedent.

Efter at katalysatoren er blevet ristet for at fjerne flygtige forbindelser, er molybdenindholdet i affaldsprodukterne normalt af størrelsesordenen 4-12 pct., medens svovlindholdet ligger mellem 0,5 og 4 pct. Disse tal er kun retningsgivende, og visse typer katalysatorer kan have molybden- eller svovlindhold, der er mindre eller større end disse angivelser. Imprægneringsbehandlingen skal udføres således, at alle katalysatorpillerne ensartet absorberer reaktanten. Dette resultat opnås f.eks. ved at sprøjte et omrørt leje af piller med en opløsning af natriumcarbonat, idet der fremkaldes en systematisk bevægelse af pillerne under påsprøjtningen. Opløsningens volumen afhænger i begrænset grad af den specifikke overflade af katalysatoren og ligger på 200-500 ml pr. kg behandlet katalysator. Koncentrationen af natriumcarbonat varierer meget i forhold til indholdet af molybden og svovl, som det vil blive forklaret i det følgende.

Denne imprægnering efterfølges af en opvarmning til en temperatur på mellem 600 og 800°C, fortrinsvis til en temperatur på 650-750°C. Det har vist sig, at molybden, der er til stede i form af molybden eller molybden-sulfid i dette temperaturområde, næsten fuldstændigt omdannes til molybdat, der er opløselige i varmt vand (80°), i løbet af kort tid, hvilket vil sige af størrelsesordenen 1 time. Ved denne temperatur reagerer oxider af cobalt og nikkel, der er til stede, ikke med natriumcarbonat i nogen væsentlig udstrækning og forbliver i det væsentlige uopløselige i vand. Selv om reaktionshastigheden i dette temperturområde for reaktio- 150627 5 tionshastigheden i dette temperaturområde for reaktionen mellem aluminiumoxid og natriumcarbonat er meget lav, er det dog ikke muligt helt at undgå dannelse af små mængder natriumaluminat. Disse mængder forbliver begrænsede, forudsat at temperaturbetingelserne og behandlingstiden holdes inden for de anførte rammer, og forudsat at det tilførte overskud af natriumcarbonat ikke er for stort. Efter denne varmebehandling og den nedenfor nærmere beskrevne behandling med Cf^ omrøres 'katalysatorpillerne med varmt vand, indtil natriummo-lybdatet er opløst så fuldstændigt som muligt. Dette opnås ved temperaturer fra 60 til 100°C i løbet af ca.

1 time. Det er normalt ønskværdigt at opnå en relativ koncentreret opløsning, der f.eks. indeholder 45-50 g/liter molybden i form af natriummolybdat. Disse opløsninger indeholder også natriumaluminat. På grund af driftsbetingelserne defineret ovenfor er forholdet mellem aluminium og molybden i opløsning generelt af størrelsesordenen 10 pct., i mange tilfælde endda lavere og sjældent over 20 pct. Som allerede nævnt indeholder disse opløsninger også natriumsulfat og frit natriumcarbonat. Disse opløsninger kan i suspension indeholde små faste partikler, primært hidrørende fra en delvis nedbrydning af affaldskatalysatoren. Disse partikler fjernes ved dekantering eller filtrering f.eks. i en filterpresse. Det vigtigste trin ved fremgangsmåden er fraskillelsen af molybden i form af molybdensyre fra natriumaluminatet og alkalisaltene. Det har her overraskende vist sig, at det er muligt at omdanne den oprindelige basiske opløsning til en sur opløsning, hvorfra molybdensyren herefter udfældes uden fare for delvis hydrolyse af natriumaluminat. Denne tilsyneladende komplekse operation udføres på en præcis og reproducerbar måde ved en simpel og ny metode, som består i at behandle opløsningen i to efter hinanden følgende reaktorer med samme kapacitet, der er arrangeret på 150627 6 en sådan måde, at også de udstrømmende mængder i disse reaktorer er lige store og konstante. Den første reaktor modtager opløsningen, der stammer fra ekstraktionen af opløselige salte med varmt vand, hvilke salte er indeholdt i katalysatoren efter behandling med na-triumcarbonat og befriet for eventuelle faste partikler ved dekantering eller filtrering som beskrevet ovenfor.

Denne opløsning afkøles ved indgangen til den første reaktor til en temperatur på under 40°C. En strøm af salpetersyre føres kontinuerligt til den samme reaktor med en sådan hastighed, at pH-værdien af opløsningen indstilles til mellem 5 og 6, fortrinsvis mellem 5,2 og 5,5. Denne mængde salpetersyre kan indstilles på kendt måde, såsom ved hjælp af en doseringspumpe, hvor mængden kontinuerligt reguleres ved hjælp af et pH-meter med en sonde placeret i selve reaktoren. Da reaktionen er exoterm, skal reaktoren være forsynet med køleorganer, såsom en kølekappe eller en kølespiral, og eventuelt med en omrører for at gøre det muligt at holde temperaturen i opløsningen på ikke meget over 20° og i alle tilfælde under 30°C. Under disse betingelser neutraliseres det frie natriumcarbonat, og natriumalumi-natet nedbrydes til det punkt, hvor udfældningen begynder, hvilket gør opløsningen lettere uklar. Opløsningen føres herefter til den anden reaktor med en konstant strømningshastighed, f.eks. via et overløb. En strøm af salpetersyre føres kontinuerligt ind i denne reaktor i det væsentlige i den samme mængde, som tilføres den første reaktor. En simpel måde, hvorpå man kan opnå dette, består i at anvende en doseringspumpe med to separate kredsløb og med et enkelt reguleringssystem, der gør det muligt at opnå to strømninger med lige stort volumen, hvor den ene strømning føder den første reaktor, og den anden strømning føder den anden reaktor. Det er tilstrækkeligt at føde hvert kredsløb fra et fælles reservoir, således at der tilføres de 150627 7 samme vægtmængder salpetersyre. Som den første reaktor er den anden reaktor forsynet med et kølesystem, der gør det muligt at holde temperaturen under 30°C. På grund af det således tilførte overskud af salpetersyre er det muligt på den ene side at genopløse det aluminiumoxid, der har tendens til at udfælde, og på den anden side at skabe betingelser, der er gunstige for udfældning af molybdensyre.

For at opnå denne udfældning er det nødvendigt at opvarme opløsningen til en temperatur nær ved kogepunktet.

Dette gøres fortrinsvis i en eller flere udfældningsbeholdere, der modtager opløsningen fra den anden reaktor, idet opløsningen opvarmes til ca. 100°C. Det opnåede bundfald vaskes, renses og tørres herefter på sædvanlig måde. Bundfaldet, der er baseret på molybdensyre-mono-hydrat, indeholder kun små mængder aluminium. Molybden-indholdet udtrykt i procent af det tørre produkt er lig med eller større end 60 pct., medens aluminiumindholdet er mindre end 0,1 pct. og i mange tilfælde omkring 0,01 pct.. Imidlertid er man under udviklingen af den omhandlede fremgangsmåde stødt på følgende to vanskeligheder:

For det første har det vist sig, at imprægneringen af katalysatoren med en nøjagtigt udregnet mængde natrium-carbonatopløsning var relativt vanskelig at udføre, hvis opløsningen skulle fordeles homogent. En vandig opløsning indeholdende 400 g natriumcarbonat pr. liter anvendtes generelt for at begrænse vandmængden. Denne opløsning, der til at begynde med blev opvarmet til ca. 70°C, havde tendens til at krystallisere under kontakten med katalysatoren, hvilket hindrede carbonatet i at trænge ind i porerne i katalysatorpartiklerne.

Desuden var det ikke ønskværdigt med en større fortynding, da absorptionskapaciteten af katalysatoren derved 150827 8 begrænses.

I stedet for at imprægnere katalysatorpartiklerne med en vandig opløsning af natriumcarbonat blandes katalysatorpartiklerne først med vandfrit natriumcarbonat i form af et fint pulver i en blandebeholder af enhver type, såsom en roterende mixer. Generelt er en omblanding i nogle få minutter tilstrækkelig til, at partiklerne af natriumcarbonat fordeles over overfladen af katalysatorpartiklerne. Det er herefter tilstrækkeligt at tilsætte den nødvendige mængde vand ved stuetemperatur og igen at omrøre i nogle få minutter for at opnå en i det væsentlige fuldstændig absorption af vand ind i katalysatorpartiklerne. Forsøg har vist, at denne indtrængen af vand gør det muligt for natriumcarbonatet at trænge ind i partiklerne, sandsynligvis ved diffusion. I løbet af det følgende trin, hvor katalysatoren opvarmes, er udbyttet af molybden, der omdannes til natriummolybdat, i det mindste lige så stort, som når imprægneringen sker med en varm opløsning af natriumcarbonat på kendt måde.

En anden, mere alvorlig, vanskelighed viste sig under vedvarende forsøg i pilotskala, hvor man forsøgte at opløse det natriummolybdat, der blev dannet i katalysatoren efter carbonatbehandlingen, i varmt vand. Dannelsen af afsætninger blev observeret på væggene af beholderne, der indeholdt den vandige opløsning, og i rørene, hvorigennem opløsningen cirkulerede. Dette fænomen hidrører fra, at opløsningen af natriummolybdatet også ledsages af opløsning af en vis mængde natriumaluminat, og vægtforholdet mellem aluminium og molybden i opløsning er generelt af størrelsesordenen 0,1 og i nogle tilfælde endog ca. 0,2. Undersøgelser har vist, at afsætninger, der dannes på væggene af beholderne og i rørledningerne, primært er baseret på aluminiumoxid 150627 9 og især udgøres af aluminiumtrihydrat. Det således dannede lag adhærerer stærkt til stål, ebonit, glas og gummi. Det synes, som om dette fænomen forstærkes ved tilstedeværelsen af katalysatorpartikler i suspension i opløsningen, idet disse virker som kim. Når disse lag bliver tykkere, har de tendenser til at falde af, og de således frigivne pladeformede afsætninger medrives ved gennemstrømning af opløsningen og har tendens til at blokere rørledninger og endvidere til at blokere cirkulationspumperne.

Det har nu overraskende vist sig, at det er muligt at undgå disse vanskeligheder. Det har nemlig vist sig, at det ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen ikke blot er muligt at undgå disse uheld, men også er muligt at fremstille et produkt af mere reproducerbar kvalitet og i renere form.

Denne forbedring er et resultat af følgende eksperimentelle iagttagelser: Når katalysatoren henstår i nogle få dage efter imprægnering med natriumcarbonat og opvarmning, er de afsætninger, der dannes ved opløsning i vand, ikke så omfangsrige. Påfølgende forsøg har vist, at reduktionen af disse afsætninger skyldes, at carbondioxid i luften indvirker på det natriumaluminat, der er til stede i katalysatorpartiklerne. Derfor behandles katalysatorpartiklerne efter opvarmningen med en strøm af carbondioxidgas. Driftsbetingelserne er meget simple og er tilstrækkelige til at bringe carbondioxidgassen i kontakt med katalysatorpartiklerne i tilstrækkelig lang tid til at muliggøre en diffusion af carbondioxid ind i katalysatorpartiklerne. Dette resultat opnås f.eks. ved at fylde en lodret kolonne af formstofmateriale eller pladestål med katalysatorpartikler og at cirkulere en strøm af carbondioxidgas igennem kolonnen. Mængden af carbondioxidgas, der kræves til en effektiv behandling, 150827 10 er af størrelsesordenen 1 Nm^ pr. 50-100, fortrinsvis pr. 60-70 kg. katalysator. Mængden afhænger naturligvis af den mængde aluminiumoxid, der er til stede som natri-umaluminat i katalysatoren. Selv om den nøjagtige fysiskkemiske proces, der finder sted, ikke er kendt, er det sandsynligvis således, at natriumaluminat i det mindste delvis dekomponerer under dannelse af carbonat. Denne reaktion finder sted ved en temperatur nær ved stuetemperatur. Herefter udføres de andre trin ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen som beskrevet. Herved dannes ikke længere afsætninger på væggene af beholdere og i rørledninger under opløsningsbehandlingen. Desuden er overskuddet af natriumcarbonat, der anvendes i forhold til mængden af katalysator, ikke længere kritisk, hvilket gør fremgangsmåden enklere. Den lille mængde amorft aluminiumoxid i form af fine partikler, der uundgåeligt frigives fra katalysatorpartiklerne under vaskebehandlingen, volder ingen problemer, idet de ikke ag-glomererer til faste klumper, men forbliver på findelt form. En del af aluminiumoxidet frasepareres ved dekantering, medens resten, der er suspenderet i vaskeopløsningen, holdes tilbage ved filtrering, før opløsningen føres ind i neutralisations- og klaringsreaktorerne.

I det nedenstående eksempel er beskrevet en foretruk-ken udførelsesform for fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Der henvises til den medfølgende tegning, som er et blokdiagram for denne foretrukne udførelsesform.

EKSEMPEL

Katalysatoren, der behandles, er en brugt katalysator i form af små cylindre, baseret på ^-aluminiumdioxid, der på forhånd er blevet underkastet en oxiderende ristning ved omkring 500°C, hvorunder carbonhydrider, carbon og en del af svovlet i den brugte katalysator er blevet 150827 11 fjernet. Efter ristningen indeholder denne katalysator 8 vægtpct. molybden, 1,5 vægtpct. svovl og 2 vægtpct. cobalt. 25 kg natriumcarbonatpulver og 150 kg af denne katalysator indføres i en roterende blandemaskine. Efter 10 minutters blanding tilsættes 64 liter vand ved stuetemperatur, hvorefter der omblandes i yderligere 15 minutter. Herefter er natriumcarbonat og vand fuldstændigt opsuget af katalysatorpartiklerne. Katalysatorpartiklerne Opvarmes herefter i en roterovn til en temperatur på 650-750°C ved hjælp af en propanbrænder.

Opholdstiden i den varme zone er ca. 1 time. Ved udgangen af ovnen afkøles produktet til omkring stuetemperatur og føres kontinuerligt til den øvre ende af en lodret kolonne af pladestål, der er fyldt med ca. 200 kg katalysatorpartikler, i en mængde på 60-70 kg pr. time.

I denne kolonne cirkulerer en strøm af carbondioxid med en hastighed på 1 m pr. time. Katalysatoren udtages også kontinuerligt fra bunden af kolonnen. Opholdstiden for katalysatorpartiklerne i kolonnen er ca. 3 timer. Natriummolybdatet opløses herefter ved at vaske produktet i modstrøm, idet produktet lægges i et 10 cm tykt lag på et kontinuerligt filterbånd med en fil- 2 terovreflade på 1 m .

Vaskeenheden har seks trin, hvoraf det sjette og sidste trin fødes med varmt vand ved 80°C i en mængde på ca.

120 liter pr. time. Den koncentrerede opløsning af na-triummolybdat fjernes ved udgangen af det første trin i en mængde på ca. 104 liter pr. time med et indhold på 45-50 g/liter molybden i opløst form. Det vaskede faste produkt, der fjernes fra filteret efter vask med rent vand i sidste trin, indeholder ca. 0,27 pct. molybden i opløselig form. Som følge heraf er udbyttet af størrelsesordenen 97 pct. For at udføre en perfekt fraseparering af uopløselige partikler, der kan suspenderes under opløsning af natriummolybdatet med varmt 12 150527 vand, efterfølges opløsningsbehandlingen af en filtrering af den alkaliske opløsning på en filterpresse, før den indføres i den første neutralisationsreaktor, hvori der anvendes salpetersyre. Efter dette første trin viser en analyse af opløsningen, at aluminiumind-holdet er mindre end 0,03 pct. baseret på vægten af molybden. Da molybdenindholdet er af størrelsesordenen 45-50 g/liter, kan man regne ud, at aluminiumindholdet er mindre end 0,015 g/liter. I den første reaktionsbeholder indføres ved hjælp af en doseringspumpe en salpetersyreopløsning med en salpetersyrekoncentration på 53 pct.. Denne reaktor har et volumen på 150 liter og er forsynet med køleorganer i form af en kølekappe fyldt med cirkulerende vand, hvorved temperaturen holdes under 20°C. Driften af denne første doseringspumpe kontrolleres ved hjælp af en sonde til kontinuerlig måling af pH, og denne er anbragt i reaktoren. Således opretholdes en pH-værdi på 5,2-5,5. Under disse betingelser er pumpehastigheden ca. 8 liter pr. time. Opløsningen, der er let uklar på grund af begyndende udfældning af aluminiumoxid, ledes til den anden klaringsreaktor med et lige så stort volumen som den første reaktor, hvor der tilføres en yderligere mængde salpetersyre ved hjælp af en anden doseringspumpe, der kontrolleres afhængigt af den første doseringspumpe, således at der tilledes nøjagtigt den samme mængde salpetersyre med samme sammensætning som den første strøm af salpetersyre. Temperaturen i denne anden reaktor holdes under 30°C, ligeledes ved at cirkulere vand igennem en kølekappe.

Under disse betingelser genopløses aluminiumoxidet, og opløsningen er klar. Opløsningen ledes herefter ind i en tredje udfældningsreaktor, der har samme volumen som ved de første to reaktorer, og som er opvarmet til 100°C ved hjælp af en dampkappe. Under disse betingel- 13 150S27 ser udfældes molybdensyre, medens det meste aluminium forbliver i opløsning. En omrøring gør det muligt at holde bundfaldet i suspension. Suspensionen ledes herefter til et roterende filter, hvorpå bundfaldet opsamles og vaskes kontinuerligt med demineraliseret vand indeholdende 2 volumenpct. koncentreret salpetersyre.

Bundfaldet ledes herefter til en varmlufttørrer, hvor det opvarmes til ca. 100°C. Bundfaldet, der er baseret på molybdensyre, har et gennemsnitligt molybdenindhold på 61,2 pct.. Aluminiumindholdet er kun 0,004 pct.. Middelvægtfylden er 2. Udbyttet af molybden i form af molybdensyre baseret på molybden i affaldsproduktet er ca. 85 pct..

Fremgangsmåden, som er beskrevet i dette eksempel, kan modificeres på forskellige måder, uden at man går uden for rammerne af den foreliggende opfindelse, idet der er mange tilsvarende måder at udføre de væsentlige trin ved den omhandlede fremgangsmåde på. Især er det muligt i et enkelt trin at udføre neutralisations- og klarings-behandlingen af opløsningen, der indeholder natriummo-lybdat. I dette tilfælde er det tilstrækkeligt i en enkelt reaktor at indføre en mængde salpetersyre, der mindst er lig med summen af de to mængder, der successivt tilføres de to reaktorer, i dette tilfælde ei det vanskeligere at kontrollere temperaturen af opløsningen, der ikke må overskride 30°C, for at undgå en irreversibel udfældning af aluminium.

Endelig har det vist sig, at der under den pågældende udfældning af molybdensyre er større risiko for, at molybdensyren opnås i en delvis kolloid form, der er vanskeligere at filtrere. Når derimod behandlingen med syre udføres i to trin, opnås normalt et tungt bundfald af molybdensyre, der er let at vaske på et filter.

150627 14

Dette er en vigtig faktor med hensyn til opnåelse af en molybdensyre med et meget lavt aluminiumindhold, der specielt kan anvendes ved fremstilling af særdeles rent molybdenpulver ved reduktion med hydrogen.

Claims (3)

150627

1. Fremgangsmåde til udvinding af i det væsentlige aluminium-fri molybden som molybdensyre fra affaldskatalysatorer baseret på aktiveret aluminiumoxid og indeholdende en eller flere molybdenforbindelser og en eller flere andre metalforbindelser, hvor man, efter om nødvendigt at have fjernet carbon, carbonhydrider og en del af svovlindholdet, behandler katalysatoren med na-triumcarbonat, calcinerer den behandlede katalysator og vasker den med vand for at opløse det dannede natri-ummolybdat, kendetegnet ved, at man calcinerer den imprægnerede katalysator ved en temperatur på 600-800°C, at man behandler den imprægnerede og calci-nerede katalysator med en strøm af carbondioxid, hvorpå man vasker den med vand for at opløse det dannede natriummolybdat og gradvis tilsætter den ved vask med vand opnåede opløsning en mængde salpetersyre, der udgør 1,5-2,5 gange den mængde, der er nødvendig for at opretholde en pH-værdi på 5-6, mens man samtidigt holder temperaturen under 30°C, og at man hydrolyserer den således syrebehandlede opløsning ved en temperatur nær kogepunktet, hvorpå man renser og tørrer den herved udfældede molybdensyre.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den med henblik på fjernelse af carbon, carbonhydrider og en del af svovlindholdet behandlede katalysator imprægneres ved blanding med vandfrit natriumcar-bonat i form af et fint pulver efterfulgt af en befugt-ning med vand.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at den imprægnerede katalysator calcineres