DK145779B - Analogifremgangsmaade til fremstilling af pharmaceutisk acceptable syreadditionssalte af n-butylaminderivater - Google Patents

Description

i 145779

Den foreliggende opfindelse angår en analogifremgangsmåde til fremstilling af hidtil ukendte, pharmaceutisk acceptable syreadditionssalte af n-butylaminderivater med den almene formel

5 R1-C-NH2 I

R2"^ 1 2 hvori R betyder ethyl eller n-propyl, og R betyder ethyl, n-propyl, isopropyl, isobutyl eller tert-butyl, når R1 er

2 1 n-propyl, eller R betyder n-butyl eller isobutyl, når R

er ethyl/ dog ikke 1,1-di-n-propyl-n-butylamin-pikrat.

10 De farmaceutiske acceptable syreadditionssalte af forbindelserne med formlen I kan være syreadditionssalte dannet med en uorganisk syre, f.eks. hydrogenchlorid, eller med en organisk syre, i hvilken den frie carboxylgruppe er bundet til en mættet eller umættet aliphatisk gruppe eller til en aro-15 matisk gruppe eller en aralkylgruppe, der eventuelt indeholder en anden carboxylgruppe, f.eks. fumarsyre.

Tri-n-propylmethylamin eller 1,1-di-n-propyl-n-butylamin i fri baseform er beskrevet af Sperber et al. i J. Amer.Chem.

Soc. 71, s. 3352 (1949), hvor den angives at være "mindre 20 spasmolytisk og mere toksisk end de tilsvarende trialkyl-ethylaminer". Det fremgår af ovennævnte litteratursted, at der er tale om musculotropisk antispasmoid virkning.

Rent bortset fra, at det i ovennævnte litteratursted anførte vedrørende denne forbindelse er ganske ufuldstændigt, er 25 der intet som helst, der indicerer, at forbindelserne med formlen I i almindelighed og de pharmaceutiske acceptable syreadditionssalte af tri-n-propylmethylamin i særdeleshed kan anvendes til behandling af Parkinsons sygdom og ekstra-pyramidale forstyrrelser fremkaldt af neuroleptika.

30 Med hensyn til det pågældende methylaminderivats spasmoly- 2 usm tiske virkning er der i ovennævnte litteratursted ingen detaljerede angivelser angående virkningsgrad, lige så lidt som det indeholder oplysninger om den metode, der er anvendt til bestemmelsen af den spasmolytiske virkning. End-5 videre er toxicitetsdata ikke anført. På baggrund af det i ovennævnte litteratursted anførte kunne det således ikke udledes, om tri-n-propylmethylamin i baseform har tilstrækkelig spasmolytisk virkning i ugiftige doser, til at den kan anvendes som et terapeutisk middel.

10 Ved udførelse af farmakologiske forsøg med de crtihandlede forbindelser med formlen I er den spasmolytiske virkning af tri-n-propylmethylamin eller 1,1-di-n-propyl-n-butylamin også blevet undersøgt "in vitro". I fuld overensstemmelse med Sperber et aL's resultater blev det iagttaget, at den spas-15 molytiske virkning af denne forbindelse er særdeles svag, ja ubetydelig, idet den er 20.000 til 25.000 gange svagere end virkningen af atropin. Ud fra dette kan man derfor med rimelighed slutte, at den spasmolytiske virkning af tri-n-propylmethylamin in vivo først indtræder i doser, der er 20 særdeles toksiske.

Farmakologiske forsøg udført in vivo har vist, at tri-n-propylmethylamin i baseform såvel som de omhandlede forbindelser er virksomme mod Parkinsons sygdom og af neuroleptika fremkaldte ekstra-pyramidale forstyrrelser. Det har imidler-25 tid vist sig, at tri-n-propylmethylamin i baseform i doser, hvori den er virksom mod Parkinsons sygdom, dvs. i doser, der er noget mindre end den toxiske dosis, ikke har nogen spasmolytisk virkning.

Følgelig kan anvendelsen af tri-n-propylmethylamin som 30 terapeutisk middel ikke betragtes som værende kendt.

Det har overraskende vist sig, at de pharmaceutisk acceptable syreadditionssalte af tri-n-propylmethylamin har en særdeles specifik virkning ved behandling af Parkinsons sygdom og af ekstra-pyramidale forstyrrelser fremkaldt af neuro-35 leptika, og denne virkning er overraskende god i forhold 3 145779 til den virkning, der opnås med tri-n-propylmethylamin i baseform, især ved anvendelse af hydrochloridet og det sure fumarat.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen er ejendommelig ved, at 5 et isocyanat eller en N-formylamin med den almene formel CH3-CH2-H2C\^

R^-C-A II

2^ 1 2 hvori R og R har de ovenfor anførte betydninger, og A er en 0=C=N- eller H-CO-NH-gruppe, behandles mellem 15 og 100°C i et egnet medium med en stærk syre, der kan danne et 10 pharmaceutisk acceptabelt salt, til dannelse af det tilsvarende syreadditionssalt af n-butylaminderivatet, som, om ønsket, omsættes med et alkalimetalhydroxid til dannelse af n-butylaminderivatet på fri baseform, som derpå omsættes med en passende organisk eller uorganisk syre til dannelse 15 af et andet pharmaceutisk acceptabelt syreadditionssalt.

Behandlingen af forbindelsen med formlen II med syre udføres fortrinsvis ved en temperatur på mellem 50 og 90°C.

Forbindelserne med formlen II kan fremstilles på forskellige måder.

20 Når A betyder gruppen -N=C=0, omsættes et acetamidderivat med den almene formel CH-,-CH„-H0C 3 2 2 \ 0 1 \ "

R -C-C-NH„ III

/ 2 2

R

1 2 hvori R og R har de under formlen II angivne betydninger, med chlor eller brom i et basisk medium, såsom i en vandig 25 opløsning af natrium- eller kaliumhydroxid.

145779 4 Når A betyder gruppen -NH-CO-H, omvarmes en tertiær alkohol med den almene formel ch3-ch2-h2c^

I^-C-OH IV

1 2 hvori R og R har samme betydning som i forbindelserne 5 med formlen II, med et alkalisk cyanid, såsom natrium- eller kaliumcyanid, i nærværelse af en syre, såsom svovlsyre.

Forbindelserne med formlen III kan fremstilles ved omsætning af vandfrit ammoniak med de tilsvarende syrer eller fortrinsvis med halogeniderne af disse syrer. Syrerne kan 10 fremstilles ud fra de tilsvarende alkoholer og myresyre i et svovlsurt medium.

Forbindelserne med formlen IV er enten kendte forbindelser eller kan fremstilles ifølge kendte fremgangsmåder, såsom / ved omsætning af en organo-lithium-forbindelse med en pas- 15 sende keton i et vandfrit ethermedium, såsom tetrahydro-furan.

Det har vist sig, at de pharmaceutisk acceptable syreadditionssalte af n-butylaminderivaterne med formlen I har værdifulde farmakologiske egenskaber, der gør dem nyttige 20 til human- og veterinærterapi.

Det har navnlig vist sig, at de omhandlede forbindelser har central noradrenerge og central dopaminerge egenskaber.

Den sidste egenskab viser sig ved inhiberende virkning på reserpin-induceret og neuroleptikum-induceret katatoni og 25 katalepsi.

Farmakologiske forsøg udført med de omhandlede forbindelser har vist, at tri-n-propylmethylamin, hydrochlorid (1,1-di-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid) har en overraskende god virkning i forhold til den tilsvarende fri 5 145779 base. Overraskende viste det sig endvidere, at det sure fumarat af 1,1-di-n-propyl-n-butylamin er væsentligt mere virksomt end det tilsvarende hydrochlorid. Det viste sig således, at det sure fumarat af 1,1-di-n-propyl-n-butylamin er 5 20-40% mere virksomt, end det tilsvarende hydrochlorid i forsøg med reserpin-induceret og neuroleptikum-induceret katatoni.

Det blev endvidere iagttaget, at de omhandlede forbindelser i de doser, hvor neuroleptikum-induceret katatoni og kata-10 lepsi fuldstændigt er undertrykt, ikke har indflydelse på de anti-amphetamine virkninger af neuroleptika i rotter og deres anti-apomorphine virkninger i hunde.

De omhandlede forbindelser virker endvidere ikke emetisk på hunde i nogen dosis, og de er ikke cholinolytiske midler.

15 Disse farmakologiske egenskaber taget under ét gør de omhandlede forbindelser nyttige til behandling af Parkinsons sygdom samt til afhjælpning af ekstra-pyramidale forstyrrelser fremkaldt af neuroleptika.

Parkinsons sygdom er en kronisk og fremadskridende sygdom, 20 der særlig er karakteriseret ved dopaminmangel i thalamus og den caudale og lenticulære kerne med akinesi, stivhed og skælven som synlige symptomer.

Der kendes flere forskellige lægemidler til bekæmpelse af Parkinsons syndrom. De fleste af disse produkter er centra-25 le anti-cholinerge midler med periferiske anti-cholinerge virkninger. Disse forbindelser forekommer i naturen, såsom atropin, eller fremstilles syntetisk, såsom diethazin, benz-tropin eller trihexyphenidyl.

Disse lægemidler kan imidlertid have uønskede bivirkninger, 30 for det meste på grund af deres perifere anti-cholinerge egenskaber. Sådanne bivirkninger kan give sig til kende ved f.eks. tørhed i munden, vanskeligheder med øjenakkomodatio-nen, tachycardi, konstipation og tilbageholdelse af urin.

6 145779

Disse produkter vil derfor blive kontraindikeret i tilfælde af glaucoma og hypertopi i forstadiet.

L-dopa eller levodopa, en forløber for dopamin, har også været foreslået mod parkinsonisme. På grund af stoffets 5 delvise sønderdeling i fordøjelsessystemet skal det imidlertid administreres i særdeles høje doser, hvilket meget ofte medfører uønskede bivirkninger. Den mest alvorlige af disse bivirkninger er af cardiovaskulær art og giver sig især til kende ved forstyrrelser i hjerterytmen og 10 orthostatisk hypotension. Patienter, der er behandlet med L-dopa, må derfor ikke udvise kontraindikationer på det cardiale plan.

For nylig er amantadin, dvs. 1-amino-adamantan, blevet foreslået mod Parkinsons sygdom. Dette produkt, der stimu-15 lerer frigørelsen af dopamin, er særdeles virksomt, men har adskillige uønskede bivirkninger; og dets virkning aftager efter et vist tidsrum.

Det er derfor meget vanskeligt for lægen blandt de forskellige anti-parkinsonske lægemidler at vælge netop det, 20 der vil være virksomt i behandlingstilfældet. Hver patient skal behandles individuelt. Alle de kendte metoder til behandling af Parkinsons sygdom er symptomatiske, og på trods af den anvendte medikation fortsætter sygdommen sin fremadskriden. Behandlingen af parkinsonisme nødvendiggør 25 successiv anvendelse af ét eller flere terapeutiske stoffer, og det er ofte nødvendigt at indføre terapeutiske cycler. Ofte skal to antiparkinsonske midler administreres samtidigt, hvor det første tjener som grundlægemidlet og det andet som supplerende lægemiddel. Da behandlingen 30 endvidere er af lang varighed, er skiftende anvendelse af forskellige produkter nødvendig.

Udvikling af hidtil ukendte antiparkinsonske midler er derfor betydningsfuld. Ud fra denne betragtning er de omhandlede forbindelser værdifulde suppleringer til den an-35 tiparkinsonske terapi, idet der som nærmere forklaret oven- 7 145779 for hidtil ikke er fundet noget ideelt middel til behandling af denne sygdom.

De omhandlede forbindelser er derfor et værdifuldt supplement til de terapeutiske midler, der står til rådighed 5 for lægen, og kan anvendes i stedet for ethvert lægemiddel, der er blevet uvirksomt af en eller anden grund, såsom ændring i patientens tilstand eller tilvænning.

Skønt det farmakologiske spektrum for de omhandlede forbindelser meget ligner spektret for amantadin, har farma-10 kologiske forsøg udført med de omhandlede forbindelser afsløret væsentlige forskelle mellem de to stoffer. Når man f.eks. sammenligner den til opnåelse af en vis virkning nødvendige dosis af de omhandlede forbindelser med den tilsvarende dosis for amantadin, viser det sig, at 15 den aktive dosis af de omhandlede forbindelser altid ligger forholdsvis langt fjernere fra den toksiske dosis, end det er tilfældet med amantadin. Med andre ord, sikkerhedsmargin hos de omhandlede forbindelser er større end hos amantadin. Der er iagttaget andre særlige tydelige 20 forskelle for den omhandlede foretrukne forbindelse, nemlig 1,1-di-n-propy1-n-butylamin i form af et farmaceutisk acceptabelt syreadditionssalt, såsom hydrochloridet eller det sure fumarat.

Det har vist sig, at den foretrukne omhandlede forbindelse 25 på det cardiovaskulære plan ikke har nogen uønskede virkninger på elektrocardiogrammet, hvorimod amantadin i en dosis på 5 mg/kg injiceret i en hund fremkalder cardial arrhytmi på grund af ventrikulære ekstrasystoler. Det har også vist sig, at den foretrukne, omhandlede forbin-30 delse ikke accelererer norepinephrins perifere virkninger, og at den ikke er et ganglieblokerende middel, medens forsøg udført med amantadin viste, at denne accelererer de perifere adrenerge virkninger og desuden har ganglieblokerende virkning.

8 145779

Den foretrukne, omhandlede forbindelse har ikke de uønskede bivirkninger, som er iagttaget hos amantadin og fremkalder således ikke kardiale forstyrrelser eller forstyrrelser på det arterielle tryk.

5 Visse typer af antiparkinsonske midler, såsom diethazin og benztropin, har som nævnt ovenfor ofte uønskede bivirkninger af anti-cholinerg art, f.eks. tørhed i munden og vanskeligheder med øjenakkomodationen.

Den foretrukne, omhandlede forbindelse har ikke anticho-10 linerg virkning og er derfor fri for disse ulemper.

Den foretrukne, omhandlede forbindelse har endvidere ikke emetisk virkning og fremkalder ikke kardial arrhytmi, som er to hyppige bivirkninger ved L-dopa.

For at bestemme de forskellige egenskaber af de omhandlede 15 forbindelser, der taget under ét er nyttige til behandling af Parkinsons sygdom og til afhjælpning af ekstra-pyra-midale forstyrrelser induceret af neuroleptika, er der blevet udført farmakologiske forsøg.

I. Inhibering af reserpin-induceret og neuroleptikum- 20 induceret katatoni (dopaminerge egenskaber)_ 1. Inhibering af reserpin-induceret katatoni.

Efter at tilstrækkelige doser af reserpin er blevet administreret til rotter, indtræder der en række symptomer, nærmere bestemt ptosis, katatoni og formindskelse i den 25 indre temperatur. Disse symptomer skyldes opbrugningen af det intragranulære reservoir af biogenetiske aminer i de synaptiske terminaler.

Antidepressiver af den tricycliske type såvel som inhibitorerne for monoaminoxydase (IMAO) modvirker mere bestemt 50 fremkomsten af ptosis og formindskelsen af den indre temperatur. Overfor katatoni har disse forbindelser en vis 9 145779 virkning, skønt den gør sig væsentlig mindre gældende.

Derimod har de syntetiske antiparkinsonske midler væsentlig indflydelse på katatoni, medens de på ptosis og hypo-thermi ikke eller kun i ringe grad har nogen virkning.

5 En oral dosis af undersøgelsesforbindelsen i vandig opløsning blev administreret til hold på 10 hanrotter af OFA-racenj hver rotte vejede ca. 150 til 200 g. 30 minutter derefter blev en dosis på 5 mg/kg reserpin indgivet ad intraperitoneal vej. Tre timer efter injektionen af reser-10 pin blev dyrene ophængt i de fire poter til en vandret strakt tråd, anbragt 15 cm over bunden. De katatoniserede dyr er de, som bibeholder den således givne stilling i mindst 30 sekunder. Hvert dyr, der bibeholdt den således givne stilling/ fik 1 point, og de, der ikke kunne, fik 0 15 point. Det maksimale pointtal er derfor 10 pr. hold. Et tilsvarende forsøg blev foretaget med kontroldyr, der fik reserpin, men intet af undersøgelsesforbindelsen.

Efter den ovenfor beskrevne metode afprøvedes følgende omhandlede forbindelser i form af pharmaceutisk accep-20 table syreadditionssalte tillige med amantadin som sammenligning. Som farmaceutisk, acceptable syreadditionssalte anvendes hydrochloridet.

1,1-Di-n-propyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 1) 1-Ethyl-l-n-propyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 2) 25 1-Ethyl-l-isobutyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 3) 1-Ethyl-l-n-butyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 4) 1-n-Propyl-l-isobutyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 5) 1-n-Propyl-l-isopropyl-n-butylamin, HCl (forbindelse 6) 1-n-Propyl-l-tert-butyl-n-butylamin, HCl(forbindelse 7) 30 De med de ovenfor angivne forbindelser samt med amantadin opnåede resultater er anført i tabel X nedenfor. Disse resultater er bragt til udtryk på følgende måde: 0: betyder 0% inhibering af katatoni i sammenligning med 145779 ίο kontrol (nemlig et pointantal på 10 pr. undersøgt hold), 1: betyder 20 til 30% inhibering af katatoni i sammenlig ning med kontrol (nemlig et pointantal på 7 til 8 pr. undersøgt hold), 5 2i betyder 50% inhibering af katatoni i sammenligning med kontrol (nemlig et pointantal på 5 pr. undersøgt hold), 3: betyder 70 til 80% inhibering af katatoni i sammenlig ning med kontrol (nemlig et pointantal på 2 eller 3 pr. undersøgt hold), 10 4: betyder 100% inhibering af katatoni i sammenligning med kontrollerne (nemlig et pointantal på 0 pr. undersøgt hold).

Tabel i

Forbindelse Dosis administreret Inhibering af reser- 15 mg/kg pin-induceret katatoni 15 4 2 5 1 3 20 3 4 20 3 20 5 20 2 6 6 3 7 6 2

Amantadin 100 4

Disse resultater viser, at forbindelse 1, der er den fore-25 trukne omhandlede forbindelse, er lige så aktiv som amantadin, men i en dosis, der er 20 gange mindre end af amantadin.

2. Inhibering af neuroleptikum-induceret katatoni.

Blokering af de dopaminerge receptorer med neuroleptika i 30 det ekstra-pyramidale system inducerer katatoni hos rotter. Katatoni adskilles fra sedative egenskaber ved hjælp af den ovenfor anvendte prøve for reserpin-induceret katatoni. Det samme pointsystem blev også anvendt i dette tilfælde.

11 145779

En oral dosis af undersøgelsesforbindelsen i vandig opløsning blev administreret til hold på 10 hanrotter af OFA-racenj hver rotte vejede ca. 150 til 200 g. 30 minutter derefter blev en dosis på 12,5 mg/kg prochlorperazin givet 5 ad intraperitoneal vej. Tre timer efter injektionen af denne forbindelse, blev katatonien bestemt. Der blev også udført et lignende forsøg med kontroldyr, der fik prochlorperazin, men intet af undersøgelsesforbindelsen.

De med de ovenfor anførte forbindelser samt med amanta-10 din som sammenligning opnåede resultater er anført i den nedenstående tabel II. Det anvendte pointsystem er det samme som anført over tabel I.

Tabel II

Forbindelse Dosis administreret Inhibering af neuro- 15 mg/kg leptikum-induceret katatoni 15 4 2 5 1 3 20 3 4 20 3 20 5 20 4 6 6 3 7 50 1

Amantadin 100 4

Disse resultater viser, at forbindelse 1 ligeledes er 20 25 gange mere aktiv end amantadin i dette forsøg, og at forbindelse 5 er fem gange mere aktiv end amantadin.

I en dosis så lav som 1 mg/kg virker forbindelse 1 endvidere 70% inhiberende på den af neuroleptikum inducerede katatoni.

30 De i tabel I og II ovenfor anførte resultater for forbindelse 1 blev opnået med 1,1-di-n-propyl-n-butylamin i form af dens hydrochlorid. I form af dens sure fumarat er 12 145779 I, 1-di-n-propyl-n-butylamin mellem 20 og 40% mere virksom end ovenfor angivet, F.eks, blev der med en dosis på kun 3 mg/kg af fumarsurt 1,1-n-di-propyl-n-butylamin i de ovenfor beskrevne forsøg med reserpin-induceret og neuro- 5 leptikum-induceret katatoni opnået en pointværdi på 4.

II. Akut toksicitet LD5Q—værdien blev i et forsøg over akut toksicitet bestemt på mus ved oral administration under anvendelse af Lichfield og Wilcoxon's metode (J. Pharmacol. 1938, 2, s. 192-10 216). Forbindelserne blev administreret i vandig opløs ning, og iagttagelsestidsrummet var 10 dage efter administrationen af undersøgelsesforbindelsen.

Der blev fundet følgende resultater i sammenligning med amantadin.

15 Forbindelse LD50 1 100 2 150

Amantadin 1050

Disse resultater viser, at de omhandlede forbindelser sæd-20 vanligvis er mere toksiske end amantadin. Når man imidlertid sammenligner LD^g-værdien ovenfor med den til opnåelse af inhibering af reserpin-induceret eller neurolep-tikum-induceret katatoni virksomme dosis, ses det, at disse sammenligninger altid falder ud til fordel for de 25 omhandlede forbindelser og ikke for amantadin. Indekset LDcjq/ED2q_3q blev bestemt. I dette indeks betyder ED2g_3o den effektive dosis til opnåelse af 20 til 30% inhibering af katatoni; denne værdi har pointtallet 1 i tabel I og II.

Der fandtes følgende resultat: 30 Forbindelse Indeks 2 25 13 145779

Det tilsvarende indeks for amantadin er 1050/50=21, hvilket viser, at de omhandlede forbindelser er fordelagtige i forhold til amantadin.

Tilsvarende blev indekset LD,-q/ED^qq bestemt; EDi00 kety-5 der den effektive dosis til opnåelse af 100% inhibering af katatoni.

Denne værdi har pointtallet 4 i tabel I og II.

Der fandtes følgende resultater:

Forbindelse Indeks 10 1 20 Amantadin 10

Disse værdier viser, at forbindelse 1 har total inhiberen-de virkning på reserpin-induceret og neuroleptikum-indu-ceret katatoni i doser, der er dobbelt så langt fra den 15 toksiske dosis som for amantadin.

Forbindelse 1 har således en større sikkerhedsmargin end amantadin.

I tilfælde af det fumarsure 1,1-n-propyl-n-butylamin er den virksomme dosis endnu fjernere fra den toksiske dosis 20 end for forbindelse 1, idet det tilsvarende indeks er 100/3-33.

Der blev udført andre forsøg på rotter med forbindelse 1 og amantadin. Disse forsøg indebærer katalepsi, der påvises ved krydsning af dyrenes samsidige poter. Det blev 25 ved disse forsøg iagttaget, at 5 mg/kg af forbindelse 1, når den administreredes ad oral vej 30 minutter før en in-traperitoneal injektion af prochlorperazin, fuldstændigt inhiberer katalepsi i 3 timer efter injektionen af prochlorperazin. For amantadin var den til fuldstændig inhi-30 bering af katalepsi nødvendige dosis 80 mg/kg.

14 145779

Effekten af forbindelse 1 ved kurativ behandling blev ligeledes vist.

a) Undertrykkelse af reserpin-induceret katatoni.

Hold på 5 hanrotter af OFA-racen (hver vejende 150 til 5 200 g) fik ad intraperitoneal vej 5 mg/kg reserpin. 1 ti me og 45 minutter derefter, nemlig når dyrene var i en katatoni-tilstand, blev en vandig dosis af undersøgelsesforbindelsen administreret ad oral vej til alle dyrene med undtagelse af de i kontrolgruppen. Fremskredetheden 10 af katatoni blev derefter noteret under anvendelse af den ovenfor angivne skala.

Maksimalt pointantal var således 5 pr. hold, hvilket betyder, at alle dyrene i holdet antoges stadig at være i en katatoni-tilstand.

15 Følgende resultater blev opnået med forbindelse 1 i sammenligning med amantadin:

Tabel III

Tid efter administration af reserpin 2 t 2 t 2 t 3 t 3 t 4 t 5 t 15 min .30 min 30 min

Kontrol 5 5 5 3 3 1 2

Forbindelse 1 (2,5 mg/kg) 4 3 2 0 0 0 0

Forbindelse 1 25 (5 mg/kg) 5 1 000 00

Amantadin (80 mg/kg) 5 4 3 2 1 0 0

Disse værdier viser, at forbindelse 1 i doser på 2,5 og 5 mg/kg ad oral vej undertrykker reserpin-induceret kata-30 toni hurtigere end en 80 mg/kg dosis af amantadin administreret under samme forhold.

15 145779

Forbindelse 1 er i kurativ behandling således mindst 32 gange mere virksom end amantadin mod reserpin-induceret katatoni.

b) Undertrykkelse af neuroleptikum-induceret katatoni.

5 Hold på 5 hanrotter af OFA-racen fik 12,5 mg/kg prochlor-perazin ad intraperitoneal vej. 55 minutter derefter blev en oral dosis i vandig opløsning af undersøgelsesforbindelsen administreret til alle dyrene med undtagelse af dem i kontrolgruppen. Udviklingen af katatoni blev note-10 ret, idet man fulgte det samme pointsystem, som anvendt i de ovenfor beskrevne forsøg.

Der blev opnået følgende resultater med forbindelse 1 samt med amantadin:

Tabel IV

15 Tid efter administration af prochlorperazin lt 2 t 3 t 3 t 4 t 5 t 30 min 30 min 30 min

Kontrol 4 4 43 11

Forbindelse 1 20 (5 mg/kg) 3 0 00 00

Amantadin (80 mg/kg) 5 21000

Disse resultater viser, at en dosis på 5 mg/kg af forbindelse 1 under kurative behandlingsbetingelser virker hur-25 tigere mod neuroleptikum-induceret katatoni end en dosis på 80 mg/kg amantadin administreret under de samme betingelser. Forbindelse 1 var derfor i dette forsøg mindst 16 gange mere virksom end amantadin.

Det toksisk-farmakologiske indeks LD^q/ED^q er igen mere 30 fordelagtigt for forbindelse 1 end for amantadin, nemlig 20 for forbindelse 1 og kun 13 for amantadin.

Der blev også udført et forsøg for at bestemme, om forbindelse 1 har cholinolytiske egenskaber.

16 145779

Med dette for øje anvendtes Magnus-testen (Arch.gen.Physio.

1904, s. 102). Denne test består i at bestemme den dosis af acetylcholin, der, når den sættes til badet, fremkalder spasmer på det isolerede duodenum for rotter. Det næste 5 trin er at bestemme den dosis af undersøgelsesforbindelsen, der, når den sættes til badet 30 sekunder før acetyl-cholinet, formindsker spasmen.

Der blev fundet følgende resultater med forbindelse 1 samt med atropin som sammenligning:

10 Tabel V

Dosis i g/ml % inhibering af i badet spasmen

Acetylcholin 0,5 x 10 3

Atropin 0,1 x 10 45 15 0,2 x 10~6 100 —6

Forbindelse 1 0,2 x 10 0 0,1. x 10“5 0 0,1 x 10"4 0 0,1 x 10"3 0 20 0,2 x 10“2 36 0,5 x 10-2 60

Disse resultater viser, at forbindelse 1 er 20.000 til 25.000 gange mindre virksom end atropin.

Den cholinolytiske virkning in vitro af forbindelse 1 må 25 derfor anses for helt ubetydelig i forhold til virkningen af atropin.

For tilvejebringelse af egentlig cholinolytisk virkning skal forbindelse 1 derfor anvendes i toksiske doser.

Fraværelsen af cholinolytiske egenskaber af forbindelse 1 30 i terapeutiske doser blev bekræftet in vivo.

17 145779

Med dette for øje blev det følgende forsøg udført for at bestemme de anti-tremorine egenskaber af forbindelse 1.

Når tremorin injiceres i mus fremkalder det perifere effekter, nemlig tåreflod, svedning, spytafsondring og 5 diarré, og centrale effekter, nemlig skælven og akinesi.

Sådanne effekter skyldes forøgelse i mængden af intracere-bralt acetylcholin og serotonin.

Hanmus af OF^-racen, hver vejende ca. 22 g, blev delt i hold på 10. Hvert hold fik ad oral vej 50 mg/kg af under-10 søgelsesforbindelsen i vandig opløsning. 30 minutter derefter blev en dosis på 10 mg/kg tremorin injiceret ad in-traperitoneal vej, og til forskellige tidspunkter efter denne injektion blev den cholinerge virkning noteret for hvert dyr efter følgende skala: 15 0: ingen reaktion 1: let reaktion 2: middelreaktion 3: stærk reaktion 4: særdeles stærk reaktion 20 De med 5 mg/kg af forbindelse 1 og 40 mg/kg af amantadin opnåede resultater var som følger:

For de perifere cholinerge virkninger, dvs. spytafsondring, svedning og tåreflod, blev der 20, 30 og 40 minutter efter injektionen af tremorin, både med 5 mg/kg af forbindelse 1 25 og 40 mg/kg amantadin, noteret et pointantal på 4 for undersøgelsesdyrene. Samme resultater blev opnået for de centrale cholinerge virkninger, dvs. normal og fremkaldt skælven.

Disse resultater viser, at forbindelse 1 og amantadin ikke 30 har antitremorine egenskaber, hvilket bekræfter fraværelsen af cholinolytiske egenskaber, når forbindelse 1 gives i terapeutiske doser.

18 145779

Der blev også udført forsøg med forbindelse 1 for at undersøge denne forbindelses virkning på perifere noradrenerge fænomener.

Til dette formål blev det følgende forsøg udført: 5 En med pentobarbital anæstetiseret kat fik en dosis af norepinephrin, tilstrækkelig til at forøge det arterielle tryk, men utilstrækkelig til at forårsage kontraktion af blinkhinden. Det arterielle tryk blev målt på halspulsåren umiddelbart efter administration af norepinephrindo-10 sen. Derefter blev stigende doser af forbindelse 1 i vandig opløsning administreret ad intravenøs vej hvert 30.. minut. Efter hver dosis af forbindelse 1 blev der givet en yderligere dosis af norepinephrin, og følgende parametre blev noteret: forøgelse af det arterielle 15 tryk, den kontraktile reaktion af blinkhinden, der skyldes det eksogene norepinephrin, samt den kontraktile reaktion af hinden, der er induceret ved udløsning af norepinephrin, fremkaldt ved submaksimal elektrisk stimulering af den cervikale sympatiske nerve.

20 De nedenfor anførte resultater blev fundet med forbindelse 1 og amantadin: 19 145779

Tabel VI

Kumulativ Forøgelse af det Kontraktil reaktion af dosis i m arterielle tryk blinkhinden (mg/kg) i ran Hg efter (mmx) 5 injektion af - noreEhinephrin oden elek- Med elektrisk sti- trisk stimulering mulering

Forbindelse 1 0 26 0 17 10 0,1 18 0 15 1 25 0 16 3 29 0 17 5 25 0 16 10 22 0 12 15 Amantadin 0 28 0 20 0,1 29 0 20 1 35 3 20 3 35 4,4 16 5 59 5,9 10 20 10 57 7,5 4 x) mm udtrykker forøgelsen af kontraktionen registreret på en skriver.

Disse resultater viser, at forbindelse 1 ikke accelererer effekten af hverken eksogent eller endogent norepinephrin.

25 Derimod accelererer amantadin eksogent norepinephrin i doser fra 1 mg/kg, idet det forøger styrken og varigheden af de hypertensive effekter af denne amin. Yderligere fremkalder en dosis af norepinephrin, der ellers ikke ville påvirke hinden, efter at der er blevet administreret en 30 kontraktil reaktion på denne del.

Endvidere stimulerer amantadin blinkhindens kontraktile reaktion, men accelererer ikke virkningen af den elektriske stimulering. Derimod viser amantadin ganglieblokerende egenskaber fra doser på 5 mg/kg.

20 145779

Det bør bemærkes, at de omhandlede forbindelser for terapeutisk anvendelse normalt administreres i form af et farmaceutisk eller veterinært præparat i enhedsdosisform, der er egnet til den anvendte administrationsmåde; præparatet 5 indeholder som virksom bestanddel en omhandlet forbindelse sammen med en farmaceutisk bærer eller eksipiens dertil.

Til oral administration kan præparatet have form af f.eks. en overtrukket eller ikke overtrukket tablet, en hård eller blød- gelatinekapsél, en suspension eller en sirup, Præpa-10 ratet kan alternativt foreligge som en supposition til rek-tal administration eller en opløsning eller suspension til parenteral administration.

Når præparatet er i enhedsdosisform, kan det indeholde fra 5 til 50 mg, fortrinsvis fra 5 til 10 mg aktiv bestanddel 15 pr. enhedsdosis til oral administration, fra 5 til 50 mg aktiv bestanddel pr. enhedsdosis til rektal administration og fra 1 til 10 mg aktiv bestanddel pr. enhedsdosis til parenteral administration.

De terapeutiske præparater fremstilles ved at sammenbringe 20 mindst ét farmaceutisk acceptabelt syreadditionssalt af en forbindelse med formlen I med mindst én egnet bærer eller eksipiens dertil. Eksempler på egnede bærere eller eksi-pienser er talk, magnesiumstearat, mælkesukker, saccharose, carboxymethylcellulose, stivelse, kaolin, levilit og kakao-25 smør.

De følgende eksempler illustrerer fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

Eksempel 1

Fremstilling af farmaceutisk acceptable salte af 1,1-di- 30 n-propyl-n-butylamin_ a) 1,1-Di-n-propyl-n-butylisocyanat I en 2 liters trehalset kolbe, der er forsynet med en vand-kølet tilbagesvaler, en mekanisk omrører, et termometer og en dråbetragt, kommes 144 g natriumhydroxid i tabletform 35 og 1200 ml vand. Opløsningen afkøles til 5°C, og under 21 145779 omrøring tilsættes der langsomt 48 ml brom. Tilsætningen af brom tager to timer, og ved en temperatur på 0°C sættes derefter 111 g 2,2-di-n-propyl-valeramid til den gulliggrønne opløsning. Omrøringen af blandingen fortsættes ved 5 ca. 0°C i 4 timer. Den olieagtige fase ekstraheres derefter med tre fraktioner ether, hver på 300 ml, og etherfa-sen vaskes to gange med 100 ml vand, tørres over magnesiumsulfat og inddampes under vakuum. Den således opnåede let gule olie destilleres under et formindsket tryk på 5 mm Hg.

10 På denne måde fås 105 mg farveløst 1,1-di-n-propyl-n-butyl-isocyanat. Kp. 78-79°C/5 mm Hg. Udbytte 95%.

Efter samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor, men under anvendelse af de tilsvarende udgangsprodukter, fremstilles følgende forbindelse: 1-n-Propyl-l-isopropyl-n-15 butylisocyanat. Kp. 97°C/15 mm Hg.

b) 1,1-Di-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid I en trehalset kolbe, der er forsynet med mekanisk omrører, en dråbetragt, et termometer og en tilbagesvaler, kommes 200 ml vand og 90 ml koncentreret saltsyre (d=l,19). Den 20 sure opløsning opvarmes til 90°C, og under kraftig omrøring tilsættes derefter langsomt 105 g af det ovenfor fremstillede 1,1-di-n-butylisocyanat. Tilsætningen tager en time, hvorefter reaktionsblandingen opvarmes i yderligere 4 timer ved en temperatur på mellem ca. 95 og 100°C. Blandin-25 gen afkøles derefter til ca. 0°C, og de således opnåede farveløse krystaller frafiltreres og tørres først i luften og derefter i en ekssikkator i nærværelse af kaliumhydroxid.

På denne måde isoleres 99 g 1,1-di-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid i form af et hvidt, krystallinsk pulver.

30 Produktet smelter ikke, men sublimerer fra 220°C. Udbytte: 90%.

Efter samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor, men under anvendelse af de tilsvarende udgangsprodukter, fås følgende forbindelser: 1A5778 22

1-Ethyl-1-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid 180°C

(sublimation)

1-Ethyl-l-isobutyl-n-butylamin, hydrochlorid 230°C

(sublimation)

5 1-n-Propyl-l-isobutyl-n-butylamin, hydrochlorid Smp.>260°C

(sønderdeling)

1-Ethyl-l-n-butyl-n-butylamin, hydrochlorid Smp. 230°C

(sønderdeling) l-n-Propyl-l-isopropyl-n-butylamin, hydrochlorid Smp. 260°C 10 (sønderdeling)

Andre farmaceutisk acceptable syreadditionssalte fremstilles ud fra de ovenfor fremstillede hydrochlorider.

A. 1,1-Di-n-propyl-n-butylamin, surt fumarat

Til en opløsning af 1,16 g (0,01 mol) fumarsyre i 20 ml 15 acetone sættes langsomt 1,57 g (0,01 mol) 1,1-di-n-propyl- 21 n-butylamin (ηβ = 1,4349), opløst i 10 ml acetone. Aminen er fremstillet ud fra det tidligere fremstillede hydrochlorid og en 30%'s vandig opløsning af natriumhydroxid. Blandingen omrøres i 1 time, og derefter frafiltreres de dan-20 nede krystaller under sugning, og de vaskes med acetone og tørres under vakuum.

På denne måde fås det sure fumarat af 1,1-di-n-propyl-n-butylamin i form af et hvidt pulver. Smp. 216°C under sublimation. Udbytte 100%.

25 Under anvendelse af den ovenfor beskrevne fremgangsmåde, idet dog reaktionsblandingen omrøres i 3 timer, fremstilles 1-n-propyl-l-tert-butyl-n-butylamin surt fumarat med smp. 180°C (sublimation).

B. 1-Ethyl-l-n-butyl-n-butylamin-tartrater 30 1-Ethyl-l-n-butyl-n-butylamin behandles i acetone med en 30%'s vandig natriumhydroxidopløsning til dannelse af 1-ethyl-l-n-butyl-n-butylamin i fri baseform. Den dannede amin ekstraheres derpå med ether.

Til en opløsning af 1 mol L-(+)-vinsyre i isopropanol 35 sættes 1 mol 1-ethyl-l-n-butyl-n-butylamin i baseform.

23 145779

Reaktionsblandingen tilbagesvales i 5 minutter, afkøles, og de dannede krystaller frafiltreres.

På denne måde fås saltet af 1-ethyl-l-n-butyl-n-butylamin og L-(+)-vinsyre i form af farveløse krystaller efter om-5 krystallisation med isopropanol, smp. 180°C (sublimation).

Under anvendelse af den ovenfor beskrevne fremgangsmåde fremstilles saltet af 1-ethyl-l-n-butyl-n-butylamin og D-(-)-vinsyre, som efter omkrystallisation fra vand har smp. 87,7°C.

10 Eksempel 2

Fremstilling af 1-n-propyl-l-isobutyl-n-butylamin, hydro-chlorid.

a) 1-n-Propyl-l-isobutyl-n-butanol I en 250 ml trehalset kolbe, der er forsynet med en meka-15 nisk omrører, nitrogentilledning, en dråbetragt og et termometer, kommes under nitrogenatmosfære 2,8 g (0,2 mol) lithium i små portioner samt 100 ml vandfrit og renset tetrahydrofuran. Suspensionen af lithium i tetrahydrofuran afkøles til -20°C, og under omrøring tilsættes derefter 20 langsomt en blanding af 22,8 g (0,2 mol) di-n-propylketon og 30 g (0,2 mol plus 10% overskud) isobutylbromid. Tilsætningen tager ca. 3 timer, hvorunder der opretholdes en temperatur på ca. -20°C. Opløsningen henstår i ca. 12 timer ved stuetemperatur og koncentreres derefter. Den såle-25 des opnåede olie optages i vand, og der ekstraheres med ether og destilleres under formindsket tryk.

På denne måde fås 21 g 1-n-propyl-l-isobutyl-n-butanol i form af en klar, let gul væske. Kp. 74-76°C/5 mm Hg.

Udbytte ca. 60%.

30 Efter samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor, men under anvendelse af de tilsvarende udgangsprodukter, fremstilles følgende forbindelser: 24 145779

Forbindelse Kogepunkt 1-Ethyl-l-n-propyl-n-butanol 178-179°C/760 mm Hg (Udbytte: 35%) 1-Ethyl-l-isobutyl-n-butanol 78-79°C/15 mm Hg 5 (Udbytte: 40%) 1,1-Di-n-propyl-n-butanol 78-80°C/0,15 mm Hg (Udbytte: 60%) 1-n-Propyl-l-isopropyl-n-butanol 81°C/15 mm Hg 1-n-Propyl-l-tert-butyl-n-butanol 90-92°C/14 mm Hg 10 1-Ethyl-l-n-butyl-n-butanol 87°C/11 mm Hg (Udbytte: 35%) b) 1-n-Propyl-l-isobutyl-n-butylamin, hydrochlorid X en 250 ml trehalset kolbe, der er forsynet med en mekanisk omrører, en dråbetragt, en tilbagesvaler og et ned-15 dypningstermometer, kommes 6,5 g (0,1 mol) tørt kaliumcyanid i pulverform, 14,4 g (0,083 mol) 1-n-propyl-l-isobutyl-n-butanol og 12 ml eddikesyre. Under omrøring tilsættes langsomt en blanding af 25 g koncentreret svovlsyre (d=l,83) og 12 ml eddikesyre. Tilsætningen tager ca. 2 ti-20 mer, hvorunder der opretholdes en temperatur på ca. 50°C. Reaktionsblandingen opvarmes til 70°C i to timer og hældes derefter langsomt i 100 ml isvand. Derpå neutraliseres med 20%'s vandig natriumhydroxidopløsning, og der ekstrahe-res med ether. Etheren afdampes, og der vindes en olie be-25 stående af N-formyleret 1-n-propyl-l-isobutyl-n-butylamin.

Den således opnåede N-formylerede amin koges under tilbagesvaling i 2 timer i nærværelse af 20 ml koncentreret saltsyre. Under afkøling udkrystalliseres hydrochloridet af aminen. Dette frafiltreres og vaskes med acetone.

30 På denne måde vindes 11 g 1-n-propyl-l-isobutyl-n-butyl-amin, hydrochlorid i form af et hvidt pulver.

Smp. >260°C med sønderdeling uden smeltning ved ca. 280°C.

Udbytte: 64%.

25 145779

Ved et tyndtlagskromatografisk forsøg udført på silicagel-plader (Merck "HF254") under anvendelse af et opløsnings-middelsystem bestående af 79 dele benzen, 14 dele methanol og 7 dele eddikesyre og med iod som fremkaldelsesmiddel 5 findes en Rf-værdi på 0,6.

Efter samme fremgangsmåde som beskrevet ovenfor, men under anvendelse af de tilsvarende udgangsprodukter, fremstilles nedenstående forbindelser. Den for hver af disse forbindelser angivne Rf-værdi bestemmes ved et tyndt-10 lagskromatografisk forsøg under anvendelse af samme bærer, samme opløsningsmiddelsystem og samme fremkaldelsesmiddel som ovenfor.

1,1-Di-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid 220°C

(sublimation)

15 1-Ethyl-l-n-propyl-n-butylamin, hydrochlorid 180°C

(Udbytte: 25%) (sublimation)

Rf = 0,64 1-Ethyl-l-isobutyl-n-butylamin, hydrochlorid 230°C (Udbytte: 30%) (sublimation) 20 Rf = 0,60 1-n-Propyl-l-isopropyl-n-butylamin, hydrochlorid

260°C

(sønderdeling)

1-Ethyl-l-n-butyl-n-butylamin, hydrochlorid 25 Smp. 230°C

(Udbytte: 30%) (sønderdeling)

Rf = 0,60