DK171104B1

DK171104B1 - Indretning til fiksering af en hofteprotese

Info

Publication number: DK171104B1
Application number: DK261486A
Authority: DK
Inventors: Lars Magnus Bruce; Ingrid Erna-Britt Bruce
Original assignee: Idea Ab
Priority date: 1983-08-12
Filing date: 1986-06-03
Publication date: 1996-06-10
Also published as: DK261486A; SE8304387L; US4904267A; SE8304387D0; EP0197920A1; WO1986002260A1; CA1249195A; DK261486D0; SE459844B

Description

DK 171104 B1

INDRETNING TIL FIKSERING AF EN HOFTEPROTESE

Foreliggende opfindelse angår en indretning til fiksering af en hofteprotese, som har et parti, der er bestemt til 5 fiksering til benvæv, hvilken indretning har en ru overflade på det nævnte parti og et lag af bencement, som dækker dette parti og er fast forankret på dette.

Indoperation af ledproteser hører nu om stunder til almin-10 delig rutine inden for ortopædisk kirurgi. Operationsteknikken byder i almindelighed på overkommelige vanskeligheder, men et alvorligt problem er - bortset fra infektioner og tromboser - at den ene eller begge protesekomponenter løsner sig. Den sædvanligste ledrekonstruktion er den så-15 kaldte hofteledsrekonstruktion. I 1981 udførtes der således ca. 5500 sådanne operationer i Sverige, og de hyppigste årsager er artrose i hofteleddet og ledskader forårsagede af knoglebrud og misdannelser af andre årsager, for eksempel reumatiske sygdomstilstande.

20

Problematikken i forbindelse med hofteledsrekonstruktioner har været emne for intensive studier i de senere årtier og blev eksempelvist belyst på den såkaldte Konsensuskonferen-ce i Stockholm 12.-14. maj 1982. I en Konsensusudtalelse 25 fra Medicinska Forskningsrådet efter denne konference anbefales lårbensdele af metal og bækkendele af plast som protese- og materialevalg til artroplastik i hoften, og som rutinemetode til fastsættelse af protesen anbefales cement. 1 2 3 4 5 6

Af andre kilder fremgår, at der med cement sædvanligvis me 2 nes en polymer, som må undergå polymerisation in situ. Po 3 lymerisationstemperaturen kan variere afhængigt af de an 4 vendte komponenter, men overskrider ofte i ikke ubetydelig 5 grad 47°C, som er grænsen for den temperatur, som knoglevæv 6 kan klare uden begyndende vævsskade med såkaldt membrandannelse til følge.

DK 171104 B1 2

Mange forskere (Rik Huiskis, Ortopædisk Fakultet ved universitetet i Nijmegen, E. Morscher, Fakultetet for Ortopædisk Kirurgi ved universitetet i Basel m.fl.) mener, at ma-5 terialet til lårbensdelprotese skal vælges mellem rustfrit stål, kobolt-kromlegeringer og titan, og at der til bækken-delprotese skal vælges plast. Denne kombination er fordelagtig ved, at den giver relativ lav friktion og ringe slitage. Materialevalget dikteres ikke blot af materialets me-10 kaniske egenskaber, men også af kravet om, at det skal være foreneligt med legemsvævene ud fra et biologisk synspunkt. Rustfrit stål er man mere og mere gået bort fra, og den største interesse retter sig i dag mod titan, titanlegeringer og kobolt-kromlegeringer. Titan forekommer at være det 15 mest vævsvenlige og mest korrosionsresistente af de hidtil prøvede metaller, og titan har den udmærkede egenskab, at det har stor modstandskraft mod træthed, og (eller men) det er relativt fleksibelt.

20 Som materiale til hofteledsskålen anbefaler forskerne først og fremmest polyethylen, delrin og metylmetakrylat. Poly-ethylen med høj densitet anvendes i stor udstrækning til hofteledsskåle, fordi det har udmærkede friktions- og slitageegenskaber i kombination med ovennævnte metaller, og 25 fordi partikler hidrørende fra slid giver minimal vævsirritation. Delrin, som er taget i anvendelse indenfor den seneste tid, er hårdere end polyethylen og turde næppe have nogle fordele i forhold til det sidstnævnte materiale. Blandt andre mulige materialer bør nævnes keramiske materi-30 aler med høj vævsvenlighed. Dette materiale er korrosionsresistent, men anses for upålideligt ud fra mekaniske synspunkter og kan give årsag til irritation og infektion ved, at der fra det keramiske materiales overflade kan opstå løse fragmenter.

Til fiksering af protesedelene og især protesedelen i lår- 35 DK 171104 B1 3 benet anvendes cement, som har til formål at udfylde alle hulrum mellem protesen og knoglevæggens inderside og at fordele belastningen over så stort et område af knoglen som muligt. De hidtil anvendte cementmaterialer (plastlim) gi-5 ver god vedhæftning med metal, men er utilbøjelige til at danne kemisk vedhæftning med knoglevævet. Cementens hovedfunktion er derfor at danne en stabiliserende fyldning mellem protese og knogle.

10 Skønt protesematerialet til ledskål og ledkugle med skaft er gennemprøvet, og giver tilfredsstillende resultat med henblik på friktion mellem ledskål og ledkugle, og skønt man kan vælge materiale med passende elasticitetsegenskaber, tilbagestår der det alvorlige problem, at der opstår 15 mikrobevægelser mellem lårbenshalsen og det deri fikserede skaft på lårbensdelens protese som følge af belastningerne på ledkuglen på grund af kroppens tyngde og bevægelse, fordi skaftet ikke er tilstrækkeligt stabilt fikseret i forhold til knoglevævet i lårbenshalsen. Disse mikrobevægel-20 ser, som bliver mest udprægede mellem skaftets øvre og nedre ender, fører desværre i alt for mange tilfælde til, at skaftet løsner sig og derved nødvendiggør en reoperation.

Af kendt teknik kan nævnes følgende.

25 EP offentliggørelsesskrift nr. 0.013.863 omhandler en cementfri implanterbar protese, som ved sin cementfrihed er af en anden art end den foreliggende indretning. 1 2 3 4 5 6

Fra DE fremlæggelsesskrift nr. 2.733.826 kendes en protese 2 forankring. I boringen i protesen indsættes stifter på en 3 sådan måde, at stifterne er forskydelige i den pågældende 4 boring. Det særegne for den kendte protese er, at der i en 5 central boring i protesen anbringes en hærdbar plastmasse, 6 mod hvilken der kan udøves tryk. Yderligere kendetegn er, at protesen har en udluftningsåbning, og at hver stift har DK 171104 B1 4 en endeansats eller et hoved. Stifterne skal kunne presses ud ved hjælp af tryk fra en kanal og skal fortrinsvis bestå af aluminiumoxid eller i hvert fald af et elektrisk ikke-ledende materiale. Aluminiumoxid er et skadeligt materiale 5 for dialysepatienter og bør ikke benyttes, og det vokser ikke fast til benvæv. Den mod benet hvilende del af protesen skal bestå af carbonfiberforstærket plast.

Indretningen ifølge US patentskrift nr. 3.987.499 har som 10 formål at tilvejebringe et vævsvenligt og klinisk tilfredsstillende implantat med fyldestgørende styrke, sejhed og holdbarhed samtidig med, at materialet skal være modstandsdygtigt mod slitage og korrosion. Materialet skal omfatte en metallisk stamme, som i det mindste delvist overtrækkes 15 med emalje. Med emalje menes procelænsemalje af glasagtig krystallinsk struktur, som kan bindes til metallet ved en passende, forhøjet temperatur. Emaljen kan anbringes i et eneste eller i flere lag og skal vælges på en sådan måde, at den ligger inden for visse områder for varmeudvidelses-20 koefficienter. Der skal endvidere anvendes bencement.

Fig. 2-4 i dette skrift er rettet mod ryghvirvler, og fig.

9 mod hofteled.

25 Skriftets fig. 1 viser en benskrue af metal, som er belagt med emalje. To foretrukne eksempler på metal er baseret på krom og aluminium henholdsvis på nikkel, krom, titan og aluminium.

30 På fig. 3 er vist, hvordan en benskrue kan anvendes til fiksering af emaljeovertrukne metalskinner på hvirvelender.

I fig. 9 vises en hofteledsprotese bestående af en ledkugle, som er fæstnet på et af flere dele bestående skaft. Al-35 le dele iberegnet ledkuglen består af metal, der er belagt med emalje, så alle overflader består af emalje. Skruerne, DK 171104 B1 5 der forbinder de enkelte skaftdele, er forholdsvis uinteressante ved siden af den ydre skaftdel, som har en form af en skrue, der er indskruet i benpiben. På skaftdelen er der ved hjælp af en skrue fæstnet en øvre skaft- eller over-5 gangsdel, og på toppen af denne del er ledkuglen anbragt på hovedet af en skrue, der er indskruet i skaftdelen.

Hoveddelen af den kendte indretning fæstes blot ved anvendelse af bencement. I den foreliggende ansøgning er det 10 forklaret, hvorfor bencement ikke fæstner til benvæggen. Den nedre med gevind forsynede del af proteseskaftet har ganske vist meget afrundede gænger, men hensigten er åbenbart, at et vist indgreb alligevel skal kunne opnås mod benvæggen. Bencement, som sikkert også anvendes mellem 15 skruen og benvæggen, udfylder grænselaget mellem skruegængerne og benvæggen, men fæstner ikke til benvæggen. Den i skriftet beskrevne emalje er ikke af en sådan art, at en sammenvoksning dannes mellem emaljeoverfladen og benvæggen. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16

Foreliggende opfindelses formål er at tilvejebringe en ind 2 retning, som tillader sikker og permanent fiksering af pro 3 tesedele af den angivne materialetype, som har gode vævs 4 venlige og mekaniske egenskaber i forhold til knoglevæv, 5 uden at der hertil støder nogle uønskede egenskaber.

6 7

Dette formål opnås ved en indretning af den indledningsvis 8 angivne art, hvilken indretning ifølge opfindelsen er sær 9 egen ved, at partiet er hofteprotesedelens skaft, og at 10 indretningen på i og for sig kendt måde omfatter fikse- 11 ringselementer, der har spidse partier, hjørner, kanter el 12 ler lignende fremspring, som rager ud fra laget og trænger 13 ind i benvævet, idet disse fikseringselementer består af 14 eller er dækket af vævsvenligt materiale og er delvis ind 15 støbt i laget af bencement samt er fast forbundet med det- 16 te.

DK 171104 B1 6 I det efterfølgende beskrives opfindelsen nærmere med henvisning til vedføjede tegning, på hvilken vises en indretning, hvor hofteprotesedelens skaft ifølge opfindelsen er fikseret i lårbenshalsen.

5

Den på tegningen viste ledskålsprotese består af en skålformet hoveddel 1 og et på skålens konkave side anbragt lag 2, som danner ledskålsprotesens ledoverflade. Skålens hoveddel 1 er fordelagtigt fremstillet ved formpresning af 10 metalpulver og sintring af metalpulveret ifølge kendte pulverstøbnings-, formpresnings- og sintringsmetoder, så dens konkave side opviser porer. Skåldelen 1 kan imidlertid også fremstilles af metal ved skærende bearbejdning eller en hvilken som helst kendt metalformningsteknik, så den konka-15 ve side opviser til de ovenfor nævnte porer svarende ujævne struktur, som tillader god vedhæftning med materialelaget 2 ved fremstilling af dette på nedenfor beskrevne måde. Til skåldelens 1 materiale vælges et hvilket som helst af de i indledningen nævnte metaller, fordelagtigt titan, som er 20 kendt for sin vævsvenlighed, en hvilket som helst vævsvenlig titanlegering eller eventuelt en kobolt-kromlegering eller andet vævsvenligt metallisk materiale.

Skåldelen 1 fremstilles fordelagtigt, så selv dens konvekse 25 overside, der er beregnet til at ligge an mod bækkenbenet B, er porøs eller ujævn for at forøge knoglevævets evne til at vokse fast med overfladen.

Ledskålsdelen 1 kan fikseres ved bækkenbenet for eksempel 30 ved hjælp af tappe og skruer på en sådan måde, som kendes i forbindelse med fiksering af skålproteser af plast, men skåldelen 1 fikseres fordelagtigt på en sådan måde, at der i materialet fikseres et antal på skåldelens 1 konvekse side udragende stifter 3 af vævsvenligt metal, på hvilket le-35 vende knoglevæv kan vokse fast. Disse stifter bør opvise modhager og spidser, så de kan presses ind i det bagvedlig- DK 171104 B1 7 gende bækkenben og mekanisk hægte sig fast i knoglevævet for at danne en vedhæftning, som derefter forstærkes, ved at knoglen vokser sammen med stiften.

5 Inden skåldelen 1 forbindes med bækkenbenet, påføres laget 2, idet skåldelen 1 anbringes i et sprøjtestøbningsværktøj, ved hjælp af hvilket laget 2 sprøjtestøbes mod en model af ledkuglen, så der opnås god kalibrering af skålens ledoverflade mod en ledkugle, med hvilken den skal samvirke. Som 10 materiale for laget 2 vælges fordelagtigt en plast af den i indledningen nævnte art eller en anden vævsvenlig plast med passende elasticitet og tykkelse til fordeling af de belastninger, som normalt optræder i et hofteled. Egnede plastarter er for eksempel plastarter af typen polyethylen, 15 delrin og methylmetakrylat. I stedet for plast er det muligt at vælge en passende emalje eller keramik.

Lårbensdelens protese 5 fremstilles fordelagtigt på samme måde og af samme materialetype som ledskålen 1. Ved at 20 fremstille protesedelen 5 ved støbning, komprimering og sintring af et metalpulver med passende partikelstørrelse kan der opnås en passende porøs eller ujævn overflade til vedhæftning med cement af den slags, som i almindelighed anvendes til fiksering af proteseskafter i lårbenshalse.

25 Imidlertid kan lårbensdelens protese også fremstilles på konventionel måde, hvorved skaftdelens overflade også i dette tilfælde bør være tilstrækkelig porøs eller ujævn til at sikre god vedhæftning i forhold til det cementmateriale, som vælges til indcementering i lårbenshalsen.

30

Efter fremstillingen af protesedelen 5 indsættes denne i et sprøjtestøbningsværktøj, ved hjælp af hvilket der på ledkuglen 6 påføres et lag 7 materiale, som giver en jævn, glat ledoverflade af lignende slags som ledoverfladen på 35 ledskålsprotesen 1,2. Det sprøjtestøbte materiale på ledkuglen vælges med henblik på det sprøjtestøbte materiale på DK 171104 B1 8 ledskålen således, at der opnås den bedst mulige kombination både med hensyn til friktion og elasticitet mellem ledskål og ledkugle, for eksempel plast mod plast, emalje mod plast eller keramik mod plast. Ved at sprøjtestøbe laget 7 5 mod en model af ledskålen og vice versa kan der opnås en meget nøjagtig pasning mellem ledskål og ledkugle. Ved at anvende denne støbeteknik for både ledkugle og ledskål kan den hidtil meget kostbare finbearbejdning og polering reduceres eller helt elimineres.

10

Til ledkombinationen metal mod plast er det imidlertid også muligt at påføre et metallisk lag på ledkuglen ved metalpådampning eller eventuelt ved elektrolytisk eller elektrokemisk metalpåføring. Disse metoder nødvendiggør imidlertid 15 i almindelighed anvendelsen af mere præcise fremstillingsmetoder for den ledkugleoverflade, på hvilken laget 7 skal påføres, eftersom det er sværere at afstedkomme den ønskede nøjagtige form- og dimensionskalibrering ved metalpåføring end ved sprøjtestøbning med et materiale, der kan sprøjte-20 støbes. Det pointeres, at en væsentlig fordel ved indretningen ifølge opfindelsen er, at man kan mindske kravet til nøjagtighed ved fremstilling af de protesedele, på hvilke ledoverfladerne skal udformes ved påføring af materialelag.

25 Som det fremgår af beskrivelsen i det ovenstående fikseres kugleskålsprotesen på bækkenbenet uden brug af cement. Til fiksering af protesedelens 5 skaft 8 i lårbenshalsen anvendes derimod den gennemprøvede teknik med at indmure skaftet i cement 9, som udfylder hele hulrummet mellem skaftet 8 og 30 knoglevæggen 10. Som det fremgår af beskrivelsens indledning, giver denne metode imidlertid et ikke fuldt tilfredsstillende resultat på grund af problemet med løsnelse mellem cement og knoglevæv. 1

Der anvendes derfor den indretning, som er angivet i den kendetegnende del af enestekravet.

DK 171104 B1 9

Fikseringselementerne er fordelagtigt stifter forsynet med modhager 11 af lignende art som stifterne 3, hvilke anvendes til fiksering af ledskålen på bækkenbenet. De med mod-5 hager forsynede stifter 11 kan indføres i benvævet ved for eksempel at skydes ind fra indersiden af lårbenshalsen ved hjælp af et indskydningsværktøj eller ved, at de presses ind ved hjælp af et hvilket som helst værktøj, der er egnet til opnåelse af formålet. Fikseringen af stifterne udføres 10 før indsætningen af proteseskaftet og indcementeringen af dette i lårbenshalsen. Stifterne bør kun trænge ind i knoglevævet og bør naturligvis ikke nå ud gennem lårbenshalsens væg, men til gengæld skal stifterne på lårbenshalsens inderside have tilstrækkelig store kontaktoverflader, kon-15 takthoveder eller fremspring for at sikre cementmaterialet et godt greb.

I stedet for stifter, som er forsynet med de modhager, der beskrives, kan der anvendes metalskruer, som eventuelt kan 20 skrues ind udefra, så de strækker sig ind i hulrummet i lårbenshalsen til indeslutning af og fastbinding med cementmaterialet .

Som alternativ til mere eller mindre enkle stifter kan an-25 vendes stifter forsynede med metalplader eller -strimler, på hvilke cementmaterialet, der anvendes til indcementering af skaftet, fæstner.

Det kan være hensigtsmæssigt at anvende stifter, skruer el-30 ler lignende genstande, som opviser porøse overflader til god vedhæftning med cementmaterialet og til stabil sammenvoksning af knoglevævet med stifterne, skruerne etc.

Det er fordelagtigt at udforme metalelementerne 11 på en 35 sådan måde, at cementmaterialet 9 ikke blot hæfter ved metalelementerne, men også danner formsluttende indgreb med DK 171104 B1 10 dele af disse, som indstøbes i cementen. Et tilstrækkeligt stort antal små stifter, skruer etc. bør især anvendes i områderne ved proteseskaftets nedre ende og i halspartiet, så der opnås tilstrækkelig mange fæstepunkter til effektivt 5 at forhindre løsnelse mellem cement og knoglevæg.

Ved at anvende en vis koncentration af stifter, søm etc. i det ringformede område i lårbenshalsens øvre del nærmest ledkuglen og ved skaftets nedre ende kan der i disse områ-10 der opnås en koncentration af forbindelseselementer, hvorved anvendelse af en centreringsring af metal eventuelt kan overflødiggøres, hvilken centreringsring ofte sættes på skaftet ifølge konventionelle metoder, specielt ved dets nedre ende.

15

Antallet af sådanne fastgørelsespunkter bør imidlertid også vælges med henblik på risikoen for, at en reoperation kan blive nødvendig trods den sikre fiksering. Ved en reoperation må fastgørelsespunkterne naturligvis løsnes, før pro-20 tesen kan tages ud, og dette taler for så få fastgørelsespunkter som muligt. Til løsnelse af stifterne i forbindelse med en reoperation kan det være nødvendigt udefra at bore eller på anden måde at bryde forbindelserne op. Jo færre fastgørelsespunkter des lettere vil løsneisen naturligvis 25 kunne ske. Hvis stifterne bores ud, behøver hullerne ikke gøres større, end at de kan vokse til igen efter en reoperation.

Som det allerede ovenfor er blevet antydet, anvendes der 30 ofte et styre- eller centreringsorgan ved den ydre (nedre) ende af lårbensprotesens skaft for at holde skaftet i en så korrekt position som muligt under fastcementeringen. I en kendt udførelsesform består centreringsorganet af en på skaftet, nær dettes nedre ende, anbragt båndformet ring af 35 samme materiale som skaftet, og ringen opviser sædvanligvis en tynd krans af fjedertunger eller -spryd af samme materi- 11 DK 171104 B1 ale, hvilken krans bøjes indad af lårbenshalsen mod proteseskaftet under dettes indføring i lårbenshalsen. Ringen med disse fjederblade- eller spryd formår kun i ubetydelig grad at reducere tendenserne til, at belastningerne på lår-5 bensprotesen fører til en begyndende vibration og oscillationsbevægelse af skaftet i lårbenhalsen. En sådan oscillationsbevægelse, som i begyndelsen kan være mikroskopisk lille og får sin amplitude ved skaftets nedre ende, har tilbøjelighed til med tiden at vokse og kan relativt hur-10 tigt medføre skadelige konsekvenser for lårbensprotesens fiksering.

Til fuldstændiggørelse af idéen med at stabilisere protesen i lårbenshalsen foreslås derfor, at der i det mindste ved 15 den nedre ende af proteseskaftet fastgøres et styre- eller centreringsorgan ved hjælp af kroge, stifter eller lignende genstande, som trænger gennem knoglevæggen og består af titan eller på titan baseret vævsvenligt materiale, som tillader knoglevævet at vokse fast med stifterne eller lignen-20 de genstande.

Det er på forskellig måde muligt at afstedkomme en sådan indtrængning af til fastvoksning beregnede stifter eller andre elementer, som er fikserede eller fikseres på styre-25 eller centreringsorganer af den beskrevne type eller simpelthen på selve proteseskaftet.

En måde er, at man udefra kan indoperere stifter i knoglevæggen og fiksere stifterne på skaftet. En anden måde er at 30 fastsætte en ring ved hjælp af stifter eller en krans af stifter i lårbenshalsen før indføringen af protesen, så proteseskaftet siden kan føres ind i ringen eller kransen og med god pasning deri til stabil fastholdelse med cementering .

Som en yderligere måde, der forekommer lovende, skønt den 35 DK 171104 B1 12 ikke er verificeret klinisk, foreslås det at anvende et stiftforsynet, ekspanderbart ringformet organ 12, som kan ekspanderes udefra, og som eksempelvis har den på tegningen antydningsvis skitserede udførelsesform.

5

Det afbildede ringformede organ 12 kan ekspanderes ved hjælp af en bolt 13, som med et gevindskåret endeparti 13', indgriber i to indvendigt gevindskårne ekspanderingsskiver 14 på hver side af en på skaftets 8 endeparti anbragt, 10 ringformet torus 15, fra hvilken et antal stifter strækker sig radialt udad, så de kan drives ind i knoglevæggen 10 ved rotation af bolten 13. Bolten strækker sig gennem en i skaftet 8 boret kanal til et punkt ved skaftets øvre endeparti, som er beliggende på afstand af og med en forskyd-15 ning i sideleddet fra ledkuglen 6. Ved sin øvre ende har bolten 13 et organ 17, som tillader indgreb af et værktøj (ikke vist).

Til forskydning af ekspanderingsskiverne 14 mod hinanden 20 til ekspandering af organet 12 er den ene skive skåret med venstregevind og den anden skive med højregevind, og boltens gevind består af et venstre- og et højregevindskåret parti, det vil sige at skiverne 14 og bolten 13 virker som en vantskruemekanisme i det viste eksempel.

25

Det bør bemærkes, at opfindelsen kun anskueliggøres skematisk på tegningen, hvor for eksempel tykkelsen af cementla-get 9 og de med ledoverflader udformede lag 2 og 7 er valgt nærmest med det formål at tydeliggøre tegningen, og dette 30 gælder også for de som fastgørelseselementer tjenende lag.

Lagtykkelserne og specielt de geometriske former på fastgørelseselementerne kan variere, og mange modifikationer af fastgørelseselementernes form er mulig. Til fastgørelses-35 elementerne kan der også anvendes mange materialekombinationer. Det er for eksempel muligt at fremstille fastgørel- DK 171104 B1 13 seselementer af stål eller andet billigt materiale og at overtrække overfladen med et ud fra et biologisk synspunkt bedre egnet materiale, først og fremmest ren titan eller på titan baseret materiale, som er særlig vævsvenligt og iøv-5 rigt biologisk acceptabelt.

Det bør understreges, at lårbensprotesen ikke i sin helhed behøver at bestå af titan. Tværtimod foretrækkes en udførelsesform bestående af en kerne af for eksempel stål med 10 titanbelægning. Stålkerner med titanbelægning giver samme vævsvenlighed som rene titandele, men er billigere, og desuden kan en passende elasticitet opnås ved kombinationen stål/titanyderlag.

15 Det er muligt udefra at drive eller skrue fastgørelseselementet ind gennem lårbenshalsen og ind i cementmaterialet. For ikke at afstedkomme utilladelige spændinger, bør man så anvende fastgørelseselementer, der er forsynet med gennemgående huller, som slipper cement ud, der udsættes for 20 tryk. Denne påføringsmetode kan gennemføres også efter ind-cementering, men inden cementmaterialet har hærdet.

Claims

DK 171104 B1 Indretning til fiksering af en hofteprotese, som har et 5 parti (8), der er bestemt til fiksering til benvæv, hvilken indretning har en ru overflade på det nævnte parti (8) og et lag (9) af bencement, som dækker dette parti (8) og er fast forankret på dette, kendetegnet ved, at partiet er hofteprotesedelens skaft (8), og at indretningen 10 på i og for sig kendt måde omfatter fikseringselementer (11), der har spidse partier, hjørner, kanter eller lignende fremspring, som rager ud fra laget (9) og trænger ind i benvævet, idet disse fikseringselementer (11) består af eller er dækket af vævsvenligt materiale og er delvis ind-15 støbt i laget (9) af bencement samt er fast forbundet med dette.