DK146310B - Fremgangsmaade til magnetisering til brug ved katodestraaleroer - Google Patents

Description

o i U6310

Opfindelsen angår en fremgangsmåde til magnetisering af magnetiske materialer til brug ved katodestrålerør, hvilken fremgangsmåde er af den i krav l's indledning omhandlede art.

5 Som beskrevet i US patentskrift nr. 4.162.470 (Joseph

Leland Smith) "Magnetizing Apparatus and Method for Producing a Statically Converged Cathode Ray Tube and Product Thereof", og i US patentskrift nr. 4.159456 (Joseph Leland Smith) "Magnetizing Apparatus and Method for Use in Correcting Color 10 Purity in a Cathode Ray Tube and Product Thereof", er et magnetisk materiale anbragt nær ved halsen af et katodestrålerør med elektronkanonerne i samme plan ("in-line"). Et magnetiseringsapparat, der omfatter forskelligt anbragte og udformede ledende organer, placeres tæt ved det magnetiske 15 materiale. En magnetiserende strøm med passende retning og maksimal styrke sendes til et udvalgt af ledeorganerne og danner permanent magnetiserede områder i det magnetiske materiale. Det magnetiske felt, der frembringes af disse områder bevæger elektronstrålerne på en forudbestemt måde for at 20 frembringe statisk konvergens og etablere farverenhed for de tre elektronstråler, der udgår fra samme plan ("in-line").

Det er erfaret, at der i tidens løb og under påvirkning fra omgivelserne, som temperaturvariationer og påvirkning fra magnetiske spredningsfelter, vil fremkomme en lille 25 men uønsket divergens og farveurenhed, svarende til uønskede strålebevægelser på op til 0,5 mm eller mere. Det er opfindelsens formål at danne de magnetiserede områder i det magnetiske materiale på en sådan måde, at disse uønskede strålebevægelsér vil blive elimineret.

30 Det angivne formål opnås ifølge opfindelsen ved en fremgangsmåde, der er ejendommelig ved de i krav l's kendetegnende del angivne foranstaltninger.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen udmærker sig ved foranstaltninger til at frembringe et passende magnetiserende 35 felt, som vil magnetisere magnetiske zoner i det magnetiske materiale, for at skabe magnetiserede områder, og fra det 2 146310 o elektronstråle-bevægende magnetfelt at fjerne en komponent, der hidrører fra forholdsvis let afmagnetiserbare magnetiske zoner i de magnetiserede områder. De magnetiserede områder stabiliseres herved mod væsentlige ændringer i det elektron-5 strålebevægende magnetfelt.

Opfindelsen skal i det følgende forklares nærmere under henvisning til det på tegningerne viste udførelseseksempel, idet fig. 1 viser et magnetiseringsapparat anbragt nær et magnetisk materiale på et katodestrålerørs hals, hvilket magnetise-10 ringsapparat kan anvendes til udøvelse af en fremgangsmåde ifølge opfindelsen, fig. 2 er et forstørret snit af en del af katodestråle-røret i fig. 1, som viser statisk konvergens og farverenhed for tre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line) i katodestråle-15 røret i fig. 1, fig. 3 viser et magnetiseringsapparat, der omfatter et antal ledende vindinger, anbragt omkring halsen af katodestråle-røret i fig. 1, hvilket magnetiseringsapparat kan anvendes til udøvelse af en fremgangsmåde ifølge opfindelsen, 20 fig. 4 og 5 er snit i magnetiseringsapparatet i fig. 1, fig. 6 er et perspektivbillede, hvor en del af katode-• strålerøret og det magnetiske materiale er fjernet for at vise den del af magnetiseringsapparatet fra fig. 1, der anvendes til etablering af farverenhed, 25 fig. 7 viser magiietfeltlinier og -kræfter frembragt af den del af magnetiseringsapparatet fra fig. 1, der er vist i fig. 6, og fig. 8-10 viser skematisk kredsløb til frembringelse af strøm til magnetiseringsapparatet i fig. 1 til udøvelse af 30 en fremgangsmåde ifølge opfindelsen.

I fig. 1 ses et magnetisk materiale bestående af et magnetisk bånd eller hylster 20, der er anbragt tæt op til halsen 21 på et katodestrålerør 22. Båndet 20 er langt nok til at blive viklet omkring halsen 21, så det kun efterlader et lille gab 23, 35 3 146310

O

så overlapning af materialet undgås. Sammensætningen af det magnetiske materiale til båndet 20 kan konventionelt være barium-ferrit blandet i et gummi- eller plast-binderoateriale. Båndet 20 kan fastholdes i forhold til halsen 21 med lim eller ved at vik-5 le en tynd ikke-magnetisk tape omkring båndet.

Katodestrålerøret indeholder tre kanoner 24, 25 og 26 i samme plan ("in-line") til frembringelse af henholdsvis en "blå", "grøn" og "rød" elektronstråle. Den grønne kanon er i eksemplet i rørets centrale akse 53. Por at opnå en raster er et afbøj-10 ningsorgan 27, som kan indeholde de konventionelle horisontale og vertikale viklinger, anbragt omkring halsen 21.

Statisk eller central konvergens er opnået, som vist i det forstørrede snit 99 i fig. 2, når alle tre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line"), skærer hinanden i en skyggemaske 15 61's plan gennem en passende blænderåbning 62 for at ramme en fæl les fosfor-trio på en fosforskærm 67, der er anbragt på en glat-plan 63 i katodestrålerøret 22. Farverenhed er opnået, når hver af de tre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line") kun rammer den tilhørende farvefosforstribe 64, 65 eller 66. Bemærk, at 20 hver af strålernes strålepletområde, skønt det ikke er vist i fig. 2, kan omfatte mere end én fosforstribe for den tilhørende farve.

For at opnå statisk konvergens for alle tre stråler er der frembragt permanent magnetiserede områder med passende pola-25 ritet og polstyrke i det magnetiske bånd 20. For at frembringe disse områder placeres et magnetiseringsapparat 28 omkring det magnetiske bånd 20, som vist i fig. 1. Som vist i fig. 1,.4 og 5, omfatter magnetiseringsapparatet 28 et ringformet hus 29 af ikke magnetisk materiale, i hvilket der er udformet en første 30 mængde huller 101 - 112, anbragt i en første plan vinkelret på den centrale akse 53 og en anden mængde af huller 201 - 208 an bragt i en anden tætliggende parallel plan vinkelret på den centrale akse 53. I hvert hul er der anbragt magnetspoleviklinger, der danner en første og en anden mængde af viklinger henholds- 35 vis 301 - 312 og 401 - 408.-Hver af viklingerne har ikke viste tilslutninger, beregnet til at modtage en magnetiserende strøm for at skabe de permanent magnetiserede områder.

146310 4 0

Som vist i snittet i fig. 4 i den første plan vinkelret pi. aksen, omfatter den første mængde af viklinger et første og andet sæt viklinger. Det første sæt består af seks viklinger, anbragt med lige store vinkelafstande på 60° omkring halsen 21's 5 periferi, med viklingen 301 anbragt på den vertikale akse 60 for halsen 21. Det andet sæt består af andre seks viklinger 307 - 312, anbragt med lige store vinkelafstande på 60° omkring halsen 21, således at hver vikling i det andet sæt alternerer med en vikling i det første sæt omkring halsen, med viklingen 307 anbragt 10 30° til højre for den vertikale akse 60.

Som vist i snittet i fig. 5 i den anden plan vinkelret på aksen, består den anden mængde af viklinger af et tredie og fjerde sæt viklinger. Det tredie sæt består af fire viklinger, anbragt med lige store intervaller på 45° omkring halsen 21, 15 med viklingen 401 anbragt 45° til højre for den vertikale akse 60. Det fjerde sæt består af andre fire viklinger 405 - 408, med en vikling anbragt +15° og -15° fra både venstre og højre side af linien 51, der går gennem de tre elektronstråler og står vinkelret på disse ("in-line axis").

20 Som det fremgår af kredsløbet i fig. 9, er viklingerne i hver af de første tre sæt 301 - 306, 307 - 312 og 401 - 404 forbundet sådan, at strømmen i sættet går i modsat retning i på hinanden følgende viklinger, og går i den samme retning i alle viklingerne 405 - 408 i det fjerde sæt.

2g Som det er beskrevet fuldstændigt i den første af de tidligere nævnte U.S. patentansøgninger nr. 819.903, frembringer tilslutning af magnetiserende strøm til det første sæt viklinger 301 - 306, når viklingerne er forbundet som beskrevet, permanente magnetiserede områder i båndet 20, som frembringer 30 et sekspolet eller tredobbelt indre harmonisk magnetfelt for at fremkalde ensrettede horisontale bevægelser af de to ydre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line"). På samme måde frembringer tilkobling af magnetiserende strøm til det andet sæt viklinger 307 - 312 et sekspolet indre magnetfelt, der er dre-35 jet en vinkel på 30° i forhold til feltet, der er frembragt af det første sæt, og giver ensrettede vertikale bevægelser af de to ydre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line").

148310 o

Tilslutning af magnetiserende strøm til det tredie sæt viklinger 401 - 404 skaber permanent magnetiserede områder i båndet 20, som frembringer et firpolet eller andet harmonisk indre magnetfelt for at fremkalde modsat rettede bevæ-5 gelser for de to ydre stråler. Tilslutning af magnetiserende strøm til det fjerde sæt 405 - 408 frembringer et lige harmonisk indre magnetfelt for at fremkalde modsat rettede vertikale bevægelser af de to ydre stråler.

Når magnetiseringsapparatet 28 er i stand til at frem-10 kalde ens- og modsat-rettede horisontale og vertikale bevægelser af de to ydre elektronstråler, er det muligt at opnå statisk konvergens for de to ydre elektronstråler mod den centrale akse.

For at etablere farverenhed for alle tre elektronstrå-15 ler, der udgår fra samme plan ("in-line") omfatter magnetiseringsapparat 28 et lederorgan, der er beliggende i en tredie plan vinkelret på den centrale akse 53. Som vist i fig. 1 og 6, er fire ledende tråde 30 - 33, der er indlagt i det ringformede hus 29, formet sådan, at de strækker sig tangentielt langs med 20 halsen 21's omkreds. Tværsnittet af hver tråd kan enten være cirkulært eller kvadratisk. Afstandsstykker 97 og 98 adskiller trådene 30 og 31 fra trådene 32 og 33.

Forbindelsesledninger 34 og 35 forbinder enderne af trådene 30 og 33 henholdsvis 31 og 32. De andre ender af trå-25 dene 30 og 31 er forbundet ved hjælp af en forbindelsesledning 36. De andre ender af trådene 32 og 33 er sluttet til tilslutningsledninger henholdsvis 37 og 38.

Magnetiserende strøm sendes gennem tilslutningsledningerne 37 og 38 for at skabe permanent magnetiserede områder til 30 opnåelse af farverenhed.

Med den beskrevne forbindelse af ledningerne danner de fire tråde to langstrakte ledende slynger 39 og 40, som det fremgår af fig. 7. Hver af de ledende slynger er derfor udformet, så den strækker sig tangentielt langs halsen 21's periferi. Hvis der 35 sendes en strøm med en maksimal magnetiserende strøm I, der går i den retning, som pilene i fig. 6 viser, går strømmen i hver af de ledende slynger i de retninger, der er vist med pilene i fig. 7, idet forbindelses- og tilslutningsledningerne er funktionelt repræsenteret ved endestykkerne 41-44.

6

US31Q

o

Som beskrevet fuldstændigt i den anden af de førnævnte U.S. patentansøgninger, nr. 819.094, danner den magnetiserende strøm magnetiserede områder i det magnetiske bånds materiale, som på sin side vil forårsage de vertikale feltlinier 45 - 47 5 i fig. 7, som skærer strålerne fra kanonerne 24 - 26 i linien 51 ("in-line axis"). Feltlinierne vil forårsage horisontale kræfter og bevægelser 48 - 50 til opnåelse af farverenhed for de tre stråler, der udgår fra samme plan ("in-line").

Den magnetiserende strøm fås fra en strømgenererende 10 kreds 70, vist i fig. 8, som giver impulser af magnetiserende strøm ved udgangsterminalerne 501 og 502. Kredsen 70 omfatter en opladekreds med en oplade/afladeomskifter 71, et spændingsvariabelt batteri 72, en modstand 73 og en kondensator 74. Afladningsvejen for den magnetiserende strøm indeholder en mod-15 stand 75 og en dobbeltpolet korrespondanceafbryder 76 til at vende strømretningen.

De magnetiserende strømimpulser er forbundet med en udgangskreds 80, som er vist i fig. 9. Udgangskredsen 80 omfatter en drejevælgerkontakt 85, der er forbundet med udgangen 501, og 20 et antal ledende organer 301 - 306, 307 - 312, 401 - 404, 405 - 408 og de langstrakte ledende slynger 39 og 40 i magne-tiseringsapparatet 28, idet hvert organ er tilsluttet en af vælgerkontakten 85's tilslutninger og terminalen 502.

Katodestrålerøret aktiveres, og elektronstrålefejl, som 25 divergens eller ukorrekt farverenhed, iagttages. Ved hjælp af vælgerkontakten 85 sendes der strøm gennem passende valgte ledende organer. Batteriet 72 justeres til at forsyne det valgte organ med en magnetiserende strøm med en passende maksimalværdi for at skabe passende magnetiserede områder i båndet 20 for at 30 frembringe en passende korrigerende strålebevægelse.

Når den overfor beskrevne fremgangsmåde anvendes, er det erfaret, at der i tidens løb kan udvikle sig en lille men uønsket fejlbevægelse foruden den korrigerende strålebevægelse, hvorved der fremkommer en lille men uønsket fejl i strålegangen.

35 7 146310 o

Det antages, at en betydelig del af denne fejlbevægelse skyldes afmagnetiseringen af magnetiske dele eller.zoner i båndet 20's permanent magnetiserede områder, hvilket forårsager en ændring af fluxtætheden på de steder, hvor de elek-5 troniske stråler befinder sig.

Den magnetiserende strøm, der går gennem et udvalgt lederorgan, er en kilde for en magnetomotorisk kraft, der frembringer et felt med magnetisk feltstyrke H i båndet 20 nær ved ledeorganet. Det magnetiske felt vil polarisere de magnetiske 10 dele eller zoner i båndet 20 ved at rette elementardelene ind i den magnetiske feltstyrkes retning.

Den magnetiserende kraft frembringer en magnetisk induktion eller fluxtæthed B med en værdi, der afhænger af materialets permeabilitet. Efter fjernelse af den magnetiserende strøm 15 0g den magnetiserende kraft forbliver en remanent induktion eller fluxtæthed i båndet 20, som danner de førnævnte permanent magnetiserede områder. Noget af den flux, der er frembragt af den remanente induktion, bevæger sig i en bane i rummet, som skærer elektronstrålerne, og frembringer en magnetisk induktion 20 for at bevæge elektronstrålerne på den valgte forudbestemte måde.

Værdien af den remanente induktion og dermed af fluxtætheden, der bevæger strålen, er bestemt af skæringen af den magnetiske belastningslinie for det magnetiserede bånd med en karakteristisk B-H induktionskurve for det magnetiske materiale 25 i båndet. Denne skæring eller dette operationspunkt bestemmer værdien af den remanente induktion og fluxtætheden, der bevæger elektronstrålen. Der opnås et passende operationspunkt ved at vælge et passende maksimum for den magnetiserende strøm, som, sammen med viden om materialets hysterese, bestemmer induktionskur-3° vens værdier.

Det antages, at en betydelig del af den observerede fejlbevægelse stammer fra forandringer i operationspunktet på grund af sådanne ydre og indre påvirkninger, som magnetiske spredningsfelter, temperaturvariationer, ændring af rummets magnetiske mod-35 stand eller ubestemte strukturelle ustabiliteter i selve materialet. Disse påvirkninger forårsager, at induktionskurven følger 8 US310 mindre hystereseslynger. Hvis det oprindelige umagnetiserede bånd af materialet kun magnetiseres af én eller et lille antal magnetiserende strømimpulser, vil de mindre hystereseslynger, som induktionskurven følger, ikke være identiske, da disse 5 slynger har en tendens til kun at nærme sig en stabil tilstand asymptotisk. Operationspunktet for det magnetiserede materiale vil, efter at det er udsat for disse påvirkninger, være forskelligt fra det oprindelige operationspunkt, der blev opnået lige efter, at magnetiseringen blev udført. Det antages, at denne æn-10 dring af operationspunktet forårsager en synlig fejlbevægelse af elektronstrålerne.

Forklaret på en anden måde antages det, at en betydelig del af fejlbevægelsen kan forklares på grund af afmagnetiseringen af ustabile magnetiske dele eller zoner i båndet 20. Den re-15 manente induktion, der forbliver efter magnetiseringen, frembringes af de magnetiserede områders polariserede zoner. En del af den remanente induktion frembringes af dele i de magnetiserede områder, der forholdsvis let lader sig polarisere, eller med andre ord af den del af det magnetiske materiale, som kan 20 magnetiseres af en forholdsvis lille magnetiserende kraft. En komponent af fluxtæthedsfeltet vil komme fra disse zoner, der forholdsvis let lader sig polarisere.

Zonerne, der forholdsvis let lader sig polarisere, lader sig også forholdsvis let afmagnetisere. Hvilket vil sige, at 25 disse masser under indflydelse af de ovenfor nævnte ydre påvirkninger bliver afmagnetiserede, så deres magnetiske momenter kommer i uorden. Den remanente induktion og fluxtæthedsfeltet, der flytter elektronstrålen, vil ændre sig og dermed forårsage fejlbevægelser af elektronstrålerne.

30 En genstand for opfindelsen er en fremgangsmåde til at danne magnetiserede områder, som vil være stabile over for afmagnetisering på grund af ydre eller indre påvirkninger. De magnetiserede områder dannes på en sådan måde, at de forholdsvis let polariserbare eller afmagnetiserbare dele ikke bidrager 35 væsentligt til frembringelsen af fluxtæthedsfeltet, der bevæger elektronstrålerne.

En strømfrembringende kreds 770 i fig. 10 kan anvendes til udøvelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Elektronstrå-lefejlene iagttages på katodestrålerøret 22's skærm, og arten og 9 146310 størrelsen af korrigerende strålebevægelse bestemmes. Et passende lederorgan vælges ved hjælp af drejekontakten 85 i fig. 9. En passende maksimalværdi for den magnetiserende strøm vælges ved indstilling af en justeringsarm 581 på et variabelt batteri 579 5 i fig. 10. Størrelsen af justeringen vil blive beskrevet nærmere.

Et igangsætningssignal sendes til en indgangsterminal 574 på en formagnetiserings- og magnetiserings-styreenhed 503.

Et første kontaktsignal sendes så fra en terminal 588 på styreenheden 503 for at styre terminalerne på de styrede kontakter 10 571 - 573 for at forbinde terminalerne A og C på kontakterne.

En forspændingskondensator 582 oplades fra batteriet 578 gennem en modstand 577, idet batteriets polaritet vælges sådan, at ladningen på kondensatoren 582 i eksemplet er vist som positiv i forhold til jord. En magnetiserende kondensator 584 oplades med 15 en polaritet, der er modsat af kondensatoren 582's, fra et variabelt batteri 581 gennem en modstand 580.

En vekselstrømskilde 507, som f.eks. 120V—> 60Hz netspænding, er forbundet til en variabel primærvikling 509a med udtag på en variabel transformator 509. Antallet af primærvin-20 dinger, der er forbundet til vekselstrømskilden 507, er bestemt af stillingen af kontaktarmen 508.

En sekundærvikling 509b med ti faste udtag 511 - 520 er magnetisk forbundet med primærviklingen 509a. Som vist i fig. 10, er hver af de faste udtag forbundet til en af ti stabiliserende 25 kondensatorer 541 - 550 gennem en af ti halvbølge-ensretterdi-oder 521 - 530 og en af ti modstande 531 - 540. De ti dioder er successivt polet i modsatte retninger og leder derfor alternerende halvbølger af den inducerede sekundære vekselstrøm, når terminalerne A og C på kontakten 573 er forbundet.

30 De ti stabiliserende kondensatorer er skiftevis opladet med modsat polariseret spænding, med ladningen på kondensatoren længst til venstre i fig. 10 med samme polaritet som den på formagnetiseringskondensatoren 582, nemlig positiv.

Antallet af vindinger for de successive udtag og dermed 35 størrelsen af den spænding, der påføres den næst følgende kondensator, aftager med en fast procentdel, hvor kondensatoren 541 får den største og kondensatoren 550, den længst til højre i rækken, får den mindste spænding. I det senere eksempel er spændingen af hver efterfølgende kondensator 92% af den umiddelbart foregående, hvad der resulterer i, at kondensatoren 550 har en 10 U6310 spænding på 47,2% af kondensatoren 541. Spændingen på den første kondensator 541 bestemmes af stillingen af kontaktarmen 508.

En udgangsledning 590 er forbundet med udgangsterminalen 501 på udgangskredsen 80 i fig. 9, og en udgangsledning 591 er 5 forbundet med jord og med udgangsterminalen 502. Formagnetiseringskondensator 582, magnetiseringskondensator 584 og stabiliseringskondensatorer 541 - 550 er forbundet over udgangsledningerne 590 og 591 gennem anode-katodestrækningen i polrettede styrede siliciumensrettere SCR henholdsvis 583, 585 og 551-560. Når 10 en af de ovennævnte SCR'er portstyres til ledende tilstand af en passende udløserimpuls, afgiver dens tilhørende kondensator en strømimpuls til det udvalgte ledeorgan i magnetiseringsappa-ratet 28 gennem udgangsterminalerne 501 og 502. Efter at alle kondensatorerne 582, 584 og 541 - 550 er blevet opladet, sendes 15 et andet signal til kontakterne 571 - 573, hvorved forbindelsen mellem terminalerne A og C i hver af kontakterne afbrydes, og terminalerne A forbindes med de uforbundne terminaler D.

En formagnetiserings-udløserimpuls sendes til SCR 583's portelektrode fra en udløserterminal 587 i styreenheden 503, og 20 portstyrer denne SCR til ledende tilstand og aflader kondensatoren 582. En positiv formagnetiserings-strømimpuls sendes til det valgte lederorgan, og frembringer magnetiserede områder i båndet 20 med magnetiske dele magnetiseret i en første retning. Batteriet 578's spænding vælges forholdsvis stor og giver en 25 forholdsvis stærk formagnetiserende strøm, og polariserer herved både let polariserbare og mere vanskeligt polariserbare magnetiske dele i en første retning. Et første operationspunkt er etableret, hvori den remanente induktion efter afbrydelse af den formagnetiserende strøm er større, end hvad der kræves for at 30 fremkalde den korrekte strålebevægelse og kan endog være af forkert polaritet.

For at frembringe den rigtige størrelse af den korrigerende strålebevægelse sendes en magnetiserende udløserimpuls fra en udløserterminal 586 i styreenheden 503 til portelektroden på 35 SCR 585 og portstyrer denne SCR til ledende tilstand, hvorved kondensatoren 584 aflades. En strømimpuls modsat rettet den tidligere formagnetiserings-strømimpuls, dvs. en negativ magnetiserende strømimpulsy sendes til det valgte lederorgan. De tidligere polariserede dele udsættes nu for en magnetiserende kraft 11 146310 med modsat polaritet af den, der frembragtes af formagnetiseringsstrømmen, og hvis den magnetiserende kraft er af tilstrækkelig styrke, vil de magnetiserede zoner endog blive polariseret i den modsatte retning. På grund af den magnetiserende kraft 5 følger den magnetiske induktion afmagnetiseringsdelen på den karakteristiske induktionskurve og returnerer langs en mindre hysteresesløjfe, når den magnetiserende strøm afbrydes, og etablerer herved et andet operationspunkt.

Ved passende valg af størrelsen af den magnetiserende 10 strøm ved hjælp af justeringsarmen på batteriet 581, etableres det andet operationspunkt med en remanent induktion, der har tilstrækkelig styrke til omtrentligt at frembringe den ønskede størrelse af strålebevægelsen.

For at stabilisere de polariserede magnetiske dele i de 15 magnetiserede områder i båndet 20, sendes en følge på ti successive stabiliserende strømimpulser fra kondensatorerne 541 - 550 til udgangsterminalerne 501 og 502. Følgen startes af et indgangssignal til en stabiliserende følgestyreenhed 504 fra formagnetiserings- og magnetiseringsstyreenheden 503.. Udløserim-20 pulser sendes i rækkefølge fra udløserterminaler 561 - 570 til tilhørende portelektroder på SCR 551 - 560, og portstyrer dem til ledende tilstand. Rækkefølgen er sådan, at den første kondensator 541 aflades, derefter aflades de følgende kondensatorer, indtil den sidste kondensator 550 i rækken aflades. Enhed-25 erne 503 og 504 kan fremstilles ud fra timerne som f.eks. "Model 555" fremstillet af The Signetics Corp. Den igangsættende impuls, der tilføres terminalerne 574 på enheden 503, kan faktisk udvikles i enheden 503, når terminalen 574 momentvis forbindes med jord.

30 Den første stabiliserende impuls fås fra kondensatoren 541 og har positiv polaritet og er derfor modsat rettet den tidligere magnetiserende strømimpuls fra kondensatoren 584. Hver efterfølgende stabiliserende impuls aftager i styrke med en fast procentdel, som tidligere forklaret.

35 Da de successive impulser med alternerende polaritet af tager i styrke, vil hver impuls mod slutningen af følgen resultere i, at nogle af de forholdsvis let polariserbare eller af-magnetiserbare zoner vil blive polariseret i modsat retning af de forholdsvis let afmagnetiserbare zoner, der blev polariseret 146310 12 af den foregående impuls, f.eks. efter ti impulser er nær ved halvdelen af de forholdsvis let afmagnetiserbare zoner polariseret i modsat retning af den anden halvdel af zonerne. Bidragene fra de forholdsvis let afmagnetiserbare zoner er såled-5 es elimineret fra den remanente induktion og således også fra fluxtæthedsfeltet, der bevæger elektronstrålerne. Kun de forholdsvis svært magnetiserbare zoner bidrager væsentligt til fluxtætheds feltet, der bevæger elektrons tråleme, og herved stabiliseres de magnetiserede områder mod ydre og indre påvirknin-10 ger. Der er etableret et stabilt operationspunkt, da kun de forholdsvis svært magnetiserbare zoner bidrager væsentligt til den remanente induktion.

Da stabiliseringsfølgen effektivt vil fjerne de let afmagnetiserbare zoners bidrag til elektronstrålebevægelsen, bør 15 den korrigerende bevægelse, der frembringes af den foregående magnetiserende strømimpuls, være større end faktisk krævet, dvs. at den maksimale magnetiserende strøm bør justeres, så den frembringer en korrigerende bevægelse, der er for stor. Når således stabiliseringsfølgen er gennemført, og effekten af de let 20 afmagnetiserbare zoner er fjernet, vil den fjernede eller udskudte bevægelse, der er frembragt af denne fjernelse, når den kombineres med den foregående for store korrigerende bevægelse, frembringe den ønskede resulterende korrigerende strålebevægelse.

25 Størrelsen af den nødvendige udskudte bevægelse vil af hænge af størrelsen af den fejlbevægelse, der iagttages, når det.magnetiserede bånd 20 udsættes for ydre påvirkninger. Jo større fejlbevægelse, desto større udskudt bevægelse kræves der for at eliminere de let afmagnetiserbare zoner i båndet 20.

30 Størrelsen af udskudt bevægelse bestemmes af kontaktarmen 508's stilling, placeringen af udtagene 521 - 530, og det aktuelle antal af stabiliserende kondensatorer, der er anvendt i kredsen i fig. 10.

Magnetiseringsapparatet 28 og båndet 20 er anbragt på 35 halsen 21 nær ved elektronkanonkonstruktionen, og G1-G4 elektrodekonstruktionen (ikke vist) og andre bløde magnetiske materialer forholdsvis tæt ved båndet 20's magnetiske materiale.

De magnetiserende felter, der frembringes.af de forskellige lederorganer, strækker sig tilstrækkeligt langt fra båndet 20 13 146310 til at magnetisere disse i magnetisk henseende bløde materialer. Det i magnetisk henseende bløde materiale er så let at polarisere, at selv den svageste stabiliserende impuls fra kondensatoren 550 vil magnetisere materialet. Det i magnetisk hen-5 seende bløde materiale bidrager derfor også med en komposant til det elektronstrålebevægende fluxtæthedsfelt. I tidens løb vil materialet blive afmagnetiseret på grund af forskellige påvirkninger, og derved ændre værdien af det elektronstrålebevægende fluxtæthedsfelt. En anden betydelig kilde af uønsket fejl-10 bevægelse må derfor elimineres.

En anden udførelse af opfindelsen eliminerer denne fejlkilde. Efter stabiliseringsfølgen sender styreenheden 504 et startsignal til en afmagnetiseringsoscillator 505. En langsomt afklingende, dæmpet, sinusformet, afmagnetiserende vekselstrøm 15 589 i fig. 10 ledes fra udgangsterminaler 575 og 576 til en afmagnetiserende leder 52. Som vist i fig. 3, består den afmagnetiserende leder 52 af en leder, der er viklet et antal gange omkring halsen 21 og magnetiseringsapparatet 28's ringformede hus 29. Størrelsen af den afmagnetiserende strøm bestemmes af 20 ligningen 1 = ^ηχ3;ίη(^)β~νΤ *

Den maksimale strøm er tilstrækkelig til at opnå afmagnetisering af det bløde magnetiske materiale uden for båndet 20, men 25 er ikke stærk nok til at påvirke magnetiseringen af de stabiliserede magnetiserede områder i selve båndet.

Den strømgenererende kreds 770 kan udformes sådan, at de tidligere nævnte trin fra startsignalet, der sendes til indgangsterminalen 574 frem til det trin at forbinde den afmagne-30 tiserende strøm til den afmagnetiserende leder 52, udføres automatisk og i hurtig rækkefølge, så operatøren kun er i stand til at observere det endelige resultat, dvs. at operatøren kun er i stand til at se den korrekte elektronstrålebevægelse. Hvis der stadig resterer elektronstrålefejl, foretages der en ny 35 indstilling af armen på batteriet 581, og hele operationsfølgen startes igen.

Eksempel

Der blev anvendt en fjernsynsmodtager med et ("in-line") 146310 14 1311 (33 cm) diagonaltkatodestrålerør med elektronkanonerne i samme plan, 90° afbøjning, slidsemaske, og den grønne kanon i centrum. Ultorspændingen var 25KV, kanonafstanden var 0,625 cm. Halsdiameteren var 2,86 cm nominelt.

5 Længden af det magnetiske bånd var 9,65 cm, bredden 1,73 cm og tykkelsen 0,15 cm. Gabets bredde var maksimalt 0,25 cm. Sammensætningen af båndet var bariumferrit blandet i et gummi-

C

bindemiddel med B-H på mindst 1,1 x 10 gauss-ørsted, som General Tire Compound 39900, der kan fås fra General Tire and 10 Rubber Company, Evansville, Indiana, USA.

Parametrene for magnetiseringsapparatet 28 omfattede følgende: hver magnetspolevikling i de fire sæt bestod af syv vindinger af 20 gange kobbertråd med en viklingsdiameter på 0,51 cm og en viklingslængde på 0,625 cm. De langstrakte ledende 15 slynger til renheds-korrektion bestod af fire slynger, hver slynge af 1,1 mm kobbertråd med kvadratisk tværsnit, med en bredde langs den centrale akse på 0,572 cm og en udstrækning langs halsens periferi på 4,93 cm eller en vinkeludstrækning op til maksimalt 5° fra linien gennem elektronstrålerne ("in-line axis”).

20 Kapaciteten af hver af kondensatorerne 582, 584 og 541 - 550 var 640 mikrofarad.

Impedansen R+ , der udvistes af hver af lederorganerne til hver af de positivt ladede kondensatorer, og impedansen R_, der udvistes af hver af lederorganerne til hver af de negativt 25 ladede kondensatorer, var følgende: første sæt: R+ = 0,12451 , R_ = 0,15251 andet sæt: R+ = 0,12451 , R_ = 0,15211 tredie sæt: R+ = 0,11651 , R_ = 0,14451 fjerde sæt: R+ = 0,11651 , R_ = 0,14451 30 ledende slynge- organ til farvejustering: R+ = 0,12851 , R_ = 0,15651

Maksimal afmagnetiserende strøm Imax = 7 amp, W = 1000 Hz, T = 1 sek.

35 Spændingen for batteriet 578 og over kondensatoren 582, når opladet = + 255 volt.

Den maksimalt opnåelige spænding fra batteriet 581 og over kondensatoren 584, når opladet = - 450 volt.

15 146310

Stillingen af kontaktarmen 508 og parametrene for spændingskilden 507 og transformatoren 509 blev valgt sådan, at spændingen over kondensatoren 541 = + 160 volt. Beliggenheden af udtagene 511 - 520 blev valgt sådan, at spændingen 5 over en stabiliserende kondensator fast var 92% af spændingen over den foregående kondensator.

En krydsskraveringsgenerator, forbundet med fjernsynsmodtageren, frembragte et krydsskraveret prøvebillede på ka-todestrålerørets skæm. Den statiske divergens bestemtes ved 10 i skærmens centerområde at måle afstanden af de røde og blå vertikale og horisontale linier i forhold til grønne vertikale og horisontale linier. Resultatet af målingerne var følgende:

Rjj L = -0,38 mm, dvs. at den røde horisontale linie lå 0,38 mm over den grønne horisontale linie, 15 B„ T = +1,78 mm, dvs. at den blå horisontale linie lå n«Jj* 1.78 mm under den grønne horisontale linie.

Ry ^ =-1,78 mm, dvs. at den røde vertikale linie lå 1.78 mm til venstre for den grønne vertikale linie.

By ^ = +0,89 mm, dvs. at den blå vertikale linie lig- 20 ger 0,89 mm til højre for den grønne vertikale linie.

Størrelsen af den krævede korrektionsbevægelse for hver af sættene blev beregnet ifølge nedenstående: fjerde sæt: (R„ _ - B„ T )/2 =-1,080 mm tredie sæt: (Ry L - By )/2 =-1,331 mm 25 andet sæt: -(RH L + BH L )/2 =-0,699 mm første sæt: "(Ry L + Bv L =+0,445 mm

Et positivt fortegn indikerer, at den blå vertikale eller horisontale linie bevæges opad eller henholdsvis til højre på skærmen.

30 Den fremgangsmåde, der blev fulgt for at frembringe en korrigerende bevægelse på - 10,80 mm, når der blev sendt strøm gennem lederorganet i det fjerde sæt, vil nu blive beskrevet i detaljer. Det fjerde sæts lederorganer blev udvalgt til at få tilført strøm ved passende drejning af drejekontakten 85.

35 Armen 581 blev indstillet til at give en spænding Vm = -316 volt over magnetiseringskondensatoren 584. Et startsignal sendtes til terminalen 574.

En maksimal formagnetiserings-strømimpuls Ig = +2198 amp blev frembragt. Den modsatrettede vertikale bevægelse frembragt 146310 16 af det fjerde sæt var -8,06 mm, som resulterede i en adskillelse af den røde og blå vertikale linie på Rg L “ bh l = 9,15 mm.

En maksimal magnetiserende strømimpuls I = -2194 amp 5 blev derefter frembragt. Den frembragte modsatrettede bevægelse var 6,86 mm, som resulterede i en adskillelse af den røde og blå horisontale linie på +4,57 mm. Bemærk, at når den røde og blå horisontale linie er adskilt med 4,57 mm i stedet for at konvergere mod hinanden, ses det, at den magnetiserede strømim-10 puls har frembragt en korrigerende bevægelse, der er større end den, der var ønsket, som· beskrevet ovenfor, idet størrelsen af overkorrektionen er en bevægelse på -2,29 mm.

Den stabiliserende serie blev derefter startet med en første stabiliserende strømimpuls I = +1380 amp. Fuldførelsen

S

15 af den stabiliserende serie ændrede det magnetiske bånd 20's operationspunkt på en sådan måde, at der fremkom en udskudt bevægelse på +2,29 mm, hvorved den røde og blå stråle konvergerede mod hinanden.

Den ovenfor beskrevne fremgangsmåde blev gentaget for 20 hver af de tre andre sæt, hvorved der opnåedes statisk konvergens for de tre stråler, der udgik fra samme plan ("in-line"). Værdierne for de andre lederorganer er følgende: tredie sæt: 1^ +2198 amp, I -2375 amp, Ig +1380 amp, andet sæt: +2056 amp, I -1980 amp, Ig +1290 amp, første sæt: 1^ +2056 amp, I -1717 amp, I +1290 amp.

Claims (3)

0 146310 Patentkrav.

1. Fremgangsmåde til dannelse af magnetiserede områder i et magnetisk materiale såsom bariumférrit, anbragt nær ved et katodestrålerørs hals, hvilke magnetiserede områder 5 frembringer et elektronstråle-bevægende magnetfelt for at bevæge mindst én elektronstråle i katodestrålerøret på en forudbestemt måde, idet der frembringes et første magnetiserende felt, som vil magnetisere magnetiske zoner i det magnetiske materiale for at frembringe de magnetiske områder 10 for at frembringe det elektronstrålebevægende magnetfelt, kendetegnet ved, at der på hver af de magnetiserede områder påtrykkes et antal magnetfeltimpulser med på hinanden følgende modsat polaritet og aftagende størrelse, idet den største størrelse af magnetfeltimpulserne er mindre end 15 størrelsen af det første magnetiserende felt for herved i hovedsagen fra det elektronstrålebevægende magnetfelt at fjerne en komposant, der kommer fra forholdsvis let afmagne-tiserbare magnetiske zoner i de magnetiske områder.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet 20 ved, at der frembringes et afmagnetiserende magnetfelt i området omkring det magnetiske materiale for i hovedsagen at fjerne en komponent af det nævnte elektronstrålebevægende magnetfelt, frembragt af magnetiseret materiale adskilt fra det nævnte magnetiske materiale.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kende tegnet ved, at der frembringes et første magnetiserende felt i nærheden af det magnetiske materiale med en første intensitet, der er tilstrækkelig til at danne magnetiserede områder, der indeholder magnetiske dele, der er polariseret i 30 en forudbestemt retning, og at der frembringes et andet magnetiserende felt i nærheden af det magnetiske materiale med en anden intensitet og med en polaritet, der er modsat rettet det første magnetiserende felts, og at der successivt frembringes et antal magnetiserende felter i nærheden af det 35 magnetiske materiale alternerende i polaritet, idet de af det nævnte antal på hinanden følgende felter aftager i intensitet med en forudbestemt størrelse og herved skaber stabiliserede