DK148187B - Drager til afstivning af forskallinger eller lignende bygningsvaerker - Google Patents

Description

i U0187

Opfindelsen angår en drager til afstivning af forskallinger eller lignende bygningsværker, som har to med hinanden forbundne flige, der i dragerens arbejdsstilling og set i tværsnitsprofil strækker sig ud fra den flade, der skal understøttes.

5 Dragere af denne art anvendes til afstivning af forskallin ger, enten umiddelbart som oplændere (ledere), der ligger direkte an mod ydersiden af forskallingsdækket, der skal understøttes, eller også som tværstivere. Imidlertid forekommer der, navnlig ved lodrette bygningsværker, det problem under udstøbningen, at støbetrykket er forskelligt over forskallingens højde, således at ekstra afstivninger ofte er påkrævede i områder med højere tryk. Dette kan ganske vist imødegås ved hjælp af afstivningsdragere, som er tilpasset efter det optrædende højeste støbetryk, men dette medfører et unødvendigt stort materialeforbrug til områder med mindre støbetryk, hvor spink-15 |ere dragere ville være tilstrækkelige.

Der kendes endvidere en forskallingsdrager, der ved forspænding i dens længderetning kan gives en overhøjde ved midten.

Ved udtrykket "overhøjde" skal her og i det følgende forstås, at dragerens anlægsflade eller anlægsflader mod forskallingsdækket, der 20 skal understøttes, hvælves udad, således at drageren får en større højde i tværretningen i det pågældende område. Når drageren spændes mod forskallingsdækket, vil den i det pågældende område udøve et større indad mod forskallingsformens indre rettet tryk end i de øvrige områder og vil således i det pågældende område kunne optage 25 et større støbetryk. Ved den nævnte kendte forskallingsdrager bestemmes overhøjden, d.v.s. graden af udhvælvingen, imidlertid af de grænser, inden for hvilke en forspænding er mulig. Under forspændingen udsættes sidefladerne desuden for udbuling, således at der ved konstruktionen af drageren også skal tages hensyn til de deraf 30 forårsagede kræfter. En anden mangel ved den kendte forskallings-drager er, at den ved forspændingen i længderetningen kun kan gives en fra midten og udefter i retningen mod begge ender aftagende overhøjde, medens det på ingen måde er givet, at det højeste støbetryk, der skal optages, altid vil optræde ved midten af drageren.

35 Formålet med opfindelsen er derfor at tilvejebringe en drager af den indledningsvis nævnte art, som uden anvendelse af ekstra i dragerens længderetning forløbende spændeelementer, såsom spændewirer eller lignende organer, kan indstilles til at kunne optage større kræfter i de områder af forskallingsdækket, hvor der vil 2 U8187 optræde større støbetryk.

Denne opgave løses ifølge opfindelsen ved, at fligene set I tværsnit af drageren danner en vinkel med hinanden, samt at drageren er således udformet, at den i ønskede omrider over sin længde 5 kan gives forskellige overhøjder, idet fligenes frie endekanter uden blivende deformering over dragerens længde kan bevæges en større eller mindre strækning henholdsvis imod eller bort fra hinanden og kan fikseres i forhold til hinanden. Herved opnås, at fligenes vinkel på et ønsket sted kan indstilles på en sådan måde, at deres frie 10 éndekanter i det pågældende område hvælver sig udad fra det plan, der før indeholdt begge disse frie endekantdele, således at drageren i det pågældende område får en ønsket overhøjde i tværretningen. Forskallingsdrageren vil nu udøve et større tryk mod forskallingsdækket ved dette sted, således at drageren og forskallingen kan optage 15 et større støbetryk i dette område af forskallingen.

Ved den foretrukne udførelsesform for drageren vil fligene fra deres fælles forbindelse forløbe skråt bort fra hinanden. Dersom fligene ved denne udførelsesform områdevis bevæges mod hinanden, vil deres frie endekanter under denne bevægelse beskrive krumme 20 baner og blive bevæget til en stilling, hvor de rager ud fra forskallingsdragerens omrindelige omrids, således at der opnås en ønsket overhøjde af forskailingsdrageren i det pågældende område. Forskallingsdrageren er derefter som beskrevet i stand til her at udøve et større indadrettet tryk mod forskallingsdækket og dermed en bedre 25 understøtning af forskallingsdækket på dette sted, således at forskallingen her kan optage et større støbetryk.

Fligenes frie endekanter kan vende mod den flade, der skal understøttes, fortrinsvis et forskallingsdæk. Fligene kan ifølge opfindelsen danne en vinkel på ca. 30-60° med hinanden, og drageren er i 30 så fald således udformet, at fligene kan bevæges ca. 3-5°. Ved en sådan udformning kan man erfaringsmæssigt opnå den ønskede grad af overhøjde. Alt efter dimensionering og hvilke krav, der stilles til drageren, er imidlertid også andre vinkelstillinger mulige, og størrelsen af de enkelte fliges bevægelse kan ligeledes tilpasses efter forskel-35 lige tilfælde og være afvigende fra de angivne værdier.

I det følgende beskrives drageren ifølge opfindelsen nærmere under henvisning til tegningen. På tegningen viser:

Fig. 1 drageren ifølge opfindelsen set bagfra, fig. 2 et sidebillede af den i fig. 1 viste drager, 3 148187 fig. 3 en drager ifølge opfindelsen med skråt bort fra hinanden forløbende flige og set ovenfra, fig. 4 den i fig. 3 i en cirkel indrammede enkelthed i større målestok, og 5 fig. 5 ligeledes i større målestok en noget ændret udfø relsesform for drageren i tværsnit.

Den på tegningen I sin helhed med 1 betegnede drager tjener især til afstivning af forskallinger. Som det ses i fig. 3 og 5, har drageren et tilnærmelsesvis U-formet eller V-formet tværsnit med flige 10 2, der strækker sig ud fra en på tegningen ikke vist flade, f.eks. et forskallingsdæk, der skal afstives eller understøttes.

Fligene 2 kan over dragerens længde uden blivende defor-mering bevæges mere eller mindre imod eller bort fra hinanden og kan fikseres i forhold til hinanden, således som det senere vil blive be-15 skrevet.

I det viste udførelseseksempel forløber fligene 2 fra deres fælles forbindelse skråt bort fra hinanden og vender med deres frie endekanter 3 mod den flade, der skal understøttes.

De skråt i forhold til hinanden stående flige 2 er ved deres 20 bort fra den flade, der skal understøttes, vendende side forbundne med hinanden over en fortrinsvis parallelt med fladen, der skal understøttes, forløbende forbindelsesdel 4. En direkte forbindelse af de to flige med hinanden eller en noget afrundet overgang mellem de to flige 2 er dog også tænkelig.

25 Fligene kan danne en vinkel på ca. 30-60° med hinanden. I

o fig. 5 danner de en vinkel på ca. 45 med hinanden. De kan endvidere være indrettede til at kunne foretage en svingbevægelse på ca.

3-5° mod hinanden. Ved andre dimensioneringer kan også større svingbevægelser være tænkelige. Fligenes vinkelstilling i forhold til 20 hinanden og svingbevægelsen retter sig efter de krav, der stilles med hensyn til stabiliteten. En i og for sig allerede stabil drager med en forholdsvis lille vinkel mellem fligene forudsætter kun en mindre svingbevægelse af fligene for at opnå en tilstrækkelig overhøjde i et ønsket område af dragerens længde. En drager med meget stor åb-25 ningsvinkel mellem fligene ville eventuelt I det store og hele ikke være så stiv. Der kan således alt efter den valgte åbningsvinkel og materialets tykkelse tilvejebringes dragere til forskellige belastnings-områder.

Fig. 5 viser en udførelsesform, ved hvilken de skråt i 148187 4 forhold til hinanden stiende flige har over for hinanden beliggende i retningen mod hinanden åbne fordybninger 5, i hvilke der kan indsættes afstandsstykker 6. Fordybningerne kan have forskellig dybde eller være lige dybe. Ved forskelligt dybe fordybninger 5 anvendes 5 lige lange afstandsstykker 6, og ved lige.dybe fordybninger 5 anvendes forskelligt lange afstandsstykker 6 til opnåelse af forskelligt lange bevægelser af fligene 2 i forhold til hinanden i drageren l's forskellige længdeområder. I fig. 1 antyder den med stiplede linier antydede placering af afstandsstykker 6 en tænkelig placering af fordybninger 10 5 fordelt over længden af drageren. Dersom drageren er udformet med forskelligt dybe fordybninger, kan man på fordelagtig måde nøjes med at holde lige lange afstandsstykker 6 på lager og med disse i hvert enkelt tilfælde opnå den ønskede overhøjde i det ønskede område i dragerens længde. I stedet for afstandsstykker kan der dog, 15 som det senere beskrives, også anvendes afstandsholdere af anden udformning.

Som det ses i fig. 5, kan der fra ydersiden af drageren 1 indskrues fastgørelsesskruer i afstandsstykkerne 6. Derved fikseres dragerens overhøjde ved det pågældende sted. Skruegevindet befinder 20 sig i afstandsstykket 6's indre, således at det er godt beskyttet mod tilsnavsning eller beskadigelse. Der kan dog også i afstandsstykkets indre være anbragt en skruebolt, som rager ud over dragerens overflade, eller ved enderne af afstands stykket være anbragt afsatser med et udvendigt gevind, som rager gennem de fordybningerne, og hvor-25 på der kan påskrues møtrikker 7a (fig. 3).

Ved den i fig. 4 viste ændrede udførelsesform anvendes der til en trinløs indstilling af de enkelte dragerområders overhøjde en skruebolt 8 med spændemøtrikker 9 til indsætning på et ønsket gennemhullet sted på drageren 1. Afstandsholderen forløber ligesom også 30 afstandsstykket 6 tilnærmelsesvis parallelt med den flade, der skal understøttes. Ved anvendelse af afstandsholdere i form af skruebolte 8, kan fligene 2 ligeledes være forsynede med fordybninger 5 til dannelse af anlægsflader for møtrikkerne henholdsvis hovedet af skruebolten 8. Ved den i fig. 4 viste udførelsesform anvendes der 35 underlagsskriver 10 i stedet for fordybninger 5, der tager hensyn til fligene 2's skråstilling. Til sikring mod træk- og trykkræfter, er der på indersiden af hver flig 2 anbragt en anden møtrik 11 med et skråt udformet underlag 12 til tilpasning efter fligenes skråstilling. Det ses i fig. 4, hvorledes bolten 8 og fligen 2 indtager en skråstilling i 5 148187 forhold til hinanden, men at møtrikkerne 9 og 11 alligevel får en plan anlægsflade ved hjælp af underlagsskiverne 10 og 12. Fligene 2's bevægelser i forhold til hinanden er så små, at der derved kun opstår ubetydelige ekstra belastninger af denne skrueforbindelse.

5 I fig. 5 ses, at der ved de frie kanter 3 af de fortrinsvis tilnærmelsesvis plane bevægelige flige 2 findes ombukninger 13 som fastgørelsessteder til anbringelse på forskatlingselementer eller på firskåret tømmer eller lignende. Ombukningerne 13 kan være forsynede med huller 16 til indsætning af fastgørelseselementer, fortrinsvis 10 skruer.

Disse ombukninger forløber langs kanterne 3 af fligene og peger bort fra hinanden, således at den flade af et forskallingsdæk eller lignende, som dragerne 1 spænder over, forøges. Dersom ombukningerne vendte mod hinanden, ville de være vanskeligere tilgæn-15 gelige.

Ved enderne af hver af de bort fra fligene 2 vendende ender af ombukningerne 13 findes mindst yderligere én ombøjning 14 til afstivning og som anslag for en f.eks. i stødområdet mellem forskallingselementer umiddelbart ved siden af den pågældende drager 20 anbragt anden drager. I fig. 1 og 5 er antydet, at den forbindelsesdel 4, der forbinder fligene 2 med hinanden, til forbindelse med tværstivere, konsoller eller lignende har huller 15 med f.eks. nøglehulagtig form, hvori fastgørelsesbolte med en tværpind til fastgørelse af de nævnte tværstivere eller konsoller kan indføres og fastlåses ved 25 drejning. I stedet for huller kan der også være anbragt lasker eller andre fastgørelsesorganer på drageren 1.

Drageren 1 består hensigtsmæssigt af stålplade. Den kan fremstilles ved presning eller bøjning. Ved denne fremstillingsmåde er den på tegningen viste form fordelagtig for fremstillingen. En på 30 denne måde fremstillet dragers flige og ombukninger vil være tilstrækkeligt bøjelige til ved mindre bevægelser i forhold til hinanden at kunne følge med i de deraf resulterende deformeringer og alligevel vende tilbage til udgangsstillingen, når spændekraften ophører. Det skal nævnes, at hver flig set i tværsnit af drageren ved en ændret 35 udførelsesform også kan være hvælvet i forhold til det fælles plan for kanten 3 og foden af fligen. I dette tilfælde kan såvel en konveks som en konkav hvælving være tænkelig.

Ved en betragtning af fig. 5 vil det uden videre ses, at overfladen af ombukningerne 13 ved en bevægelse af fligene 2 fra en 148187 6 yderste stilling og indad mod hinanden vil komme til at ligge i et plan, der har en større afstand fra forbindelsesdelen 4's plan end deres oprindelige fælles plan i deres yderste stilling. Derved får drageren i arbejdsstillingen en ønsket overhøjde over et ønsket område, 5 der f.eks. ved støbning af en mur kan være det nederste område af drageren, idet der her, navnlig ved hurtig opfyldning af forskallingsformen, optræder det største støbetryk.

Ved drageren ifølge opfindelsen med de skråt i forhold til hinanden stående flige 2, der uden blivende deformering over dra-10 gerens længde kan bevæges imod eller bort fra hinanden og ffkseres i forhold til hinanden, er det for første gang lykkedes at tilvejebringe en drager, ved hvilken der pi særlig enkel måde kan opnås ønskede overhøjder i dragerens tværretning i et hvilket som helst ønsket område over dennes længde.