DK1936288T3 - Fremgangsmåde og system til detektion af den hydrauliske balance i et opvarmningsanlæg - Google Patents

Description

Beskrivelse Nærværende opfindelse angår en fremgangsmåde og et system til detektion samt i givet fald til gennemføring af en hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg med via et fluidstrømningssystem forbundne varmelegemer, især et varmtvandsopvarmnings-anlæg i overensstemmelse med indledningen til krav 1. For gennemføringen af den hydrauliske afbalancering kan fluidstrømningen igennem individuelle varmelegemer reguleres efter erkendelsen af en over- eller underforsyning af et varmelegeme. I forbindelse med pumpe-varmtvandsopvarmninger, med via et rørsystem indbyrdes forbundne varmelegemer, optræder der ofte problemet med underforsyning af individuelle, hydraulisk ugunstigt placerede varmelegemer, med samtidig overforsyning af andre, hydraulisk gunstigt placerede varmelegemer. Dette problem kan føres tilbage til forskellige differenstryk ved de forskellige varmelegemer. Med henblik på at udligne disse, skal der gennemføres en hydraulisk afbalancering af opvarmningsanlægget. Målet med den hydrauliske afbalancering er, at indstille de hydrauliske modstande i fluidstrømningssystemet således, at en tilstrækkelig forsyning af alle varmelegemer er tilsikret. Hertil skal der også ved de hydraulisk mest ugunstige varmelegemer foreligge et tilstrækkeligt stort differenstryk.

Hertil kan der eksempelvis anvendes varmelegemeventiler med en passende forud-indstilling. I forbindelse med hydraulisk gunstigt placerede varmelegemer bliver den hydrauliske modstand forøget ved valget af forudindstillingen. Derved forøges den ifølge VDI 2073 som

definerede ventilautoritet, hvor Δρτν,ιοο°% er trykfaldet over ventilen ved fuldt åben ventil og Δρτν,ζυ er trykfaldet ved lukket ventil. Ved forøgelsen af den hydrauliske modstand stiger trykfaldet Δρτν,ιοο% ved en fuldt åbnet varmelegemeventil og således ventilautoriteten. Sammenhængen imellem ventilautoriteten, åbningsstillingen for varmelegemeventilen og gennemstrømningen hhv. varmeafgivelsen for varmelegemet er vist i fig. 5, hvor værdier på a > 0,3 skal tilstræbes, med henblik på at opnå en god regulerbarhed.

Den hydrauliske afbalancering, ved en forøgelse af den hydrauliske modstand i forbindelse med enkelte varmelegemer, fører ved en parallelkobling af varmelegemerne, som i dag sædvanligvis anvendes, til en reduktion af massestrømmen igennem disse varmelegemer og i forbindelse dermed til et højere differenstryk ved de hydraulisk mindre godt placerede varmelegemer. Gennemføringen af den hydrauliske afbalancering er i praksis imidlertid en besværlig og langsommelig proces. Den bliver følgelig af tids- og omkostningsårsager hyppigt ikke eller kun unøjagtigt gennemført. Ofte bliver også i stedet for pumpen indstillet til et højere omdrejningstalstrin, hvilket kan føre til et unødvendigt højt strømforbrug og til strømningsstøj. I DE 100 03 394 A1 beskrives en fremgangsmåde til hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg. Denne fremgangsmåde beror på en måling og indregulering af differenstrykket ved selve varmelegemet. Indreguleringen sker ved justering af tilbageløbsventilen, gennemføres manuelt og har således den ulempe, at fremgangsmåden er langsommelig og omstændelig og forårsager høje omkostninger.

Fra DE 42 21 725 kendes en fremgangsmåde til automatisk opnåelse af en hydraulisk afbalancering, ved hvilken varmelegeme-termostatventilerne først åbnes helt og den således i hvert rum sig indstillende temperatur måles. I rummene med for høj resulterende temperatur bliver termostatventilerne lukket så meget, at den ønskede temperatur indstiller sig. Den således tilvejebragte åbningsgrad for termostatventilerne bliver anvendt som maksimal åbning for alle yderligere reguleringsaktiviteter. Fremgangsmåden har imidlertid den ulempe, at først skal den stationære tilstand for anlægget afventes, førend indstillingen kan foretages.

En yderligere fremgangsmåde er kendt fra DE 102 43 076 A1. Denne fremgangsmåde benytter sig af justeringsdrev med en integreret temperaturdifferensregulering, som med henblik på indreguleringen monteres på en forudindstillelig adaptor for varmelegemeventiler. Volumenstrømen igennem varmelegemet varieres ved hjælp af den forudindstillelige adaptor, indtil en forudbestemt differens imellem frem- og returløbstemperatur er opnået. Efter afslutning af indstillingsprocessen bliver justeringsdrevene atter fjernet og erstattet med term ostath oved er. Ulempen ved denne fremgangsmåde består i, at der kræves supplerende forudindstillelige adaptere, som skal være mekanisk kompatible med justeringsdrevet. Desuden kræver også denne fremgangsmåde en manuel gennemføring og er følgelig omstændelig og dyr.

Fra WO 2004/083733 A1 kendes en fremgangsmåde til justering af adskillige parallelkoblede varmevekslere, ved hvilken der for hver varmeveksler ud fra den løbende drift tilvejebringes en for varmebehovet for varmeveksleren specifik størrelse over et forudbestemt tidsrum, de specifikke størrelser for alle varmevekslere sammenlignes indbyrdes og indstillingen af varmeveksleren med den størrelse, som viser det mindste varmebehov, ændres i retning mod, at forøge varmebehovet. Varmeveksleren med det største forbrug af varmetransmissionsmedie straffes så at sige, idet gennemstrømningsmængden af varmetransmissionsmedie formindskes.

Fra EP 0 189 614 A1 kendes en indretning til indstilling af en opvarmningsinstallation, ved hvilken hvert varmelegeme er forsynet med en forudindstillelig ventil i fremløbetfor opvarmningsmediet. Derved kan gennemstrømningen igennem de individuelle radiatorer indstilles således, at den hydrauliske afbalancering af de forskellige varmelegemer er afstemt. WO 03/052536 A2 beskriver en fremgangsmåde til tilpasning af varmeydelsen i opvarmningsanlæg ved angivelse af en fremløbstemperatur, som afledes af en bygningsforsyningstilstand. Bygningsforsyningstilstanden tilvejebringes ud fra forsyningstilstande for de enkelte varmelegemer, som viser disses aktuelle varmebehov, som eksempelvis afledes af ventilstillingerne for de enkelte varmelegemeventiler.

Opgaven for opfindelsen ligger i, at tilvejebringe en enkel mulighed for detektion og i givet fald gennemføring af en hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg, hvormed det automatisk kan erkendes, hvilke varmelegemer der er underforsynede. Hertil skal fortrinsvis anvendes på varmelegemerne uden videre foreliggende indretninger, såsom rumtemperaturregulatorer og/ellerforbrugsomkostningsdetektions-apparaturer, såsom opvarmningsomkostningsfordelere.

Denne opgave løses ved en fremgangsmåde af den indledningsvis nævnte art med de i krav 1 angivne foranstaltninger. I den forbindelse er det især foreskrevet, at der for hvert varmelegeme tilvejebringes en karakteristisk værdi, som anviser den termiske dynamik for ét af varmelegemet opvarmet rum, og de karakteristiske værdier for adskillige varmelegemer, især alle varmelegemer, i et varmekredsløb i opvarmningsanlægget, og/eller adskillige (eksempelvis i det mindste to) tidsmæssigt efter hinanden følgende karakteristiske værdier for ét varmelegeme, især efter en fremløbs-temperaturændring i varmekredsløbet eller opvarmningsanlægget, sammenlignes indbyrdes til detektion af en hydraulisk over- eller underforsyning af et varmelegeme. En efter detektionen i givet fald nødvendig hydraulisk afbalancering kan tilvejebringes ved indstilling hhv. begrænsning af varmelegemeventilstillinger, hvorved en regulering af fluidstrømmen tilvejebringes på enkel måde.

En særlig fordel ved opfindelsen ligger i, at den termiske dynamik i et rum kan tilvejebringes ved målingen af termiske eller opvarmningsdynamiske størrelser, som kan detekteres under løbende opvarmningsdrift. Evalueringen af de hydrauliske forhold sker på enkelt måde ved en sammenligning af de karakteristiske værdier for den termiske rumdynamik, idet ugunstige hydrauliske forhold foreligger, når rum- hhv. opvarmningsdynamikken for forskellige varmelegemer udviser tydeligt forskellige værdier hhv. de karakteristiske værdier for et varmelegeme, efter en bevidst gennemført ændring af eksempelvis fremløbstemperaturen, ikke forholder sig som ved varmelegemer med optimal hydraulisk afbalancering. Ifølge opfindelsen kan evalueringen af de karakteristiske værdier for adskillige varmelegemer også kombineres med evalueringen af det især tidsmæssige forløb for den karakteristiske værdi for et varmelegeme efter en defineret ændring, eksempelvis af fremløbstemperaturen. Disse to muligheder til detektion af den hydrauliske afbalancering supplerer hinanden og kan i kombination give en særlig pålidelig vurdering af den givne hydrauliske afbalancering. De kan imidlertid også hver for sig anvendes og bliver i det efterfølgende yderligere udførligt forklaret. Med den foreliggende opfindelse kan der automatisk og uden manuelt indgreb ske en analyse af den hydrauliske afbalancering og i givet fald en korrektion ved indgreb i den hydrauliske afbalancering af opvarmningsanlægget.

Hertil er den dynamiske karakteristiske værdi en opvarmningsdynamik for et rum, dvs. den hastighed, hvormed en udefra forudbestemt temperaturforhøjelse gennemføres. Ud fra hastigheden for en temperaturstigning i et rum tilvejebringes til hver en tid en opvarmningsdynamik hhv. -konstant for det til rummet tilknyttede varmelegeme. For den hydrauliske afbalancering bliver så alle værdier for opvarmningsdynamikken omtrent tilnærmet hinanden ved regulering af de respektive varmelegemeventilstillinger. Opvarmningsdynamikken tilvejebringes ved angivelsen af en rumtemperaturforøgelse og en måling af den for opvarmningen krævede tid. Den foreslåede fremgangsmåde baserer sig altså på evalueringen af opvarmningsdynamikker for hvert varmelegeme. Opvarmningsdynamikken hhv. -konstanten angiver, hvor hurtigt rummet, efter en forøgelse af opvarmningsfluidgennemstrømningen, opvarmes af varmelegemet, idet forøgelsen af opvarmningsfluidgennemstrømningen især kan tilvejebringes ved en eksempelvis af en varmelegeme-rumtemperaturregulering initieret ventilåbning. Evalueringen af de hydrauliske forhold sker ved en sammenligning af værdierne for opvarmningsdynamikken for forskellige rum hhv. varmelegemer, idet ugunstige hydrauliske forhold foreligger når opvarmningsdynamikken viser kraftigt forskellige værdier. Særligt enkelt kan opvarmningskonstanterne tilvejebringes ved angivelse af en ønsket rumtemperaturforøgelse og målingen af den for opvarmningen krævede tid. Dette kan eksempelvis ske ved hjælp af en uden videre foreliggende elektronisk varmelegeme-rumtemperaturregulering.

Især supplerende til opvarmningsdynamikken, i givet fald imidlertid også som udelukkende detekteret størrelse, bliver der, som karakteristisk værdi for den termiske dynamik af ét af varmelegemet opvarmet rum, også anvendt dødtiden imellem en indstilling til forhøjelse af rumtemperaturen og påbegyndelsen af en opvarmningsproces. I den forbindelse bliver, efter indstilling af en sådan ønsket rumtemperatur-forhøjelse, altså tiden frem til påbegyndelse af opvarmningsprocessen detekteret, dvs. frem til en første temperaturændring i rummet efter en ændret ønsketværdi indstilling fastslås ved hjælp af passende sensorer, som regel temperaturfølere. Især kan først dødtiden og efterfølgende opvarmningsdynamikken for den efter dødtiden følgende temperaturstigning detekteres. Dette er især fordelagtigt, når der først efter en vis forsinkelse sker en temperaturstigning i rummet. En stor dødtid betyder i den forbindelse en dårlig forsyning af varmelegemet. Denne information kan supplerende med værdien af opvarmningsdynamikken anvendes til konklusioner om det hydrauliske system i opvarmningsanlægget.

Som supplerende eller alternativ anvendt karakteristisk værdi kommer også varmelegemetemperaturer og/eller varmelegemeforsyningstilstande, især disses tidsmæssige ændring hhv. afledning, i betragtning, som detekteres for forskellige varmelegemer og/eller i tidsmæssige forløb for et varmelegeme, eksempelvis efter en tilsigtet gennemført fremløbstemperaturændring. Som varmelegemetemperaturer kan varmelegemefremløbstemperaturer, varmelegemereturløbstemperaturer og/eller varmelegemeoverfladetemperaturer samt disses især i forhold til rumlufttemperaturen refererede overtemperaturer detekteres. Udførelseseksempler med alternativt anvendte karakteristiske værdier falder ikke under beskyttelsesområdet for kravene. Varmelegeme-forsyningstilstanden er en af de ovennævnte temperaturer og/eller af ventilstillingen for varmelegemet afledt størrelse, som angiver varmebehovet for varmelegemet hhv. varmefladen. De for detektionen af varmelegemetemperaturerne hhv. varmelegemeforsyningstilstandene nødvendige måleværdier kan eksempelvis tilvejebringes ved hjælp af foreliggende elektroniske varmeomkostningsfordelere. Også ud fra sammenligningen mellem sådanne karakteristiske værdier for et varmelegeme, især i disses tidsmæssige forløb, kan det detekteres, om et varmelegeme eller en øvrig varmeflade, såsom en gulvopvarmning, for hvilken opfindelsen også kan anvendes, i opvarmningsanlægget er hydraulisk korrekt afbalanceret. I den forbindelse kan følgende grundide komme til anvendelse: Når den hydrauliske forsyning af en varmeflade i opvarmningsanlægget er acceptabel, kan en, i forhold til den absolutte størrelse af den optimale fremløbstemperatur, lille ændring af fremløbstemperaturen udlignes ved en ændret massestrøm for opvarmningsfluidet igennem varmelegemet hhv. varmefladen. Ved en tilsigtet gennemført, lille reduktion af fremløbstemperaturen i hele opvarmningsanlægget sker der en forøgelse af åbningsstillingen for varmelegemeventilen og følgelig en forøgelse af massestrømmen, såfremt opvarmningsanlægget og varmelegemerne er fornuftigt afbalancerede og varme-belastningen under denne tid forbliver konstant. I dette tilfælde kan altså en i ringe grad formindsket fremløbstemperatur udlignes ved en forøgelse af massestrømmen og det forventes, at efter en tilstrækkelig dimensioneret overgangstid erfarer den af en varmeomkostningsfordeler målte hhv. den med korrektionsfaktorer korrigerede gennemsnitlige overtemperatur for varmelegemet kun en ringe ændring. Forsyningstilstanden for varmelegemet er en ud fra varmelegememassestrømmen afledt, med denne indirekte proportional størrelse og vil synke (se også den i fig. 6 viste sammenhæng), hvorved varmeafgivelsen for varmelegemet ved antaget samme varmebelastning forbliver omtrent konstant. Såfremt disse forventede forhold ved varmelegemet ikke optræder, er den hydrauliske afbalancering af opvarmningsanlægget ikke optimal og bør gennemføres på ny.

Ved en fordelagtig udførelsesform for den foreslåede fremgangsmåde kan en karakteristisk værdi udgøres af en overføringsfunktion af første eller højere, eksempelvis anden, orden eller en differentialligning, hvis parametre detekteres hhv. skønnes. Ved hjælp af sådanne matematisk fremstillelige funktioner kan der særligt godt og hurtigt tages hensyn til dynamikken for systemet. I dette tilfælde foreligger der ugunstige hydrauliske forhold, når de detekterede hhv. skønnede parametre for de individuelle varmelegemer afviger kraftigt fra hinanden.

Med henblik på at undgå en for hurtig ændring af nye værdier for opvarmningsdynamikken, dødtiden og/eller øvrige parametre for overføringsfunktionerne eller differentialfunktionerne, og at undertrykke indflydelsen af temporære forstyrrelser, eksempelvis en fremmedvarmepåvirkning ved direkte solindstråling under en overvåget opvarmningsfase, kan det være foreskrevet, ikke direkte at overtage de nye værdier, men at vægte disse med ældre værdier, eksempelvis ved en middelværdidannelse.

En særlig gunstig konstellation til detektion af de karakteristiske værdier foreligger, når alle varmelegemer samtidigt indleder en opvarmningsfase. Så kan opvarmningsdynamikken hhv. øvrige karakteristiske værdier detekteres samtidigt for alle varmelegemer. Dette kan realiseres ved, at en varmelegeme-rumtemperaturregulering for alle rum angiver en, især samme, temperaturforøgelse som ønsket værdi. I et optimalt hydraulisk afbalanceret system bør rumtemperaturen så i de forskellige rum i løbet af omtrent samme tidsrum stige. Ved forskellige karakteristiske værdier kan der altså især pålideligt sluttes til en ikke fuldstændigt afbalanceret hydraulisk tilstand.

Det er imidlertid også muligt automatisk at detektere opvarmningsdynamikken eller øvrige karakteristiske værdier i givet fald supplerende ved hver, eksempelvis ved hjælp af en individuel rumtemperaturregulering, angivet temperaturstigning i et rum, også når i dette tilfælde den hydrauliske samlede situation for opvarmningsanlægget kan være forskellig, detekteret eksempelvis ved tilvejebringelse af forskellige opvarmningskonstanter. Udførelseseksempler med anvendelse af øvrige karakteristiske værdier falder ikke under beskyttelsesområdet for kravene. Under accept af denne ulempe kan en hydraulisk afbalancering imidlertid hurtigt og fleksibelt tilpasses til ændringer i systemet og stadig også aktualiseres i normal løbende drift. Især ved aktualiseringen af allerede foreliggende karakteristiske værdier med nye værdier for opvarmningsdynamikken, dødtiden og/eller øvrige parametre for overføringsfunktionerne eller differentialligningerne kan de nye værdi vægtes med gamle værdier. I overensstemmelse med en foretrukken udførelsesform for fremgangsmåden sker tilnærmelsen af de karakteristiske værdier iterativt, dvs. efter en åbningsstillingsændring for ventilstillingen på et hydraulisk over- hhv. underforsynet varmelegeme bliver ved en efterfølgende indstillet temperaturændring atter de tilsvarende karakteristiske værdier bestemt, udlignet og passende de resulterende ventilstillingsbegrænsninger fastlagt. På denne måde bliver med tiden en så optimal som mulig hydraulisk afbalancering opnået, som desuden automatisk tilpasses til en ændret hydraulisk situation, eksempelvis en varig afbrydelse af et bestemt varmelegeme i et ikke benyttet rum. Særligt enkelt kan opvarmningskonstanten tilvejebringes ved indstillingen af en ønsket rumtemperaturforhøjelse og en måling af den for opvarmningen krævede tid. Dette kan især ske ved hjælp af en uden videre foreliggende elektronisk varmelegeme-rumtemperaturregulering. De karakteristiske værdier kan såvel tilvejebringes decentralt ved hjælp af en med rumtemperaturfølere udstyret varmelegemerumtemperatur-regulator og transmitteres til en central, eller tilvejebringes i en med rumtemperaturfølerne for de individuelle rum og varmelegemerumtemperatur-regulatorerne forbundet central. Således tilvejebringes, ved evaluering af de til de forskellige varmelegemer tilknyttede karakteristiske værdier, eksempelvis opvarmningsdynamikker, en af ugunstige hydrauliske forhold betinget under- eller overforsyning af et varmelegeme. Når eksempelvis opvarmningskonstanten for et varmelegeme angiver en overforsyning, kan dennes maksimalt anvendte ventilåbning reduceres. Således bliver de hydrauliske forhold for varmelegemerne i opvarmningsanlægget automatisk tilpasset til hinanden og værdierne for opvarmningsdynamikken omtrent tilnærmet hinanden. En manuel indgriben er ikke nødvendig. Værdierne for opvarmningsdynamikken udgør derfor også en særlig egnet bestemmelsesstørrelse for de hydrauliske egenskaber for opvarmningsanlægget, eftersom de tager hensyn til den dynamiske varmesituation og ikke kun en absolut opnåelig rumtemperatur. I den forbindelse kan reguleringen af varmelegemeventilstillingen fortrinsvis ske ved en især af en varmelegemeregulering anvendt åbning af varmelegemeventilen. Når den maksimalt anvendte ventilåbning for et overforsynet varmelegeme begrænses, medfører dette, at også ved en ønsket opvarmningsproces når mindre opvarmningsfluid til varmelegemet. Ved denne begrænsning forøges automatisk differenstrykket ved de hydraulisk mere ugunstigt placerede varmelegemer i det lukkede opvarmningssystem. Dette fører til en optimeret hydraulisk afbalancering af opvarmningsanlægget, hvis opvarmningsforhold derved forbedres væsentligt.

Tilsvarende angår opfindelsen i overensstemmelse med krav 8 et system til detektion af en hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg med fluidgennemstrømmede varmelegemer. Systemet dannes af en til udøvelse af den ovenfor beskrevne fremgangsmåde indrettet indretning, og omfatter en detektionsindretning til detektion af rumtemperaturen for et af et varmelegeme opvarmet rum, en varmelegemetemperatur og/eller en ventilstilling for en varmelegemeventil, en beregningsenhed til tilvejebringelse af en karakteristisk værdi, som indikerer den termiske dynamik for det af varmelegemet opvarmede rum ud fra den detekterede rumtemperatur, varmelegemetemperatur og/eller ventilstilling, samt en sammenligningsindretning til at sammenligne en karakteristisk værdi med de karakteristiske værdier fra andre rum hhv. varmelegemer og/eller adskillige tidsmæssigt efter hinanden følgende karakteristiske værdier for et varmelegeme. Beregningsenheden og/eller sammenligningsenheden, som eksempelvis kan være optaget i en fælles eller i forskellige mikroprocessorer, er indrettede til udøvelse af den ovenfor beskrevne fremgangsmåde. I tilfælde af en fælles mikroprocessor kan systemet omfatte en central med en beregningsenhed, som er indrettet til udøvelse af fremgangsmåden. I den forbindelse kan centralen være en beboelsesrumtemperaturregulering, en forbrugsværdidetektionsindretning og/eller en beboelsescentral til temperaturregulering eller -detektion. Særligt fordelagtigt er det, når detektionsindretningen er integreret i en varme-omkostningsfordeler og/eller en enkeltrumstemperaturregulering, eksempelvis i form af en varmelegemerumtemperaturregulator, eftersom sådanne systemer i adskillige boliger uden videre foreligger, således at den hydraulisk afbalancering i overensstemmelse med opfindelsen eksempelvis kan omsættes ved installation af passende programmer i bestående systemer. I denne betydning kan også beregningsenheden være integreret i en enkeltrumsregulering og/eller en forbrugsværdi- hhv. opvarmnings-omkostningsdetektionsindretning og/eller en central styreenhed og/eller dataopsamler. Såfremt eksempelvis adskillige boliger forsynes via en fælles opvarmningskreds, dvs. et sammenhængende hydraulisk system, er det fornuftigt, at adskillige enkeltrumsregulatorer, forbrugsværdi- hhv. opvarmningsomkostningsdetektions-indretninger og/eller den centrale styreenhed især for varmekredsløbet eller varmeanlægget, kommunikerer med hinanden, således at de individuelle karakteristiske værdier kan sammenlignes. De karakteristiske værdier kan i den forbindelse bestemmes i den fælles styreenhed eller decentralt i de respektive beregningsenheder i enkeltrumsregulatorerne og/eller forbrugsværdi- hhv. opvarmningsomkostnings-detektionsindretninger.

Endelig omfatter systemet fortrinsvis en styreindretning til indstilling af ventilåbningen for varmelegemeventiler, hvormed den hydrauliske afbalancering umiddelbart kan ske. Den hydrauliske afbalancering kan især ske ved indstilling af ventilåbningen for et varmelegeme.

Videreudviklinger, fordele og anvendelsesmuligheder for nærværende opfindelse fremgår af den efterfølgende beskrivelse af udførelseseksempler og tegningen. På tegningen viser: fig. 1 en signalflowplan for tilvejebringelsen af karakteristiske værdier til gennemføring af en hydraulisk afbalancering; fig. 2 karakteristiske værdier til bestemmelse af opvarmningsdynamikken; fig. 3 en skematisk afbildning af et torørsopvarmningsanlæg med et system i overensstemmelse med opfindelsen til detektion og i givet fald gennemføring af en hydraulisk afbalancering; fig. 4 en skematisk afbildning af kommunikationsforbindelserne i systemet ifølge opfindelsen i overensstemmelse med fig. 3; fig. 5 sammenhængen imellem den relative ventilåbning og gennemstrømningen (relativ volumenstrøm) hhv. den relative ventilåbning og varmeafgivelsen (relativ varmelegemeydelse) for et varmelegeme (radiator) ved forskellige ventilautoriteter imellem a = 1 og a = 0,1 og fig. 6 sammenhængen imellem det relative varmeflademassestrømningsforhold og varmefladeforsyningstilstanden. I fig. 1 er skematisk vist en signalflowplan i overensstemmelse med opfindelsen, ifølge hvilken en karakteristisk værdi for hvert af et varmelegeme opvarmet rum kan tilvejebringes, som indikerer den termiske dynamik for dette af varmelegemet opvarmede rum.

Hertil bliver, ved hjælp af en temperaturføler, temperaturen θ i et af varmelegemet opvarmet rum og/eller på selve varmelegemet målt og tilført en beregningsenhed 1, i hvilken fremgangsmåden til tilvejebringelse af den dynamiske karakteristiske værdi er implementeret, som anvendes til gennemføring af den hydrauliske afbalancering. Ved den målte temperatur θ kan det dreje sig om en rumtemperatur dRUm eller eksempelvis ved hjælp af en forbrugsværdidetektionsindretning (varmeomkostningsfordeler) målte varmelegemetemperaturer $hkvi, 0hkv2. Desuden kan den relative åbningsstilling h for en varmelegemeventil, dvs. dennes relative åbningsgrad, detekteres.

Disse angivelser bliver under grundlægning af en overføringsfunktion hhv. en differentialligning D{d) anvendt i beregningsenheden 1, med henblik på for hvert varmelegeme at tilvejebringe en dynamisk karakteristisk størrelse. Denne karakteristiske størrelse kan være opvarmningsdynamikken ktherm, dødtiden tr, en tidskonstant T, en forstærkning K eller en varmelegemeforsyningstilstand VZ, en (korrigeret eller ikke korrigeret) varmelegemeovertemperatur Aiog hhv. dennes tidsmæssige afledte.

For bestemmelse af opvarmningsdynamikken ktherm bliver, ved begyndelsen af en udefra defineret forudbestemt opvarmningsfase, tiden tstart og den faktiske temperatur tfstart lagret. Så snart den ønskede temperatur dso\\ er opnået, bliver opvarmningstidsdynamikken ktherm beregnet.

Denne fås af temperaturstigningen Ad = dsoii - dstart under opvarmningsfasen og den herfor krævede tid At = tEnde - tstart, således at

gælder. Opvarmningsdynamikken ktherm angiver altså hvor hurtigt temperaturen i rummet stiger, og udgør således en væsentlig dynamisk karakteristisk størrelse.

En variant består i, først at detektere en dødtid ti og efterfølgende at detektere opvarmningsdynamikken ktherm for den efterfølgende temperaturstigning, idet dødtiden tr er tidsrummet imellem det tidspunkt, hvor en opvarmningsfase angives, og fastlæggelsen af en temperaturstigning. Det er især fordelagtigt, når der først efter en vis tidsforsinkelse sker en temperaturstigning. En stor dødtid tT betyder i den forbindelse en dårlig forsyning af varmelegemet og kan således også tjene som en dynamisk karakteristisk værdi.

En oversigt over betydningen af de ovenstående størrelser kan ses i temperatur-tidsdiagrammet i fig. 2.

Yderligere er det muligt, at angive opvarmningsprocessen ved en differentialligning ϋ(θ) hhv. ved en dynamisk overføringsfunktion af første, anden eller højere orden, og skønne parametrene for differentialligningen ϋ(θ) eller overføringsfunktionen ved hjælp af kendte identifikationsfremgangsmåder og derudfra beregne opvarmningsvarigheden hhv. starttiden tstart for opvarmningsfasen før ønsketværdi-springet og endelig opvarmningsdynamikken ktherm. Dette fører til en accelereret konvergens i en iterativ beregning af opvarmningsdynamikken ktherm. Eksempelvis følger af differentialligningen D(d) for rumluftforholdene hhv. en varmelegemetemperatur

sammenhængen

imellem opvarmningsdynamikken ktherm og de karakteristiske størrelser forstærkning K, tidskonstant T, relativ ventilåbning h og opvarmningsvarighed At = tEnde - tstart for differentialligningen ϋ(θ).

Er ventilåbningen h ikke kendt, skal i stedet for forstærkningen K det tidsvariable produkt K*h skønnes. Dette fører til en forringelse af konvergenshastigheden for fremgangsmåden. Følgelig er kendskabet til ventilåbningen h en fordel, men ikke en betingelse for omsætteligheden af fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

Beregningen af opvarmningsdynamikken ktherm og dødtiden ti sker typisk iterativt. De nye værdier for opvarmningstidskonstanterne ktherm, dødtiderne ti eller øvrige parametre skal ikke overtages direkte, men kan vægtes med de ældre værdier. Derved forhindres det, at værdierne ændrer sig for hurtigt. Indflydelsen af forstyrrelser (eksempelvis fremmedvarmeindflydelse under opvarmningsfasen) bliver således formindsket. I fig. 3 er vist et system til gennemføring af en hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg 1 med fluidgennemstrømmede varmelegemer 3, som via et torørssystem 4 med en fremløbsledning 5 og en returledning 6 er tilsluttet til en central varmegenerator 7. Torørssystemet 4 strækker sig igennem adskillige boliger 8 og forsyner adskillige varmelegemer 3. Følgelig kan der ved varmelegemerne 3 herske forskellige hydrauliske betingelser, som burde afbalanceres passende.

Hertil er der ved hvert varmelegeme 3 tilvejebragt en varmelegeme-rumtemperatur-regulator 9 med en detektionsindretning 10, som detekterer rumtemperaturen £ for et af et varmelegeme 3 opvarmet rum og ventilstillingen h for en varmelegemeventil 11, som varmelegemetemperaturregulatoren 9 påvirker. Alternativt eller supplerende er der ved de enkelte varmelegemer 3 tilvejebragt forbrugsværdidetektionsindretninger 13 til måling af varmelegemetemperaturer θ, som eksempelvis en varmelegemeoverfladetemperatur, varmelegemefremløbstemperatur og/eller varmelegemereturløbs-temperatur. Yderligere kan en temperaturføler 14 til detektion af fremløbstemperaturen være tilvejebragt i opvarmningsanlægget 2 til bestemmelse af de af de detekterede temperaturer afledte størrelser, som eksempelvis en varmelegemeforsyningstilstand VZ.

Eksempelvis rumtemperaturen θ og ventilstillingen h sender varmelegeme-rumtemperaturregulatoren 9 eksempelvis ved hjælp af radiokommunikation til en til den respektive bolig 8 tilknyttet central styreenhed 12 (styrecentral), som også kommunikerer indbyrdes. Tilsvarende gælder for forbrugsværd idetektions-indretningerne 13 hhv. temperaturføleren 14. Hver eller én styrecentral 12 er forsynet med en ikke vist beregningsenhed, som for hvert varmelegeme tilvejebringer en karakteristisk værdi, som angiver den termiske dynamik for et af varmelegemet 3 opvarmet rum. I en styrecentral 12 er yderligere tilvejebragt en ligeledes ikke vist sammenligningsindretning, som sammenligner alle beregnede karakteristiske værdier, med henblik på at drage en konklusion om det hydrauliske forhold for opvarmningsanlægget 2. Derpå bliver ud fra denne styrecentral 12, i givet fald via yderligere styrecentraler 12, varmelegemerumtemperaturregulatoren 9 anmodet om, ved angivelse af ventilstillingerne for varmelegemeventilerne 11 eksempelvis at begrænse den maksimale åbning, og således at tilvejebringe en hydraulisk afbalancering.

De tilsvarende kommunikationsveje imellem de individuelle varmelegeme-rumtemperaturregulatorer 9 og styrecentralerne 12 er endnu engang vist i fig. 4, idet dobbeltpilene angiver en tovejskommunikation. Systemet omfatter flere decentrale styreenheder 12, som hver især er tilknyttet adskillige varmelegeme-rumtemperatur-regulatorer 9 og/eller forbrugsdetektionsapparaturer 13. Imellem varmelegeme-rumtemperaturregulatorerne 9 og tilknyttede styreenhed 12 består der en tovejskommunikationsforbindelse. Imellem forbrugsdetektionsapparaturer 13 og tilknyttede styreenhed 12 består en envejs- eller tovejskommunikationsforbindelse. Imellem de decentrale styreenheder 12 består der ligeledes tovejskommunikationsforbindelser. Således kan en passende konfigureret styreenhed 12 overtage evalueringen af opvarmningsdynamikken ktherm for hele systemet og eksempelvis overføre de ud fra evalueringen fremkomne maksimalåbningsværdier tw for varmelegemeventilerne 11 for individuelle varmelegemer 3 via de tilsvarende decentrale styreenheder 12 til varmelegemeregulatorerne 9, som så tager hensyn til disse værdier ved temperaturreguleringen.

Opfindelsen er imidlertid ikke begrænset til den i fig. 3 og 4 viste udførelsesform. Således er det eksempelvis muligt i stedet for radiokommunikation at vælge en anden kommunikationsmåde. Desuden kan den ifølge opfindelsen nødvendige detektions-indretning, beregningsenhed og sammenligningsenhed befinde sig i andre end de ovenfor beskrevne apparaturer. Det beskrevne system er blot særligt fordelagtigt, eftersom varmelegemerumtemperaturregulatorer 9 med temperaturfølere hhv. forbrugsværdidetektionsindretninger 13 og styrecentraler 12, eksempelvis inden for rammerne for en rumtemperaturregulering og/eller varmeomkostningsdetektion, uden videre foreligger, således at opfindelsen uden eller kun med ringe supplerende hardwareindsats kan implementeres.

Efterfølgende bliver udøvelsen af fremgangsmåden ifølge opfindelsen endnu engang konkret beskrevet i forbindelse med eksemplet med opvarmningsdynamik ktherm-Fremgangsmåden baserer sig på beregningen og evalueringen af opvarmningsdynamikken ktherm for hvert varmelegeme 3. Opvarmningsdynamikken ktherm angiver, hvor hurtigt det omkring varmelegemet 3 liggende rum opvarmes. Er opvarmningsdynamikken ktherm for et varmelegeme 3 til stadighed forholdsvis lille, kan der sluttes til en hydraulisk ugunstig afbalancering af dette varmelegeme 3 i forhold til øvrige varmelegemer 3 i varmeanlægget 2. Fremgangsmåden kan realiseres tilsvarende med de øvrige angivne karakteristiske værdier.

Opvarmningsdynamikken ktherm bliver for hvert varmelegeme 3 beregnet af en elektronisk varmelegemerumtemperaturregulator 9, en forbrugsværdidetektions-indretning 13 eller af en decentral hhv. central styreenhed 12. De på varmelegemeventilerne 11 anbragte varmelegemerumtemperaturregulatorer 9 detekterer hertil den målte rum lufttemperatur Oist eller givet fald også supplerende ventiljusteringsåbningen h og sender værdierne til i det mindste en styreenhed 12. Ligeledes kan den krævede målte temperatur £ist også transmitteres fra andre egnede apparaturer, som eksempelvis rumtemperaturfølere eller elektroniske varme-omkostningsfordelere som forbrugsværdidetektionsindretninger 13, til styreenhederne 12 eller også til varmelegemerumtemperaturregulatorerne 9. Varmelegeme-rumtemperaturregulatorerne 9 eller styreenhederne 12 beregner ud fra de modtagne målværdier cyklisk de karakteristiske værdier for den termiske rumdynamik, inklusive opvarmningsdynamikken ktherm for hvert varmelegeme 3. Fortrinsvis sker beregningen af disse karakteristiske værdier ud fra måleværdier under opvarmningsfasen før eller efter et ønsket-temperatur-spring. Bliver de karakteristiske værdier for den termiske rumdynamik inklusive opvarmningsdynamikken ktherm detekteret af varmelegeme-rumtemperaturregulatorer 9 eller af et andet (elektronisk) apparatur, så transmitterer disse resultaterne til en decentral eller en central styreenhed 12. Alle beregningsresultater bliver fortrinsvis transmitteret til en særlig central styreenhed 12. Denne genererer en liste over alle dynamiske karakteristiske værdier inklusive opvarmningsdynamikken ktherm for alle varmelegemer 3 og udfører en evaluering inklusive en sammenligning af disse karakteristiske værdier. Ud fra evalueringen af de dynamiske karakteristiske værdier og især opvarmningsdynamikken ktherm sluttes der til den hydrauliske afbalancering af varmelegemerne 3. Især kan der på basis af opvarmningsdynamikken ktherm detekteres de hydraulisk ugunstigt placerede varmelegemer 3.

Af hensyn til overskueligheden refererer de efterfølgende angivelser kun til opvarmningsdynamikken ktherm. De gælder tilsvarende også for dødtider hhv. for parametre for differentialligninger eller overføringsfunktioner. I den centrale styreenhed 12 sker der en sammenligning imellem opvarmningsdynamikkerne ktherm for alle varmelegemer 3. Af denne sammenligning følger informationen om den hydrauliske afbalancering af varmelegemeventilerne 11. Ligger alle værdier for opvarmningsdynamikken ktherm i samme størrelsesorden, så viser dette en ensartet opvarmning af alle rum. Dette betyder, at alle rum forsynes ensartet med varme og den hydrauliske afbalancering af opvarmningsanlægget 2 stemmer.

Foreligger der en stor, absolut eller relativ differens imellem værdierne for opvarmningsdynamikken ktherm, betyder dette en uensartet opvarmning. Årsagen hertil skal ikke ubetinget ligge i en dårlig hydraulisk afbalancering. Der kan også foreligge andre årsager, eksempelvis forstyrrelsesindflydelser, såsom et åbent vindue eller dårlig tilpasning af varmelegemeydelsen til varmebehovet i rummet. Således kan eksempelvis et til det rum, som skal opvarmes, for lille dimensioneret varmelegeme 3 føre til en langvarig opvarmning, medens et for stort dimensioneret varmelegeme 3 medfører en hurtig opvarmning.

Det er følgelig en fordel, at udjævne værdierne for opvarmningsdynamikken ktherm over et vist tidsrum, eksempelvis ved aritmetisk eller glidende middelværdidannelse, med henblik på at minimere forstyrrelsespåvirkninger. Ligger også middelværdierne for opvarmningsdynamikken ktherm for langt fra hinanden, så tyder dette på en dårlig hydraulisk afbalancering eller forkert dimensionerede varmelegemer 3.

Til at skelne imellem dårlig hydraulisk afbalancering og forkert dimensionering af varmelegemerne 3, kan ifølge opfindelsen yderligere den i fig. 2 definerede dødtid ti anvendes. Således vil, ved en dårlig hydraulisk afbalancering, med høj sandsynlighed først en dødtid ti fastslås, før rumtemperaturen stiger. Ved et forkert dimensioneret, men velafbalanceret varmelegeme 3 fastslås en temperaturstigning uden lang dødtid ti.

Alternativt kan, i stedet for opvarmningsdynamikken ktherm, også parametrene K (forstærkning) og T (tidskonstant) hhv. forholdet K/T evalueres. Dette udførelseseksempel falder ikke ind under beskyttelsesområdet for kravene. Således kan der, ud fra forholdsvis lille forstærkning og stor tidskonstant, altså lille forhold K/T, sluttes til dårlig hydraulisk afbalancering og ud fra forholdsvis stor forstærkning og lille tidskonstant, altså ud fra stort forhold K/T sluttes til god hydraulisk afbalancering af det tilsvarende varmelegeme 3. Yderligere kan det især tidsmæssige forhold for varmelegemetemperaturer 9 eller varmelegemeforsyningstilstande VZ betragtes.

Fig. 6 viser sammenhængen imellem det relative varmeflademassestrømsforhold, der, som vist i fig. 5, er korreleret til den relative ventilåbning, og en varmeflade-forsyningstilstand. Den ønskede værdi af massestrømsforholdet er i dette eksempel valgt således, at ved 40% af det relative massestrømsforhold (refereret til den nominelle massestrøm) ligger varmefladeforsyningstilstanden på nul, dvs. en optimal varmeforsyning foreligger. En termisk overforsyning til varmefladen, dvs. en varmeflade-forsyningstilstand >0, svarer til et lavere varmeflademassestrømsforhold og en termisk underforsyning til varmefladen, dvs. en varmefladeforsyningstilstand <0, svarer til et højere varmeflademassestrømsforhold end 40%. Tilsvarende den i fig. 6 viste, lineariserede afhængighed kan der følgelig ved evaluering af varmefladeforsyningstilstanden sluttes til tilstanden for den aktuelle hydrauliske afbalancering af den enkelte varmeflade. Ved en hydraulisk korrekt afbalanceret varmeflade følger der af en fremløbstemperatursænkning et stigende varmeflademassestrømsforhold og dermed en reduceret varmefladeforsyningstilstand. Ved betragtning af denne sammenhæng kan der sluttes til den hydrauliske tilstand for de forskellige varmefladen Dette byder sig især til, når, inden for rammerne af en varmeeffekttilpasningsregulering, forsyningstilstanden for de individuelle varmeflader uden videre detekteres.

Det er en fordel, især for startforholdene for fremgangsmåden, at alle varmelegeme-rumtemperaturregulatorer 9 på samme tidspunkt begynder en opvarmningsfase, betinget af et ønsket-temperatur-spring i positiv retning. Er denne tilstand ikke mulig ved indstillingen af varmelegemerumtemperaturregulatortidsprofiler, kan der i den centrale styreenhed 12 udløses en tilsvarende kommando. Udførelsen af denne kommando fører til, at alle varmelegemerumtemperaturregulatorer 9 tilnærmelsesvis samtidigt gennemfører en opvarmningsfase.

En forudsætning for gennemføringen af fremgangsmåden er, at opvarmningsanlægget 2 er indkoblet og at tilstrækkelig varme står til rådighed til opvarmning af rummene.

Fastslår systemet, at der i opvarmningsanlægget 2 foreligger et dårligt afbalanceret hydraulisk rørsystem 4, består reaktionen i, eksempelvis i varmelegemerumtemperatur-regulatoren 9 at begrænse åbningsbevægelsen h for varmelegemeventilen 11 for varmelegemer 3 med større værdier af opvarmningsdynamikken ktherm (svarer til en hurtig opvarmning af rummet og således en god varmeforsyning). Begrænsningen sker i en iterativ proces, indtil opvarmningsdynamikkerne ktherm for alle varmelegemer 3 er omtrent ens. En parametrerbar mindste åbning hmm skal i den forbindelse overholdes.

Ved begrænsningen af åbningsbevægelsen h bliver gennemstrømningen af varmebæreren igennem et varmelegeme 3 med en større værdi af opvarmningsdynamikken ktherm altså begrænset. Som følge heraf står der for et dårligt afbalanceret varmelegeme 3 en større mængde af varmebæreren til rådighed. Til begrænsning af åbningsbevægelsen h bliver der til den tilsvarende varmelegemerumtemperatur-regulator 9 transmitteret en maksimalværdi hmax for åbningen. Under normal reguleringsdrift vil varmelegemerumtemperaturregulatoren 9 ikke overskride denne maksimalværdi hmax.

Ved forekomsten af et for stort dimensioneret varmelegeme 3 kan også åbningsbevægelsen h for varmelegemerumtemperaturregulatoren 9 begrænses, hvorved den maksimale varmeafgivelse for dette varmelegeme 3 ligeledes begrænses.

Den af systemet opnåede information om den hydrauliske afbalancering af varmeanlægget 2 kan på egnet form bearbejdet stilles til rådighed for brugeren. Dette kan eksempelvis ske ved fremvisning på en central styreenhed 12. Brugeren kan således informeres om den aktuelle tilstand for anlægget og i givet fald manuelt foretage efterjusteringer, som eksempelvis ændringen af ventilforudindstillingen.

Ved hjælp af den stadige overvågning af opvarmningsdynamikken muliggør fremgangsmåden en automatisk tilpasning til skiftende hydrauliske forhold. Følgelig tilvejebringes der ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen og det tilsvarende til udøvelse af denne fremgangsmåde indrettede system en enkelt håndterbar mulighed til automatisk afbalancering af et varmeanlæg, som især også automatisk kan fastholdes aktuelt, uden at en manuel afbalancering er krævet.

Henvisningstalsliste 1 Beregningsenhed 2 Opvarmningsanlæg 3 Varmelegeme 4 Torørssystem, fluidstrømningssystem 5 Fremløbsledning 6 Returledning 7 Varmegenerator 8 Boliger 9 Varmelegemerumtemperaturregulator 10 Detektionsindretning 11 Varmelegemeventil 12 Styrecentral, styreenhed 13 Forbrugsværdidetektionsindretning, varmeomkostningsfordeler 14 Fremløbstemperaturføler d Rum- hhv. varmelegemetemperatur tfstart Temperatur ved start af opvarmningsfasen ^Ende Temperatur ved enden af opvarmningsfasen (ønsket indstillet temperatur) dsow Ønsket temperatur dist Målt temperatur tstart Tid ved start af opvarmningsfasen tEnde Tid ved ende af opvarmningsfasen d(t) Differentialligning, overføringsfunktion ktherm Opvarmningsdynamik tr Dødtid h Ventilstilling, åbning af en varmelegemeventil VZ Varmeflade-forsyningstilstand

Aiog Varmelegemeovertemperatur

Claims (12)

1. Fremgangsmåde til detektion af den hydrauliske afbalancering af et opvarmningsanlæg (2) med via et fluidstrømningssystem (4) forbundne varmelegemer (3), hvor der for hvert varmelegeme (3) detekteres en karakteristisk værdi, som indikerer den termiske dynamik for et af varmelegemet (3) opvarmet rum, og de karakteristiske værdier for adskillige varmelegemer (3) og/eller adskillige tidsmæssigt efter hinanden følgende karakteristiske værdier for ét varmelegeme (3) sammenlignes indbyrdes til erkendelse af en hydraulisk over- eller underforsyning af et varmelegeme (3), kendetegnet ved, at en rumtemperaturforøgelse indstilles og der som karakteristisk værdi anvendes en opvarmningsdynamik (ktherm), som detekteres ved indstillingen af en rumtemperaturforøgelse og en måling af den for opvarmningen krævede tid, eller der som karakteristisk værdi anvendes dødtiden (ti) imellem indstillingen til forhøjelse af rumtemperaturen (θ) og påbegyndelsen af en opvarmningsproces.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at der som supplerende karakteristisk værdi anvendes den tidsmæssige ændring af varmelegemetemperaturer (Q, Διο9) og/eller varmelegeme-forsyningstilstande (VZ), idet varmelegemeforsyningstilstanden (VZ) er en ud fra en varmelegemetemperatur {&amp;, Aiog) og/eller ud fra ventilstillingen for varmelegeme (3) afledt størrelse, som angiver varmebehovet for varmelegemet (3).

3. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet ved, at opvarmningsprocessen er repræsenteret ved en dynamisk overføringsfunktion og/eller en differentialligning D(£) af første, anden eller højere orden, og parametrene for overføringsfunktionen og/eller differentialligningen D(£) skønnes ved hjælp af identifikationsfremgangsmåder og derudfra beregnes opvarmningsvarigheden og/eller starttiden for opvarmningsfasen før ønsket-værdi-springet og opvarmningsdynamikken (ktherm)

4. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet ved, at de karakteristiske værdier detekteres samtidigt for alle varmelegemer (3).

5. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet ved, at de karakteristiske værdier detekteres ved hver temperaturændring ved et varmelegeme (3).

6. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet ved, at detektionen af den hydrauliske afbalancering sker iterativt.

7. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet ved, at en detektion af den hydrauliske afbalancering hhv. tilstanden for en hydraulisk afbalancering gennemføres især ved hjælp af regulering af fluidstrømningen igennem individuelle varmelegemer (3) efter erkendelse af en hydraulisk over- eller underforsyning af varmelegemet (3).

8. System til detektion af en hydraulisk afbalancering af et opvarmningsanlæg (2) med fluidgennemstrømmede varmelegemer (3) med en detektionsindretning (10, 13) til detektion af rumtemperaturen (θ) i et af et varmelegeme (3) opvarmet rum, en varmelegemetemperatur (θ) og/eller en ventilstilling (h) for en varmelegemeventil, en beregningsenhed (1) til bestemmelse af en karakteristisk værdi, som indikerer den termiske dynamik for et af varmelegemet (3) opvarmet rum ud fra den detekterede rumtemperatur (d), varmelegemetemperatur (θ) og/eller ventilstilling (h) og en sammenligningsindretning til at sammenligne en karakteristisk værdi med de karakteristiske værdier for andre varmelegemer (3) og/eller flere tidsmæssigt efter hinanden følgende karakteristiske værdier for et varmelegeme (3), kendetegnet ved, at beregningsenheden (1) og sammenligningsindretningen er indrettede til udøvelse af fremgangsmåden ifølge ethvert af kravene 1 til 7.

9. System ifølge krav 8, kendetegnet ved, at detektionsindretningen er integreret i en varmeomkostningsfordeler (13) og/eller en enkeltrumstemperaturregulator (10).

10. System ifølge krav 8 eller 9, kendetegnet ved, at beregningsenheden (1) er integreret i en enkeltrumsregulator og/eller en varmeomkostningsdetektionsindretning og/eller en central styreenhed (12).

11. System ifølge krav 10, kendetegnet ved, at adskillige enkeltrumstemperatur-regulatorer (10), forbrugsværdidetektionsindretninger (13) og/eller den centrale styreenhed (12) for et varmekredsløb kommunikerer indbyrdes.

12. System ifølge ethvert af kravene 8 til 11, kendetegnet ved, at en styreindretning er tilvejebragt til udøvelse af en hydraulisk afbalancering, især ved indstilling af ventilåbningen (h)for en varmelegemeventil (11).