DK172797B1 - Fremgangsmåde til fremstilling af et fysiologisk virksomt, vandopløseligt hæminkompleks samt anvendelse af dette til fremst - Google Patents

Description

i DK 172797 B1

Den foreliggende opfindelse angår en særlig fremgangsmåde til fremstilling af en hidtil ukendt, fysiologisk virksom, vandopløselig hæminarginat- eller hæminlysinatfor-bindelse beregnet til fremstilling af tabletter eller 5 kapsler, eller i ampuller til injektion efter rekonstitu-tion fx med steril fysiologisk saltvandsopløsning samt anvendelse af det ved reaktionen mellem hæmin og L-ar-ginin og L-lysin dannede vandopløselige hæminarginat henholdsvis hæminlysinat ifølge krav 1 til fremstilling 10 af et pharmaceutisk præparat i form af et pulver i kapsler, i ampuller beregnet til injektion efter rekon-stitution med steril salinopløsning eller sammen med en inert bærersubstans i form af tabletter til behandling af anæmier af forskellig type, navnlig porfyri.

15 Hæmin forekommer som prostetisk gruppe i organismen i hæmoglobin, i de fleste cytokromer og i visse enzymer.

Dannelse af hæmoglobin sker i knoglemarven. Når hæminholdige proteiner sønderdeles, frigøres der hæmin som kun i ringe omfang kan anvendes til syntese af nye hæminproteiner under 20 normale fysiologiske betingelser. Årsagen til sønderdelingen er at hæminoxygenase sønderdeler hæminet til biliverdin, som derefter kan reduceres til bilirubin. Nativt, intakt hæmoglobin fungerer forståeligt nok ikke som substrat for hæminoxygenase.

25 Defekter i hæmoglobinsyntesen kan enten bero på for styrrelser i syntese af hæmin eller i syntese af globinkæder-ne. Forstyrrelsen ved dannelse af hæmin kan bero på (a) at der savnes en eller anden for syntesen nødvendig komponent, eller (b) nedsat funktion hos et eller andet enzym som kata-30 lyserer syntesen.

a) Mangel på jern er den faktor som kan begrænse syntese af hæmin. Organismens daglige behov for jern, 1-2 mg, fås fra føden. En jernfattig kost eller eventuelt 35 tilstedeværelse af jernbindende forbindelser i føden kan føre til jernmangel. Også forstyrrelser i absorptionsmekanismen for jern kan føre til jernmangel om- DK 172797 B1 2 __ end føden i og for sig måtte indeholde tilstrækkeligt deraf. Uafhængigt af årsagen til jernmanglen fører den før eller siden til jernmangelanæmi.

^ Ved den sjældent forekommende -vitaminmangel absor beres jern på normal måde af organismen, men udnyttelsen deraf i cellerne er forhindret. Som følge heraf opstår der en vis form for sideroblast-anæmier.

Ved behandling af jernmangelanæmier anvender man en-10 ten tabletter som indgives oralt (fx jernsulfat eller jernglukonat) eller sjældnere injektionspræparater (jernsorbitol). Når absorptionsmekanismen for jern er forstyrret hjælper de nævnte præparater i tabletform ikke. Jernet formår ikke engang at trænge ind 15 i tarmslimhindens celler. Til forskel fra uorganisk jern absorberes hæminjern, hvor jernet er bundet til hæmin, af cellerne i tarmens slimhinde og omgår i denne form absorptionsforstyrrelsen selv i sådanne tilfælde hvor der foreligger resistens mod behandling.

20 Således udgør hæminjern det eneste kendte alternativ til oral terapi i behandlingsresistente tilfælde.

Hæminjernets absorption er selv hos helt raske mennesker konstateret at være 4-5 gange bedre end absorptionen af det uorganiske jern (R. Seppånen og H. Tak-25 kunen, Suomen Laakarilehti 26/81, årg. 36, side 2071- 2072) .

Dannelsen af hæmin er enzymatisk styret. For de enzymer der katalyserer hæminsyntesen kan der forekomme 30 nedsat virkning, enten hereditært betinget eller som følge af ydre omstændigheder. En følge heraf er altid nedsat dannelse af hæmin, en nedsættelse som kan ytre sig som udvikling af et porfyri-sygdomsbillede såsom specielle sideroblastanæmier, eller udvikling af andre 35 sygdomstilstande.

3 DK 172797 B1

Porfyrierne udgør den mest bemærkelsesværdige sygdomsgruppe som opstår som følge af nedsat funktion af enzymer. Hos porfyripatienterne ophobes der i organismen mellemprodukter, porfyriner, fra hæminsyntesen.

5 Disse udsondres i øgede mængder også i urinen og i fækalierne. De fleste porfyritilstande ytrer sig i form af anfald som det kan være yderst vanskeligt at beherske.

I visse tilfælde manifesterer den nedsatte funktion 10 af enzymer, der deltager i hæminsyntesen, såsom sidero-blastanæmier af forskellig type og ikke som porfyri.

Man skelner også ved sideroblastanæmier mellem nedarvede og erhvervede former.

15 Behandling af porfyrier har hidtil nærmest være base ret på at undgå visse lægemidler samt at give patienterne rigeligt kulhydrater ved selve sygdomsanfaldene. Behandlingsresultaterne har været overordentlig dårlige. Nu da årsagen til porfyrierne er blevet klar- 20 lagt er man som behandling i stadig stigende omfang begyndt at anvende intravenøs indgift af hæminforbin-delser (hæmatin). Hæmatin har været effektiv ved behandling af porfyrianfald men har samtidig afstedkommet tromboflebitis hos over 50% af patienterne. Dette 25 hæmatin er desuden særdeles labilt og egner sig derfor ikke til fremstilling i industriel målestok. Der findes således yderst få muligheder for effektivt at behandle porfyripatienter.

Det er den foreliggende opfindelses formål at tilvejebringe en vandopløselig hæminforbindelse til behandling af anæmitilfælde af forskellige typer, hvor hæminmolekylet indeholdende jern så at sige allerede er til stede. Forbindelsen er beregnet til at blive anvendt specielt ved porfyri, hvor ^ den normale produktion af hæmoglobin af forskellige årsager er forstyrret. Forbindelsen skal kunne gives peroralt i form 4 DK 172797 B1 af tabletter eller kapsler og også i form af ampuller til injektion, hvorfor den bør være vandopløselig.

Hæmin, der er meget tungtopløseligt i vand, kan renfremstilles fra blod ved at man fra en vandig opløsning af 5 hæmolyserede erythrocytter ekstraherer hæminet med en blanding af acetone og saltsyre eller af æter og eddikesyre. En anden metode går ud på at ekstrahere hæminet med acetone i nærværelse af fx histidyl-histidin, pilocarpin eller imidazol ved pH 7,0 (N.W. Wakid og K.Y. Helou, "Haem-Globin separations ^ in aceton and the reduction of nitrite in human erythrocytes·,

Int. J. Biochem. 1973, 4, 259-267).

I PCT-patentansøgning nr. WO 81/02834 (PCT/FI81/00026) er der beskrevet en fremgangsmåde til fremstilling af et vandopløseligt hæminkoncentrat hvis indhold af hæmin er ca.

15 40 vægt% og hvor resten består af "blodsubstans" af ubekendt natur. Dette produkt er beregnet til i frysetørret form at blive anvendt til at forøge jernindholdet i levnedsmidler eller som lægemiddel mod anæmi.

Ulempen ved denne fremgangsmåde er at man som slutpro-20 dukt opnår en blanding af hæmin og "blodsubstans". Da denne "blodsubstans" er heterogen, egner blandingen sig ikke til injektion.

Til behandlig af porfyri har der på hospitalerne hidtil været anvendt en ex tempore tilberedt blanding af hæmin 25 opløst i en steril natriumkarbonatopløsning (hæmatin). Denne opløsning er ustabil og fremstilling af et kommercielt produkt i større målestok er derfor ikke mulig. Desuden giver hæmatin tromboflebitis ved injektionsstedet i ca. 50% af tilfældene eller mere, troligt beroende på opløsningens høje 30 pH. Dette er en stor ulempe som i høj grad begrænser produktets anvendelse.

Den foreliggende opfindelse angår en særlig fremgangsmåde til fremstilling af et hidtil ukendt, fysiologisk virksomt, vandopløseligt hæminkompleks beregnet 35 til fremstilling af tabletter, kapsler eller ampuller til injektion til behandling af forskellige slags m 5 DK 172797 B1 anæmier, specielt til behandling af porfyri, ejendommelig ved, at krystallinsk hæmin omsættes med L-arginin eller L-lysin i et molforhold mellem hæmin og L-arginin på 1:1 til 1:4, henholdsvis mellem hæmin og 5 L-lysin på 1:1 til 1:4, ved stuetemperatur og under kraftig omrøring i 10-15 timer i en opløsningsmiddel-blanding bestående af et organisk opløsningsmiddel valgt blandt isopropanol, acetone og vand, hvor vandindholdet er højst 7%, hvorved der dannes en kompleks-10 forbindelse bestående af hæminarginat henholdsvis hæminlysinat. Den vandopløselige hæminforbindelse fremstilles fortrinsvis ved at man udgår fra i vand tungopløseligt, krystallinsk hæmin som man lader reagere med en basisk aminosyre, med fordel L-lysin 15 eller L-arginin i en opløsningsmiddelblanding indeholdende vand og acetone. Opløsningsmiddelsammensætning dvs. forholdet mellem på den ene side organisk opløsningsmiddel og på den anden side vand er overraskende kritisk for opnåelse af et medicinsk anvendeligt produkt. Det kan konsta-teres at vandindholdet i opløsningsmiddelblandingen er så lavt (ca. 7%), at hverken hæmin eller blot det forholdsvis let opløselige L-arginin opløser sig deri. Reaktionen finder sted under god omrøring og med fortløbende kontrol af opløsningens pH. Den herved dannede forbindelse fraskilles og tørres. Denne hæminforbindelse kan således vindes i tør form og er vandopløselig, hvilket er af stor betydning set ud fra et medicinsk- og farmaceutisk-teknisk synspunkt.

Hæminmolekylet indeholder to karboxylgrupper som kan reagere med L-lysinets eller L-arginiets basiske aminogrup-30 per.

Det hæminarginat, som fremstilles i henhold til den foreliggende fremgangsmåde opløstes i vand og pH-værdien måltes og sammenlignedes med pH-værdien af en mekanisk blanding af hæmin og L-arginin opløst i vand med forskellige 35 tidsmllemrum. Resultaterne af pH-målingerne fremgår af nedenstående tabel 1.

O min 60 min 24 h Hæminarginat 0,02937 g/25 ml 8,22 8,22 8,22 5 Hæminlysinat 0,02760 g/25 ml 8,10 7,97 8,13 DK 172797 B1 6

Tabel Γ

ES

Hæmin 0,01630 g/25 ml 10,13 9,81 9,33

Arginin 0,01307 g/25 ml

Af pH-målingerne fremgår det at hæminarginatet og 10 hæminlysinatet i indtil i hvert fald 24 timer har en stabil pH-værdi på ca. 8. pH-værdien af den mekaniske blanding daler derimod ganske langsomt, troligt beroende på en yderst langsom omsætning mellem hæminets karboxylgrupper og L-amino-syrens aminogruppe. Man kan således ikke frembringe et tera-15 peutisk anvendeligt produkt på denne måde. Man kan konstatere at hæminarginatet og hæminlysinatet, der er fremstillet ved den foreliggende fremgangsmåde, består af komplekse forbindelser hvor L-aminosyren har reageret med hæminets karboxylgrupper .

20 For at udforske det mest hensigtsmæssige molforhold mellem de to reaktanter samt den mest hensigtsmæssige opløsningsmiddelblanding belv følgende forsøg gjort med hæmin og arginin.

Man lader krystallinsk hæmin og L-arginin reagere 25 under kraftig omrøring i molforholdene 1:2 og 1:3 i en opløsningsmiddelblanding bestående af organisk opløsningsmiddel og vand i forskellige mængdeforhold. De herved dannede udfældninger frafiltreres, vaskes og tørres.

Vandopløseligheden bestemmes på den måde at ca. 1,0 30 g af hæminarginatet fra hvert forsøg opløses i 50 ml destilleret vand under kraftig omrøring i 1 time.

Opløsningerne centrifugeres ved ca. 3500 opm. Remanensen vaskes med 10 ml destilleret vand og 10 ml acetone, tørres og vejes. Den uopløselige rest består for størstedelens 35 vedkommende af uomsat hæmin. Resultaterne fremgår af nedenstående tabel 2.

5 7 DK 172797 B1

Tabel 2 Vægtforhold og Opløsningsmiddel Temp., Uopløselig molforhold volumenforhold c rest hæmin/L-arginin g 9 mol_mi_ 10 6,52:3,48 1:2 isopropanol/(300f 20 21,2% vand 2 0) 6,52: 5,22 1:3 " (300 :2θ) 20 9,7% 6,52:3,48 1:2 acetone/vand (300:15) 20 16,8% 6,52:3,48 1:2 " (300:20) 20 12,4% 15 6,52:5,22 1:3 " (300:10) 20 ca. 100% 6,52:5,22 1:3 " " 40 11,4% 6,52:5,22 1:3 " (300:15) 20 8,3% 6,52:5,22 1:3 ” (300:20) 20 0,3% 6,52:5,22 1:3 " (300:30) 20 tjære 20 6,52:5,22 1:3 " (150:10) 20 4,2% 6,52:5,22 1:3 " (150:12,5) 20 tjære 8 DK 172797 B1

Den tjaereagtige substans som opstod i visse forsøg var det umuligt at bringe i tør pulverform.

Af forsøgene fremgår at det fordelagtigste molforhold hæmin/arginin er 1:3 og med opløsningsmiddelblanding aceto-5 ne/vand 300:20 ml.

For at prøve hvilken virkning hæminforbindelserne har på vævene omkring venerne ved infusion infunderedes de i doser på 5 mg/kg i ørevenen hos kaniner af stammen California White. Som sammenligningssubstans anvendtes en hæmin-10 karbonatopløsning af konventionel art (hæmatin).

Efter infusion af hæminarginat-opløsning forblev vævene omkring venen helt normale, dvs. at der ikke fremkaldtes nogen steril betændelsestilstand (tromboflebitis).

På samme måde forholdt ørevenen og omgivende væv sig 15 ved infusion af den tilsvarende hæminlysinatopløsning. Forbindelserne giver altså ikke anledning til tromboflebitis ved infusion.

Når en hæminkarbonatopløsning infunderedes på tilsvarende måde blev det væv som omgav venen rødt og irriteret, 20 dvs. der opstod en tydelig steril inflammation (tromboflebitis). Endnu 3 døgn efter infusionen af hæminkarbonatopløs-ningen forelå der en tydelig tromboflebitis.

Når man ønsker at bestemme hvor fysiologiske eller legemsegnede de forskellige vandopløselige hæminforbindelser 25 er, udnytter man hæminoxygenase-enzymets evne til at sønderdele de foreliggende forbindelser. Legemets eget substrat for hæminoxygenase udgøres af methæmalbumin som sønderdeles deraf til biliverdin som siden reduceres videre med indvirkning af biliverdinreduktase til bilirubin, således sønderde-30 les det overskud af hæmin i organismen, som denne ikke kan udnytte, ved indvirkning af i første række hæminoxygenase til dannelse af bilirubin.og nærbeslægtede forbindelser, som senere udsondres på sædvanlig måde. Reaktionsforløbets tidsbestemmende ("rate limiting") enzym er således haeminoxyge-35 nase.

Ved de enzymatiske analyser der er udført for at udforske bl.a. hæminarginatets og hæminlysinatets evne til 9 DK 172797 B1 at fungere som substrat for hæminoxygenase ansattes det som sammenligningssubstrat anvendte methæmalbumins aktivitet arbitrært til 100. Haaninarginatet og hæninlysinatet gav herved en aktivitet på 106. Andre hæmin-amin-derivater hvor amindelen bestod 5 af fx diætanolamin, ætylamin, cyklohexylamin og piperidin udviste aktivitetsværdier på henholdsvis 13, 21, 31 og 78.

Af disse forsøg kan man drage den slutning at hæminarginatet og hæminlysinatet opfører sig i organismen i forhold til hæminoxygenase som normale fysiologiske, legemsegne forbin-10 delser.

Dyreforsøg

Der induceredes porfyri hos hanrotter af stammen Sprague-Dawley (180-250 g) ved subkutan infusion af 300 mg/kg 15 2-allyl-2-isopropylacetamid (AIA) i tre på hinanden følgende dage. En anden gruppe rotter behandledes med AIA og med hæmin-L-arginin-kompleksopløsning, fremstillet i henhold til omstående eksempel 3, ved intraperitoneal indgift af 10 mg/kg af nævnte opløsning i tre på hinanden følgende dage.

20 Hos de med AIA behandlede rotter steg den daglige udsondring af porfobilinogen (PGB) i urinen fra middelværdier på .0,08 pmol (grænseværdier 0,05-0,13) til 6,79 pmol (grænseværdier 3,91-12,70), og den daglige udsondring i urinen af δ-aminolevulinsyre (ALA) steg fra 0,20 pmol (grænseværdier 25 0,16-0,23) til 7,77 pmol (grænseværdier 2,49-11,50). Hos rotter som var behandlet med AIA og hæmin-L-argininkompleks-opløsning i henhold til eksempel 3 var på den anden side stigningen i udsondringen i urinen af PGB (0,28 pmol/dag, grænseværdier 0,09-0,45) og af ALA (0,51 pmol/24 timer, græn-30 seværdier 0,23-0,82).

Aktiviteten af δ-aminolevulinsyre-syntase (ALAS) i erytrocyter (3,97 pmol ALA/h/10^ reticulocyter, grænseværdier 2,23-6,06) og i levere (15,4 pmol ALA/mg protein/h, grænseværdier 12,5-17,1) hos de AIA-behandlede rotter var tydeligt 35 højere end de tilsvarende værdier (1,42 pmol ALA/h/10® reticulocyter, grænseværdier 0,82-1,72; og 11,5 pmol ALA/mg protein/h, grænseværdier 9,8-13,7) hos rotter behandlet med 10 DK 172797 B1 ΑΙΑ og hæmin-L-arginatkompleks-opløsning fremstillet i henhold til eksempel 3.

Hæm-oxygenase (HO) aktiviteten går ned hos de fleste af de AIA-behandlede rotter til et ikke måleligt niveau, 5 mens HO-aktiviteten hos rotter som er behandlet med AIA og hæmin-L-arginatkompleks-opløsning var 16,2 pmol/min/mg protein, grænseværdier 9,3-29,3.

Den porfyrinogene virkning af AIA-behandlingen kunne også ophæves ved intramuskulær indgift af en opløsnign af 10 hæmin-L-argininkompleks fremstillet i henhold til eksempel 3 i doser på 10 mg/kg legemsvægt. En enkelt intravenøs injektion på 20 mg/kg legemsvægt bevirkede samme antiporfyrino-gene virkning.

Undersøgelser har vist at dette hæmin-L-arginat-præpa-15 rat er mere effektivt og klart bedre end det alment anvendte hæmatin.

Forsøg jned_patienter

Den biokemiske virkning af det stabile og letopløse-20 lige hæminderivat, tilvirket i henhold til omstående eksempel 3, blev undersøgt hos 10 patienter med akut hepatisk porfyri i sygdommens symptomløse fase.

Seks patienter med akut intermitterende porfyri (AIP) fik indgivet hæmin-L-arginatopløsning i en mængde på 2 mg 25 eller 3 mg/kg/dag i fire på hinanden følgende dage i perifere vener. I løbet af behandlingen gik udsondringen af porfo-bilinogen i urinen i middeltal ned fra 194 (grænseværdier 60-465) pmol/24 timer til 17,2 (grænseværdier 7,1-30) pmol/ 24 timer, og det samme skete for δ-aminolevulinsyre fra 133 30 (grænseværdier 47-281) pmol/24 timer til 13,8 (grænseværdi 8,1-23,4) μιηο1/24 timer.

Hos fire patienter med porfyria variegata mindskedes den fækale protoporfyrimængde i middeltal fra 650 (grænseværdier 193-1140) nmol/g/dag tørvægt til 89 nmol/g/dag tørvægt 35 (grænseværdier 62-103) og af coproporfyrin fra 232 (grænseværdier 102-360) til 23 (grænseværdier 8,5-40) nmol/g tørvægt, ved indgift af hæmin-L-arginatopløsning i en mængde på 3 1 i DK 172797 B1 mg/kg/dag i fire dage.

To patienter med AIP fik tre behandlinger med hæmin-L-arginatopløsning i en mængde på 3 eller 4 mg/kg/dag i tre eller fire dage ved akut angreb. Hos en 21-årig kvinde ophør-5 te bugsymptomerne i løbet af den anden behandlingsdag i to tilfælde. Hos en 43-årig mand med bugsmerter og perifer neu-ropati hørte bugsmerterne op og der kunne konstateres en forbedring af neuropatien efter den sidste af fire på hinanden følgende infusioner af hæmin-L-arginatopløsning.

10 Tromboflebitis kunne ikke konstateres hos nogen af de porfyriske patienter efter ialt 51 infusioner. Der kunne ikke konstateres nogen andre bivirkninger eller abnorme forandringer i blodkemien, herunder koagulationsstudier. Det kan konstateres at det nye hæmin-arginatpræparat er sikkert 15 og effektivt til behandling af akut hepatisk porfyri.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen skal i det følgende belyses ved nogle udførelseseksempler.

Eksempel 1 20 6,52 g krystallinsk hæmin (0,01 mol) og 3,48 g krystal linsk L-arginin (0,02 mol) i et dekanterglas forsynet med mekanisk omrører og indeholdende en opløsningsmiddelblanding bestående af 300 ml acetone og 20 ml vand omrøres kraftigt i ca. 13 timer. Det dannede produkt frafiltreres og vaskes 25 med acetone og tørres.

Udbyttet af hæminarginat er 9,5 g (95%). Den uopløselige rest, bestemt i henhold til den tidligere beskrevne testmetode, udgjorde 0,14 g svarende til 1,4%.

30 Eksempel 2 6,52 g krystallinsk hæmin (0,01 mol) og 4,36 g krystallinsk L-arginin (0,025 mol) i et dekanterglas forsynet med mekanisk omrører og indeholdende en opløsningsmiddelblanding 35 bestående af 300 ml acetone og 20 ml vand omrøres kraftigt i ca. 13 timer. Det dannede produkt frafiltreres, vaskes med acetone og tørres.

12 DK 172797 B1 »

Udbyttet af hæminarginat er 11,1 g (««100%) . Den uoplø-selige rest bestemt i henhold til den tidligere beskrevne testmetode androg 0,042 g svarende til 0,42%.

5 Eksempel 3 6.52 g krystallinsk hæmin (0,01 mol) og 5,23 g krystallinsk L-arginin (0,03 mol) i et dekanterglas forsynet med mekanisk omrører og indeholdende en opløsningsmiddelblan- 10 ding bestående af 300 ml acetone og 20 ml vand omrøres kraftigt i ca. 13 timer. Det dannede produkt frafiltreres, vaskes med acetone og tørres.

Udbyttet af hæminarginat er 12,0 g (««102%). Den uopløselig rest bestemt i henhold til den tidligere beskrevne 15 testmetode udgjorde 0,001 g svarende til 0,01%.

Eksempel 4 6.52 g krystallinsk hæmin (0,01 mol) og 6,10 g krystal-20 linsk L-arginin (0,035 mol) i et dekanterglas forsynet med mekanisk omrører og indeholdende en opløsningsmiddelblanding bestående af 300 ml acetone og 20 ml vand omrøres kraftigt i ca. 13 timer. Det dannede produkt frafiltreres, vaskes med acetone og tørres.

25 Udbyttet af hæminarginat er 12,0 g (95%). Den uopløse lige rest bestemt i henhold til den tidligere beskrevne testmetode udgjorde 0,0005 g svarende til 0,005%.

Eksempel 5 30 6.52 g krystallinsk hæmin (0,01 mol) og 4,39 g krystallinsk L-lysin (0,03 mol) i et dekanterglas forsynet med mekanisk omrører og indeholdende en opløsningsmiddelblanding bestående af 300 ml acetone og 20 ml vand omrøres kraftigt 35 i ca. 13 timer. Det danne produkt frafiltreres, vaskes med acetone og tørres.

Udbyttet af hæminlysinat er 10,8 g (99%). Den uopløselige rest bestemt i henhold til den tidligere beskrevne test- 13 DK 172797 B1 metode udgjorde 0,020 g svarende til 0,28%.

Af eksempel 3 fremgår det at molforholdet hsmin/argi-nin, 1:3, er det mest fordelagtige eftersom udbyttet af hæmin-5 arginat er højt samtidigt med at den uopløselige rest er yderst minimal.

Claims (5)

1. Fremgangsmåde til fremstilling af et hidtil ukendt, fysiologisk virksomt, vandopløseligt hæmin-kompleks beregnet til fremstilling af tabletter, 5 kapsler eller ampuller til injektion til behandling af forskellige slags anæmier, specielt til behandling af porfyri, kendetegnet ved, at krystallinsk hæmin omsættes med L-arginin eller L-lysin i et molforhold mellem hæmin og L-arginin på 1:1 til 1:4, hen-10 holdsvis mellem hæmin og L-lysin på 1:1 til 1:4, ved stuetemperatur og under kraftig omrøring i 10-15 timer i en opløsningsmiddelblanding bestående af et organisk opløsningsmiddel valgt blandt isopropanol, acetone og vand, hvor vandindholdet er højst 7%, hvorved der 15 dannes en kompleksforbindelse bestående af hæminarginat henholdsvis hæminlysinat.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegne t ved, at molforholdet hæmin/L-arginin er 1:3.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendeteg-20 n e t ved, at molforholdet hæmin/L-lysin er 1:3.

4. Fremgangsmåde ifølge krav l, kendetegne t ved, at opløsningsmiddelblandingen består af acetone/vand i molforholdet 300:10-300:25, fortrinsvis 300:20.

5. Anvendelse af det ved reaktionen mellem hæmin og L-arginin og L-lysin dannede vandopløselige hæminarginat henholdsvis hæminlysinat ifølge krav 1 til fremstilling af et pharmaceutisk præparat i form af et pulver i kapsler, i ampuller beregnet til injektion efter rekon-30 stitution med steril salinopløsning eller sammen med en inert bærersubstans i form af tabletter til behandling af anæmier af forskellig type, navnlig porfyri. t