DK149746B - Plastfiberarmeret byggemateriale fremgangsmaade til fremstilling deraf samt middel til fremstilling af byggematerialet - Google Patents

Description

149746

Den foreliggende opfindelse angår et plastfiberarmeret byggemateriale omfattende en grundmasse eller matrix af et hydraulisk bindemid-del, fortrinsvis portlandcement, og bøjelige plastfibre af polyole-fintypen, fortrinsvis polypropylen, der er fremstillet ved hjælp af strækning og fibrillering af et ekstruderet plastfoliemateriale.

Der kendes en række forskellige fiberforstærkede byggematerialer til fremstilling af bygningselementer, og sådanne materialer er baseret på en grundmasse, der hovedsageligt består af et hydraulisk binde- 149746 2 middel, såsom portlandcement, aluminatcement og puzzolancementer, såsom flyveaskeeement eller diatoméjord. FiOerforstærKinln^en Kan bestå af organiske eller uorganiske fibre eller en blanding af sådanne fibre, idet der som fibre har været anvendt asbestfibre, glas-5 fibre, stålfibre, mineralfibre, celolulosefibre og plastfibre.

Asbestfibre vil man helst undgå at anvende for at undgå risikoen for asbestose, og anvendelsen af glasfibre og stålfibre er behæftet med den ulempe, at fibrene er meget kostbare og således indebærer en 4-5 10 gange så stor udgift som asbest til opnåelse af samme armeringsgrad. Derudover er glasfibre og stålfibre tilbøjelige til i nogen grad at blive nedbrudt, selv om stålfibrene kun nedbrydes i ringe grad og kun ved det fiberarmerede materiales overflade, medens glasfibrene til stadighed undergår en vis nedbrydning som følge af cementens alkaliske 15 karakter.

Fra U.S.A. patentskrift nr. 3.591.395 er det kendt at anvende fibrøse forstærkningsorganer fremstillet ud fra et strakt og derefter fibril-leret plastfoliemateriale, der fortrinsvis er en polyolefinfolie. An-20 vendeisen af et sådant materiale i et hydraulisk bindemiddel, eksempelvis portlandcement, indebærer ikke de ovennævnte ulemper ved asbest-fibre, glasfibre og stålfibre, men har som følge af deres meget glatte overflade ikke kunnet få en tilfredsstillende forankring i grundmassen efter hærdning af denne. Den fra nævnte U.S.A. patentskrift kendte 25 fiberarmering består af snoet plastsejlgarn med en vægt på 1-1,5 g/m, som er overskåret i længder på 20 til 80 mm, fortrinsvis på ca. 75 mm. Garnet er fremstillet som såkaldt splitfibermateriale ud fra et plastbånd i folieform, som efter ekstrudering og køling er blevet strakt til ca. 10 til 20 gange sin oprindelige længde. Ved strækpåvirkningen 30 får plastmaterialet en orienteret struktur med det resultat, at split-fiberproduktet får en væsentligt forøget trækstyrke i strækretningen og en betydelig reduceret trækstyrke vinkelret derpå.

På grund af den ringe trækstyrke i tværretningen får det strakte ma-35 teriale en naturlig opsplitningstendens, og opsplitningen kan eksempelvis frembringes ved, at plastfoliebåndet efter strækningen snoes om sin længdeakse, og ved hjælp af yderligere mekanisk påvirkning, f.eks. som følge af slag eller friktionskræfter hidrørende fra sten- og gruspartikler ved sammenblanding med disse i en betonblander, opsplittes 40 de i flere tyndere strenge. Ved den kendte opsplitning vil opdelingen 149746 3 i tynde strenge imidlertid altid komme til at foregå efter de naturligt forekommende svageste linier eller flader i materialet parallelt med båndets strækningsretning, idet man ikke herved kommer til at krydse ind over eller gennemskære materialets stærke "årer". De 5 dannede fibre får herved rektangulært tværsnit og altid helt glatte flader samt tilnærmelsesvis konstant tværsnit i hele deres lamgde, hvilket er årsagen til, at man ikke har været i stand til at opnå en mere tilfredsstillende forankring end med de sædvanlige runde fibre. Også den manglende styring af en ensartet mikrorevnefordeling i det hærdnede plastfiber-10 armerede produkt må tilskrives den glatte overflade og det konstante tværsnit af de hidtil benyttede plastfiberstrenge. Denne ulempe forværres yderligere ved, at plastmaterialernes tværkontraktionsforhold er ekstraordinært højt, nemlig 0,4-0,5 i forhold til ca. 0,2 for glas og ca. 0,3 for stål. Den glatte fiber vil således ved strækning blive 15 tyndere, såsnart den belastes, hvorved den vil blive trukket fri af den omliggende grundmasse over større eller mindre dele af sin omkreds og i hele sin længderetning.

For at afbøde herpå har det været foreslået kun at lade opsplitningen 20 forløbe over et stykke af den fulde garnlængde og med afslutning på forskellige steder inden for fiberbundtet, så at man ved spredning af bundtet opnår et materiale, som kan minde om et net med forskellige maskevidder. Det nævnes, at man herved opnår en forankring, som ikke kan opnås med de sædvanlige runde plastfibre, men forankringen 25 er stadig ikke tilfredsstillende. De forholdsvis få krydsningspunkter, som hver for sig iøvrigt ikke har megen styrke, da opsplitningen blot kan forløbe videre, kan ikke i nævneværdig grad ophæve virkningen af de meget lange strækninger med helt glatte spalteflader fra opsplitningen, hvorpå en cementmatrix ikke kan hæfte, og de medfører derfor 3Q ikke den fornødne effekt .(Det kendte plastfibergam er vist i fig. 1 på tegningen) .

Den kendte fiberopsplitning kan foregå ved, at den strakte plastfolie udsættes for en vis fysisk behandling, som direkte resulterer i en fibrillering, eller også kan plastfolien foreligge i en tilstand, hvor 35 den umiddelbart har tendens til at fibrillere, så at den egentlige opsplitning sker som følge af de mekaniske påvirkninger, når armeringsmaterialet blandes med matrixmaterialerne i en betonblander. I begge tilfælde vil fibrilleringen følge de naturligt foreliggende langsgående svage flader og derfor resultere i glatte plast-armeringsfibre, som er usmidige og stive, selv efter den kraftige behandling, de får som 149746 4 følge af blandingen med grus og sten i betonblanderen. De enkelte fibres tværmål vil efter blandingen stadig være så stort, at der bliver tale om en vis tilbagefjedring efter en bøjning af fibrene, som vil foreligge efter komprimering af den fiberholdige betonmasse, 5 og dette vil i sig selv også medføre en dårlig forankring af fibrene.

Fra USA patentskrift nr. 3.495.752 kendes en fremgangsmåde til fremstilling af garn ved fibrillering af bånd af plastmateriale. De ved fibrilleringen dannede fibriller og filamenter er "voluminøse", og. det deraf fremstillede garn kan anvendes til forskellige formål, idet fremstilling af tæpper nævnes som eksempel i slutningen af patentskriftet. De ved fibrilleringen dannede filamenter kan være fra 3 til 35 denier, men patentskriftet rummer ingen antydning af fiber-^ fremstilling eller fibres anvendelighed som forstærkningsmateriale, f.eks. i et byggemateriale.

Fra Dansk patentskrift nr. 124.693 kendes en fremgangsmåde til fremstilling af monoaksialt strakte, små foliebånd, ved hvilken fremgangsmåde polypropylenfilm, der skal fibrilleres, strækkes monoaksi- 2 0 alt. Strækningen kan gennemføres i flere trin, og det totale strækningsforhold er fra ca. 1:4 til ca. 1:20. De således fremstillede strakte små foliebånd har stor trækstyrke, relativt stor brudforlængelse og enten ringe eller stor spaltningstendens. Der er ikke ^ ved fremgangsmåden tale om behandling af foliebånd med en nåle- eller knivvalse til fremstilling af "flossede" fiberfilamenter på 2-35 denier og med tværsnit, der varierer langs filamentlængden, og fibriller ragende ud fra filamentkanterne. Om de strakte, små foliebånds anvendelse kan det kun udledes, at de er anvendelige til fremstilling af vævede stoffer samt garner.

30

Fremdeles kendes fra britisk patentskrift nr. 1.459.398 et apparat til fremstilling af såkaldte "splitfibre", dvs. filamentmateriale . fremstillet ved splitning af strakte film af molekylært orienter-bart polymert materiale. Sådant filamentmateriale kan eksempelvis anvendes som juteerstatning eller til fremstilling af garn til tæppefremstilling eller til fremstilling af tekstilmateriale. Det kan anvendes som sådant eller i blanding med naturfibre eller syntetiske fibre fremstillet på andre måder end ud fra film, og det kan om ønsket anvendes i form af stabelfibre. Som eksempler på genstande, der 40 5 149746 kan indeholde det således fremstillede filamentmateriale, nævner patentskriftet garner, andre tekstilmaterialer, reb, tovværk, polstringmateriale, gulvbelægninger, cellulosepapir eller syntetisk papir samt fiberforstærkede genstande. Der er imidlertid ingen nærmere 5 omtale af fibrene til anvendelse i genstande fremstillet af byggematerialer, idet patentskrifter ikke indeholder en omtale af fibrenes egenskaber, der kan sandsynliggøre en anvendelighed af fibrene som armeringsmateriale i et byggemateriale.

Det plastfiberarmerede byggemateriale ifølge opfindelsen er ejendommeligt ved, at plastfibrene er fremstillet ved strækning af det tyndest mulige plastfoliemateriale i forholdet mindst 1:15 til opnåelse af en folietykkelse på 10-50 μ, fortrinsvis ca. 30 μ, opsplitning af materialet, eventuelt efter en varmestabilisering af dette, ved hjælp af en hurtigt roterende kniv- eller nålevalse til opnåelse af fiberfilamenter fra ca. 2 til ca. 35 denier, og overskæring af fiberfilamenterne i fibre med længde i intervallet 5-25 mm, fortrinsvis 12-15 mm, og at fibrene har en trækstyrke på 4000-6000 kp/cm2, et E-modul på 7,0- 10,0 x 104kp/cm2 og en brudforlængelse på maksimalt 8¾.

20

Fibrene, der indgår i det plastfiberarmerede byggemateriale ifølge opfindelsen, frembringer som følge af deres høje trækstyrke, deres meget ringe brudforlængelse og deres overordentlig gode forankring langs hele fiberoverfladen en hidtil ikke opnået høj armeringseffekt, som opnås endog ved betydelige deformationer af det fiberarmerede cementmateriale .

Opdeling af et plastfoliemateriale ved hjælp af kniv- eller nålevalser er som sådan kendt, men det er ikke kendt at anvende ikke-glat- 30 te fibre med ujævnt tværmål og de ovenfor angivne dimensioner og egenskaber som plastfiberarmering i et byggemateriale, og årsagen hertil skal nok søges i, at de her omhandlede plastfibre som følge af deres særlige beskaffenhed er betydeligt vanskeligere at fordele i et cementmateriale end tilfældet er for de hidtil benyttede plast-35 fibermaterialer.

I en udførelsesform for opfindelsen indeholder byggematerialet derfor et fiberdispergerende middel.

40 Opfindelsen angår endvidere en fremgangsmåde til fremstilling af det omhandlede byggemateriale, ved hvilken fremgangsmåde en grundmasse t*9746 6 eller matrix af et hydraulisk bindemiddel, fortrinsvis portlandcement, blandes med bøjelige plastfibre af polyolefintypen, der er fremstillet ved hjælp af strækning og fibrillering af et ekstruderet plast-foliemateriale.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen er ejendommelig ved, at der anven-5 des plastfibre, som fremstilles ved strækning af det tyndest mulige plastfoliemateriale i forholdet mindst ca. 1:15 til opnåelse af en folietykkelse på 10-50μ, fortrinsvis ca. 30μ, opsplitning af materialet, eventuelt efter en varmestabilisering af dette, ved hjælp af en hurtigt roterende kniv- eller nålevalse til opnåelse af fiberfilamenter fra ca. 2 til ca. 35 denier, og overskæring af fiberfilamenterne i fibre med længde i intervallet 5-25 mm, fortrinsvis 12-15 mm, og at fibrene i en mængde på indtil ca. 20 volumen* af grundmassen dispergeres i bindemidlet, der foreligger i form af en viskos blanding af cement og vand.

15

Ved opsplitningen af det til umiddelbart før brudgrænsen strakte plastfoliemateriale ved hjælp af kniv- eller nålevalsen opsplittes plastfolien i små strimler og enheder med noget varierende bredde, normalt mel-2Q Ion 3 og 7 gange plastfoliens tykkelse. (Et tværsnit gennem et sådant fiberbundt er vist i tegningens fig. 2.) Det er ved opsplitningen væsentligt, at der her sker en opskæring, som ikke følger de naturligt forekommende svageste flader i materialet. Ved opskæringen gennemskæres plastfolien med en vis grad af vilkårlighed og ofte i retninger, som afviger noget fra 25 strækningsretningen, hvilket sker som følge af, at banen, når den rammes og gennemskæres af snart den ene og snart den anden nål eller kniv, bliver sat i sideværts svingninger i sit eget plan. Resultatet heraf bliver, at der ofte forekommer overskæring af materialets stærke sener eller årer, hvilket medfører en vis opflosning af snitfladerne, og at 30 den enkelte fibers tværmål kommer til at variere i længderetningen. (Begge disse forhold fremgår af tegningens fig. 3 og 4.) Overalt på snitfladerne ses de fine fibriller og opflosningen, og det fremgår også, at de to snitflader ikke er ganske parallelle, som det er tilfældet for den naturligt opsplittede strækfolie, men at de forløber vilkårligt 25 ind og ud for den enkelte fibers vedkommende. Ved hjælp af disse former for ujævnhed opnås den særlig gode forankring og mekanisk fastlåsning af fibrene i byggematerialet ifølge opfindelsen.

149746 7

Som følge af fibrenes kantflossede og ujævne karakter og de mange vedhængende og meget tynde fibriller er de omhandlede fibre meget vanskelige at få fra hinanden og at få jævnt fordelt i matrixmaterialet. Til opnåelse af den fornødne dispergering af fibrene sker iblandingen 5 derfor i en ren portlandcementmatrix, når der skal fremstilles et asbestcementlignende materiale. Hertil skal fiberlængden være fra ca. 5 til ca. 25 mm.

Forsøg på at dispergere plastfibrene i vand, således som det normalt er tilfældet ved dispergering af asbestfibre med henblik på fremstilling af asbestcement, eller som det normalt er tilfældet for cellu= losefibre, som har været anvendt som erstatning for asbestfibre, lykkes ikke. Jo mere der røres, jo mere filtrer fibrene sammen. Ved anvendelse af en viskos væske har det imidlértid overraskende vist sig, at dispergeringen!kan gennemføres ganske let.

I en udførelsesform for fremgangsmåden ifølge opfindelsen foretages blandingen af plastfibrene med bindemiddelgrundmassen under tilsætning af et dispergeringsmiddel, og fibrene kan blandes med en mindre del af bindemidlet før den endelige fordeling i grundmassen.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen kan yderligere omfatte iblanding af modificerende fibre, fortrinsvis cellulosefibre, i bindemiddelgrundmassen.

25 Sådanne fibre, såkaldte bærefibre, som eksempelvis kan være asbestfibre, cellulosefibre, fine mineralulds fibre,- særlig fine polyolefinfibre eller lignende, kan i passende mængde i kraft' af deres meget store specifikke overflade sikre en jævn fordeling af cementpartiklerne i det komplicerede git-tersystem, som plastfibrene danner, og når vandoverskuddet senere suges bort under materialets formning og støbning, danner bærefibrene et filter, som hindrer, at cementpartiklerne trækkes væk fra plastfibrenes overflade.

Endelig angår opfindelsen plastfibre af polyolefintypen, fortrinsvis 35 polypropylen, som middel til fremstilling af byggematerialét, hvilke plastfibre er ejendommelige ved, at de er fremstillet ved trækning af det tyndest mulige plastfoliemateriale i forholdet mindst ca.

1:15 til opnåelse af en folietykkelse på 10-50μ, fortrinsvis ca.

30μ, opsplitning af materialet, eventuelt efter en varmestabilise-40 ring af dette, ved hjælp af en hurtigt roterende kniv- eller nåle- U9746 8 valse til opnåelse af fiberfilamenter fra ca. 2 til 35 denier, og overskæring af fiberfilamenterne i fibre med længde i intervallet 5-25 mm, fortrinsvis 12-15 mm, og at fibrene har en trækstyrke på 4000-6000 kp/ cm2, et E-modul på 7,0-10,0 x 1θ4 kp/cm2 og en brud-5 forlængelse på maksimalt 8%.

Det har vist sig, at fibrene ifølge opfindelsen som følge af deres faste forankring i cementen er i stand til at optage den fulde trækbelastning, når cementen giver op herfor, og at de samtidig som følge IQ af forskydningsspændinger langs fiberoverfladen kan gennemtvinge en så ekstraordinær fin fordeling af mikroevner, at det hærdede materiale kommer til at fungere som et homogent énkomponentmateriale helt ud til en total brudforlængelse, som kan være 10-100 gange så stor som tilfældet er for det uarmerede matrixmateriale, hvilken brudfor-længelse man ikke har kunnet opnå med de hidtil kendte fiberarmerede byggematerialer. Plastfibrene ifølge opfindelsen er således fortrinsvis karakteriseret ved, at de har over deres længde varierende tværsnits form; en ru overflade, f.eks. frembragt ved behandling med et uorganisk, finkornet materiale, såsom sandblæsning eller opkradsning ved slibning, 2g °? mange fibriller udragende fra fiberoverfladen.

Opfindelsen forklares nærmere med henvisning til tegningen, hvorpå fig. 1 viser et mikrofoto af polypropylenfibergarn til betonarmering, 2^ fremstillet af strakt og snoet plastbånd, ca. 12.000 denier (1,3 g/m), længde 75 mm (forstørrelsesgrad f = 1,9 x) , fig. 2 et mikrofoto af et tværsnit gennem nålevalseopsplittede poly= propylenfibre med tykkelse ca. 30 μ og middelbredde ca. 140 μ 20 til anvendelse ifølge opfindelsen (f = 130 x), fig. 3 et mikrofoto af nålevalseopsplittede polypropylenfibre (f = 100 x), 35 fig. 4 et mikrofoto af nålevalseopsplittede polypropylenfibre i lighed med fig. 3, men visende tydeligere fibrenes opflossede snit-kanter og enkelte steder også fiberbreddens variation (f = 100 x), og 9 149746 fig 5, spændings/tøjningsdiagrammer med arbejdskurver optegnet på grundlag af bøjningsforsøg med 3 forskellige cementbundne materialer.

5 De i figur 5 viste kurver er under bøjningsforsøgene direkte optegnet på en såkaldt to-pens xy-skriver. Bøjningsspændingen (bøjningsmomentet divideret med prøvelegemets modstandsmoment) er afsat efter ordinaten, og abscissen angiver kanttøjningerne ε og

-C

_i henholdsvis tryksiden og træksiden målt direkte med elektriske 10 strain gauges pålimet på prøvelegemets yderflader, således som skitseret i fig. 5/III.

Matrixmaterialet er det samme i alle tre helt ens udseende prøvelegemer og nærmere betegnet en almindelig cementmørtel med vægtblandings-15 forholdet cement/sand = 1/2 og vandcementtallet 0,45. Det til optegning af kurven vist i fig. 5/1 benyttede prøvelegeme er den rene cement-mørtelmatrix uden fibre. Det fremgår, at prøvelegemet består af et udpræget skørt materiale med en meget ringe brudtøjning, nemlig kun ca. 0,02%. De til optegning af kurverne vist i fig. 5/II og 5/III benyttede prø-20 velegemer er begge armeret med tre volumenprocent polypropylenfibre.

I det ene tilfælde (fig· VH)blev der benyttet armeringsfibre i form af den sædvanlige type plast-fibre med forholdsvis lav trækstyrke, lavt E-modul samt glat overflade, medens der i det andet tilfælde (fig. 5/ΙΓΙ) blev benyttet et prøvelegeme fremstillet af et plastfiberarmeret byg-25 gemateriale ifølge opfindelsen, d.v.s. en armering med særlige plastfibre med høj trækstyrke, højt E-modul og speciel overfladekonfiguration, som anvendes ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, og som får en stærkt forbedret forankring ved indstøbning i en cementmatrix sammenlignet med de sædvanligt benyttede glatte fibre.

30

Det ses af arbejdskurven i fig. 5/II,· at de indblandede glatte fibre har forøget materialets bøjningsstyrke i et omfang på ca. 30%, men at der stadig er tale om et udpræget skørt materiale med en næsten retliniet arbejdskurve op til toppunktet og med en ringe brudtøjning, som kun 35 andrager 0,03 - 0,04%. Så snart den første revne opstår i træksiden af prøvelegemet, begynder fibrene at glide i materialet, og den dannede revne åbner sig yderligere ved fortsat bøjning af prøvelegemet. Fibrene er således ikke forankret tilstrækkeligt godt til at kunne gennemtvinge en revnefordeling.

Claims (9)

149746 ίο Arbejdskurven ± fig. 5/HI for. prøvelegemet fremstillet af' et plastfiberarmeret byggemateriale ifølge opfindelsen viser derimod et ideelt samarbejde mellem materialekomponenterne hele vejen op til kurvens toppunkt, hvor den første synlige revne opstår. Som følge af fibrenes 5 særlige overfladekonfiguration opnås en langt bedre forankring i ma- trixmaterialet omkring og langs hele deres overflade end man hidtil har kunnet opnå med de kendte glatte fibre, og som følge af fibrenes specielle materialeegenskaber bliver det muligt at opnå et jævnt fordelt, usynligt netværk af mikrorevner i trækzonen hele vejen op til 10 arbejdskurvens toppunkt ved en brudforlængelse ε.^ på knap 0,4%. Det fiberarmerede materiale ifølge opfindelsen har således fuldstændig skiftet karakter sammenlignet med det materiale, hvis arbejdskurve er vist i fig. 5/II. Det plastfiberarmerede byggemateriale ifølge opfindelsen er således et udpræget sejt materiale med en brudforlængelse, 15 som er 18-20 gange så stor som den brudforlængelse, der kan måles for den tilsvarende uarmerede cementmørtel. Patentkrav. 20

1. Plastfiberarmeret byggemateriale omfattende en grundmasse eller matrix af et hydraulisk bindemiddel, fortrinsvis portlandcement, og bøjelige plastfibre af polyolefintypen, fortrinsvis polypropylen, der er fremstillet ved hjælp af strækning og fibrillering af et ekstruderet plastfoliemateriale, kendetegnet ved, at plast- 25 fibrene er fremstillet ved (a) strækning af det tyndest mulige plastfoliemateriale i forholdet mindst ca. 1:15 til opnåelse af en folietykkelse på 10-50μ, fortrinsvis ca, 30μ, (b) opsplitning af materialet, eventuelt efter en varmestabilisering af dette, ved hjælp 30 af en hurtigt rotere.de k.iu- eller .dievalue til op.delee af fiber-filamenter fra ca. 2 til ca. 3 5 denier, og (c) overskæring af fiberfilamenterne i fibre med længde i intervallet 5-25 mm, fortrins-- vis 12-15 mm, og at fibrene har en trækstyrke på 4000-6000 kp/cm1 2, et E-modul på 7,0-10,0 x 104 kp/ cm1og en brudforlængelse på maksimalt 8¾. 35 Byggemateriale ifølge krav 1,kendetegnet ved. at 2 plastfibrene er polyPr°Pylenfibre· 149746

3. Byggemateriale ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at det indeholder et fiberdispergerende middel.

4. Byggemateriale ifølge krav 1, 2 eller 3, kendetegnet 5 ved, at det indeholder uorganiske mineralfibre.

5. Byggemateriale ifølge krav 1, 2 eller 3, kendetegnet ved, at det indeholder cellulosefibre.

6. Fremgangsmåde til fremstilling af et byggemateriale ifølge krav 1, ved hvilken fremgangsmåde en grundmasse eller matrix af et hydraulisk bindemiddel, fortrinsvis portlandcement, blandes med bøjelige plastfibre af polyolefintypen, fortrinsvis polypropylen, der er fremstillet ved hjælp af strækning og fibrillering af et ekstruderet plastfoliemateriale, kendetegnet ved, at der anvendes plastfibre, som fremstilles ved strækning af det tyndest mulige plastfoliemateriale i forholdet mindst ca. 1:15 til opnåelse af en folietykkelse på 10-50μ, fortrinsvis ca. 30μ, opsplitning af materialet, eventuelt efter en varmestabilisering af dette, ved hjælp af en hurtigt roterende kniv- eller nålevalse til opnåelse af fiberfi- 20 lamenter fra ca. 2 til ca. 35 denier, og overskæring af fiberfilamenterne i fibre med længde i intervallet 5-25 mm, fortrinsvis 12-15 mm, og åt fibrene i en mængde på indtil ca. 20 volumen% af grundmassen dispergeres i bindemidlet, der foreligger i form af en viskos 25 blanding af cement og vand.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 6, kendetegnet ved, at blandingen af plastfibrene med bindemiddelgrundmassen foretages under tilsætning af et dispergeringsmiddel.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 6 eller 7, kendetegnet ved, at fibrene blandes med en mindre del af bindemidlet før den endelige fordeling i grundmassen.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 6, 7 eller 8, kendetegnet ved, 35 at den yderligere omfatter iblanding af modificerende fibre, fortrinsvis cellulosefibre, i bindemiddelgrundmassen.