DK143380B - Elektrodekedel med automatisk styring til luftkonditioneringsanlaeg - Google Patents

Description

É| (12) FREMLÆGGELSESSKRIFT ου 143380 B

(19) DANMARK

DIREKTORATET FOR PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET

(21) Ansøgning nr. QkC/'jH· (51) IntCI.* H 05 B 1/02 (22) Indleveringsdag 18. føb. 1974 ^ ^ ^ 6/10 (24) Løbedag 18. feb. 1974 (41) Aim. tilgængelig 17, aug. 1974 (44) Fremlagt 10. aug. 1981 (86) International ansøgning nr. -(86) International indleveringedag -(85) Videreførelsesdag -(62) Stamansøgning nr. -

(30) Prioritet 16. feb. 1973, 7835/73, GB 3- aug. 1973, 36934/73, GB 4. feb. 1974, 7835/73, GB 4. feb. 1974, 36934/73, GB

(71) Ansøger RAYMOND HERBERT EATON-WILLIAMS, SevenoatCB, GB.

(72) Opfinder Samme.

(74) Fuldmægtig ingeniørfirmaet Budde, Schou & Co.

(54) Elektrodekedel med automatisk styring til luftkondItIone= ringsanlæg.

Opfindelsen angår en elektrodekedel til drift under i hovedsagen atmosfærisk tryk i et luftkonditioneringsanlæg af den i krav l's indledning angivne art.

En sådan elektrodekedel kendes fra GB-patentskrift nr. 1.139.911.

Så vidt det har været muligt at konstatere, er det styreudstyr, der kendes fra GB-PS 1.139.911, enestående ved at være det første af sin art, hvori både tilførselsventilen ·. og aftapningsventilen udelukkende styres af forskellige niveauet i elektrodestrømmen, og det udgjorde således et vigtigt fremskridt inden for denne teknik. Inden dette udstyr blev kendt, 2 143380 var det almindeligt at undersøge vandet, og derefter indstille kedlens styreudstyr svarende til vandets målte egenskaber. Herved opstod imidlertid vanskeligheder, når kedler skulle leveres til steder, hvor vandets indhold af forureninger var forskelligt, og selv om der var foretaget en justering under hensyntagen til den forventede vandkvalitet, var det hele omsonst, dersom vandet ændrede sig med tiden, hvad der ikke sjældent var tilfældet.

Med den kedel, der kendes fra GB-PS 1.139.911, var det ikke længere nødvendigt at foretage den nævnte undersøgelse af vandet og justering af styreudstyret, men dersom mængden af forureninger i det tilførte vand er stor, vil den normale elektrodestrøm allerede være nået, når kedlen kun er delvis fyldt, og kedlen vil fortsætte med at fungere i denne tilstand, der medfører, at strømtætheden ved de nedsænkede dele af elektroderne er alt for høj og fører til hurtig belægning af disse dele af elektroderne med en "skorpe". Dersom på den anden side der kun er en ringe mængde forurening i det tilførte vand, kan det ske, at den normale elektrodestrøm ikke kan nås, før kedlen er fuld, og i så fald vil kedlen blive overfyldt og slippe vand ud i luftkonditioneringsanlægget med katastrofale følger.

En anden ulempe ved det udstyr, der kendes fra GB-PS 1.139.911, skyldes, at eftersom styringsfunktionerne udføres ved forud bestemte strømniveauer, skal udstyret arbejde i gentagne funktionscykler, f.eks. den cyklus,der omfatter tilførsel, aftapning og derefter kogning, således som det er omtalt i det nævnte skrift. Ved afslutningen af tilførselsforløbet vil forureningsniveauet i kedelvandet være blevet formindsket til en meget lav værdi af det ny-tilførte vand, hvorfor det med henblik på at bortskaffe en bestemt mængde forurening er nødvendigt at aftappe en forholdsvis stor vandmængde. Dette vand er imidlertid allerede blevet opvarmet til kogepunktet, hvorfor en sådan aftapning indebærer et forholdsvis stort energitab. Dette var ikke af primær betydning på det tidspunkt, da den i GB-PS 1.139.911 omhandlede kedel blev opfundet, men er nu af meget stor vigtighed.

3 143300

Overfyldningen af kedlen kan selvsagt let forhindres ved den nærliggende foranstaltning at forsyne den med et niveau-føleorgan, som lukker for tilførslen af vand,når den højeste tilladelige vandstand er nået, men i øvrigt lade styringen foregå som før ved hjælp af elektrodestrømmen. Dette blev faktisk forsøgt, men kedlen udviste vedblivende alle de øvrige fejl, der er omtalt ovenfor. Por at undgå alle manglerne ved det fra GB-PS 1.139.911 kendte udstyr frigøres ifølge opfindelsen tilførselsventilen fuldstændigt fra at blive styret af elektrodestrømmen, og der indføres i stedet for en vandstandsstyring ved hjælp af en yderligere niveaufølende elektrode, som ikke påvirkes af strømmen gennem koge-elektroderne, således som det fremgår af krav 1's kendetegnende del.

Det vil være indlysende, at denne foranstaltning forhindrer overfyldning. Herudover forhindres kedlen i at arbejde i den nævnte delvis fyldte tilstand, idet den ifølge opfindelsen inførte vandstandsstyring altid sikrer, at kedlen er fyldt til det forud bestemte niveau. Da den af koge-elektrodestrømmen bestemte styring åbner aftapningsventilen, når koge-elektrodestrøm-men når op på en forud bestemt maksimalværdi, og lukker aftapningsventilen, når koge-elektrodestrømmen falder til en lavere forud bestemt værdi, vil denne styring automatisk tilpasse åbningspunktet for aftapningsventilen og aftapningsforløbets varighed efter de drifsbetingelser, der er indført af vandsfandsstyreelektroden. Således vil vandstandsstyringen, selv om den selv fungerer helt uafhængigt, påvirke styringen fra koge-elektrode-strømmen, og det vil således kunne indses, at de således opnåede og særdeles hensigtsmæssige driftsegenskaber ved kedlen kun k2jn opnås, når dennes styreorganer omfatter kombinationen af uafhængige niveaustyreorganer for vandtilførselsventilen og en af koge--elektrodestrømmen bestemt styring af aftapningsventilen.

Da kedlen altid holdes helt fyldt, vil elektroderne altid være i hovedsagen fuldt dækket af vand, så at den nævnte skorpedannelse formindskes til en meget lille værdi.

Det er muligt allerede på fabrikken at justere kedlens styreorganer på en sådan måde, at dens normale drift er sikret ved anvendelse af vand med en forureningsgrad, der er højere end hvad der kan forventes af vand fra et hvilket som helst vandværk.

4 143380 Når kogeelektrodestrømmen stiger til et punkt, hvor aftapningsventilen åbnes, vil kedelvandets forureningsgrad være maksimal, og en given mængde forureningsmateriale kan bortskaffes med en minimal vandmængde, så at det uundgåelige energispild er formindsket til et minimum, og kedlens driftsvirkningsgrad er maksimal.

Opfindelsen vil i det følgende blive forklaret under henvisning til de på tegningen viste foretrukne udførelsesformer, idet fig. 1 skematisk viser en udførelsesform for kedlen ifølge opfindelsen, fig. 2 viser en alternativ udformning af tilførsels- og aftapningsledningerne for den i fig. 1 viste kedel, fig. 3 er et koblingsskema for et elektronisk styrekredsløb, for kedlen ifølge fig. 1 eller 2, og fig. 4 er en grafisk fremstilling af kedlens drift.

Den i fig. 1 viste elektrodekedel omfatter en beholder 11, som passende kan være fremstillet af formstof, idet beholderen i almindelighed er udformet på en så billig måde, at når beholderen er blevet kraftigt forurenet med fast stof, kan den kasseres i stedet for at blive demonteret og renset. Den støbte beholder omfatter gennemføringsbøsninger 12 og 13, som bærer elektroder 14 og 15 (vist i afbrudt streg) inden i kedlen, og ved deres øvre ende har tilsvarende elektriske terminaler 14a henholdsvis 15a. Disse elektroder er for nemheds skyld vist som cylindre, men de kan f.eks. bestå af oprullet eller på anden måde formet metaltrådnet, og kan være udformet på en hvilken som helst ønsket måde med henblik på opnåelse af specielle kedel--karakteristikker. Der er kun vist to elektroder, som er indrettet til at anvendes med en enfaset vekselstrømforsyning, men der kan anbringes flere elektroder med henblik på at forbinde kedlen til et flerfasenet. Kedlen kan være af en hvilken som helst størrelse, men en bekvem størrelse for et stort anvendelsesområde kan indeholde ca. 6 liter vand og et "kogerum" over vandet. Øverst på beholderen er der et påstøbt rør 16, gennem hvilket dampen udlades ved i hovedsagen atmosfærisk tryk med henblik på anvendelse i et luftkonditioneringsanlæg. Dersom imidlertid kedlens dampudløb er forbundet med en dampslange eller med en kanal, hvorigennem en ventilator blæser luft, kan det være, at dampudløbets tryk afviger en smule fra atmosfæretrykket.

143380 5

Vandet leveres til kedlen gennem et tilførselsrør 17, som fører til en si 18, hvorfra vandet strømmer gennem en strømnings-regulator 19. Denne kan passende udgøres afeh'af de automatiske strømnings- eller trykregulatorer, som findes på markedet. Pra strømningsregulatoren 19 strømmer vandet til en elektrisk styret tilførselsventil 20, som aktiveres af en elektromagnet 21. Herfra passerer vandet gennem et rør 22 til den ene gren på et T-stykke 23, som er fastgjort til beholderen 11's bund. T-stykkets anden gren danner et udløb, og dette er forbundet med en elektrisk styret af-tapningsventil 24, som aktiveres af en elektromagnet 25. Det vand, som passerer igennem ventilen 24, strømmer videre gennem et af* tapningsrør 26.

Med henblik på at holde vandniveauet i kedlen i hovedsagen konstant ved det med 28 viste niveau, er der i beholderen 11 anbragt en niveauføleelektrode 27. Niveauføleelektroden er forbundet med et niveau-føleorgan 29, som i sin tur aktiverer elektromagneten 21 ved hjælp af den i afbrudt streg antydede forbindelse 30.

Det vil kunne indses, at det er nødvendigt at indbygge en eller anden form for "hysterese" i niveauføleorganet 29 for at forhindre det i at åbne og lukke tilførselsventilen i kort på hinanden følgende tempi. Indretningen kan f.eks. gøres gådan, at tilførselsventilen ikke lukkes, før vandnivauet er steget et forudbestemt stykke over niveauføleelektrodens nederste del, eller at når vandet synker under niveauføleelektrodens nederste del, vil niveauføleorganet ikke træde i virksomhed, før vandet er faldet et forudbestemt stykke under dette niveau.

Kedelelektroden 15 er direkte forbundet med strømforsyningens nulleder 31, medens elektroden 14 er forbundet med strømforsyningens faseleder 33 gennem et strømføleorgan 32. Strømføleorganet kunne f.eks. udgøres af en modstand med organer til at afføle spændingsfaldet over den, men det foretrækkes at anvende en strømtransformator, således som det skal forklares nærmere nedenfor. Efterhånden som vandet kontinuerligt koges bort fra kedlen, forøges mængden af forureninger i vandet som følge af den kontinuerlige tilførsel af friskt ledningsvand. Efterhånden som forureningsgraden stiger, falder vandets 6 143380 elektriske modstand, og elektrodestrømmen stiger. Når strømmen er steget til den maksimalt tilladelige værdi, aktiverer strømføleorganet 32 elektromagneten 25 gennem en med afbrudt streg vist ledning 34 til at åbne aftapningsventilen 24, hvorved noget af vandet i kedlen får lejlighed til at strømme bort. Medens vandet strømmer ud, falder elektrodestrømmen, og når den er faldet til en forud bestemt nedre grænse, bliver elektromagneten 25 strømløs, og aftapningsventilen 24 lukkes.

Fig. 2 viser en alternativ anbringelse af tilførsels- og aftapningsrørene. Som i fig. 1 forsynes kedlen med vand gennem et tilførselsrør, en si, en strømningsregulator og en elektromagnetstyret tilførselsventil, men T-stykket ved kedlens bund er udeladt, idet røret 22 er ført op gennem kedlens bund og forsynet med en sidebøjning 35, så at det udmunder vandret i kedlen. Et aftapningsrør 36 er ført så højt op i kedlen, at det ender et godt stykke højere end tilførselsrørets niveau. Aftapningsrøret 36 er forbundet med den elektrisk styrede aftapningsventil 24, der som i fig. 1 er forbundet med aftapningsrøret 26.

Fig. 3 viser et koblingsdiagram for det i fig. 1 og 2 viste kedelanlægs styreapparat. Her ses igen kedlens beholder 11, som indeholder tre kedelelektroder 37, som er forbundet med et trefaset strømforsyningsanlæg gennem terminaler 38. Til anvendelse med et enfase--anlæg er det tilstrækkeligt med to kedelalektroder. Elektroderne er kun symbolsk vist i afbrudt streg, og det skal forstås, at de kan bestå af massive stænger eller ruller eller andre legemer af metaltrådnet, som tidligere omtalt. I serie med en af faseledningerne er der indskudt primærviklingen 39 i en strømtransformator med en sekundærvikling 40. I primærviklingen 39 induceres der en spænding, som er proportional med den gennem den pågældende elektrode flydende strøm, og denne spænding optransformeres i sekundærviklingen 40 til dannelse af en styrespænding. Den ene ende af sekundærviklingen 40 er forbundet med et punkt 41 på en fællesleder 42, samt med den ene ende af en modstand R9, hvis modsatte ende er forbundet med den ene ende på et 143380 7 potentiometer RV1, hvis modsatte ende er forbundet med sekundærviklingen 40's modsatte ende.

Beholderen 11 indeholder også en niveauføleelektrode 43, som bestemmer det omtrentlige niveau, hvortil kedlen fyldes. Dersom det antages, at kedlen til at begynde med er tom, går der ingen strøm gennem elektroderne, og niveauføleelektroden 43 er ikke neddykket i vandet. Da der i denne tilstand ikke flyder nogen elektrodestrøm, udvikles der ingen spænding over kondensatoren C5.

Potentiometeret RV1's arm er forbundet med anoden i en diode D3, hvis katode er forbundet med katoden i en Zener-diode ZD3, hvis anode er forbundet med fælleslederen 42. Fælleslederen 42 er forbundet med katoden i en yderligere Zener-diode ZD4, hvis anode gennem en modstand R27 er forbundet med niveauføleelektroden 43.

Dioden D31 s katode er forbundet med den ene klemme på en kondensator C5, hvis anden klemme er forbundet med fælleslederen 42 og med den ene klemme på en kondensator C6, hvis anden klemme gennem en modstand R14 er forbundet med anoden i en diode D4, hvis katode er forbundet med anoden i Zener-dioden ZD4. En modstand Ril er forbundet i parallel med kondensatoren C5, og en modstand R15 er forbundet i parallel med kondensatoren C6. Dioden D3's katode er også forbundet til den ene ende af en modstand RI6, hvis anden ende er forbundet med den inverterende indgang i en integreret kreds IC1. Kondensatoren C6's nævnte anden klemme er gennem en modstand R16a, som er udformet ens med modstanden R16, forbundet med den inverterende indgang i en yderligere integreret kreds IC2. ICl's ikke-inverterende indgang er gennem en modstand R13 forbundet med anoden i en diode D5, hvis katode er forbundet med ICl's udgangsklemme. IC2's ikke-inverterende indgang er gennem en modstand R18 forbundet med katoden i en diode D6, hvis anode er forbundet med IC2's udgang. IC1 og IC2 bruges begge som spændingsniveaufølere med hysterese, idet IC1 afføler den over kondensatoren C5 udviklede positive spænding, og IC2 afføler den over kondensatoren C6 udviklede negative spænding.

ICl's udgang er gennem en modstand R19 forbundet med basis i en pnp-transistor TRI, hvis emitter er forbundet med fælleslederen 42. Mellem TRI's basis og fællesledningen 42 er der forbundet en modstand R20. TRI's kollektor er forbundet med anoden i en diode D8, hvis katode gennem en modstand R22 er forbundet med IC2's udgang. Mellem TRI's emitter og kollektor er der forbundet en modstand R23.

TRl's kollektor er endvidere forbundet med portelektroden i et portorgan (port-ensretter) GRl, hvis ene hovedklemme er forbundet med fælleslederen 42, og hvis anden hovedklemme er forbundet med til- 8 H33C0 førselsventilens elektromagnet 21. En modstand R24 og en kondensator C7 er forbundet i serie mellem GRl's to hovedklemmer. ICl's udgang er gennem en modstand R21 forbundet med katoden i en diode D7, hvis anode er forbundet med portelektroden i et yderligere portorgan (port--ensretter) GR2, hvis ene hovedklemme er forbundet med fælleslederen 42, og hvis anden hovedklemme er forbundet med aftapningsventilen 24's elektromagnet 25. En modstand R25 og en kondensator C8 er forbundet mellem GR2's hovedklemmer.

De modsatte ender af tilførselsventilens og aftapningsventilens elektromagneter er forbundet med en faseterminal 44 i en enfaset strømforsyning med en nulleder 45. En enfase-transformators primsrvikling 46 er forbundet med forsyningsterminalerne 44 og 45. Sekundærviklingen har et midterudtag 47, som er forbundet med fælleslederen 42. Ved hjælp af modstande Ri og R2, dioder Dl og D2, kondensatorer Cl, C2, C3 og C4 og modstande R3 og R4 er der tilvejebragt en forsyningskreds for ensrettet og udglattet lavspænding, idet kondensatorerne Cl og C3 har en forholdsvis lav kapacitet, såsom 0,1 pF, og kondensatorerne C2 og C4 er udglatningskondensatorer med høj kapacitet, f.eks. 500 pF. Zener-dioderne ZDl og ZD2 stabiliserer spændingen i forsyningskredsens to halvdele. Forsyningskredsene ydre poler er forbundet med de tilsvarende strømforsyningsklemmer på iCl og IC2, og der er over hver halvdel af forsyningskredsen forbundet en spændingsleder, som består af modstande R5 og R6 i serie, henholdsvis modstande R7 og R8 i serie. Forbindelsespunktet mellem R5 og R6 er forbundet ned ICl's ikke-inverterende indgang, og forbindelsespunktet mellem R7 og R8 er forbundet med iC2's ikke-inverterende indgang.

Det antages nu, at kedlen til at begynde med er tom, så at der ikke går nogen strøm i elektroderne, og niveauføleelektroden 43 ikke er neddykket i vandet. I denne tilstand - da elektrodestrømmen er lig med nul - opbygges der ingen spænding over kondensatoren C5, og ICl's inverterende indgang er på neutralt potentiale. ICl's ikke--inverterende indgang holdes på et tærskel-potentiale, som bestemmes af spændingsdeleren R5-R6 og hysteresekredsen R11-C5. I denne tilstand er ICl's udgang mættet positiv, og D7 er forspændt bagud, så at der ikke løber nogen portstrøm i GR2. GR 2 er derfor lukket (afbrudt) og aftapningsventilen 24 er lukket.

Da niveauføleelektroden 43 ikke er neddykket, opbygges der ingen spænding over kondensatoren C6, hvorfor IC2's inverterende indgang er på neutralt potentiale, medens den ikke-inverterende indgang holdes på et tærskel-potentiale, som bestemmes af spændingsdeleren 1; λ ί) λ r, Η Ο \J sj S.· 9 R7-R8. I denne tilstand er IC2's udgang mættet negativ, dioden D8 har spænding i sin strømretning, og der flyder portstrøm i GR1. GR1 er derfor åben (sluttet), og tilførselsventilen 20 er åben.

Vandet fylder efterhånden beholderen 11 i den af strømningsregulatoren 19 tilladte hastighed, og efterhånden som elektroderne kommer dybere i vandet, flyder der en stadigt stigende elektrodestrøm, så at vandet bliver opvarmet. Efter en tid stiger vandstanden til det punkt, hvor vandets overflade berører niveauføleelektroden 43, hvorved strømmen forløber gennem vandet fra kedelelektroderne 37 gennem R27 til ZD4, så at der over ZD4 optræder negative halvbølgeimpulser, hvis amplitude er lig med ZD4's Zener-spænding. Disse negative impulser oplader kondensatoren C6 gennem D4 og R14. Efter et kort tidsrum, afhængigt af denne kreds' tidskonstant - typisk mellem fem og femten sekunder - overstiger spændingen over C6, som påtrykkes IC2's inverterende indgang, den til IC2's ikke-inverterende indgang påtrykte tærskelspænding. Herved skifter IC2's udgang til mættet positiv, portstrømmen til GR1 afskæres, og tilførselsventilen 20 får lov til at lukke.

På grund af forsinkelsen mellem det tidspunkt, da vandet først berørte føleelektroden,. og det tidspunkt, hvorved tilførselsventilen lukker, hvilken forsinkelse fremkommer som følge af R14-C6-R15's tidskonstant, vil vandstanden i beholderen 11 have tid at stige en smule over den vandstand, ved hvilken føleelektroden først kom i berøring med vandet. Vandet i beholderen koger nu bort i en tid, indtil vandniveauet ‘ falder under føleelektrodens nederste overflade, hvorefter C6 aflades gennem Rl5, og IC2's udgang igen skifter over til mættet negativ, så at den åbner tilførselsventilen 20. Dette hændelsesforløb fortsætter, så at vandstanden i beholderen 11 holdes i hovedsagen konstant ved eller nær ved det af niveauføleelektroden bestemte niveau. Parametrene for kedelelektroderne m.v. er valgt således, at under disse første tilførsels-cyklusser efter tilslutningen vil elektrodestrømmen ikke stige til den forud bestemte maksimale værdi. Efter et antal cyklusser med påfyldning og afkogning vil imidlertid koncentrationen af opløste salte og mineralpartikler i vandet stige gradvis, og som følge heraf stiger elektrodestrømmen, indtil den til sidst når op til den maksimale driftsværdi, svarende til den tærskelværdi, som er blevet indstillet på forhånd ved hjælp af RV1. Når dette indtræffer, stiger spændingen over kondensatoren C5 til og over tærskelværdien for omstyringen af IC1, og ICl's udgang skifter til mættet negativ. Dette giver D7 spænding i dens strømretning, og tillader derved portstrøm at flyde til GR2, så at aftapningsventilen 24 1/ Λ Λ Λ Λ s- Ο Ο υ υ 10 åbnes. På samme tid forspændes transistoren TRl's basis negativt på grund af strøm gennem R19, og TRl bliver mættet "åben", hvorved den effektivt kortslutter GRl's port og forhindrer aktivering af tilførselsventilen 20, medens aftapningsventilen 24 er åben. Disse arrangementer tillader vandet af løbe ud fra kedelbeholderen, indtil vandstanden synker til et forud bestemt niveau, som f.eks. kan svare til 75% af den normale højde, så at elektrodestrømmen falder til ca. 75% af sin maksimale værdi, uden at tilførselsventilen 20 får lejlighed til at åbne. Den helt nøjagtige aftapningsdybde bestemmes af hysterese-kredsen R12-R13, som tilbagestiller IC1 til tærskelniveauet. Når i denne tilstand aftapningsventilen 24 til sidst lukker ved ca. 75% af normal elektrodestrøm, slukkes den hæmmende transistor TRI og tillader derved igen normal drift af tilførselsventilen 20.

Det aftappede vand til have et stort indhold af opløste og opslæmmede mineraler, og erstattes af tilført frisk vand med et lavere mineralindhold, og på denne måde formindskes mineralindholdet i vandet i kedlen.

Dersom elektrodestrømmen ikke når op til den maksimale værdi efter den næste koge-cyklus, vil der ikke indtræde en yderligere aftapningsoperation. Imidlertid vil elektrodestrømmen på grund af den fortsatte stigning i mineral-indholdet i kedlen under de successive afkognings-cyklusser, igen komme op på den maksimale værdi under en efterfølgende koge-cyklus, hvorved der igen indtræder en aftapningsoperation.

Det vand, som aftappes fra kedlen, er forinden blevet opvarmet til kogepunktet, og aftapningen indebærer således et vist energispild. Det er ønskeligt at formindske dette til et minimum.

Ved anvendelse af styreapparaturet ifølge opfindelsen er det muligt . på forhånd at afgøre den maksimalt tilladelige forureningsgrad, og at finde frem til den udformning af elektroderne, som giver den ønskede damp-produktion ved denne forureningsgrad. Allerede ved fremstillingen kan styreapparaturets komponenter udvælges og styreapparaturet justeres, så at det automatisk vil tillade forureningen af kedelvandet til at stige til det forud bestemte maksimum og opretholde den i hovedsagen ved denne værdi ved at aftappe et kvantum vand fra kedlen, når det er nødvendigt. Vandet fortsætter med at koge under aftapningen, og påfyldningshastigheden er tilstrækkeligt lav til at tillade, at kogningen fortsætter.

Pig. 4 viser en kurve, der repræsenterer arbejdsforløbet for ep kedel med styregrej ifølge opfindelsen· Kurven er tegnet med tiden 11 1 f *> η η η

Η ν’ si V 'J

som vandret akse, idet den lodrette akse I repræsenterer elektrode-' & strømmen, hvis forud bestemte maksimalværdi er indtegnet ved hjælp af en afbrudt linie 78.

Idet der nu henvises til kurven, antages det, at kedlen til at begynde med er tom. Strømforsyningen tilsluttes, og vandstrømningen reguleres på den ønskeds· værdi ved hjælp af strømningsregulatoren 19, Vandet begynder nu at stige op i kedlen, Så snart vandet når op til elektroderne 14 og 15's nedergte ender, begynder vandet at lede den elektriske strøm, som vil stige svarende til kurvens første del 79. Efterhånden vil vandet stige til det ønskede niveau, idet strømmen stiger til punktet 80 på kurven. Denne værdi ligger et godt stykke under den forud bestemte maksimalstrøm, og elektrodestrømmen vil fortsætte med at stige langs med kurvens del 81, fordi vandets elektriske ledningsevne stiger kraftigt med stigende temperatur. Vandet i kedlen vil også udyide sig. Til sidst koger vandet ved kurvens punkt 82, og kedlen er nu i drift- Efterhånden som vandet i kedlen koger bort, medbringer det nye vandværksvand, som tilføres kontinuerligt, yderligere forureninger, så at den samlede mængde forureninger i kedelvandet stiger kontinuerligt, og strømmen stiger langsomt langs med kurvens del 83. Døt vil kunne indses, at dersom vandyærksvandet er meget rent og indeholder forholdsvis små1 mængder af forureninger., så vil stigningen langs med kurvedelen 83 vpare langsom, medens, dersom tilførselsvandet indeholder store mængder forureninger, vil kedelvandets forureningsgrad „stige hurtigt, og stigningen i den elektriske ledningsevne vil ligeledes væpe meget hurtigere- Til sidst ender kurvedelen 83 ved linien for den maksimale elektrodestrøm 78 ved punktet 84. Her modtager portorganet GR3 (portensretter) sin port-tærskelspænding og bliver ledende, så at der føres sfrøm til elektromagneten 25, som åbner aftapningsventilen 24. Herved aftappes der vand fra kedlen, og samtidigt hermed falder strømmen langs med kurvedelen 85, indtil strømmen er faldet til den forud bestemte værdi, ved hvilken elektrodestrømmen falder under det minimum under hvilket spændingen på GR2's port falder under holdeniveuet. I overensstemmelse hermed lukker (afbrydes) portorganet GR2, og aftapningsventilen 24, 25 lukkgr ved kurvepunktet 86. NU begynder nyt tilførselsvand af gen-opfylde kedlen til niveauet 27, og strømmen stiger som vist ved kurvedelen 87, indtil niveauet 27 igen er nået ved kurvepunktet 88. Ved dette punkt er strømmen selvsagt mindre end den forud bestemte maksimaistrøm, da vandets forureningsgrad er blevet formindsket, men kogningen fortsætter og forureningsgraden 12 143300 fortsætter med at stige, så at strømmen stiger langs med kurvedelen 89 til punktet 90, hvor strømmen igen er oppe på det forud bestemte maksimum 78, hvorved portorganet igen bliver ledende, så at en ny aftapningscyklus påbegyndes, som vist ved 91. Processen bliver ved med at gentage sig, som vist ved den yderligere del af kurven ved 92.

Det vil af den foregående beskrivelse fremgå, at der ved opfindelsen er anvist en kedel med en særdeles enkel automatisk styring, som til trods for sin enkle udformning favner meget vidt, hvad angår dens styremåde og dens evne til at tage hensyn til alle faktorer af betydning for driften af en sådan kedel.

• På et eller andet tidspunkt vil der indtræde en situation, hvor elektroderne er så tykt belagt med fast stof, at den elektriske modstand bliver for høj til, at den maksimale elektrodestrøm kan opnås. I denne situation vil kedlen blive ved med at arbejde uden aftapningsperioder, indtil der indtræffer et endeligt stadium, ved hvilket kedlen ikke tillader en tilstrækkelig strømgennemgang til at muliggøre en rimelig dampproduktion. Dette er det stadium, ved hvilket kedlen må renses eller fortrinsvis - dersom den er udformet billigt under anvendelsen af en forseglet formstofbeholder - kasseres' og udskiftes med en ny. Til dette formål er der selvsagt tilvejebragt hurtigt udløselige og udskiftelige forbindelser. Det vil sige, at strømforsyningsledningerne kan være indrettet til at snappes ind på elektrodernes terminaler 14a og 15a, dampudløbet 16 kan forbindes ved hjælp af en varmefast og bøjelig slange, og mellem T--stykket 62 og kedlens nederste del kan der være indskudt en hurtigkabling .