DK173106B1 - Fremgangsmåde til påføring af bindemiddel på mineraluld - Google Patents

Description

DK 173106 B1 Sædvanligvis foregår fremstillingen af mineraluldsprodukter på en sådan måde, at en mineralsmelte frembringes i et smelteanlæg, fra hvilket smelten kontinuerligt føres til et fibreringsanlæg. I fibreringsanlægget omsættes smelten i større eller mindre grad til fibre, der føres bort fra fibreringsanlægget ved en luft- eller gasstrøm til et 5 modtagerorgan i form af en perforeret transportør, på hvilken fibrene lægges som en kontinuerlig bane, medens luft- eller gasstrømmen fortsætter gennem transportøren til en udsugningsindretning til videre transport, fx et rensningsanlæg.

Råvarerne kan bestå af sten eller slagge, i hvilket tilfælde kupolovne er normalt anvendte som smelteanlæg. I det tilfælde sker fibrering ikke sjældent ved hjælp af 10 hurtigt roterende, indvendigt vandkølede stålcylindre, såkaldte spindehjul, der er indrettet til successivt at modtage smelten. Smelten føres således til ét af hjulene, fra hvilket den kastes videre til det næste hjul etc. Denne type konstruktion kaldes kaskadespindemetoden eller JM-processen (JohnsManville). Antallet af spindehjul i kaskaden er sædvanligvis mellem 2 og 4. Sjældnere forekommer der mere end fire spindehjul i ka-15 skaden.

For at opnå en højere kapacitet benyttes der undertiden parallelle fibreringsindretninger. Det er således almindeligt at benytte to identiske eller i forhold til hinanden indbyrdes spejlvendte fibreringsindretninger, der er placeret ved siden af hinanden, og mellem hvilke smelten fordeles.

20 Ved fremstilling af glasuld benytter man mere eller mindre konventionelle glasråvarer, der sædvanligvis smeltes i en kedel. I denne forbindelse er den almindeligst benyttede fibreringsmetode, at man lader smelten løbe ned i flere hule centrifuger, der roterer omkring lodrette akser. I centrifugernes kappe er der udformet hul, gennem hvilket det smeltede glas af centrifugalkraften presses ud i form af tynde stænger, så-25 kaldte primærfibre. Selve fibreringen frembringes derefter af kraftige, aksialt rettede gas- eller luftstrømme, der strømmer forbi centrifugernes kappeflader.

Selv i det tilfælde, hvor sten- eller slaggeuld fibreres, forekommer der luftstrømme omkring spindehjulene. Luftstrømmene har flere opgaver, bl.a. at føre fibrene fra selve fibreringsorganet mod opsamlingsorganet, idet fibrene, som nævnt ovenfor, 30 lægges på opsamlingsorganet, medens gas- eller luftstrømmen passerer gennem opsamlingsorganet.

I kommercielle processer til fremstifling af mineraluldsprodukter forekommer rent principielt denne luft- eller gasstrøm, i hvilken de nydannede fibre er mere eller mindre velsuspenderede, og hvilken luftstrøm bærer fibrene fra fibreringsindretningen 35 til modtagerorganet. Hvis der skal tilføres bindemiddel til mineralulden, hvilket praktisk 2 DK 173106 B1 taget altid er tilfældet, sker tilførselen i de fleste tilfælde ved, at et findelt bindemiddel tilføres denne fibersuspension. I stedet for bindemiddel eller i kombination med bindemiddel kan der i princippet også tilsættes andre midler, fx befugtningsmiddel eller støvbindingsmiddel. Ofte sker tilførselen meget tæt ved selve fibreringsorganet. Årsa· 5 gen til, at bindemidlet tilføres fibersuspensionen og ikke til den på modtagerorganet dannede, kontinuerlige bane er den, at det er vanskeligt at få bindemidlet til at trænge ind i en mineraluldsstruktur på grund af strukturens tæthed og fibrenes finhed i forhold til bindemiddeldråbemes størrelse.

Der eksisterer to i hovedsagen forskellige principper for modtagerorganets 10 funktion eller arbejde. I overensstemmelse med det ene princip, der var det oprindeligt benyttede, opbygges der på modtagerorganets transportør en færdig bane, som derefter føres videre til hærdning, afkøling, deling, udskæring, etc. I tekniske termer indebærer dette, at fladevægten, fx udtrykt i g/m2m, allerede ved den første udlægning på modtagerorganets gennemtrængelige transportør er den samme, som senere skal 15 forekomme i slutproduktet. Der eksisterer imidlertid et andet princip, som i mange tilfælde giver et bedre resultat. I overensstemmelse med dette princip opsamler man først en relativt tynd bane, en såkaldt primærbane, der derefter ved en foldningsproces i ét eller flere trin bringes til at danne en færdig bane, hvis fladevægt svarer til det færdige produkts fladevægt. Den primære banes fladevægt kan i mange tilfælde være 20 langt mindre end den færdige banes, fx en tiendedel eller mindre.

Den luft- eller gasstrøm, som fører fibrene fra fibreringsindretningen til modtagerorganet, er mere eller mindre turbulent. Undersøgelser har imidlertid vist, at der specielt, når afstanden ikke er særlig stor, ikke sker nogen fuldstændig sammenblanding. Dette betyder, at fibrene, som føres ind i denne luft- eller gasstrøm på ét sted, 25 har tendens til i hovedsagen at lægge sig på et bestemt sted eller inden for et bestemt område på modtagertransportøren, medens fibre, som indføres i luft- eller gasstrømmen på et andet sted i hovedsagen lægger sig inden for et andet område. Denne erkendelse er udnyttet ved tilvejebringelsen af den foreliggende opfindelse.

Det forholder sig således, at det bindemiddel, der benyttes i mineraluldspro-30 dukter, sædvanligvis er af organisk art. Der benyttes næsten uden undtagelse phenol-plast, som kan være modificeret i større eller mindre grad. Mineralulden tåler imidlertid en højere temperatur end det organiske bindemiddel. Til visse anvendelsesområder, fx som isolering i skorstene eller ovne, opstår der følgelig to ulemper, hvilke begge skyles, at bindemidlet ikke tåler den temperatur, som forekommer på disse steder.

3 DK 173106 B1

Den ene af disse ulemper er, at der udvikles gasser og røg, når bindemidlet brændes bort, og herved opstår der bl.a. lugtproblemer.

Den anden ulempe er, at den bindemiddelfrie mineraluld efterhånden ikke har den samme fasthed, som kræves til pågældende anvendelse. Dette har ført til, at man 5 har søgt at tilvejebringe et mere temperaturbestandigt bindemiddel, fortrinsvis af uorganisk art. Det er imidlertid meget vanskeligt at finde et uorganisk bindemiddel, der kan give produkterne samme elasticitet og formfasthed som plastbindemidler. Desuden forudsætter de fleste, at der tilføres betydelige mængder vand. Dette medfører igen tørringsproblemer. De fleste indretninger til fremstilling af mineraluld er beregnet 10 til brug af et plastbindemiddel, der kan fikseres i løbet af meget kort tid i såkaldte hær-deovne. Indføres der et vandbaseret uorganisk bindemiddel, er hærdningsovnene ikke længere tilstrækkelige, men man skal enten udbygge ovnene eller sænke produktionskapaciteten betydeligt. Som et alternativ er det blevet foreslået først at fremstille et phenolharpiksbundet mineraluldsprodukt, som derefter behandles i det mindste på den 15 side, som skal udsættes for en høj temperatur, med et uorganisk bindemiddel, som derefter trykkes eller suges Ind i produkter. Dette indebærer imidlertid, at man får en yderligere produktionsproces.

Ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse anvendes den såkaldte “korikammerteknik" til fremstilling af mineraluldsbaner, ved hvilken teknik der 20 fremstilles en relativ tynd primærbane, som ved sammenlægning, specielt ved foldning, i flere lag danner en relativ tyk sekundærbane. Denne metode til fremstilling af mineraluldsbaner er væsentlig forskellig fra den såkaldte "langkammerteknik”, som bl.a. er beskrevet i DE patentskrift nr. 155 897.

Fra SE C 452.040 og SE C 452.041 er det kendt at anvende ovennævnte 25 korikammerteknik til fremstilling af mineraluldsbaner, idet man ved opfindelsen ifølge disse patentskrifter har tilstræbt så ensartet en imprægnering som muligt af mineral-uldsbaneme.

Opfindelsen er baseret på den erkendelse, at der findes en vis modsvarighed mellem et punkt i begyndelsen af fibersuspensionen på dennes vej mod modtageror-30 ganet og et større eller mindre område på modtagerorganets flade med en vis del af fibersuspensionen, således som den findes i begyndelsen af sin bevægelsesbane. På tilsvarende måde kan man sammenkoble en vis del af modtagerorganets flade og en vis del af det færdige produkt.

Opfindelsen vedrører således en fremgangsmåde til ved hjælp af flere forde-35 lingsorganer, fx dyser eller spredere, at tilføre bindemiddel til nydannede mineraluldsfi- 4 DK 173106 B1 bre, medens de er suspenderet i en luft- eller gasstrøm og på vej mod en opsamlings-indretning, hvor mineraluldsfibrene først opsamles på en tynd bane, primærbanen, der derefter lægges sammen, fx ved foldning, til en tykkere, færdig bane, så at den ene kant på primærbanen danner den færdige banes øverste lag, og den anden kant dan-5 ner banens nederste lag, hvilken fremgangsmåde er ejendommelig ved, at der tilføres bindemiddel eller bindemiddelblandinger af forskellig type og eventuelt med forskellig dosering til forskellige dele af fibersuspensionen, så at forskellige lag i den færdige banes tykkelsesretning kommer til at indeholde forskellige bindemidler eller forskellige bindemiddelblandinger og eventuelt også forskellige bindemiddelindhold, og hvor den 10 eller de dele af fibersuspensionen, som danner primærbanens ene langsgående sidekant eller begge primærbanens langsgående sidekanter, tilføres et andet bindemiddel end det, som tilføres suspensionen i øvrigt.

Med den foreliggende fremgangsmåde ifølge opfindelsen gives der således en løsning på det problem, der består i, at kunne tilvejebringe forskellige mængder og 15 forskellige typer af bindemiddel i forskellige dele af den endelige mineraluldsbane.

Når den færdige bane, som anført ovenfor, dannes ved sammenlægning af én eller flere tynde baner, såkaldte primærbaner, er der en sammenhæng mellem primærbanens kanter og det færdige produkts øverste og nederste lag. Det bliver derved muligt, som anført ovenfor, at give den del af fibersuspensionen, der lægger sig i pri-20 mærbanens ene kant, et specielt additiv i stedet for eller i tillæg til hovedbindemidlet. Additivet vil da ende i den færdige banes øverste eller nederste lag afhængigt af hvilken kant af primærbanen, som behandles.

Det er specielt interessant, at det på denne måde er muligt at give produktets ene eller begge yderflader forskellige egenskaber. Eksempler er allerede nævnt oven-25 for. Andre eksempler på sådanne egenskaber, der kan forandres ved, at en yderflade udstyres med et andet bindemiddel er farve, støvafgivelsesevne, vandafvisningsevne eller vandoptagelsesevne.

I overensstemmelse med opfindelsen kan man imidlertid også påvirke det andet yderlag ved, at også dette tilføres et andet bindemiddel.

30 Det eller de således ved specielle additiver forandrede yderflader kan des uden indeholde samme bindemiddel som resten af produktet, nemlig hovedbindemidlet. Hvis begge yderlag er udstyret med forskellige additiver, kan arten af disse og indholdet af samme lige såvel som lagenes tykkelse være identiske eller forskellige.

I de tilfælde, hvor den primære bane dannes på modtagerorganet i ét trin fra 35 en fibersuspension, som i initialforløbet i hovedsagen bevæger sig vandret, og som 5 DK 173106 B1 lægges på en vandret eller en skråt opefter hældende transportør, en såkaldt lang-kammerproces, er det i reglen den øverste del af fibersuspensionen ved fibreringsindretningen, som også danner den øverste del af den primære bane, dvs. produktets øverste yderflade eller lag. På tilsvarende måde er det i reglen den nederste del af 5 fibersuspensionen, der lægger sig på modtagerorganet som den primære banes nederste lag, dvs. produktets anden yderflade eller -lag.

I det tilfælde, hvor den primære bane opbygges ved, at flere fibreringsorganer ét efter ét lægger sine fibre på modtagerorganet, er det således, at det første fibreringsorgan i hovedsagen danner det nederste lag af den primære bane, og at det sid-10 ste organ danner det øverste lag.

Det har vist sig fordelagtigt, at den således behandlede primærbane kompri-meres. Dette kan hensigtsmæssigt ske ved hjælp af en rulle eller en dyse, som presser mod primærbanen fra kanten og et stykke ind mod midten, fortrinsvis 10-20 cm.

På tilsvarende måde kan man identificere den del af fibersuspensionen, som i 15 hovedsagen bygges op som en del af produktet, og tilsætte et specielt bindemiddel eller et andet additiv til denne del. Man kan, hvis additivet til et vist lag er et andet bindemiddel, til denne del enten bevare tilførslen af hovedbindemidlet til laget eller undlade denne tilførsel. Det er dog i reglen hensigtsmæssigt at lade hovedbindemidlet forekomme i hele den færdige bane, selv om der tilføres et andet bindemiddel til et vist lag 20 eller visse lag.

Opfindelsen vil herefter blive nærmere forklaret under henvisning til tegningens fig. 1-5. På tegningens fig. 1 er vist et anlæg, set fra siden, til fremstilling af en mineraluldsmåtte i ét trin. I fig. 2 er vist en detalje, set bagfra, ved et anlæg til fremstilling af en mineraluldsmåtte ved lægning i bugter, og i fig. 3 er vist samme anlæg set 25 fra siden. I fig. 4 er vist et modificeret anlæg fil fremstilling af en mineraiuldsmåtte. I fig.

5a og 5b er i diagramform vist et tværsnit af mineraluldsmåttens fremføringsretning gennem fem forskellige dele afen mineraluldsmåtte i to forskellige former.

I fig. 1 er skematisk vist den nederste del af et smelteanlæg 1 og en smelte, som kontinuerligt løber ud gennem en rende 2 og ned på et spindehjul 3 i form af en 30 stråle 4.

Spindehjulet 3 drives af en aksel 5, der er indesluttet ί en kappe 6. Omkring spindehjulet 3 strømmer der en luftstrøm 7. Luftstrømmen løber rundt om spindehjulet, men er for tydelighedens skyld kun vist på undersiden. Når smelten fra smeltestrålen 4 rammer spindehjulet 3, væder dette, men slynges på grund af centrifugalkraften udef- 6 DK 173106 B1 ter og danner fibre 8. Fibrene slynges udefter i hjulets plan, men deres bane afbøjes af luftstrømmen 7.

Fibrene transporteres af luftstrømmen mod et opsamlingsbånd 9, fx et perforeret stålbånd, der løber i en retning angivet med en pil 10 over valser 11 og 12. Bag 5 stålbåndet findes der en sugeindretning 13, i hvilken der skabes et undetryk ved hjælp af et blæsersystem. Fibrene lægges i form af en måtte 14, der af båndet 9 føres bort som angivet med en pil 15.

I fig. 2 er vist, hvorledes der dannes en tykkere måtte ved foldning af en tyndere måtte. I fig. 2 angiver henvisningsbetegnelsen 16 en tynd måtte, der er frembragt 10 fx som den i fig. 1 viste måtte 14. Måtten 16 føres fremefter på en båndtransportør 17 til en såkaldt pendel. Pendelen består af to båndtransportører 18 og 19, mellem hvilke måtten 16 føres i hovedsagen nedefter. Transportørerne 18 og 19 er lejret svingbart i deres øverste ende, medens den nederste ende bevæger sig rytmisk frem og tilbage over en tværgående modtagertransportør 20, der bevæger sig med væsentligt lavere 15 hastighed end transportørerne 17,18 og 19. Herved lægges måtten i bugter 21.

I fig. 3 er vist den samme konstruktion i forenklet form set fra siden. Måtten 16 bevæger sig nedefter som angivet med en pil 22 mellem transportørerne 18 og 19 (der ikke er i fig. 3). Måtten lægges derved på transportøren 20 i bugterne 21. der kommer til at dække hinanden delvis som antydet i fig. 3. Primærbanens ene kantdel danner 20 den nye banes ene yderlag, medens den anden kantdel danner det andet yderlag.

Den måtte, som nu dannes af bugterne 21, kommer takket være mineraluldsbanen 16's egenskaber til at danne en stort set kontinuerlig, men væsentligt tykkere bane end måtten 16.

Måtten føres derefter videre til anlæg til komprimering og hærdning af binde-25 midlet etc.

I fig. 4 er i princippet vist et anlæg til dannelse og opsamling af en mineraluldsbane. Fra et smelteanlæg 24 løber smelten ned i en delt smelterende 25 og fordeles på denne måde på to spindehjul 26 og 26’. En del af smelten overføres sekundært på spindehjul 27 og 27'. Spindehjulene roterer hurtigt ved hjælp af drivaksler, der ikke 30 er vist i figuren. Fra spindehjulene slynges smelten udefter i form af fibre, der ved påvirkning fra luftstrømme 28 og 28', som fører omkring spindehjulene, føres fremefter mod et opsamlingsbånd 29 som antydet med pile A, B, C, D og E. Fra såkaldte centrale spredere 30, 31, 32 og 33 afgives der bindemiddel, som rammer fiberstrømmene A- E. Fibrene afgives fra forskellige steder på spindehjulenes periferi. Kun de fibre, der 35 bevæger sig i horisontalplanet gennem spindehjulsaksleme er vist i figuren. Mod fi- 7 DK 173106 B1 berstrømmen A rettes der en strøm af bindemiddel 34 fra en dyse 35, hvilket binde-middel tilføres via en ledning 36. Mod fiberstrømmen E rettes en bindemiddelstrøm 37, hvilken strøm tilføres fra en kanal 38, der udmunder i åbningen 39 i en væg 40. Bindemiddelstrømmen 37 frembringes af en dyse 41, der tilføres bindemiddel gennem en 5 ledning 42 og trykluft gennem en ledning 43.

Fiberstrømmene A-E bevæger sig mod opsamlingsbåndet 29 som følge af et undertryk, der frembringes af en ikke-vist sugeindretning på opsamlingsbåndets bageller underside. Fiberstrømmen A havner derved i hovedsagen ved området F på båndet, medens fiberstrømmen B havner ved området G etc. Man skal i denne forbindelse 10 bemærke, at nogen nøjagtig afgrænsning mellem fiberstrømmene ikke forekommer. Normalt er der altid en vis turbulens, hvilket gør, at fiberstrømmene blandes med hinanden, uden at der opstår skarpe grænser. Mellem områderne F og G på båndet havner der således også en blanding af fibrene fra fiberstrømmene A og B etc.

Alle organer til tilsætning af bindemiddel, centralspredeme 30, 31, 32 og 33, 15 dysen 35 og dysen 41 kan herved tilføres separate bindemiddeltyper og derved afgive separate bindemiddeltyper med individuel dosering. Normalt tilføres de centrale spredere hovedbindemidlet, som i reglen er en phenolharpiks. Gennem de bagfra arbejdende dyser såsom dysen 35 kan man med fordel tilsætte suspensioner af uorganisk bindemiddel, fx bentonit opslæmmet i vand. Ved den Intensive varme fra smelteringen 20 på spindehjulet sker der en fordampning af vandet allerede på et tidligt stadium, hvilket reducerer det senere tørringsbehov, uden at finfordelingsprocessen af den grund hæmmes. Hvis man derimod vil tilsætte et emne eller middel, fx et organisk farveem-ne, der er vamnefølsomt, gøres dette med fordel i en dyse, såsom dysen 41, i hvilken tilsætningen og det findelte emne, repræsenteret ved henvisningsbetegnelsen 37, 25 skånes for en alt for høj temperatur.

Hvis hovedbindemidlet i en konstruktion som den i fig. 4 viste doseres fra de centrale spredere 30-33, medens der tilføres et andet bindemiddel fra dysen 35 og yderligere et andet emne fra dysen 41, kan man opnå en bindemiddelmængde som vist i tig. 5a optegnet efter en vandret akse på forskellige steder i opsamlingsbåndets 30 bredderetning. Bogstaverne F, G, Η, I og J svarer tilnærmelsesvis til de steder, som er angivet i fig. 4. Efter den lodrette akse er angivet mængderne af additiv til mineraluld. Betydningen af markeringerne genfindes i figuren. Hvis alle de centrale spredere 30-33 doseres på samme måde og med hovedbindemidlet, bliver hovedbindemiddelfore-komsten relativt jævnt fordelt i hele mineraluldsmåtten.

6 DK 173106 B1 I det viste eksempel er der tilført et andet bindemiddel via dysen 35, og dette bindemiddel genfindes som et tillæg til hovedbindemidlet i hovedsagen på stedet F og med en vis spredning mod stedet G. Det additiv, fx et farveemne, som tilføres via dysen 41, genfindes på stedet J med en vis overlapning til stedet I.

5 I fig. 5b er vist et andet eksempel, i overensstemmelse med hvilket de centra le spredere 30 og 33 har betydelig mindre dosering end de centrale spredere 31 og 32. Derimod tilføres der større mængder via dyserne 35 og 41 end i det ovenfor angivne eksempel. Dette medfører en helt forandret fordeling af tilsætningsmiddel til mineralulden som vist i fig. 5b.

10 Man vil umiddelbart se, at det på denne måde er muligt at frembringe en stort set ubegrænset mængde varianter. For hvert specifikt anvendelsesområde, hvor blot et enkelt hovedbindemiddel ikke er tilstrækkeligt til at give produkterne de ønskede egenskaber, kan der frembringes en doseringskarakteristik til opfyldelse af kravene eller behovene.

15 I fig. 5a og 5b er kun vist mængderne inden for visse dele af mineraluldsmåt ten. Dette skal ikke forstås på den måde, at hovedbindemidlet ligger adskilt fra det andet bindemiddel. Naturligvis forekommer der inden for området F såvel hovedbindemiddel som det andet bindemiddel inden for hele måtten. På samme måde findes der inden for området J hovedbindemidlet og det andet additiv i hele måtten.

20 Diagrammerne viser kun de relative mængder.

Naturligvis kan det være nødvendigt, at en dyse svarende til dysen 35 er placeret på den anden side, så at selv fiberstrømmen E får tilført additiv fra en sådan dyse. Tilsvarende kan en dyse svarende til dysen 41 være nødvendig på den anden side for derved at påvirke fiberstrømmen A og placeringen F. På tilsvarende måde kan dy-25 ser svarende til dysen 35 være placeret på forskellige steder i forhold til fibreringsanlægget ikke bare ved flankerne.

Dyserne 35 og 41 er i beskrivelsen ovenfor omtalt som enkelte dyser. Der er imidlertid intet til hinder for, og ofte er det hensigtsmæssigt, at man i stedet for en enkelt dyse benytter flere dyser, så at bindemiddeltilførselen ikke sker alt for koncentreret 30 inden for et enkelt område.

Som et eksempel på anvendelsen af opfindelsen skal der her beskrives et forsøg, der er blevet udført i forbindelse med maskinopstillinger svarende til de i fig. 1, 2, 3 og 4 viste. Ved en produktionsmængde på 4.000 kg/time ledtes der gennem hver centraldyse 30-33 250 l/time i hver dyse. Gennem dysen 35 ledtes 1.600 l/time af en 35 bentonitopslæmning med 7% tørstofindhold. Hovedbindemidlet udgjordes af en fenol- 9 DK 173106 B1 harpiks med et tørstofindhold på ca. 20%. Dette gav et bindemiddelindhold i produktet på ca. 3,5 vægtprocent beregnet på basis af phenolharpiks. I det øverste lag af produktet var der rigelig forekomst af bentonit. Det var imidlertid vanskeligt at bestemme de nøjagtige mængder. Produkterne havde udmærket holdbarhed, og selv efter at si-5 den tilført bentonit blev udsat for temperaturer på 400°C, ved hvilke temperaturer phe-nolharpiksindholdet hurtigt brændte bort, havde produkterne stadig tilstrækkelig hold-barhedsegenskaber til, at produkterne kunne håndteres.

I et andet forsøg blev der gennem de centrale dyser 30-33 ledt 1.200 l/time pr. dyse af bentonitopslæmning, medens der fra tre stk. dyser 35 placeret over hinanden 10 blev ledt phenolharpiks i en mængde på 200 l/time. Den således imprægnerede mineraluld kunne kun håndteres med en vis vanskelighed. Efter hærdning og tørring havde den tilfredsstillende egenskaber i henseende til holdbarhed. Dette var også vurderingen, efter at den side, som ikke indeholdt phenolharpiks havde været udsat for en temperatur på 500°C i 10 timer. Før varmebehandlingen kunne man konstatere, at den 15 ene side, som var udstyret med phenolharpiks, havde en væsentlig bedre håndteringsholdbarhed end den side, i hvilken bindemidlet alene udgjordes af bentonit. Efter varmebehandlingen var produktets holdbarhedsegenskaber tilfredsstillende.

Claims (8)

10 DK 173106 B1

1. Fremgangsmåde til ved hjælp af flere fordelingsorganer, fx dyser eller spredere (30-33, 35,41), at tilføre bindemiddel til nydannede mineraluldsfibre, medens 5 de er suspenderet i en luft- eller gasstrøm (7; 28, 28’) og er på vej mod en opsamlingsindretning (29), hvor mineraluldsfibrene først opsamles til en tynd bane, primærbanen (16), der derefter lægges sammen, fx ved foldning, til en tykkere, færdig bane (21), så at den ene kant på primærbanen danner den færdige banes øverste lag, og den anden kant danner banens nederste lag, kendetegnet ved, at der tilføres bindemiddel 10 eller bindemiddelblandinger af forskellig type og eventuelt med forskellig dosering til forskellige dele af fibersuspensionen, så at forskellige lag i den færdige banes tykkelsesretning kommer til at indeholde forskellige bindemidler eller forskellige bindemiddelblandinger og eventuelt også forskellige bindemiddelindhold, og hvor den eller de dele af fibersuspensionen, som danner primærbanens ene langsgående sidekant eller 15 begge primærbanens langsgående sidekanter, tilføres et andet bindemiddel end det, som tilføres suspensionen i øvrigt.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1,kendetegnet ved, at den del af fiber-suspensionen, som efter sammenlægning ved foldning af primærbanen i hovedsagen 20 danner den færdige banes over- eller underside, ved hjælp af ét eller flere specielle fordelingsorganer, tilføres bindemiddel af anden type end det bindemiddel, hovedbin-demidlet, som påføres den del af fibersuspensionen, som i hovedsagen danner resten af den færdige bane.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1,kendetegnet ved, at de dele af fiber- suspensionen, som efter sammenlægning ved foldning af primærbanen i hovedsagen danner den færdige banes over- eller underside, ved hjælp af ét eller flere specielle fordelingsorganer påføres bindemiddel af anden type end det bindemiddel, hovedbin-demidlet, som påføres den del af fibersuspensionen, som i hovedsagen danner resten 30 af den færdige bane.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1, 2 eller 3, kendetegnet ved, at den eller de kanter af primærbanen (16), som indeholder et andet bindemiddel end hoved-bindemidlet, komprimeres, fx ved hjælp af en valse eller en rulle, inden primærbanen 35 (16) lægges sammen til en færdig bane (21). 11 DK 173106 B1

5. Fremgangsmåde ifølge et hvilket som helst af de foregående krav, kendetegnet ved, at der tilføres et andet bindemiddel end hovedbindemidlet til den del af fibersuspensionen, som efter sammenlægning ved foldning af primærbanen i ho- 5 vedsagen danner den færdige banes overside eller underside, og at der yderligere tilføres et andet bindemiddel end hovedbindemidlet til den del af fibersuspensionen, som i hovedsagen danner den færdige banes underside eller overside, henholdsvis.

6. Fremgangsmåde ifølge et hvilket som helst af de foregående krav, ken-10 detegnet ved, at bindemiddelindholdene i både den færdige banes over- og underside er forskellige, og fortrinsvis også har et andet bindemiddelindhold end binde-middelindholdet i resten af banen.

7. Fremgangsmåde ifølge et hvilket som helst af de foregående krav, ken-15 detegnet ved, at hovedbindemidlet tilføres alle dele af fibersuspensionen, så at der i de lag, hvor der findes et andet bindemiddel, findes hovedbindemiddel ud over dette andet bindemiddel.

8. Fremgangsmåde ifølge et hvilket som helst af de foregående krav, k e n -20 detegnet ved, at hovedbindemidlet er organisk, fx en phenolharpiks, og at i det mindste en del af fibersuspensionen, som i hovedsagen danner den færdige banes yderlag, tilføres et uorganisk bindemiddel, fx en lersuspension.