DK165964B - Forbedret indomethancin- eller oxicam-baseret anti-inflammatorisk praeparat - Google Patents

Description

DK 165964B

i

Den foreliggende opfindelse angår et indomethacin- eller oxicam-baseret anti-inflammatorisk præparat med forbedrede egenskaber. Sådanne præparater anvendes til behandling af inflammation under anvendelse af et ikke-steroidt, an-5 ti-inflammatorisk middel (f.eks. indomethacin eller en oxicam, såsom piroxicam, sudoxicam, tenoxicam eller isoxicam; de her og i en anden tilsvarende sammenhæng anvendte navne stammer fra USAN og fra USP Dictionary of Drug Names, 1961-1981, Griffiths et al., redaktion, U.S.

10 Pharmacopeial Convention Inc., Rockville, Md., USA, 1984) i kombination med en histamin-I^-antagonist valgt blandt 2-guanidino-4-(4-imidazolyl)thiazol, 2-guanidino-4-(2-me-thyl-4-imidazolyl)thiazol, 2-(N-benzyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, 2-(N-pentyl-N'-guanidi- 15 no)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol og 2-guanidino-4-[2- (hexylamino)-4-imidazolyl]thiazol.

Gastrointestinal irritation, som sommetider kulminerer i ulcera, er en bivirkning, som almindeligvis i en eller 20 anden udstrækning forbindes med ikke-steroidiske anti-in-flammatoriske midler. (Angående en stort set fuldstændig fortegnelse over kendte ikke-steroidiske anti-inflammato-riske midler se Goldenberg, US patentskrift nr.

4 447 443). I mange tilfælde er patienter, som har behov 25 for sådan anti-inflammatorisk behandling, udelukket fra at nyde fordelene derved, på grund af deres tilbøjelighed til at lide under en sådan irritation eller ulcera. Den foreliggende kombination af anti-inflammatoriske midler og H2-antagonist-midler (som er midler til modvirkning af 30 afsondringen af mavesyre, og som ligeledes udviser cellebeskyttende aktivitet) muliggør en ønskværdig anti-inflammatorisk terapi under samtidig forebyggelse af eller lindring af omtalte gastrointestinale irritation og ulcera. Derudover foreligger en forøgelse af den gunstige 35 virkning ved behandlingen af rheumatoid arthritis med præparatet ifølge opfindelsen.

DK 165964 B

2

Man har tidligere kombineret andre histamin-I^-antagonis-ter (inhiberende gastrisk sekretion), såsom ranitidin, cimetidin og 1-methyl-5- [ [3- [3-(1-piperidinylmethyl )phen-oxy] propylamino] ] -1H-1,2,4-triazol-3-methanol med indome-5 thacin, piroxicam og andre anti-inflammatoriske midler til opnåelse heraf. Se f.eks. GB offentliggørelsesskrifter nr. 2 105 193 og 2 105 588; samt Lovelace, US patentskrift nr. 4 230 717. Fornylig har man rapporteret, at histidin-decarboxylase-inhibitoren, a-fluormethylhistidin 10 ifølge Kollonitsch et al., US patentskrift nr. 4 325 961, tilvejebringer synergistisk anti-inflammatorisk aktivitet, især sammen med indomethacin, Goldenberg, US patentskrift nr. 4 447 443. Ulcerogeniciteten af denne kombination er ikke omtalt.

15

Anvendelsen af 2-guanidino-4- (2-methyl-4-imidazolyl)thia-zol i sig selv ved behandlingen af rheumatoid arthritis er omtalt i US patentansøgning serienummer 659 750 (Larson, indsendt 11. oktober 1984 samtidig med det oprinde-20 lige baggrundsmateriale for den foreliggende ansøgning). Forbedrede anti-inflammatoriske salte af piroxicam, herunder et salt med 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazol-yl)thiazol er omtalt i US patentansøgning serienummer 659 733 (Lombardino, ligeledes indleveret 11. oktober 25 1984).

De anti-inflammatoriske midler, der anvendes ved den foreliggende opfindelse, er velkendte. F.eks. indeholder Merck Index, 10. udgave 1983 blandt andet monografier an-30 gående indomethacin (nr. 4852), isoxicam (nr. 5085), piroxicam (nr. 7378) og tenoxicam (nr. 8980). Fremstillingen af oxicam- forbindelserne og deres anvendelighed som anti-inflammatoriske midler er yderligere angivet i US patentskrifterne nr. 3 591 584; 3 787 324; 3 822 258; 35 3 892 740 og 4 434 164.

DK 165964B

3

Histamin-I^-antagonisterne, som indgår i den foreliggende opfindelse, er ligeledes velkendte (se US patentskrifterne nr. 4 435 396 og 4 373 843), eller er, når det drejer sig om 2- (N-benzyl-N' -guanidino) -4- (2-methyl-4-imidazol-5 yl)thiazol og 2- (N-pentyl-N' -guanidino) -4- (2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, genstand for US patentansøgning serienummer 605 510, indleveret den 30. april 1984 (Reiter), med benævnelsen "2-(N-substitueret guanidino)- 4-heteroarylthiazol antiulcusmidler". Fremgangsmåden til 10 fremstilling af sådanne N-benzyl- og N-pentyl-guanidino-forbindelser og anvendelsen af disse som antiulcusmiddel og/eller som gastrisk anti-sekretionsmiddel er ligeledes detaljeret beskrevet i det følgende. I det følgende er ligeledes detaljeret beskrevet, men ikke angivet i krave-15 ne, en forbedret fremgangsmåde til fremstilling af 2-gua-nidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol og visse af saltene deraf.

Den foreliggende opfindelse angår således et forbedret 20 anti-inflammatorisk præparat, som omfatter en anti-in- flammatorisk mængde af indomethacin eller af en oxicam, eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf, i kombination med en gastrisk anti-irritation og ulcus-inhiberende mængde af en forbindelse valgt blandt 2-guanidino-4-(4-25 imidazolyl)thiazol, 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazol- yl)thiazol, 2-(N-benzyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imi-dazolyl)thiazol, 2-(N-pentyl-N'-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol og 2-guanidino-4-[2-(hexylamino)-4-imidazolyl]thiazol og farmaceutisk acceptable salte der-30 af.

Præparaterne ifølge opfindelsen kan anvendes ved en forbedret fremgangsmåde til behandling af inflammation, hvorved man udover behandling med en anti-inflammatorisk 35 mængde af sådanne anti-inflammatoriske forbindelser be handler med en gastrisk anti-inflammation og ulcus-inhiberende mængde af en af de ovenfor anførte thiazol-for-

DK 165964B

4 bindeiser.

De ifølge den foreliggende opfindelse anvendte oxicamer har formlen: 5

OH

tsX Ϊ u> S CH, /\ 3 10 0 0 eller 15 f f l| 'i (11) Λ Nch3 o o 20 hvori R er 25 -(o) ’ 3 eiier -fh '

N_/ H-O \SJJ

X

30 og X er hydrogen, chlor eller methyl; eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf.

De ved den foreliggende opfindelse foretrukne anti-in-flammatoriske midler er tenoxicam (med formlen 11, hvori 35 R er 2-pyridyl), isoxicam (med formlen 1, hvori R er 5-methyl-2-isoxazolyl), sudoxicam (med formlen I, hvori R er 2-thiazolyl), og ganske særligt piroxicam (med formlen I, hvori R er 2-pyridyl), samt ganske særligt ethanol- aminsaltet af piroxicam.

DK 165964B

5

Den kliniske værdi af de forbedrede inflammatoriske mid-5 ler ifølge den foreliggende opfindelse afspejles af passende dyreforsøg. Typiske eksperimentelle forskrifter til bestemmelse af evnen hos en eller anden af de foreliggende gastrisk-sekretions-inhiberende forbindelser til at forhindre eller reducere gastrisk læsionsdannelse induce-10 ret af et anti-inflammatorisk middel er belyst i specifikke eksempler nedenfor.

Den yderligere kliniske værdi af visse af de foreliggende forbedrede præparater ved behandling af rheumatoid 15 arthritis afspejles af dyreforsøg (der ligeledes er specifikt belyst i de nedenstående eksempler), ved hvilke effektiviteten af den anti-inflammatoriske forbindelse over for adjuvans-induceret arthritis forøges signifikant ved den samtidige indgift af en af de foreliggende anti-20 sekretoriske eller antisekretorisk/cellebeskyttende forbindelser.

Præparatet ifølge opfindelsen er let af anvende. Det anti-inflammatoriske middel og anti-ulcusmidlet kan dose-25 res separat, hvert i overensstemmelse med doseringsforskrifter (mængder, hyppighed, indgivningsveje og sammensætninger) som specificeret i den kendte teknik, f.eks. i litteraturhenvisninger anført ovenfor eller yderligere anført i disse litteraturhenvisninger, eller, når det 30 drejer sig om 2-(N-benzyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol og 2-(N-pentyl-N*-guanidino)-4-(2-me-thyl-4-imidazolyl)thiazol, som nærmere beskrevet i det følgende.

35 Anti-ulcus-anvendeligheden af de sidstnævnte to forbindelser i pattedyr, herunder i mennesker, afspejles i deres anti-sekretionsvirkning (histamin-H^-antagonisme)

DK 165964B

6 og i deres inhibering af ethanol-fremkaldt ulcera hos rotter, som nærmere beskrevet i de nedenstående eksempler. For at inhibere (forhindre eller behandle) gastriske ulcera i pattedyrsindivider indgives denne forbindelse ad 5 en række forskellige konventionelle indgivningsveje, herunder peroralt og parenteralt. Forbindelsen indgives fortrinsvis peroralt. I almindelighed indgiver man den per os i doser på mellem ca. 0,1 og 20 mg/kg legemsvægt af det individ, der skal behandles, pr. dag, fortrinsvis fra 10 ca. 0,2 til 2,5 mg/kg pr. dag i enkelte eller opdel te doser. Dersom man ønsker parenteral indgift, kan den gives i totale daglige doser mellem 0,1 og 1,0 mg/kg legemsvægt af det individ, der skal behandles. En vis variation i dosering vil nødvendigvis indtræffe afhængig af den be-15 handlende læges skøn og afhængig af tilstanden af det individ, der skal behandles. Forbindelsen indgives alene eller i kombination med farmaceutisk acceptable bærestoffer eller fortyndingsmidler, i enten enkelte eller multiple doser. Egnede farmaceutiske bærestoffer inkluderer 20 inerte fortyndingsmidler eller fyldstoffer, sterilt vand og forskellige organiske opløsningsmidler. De farmaceutiske præparater, som opnås ved kombinering af N-benzyl-guanidino-forbindelsen eller saltet deraf og farmaceutisk acceptable bærestoffer, lader sig let indgives i et bredt 25 udvalg af doseringsformer, såsom tabletter, pulvere, kapsler, sugetabletter, siruper og lignende. Disse farmaceutiske præparater kan om ønsket indeholde yderligere bestanddele, såsom smagsgivende midler, bindemidler, excipienter og lignende. Man anvender således til peroral 30 indgift tabletter indeholdende forskellige excipienter, såsom natriumcitrat, sammen med forskellige sprængmidler, såsom stivelse, alginsyre og visse komplekse silicater, sammen med bindemidler, såsom polyvinylpyrrolidon, sucrose, gelatine og acaciagummi. Derudover er glittermid-35 ler, såsom magnesiumstearat, natriumlaurylsulfat og talkum ofte nyttige til tabletteringsformål. Faste præparater af tilsvarende type kan også anvendes som fyldmidler

DK 165964B

7 i bløde eller hårde fyldte gelatinekapsler. Foretrukne materialer dertil inkluderer lactose eller mælkesukker og polyethylenglycoler med høj molekylvægt. Når man til peroral indgift ønsker vandige suspensioner eller eliksirer, 5 kan den vigtige aktive bestanddel deri være kombineret med forskellige sødemidler eller smagsgivende midler, farvegivende midler eller farvestoffer, og om ønsket emulgatorer eller suspensionsmidler, sammen med fortyndingsmidler, såsom vand, ethanol, propylenglycol, glyce-10 rin eller kombinationer deraf. N-benzyl-guanidino-forbindelsen indgives fortrinsvis per os i en enhedsdoserings-form, f.eks. som en enkelt fysisk adskilt doseringsenhed indeholdende en passende mængde af den aktive forbindelse i kombination med et farmaceutisk acceptabelt bærestof 15 eller fortyndingsmiddel. Eksempler på sådanne enhedsdoseringsformer er tabletter eller kapsler indeholdende fra ca. 5 til ca. 1000 mg af den aktive bestanddel, idet N-pentyl-N'-guanidino- eller N-pentyl-Ν'-guanidino-forbindelsen udgør fra ca. 10% til ca. 90% af den samlede vægt 20 af doseringsenheden. Til parenteral indgift anvender man opløsninger eller suspensioner af forbindelsen i sterile, vandige opløsninger, f.eks. anvendes vandige propylenglycol-, natriumchlorid-, dextrose- eller natriumhydrogen-carbonatopløsninger. Sådanne doseringsformer er om ønsket 25 stødpudesikret på passende måde. Fremstillingen af egnede sterile væskesubstrater til parenteral indgift vil være velkendt for fagfolk.

Mest bekvemt indgives kombinationen af anti-inflammato-30 riske midler og histamin-H2-antagonister samtidig i en enkelt, kombineret sammensætning. Denne kan være i en form egnet til parenteral indgift; men den er fortrinsvis i en form egnet til indgift per os. Mængdeandelen af hvert lægemiddel i den kombinerede doseringsform vil være 35 inden for området af den samlede daglige dosering af hvert lægemiddel, når det doseres alene, selv om man i visse tilfælde kan reducere doseringen af det anti- 8

DK 165964 B

inflammatoriske lægemiddel. De kombinerede lægemidler vil blive doseret i enkelte eller opdelte doser, i almindelighed svarende til de opdelte doser af det hyppigst doserede lægemiddel. F.eks. indgives ifølge Physicians' 5 Desk Reference, 37. udgave, 1983, side 1309, indomethacin sædvanligvis per os i mængder på 50-200 mg/voksen patient /dag i to til fire opdelte doser. Selv om et anti-ulcus-lægemiddel, hvormed indomethacin kombineres ifølge den foreliggende opfindelse, kunne indgives alene i en 10 enkelt daglig dosering, vil doseringen ikke desto mindre blive opdelt for at svare til doseringshyppigheden for indomethacin. I dette tilfælde vil passende enhedsdoseringsformer indeholde 25-50 mg indomethacin og ca. 2-500 mg af en af de foreliggende anti-ulcus-forbindelser (ba-15 seret på deres daglige perorale dosis på 0,1-20 mg/kg/dag, i enkelte eller opdelte doser, som angivet f.eks. i de tidligere nævnte US patentskrifter nr.

4 374 843 og 4 435 396.

20 På den anden side doseres piroxicam, som er et anti-in-flammatorisk middel med længere virkningstid, i almindelighed en gang om dagen i et niveau på 20 mg/voksen pa-tient/dag. Når det kombineres med en anti-ulcus-forbin-delse med kortere virkningstid, vil doseringen blive op-25 delt, og enhedsdoseringsformen for 2-4 opdelte daglige doser vil indeholde 5-10 mg piroxicam og 2-500 mg af anti-ulcus-forbindelsen. Men når det kombineres med et anti-ulcus-lægemiddel med længere varighed, såsom det foreliggende 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol 30 eller 2-(N-pentyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazol-yl)thiazol, vil doseringen normalt foregå en gang i døgnet. Det mest foretrukne daglige doseringsområde for de sidstnævnte lægemidler er 3-100 mg/voksen patient/dag i kombination med 5-50 mg piroxicam, idet den lavere dose-35 ring af piroxicam inden for området er mulig ved behandlingen af rheumatoid arthritis som et resultat af forhøjelsen af dettes aktivitet gennem anti-ulcus-lægemidlet.

DK 165964B

9

Det mest foretrukne daglige doseringsområde er 12-80 mg af sidstnævnte i kombination med 10-20 mg piroxicam.

De kombinerede forbindelse indgives alene eller i yderli-5 gere kombination med farmaceutisk acceptable bærestoffer eller fortyndingsmidler. Til peroral dosering indbefatter egnede farmaceutiske bærestoffer inerte fortyndingsmidler eller fyldstoffer, hvorved der dannes doseringsformer, såsom tabletter, pulvere eller kapsler. Disse farmaceu-10 tiske præparater kan om ønsket indeholde yderligere bestanddele, såsom smagsgivende midler, bindemidler, exci-pienter og lignende. Man anvender således til indgift per os tabletter indeholdende forskellige excipienter, såsom natriumcitrat, sammen med forskellige sprængmidler, såsom 15 stivelse, alginsyre og visse komplekse silicater, sammen med bindemidler, såsom polyvinylpyrrolidon, sucrose, gelatine og acaciagummi. Til tabletteringsformål er yderligere glittermidler, såsom magnesiumstearat, natriumlau-rylsulfat og talkum ofte nyttige. Faste præparater af 20 tilsvarende type kan også anvendes som fyldmateriale i hårde og bløde fyldte gelatinekapsler. Foretrukne materialer dertil inkluderer lactose eller mælkesukker og po-lyethylenglycoler med høj molekylvægt.

25 Den foreliggende opfindelse belyses nærmere ved de efterfølgende eksempler.

EKSEMPEL 1 30 Inhibering af indomethacin-inducerede ulcera med 2-guani-dino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol og 2-guanidino-4-(2-hexylamino-4-imidazolyl)thiazol

Rotter til brug ved afprøvningen blev indkøbt til ankomst 35 ugen før afprøvningen og blev akklimatiseret den første uge. Man anvendte han-rotter af CD-stammen. Når kropsvægten ved indkøb var 100-125 g, var den under den anden uge 10

DK 165964 B

i almindelighed 150-200 g. Rotterne blev fastet dagen før afprøvningen, idet føden blev fjernet fra løbeburene ikke senere end kl. 16. Efter faste natten over kunne man forudse et tab på 15-20 g legemsvægt, således at man kun-5 ne beregne det nødvendige rumfang af opløsningen til afprøvning den følgende dag. Vand blev tilladt efter ønske natten over og under selve afprøvningen. På afprøvningsdagen blev der udført både' peroral og intraperitoneal dosering med rumfang på 4,0 ml/kg. Man kunne således ved 10 at kende de omtrentlige kropsvægte (og derfor de påkrævede rumfang) såvel som de lægemiddeldoser (mg/kg), der skulle anvendes, bestemme den nødvendige mængde anti-ul-cus-lægemiddel og indomethacin og afveje denne i reagensglas dagen før afprøvningen.

15

De anti-ulcus-lægemidler, der skulle afprøves, blev i form af deres dihydrochloridsalte bragt i opløsning eller suspension. Destilleret vand var normalt det anvendte medium. Indomethacin blev bragt i suspension i saltvands-20 opløsning og homogeniseret med en lille dråbe Tween 80 (polysorbat 80) for at forhindre sammenklumpning af partiklerne. Indomethacin vil ikke forblive i suspension i saltopløsningen, og det er derfor kritisk, at reagensglasset er grundigt omrørt og lægemidlet atter bragt i 25 suspension før hver enkelt dosis trækkes ind i injek-tionssprøjten.

Man anvendte en tilfældig udtaget gruppe af rotterne, som skulle afprøves (sædvanligvis ca. 20% af den totale af-30 prøvningsgruppe) for at fastlægge gruppens gennemsnitlige kropsvægt. Eftersom alle doseringer blev gennemført med 4,0 ml/kg førte en division af den gennemsnitlige vægt med 250 g til det omtrentlige doseringsvolumen for hver rotte. Rotterne blev fjernet fra løbeburet, indgivet 35 lægemidlet til afprøvning eller mediet per os og anbragt i individuelle bure.

DK 165964B

11

Tidsplanen for doseringen med anti-ulcus-lægemiddel i forhold til påvirkningen med indomethacin varierede afhængigt af den specielle afprøvningsrutine, som blev anvendt. Eftersom en typisk afprøvning bestod af 7 grupper 5 på hver 7 rotter, anvendte man bekvemt en præ-doserings-tid på 45 minutter. Dette gav ca. 1 minut til at dosere hver rotte per os. Indomethacin blev indgivet intraperi-tonealt efter udløbet af præ-doseringstiden. Ved den typiske afprøvning, der er nævnt ovenfor, betød dette, at 10 man skulle gå tilbage til den første rotte og begynde injektionerne med indomethacin, så snart doseringen med lægemidlet var tilendebragt. For at holde præ-doseringstiden ensartet fik rotterne ligeledes indgivet indomethacin med en frekvens på ca. 1 indsprøjtning pr. minut.

15

Dersom den forbindelse, der skulle afprøves, ikke kunne forventes at have en lang virkningstid, var det ønskværdigt at indgive en nr. 2 dosering af anti-ulcus-lægemid-del under afprøvningen. Det typiske tidsforløb mellem 20 indomethacin-indgiften og slagtningen er 6,5 timer. Ved at tillægge de 45 minutters præ-doseringstid hertil opnår man en samlet tid på 7,25 timer, og dersom man ønskede en nr. 2 dosering af lægemidlet blev denne foretaget på midtvejspunktet eller ca. 3,5 timer efter den oprindelige 25 dosering med lægemidlet. Kontroldyrene blev selvfølgelig ligeledes doseret med mediet på dette tidspunkt.

Rotterne blev slagtet 6,5 timer efter indgift af indomethacin. Maverne blev udtaget, skåret op efter den 30 største krumning og skyllet under rindende vand. En let gnidning af slimhinden, medens denne blev holdt i en vandstrøm, hjalp til at fjerne noget slim og store klumper af blod; men man undgik kraftig gnidning, eftersom dette kunne løsne blod fra de indomethacin-inducerede 35 blødnings-erosioner, hvorved det var overordentlig vanskeligt at se disse erosioner.

12

DK 165964 B

Maverne blev derpå anbragt fladt men sllmhlndeslden opad på en bakke dækket med saltvandsgennemvædede håndklæder. Læsionerne blev derpå optalt, eller maverne blev holdt natten over for undersøgelse den følgende dag. Dersom de 5 skulle opbevares natten over, blev maverne først gjort fugtige med saltopløsning og derpå placeret i en poly-ethylenpose og i et køleskab.

De indomethacin-inducerede gastriske læsioner fremstod 10 sædvanligvis som mørkebrune eller sortfarvede erosioner i corpus (den syre-secernerende del) af maven. Den mørke farvning forårsages af indvirkningen af mavesyren på blod inden for erosionen. Læsionerne var enten punktformige eller lineære. Kvantitative bestemmelser af læsionernes 15 størrelse har vist, at den gennemsnitlige længde af en læsion er ca. 1 mm. Uafhængigt af størrelsen blev hver enkelt læsion optalt som en. Dersom en gruppe af dyr åbenlyst havde læsioner af forskellig art fra kontroldyrenes, blev denne kendsgerning imidlertid opnoteret. Vis-20 se læsioner har muligvis ikke den tydeligt mørke farvning? men ved nøje betragtning vil den stadig være synlig som en erosion. En bred variation af antallet af læsioner inden for en enkelt gruppe er ikke usædvanlig. Hvis et resultat fra en gruppe ser mistænkeligt højt eller lavt 25 ud, anvender man imidlertid den såkaldte fjerde regel sdm kriterium for afvisning af en iagttagelse.

ID^q-værdierne, dvs. den dosis (mg/kg fri base), som er nødvendig til at reducere antallet af indomethacin-indu-30 cerede gastriske læsioner hos rotter til 50% af det antal, der findes i kontroldyrene, blev udregnet ved lineær regressionsanalyse (mindste kvadraters metode). Typiske resultater er vist i nedenstående tabel I.

35

DK 165964B

13 TABEL 1

Forebyggelse af indomethacin-inducerede læsioner 5 Doseringsskema ID50 p*°*

Forbindelse: Aa Bb Cc

Enkelt-lægemiddel- 10 dosis 1,4 ---- --- 7,5

To-lægemiddel- dosis 1,5 10,5 4,4 2,0 15 a Forbindelsen A er 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazol-yl)thiazol i form af dihydrochloridsaltet deraf. Eftersom den laveste afprøvede dosering af denne forbindelse, 2,2 mg/kg, forårsagede en reduktion i antallet af 20 læsioner, der var større end 50% (63%), opnåede man IDgQ-værdierne for denne forbindelse ved extrapolering, idet man forudsatte, at en dosis på 0,075 mg/kg ikke havde nogen virkning.

25 b Forbindelsen B er 2-guanidino-4-(2-hexylamino-4-imida-zolyl)thiazol i form af dihydrochloridsaltet deraf.

c Forbindelsen C er 2-(N-benzylguanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol i form af dihydrochloridsaltet der-30 af.

^ Forbindelsen D er 2-guanidino-4-(4-imidazolyl)thiazol i form af dihydrochloridsaltet deraf fremstillet ud fra monohydrobromid i overensstemmelse med metoden angivet 35 i de senere eksempler 5 og 6.

DK 165964B

14 EKSEMPEL 2

Beskyttende virkning af 2-quanidino-4- (2-methyl-4-imida-zolyl)thiazol på piroxicam-inducerede gastriske læsioner 5 hos rotter

Voksne "specifikt pathogenfrie", hanrotter der vejede 140-160 g og var af CD-stammen (Spraque-Dawley), blev skaffet fra Charles River Breeding Laboratories (Kings-10 ton, N.Y., USA). Forsøgsdyrene blev akklimatiseret i ca.

1 uge og afprøvet, når de nåede en korpsvægt på 200-225 g. Rotterne blev fastet i 16 timer og tilfældigt fordelt i grupper bestående af 8-10 dyr, som blev normaliseret med hensyn til deres gennemsnitlige kropsvægt. Gastriske 15 ulcera blev fremkaldt i forsøgsdyrene ved peroral dosering af dyrene med en enkelt dosis på 100 mg/kg piroxi-cam-opløsning indeholdende lægemidlet opløst i 2 ml 0,1% methylcellulose i vand (pH » 6,8). De dyr, som modtog 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (0,3, 1,0, 3,3 20 eller 10,0 mg/kg i form af dihydrochloridsaltet), modtog separat dette lægemiddel opløst i yderligere 2 ml af det samme medium på omtrent samme tidspunkt. 6 1/2 time senere blev dyrene slagtet ved brud på rygsøjlen og dissekre- ret. Maverne blev kirurgisk udtaget, dissekreret langs 25 med den store krumning og skyllet med koldt vand. Maverne blev individuelt bedømt for såvel lineære som punktfor-mige læsioner. Det samlede antal læsioner blev anvendt til bedømmelsesformål. De fra hver gruppe af rotter opnåede data blev analyseret efter beregningen af gennem-30 snitsantallet + standardafvigelsen af det samlede antal gastriske læsioner. De således opnåede værdier blev ligeledes sammenlignet med de kontroldyr, som kun modtog piroxicam, under anvendelse af den såkaldte two-tailed Student's T-test for ikke-parrede data. Den beskyttende 35 virkning af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol over for piroxicam-inducerede ulcera er vist i efterfølgende tabel II. Disse data viser, at 2-guanidino-4-(2-me-

DK 165964B

15 thyl-4-imidazolyl)thiazol signifikant reducerede piroxi-cam-inducerede gastriske læsioner, idet de viser et dosis-relateret respons i området 0,3-10 mg/kg p.o.. Man beregnede ud fra disse data ved lineær regressionsanalyse 5 en korrelations faktor (r) på 0,97 og en ED^-q på 0,32 mg/kg.

TABEL II

10 Virkning af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol på piroxicam-inducerede gastriske læsioner

Dosis pr. os Antal rotter i Gastriske læsioner/rotte (mg/kg) *** undersøgelsen X +/- (SE)* 15 - - - 0,0 156 7,8 (0,4) 0,3 26 4,1 (0,2)** 1,0 156 2,6 (0,4)** 3,3 86 1,3 (0,3)** 20 10,0 56 0,8 (0,3)** * Gennemsnitsværdi +/- standardafvigelse? alle rotter modtog en ulcus-fremkaldende dosis piroxicam (100 mg/kg p.o.).

25 ** = Signifikant forskellig (p<<0,05) fra rotter, som modtog piroxicam alene, således som det blev bestemt ved Student's T-test for ikke parrede data.

30 *** * Som dihydrochloridsaltet.

35 16 EKSEMPEL 3

DK 165964 B

Beskyttende virkning af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imida-zolyl)thiazol på gastriske læsioner hos rotter induceret 5 med ethanolaminsaltet af piroxicam

Analogt med det foregående eksempel blev der induceret gastriske ulcera med en enkelt dosis på 100 mg af etha-nolaminsaltet af piroxicam. Afprøvningsgrupperne modtog 10 0,3, 1,0 og 3,3 mg/kg doser af 2-guanidino-4-(2-methyl-4- imidazolyl)thiazol. De herved opnåede resultater er vist i tabel III. Disse data viser, at den afprøvede forbindelse viste en signifikant reduktion i gastriske læsioner fremkaldt med ethanolaminsaltet af piroxicam, hvilket 15 viste et dosis-relateret respons i området 0,3-3,3 mg/kg. Ud fra disse data beregnede man ved lineær regressionsanalyse en korrelationskoefficient (r) på 1,00 og en ED50 på 0,88 mg/kg.

20 TABEL III

Virkning af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol på gastriske læsioner induceret med ethanolaminsaltet af piroxicam 25

Dosis p.o. Antal rotter i Gastriske læsioner/rotte (mg/kg) *** undersøgelsen X +/- (SE)* 0,0 40 6,9 (0,7) 30 0,3 40 4,2 (0,6)** 1,0 40 3,4 (0,5)** 3,3 40 2,4 (0,5)** 35 * = Gennemsnitsværdi +/- standardafvigelse (SE); alle rotter modtog en ulcus-fremkaldende dosis af pi-roxicam-ethanolaminsalt (100 mg/kg p.o.).

DK 165964 B

17 ** s signifikant forskellig (p<<0,05) fra rotter, som modtog piroxicam-ethanolaminsaltet alene, som bestemt ved Student's T-test for ikke-parrede data.

5 1 s som dihydrochloridsaltet.

Denne afprøvning blev gentaget, idet man anvendte 120 mg af ethanolaminsaltet af piroxicam til at inducere ulcera.

De derved opnåede resultater er vist i tabel IIIA. Ud fra 10 disse data beregnede man en ED^q på 0,3 mg/kg ved anvendelse af lineær regressionsanalyse.

TABEL IIIA

15 Virkning af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol på gastriske læsioner induceret med ethanolaminsaltet af piroxicam

Dosis p.o. Antal rotter i Gastriske læsioner/rotte 20 (mg/kg) 1 undersøgelsen X +/- (SE)* 0,0 30 9,8 (0,9) 0,33 30 4,7 (0,7)** 1,00 30 3,1 (0,6)** 25 3,33 30 1,7 (0,4)** * = Gennemsnitsværdi +/- standardafvigelse (SE); alle rotter modtog en ulcusdannende dosis af piroxicam-30 ethanolaminsalt (120 mg/kg p.o.).

** * Signifikant forskellig (p<0,05) fra rotter, som modtog piroxicam-ethanolaminsaltet alene, som bestemt ved Student's T-test for ikke-parrede data.

35 - Som dihydrochloridsaltet.

18 EKSEMPEL 4

DK 165964B

Virkningen af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thia-zol på effektiviteten af piroxicam over for adjuvans-in-5 duceret arthritis hos rotter

Man fremkaldte arthritis med adjuvans på voksne han-rotter af Wistar-Lewis-stammen, som vejede 250-270 g hver (Charles River Breeding Laboratories, Kingston, N.Y., 10 USA) ved en enkelt indsprøjtning under fodsålen af 1 mg Mycobacterium butyricum (Difco Laboratories, portion nr. 0640-33) suspenderet i 1,0 ml mineralolie som beskrevet af Walz et al. (Proc. Soc. Exptl. Biol. Med., 136: 907-910, 1971). Man anvendte 7 rotter i hver gruppe. Lægemid-15 ler, som blev indgivet peroralt, blev opløst i vand, og man tilsatte natriumhydroxid som nødvendigt til at sikre en opløsning; kontrolgrupperne modtog kun vand. Efter neutralisation af opløsningerne til pH 7,0 indgav man ved hjælp af en sonde med en stump-endet 18-gauge nål, et 20 rumfang på 10 ml/kg kropsvægt. Doser af hvert af lægemidlerne blev indgivet begyndende en dag før indsprøjtningen af det pågældende adjuvans og fortsættende indtil 16 dage efter induktionen af den arthritiske læsion.

25 De oprindelige rumfang af bagpoterne (Vi) blev målt samme dag som indsprøjtningen af adjuvans, og den derved opnåede opsvulmning blev bestemt på den indsprøjtede pote (Vf - Vi) på fjerdedagen efter indsprøjtningen af adjuvans.

Dette blev betragtet som værende det primære respons 30 eller den primære læsion. Opsvulmningen (Vf - Vi) målt 16 dage efter indsprøjtningen af adjuvans, på den modsatte, ikke-indsprøjtede bagpote udgjorde det sekundære respons eller den sekundære læsion. Rotterne blev målt ved eksperimenternes begyndelse såvel som på den 4. og 16. dag ef-35 ter fremkaldelse af sygdommen. Den procentvise inhibering af ødemerne blev beregnet i overensstemmelse med følgende formel: 5

DK 165964B

19

Vf lægemiddel - Vi lægemiddel % inhibering af edem = 1 - — - — x 100

Vf kontrol - Vi kontrol

Resultaterne er vist i tabellerne IV og V. De i tabel IV anførte data viser, som beregnet ved lineær regressionsanalyse, at piroxicam alene viste en korrelationskoefficient (r) på 0,95 og en ED^-q på 2,60 mg/kg over for de primære læsioner? samt r = 1,00 og ED5q * 0,45 mg/kg for de sekundære læsioner. For 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imi-dazolyl)thiazol bemærkede man ikke nogen signifikant aktivitet for de primære læsioner; medens man bemærkede signifikant aktivitet over for sekundære læsioner, men , _ man kunne ikke beregne en pålidelig ED-værdi ved extra-polation ud fra disse data. De i tabel V anførte data indikerer, at stigende doser af 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol synes at gøre piroxicam mere effektivt ved reduktionen af den opsvulmning, som iagttages ved den sekundære læsione. Således svingede ED5Q for piroxicam fra 0,45 mg/kg alene til en så lav værdi som en ED^-q på 0,10 mg/kg, når det blev doseret i kombination med 10 mg/kg 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol. Denne ændring repræsenterer en 5 gange forøgelse i styrken af piroxicam. Tilsvarende, men hidtil mindre pålidelige ob-

D

servationer er blevet foretaget med hensyn til den primære læsion.

30 35

TABEL IV

20

DK 165964 B

Den sammenlignede virkning af piroxicam og 2-guanidino-4- (2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (forbindelse A) på adju-5 vans-induceret arthritis

Dosis p.o. % inhibering af læsioner (mg/kg) X +/- (SE)* 10 Piroxicam Forbindelse A1 Primære Sekundære 0,10 — 29 (4)** 26 (2)** 0,33 33 (8)** 43 (4)** 1,00 — 45 (7)** 64 (3)** 15 — 1,0 0 (6) 3 (3) 3,3 0 (3) 28 (4)** 10,0 2 (2) 27 (3)** 20 * = Gennemsnitsværdi af inhiberingen af ødem +/- stan dardafvigelsen; man anvendte 21 rotter ved hver dosis af piroxicam (14 som den frie enolforbindelse, 7 som ethanolaminsaltet); man anvendte 7 rotter for hver af de to mindre doseringer af forbindelsen A, 25 og man anvendte 14 rotter for doseringen på 10 mg/kg.

** * Signifikant forskellig (p<0,05) fra ikke-behandlede arthritiske rotter, som bestemt ved Student's T-30 test for ikke-parrede data.

35 s Som dihydrochloridsaltet.

TABEL V

DK 165964B

21

Virkningen af graduerede doser af 2-guanidino-4-(2-me-thyl-4-imidazolyl)thiazol (forbindelse A) på effektivite-5 ten af ethanolaminsaltet af piroxicam ved adjuvans-indu-ceret arthritis

Dosis p.o. (mg/kg) Sekundære læsion 10 Piroxicam Forbindelse A1 X*(%) r** (mg/kg) r'** 0,10 — 26 0,33 — 43 1,00 0,45 1.00 — 64 15 0,10 1,0 27 0,33 1,0 61 1,00 0,24 1.00 1,0 87 0,10 3,3 39 0,33 3,3 64 1,00 0,17 1,00 20 1,00 3,3 91 0,10 10,0 51 0,33 10,0 72 1,00 0,10 1.00 10,0 93 25 * »Se den tilsvarende fodnote i tabel IV.

** = Korrelationskoefficient (r, r') og ED^-q beregnin gerne blev gennemført under anvendelse af lineære 30 regressionsanalyser; r betegner forholdet mellem piroxicamdosis og opsvulmningseffektiviteten, og r1 betegner forholdet mellem dosis af forbindelsen A og den iagttagne værdi ED^-q for inhibering af opsvulmningen ved terapi med piroxicam.

35 = som dihydrochloridsaltet.

22

DK 165964B

EKSEMPEL 5 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (fri base) 5 Man opslæmmede 360,7 g (1,19 mol; US patentskrift nr.

4 374 843) 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, monohydrobromid i 7500 ml H20 i 15 minutter ved 19°C. pH-vsrdien blev under omrøring langsomt reguleret fra 5,8 til en stabil værdi på 9,5 med 10% NaOH, idet man dertil 10 behøvede 500 + 5 ml. Efter omrøring i yderligere 0,5 timer indvandt man den i overskriften nævnte forbindelse ved filtrering på en glasfilterdigel. Den klæbrige filterkage blev vasket med 2000 ml H20, trukket sammen til en tæt filterkage og til sidst vasket med 1000 ml hexan.

15 Efter lufttørring over filtertragten i 18 timer blev hele den stadig delvis befugtede kage taget videre til det næste behandlingstrin.

Dersom det behøves for formuleringen, tørres den frie ba-20 se til konstant vægt under vakuum, hvorved man i formuleringen kan korrigere for eventuelt tilbageværende vand.

EKSEMPEL 6 25 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, dihydro- chlorid

Man sammenblandede hele portionen af delvis befugtet fri base fra det foregående eksempel, som formodes at inde-30 holde den teoretiske mængde 265,3 g af den frie base udtrykt på vandfri basis, med 1030 ml CH^OH og 4125 ml 2-propanol, hvorpå man opvarmede til tilbagesvaling. Den varme opløsning blev behandlet med 62 g aktivt kul. Efter tilbagesvaling i 30 minutter blev den varme blanding fil-35 treret over diatomé jord med vask med 2750 ml varm isopro-panol. Det kombinerede filtrat og vaskevæske blev fortyndet med yderligere 2750 ml 2-propanol nu ved 60 °C. Derpå

DK 165964 B

23 tilsatte man under omrøring i en tynd stråle 345 ml koncentreret HC1. Den derved fremkomne suspension blev op-koncentreret til 2750 ml under vakuum, afdrevet med 5500 ml 2-propanol, idet man opretholdt dette rumfang, afkølet 5 til 0-5 °C, omrørt i 1,5 timer ved denne temperatur, hvorpå man indvandt den i overskriften nævnte forbindelse ved filtrering, vaskede med 700 ml koldt 2-propanol og derpå tørrede under vakuum ved omgivelsernes temperatur; 307,2 g (87%) over to behandlings trin, m/e 222; UV λ max.

10 (0,01 N HC1/CH30H) 229 og 260 nm (E1%lcm661 og 569); λ max. (0,01 N NaOH/CHgOH) 248 og 274 nm (El%lcni681 °9 475; neutralisationsækvivalent (1:1 ethanol:1^0 med 0,5 N NaOH) beregnet: 295,2; fundet 299,9.

15 Grundstofanalyse beregnet for CgH^NgS, 2HC1: C 32,55; H 4,10; N 28,47; S 10,86; Cl" 24,02%

Fundet: C 32,30; H 4,06; N 28,29; S 11,05; Cl" 24,05%.

20 Alternativt opløste man 10,0 g (0,045 mol, vægten korrigeret for indtil 20% vandindhold) af den frie base i 100 ml varm iseddike, en mængde, som lige var tilstrækkelig til fuldstændig opløsning ved en temperatur nær ved tilbagesvalingstemperaturen. Den varme opløsning blev 25 fortyndet med yderligere 10 ml varm eddikesyre, hvorpå man tilsatte 7,5 ml (0,090 mol) koncentreret HC1. Den i overskriften nævnte forbindelse, som begyndte at udkrystallisere omtrent øjeblikkelig, blev indvundet ved filtrering efter afkøling til stuetemperatur og tørret under 30 vakuum ved 40 °C; udbytte 12,63 g (95%) identisk med det produkt, som udkrystalliserede fra 2-propanol.

Alternativt opløste man 1,0 g (0,0045 mol) af den frie base i 2 ml koncentreret HC1. Dihydrochloridet udkrystal-35 liserede omtrent øjeblikkeligt. Blandingen blev fortyndet med 5 ml acetone, omrørt i 5 minutter, og den i overskriften nævnte forbindelse blev indvundet ved filtrering med acetonevask, 1,15 g (86,6%), identisk med reaktions- produktet fra ovenfor nævnte metode. A.

24

DK 165964 B

Grundstofanalyse beregnet for CgH^gNgS, HC1: 5 C 32,55; H 4,10; N 28,47%

Fundet: C 32,16; H 4,40; N 28,09%.

EKSEMPEL 7 10 2-guanidino-4- (2-methyl~4-imidazolyl) thiazol, dihydrobro-mid

Metode A 15

Man opløste 4,00 g (0,0322 mol); US patentskrift nr.

4 374 843) 2-methyl-4-acetylimidazol i 40 ml (0,351 mol) 48% HBr, idet temperaturen steg til 33 °C. Opløsningen blev opvarmet til 50 °C. Derpå tilsatte man 1,65 ml (5,15 20 g, 0,0322 mol) Br2 i 5 ml 48% HBr dråbevis i løbet af 17 minutter, idet man om nødvendigt opretholdt denne temperatur ved ydre varmetilførsel. Den omrørte reaktionsblanding blev opvarmet til 65 °C i 1,5 timer, afkølet og strippet til dannelse af en flødefarvet opslæmning. Blan-25 dingen blev afdrevet med 2 x 20 ml H20 (idet de faste stoffer opløstes og vendte tilbage til en tyk opslæmning hver gang). Man tilsatte uden yderligere isolering af mellemproduktet 2-methyl-4-(bromacetyl)imidazol via 29,2 ml absolut ethanol, og derpå 3,81 g (0,0322 mol) N-amidi-30 nothiourinstof, og opslæmningen blev opvarmet til tilbagesvaling. Den således opnåede opløsning blev opvarmet under tilbagesvaling 2 timer, på hvilket tidspunkt, der forekom en tung udfældning af den i overskriften nævnte forbindelse på krystalform. Opslæmningen blev afdestille-35 ret til halvt rumfang, afkølet til stuetemperatur, og den i overskriften nævnte forbindelse blev indvundet ved filtrering og vask med en lille mængde ethanol og tørret ved

DK 165964B

25 35 °C under vakuum; 10,12 g (79% igennem to kemiske behandlingstrin); homogen ved TLC Rf 0,75 (19:1 etha nol: koncentreret NH^OH); smeltepunkt 300 °C (dekompone-ring).

5

Grundstofanalyse beregnet for CgH^^NgS, 2HBr, 5^0: C 24,44; H 3,33; N 21,38%

Fundet: C 24,20; H 3,18; N 21,43%.

10

Metode B

Man bromerede 4,00 g (0,0322 mol) 2-methyl-4-acetylimida-zol analogt med fremgangsmåden i metode Ά, idet man dog 15 anvendte 3,67 ml (0,0322 mol) 48% HBr og 4 ml eddikesyre i stedet for den oprindelige tilsatte mængde 48% HBr, og idet man tilsatte B^ (1,65 ml) i 4 ml eddikesyre i stedet for 48% Br, Efter forløbet af 1,5 timers opvarmningsperiode tilsatte man 3,81 g N-amidinothiourinstof (uden 20 afkøling, stripning og afdrivning). Reaktionen forløb exotermt og opvarmede fra 67 til 77 °C, og den derved opnåede opløsning blev opvarmet til 80 "C i 1 time, hvorunder den i overskriften nævnte forbindelse begyndte at udfældes som et tungt bundfald. Den i overskriften nævnte 25 forbindelse blev indvundet analogt med metode A, 9,34 g (73% over to kemiske behandlings trin), identisk med produktet fra metode A.

Metode C 30

Man satte 7,36 g (0,059 mol) 2-methyl-4-acetylimidazol til 16,9 ml 48% HBr til dannelse af en klar gul opløsning. Derpå tilsatte man dråbevis 3,0 ml (0,059 mol) B^ i 3,3 ml 48% HBr, efterhånden som reaktionen blev opvar-35 met til 45 °C. Man bemærkede sig en forbigående udfældning under tilsætning og opvarmning. Efter omrøring i 18 timer ved 45 °C blev reaktionsblandingen afkølet til

DK 165964 B

26 30 °C, fortyndet med 22 ml absolut ethanol, og man tilsatte 7,0 g N-amidinothiourinstof. Den derved fremkomne opslæmning blev næsten klar, hvorpå den størknede til fast tilstand, som blev brækket op med en spatel. Den 5 derved fremkomne bevægelige opslæmning blev omrørt ved 55 °C i 2 timer, afkølet til 10 °C, og den i overskriften nævnte forbindelse blev indvundet ved filtrering med vask med 2 x 5 ml absolut ethanol, 20,3 g (86%), identisk med den i overskriften nævnte forbindelse fremstillet ved me-10 tode A.

EKSEMPEL 8 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (fri base) 15

Man omrørte 13,4 g 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazol-yl)thiazol, dihydrobromid med 66,9 ml 1^0, og pH-værdien blev langsomt reguleret til en stabil værdi på 10,0 igennem 2 timer med 22,6 ml 3 N NaOH, idet man opretholdt en 20 temperatur på 22-24 °C. Den i overskriften nævnte forbindelse blev indvundet ved sugefiltrering og vask med vand, samlet til en tæt filterkage under et gummistykke, genop-slæmmet i 28 ml acetone i 2 timer, filtreret igen, vasket med 12 ml acetone og tørret ved 40 "C i vakuum, hvilket 25 gav den i overskriften nævnte forbindelse som et krystallinsk produkt, 8,66 g, indeholdende ca. 15% vand.

Den vandfrie frie base blev fremstillet ud fra den vand-befugtede kage (fremstillet som ovenfor beskrevet, men 30 uden genopslæmning i acetone) ved at opløse 4,04 g af den vandbefugtede kage (bedømt til at indeholde 1,60 g af den frie base beregnet på tørstofbasis i 80 ml acetone under tilbagesvaling, behandling af opløsningen med 0,16 g aktivt kul, filtrering i varm tilstand, opkoncentrering af 35 filtratet til 15 ml, omrøring ved stuetemperatur i 1 time, filtrering med acetonevask og tørring af filterkagen ved 40 °C under vakuum; udbytte: 1,57 g.

EKSEMPEL 9 27

DK 165964 B

2-(N-benzyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thia-zol, dihydrochlorid 5

Til en opløsning af 13,08 g (46,05 mmol) 2-brom-l-(2-me-thylimidazol-4-yl)ethanon, hydrobromid i 150 ml acetone satte man en opløsning af 10,53 g (50,66 mmol) l-(N-ben-zylguanyl)-thiourinstof i 50 ml acetone, og blandingen 10 blev opvarmet under tilbagesvaling i 6 timer og fik lov at stå ved stuetemperatur i 16 timer. Blandingen blev opvarmet under tilbagesvaling i yderligere 1 time, afkølet, og råproduktet blev opsamlet som dihydrobromidsaltet deraf. Dette blev opløst i 300 ml vand og sat til en opløs-15 ning af 20,59 g (166 mmol) natriumcarbonat, monohydrat i 200 ml vand. Efter henstand i 15 minutter blev det faste stof frafiltreret og vasket med vand. Det fugtige faste stof blev opløst i 400 ml acetone, filtreret til fjernelse af uopløseligt materiale, og filtratet blev behandlet 20 med 8 ml 37% (w/v) koncentreret saltsyre. Den sure blanding blev omrørt i 1,5 timer, filtreret, og det faste stof blev opsamlet og tørret til opnåelse af et lysegult fast stof. Dette blev opløst i 50 ml methanol, behandlet med aktivt kul og filtreret gennem diatoméjord. Filtratet 25 blev fortyndet med isopropylether, og det faste bundfald blev opsamlet ved filtrering og tørret, hvilket gav 14,36 g (81%) af den i overskriften nævnte forbindelse; smeltepunkt 306-307 °C; m/e 312.

30 Grundstofanalyse beregnet for ci5Hi6N6S/ 2HC1: C 46,75; H 4,71; N 21,81; Cl 18,40 Fundet; C 46,48; H 4,82; N 21,94; Cl 18,04.

35 Dihydrobromidsaltet blev fremstillet på tilsvarende måde, idet man anvendte 48% hydrogenbromid i stedet for saltsyre .

DK 165964 B

EKSEMPEL 10 28 4- (2-methyl-4-imidazolyl) -2- (N-pentyl-N1 -guanidino) thi-5 azolyl, dihydrochlorid

Man blandede 21,12 g (0,112 mol) (N-pentylguanyl)thio-urinstof og 27,65 g (0,097 mol) 4-bromacetyl-2-methylimi-dazol, hydrobromid i 400 ml acetone og opvarmede under 10 tilbagesvaling i 24 timer. Det derved opnåede faste stof blev opsamlet, vasket med acetone og tørret, hvilket gav 40,63 g (92,2%) lysegult dihydrobromidsalt af det Ønskede produkt.

15 81,14 g (0,179 mol) af dihydrobromidsaltet blev opløst i 1500 ml varmt vand og langsomt sat til en opløsning af 88,6 g (0,714 mol) natriumcårbonat, monohydrat i 800 ml vand. Efter afslutningen af tilsætningen blev blandingen omrørt i 30 minutter, hvorpå den blev filtreret. Filter-20 kagen blev vasket grundigt med vand og tørret under vakuum i 48 timer. Dette faste stof blev opløst i 2 liter acetone, filtreret til fjernelse af små mængder af materialet i suspension, gjort sur med 34 ml (0,408 mol) koncentreret saltsyre og fortyndet med yderligere 1 liter 25 acetone. Det derved opnåede bundfald blev opsamlet, vasket og tørret, hvilket gav 62,44 g (93,2%) af et snavset hvidt fast stof, smeltepunkt 299-301 °C.

Grundstofanalyse beregnet for ci3H2oN6S' 2HC1, 0,5H20: 30 C 41,71; H 6,19; N 22,45; Cl“ 19,41 Fundet; C 41,75; H 6,21; N 22,42; Cl“ 19,03.

35

DK 165964B

29 EKSEMPEL 11

Histamin-H^-· antagonist-aktivitet 5 Man bestemte histamin-^-antagonist-aktiviteten af produktet fra de to forudgående eksempler ved følgende procedure :

Marsvin blev dræbt hurtigt med et slag i hovedet, hjertet 10 ' blev udtaget og højre forkammer blev dissekeret frit. Forkammeret blev bragt i suspension isometrisk i et temperaturreguleret (32° + 2 °C) vævsbad (10 ml) indeholdende oxygeneret (95% 02? 5% C02) Krebs-Henseleit-puffer (pH 7,4), hvorpå de fik lov at stabilisere sig i ca. 1 time, 15 i løbet af hvilket tidsrum vævsbadet blev skyllet adskillige gange. Individuelle kontraktioner af atria (forkammeret) blev fulgt med en kraft-forskydningstransducer forbundet med et kardiotachometer og Grass polygraf-skri-veapparat. Efter at man havde opnået en dosis-respons-20 kurve for histamin, blev badet indeholdende hvert af forkamrene skyllet adskillige gange med frisk puffer, og atria blev igen bragt i ligevægt med basale frekvenser.

Efter tilbagevenden til den basale frekvens tilsatte man de forbindelser, der skulle afprøves, med udvalgte slut-25 koncentrationer, og derpå bestemte man igen dosis-re-sponskurven for histamin i nærvær af antagonisten. Resultaterne udtrykkes som dosis-forhold, forholdet mellem histamin-koncentrationerne, som er nødvendige til at frembringe halvdelen af den maksimale stimulering i nær-30 vær af og uden tilstedeværelse af antagonisten, og den tilsyneladende dissociationskonstant af ^-receptor-antagonisten, pA2, bestemmes.

Forbindelsen fra de forudgående to eksempler afprøvet i 35 form af dihydrobromidsaltene gav en pA2-værdi på mindst 7,2.

DK 165964B

30 EKSEMPEL 12

Inhiberinq af ethanol-induceret ulcus-dannelse hos rotter 5 Anti-ulcus-aktiviteten af produkterne fra eksemplerne 9 og 10 blev ligeledes bestemt ved en afprøvning af ethanol-induceret ulcus hos rotter. Ved denne afprøvning indgiver man lægemidlet (ved 30 eller 3 mg/kg) eller vand per os til hanrotter, som har fastet natten over, 15 10 minutter før en peroralt indgivet dosis af 1,0 ml absolut ethanol. 1 time efter påvirkningen med ethanol dræbes forsøgsdyrene (8 pr. gruppe), og maverne undersøges for tilstedeværelsen af læsioner. Efter slagtningen åbnes abdomen, og man anbringer en låse-hæmostat ved pylorus. I 15 hver mave indsprøjtes 6 ml 4% opløsning af formaldehyd med en mavesonde, og man anbringer en anden låse-hæmostat for at forsegle øsophagus. Maven udtages, åbnes langs den største krumning og undersøges for ulcus-dannelse.

20 I det følgende er angivet det bedømmelsessystem, som anvendes til at give et kvantitativt udtryk for de ethanol-inducerede læsioner.

Ulcus-bedømmelsestabel 25

Bedømmelse Definition 1 Normalt udseende mave 2 Læsioner af nålespidsstørrelse 30 3 Læsioner, 2 eller færre; der kan forekomme læsioner af nålespidsstørrelse 4 Læsioner > 2; der kan være læsioner af nålespidsstørrelse 35 5 Læsioner med blødning

DK 165964 B

31

For hver gruppe af forsøgsdyrene beregnes et ulcus-indeks som følger:

Ulcus-dannelsesindeks * (summen af værdierne opnået i 5 gruppen) x (summen af antallet af ulcera i gruppen) x fraktionen af gruppen som udviser nogen som helst tilfælde af ulcus-dannelse.

Den procentvise inhibering af ulcera beregnes på følgende 10 måde:

Procentvis inhibering = (ulcus-indeks for kontrol) - (ulcus-indeks for lægemiddel behandlet) 100 x - (ulcus-indeks for kontrol)

Ved en peroral dosis på 30 mg/kg udviste forbindelserne fra eksemplerne 9 og 10 afprøvet i form af dihydrobromid-saltene mindst 77% inhibering af ethanol-induceret ulcus-dannelse. Ved en peroral dosis på 3 mg/kg viste disse forbindelser mindst 40% inhibering af ulcus-dannelsen.

EKSEMPEL 13 35 Beskyttende virkning af 2-(N-pentyl-NT-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol på gastriske læsioner hos rotter fremkaldt af ethanolaminsaltet af piroxicam

Analogt med eksemplerne 2 og 3 blev der induceret gas-triske ulcera med en enkelt dosis på 120 mg af ethanolaminsaltet af piroxicam. Afprøvningsgrupperne modtog 0,03, 0,10 og 0,33 mg/kg doser af 2-(N-pentyl-N*-guanidino )-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, dihydrochlorid. De opnåede resultater er vist i tabel VI. Disse data viser, 35 at forbindelsen, der skal afprøves, viste signifikant reduktion i gastriske læsioner fremkaldt af ethanolaminsal-

DK 165964B

32 tet af piroxicam, idet de viste et dosisrelateret respons i området 0,03-0,33 mg/kg. Ud fra disse data beregnede man ved lineær regressionsanalyse en ED^-q på 0,1 mg/kg.

5 TABEL VI

Virkning af 2-(N-pentyl-N' -guanidino) -4- (2-methyl-4-imi-dazolyl)thiazol på gastriske læsioner induceret af etha-nolaminsaltet af piroxicam 10 -—

Dosis pr. os Antal rotter i Gastriske læsioner/rotte (mg/kg)*** undersøgelsen X +/- (SE)* 0,0 30 9,8 (0,9) 15 0,03 30 6,6 (1,0) 0,10 30 3,4 (1,0)** 0,33 29 2,4 (0,9)** 20 * = Middelværdi +/- standardafvigelse (SE); alle rotter modtog en ulcus-dannende dosis af piroxicam-etha-nol-aminsalt (100 mg/kg p.o.).

** = Signifikant forskellig (p<0,05) fra rotter, som 25 modtog piroxicam-ethanolaminsalt alene, som bestemt ved Student's T-test for ikke-parrede data.

*** = Som dihydrochloridsalt.

30 EKSEMPEL 14

Kapsler - piroxicam (20 mg) og 2-quanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (20 mg) 35 De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold:

DK 165964 B

. 33 piroxicam (formalet) 20 2-guanid±no-4-(2-methyl-4- imidazolyl)thiazol, dihydrochlo- rid (formalet) 26,6* ® calclumcarbonat 45 polyethylenglycol, gennemsnitsmolekylvægt 4000 158,4 10 * ækvivalent med 20 dele af den frie base.

Blandingen sammenblandes omhyggeligt, således at man op når et ensartet pulver. Derpå fremstiller man bløde gelatinekapsler indeholdende 20 mg af hver aktiv komponent 15 ved fyldning af kapsler af passende størrelse med 250 mg / af blandingen.

Til fremstilling af fyldte hårde gelatinekapsler reguleres mængden af inerte bestanddele således, at man bekvemt 20 kan fylde gelatinekapsler af standardstørrelse indeholdende 20 mg af hver aktiv komponent.

EKSEMPEL 15 25 Kapsler - piroxicam (20 mg) og 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (50 mg)

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold : 30 piroxicam-ethanolaminsalt (formalet) 23,7* 2-guanidino-4-(2-methyl- 4-imidazolyl)thiazol (formalet) 50 35 maj sstivelse 623,3 34

DK 165964 B

magnesiumstearat 3 5 * ækvivalent med 20 dele af den frie enolform.

Blandingen sammenblandes grundigt til dannelse af et ensartet pulver. Den derved fremkomne blanding fyldes på 10 hårde gelatinekapsler af størrelsen 0 (fyldningsvægt 700 mg) til opnåelse af kapsler indeholdende den ønskede styrke af hver aktiv ingrediens.

EKSEMPEL 16 15

Kapsler - indomethacin (25 mg) og 2-guanidino-4-(2-meth-yl-4-imidazolyl)thiazol (15 mg)

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægt-20 forhold: indomethacin (formalet) 25 2-guanidino-4-(2-methyl- 4-imidazolyl)thiazol (formalet) 15 ^ calciumcarbonat 200 polyethylenglycol, gennemsnitsmolekylvægt 4000 600

Blandingen sammenblandes grundigt til opnåelse af et ens-artet pulver. Den således opnåede blanding (840 mg påfyldningsvægt) fyldes på hårde gelatinekapsler af passende størrelse til opnåelse af kapsler med den ønskede styrke.

35 35 EKSEMPEL 17

DK 165964B

Kapsler - piroxicam (10 mg) og 2-guanldino-4-(2-hexylami-no-4-imidazolyl)thiazol (50 mg) 5

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold : piroxicam (formalet) 10 10 2-guanidino-4-(2-hexylamino- 4-imidazolyl)thiazol, dihydro-chlorid, monohydrat (formalet) 64,5* majsstivelse 622,5 magnesiumstearat 3 15 *ækvivalent med 50 dele af den frie base.

Blandingen sammenblandes omhyggeligt til dannelse af et ensartet pulver, som fyldes på hårde gelatinekapsler af størrelsen 0 (påfyldningsvægt 700 mg) til opnåelse af 20 kapsler indeholdende den ønskede styrke af hver ingrediens.

EKSEMPEL 18 25 Tabletter - piroxicam (20 mg) og 2-guanidino-4-(2-methyl- 4-imidazolyl)thiazol (70 mg)

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold : 30 piroxicam (formalet) 20 2-guanidino-4-(2-methyl-4- 35 36

DK 165964 B

imidazolyDthiazol (formalet) 70 lactose 188 5 hydroxypropylcellulose 3 natriumstivelseglycollat 15 magnesiumstearat 4 10

Blandingen sammenblandes omhyggeligt til dannelse af et ensartet pulver. Afmålte rumfang af pulveret svarende til 500 mg efter vægt slås til tabletter indeholdende den ønskede styrke af hver aktiv ingrediens.

15 EKSEMPEL 19

Tabletter - indomethacin (25 mg) og 2-guanidino-4-(2- hexylamino-4-imidazolyl)thiazol (25 mg) 20

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold: indomethacin (formalet) 25 25 2-guanidino-4-(2-hexylamino- 4-imidazolyl)thiazol, dihydro- chlorid, monohydrat 32,25* lactose 217,5 hydroxypropylmethylcellulose 4 30 natriumstivelseglycollat 16 magnesiumstearat 5 35 37

DK 165964 B

*ækvivalent med 25 dele af den frie base.

Blandingen sammenblandes omhyggeligt til dannelse af et ensartet pulver. Pulveret slås i afmålte rumfang svarende 5 til 300 mg efter vægt til tabletter indeholdende den ønskede styrke af hver aktiv ingrediens.

EKSEMPEL 20 10 Kapsler - piroxicam (20 mg) og 2-(N-benzyl-N'-guanidino)- 4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (20 mg)

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægtforhold : 15 piroxicam (formalet) 20 2-(N-benzyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, dihydrochlorid (formalet) 24,71 20 calciumcarbonat 45 polyethylenglycol, gennemsnitsmolekylvægt 4000 160,3 35 ækvivalent med 20 dele af den frie base.

25

Blandingen sammenblandes omhyggeligt til opnåelse af et ensartet pulver. Den derved fremkomne blanding fyldes på hårde gelatinekapsler (påfyldningsvægt 250 mg) til opnåelse af kapsler indeholdende 20 mg aktivitet af hver ak-30 tiv ingrediens.

EKSEMPEL 21 38

DK 165964 B

Kapsler - piroxicam (20 mg) og 2- (N-pentyl-N'-guanidino)- 4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (20 mg) 5

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægt-forhold: piroxicam (formalet) 20 *0 2- (N-pentyl-N' -guanidino) -4- (2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, dihydrochlorid (formalet) 25,0* maj sstivelse 602 magnesiumstearat 3 15 *ækvivalent med 20 dele af den frie base.

Blandingen sammenblandes omhyggeligt til dannelse af et ensartet pulver. Den derved fremkomne blanding fyldes på 9Π hårde gelatinekapsler af passende størrelse (påfyldningsvægt 650 mg) til opnåelse af kapsler indeholdende den ønskede styrke af hver aktiv ingrediens.

EKSEMPEL 22 25

Tabletter - piroxicam (10 mg) og 2-(N-pentyl-N*-guanidino ) -4- ( 2-methyl-4-imidazolyl)thiazol (20 mg)

De følgende ingredienser kombineres i de følgende vægt-30 forhold: piroxicam 10 35 39

DK 165964B

2-(N-pentyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, dihydrochlorid 25* lactose 193 5 hydroxypropylmethylcellulose 3 natriumstivelsesglycollat 15 1Ω / magnesxumstearat 4 *ækvivalent med 20 dele af den frie base.

Blandingen sammenblandes grundigt til dannelse af et ens-1!* artet pulver. Afmålte rumfang svarende til 250 mg efter vægt slås til tabletter indeholdende den ønskede styrke af hver aktiv ingrediens. 1 35 PRÆPARATION 1 N-pentyl-N1-cyanoguanidin 17,43 g (0,20 mol) pentylamin i 175 ml 2-propanol blev 25 gjort surt med 17 ml (0,204 mol) koncentreret HC1 og derpå behandlet med 23,15 g (0,26 mol) natriumdicyanamid. Blandingen blev opvarmet under tilbagesvaling i 20 timer, fik lov at afkøles og blev filtreret gennem "Celite". Filtratet blev koncentreret i vakuum, og inddampningsres-30 ten blev opløst i chloroform. Denne opløsning blev vasket med vand og tørret over magnesiumsulfat. Filtrering og inddampning under vakuum gav 20,93 g (67,9%) af et snavset hvidt fast stof; massespektrum: M+ ved 154.

PRÆPARATION 2 40

DK 165964 B

(N-pentylguanyl)thiourinstof 5 30,0 g (0,195 mol) N-pentyl-N1-cyanoguanidin og 3 ml di- ethylamin blev kombineret i 550 ml methanol. Denne opløsning blev afkølet til -40 °C, mættet med gasformigt hydrogensulfid, overført til en bombe af rustfrit stål og opvarmet til 85 °C i 40 timer. Det overskydende hydrogen-10 sulfid blev skyllet ud fra reaktionsblandingen med nitrogen, og opløsningen blev derpå koncentreret i vakuum. Inddampningsresten blev lyn-chromatograferet (140 mm søjle), 5% methanol i chloroform). De fraktioner, som indeholdt det rene produkt, blev kombineret og inddampet, 15 hvilket gav 22,01 g (59,9%) af et hvidt fast stof. En portion blev omkrystalliseret fra chloroform, hvilket gav et materiale med smeltepunkt 98-100 °C; massespektrum: M+ 188.

20 PRÆPARATION 3 N-benzyl-N'-cyanoguanidin

Ved fremgangsmåden fra præparation 1 blev benzylamin om-25 dannet til den i overskriften nævnte forbindelse, massespektrum: M+ ved 175.

PRÆPARATION 4 30 Man satte 2 ml diethylamin til en opløsning af 6,73 g (38,6 mmol) 1-benzyl73-cyanoguanidin i 100 ml methanol, blandingen blev afkølet til 0 °C og mættet med gasformigt hydrogensulfid. Den kolde opløsning blev overført til en bombe af rustfrit stål, forseglet, og bomben blev opvar-35 met til 80 °C i 48 timer. Blandingen blev derpå overført til en kolbe, skyllet med nitrogen til uddrivning af overskydende hydrogensulfid, og opløsningsmidlet blev af- 41

DK 165964B

dampet i vakuum. Den resterende olie blev renset ved lyn-chromatografi (silicagel), idet man eluerede med 20:1 chloroform/methanol; hvilket gav 3,06 g produkt i form af en lysegul olie. Massespektrum (m/e): 209 (M+).

5 10 15 20 25 30 35

Claims (10)

1. I (II) -L N CH, /\ 3 0 0 25 * - Q hvori R er: <o> YV‘.n„ /»'ji , nN_C N-0 \ I 30 \S^J og X er hydrogen, chlor eller methyl, eller et farmaceutisk acceptabelt salt deraf, og 35 (b) en gastrisk anti-irritations og ulcus-inhiberende mængde af 2-guanidino-4-( 4-imidazolyl)thiazol, 2-guanidi- DK 165964 B no-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, 2-(N-benzyl-N'-gua-nidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol, 2-(N-pentyl-N'-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol eller 2-gua-nidino-4-[2-(hexylamino)-4-imidazolyl]thiazol, eller et 5 farmaceutisk acceptabelt salt deraf.

1. Forbedret indomethacin- eller oxicam-baseret anti-in-5 flammatorisk præparat, kendetegnet ved, at det omfatter: (a) en anti-inflammatorisk mængde af indomethacin eller en oxicam med formlen: 10 OH 0 i (i> k — JL CH, 15 /\ 3 0 0 eller - OH 20 ^‘v/SX-.CONHR

2. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omfatter indomethacin og 2-guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol. 10

3. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at det omfatter indomethacin og 2-guanidino-4- [ 2- (hexylamino) -4-imidazolyl ] thiazol.

4. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 1, ken detegnet ved, at det omfatter indomethacin og 2-(N-benzyl-N' -guanidino )-4-( 2-methyl-4-imidazolyl) thiazol.

5. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 1, k e n - 20 detegnet ved, at det omfatter indomethacin og 2-(N-pentyl-N' -guanidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl) thiazol.

6. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den anti-inflammatoriske forbin- 25 delse er piroxicam, tenoxicam, isoxicam eller sudoxicam.

7. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 6, kendetegnet ved, at det omfatter piroxicam og 2-gua-nidino-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol. 30

8. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 6, kendetegnet ved, at det omfatter piroxicam og 2-guanidino-4- [2- (hexylamino)-4-imidazolyl]thiazol.

9. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 6, ken detegnet ved, at det omfatter piroxicam og 2-(N-benzyl-N' -guanidino) -4- (2-methyl-4-imidazolyl) thiazol. DK 165964 B

10. Anti-inflammatorisk præparat ifølge krav 6, kendetegnet ved, at det omfatter piroxicam og 2-(N-pentyl-N’-guanidino)-4-(2-methyl-4-imidazolyl)thiazol. 5 10 15 20 25 30 35