DK150781B - Desinfektionsmiddel indeholdende iod i kompleksbundet form - Google Patents

Description

150781

Opfindelsen angår et desinfektionsmiddel indeholdende iod i kompleksbundet form.

lod i vand/a'lkoholopløsninger har gennem lang tid været anvendt som desinfektionsmidler. lod har meget god og hurtigt virkende antimikrobiel effekt med et bredt spektrum og giver ikke anledning til resistensudvikling. lod har dog i denne tilberedningsform adskillige ulemper, bl.a. dårlig stabilitet, høj kemisk reaktivitet, ubehagelig lugt, etc., og det giver anledning til misfarvning, irritation og ofte skader ved behandling af biologisk væv.

Man har forsøgt at undgå ulemperne ved sådanne vand/alkoholopløs-ninger af iod ved at kompleksbinde iodet til en vandopløselig organisk bærer, såsom polyvinylpyrrolidon.Vandopløselige komplekser af denne artv der sædvanligvis benævnes iodoforer, har været kendt længe (se 2 150781 f.eks. svensk patentskrift nr. 191 385, tysk fremlæggelsesskrift nr.

1 171 112 og fransk patentskrift nr. 2 128 082), og de mangler en del af iodopløsningernes ulemper samtidig med at den antimikrobielle aktivitet er bibeholdt. De kendte vandopløselige iodoforer fremstilles sædvanligvis ved at en vandig opløsning af bæreren behandles med iod-opløsning.

På trods af, at de vandopløselige iodoforer indebærer et væsentligt fremskridt sammenlignet med de konventionelle iodopløsninger, har de adskillige ulemper og begrænsninger med hensyn til fremstilling og anvendelse. Ved at produkterne er vandopløselige vanskeliggøres således rensningen i forbindelse med fremstillingen, idet man må anvende fældningsmetoder, hvilket medfører lavere udbytter og kræver kostbar genvinding af opløsningsmiddel. I forbindelse med huddesinfektion kan opløselige iodoforer også give anledning til hudirritation. Endvidere giver de opløselige iodoforer en til langt de fleste anvendelsesområder alt for hurtig frigørelse af iod, hvorved iodet forbruges alt for hurtigt ved dets reaktionsevne med forskellige substanser. Man får derfor i mange tilfælde en for hurtigt forbigående desinfektions- og steriliseringseffekt.

Ved desinfektion og sterilisering med vandopløselige iodoforer opløses disse sædvanligvis i en behandlingsvæske, som applikeres den genstand, som skal desinficeres. Når iodoforen har udøvet sin desinficerende og steriliserende virkning ved at frigøre iod, kasseres behandlingsvæsken med tilbageværende bærer, som indeholder eventuelt ufor-brugt iod, hvilket medfører høje omkostninger og milieuproblemer. Væskeformen, som sådan, begrænser endvidere de opløselige iodoforers anvendelighed i mange tilfælde.

Man har endvidere forsøgt at absorbere/adsorbere vandopløselige iodoforer til forskellige opløselige og uopløselige uorganiske materialer, såsom metalsalte, lertyper, talk o.s.v. for at muliggøre fremstilling af iodoforer i pulverform (se f.eks. dansk patentskrift nr. 89 457) De herved anvendte uorganiske materialer er dog uhensigtsmæssige ud fra et fysiologisk synspunkt (se f.eks. Deutsche Medizinische Wochen-schrift, Vol. 76, side 394-397), og for øvrigt er de ovenfor anførte ulemper og begrænsninger ved 'opløselige iodoforer bibeholdt.

Ifølge et andet forsøg på at forbedre vandopløselige iodoforer (se f.eks. tysk offentliggørelsesskrift nr. 1 570 668) er disse blevet indkapslet i en polyethylen- eller polypropylenpolymer. Ved denne indkapsling af en opløselig iodofor er det lykkedes at hæmme iodfrigørel-sen, således, at en mere langvarig desinfektions- og steriliserings 3 150781 effekt opnås. De ovenfor omtalte ulemper ved opløselige iodoforer navnlig i forbindelse med fremstillingen består dog stadig, og endvidere er den indkapslede polyethylen- eller polypropylenpolymer ikke hydrofil, og endvidere vævsfremmed, hvilket i høj grad begrænser den indkapslede iodofors anvendelighed.

Fra svensk patentansøgning nr. 1197/73 kendes desuden en fremgangsmåde til rensning af sår ved, at sårene påføres tørre partikler af en tværbundet hydrofil polymer. Rensningen af sårene sker ved en gelkromatografisk proces, hvorved stoffer med forskellige molekylvægte opsuges ulige hurtigt i polymeren. Desinfektionen består i, at polymerlaget med optaget væske fjernes fra såroverfla den. Partikelmassen (polymeren) fungerer ikke som antibakterielt middel, men kan være tilsat antibakterielle midler til sterilisation af massen. Disse midler er dog ikke kompleksbundet til polymeren .

Der foreligger således et stort behov for en ny tilberednings-form af iod, som gør det muligt at udnytte iodets udmærkede desinfektionsegenskaber, men som ikke har ulemperne ved de kendte iodop-løsninger, respektive vandopløselige iodoforer. Dette formål opnås ifølge opfindelsen med en ny type iodoforer, som er mangesidigt anvendelige, lagringsbestandinge, simple at fremstille og håndtere, som muliggør en kontrollerbar frigørelse af iod, og som desuden er lugtfrie og kan regenereres efter anvendelse.

Den foreliggende opfindelse angår et desinfektionsmiddel, der er ejendommeligt ved, at det indeholder mindst 100 ppm iod, som er kompleksbundet til en hydrofil organisk bærer, der danner et tredimensionalt netværk, som holdes sammen af covalente bindinger, og som er uopløseligt i vand, men er i stand til at kvælde i vand under dannelse af en gel, hvilken bærer er et polymerisationsprodukt, der opnås ved tværbinding af et polyhydroxylgruppe-holdigt organisk materiale ved hjælp af et bifunktionelt organisk tværbindingsmateriale af typen Z - R - Y, hvor Z og Y betegner epoxygrupper eller halogenatomer og R er en alifatisk organisk rest, som ikke har dissocierbare grupper.

Den vanduopløselige, men geldannende hydrofile iodofor ifølge opfindelsen kan fremstilles ved at man behandler en bærer af en given art med iod til dannelse af et iodkompleks.

4 150781

De ved fremstillingen af iodoforerne ifølge opfindelsen anvendte vandopløselige geldannende bærere er enten hidtil kendte eller kan fremstilles analogt med sådanne kendte geldannende bærere. Tilvirkningen sker i princippet som polymerisation/tværbinding af et polyhydroxyl gruppeholdigt organisk stof ved omsætning med et difunktionelt organisk brodannelsesmiddel af typen Y - R - Z, hvor Y og Z betegner epoxygruppe eller halogenatomer, og R er en organisk rest. Ved denne polymerisationsreaktion reagerer de funktionelle grupper Y og Z med hver sin hydroxy lgruppe i det polyhydroxylgruppeholdige udgangsmateriale under dannelse af etherbindinger. Ved polymerisationsreaktionen anvender man som brodannelsesmiddel sædvanligvis et difunktionelt glycerolderivat, såsom epichlorhydrin, dichlorhydrin, epibromhydrin, dibromhydrin og lignende, men også andre difunktionelle ether-brodannelsesmidler, såsom 1,2:3,4-diepoxybutan, diepoxypropylether, diepoxypropylethere af ethylenglycol, propylenglycol og polyethylenglycol og lignende kan anvendes. Generelt kan det siges, at alifatiske epoxy- henholdsvis halogenepoxyforbindelser, som indeholder carbon, hydrogen, oxygen og mangler dissocierbare grupper, er anvendelige. Hvis man som brodannelses middel anvender eksempelvis epichlorhydrin, får man følgende reaktions forløb: R1 - O - H + CH„ - CH - CH0 -Cl + H- 0-R2+ NaOH *-}

"V

-} R1 - O - CH2 - CH(OH) - CH2 - O - R2 + NaCl + H20 1 2 R og R betegner her molekyler af udgangsmaterialet minus en hydroxy-gruppe.

For at man skal få en i vand uopløselig men med vand geldannende bærer, kræves sædvanligvis et stort antal af sådanne brodannelser, men den nødvendige brodannelsesgrad beror givetvis også på, hvilket speciel udgangsmateriale, der anvendes, hvorved molekylvægten i første række er afgørende.

Som polyhydroxylgruppeholdigt organisk udgangsmateriale kan man anvende mange forskellige typer organiske materialer med varierende molekylvægt, som indeholder et flertal hydroxygrupper og har evne til ved dannelse af intermolekylære etherbroer at danne en vanduopløselig men med vand kvældbar gel. Stivelse af varierende middelmolekylvægt 5 150781 ligesom forskellige nedbrydningsprodukter deraf har vist sig at være meget hensigtsmæssige udgangsmaterialer, men også andre polysaccharider såsom dextran, dextrin, cellulose og lignende, ligesom syntetiske poly-hydroxylgruppeholdige polymere, såsom polyvinylalkohol af varierende molekylvægt, etc. kan med fordel anvendes. Man kan også med vældig godt resultat gå ud fra lavmolekylære polyhydroxylgruppeholdige materialer, f.eks. mono- eller disaccharider, såsom saccharose, maltose, lactose, etc., eller sukkeralkoholer, som f.eks. sorbitol. Det polyhydroxy! gruppeholdige udgangsmateriale kan også være substitueret med anionisk« kationiske eller nonioniske grupper, og ved hensigtsmæssig substitution er det muligt at fremstille bærere (og følgelig iodoforer), som også har ionbytteregenskaber. Som eksempler på hensigtsmæssige sub-stituenter til dette formål kan nævnes carbon- og sulfonsyregrupper, respektive aminogrupper, dextran, dextrin og stivelse, som er substituerede med carboxymethyl-, hydroxyethyl-, hydroxypropyl-, diethyl-aminoethylgrupper og lignende er nogle eksempler på hensigtsmæssige substituerede udgangsmaterialer. Disse substituenter kan også indføres i den færdige tværbundne bærer på kendt måde (se f.eks. svensk patentskrift nr. 204 906). Bærerens, respektive iodoforens ionbytterkapaci-tet kan ligge på indtil ca. 5 mækv/g.

Man udfører hensigtsmæssigt polymerisationsreaktionen i et opløsningsmiddel, som opløser en eller flere af reaktanterne, fortrinsvis i vandholdigt milieu. Reaktionen katalyseres alkalisk og som alkaliske katalysatorer kan man f.eks. anvende alkalihydroxider eller jordalkali-hydroxider. Som eksempel på andre alkaliske katalysatorer kan nævnes kvaternære og tertiære aminer. Når man som bifunktionelt organisk stof anvender f.eks. halogenhydriner, som danner hydrogenhalogenid ved reaktionen, skal mængden af alkalisk reagerende stof også være tilstrækkelig til at neutralisere det dannede hydrogenhalogenid.

Man arbejder hensigtsmæssigt ved forhøjet temperatur for at fremskynde reaktionen, og et hensigtsmæssigt temperaturinterval er ca.

50 til ca. 90°C. Reaktionen kan udføres som blokpolymerisation eller emulsionspolymerisation i et inert opløsningsmiddel, f.eks. toluen.

Ved emulsionspolymerisation dannes et tofasesystem af henholdsvis reaktionsblanding og det inerte opløsningsmiddel, hvorved man kan regulere partikelstørrelsen i den fremstillede bærer ved at variere f.eks. omrøringshastigheden, stabilisatorkoncentrationen og udformningen af reaktionsbeholderen. Ved anvendelse af blokpolymerisation reguleres partikelstørrelsen primært ved mekanisk sønderdeling, f.eks. formaling.

6 150781 Bæreren renses hensigtsmæssigt ved f.eks. vaskning, nutschning eller centrifugering. Man vasker herved fortrinsvis med vand eller organisk opløsningsmiddel, f.eks. ethanol. Da bæreren i uopkvældet tilstand ofte mekanisk indeslutter forureninger er det hensigtsmæssigt at anvende en vis mængde opkvældningsmiddel, fortrinsvis vand for at opkvælde bæreren, således at forureningerne kan diffundere ud af bærerpartiklerne.

Kvældningsevnen hos bæreren (og dermed hos den deraf fremstillede iodofor) kan reguleres ved variation af reaktionsbetingelserne og valget af udgangsmateriale. Kvældningsevnen, som er et udtryk for bærerens, henholdsvis iodoforens evne til at optage et kvældningsmiddel, såsom vand, er i den foreliggende beskrivelse defineret som det gelvolumen (i ml), som opnås ved fuldstændig kvældning af et g tør bærer, henholdsvis iodofor i respektivt kvældningsmiddel. Ved i øvrigt konstante betingelser er den fremstillede bærers kvældningskapacitet proportional ved opløsningsmiddelindholdet og omvendt proportional med såvel mængden af difunktionelt organisk tværbindende middel (d.v.s. tværbindingsgraden) som med molekylvægten af det polyhydroxylgruppeholdige udgangsmateriale.

Kvældningsevnen i vand kan formindskes med substituering af bærerens hydroxylgrupper med nonioniske grupper, såsom hydroxyethyl- og hydroxypropylgrupper. Kvældningsevnen i organiske opløsningsmidler, som f.eks. ethanol, forøges herved samtidig. Kvældningsevnen i vand hos iodoforerne ifølge opfindelsen, henholdsvis hos de til fremstillingen anvendte bærere, kan variere mellem 2 og 100 ml/g.

Ud over den anvendte bærers egenskaber beror egenskaberne af den fremstillede iodofor også på det indgående iodindhold. Bærerens evne til reversibelt at kompleksbinde iod, henholdsvis den tilsvarende iodofors evne til at frigøre iod, varierer og beror i første række på det særlige bæremateriale, dets kvældningsevne, substitutionsgrad og type af substituenter, iodkoncentrationen under kompleksdannelsen og partikelstørrelsen. Lav kvældningskapacitet hos bæreren, d.v.s. et stort antal indførte etherbroer, hæmmer bærerens evne til at kompleksbinde iod, eftersom molekylkæderne herved er fixerede i større udstrækning.

Ved anvendelse af samme bærertype kan evnen til at kompleksbinde iod forøges ved at forøge kvældningskapaciteten og formindskelse af partikelstørrelsen og omvendt. De fleste bærertyper kan kompleksbinde indtil ca. 5 eller 10% iod regnet på iodoforens tørvægt, hvilket er til- 7 150781 strækkeligt til de fleste anvendelsesområder. Ved at anvende en bærer af hensigtsmæssigt materiale med høj kvældningskapacitet og sikre høje iodkoncentrationer ved kompleksdannelsen kan man dog fremstille iodo-forer med væsentligt højere iodindhold f.eks. indtil ca. 20%.

Som nævnt ovenfor kan man ved fremstillingen af den nye iodofor ifølge opfindelsen^ud fra en kommercielt tilgængelig bærer, men man kan også udføre kompleksdannelsen i tilslutning til fremstillingen af bæreren. Hvis man som udgangsmateriale anvender en tørret bærer bør denne kvældes i f.eks. vand før kompleksdannelsen for at lette diffusionen af iod ind i bærerpartiklerne. Det er hensigtsmæssigt at anvende større mængder vand end der kræves til fuldstændigt at køle bæreren for at lette homogeniseringen og fremme kompleksdannelsesreaktionen. Som nævnt ovenfor kan også andre kvældningsmidler end vand anvendes, men reaktionsblandingen indeholder fortrinsvis i det mindste en vis mængde vand.

Selv om det er muligt at tilsætte iodet i fast form eller på gasform ved kompleksdannelsesreaktionen mellem bærer og iod opløser man fortrinsvis iodet i et hensigtsmæssigt opløsningsmiddel, fortrinsvis ethanol eller en ethanol/vand-blanding. Ethvert opløsningsmiddel, som opløser iodet (helt eller delvis) og er inert i forhold til bæreren kan anvendes. Når man fremstiller iodopløsningen, bør man anvende så lille mængde organisk opløsningsmiddel som muligt eftersom sådanne opløsningsmidler kan krympe bæreren og vanskeliggøre diffusionen af iod ind i bærerpartiklerne. Da kompleksdannelsesreaktionen sker meget let, allerede ved stuetemperatur og normalt tryk er disse betingelser foretrukne af nemhedsgrunde. Reaktionen kan dog fremskyndes ved let opvarmning, men temperaturer over ca. 50°C bør undgås. Et foretrukket temperaturinterval er 0°C til 50°C, navnlig 15°C til 40°C.

Når kompleksdannelsesreaktionen er afsluttet, adskilles den dannede iodoforgel fra reaktionsmediet på hensigtsmæssig måde, f.eks. ved sugefiltrering. Iodoforgelen kan eventuelt også vaskes og/eller tørres på konventionel måde og eventuelt også sønderdeles mekanisk og sigtes til ønsket partikelstørrelse. Ved at afstå fra at vaske iodo-forgelen alternativt kun udføre en forsigtig udvaskning vil iodoforen også komme til at indeholde iod, der kun er adsorberet/absorberet til bæreren og let kan frigøres. Iodoforer ifølge opfindelsen indeholdende såvel kompleksbundet som adsorberet/absorberet iod kan med fordel anvendes, når en høj initialkoncentration af iod er ønskelig.

8 150781

En interessant egenskab ved de nye iodoforer ifølge opfindelsen er, at de indeholder iod, som er reversibelt kompleksbundet til bæreren, som er opløselig i vand. Det er derfor muligt at regenerere bæreren ved kompleksdannelse med frisk iod, når det oprindelig iod er forbrugt. Regenereringen kan udføres analogt ved fremstillingen af iodoforen, f.eks. ved behandling af den iodfattige iodofor med en iodopløsning.

Som det fremgår af den foregeånde beskrivelse og endvidere af de følgende udførelseseksempler kan de fysiske og kemiske egenskaber ved iodoforerne varieres væsentligt indenfor rammerne af opfindelsens grundtanke, og det er derfor muligt at tilpasse iodoforens egenskaber til behov og ønsker i hvert specielt tilfælde. De nye iodoforer kan tillige anvendes enten i tør form eller i form af en gel med varierende viskositet fremstillet ved opkvældning af den tørre iodofor i et passende kvældningsmiddel.

De nye iodoforer ifølge opfindelsen kan anvendes som desinfektionsmidler til de mest forskellige formål, kosmetiske såvel som tekniske. Iodoforer i pulverform kan eksempelvis anvendes til sprøjtedesinfektion af store flader, såsom lokaler af forskellig art og vanskeligt tilgængelige flader i almindelighed. Takket være de hydrofile egenskaber har iodoforerne evne til at absorbere vand og fugtighed, og takket være denne egenskab fæstner den pulverformige iodofor på den behandlede flade og kan udøve sin germicide aktivitet i længere tid takket være den gradvise frigørelse af iod. Ved kvældning i f.eks. vand kan iodoforerne ifølge opfindelsen eksempelvis anvendes til desinfektion af mikrobielt forurenet vand i f.eks. svømmebassiner, køletårnssysternet og lignende, ligesom til desinfektion af produktions-, transport- og lagerudrustning til produkter, såsom mælk, vin og øl.

Til sådanne tekniske tilpasninger kan de genstande, som skal desinficeres behandles med en væske, såsom vand, der indeholder en effektiv mængde af iodoforen. Efter behandlingen kan bæreren med eventuelt tilbageblevet iod genvindes ved at behandlingsvæsken ledes gennem et filter, hvor den vanduopløselige bærer genvindes og kan regenereres. Alternativt kan behandlingsvæsken ledes gennem et filter af en iodofor-gel, som successivt frigør iod til behandlingsvæsken. Ved anvendelse som filter har iodoforerne fortrinsvis relativt stor partikelstørrelse, f.eks. en tørpartikelstørrelse indtil ca. 1 mm, eventuelt endog større, for at formindske strømningsmodstanden gennem filteret. Iodoforerne ifølge opfindelsen kan tillige anvendes til samme formål som den som udgangsmateriale anvendte bærer, f.eks. til at udføre ionbytter- eller gelkromatografi, hvorved det behandlede materiale samtidig desinficeres.

9 150781

Iodoforerne ifølge opfindelsen kan tillige med fordel anvendes som antimikrobiel komponent i kemisk-tekniske, kosmetiske præparater, såsom barnepudder og fodpudder, kropsdeodoranter, forskellige typer rengøringskompositioner, hudcremer og lignende, hvorved iodoforerne anvendes som pulver eller på gelform i afhængighed af kompositionens karakter.

Iodoforerne ifølge opfindelsen kan også med udmærket resultat anvendes til huddesinfektion og til at forhindre såkaldte sygehusinfektioner. Ved anvendelse til kosmetiske formål har iodoforerne fortrinsvis relativt lille partikelstørrelse, f.eks. fra 0,01 til 0,50 mm.

Da den optimale antimikrobielle effekt hos iod optræder ved let sur pH-værdi, er det i mange tilfælde fordelagtigt at anvende iodo-forer, som er substitueret med sure grupper. Hensigtsmæssige substitu-enter til kosmetiske tilpasninger er f.eks. carboxymethylgrupper, som giver iodoforen let sur karakter. Til rent tekniske tillempninger kan det i visse tilfælde være fordelagtigt at anvende iodoforer med stærk stærk kationbytterkarakter, som er substitueret med grupper, som f.e} sulfoethylgrupper. Svagt sure iodoforer er særligt anvendelige til behandling af hud, sår og andre flader af alkalisk karakter. Det er givetvis også muligt at anvende iodoforerne ifølge opfindelsen i kombination med en passende sur komponent.

lodindholdet og iodfrigørelsen tilpasses givetvis efter behov og formål i hvert enkelt tilfælde. Som en almen regel er et relativt lavt iodindhold (f.eks. fra 100 dpm til ca. 0,5%) sædvanligvis tilstræk keligt til f.eks. hud- og sårdesinfektion, mens højere indhold af iod som frigøres så ensartet som muligt igennem lang tid foretrækkes til mange tekniske tillempninger.

De nye iodoforer ifølge opfindelsen kan anvendes i praktisk taget enhver situation, hvor man ønsker en effektiv desinfektionsvirkning. Mange andre tillempninger end de ovenfor specielt nævnte vil således være indlysende for fagmanden.

Opfindelsen beskrives nærmere i de følgende udførelseseksempler, som blot er illustrative og på ingen måde skal begrænse opfindelsens omfang. Den stabilisatoropløsning, hvortil der henvises i eksemplerne, udgjordes af en opløsning af en blanding af mono- og diestre af ortho-phosphorsyre ("GAC PE 510", som forhandles af GAF Corporation, U.S.A.) i toluen. Opløsningen indholdt 14 g orthophosphorsyreester pr. kg 150781.

10 toluen. Det totale iodindhold bestemtes ifølge Schonigers standardmetode. lodfrigørelsen bestemtes ved en ekstraktionsmetode, hvorved vand sattes til en vis mængde tør iodofor for at danne en blanding på 100 ml, som rystedes i 2 timer. Efter sedimentering bestemtes iodind-holdet i den ovenstående væske og mængden af frigjort iod (udtrykt som vægtprocent af det totale iodindhold) beregnedes. I visse tilfælde gentoges denne metode, hvorved nyt vand tilsattes (til 100 ml) til den sedimenterede gel efter hver ekstraktion. Hvert eksempel angiver mængden af anvendt tør iodofor, antallet af ekstraktioner og procentmængden af iod, som frigjordes ved hver ekstraktion.

Eksempel -1 500 g kommercielt tilgængelig dextrin opløstes i 500 ml 3,10 N natriumhydroxid indeholdende 5 g natriumborhydrid. 700 ml stabilisatoropløsning anbragtes i en 2 liter 3-halset rundbundet kolbe. Omrøringshastigheden justeredes til 200 omdr./min., og dextrinopløsningen tilsættes langsomt. Efter 30 minutter tilsattes 100 ml epichlorhydrin, og reaktionen fik lov at forløbe i 5 timer ved 70°C. Reaktionsproduktet udgjordes af en gel, som rensedes på følgende måde: 8 liter vand sattes til reaktionsproduktet under omrøring. Efter sedimentering af det vandopløselige gelprodukt fradekanteredes den ovenstående væske, som indeholdt en lille mængde ikke-sedimenteret produkt. Yderligere 8 liter vand tilsattes under omrøring, og blandingen neutraliseredes med 2 N HC1 til pH-værdi 6,5. Produktet fik lov at sedimentere, og den ovenstående væske fradekanteredes. Vaskeproceduren gentoges 3 gange med samme mængde vand. Efter den sidste vaskning iso-leredes produktet ved sugefiltrering. 1 liter acetone sattes til den dråbetørre gel, som derefter behandledes med en opløsning af 4 g iod i 50 ml ethanol (95 volumenprocent). Reaktionsblandingen omrørtes i 60 minutter ved stuetemperatur (23°c). Den opnåede iodoforgel sugefil-treredes og tørredes dernæst i 15 timer ved stuetemperatur og 48 timer ved 40°C.

Udbytte: 485 g. Analyse: 0,33% iod og 4,9% vand; kvældningsevne: 6,6 ml/g.

11 150781

Eksempel 2

Fremstillingsmåden ifølge eksempel 1 gentoges men under anvendelse af 400 g dextrin, 400 ral 3,10 N natriumhydroxid, 5 g natriumborhydrid, 700 ml stabilisatoropløsning, 80 ml epichlorhydrid og 25 g iod i 200 ml ethanol.

Udbytte: 352 g. Analyse: 1,22% iod og 5,52% vand; kvældningsevne: 6.0 ml/g; ekstraktionstest: 3,01 g.

1. ekstraktion - 31% 2. ekstraktion - 12,3% 3. ekstraktion - 4,1%

Partikelstørrelsesfordeling: > 500^u 14% s 300 - 500^u 41% 100 - 300yU 33% < . 100^u 12%

Eksempel 3

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 1 gentoges under anvendelse af 400 g stivelse (middelmolekylvægt 44.000), 500 ml 2,4 N natriumhydroxid, 3 g natriumborhydrid, 800 ml stabilisatoropløsning, 80 ml epichlorhydrin og 5 g iod i 50 ml ethanol.

Udbytte: 393 gT Analyse: 0,46% iod og 6,6% vand; kvældningsevne: 5.0 ml/g; ekstraktionstest: 4,00 g - 1. ekstraktion - 53%.

Eksempel 4

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 1 gentoges under anvendelse af 400 g natriumcarboxymethy Isti velse (substitutionsgrad: 0,25 carboxy- methylgrupper pr. glucoseenhed) , 500 ml 2,12 N natriumhydroxid, 1000 ml stabilisatoropløsning, 80 ml epichlorhydrid og 10 g iod i 100 ml ethanol.

Udbytte: 401 g. Analyse: 0,55% iod og 3,72% vand,1 kvældningsevne: 5,6 ml/g; ionbytterkapacitet: 1,26 mækv./g; ekstraktionstest: 4,01 g - 1. ekstraktion - 41%.

Før reaktionen med iod overførtes bæreren til syreform ved behandling méd HC1.

12 150781

Eksempel 5

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 4 gentoges under anvendelse af 400 g carboxymethylstivelse, 500 ml 4,65 N natriumhydroxid, 1000 ml stabilisatoropløsning 225 g 1,3-dibromhydrin og 2,5 g iod i 25 ml ethanol.

Udbytte: 408 g. Analyse: 0,31% iod og 9,19% vand; kvældningsevne: 5.6 ml/g; ionbytterkapacitet: 1,23 mækv./g; ekstraktionstest: 4,01 g - 1. ekstraktion - 71%.

Før reaktionen med iod overførtes bæreren til syreform ved behandling med HC1.

Eksempel 6

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 1 gentoges under anvendelse af 100 g sorbitol (Merck, Sorbit Griessform DAB 7), 80 g natriumhydroxidopløsning (50 vægtprocent), 150 ml stabilisatoropløsning, 75 ml epichlorhydrin og 5 g iod i 50 ml ethanol.

Udbytte: 33 g. Analyse: 0,46% iod og 5,32% vand; kvældningsevne: 11,4 ml/g; ekstraktionstest: 2,01 g - 1. ekstraktion - 28%.

Eksempel 7

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 1 gentoges under anvendelse af 100 g saccharose, 124 ml 8,1 N natriumhydroxid, 200 ml stabilisator-opløsning, 75 ml epichlorhydrin og 4 g iod i 50 ml ethanol.

Udbytte: 75 g. Analyse: 0,63% iod og 9,28% vand; kvældningsevne: 8,0 ml/g; ekstraktionstest: 3,01 g - 1. ekstraktion - 46%.

Eksempel 8

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 1 gentoges under anvendelse af 44,6 g polyvinylalkohol med en middelmolekylvægt på 72.000 (Polyvioi W 28/20, tilgængeligt fra Wacker-Chemie, Vesttyskland), 270 ml 0,5 N natriumhydroxid, 300 ml stabilisatoropløsning, 12,5 g 1,2:3,4-diepoxybutan og 5 g iod i 50 ml ethanol.

Udbytte: 22 g. Analyse: 0,25% iod og 3,90% vand; kvældningsevne: 10.6 ml/g; ekstraktionstest: 2,37 g - 1. ekstraktion - 16%.

13 150781

Eksempel 9 750 g kommercielt tilgængeligt dextrangel (Sephadex G-25, Pharmacia Fine Chemicals, Uppsala, Sverige) med en partikelstørrelse på 100 - 300^,u og en kvældningskapacitet på 2,47 g/g kvældedes i 5750 ml vand under omrøring. En opløsning af 62,5 g iod i 500 ml ethanol tilsattes til den kvældede gel. Reaktionsblandingen omrørtes i 2 timer ved 35°C. Den opnåede iodoforgel separeredes ved sugefiltrering, vaskedes med 600 ml vand og tørredes dernæst først ved stuetemperatur i 15 timer og dernæst ved 40°C i 48 timer.

Udbytte: 755 g. Analyse: 2,39% iod og 10,03% vand; kvældningsevne: 5,0 ml/g; ekstraktionstest: 5,01 g - 1. ekstraktion - 15,3%.

Eksempel 10

Fremstillingsmetoden ifølge eksempel 9 gentoges under anvendelse

R

af 225 g Sephadex G-25, 1075 ml vand, 600 ml acetone og 5 g iod i 50 ml ethanol.

Udbytte: 222 g. Analyse: 0,20% iod og 4,44% vand; kvældningsevne: 5,2 ml/g.

Eksempel 11 100 g kommecielt tilgængeligt dextrangel (Sephadex ^ G-150, Pharma-cis Fine Chemicals, Uppsala, Sverige) med en partikelstørrelse på 40 - 120yU og en kvældningskapacitet på 15 g/g kvældedes i 1500 ml vand og 500 ml acetone. En opløsning af 8,35 g iod i 100 ml ethanol sattes til den kvældede gel. Reaktionsblandingen omrørtes i 30 minutter ved stuetemperatur. Produktet separeredes ved sugefiltrering og tørredes ved stuetemperatur i 15 timer og dernæst ved 40°C i 48 timer.

Udbytte: 102 g. Analyse: 0,53% iod og 8,88% vand; kvældningsevne: 41 ml/g; ekstraktionstest: 1,01 g - 1. ekstraktion - 85%.

Eksempel 12 100 g kommercielt tilgængelig dextrangel, substitueret med diethyl- (R) aminoethylgrupper (DEAE-Sephadex ^ A-25, Pharmacia Fine Chemicals, Uppsala, Sverige) med en partikelstørrelse på 40 - 120^u og en anion-bytterkapacitet på 3,5 mækv./g kvældedes i 600 ml vand og 200 ml acetone. 7 g iod i 100 ml ethanol sattes til den kvældede gel under omrø- 150781 1 4 ring. Omrøringen fortsattes i 60 minutter ved 35°C. Den opnåede iodofor gel separeredes ved sugefiltrering og tørredes ved stuetemperatur i 12 timer og dernæst ved 40°C i 48 timer.

Udbytte: 105 g. Analyse: 6,12% iod og 10,90% vand; ionbytterkapa-citet: 3,1 mækv./g; kvældningsevné: 6,6 ml/g; ekstraktionstest: 2,00 g iodofor.

1. ekstraktion: 1,9% iod 2. ekstraktion: 2,0% iod 3. ekstraktion: 2,0% iod 4. ekstraktion: 1,4% iod 5. ekstraktion: 1,4% iod 6. ekstraktion: 1,5% iod 7. ekstraktion: 1,4% iod '

Eksempel 13 100 g kommercielt tilgængelig carboxymethylsubstitueret dextrangel (CM-Sephadex ® C-25, Pharmacia Pine Chemicals, Uppsala, Sverige) med en partikelstørrelse på 40 - 120^u og en kationbytterkapacitet på 4,6 mækv./g kvældedes i 600 ml vand og 200 ml acetone. En opløsning af 10 g iod i 100 ml ethanol sattes til den kvældede gel under omrøring. Omrøringen fortsattes i 60 minutter ved stuetemperatur. Den opnåede iodo-forgel separeredes ved sugefiltrering og tørredes ved stuetemperatur i 16 timer og dernæst ved 40°C i 48 timer.

Udbytte: 98 g. Analyse: 0,25% iod og 9,58% vand; kationbytterkapacitet: 4,1 mækv./g; kvældningsevne: 7,5 ml/g; ekstraktionstest: 3,01 g - 1. ekstraktion - 56%.

Eksempel 14

En desinficerende hud- og sårsalve fremstilledes ved blanding af følgende komponenter: 3 g iodofor ifølge eksempel 2 (partikelstørrelse ^ 100 ,u) kvældet i 28 g vand ' 31 g

Paraffin 10 g

Lanolin 10 g

Vaselin 24 g

SiliconeOlie 2 g

Uldvoksalkoholer 1 g

Cetanol 1 g

Zinkoxid_24 g

Ialt 103 g 1S 150781 15

Eksempel 15

En viskos suspension egnet til desinfektion af sårlommer og fistelgange fremstilledes som følger: 5 g af den ifølge eksempel 2 fremstillede iodofor (sigtet til en partikelstørrelse <100yu) kvældedes i 25 ml fysiologisk kogesaltopløsning. Den opnåede suspension administreres hensigtsmæssigt ved hjælp af en sprøjtekanyle.

Eksempel 16

Den ifølge eksempel 10 fremstillede iodofor (partikelstørrelse 100 - 300yU) anvendes (klinisk) til desinfektion af åbne sår. Iodofor-pulveret påføres såret ved hjælp af en saltbøsse. Sårlægningen forbedredes uden at nogen uønskede‘bivirkninger kunne iagttages.

Eksempel 17

En diethylaminoethyl-hydroxypropyl-stivelsesgel, fremstillet analogt med eksempel 3, havde følgende egenskaber:

Nitrogenindhold: 4,57%

Hydroxypropylsubstituering: DS = 0,05 Kvældningsevne: 13,0 ml/g Vandindhold: 5,59% 70 g af denne gel fik lov at kvælde i en blanding af 200 ml acetone og 600 ml vand ved 22°C under omrøring i 60 minutter. pH-vær-dien indstilledes på 4,1. En opløsning af 14 g iod i 100 ml 99,5% ethanol tilsattes, og blandingen omrørtes ved 22°C i 30 minutter. Den opnåede iodoforgel frafiltreredes under sugning og tørredes.

Udbytte: 82 g. Analyse: 14,9% iod og 3,9% vand; kvældningsevne: 11,1 ml/g; ekstraktionstest: 1 ekstraktion 2,7%.

Eksempel 18

En diethylaminostivelsesgel fremstillet analogt med eksempel 3 havde følgende egenskaber:

Nitrogenindhold: 5,62%

Kvældningsevne: 5,4 ml/g Vandindhold: 3,72 % 100 g af denne gel fik lov at kvælde i 1000 ml 60% methanol ved 23°C under omrøring i 30 minutter. pH-værdien indstilledes på 4,5.

Gelen frafiltreredes ved sugning, og den sugningstørrede gel behandledes på filteret med en opløsning af 30 g iod i 2000 ml 70% ethanol.

16 150781

Den sugningstørrede gel tilsattes 500 ml 60% methanol.30 g iod i 300 ml 99,5% ethanol tilsattes under omrøring, som fortsattes i 30 minutter. Den opnåede iodoforgel frafiltreredes ved sugning og tørredes.

Udbytte: 142 g. Analyse: 32,2% iod og 1,12% vand; kvældningsevne; 3,6 ml/g.

Claims (6)

150781

1. Desinfektionsmiddel indeholdende iod i kompleksbundet form, KENDETEGNET ved, at det indeholder mindst 100 ppm iod, som er kompleksbundet til en hydrofil organisk bærer, der danner et tredimensionalt netværk, som holdes sammen af covalente bindinger, og som er uopløseligt i vand, men er i stand til at kvælde i vand under dannelse af en gel, hvilken bærer er et polymerisationsprodukt, der opnås ved tværbinding af et polyhydroxylgruppeholdigt organisk materiale ved hjælp af et bifunktionelt organisk tværbindingsmateriale af typen Z - R - Y, hvor Z og Y betegner epoxygrupper eller halogenatomer og R er en alifatisk organisk rest, som ikke har dis-socierbare grupper.

2. Desinfektionsmiddel ifølge krav 1, KENDETEGNET ved, at iodkomplekset er i stand til at kvælde, således at 1 g af det tørre kompleks danner en gel med et volumen på 2-100 ml ved fuldstændig kvældning i vand.

3. Desinfektionsmiddel ifølge krav 1 eller 2, KENDETEGNET ved, at bæreren i iodkomplekset er substitueret med anioniske, kationiske eller non-ioniske grupper, fortrinsvis ionbytttergrupper, såsom carboxymethyl- eller diethylaminoethylgrupper.

4. Desinfektionsmiddel ifølge krav 1, 2 eller 3, KENDETEGNET ved, at det bifunktionelle tværbindingsmiddel er en epihalogen-hydrin, en dihalogenhydrin eller 1,2; 3,4-diepoxybutan.

5. Desinfektionsmiddel ifølge krav 1-4, KENDETEGNET ved, at det organiske polyhydroxylgruppeholdige materiale er et mono-saccharid, et disaccharid, et polysaccharid, en polyhydroxylgruppe-holdig syntetisk polymer eller en sukkeralkohol.

6. Desinfektionsmiddel ifølge krav 5, KENDETEGNET ved, at det polyhydroxylgruppeholdige organiske materiale er stivelse, dextran, dextrin, cellulose, saccharose eller sorbitol.