DK163195B - Fremgangsmaade til radioaktiv maerkning af blodceller, oploesning til brug ved fremgangsmaaden, fremgangsmaade til fremstilling af oploesningen, og saet til radioaktiv maerkning af blodceller - Google Patents

Description

DK 163195 B

Opfindelsen angår en fremgangsmåde til radioaktiv mærkning af blodceller og en sammensætning til . > dette bestående af en steril opløsning af en radioak tiv indiumforbindelse. Opfindelsen angår endvidere en 5 fremgangsmåde til fremstilling af en sådan sammensætning og et sæt til radioaktiv mærkning af blodceller omfattende denne sammensætning.

Europæisk patentansøgning nr. 17355 omhandler en opløsning af indium-lll-oxinat, som er brugbart til at 10 mærke blodceller. Thakur et al. (J. Nucl. Med. 18, 1014-1021 (1977) har udforsket mærkningen af leukocy-ter med indium-lll-oxinat og opførsel af indium-111-mærkede leucocytter i menneske. En vandig opløsning af indium-lll-tropolonat til mærkning af blodceller kendes 15 fra en artikel af Danpure et al. i Brit. J. Radiol.

55, 247-249 (1982).

Mærkningen af blodceller kan udføres ved at sætte den radioaktive indiumholdige opløsning til et cellepræparat, der fortrinsvis er suspenderet i en pufret 20 saltopløsning, blodplasma eller et andet passende fysiologisk medium. Efter skånsom blanding kan blandingen inkuberes i i det mindste 20 minutter ved stuetemperatur til opnåelse af effektiv mærkning. Mærkningseffek-tiviten afhænger af antallet af celler i inkubations-25 blandingen. Når mærkningseffektiviteten er utilstrækkelig anbefales vask af cellerne for at fjerne alt fri radioaktiv indiumtropolonat eller -pyrithionat. Derefter kan de mærkede celler f.eks. gensuspenderes i deres eget plasmamedium. I tilfælde af mærkning af leukocy-30 ter og thombocyter bør der drages omsorg for, at isoleringsproceduren for cellerne er så minimal som mulig for at undgå beskadigelse af cellerne, ved isolering af humane leucocyter er det f.eks. tilstrækkeligt at sedimentere erythrocyterne ved tyngdekraftens hjælp ved 35 stuetemperatur i 1 time. Plasmaet i supernatanten, der skal separeres fra, indeholder næsten alle leukocyter- 2

DK 163195 B

ne, som fortrinsvis efter en enkelt vask med en puf ret saltopløsning kan blive mærket med radioaktivt indium.

Af det ovenstående fremgår det, at ved mærkning af blodceller er mærkningseffektiviteten af væsentlig 5 betydning. Denne mærkningseffektivitet, der i praksis afhænger af antallet og arten af cellerne i den suspension, der skal mærkes, og af inkubationstiden viser sig i almindelighed ikke at være større end ca. 15 til 25%, såfremt cellerne er suspenderet i plasma. Tilstedevæ-10 reisen af plasma i den suspension, der skal mærkes, fremmer bevaringen af de nævnte cellers levedygtighed. Plasma har imidlertid en skadelig virkning på mærkningseffektiviteten .

Det er nu overraskende fundet, at ved mærkning 15 af blodceller, især når plasmaet er tilstede, kan mærkningseffektiviteten blive forbedret betragtelig ved at udføre mærkningsreaktionen, når der er carbondioxid tilstede.

Som en konsekvens heraf angår den foreliggende 20 opfindelse en fremgangsmåde til radioaktiv mærkning af blodceller og er ejendommelig ved, at en blodcellesuspension behandles med en steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse, fortrinsvis indium-111-oxinat, indium-lll-tropolonat, indium-lll-acetylaceto-25 nat eller indium-lll-pyrithionat, i nærværelse af carbondioxid.

Denne forbedring kan opnås ved at tilsætte en forbindelse til cellesuspensionen som under mærkningsbetingelser udvikler carbondioxid, eller ved at tilføre 30 carbondioxid gennem cellesuspensionen inden eller under behandlingen.

Den samme forbedring af mærkningseffektiviteten kan opnås ved ifølge opfindelsen at inkorporere en carbondioxidudviklende forbindelse i opløsningen af en 35 radioaktiv indiumforbindelse, som skal anvendes til mærkningen. Det sidstnævnte bør foretrækkes, eftersom 3

DK 163195 B

det ikke er nødvendigt for brugeren af opløsningen, der er beregnet til mærkning, at udføre en ekstra behandling. Opfindelsen angår derfor også en steril vandig opløsning omfattende en radioaktiv indiumforbindelse, 5 hvilken opløsning endvidere omfatter en carbondioxid-frembringende forbindelse.

Skønt mærkningseffektivitetsforbedringen er mest udpræget ved mærkning med en opløsning af et radioaktivt indiumtropolonat, f.eks. indium-lll-tropolonat, 10 kan udbyttet af mærkede blodceller også forøges betydeligt ved mærkning med andre radioaktive indiumforbindelser, f.eks. indium-lll-pyrithionat, -oxinat og -acetylficetonat. Det er slående, at den største forøgelse i mærkningsudbyttet observeres ved mærkning af 15 en suspension af blodceller i blodplasma. Såfremt blodcellerne er suspenderes i fysiologisk saltopløsning eller i et andet medium, hvori plasmarester imidlertid vil være til stede, forbedres udbyttet, skønt i en mindre grad, ikke desto mindre stadig betydeligt, såfremt 20 der anvendes carbondioxid eller et carbondioxidfrem-bringende stof. Mærkning af blodceller, der er suspenderet i blodplasma, er en fordel, eftersom cellerne bedre forbliver levedygtige i plasma end i et andet medium, f.eks. fysiologisk saltopløsning. Derfor er den 25 fundne .forbedring af mærkningseffektiviteten, der er betydelig, især for plasmasuspenderede blodceller, af yderste vigtighed. Passende carbondioxidfrembringende stoffer er hydrogencarbonater, f.eks. natriumhydrogen-carbonat, kaliumhydrogencarbonat eller ammoniumhydro-30 gencarbonat og lavere dialkylestre af pyrocarboxylsyre, f.eks. diethylpyrocarbonat. Som det vil fremgå af eksemplerne kunne mærkningseffektiviteten ved mærkning af en erythrocytsuspension i blodplasma med en vandig opløsning af indium-lll-tropolonat forøges med en faktor 35 3 både ved anvendelse af et carbondioxidfrembringende stof og ved skylning med carbondioxid.

DK 163195B

4

Som før nævnt omhandler europæisk patentansøgning nr. 17355 en opløsning af indium-lll-oxinat egnet til mærkning af blodceller. Det fremgår af eksperimenterne beskrevet deri, at op til ca. 40% af radioakti-5 viteten kan forblive i ampullen efter autoklavering af den vandige indiumoxinatopløsning. Vedhæftningen (klæbningen) af det radioaktive kompleks til glasoverfladen på beholderen reduceres betydeligt ved tilsætning af et overfladeaktivt stof, f.eks. en fedtsyrepolyoxyethylen-10 sorbitanester. Autoklavering betyder her sterilisering af opløsningen under påvirkning af varme i en autoklave. Det har vist sig, at de samme problemer opstår, når der anvendes plastbeholdere. Thakur c.s. foreslog i J.

Nuel. Med. 18, 1012-1019 (1977) at tilsætte ethanol for 15 at forbedre opløseligheden af indium-lll i vand ved ca. neutralt pH.

De additiver, der forbedrer opløseligheden, f.eks. overfladeaktive stoffer eller ethanol, kan imidlertid være potentielt toxiske med hensyn til de blod-20 celler, der skal mærkes, og kan således påvirke cellernes levedygtighed i negativ retning.

Det er hensigten at injicere blodcellerne efter mærkningen i et varmblodet væsen, især et menneske, og efterfølgende underkaste dette et radioassay. En extern 25 billeddannelsesteknik anvendes til at finde akkumuleret radioaktivitet og dermed fastlægge en lokalisering i legemet. På denne måde kan f.eks. thromber, arterielle skader eller legemsinflammationer eller -abeesser lokaliseres afhængigt af arten af de mærkede blodceller.

30 Det er klart, at til dette formål er kun mærkede blodceller, der stadig har tilstrækkelig levedygtighed til at akkumulere gennem blodcirkulationssystemet i f.eks. legemets inflammerede område, anvendelige. Derfor bør enhver skadelig indflydelse på blodcellernes 35 levedygtighed under mærkningen undgås.

USA-patentbeskrivelse nr. 4.348.375 angår en vandig radioassayopløsning af indiumoxinat, der fuld- 5

DK 163195 B

stændigt eller i det væsentlige fundstændig er fri for organisk opløsningsmiddel. For at reducere adsorptionen af indium-111 til det glasudstyr, som det radioaktive materiale er i kontakt med, anbefales det at udføre 5 autoklaveringen ved et pH under 4,2. Inden anvendelsen bør den mærkede cellesuspensions pH bringes til ca. 6 til 7. En sådan neutralisering med en steril pufferopløsning under aseptiske betingelser involverer imidlertid en betydelig byrde for brugeren. Endvidere bør den-10 ne ekstra proces udføres i et lokale i en klinik eller et laboratorie, der er passende til arbejde med radioaktive isotoper.

Det har nu vist sig, at de ovennævnte problemer kan undgås ved at lade opløsningen til radiologisk un-15 dersøgelse, der er nævnt i indledningsafsnittet, omfatte et radioaktivt indiumtropolonat eller -pyrithionat.

Et andet navn for pyrithion er 2-mercaptopyridin-l-oxid. Det har vist sig, at denne opløsning kan steriliseres ved neutralt pH med varme uden noget problem.

20 Induimtropolonat bør foretrækkes, eftersom det er blevet accepteret i praksis på basis af dets fysiologiske egenskaber.

En vandig opløsning af indiumtropolonat kendes fra litteraturen, f.eks. fra .en artikel af Danpure c.s.

25 i Brit. J. Radiol. 55, 247-249 (1982). Imidlertid beskrives hverken i denne artikel eller i andre publikationer om dette emne en varmesteriliseret eller auto-klaverelj indiumtrdpolonatopløsning. Ikke desto mindre er det ønskeligt, og i mange tilfælde endog foreskrevet 30 af myndighederne, til behandling af blodceller, der skal genindføres i legemet, at anvende et middel, der er acceptabelt ud fra et farmaceutisk synspunkt, og som følgeligt er varmesteriliseret. I betragtning af de problemer, der opstår ved autoklavering af en vandig 35 indium-lll-oxinatopløsning, forventedes det, at de samme skadelige fænomener ville opstå ved anvendelse af 6

DK 163195 B

indiumtropolonat eller -pyrithionat ved autoklavering af opløsningen. Det har imidlertid overraskende vist sig, at en vandig opløsning af radioaktivt indiumtropolonat eller -pyrithionat så at sige ikke udviser nogen 5 vedhæftning til glasvæggene under varmesterilisation. I denne henseende bør en vandig opløsning af disse indiumforbindelser foretrækkes fremfor en radioaktiv in-diumoxinatopløsning.

Det har overraskende vist sig, at den vandige 10 opløsning af radioaktivt indiumtropolonat eller pyrithionat næsten ikke udviser nogen adhæsion til glasvæggen under varmesterilisationen. Herudfra skulle en vandig opløsning af den omhandlede indiumforbindelse blive foretrukket fremfor en radioaktiv indiumoxinat-15 opløsning.

Blandt de radioaktive indiumisotoper er indium-111 mest egnet til de ovennævnte radiologiske bestemmelser, f.eks. lokalisering af legemsinflammationer, eftersom den har en halveringstid på ca. 67 timer. End-20 videre kan indium-111 på enkel vis fremstilles i en cyclotron og er rimeligt tilgængelig. Opfindelsen angår således især en vandig opløsning, som beskrevet ovenfor, hvori indium-lll-tropolonat eller -pyrithionat opløses som den radioaktive indiumforbindelse. Varmeste- 25 riliseringen udføres under varmesteriliseringsbetingel- ( ser, fortrinsvis ved at opvarme opløsningen ved ca.

0 120 C i en autoklave i ca. 20 minutter.

En opløsning, der er egnet til radiologisk undersøgelse, f.eks. til mærkning af .blodceller, omfatter 30 fortrinsvis .indium-lll-tropolonat eller -pyrithionat i en mængde, der er tilstrækkelig til at mærke blodcellerne, f.eks. på ca. 0,0005 til 0,2 mg pr. ml. Det er en fordel, at opløsningen derudover omfatter tilstrækkeligt natriumchlorid, således at opløsningen er 35 isotonisk. I det tilfælde vil opløsningen fortrinsvis omfatte ca. 0,1 til 1 g natriumchlorid pr. 100 g opløsning.

DK 163195B

7

Den omhandlede opløsning har et pH mellem 4 og 9, fortrinsvis et omtrentligt fysiologisk pH. Hertil omfatter opløsningen i almindelighed en eller flere puffere i puffervirkende mængde, f.eks. TRIS [tris(hy-5 droxymethyl)aminomethan] eller HERPES [N-2-hydroxy-ethylpiperazin-N'-2-ethansulfonsyre]. Udover natrium-chlorid kan opløsningen omfatte andre salte såsom natriumacetat og/eller natriumphosphat. En steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse ifølge opfin-10 delsen kan fremstilles ved at opløse den ønskede mængde radioaktiv indiumtropolonat eller -pyrithionat i vand eller saltopløsning og derefter termisk sterilisere den resulterende opløsning, fortrinsvis i en autoklave.

De omhandlede opløsninger kan anvendes til mærk-15 ning af blodceller in vitro. De blodceller, der skal mærkes, kan være røde eller hvide blodceller eller blodplader. Ved mærkning in vitro isoleres de blodceller, der skal mærkes, i almindelighed fra en blodprøve og mærkes derefter efter suspendering i f.eks. blod-20 plasma eller fysiologisk saltopløsning og introduceres i et varmblodet levende væsens legeme især et menneskes. Herved kan det sted, hvor radioaktiviteten akkumulerer sig i legemet bestemmes ved extern billeddannelse.

25 Disse mærkede cellulære blodbestanddele, f.eks.

granulocyter, lymfocytter, blodplader og erythrocytter kan anvendes til f.eks. at lokalisere organer i kroppen, abeesser og andre inflammatoriske processer, myocardial infarkt, thrombosedannelse og udstødelse af 30 transplanterede organer, ved at indgive det i blodbanen på et levende væsen. Efter en given tidsperiode har det radioaktive indium akkumuleret sig ikke kun i bestemte områder af kroppen, såsom som leveren og milten, men også i forholdsvis store mængder i det inflammerede 35 område af interesse. Kroppen kan herefter udsættes for et radioassay ved anvendelse af en extern billeddan- 8

DK 163195 B

nelsesteknik for at detektere den akkumulerede radioaktivitet i det pågældende område. Mærkede erythrocyter kan også anvendes til at bestemme blodvolumenet. In-dium-lll mærkede erythrocyter viser 24 timer efter in-5 travenøs administrering aktivitet i blodmængden i hjertet, leveren og milten. Sammensætningen ifølge opfindelsen kan endvidere anvendes til mange andre formål.

Som nævnt ovenfor kan de radioaktivt mærkede blodceller blive administreret til et varmblodet leven-10 de væsen, især et menneske, og herefter udsætte væsenet for et radioassay. I denne undersøgelse bliver de med radioaktivt indium mærkede blodceller ifølge opfindelsen administreret intravenøst eller subkutant til væsenet. Mængden af den administrerede billedaktive forbin-15 delse kan være meget lille, men må selvfølgelig være tilstrækkelig til at muliggøre en detektion ved extern billeddannelse. En mængde på ca. 3,7 x 106 til 3,7 x 108 bequerel af radioaktivt materiale, fortrinsvis 18,5 x 106 til 11,1 x 107 bequerel pr. 70 kg legemsvægt har 20 vist sig at være tilstrækkelig til dette formål.

Efter at den radioaktive billeddannende forbindelse er blevet indført i legemet på det levende væsen, kan radioassayet gennemføres ved anvendelse af en passende billeddannelsesteknik. Hertil anvendes en detek-25 tor, der er egnet til γ-stråler, f.eks. et y-kamera.

I almindelighed er 1 time nok til tilstrækkelig akkumulering af radioaktiviteten i f.eks. det inflammerede område, således at der allerede ca. 1 time efter inficeringen af det radioaktive materiale kan opnås et bil-30 lede af f.eks. det inflammerede område. Levetiden af den radioaktive indiumholdige billeddannende forbindelse er imidlertid tilstrækkelig stor til at muliggøre gentagelse af skanderingen op til adskillige dage efter injektion. På den anden side er denne levetid ikke så 35 stor, at stoffet udgør en overdreven strålingsbelastning for legemet. Som allerede nævnt tidligere kan den 9

DK 163195 B

akkumulerede radioaktivitet detekteres i forskellige områder i legemet, f.eks. i et organ såsom leveren, milten eller nyrerne, eller f.eks. i et inflammeret område.

5 Opfindelsen angår yderligere et såkaldt "sæt" til mærkning af blodceller med en radioaktiv indiumforbindelse. Sættet omfatter en steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse og brugsansvisning, der angiver, at et stof, der frembringer carbondioxid under 10 mærkningsbetingelserne, sættes til den blodcellesuspension, der skal behandles eller mærkes med den radioaktive indiumforbindelse, eller et carbondioxid inden eller under behandlingen af cellesuspensionen med opløsningen føres gennem cellesuspensionen.

15 Ved en yderligere særlig interessant udførelses form omfatter sættet en steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse, i hvilken opløsning der endvidere er inkorporeret et carbondioxidfrembringende stof og om ønsket en brugsanvisning med en opskrift på mærk- 20 ning af en cellesuspension med opløsningen. I den sidstnævnte udførelsesform er den radioaktive indiumforbindelse fortrinsvis indium-lll-tropolonat, og det carbondioxidfrembringende stof er natriumhydrogencarbo-nat, kaliumhydrogencarbonat eller ammoniumhydrogencar- 25 bonat.

Opfindelsen beskrives nedenfor mere detaljeret under henvisning til de følgende eksempler.

Eksempel 1 30 Vedhæftning til glasvæggen.

Tre flasker indeholdende vandige opløsninger af indium-lll-oxinat bragt til pH 7 med TRIS-puffer steri-

O

liseredes ved opvarmning i en autoklave ved 121 C i 20 minutter.

35 Efter at have hældt opløsningerne ud og renset flaskerne med fysiologisk saltopløsning, viste flasker- 10

DK 163195 B

ne sig at indeholde henholdsvis 11,4, 9,6 og 7,1% af den totale mængde radioaktivitet; vedhæftningen til glasset var således i gennemsnit 9,4%.

Ved et eksperiment under nøjagtig de samme be-5 tingelser, men denne gang med indium-lll-tropolonat i stedet for indium-lll-oxinat, var vedhæftningen af det radioaktive materiale til flaskernes glas 1,1, 1,0 og 0,9%, altså i gennemsnit kun 1,0% af den totale mængde radioaktivitet.

10 Ved anvendelse af indium-lll-pyrithionat fandtes der også en betydeligt reduceret vedhæftning af det radioaktive materiale til glasvæggen i sammenligning med indiumoxinatet, nemlig 3,7%.

» 15 Eksempel 2 Mærkningseffektivitet af en leukocytsuspension.

Humane leukocyter suspenderet i saltopløsning (leukocytkoncentration ca. 107 celler pr. ml) med en lille plasmarest mærkedes ved at tilsætte en indium-20 11 l-tropolonatopløsning i saltopløsning og blande mildt med suspensionen; blandingen inkuberedes derefter ved stuetemperatur i 20 minutter. Mærkningseffektiviteten bestemtes ved efterfølgende centrifugering af blandingen i et rør og bestemmelse af rørets aktivitet med 25 hensyn til sedimentet. Mærkningseffektiviteten var 24%.

Ved tilsætning af 0,068 molær diethylpyrocarbonat til cellesuspensionen opnåedes en mærkningseffektivitet på 62%. Da eksperimentet udførtes med indium-lll-pyro-thionat steg mærkningseffektiviteten fra 66 t 30

Eksempel 3 Mærkningseffektivitet af et erythrocytsuspension.

Erythrocyter suspenderes i 33% humant serum (erythrocytkoncentration ca. 5 x 10® celler pr. ml) 35 mærkedes med indium-lll-oxinat som beskrevet i eksempel 2. Oxinatkoncentrationen i inkubationsblandingen var 11

DK 163195 B

0,8 yg/ml. Uden nogen tilsætning fandtes en mærkningseffektivitet på 25%. Ved tilsætning af 0,057 molær di-ethylpyrocarbonat steg mærkningseffektiviteten til 35% og ved tilsætning af 0,226 molær pyrocarbonat steg den 5 til endog 47%. En sammenlignelig forbedring af mærkningseffektiviteten fandtes med en inkuberingstid på l time i stedet for 20 minutter.

Da den samme mærkning udførtes med indium-111-tropolonat i stedet for indium-lll-oxinat, fandtes en 10 mærkningseffektivitet på 15% uden nogen tilsætning (inkuberingstid 20 minutter). Tilsætning af 0,023 molær diethylpyrocarbonat fik mærkningseffektiviteten til at stige til 40%, tilsætning af 0,113 molær pyrocarbonat endog til 60%. Da den samme mærkning udførtes med in-15 dium-lll-pyrothionat uden nogen tilsætning, fandtes en mærkningseffektivitet på 37%. Tilsætning af 0,023 molær diethylpyrocarbonat fik mærkningseffektiviteten til at stige til 66% og tilsætning af 0,226 molær diethylpyrocarbonat til 87%.

20

Eksempel 4 Mærkningseffektivitet af en erythrocytsuspension.

Erythrocyter suspenderes i 35% humant serum mærkedes med indium-lll-tropolonat som beskrevet i eksem- i * 25 pie 2. Tropolonatkoncentrationen i inkuberingsblandin-gen var 0,8 yg/ml. Eksperimentet udførtes dobbelt. Den fundne mærkningseffektivitet car 15 og 18%. Når der inden inkuberingen førtes carbondioxid gennem blandingen, steg mærkningseffektiviteten i begge undersøgeler til 30 ca. 63%.

Eksempel 5 Mærkningseffektivitet af en erythrocytsuspension.

Erythrocyter suspenderes i 33% humant serum mær-35 kedes med indium-lll-pyrothionat som beskrevet i eksempel 2. Pyrithionatkoncentrationen i inkubationsblandin- t

DK 163195 B

# 12 gen var 1,6 pg/ml. Den fundne mærkningseffektivitet var 38%. I nærværelse af 0,023 molære diethylpyrocarbonat steg mærkningseffektiviteten til 66%, med 0,057 molær til 78%, med 0,113 molær til 79% og med 0,226 molær di-5 ethylpyrocarbonat til 87% mærkningseffektivitet.

Eksempel 6

Fremstilling af indium-lll-tropolonat i en vandig na-triumhydrogencarbonatopløsning.

10 Der fremstilledes de følgende opløsninger: - en opløsning af indium-lll-chlorid i 0,1 N saltsyre med en aktivitet på 4,5 til 5,5 mCi/ml; - en 1,5% natriumchloridopløsning ved at opløse 1,5 g natriumchlorid i 100 ml vand; 15 en 0,1 molær natriumhydrogencarbonatopløsning ved ta opløse 0,84 g natriumhydrogencarbonat i 100 ml vand; og -en tropolonopløsning ved at opløse 56 mg tropo-lon i 50 ml 0,1 N saltsyre.

20 0,1 ml af den ovennævnte tropolonopløsning og 2,3 ml af den ovennævnte natriumchloridopløsning sattes til 1 ml af den ovennævnte indium-lll-chloridopløsning.

Under omrøring tilsattes derefter 1,1 ml af den ovennævnte natriumhydrogencarbonatopløsning dråbevis. Efter 25 sterilisering (autoklavering) var præparatet klar til cellemærkning.

Eksempel 7 Mærkningseffektivitet af en leukocytsuspension.

30 Leukocyter suspenderes i 36% plasma mærkedes i saltopløsning (leukocytkoncentration ca. 107 celler pr. ml) ved at sætte det i eksempel 6 opnåede præparat til og blande det omhyggeligt med suspensionen. Blandingen inkuberedes derefter ved stuetemperatur i 20 minutter.

35 Mærkningseffektiviteten bestemtes derefter ved at centrifugere blandingen i en rør og bestemme rørets 13

DK 163195 B

radioaktivitet i sedimentet. Mærkningseffektiviteten var 52%.

Til sammenligning mærkedes den samme leukocyt-suspension med indium-lll-oxinatopløsning i TRlS-ace-5 tatpuffer. I dette tilfælde var mærkningseffektiviteten kun 30%.

Claims (9)

1. Fremgangsmåde til radioaktiv mærkning af blodceller, kendetegnet ved, at en blodcellesuspension behandles med en steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse, fortrinsvis indium-111-oxinat, indium-lll-tropolonat, indium-lll-acetylaceto- 5 nat eller ind ium-lll-py rithi onat, i nærværelse af carbondioxid.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den sterile vandige opløsning eller suspension indeholder en forbindelse, der under 10 mærkningsbetingelser frembringer carbondioxid, hvilken forbindelse fortrinsvis er bicarbonater eller lavere dialkylestere af pyrocarboxylsyre, eller at carbondioxid inden eller under behandlingen føres gennem cellesuspensionen .

3. Opløsning til radioaktiv mærkning af blodcel ler, kendetegnet ved, at opløsningen omfatter en steril opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse og en anden forbindelse, der under mærkningsbetingelser frembringer kuldioxid, hvilken forbindelse 20 fortrinsvis er valgt blandt bicarbonater og lavere dialkylestere af pyrocarboxylsyre.

4. Opløsning ifølge krav 3, kendetegnet ved, at den omfatter en varmesteriliseret vandig opløsning af en radioaktiv indiumtropolonat eller en 25 radioaktiv indiumpyrithionat som den radioaktive indiumforbindelse, og at opløsningen har et pH fra 4 til 9 og er i det væsentlige fri for organiske opløsningsmidler.

5. Opløsning ifølge krav 4, kendeteg- 30. e t ved, at den radioaktive indiumforbindelse er indium-lll-tropolonat eller indium-lll-pyrithionat.

6. Opløsning ifølge krav 5, kendetegnet ved, at indiumforbindelsen er til stede i en mængde på fra ca. 0,0005 til ca. 0,2 mg pr. ml. DK 163195 B

7. Opløsning ifølge et vilkårligt af kravene 4-6, kendetegnet ved, at der er tilstrækkeligt natriumchlorid til stede til at gøre opløsningen isotonisk.

8. Fremgangsmåde til fremstilling af en opløs ning ifølge krav 3 til radioaktiv mærkning af blodceller, hvilken opløsning indeholder en vandig opløsning af en radioaktiv indiumforbindelse, kendetegnet ved, at denne vandige opløsning bliver kombineret 10 med en vandig opløsning af et carbondioxidudviklende stof, fortrinsvis valgt blandt bicarbonater og lavere dialkylestere af pyrocarboxylsyre eller carbondioxid bliver ført gennem blandingen, hvilken behandling bliver efterfulgt af en varmesterilisering under varmeste-15 riliseringsbetingelser.

9. Sæt til radioaktiv mærkning af blodceller, kendetegnet ved, at sættet omfatter en opløsning ifølge krav 3.