DK141490B - Tidsmultiplekstransmissionsanlæg til overføring af signaler ved hjælp af impulskoemodulation. - Google Patents

Description

(11) FREMLÆGGELSESSKRIFT 141490' DANMARK !"> h 04 j 3/oe * ' · ··*' (21) Ansøgning nr. 958/69 (22) Indleveret den 20. feb. 1969 MB (23) Løbedeg 20. feb. 1969 \// (44) Ansøgningen fremlagt og ' * fremlesggelseeskrlftet offentliggjort den 24. mar . 1 980 DIREKTORATET FOR É PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET <30> Pnontet begæret fra den

25. feb. 1968, 6802655, NL

(71) N.v. PHILIPS' GLOEILAMPENFABRIEKEN, Eindhoven, Emmasingel 29, NL.

(72) Opfinder: Leo Eduard Zegers, Emmaslngel 29, Eindhoven, NL; Frank de Jager, Emmaslngel 29,~Eindhoven, NL.

(74) Fuldmægtig under sagens behandling:

Internationalt Patent-Bureau.

(64) Tidsmultiplekstransmlsslonsanlæg til overføring af signaler ved hjælp af impulskodemcdulation.

Opfindelsen angår et transmissionsanlæg med en sender og en modtager til overføring af et antal signaler i tidsfordelt multipleks og ved hjælp af impulskode-modulation, specielt deltamodulation, hvorhos senderen indeholder kanaler, som arbejder i tidsfordelt multipleks og består af et antal signalkanaler og mindst en synkroniseringskanal, hvor signalimpulserne fra de forskellige signalkanaler og synkroniseringsimpulserne fra synkroniseringskanalen i denne sender i hver signalcyklus, i hvilken der i cyklisk rækkefølge optræder et antal signalintervaller samt et synkroniseringsinterval, ved hjælp af en kanalfordeler fordeles cyklisk over de separate intervaller, idet alle de overførte impulser er indbyrdes ens og falder sammen med forskellige impulser i en serie ækvidistante taktimpulser. Modtageren indeholder en taktfrekvensuddrager til rekonstruktion af serien af taktimpulser ud fra de modtagne multiplekssignaler og desuden et antal kanaler 2 U1490 svarende til kanalantallet i senderen og ligeledes bestående af et antal signalkanaler og mindst en synkroniseringskanal, hvor de modtagne multiplekssignaler fordeles cyklisk over de separate kanaler ved hjælp af en kanalfordeler ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, mens synkroniseringskanalen indeholder en synkronismedetektor, der styrer et indstillingskredsløb i kanalfordeleren, hvilket indstillingskredsløb er blokeret, når kanalfordelerne i senderen og modtageren er synkroniserede, og altid indstiller kanalfordeleren til et andet interval i den modtagne signalcyklus, hvis synkronismen er gået tabt.

I sådanne tidsmultipleksanlæg må der lægges særlig vægt på den måde, hvorpå kanalfordelerne i senderen og modtageren er synkroniserede, eftersom alle kanalerne i modtageren forstyrres, når synkronismen går tabt. Det må især undgås, at signalinformation eller interferens henholdsvis overtager og forstyrrer synkroniseringskanalens funktion.

Formålet med opfindelsen er, at anvise en synkroniseringsmåde til anvendelse i tidsmultiplekstransmissionsanlæg af den ovennævnte art, som sikrer en meget pålidelig synkronisering, selv i tilfælde af en meget høj interferensgrad, f.eks. med interferenssandsynligheder på 1: 10, og i tilfælde af unormale driftsbetingelser for signalkanalerne såsom kanaludfald eller langvarig overbelastning af kanalen.

Transmissionsanlægget ifølge opfindelsen er ejendommelig; ved, at der i senderens synkroniseringskanal indgår en impulsmønstergenerator til frembringelse af et periodisk synkroniseringsimpulsmønster, som allerede betragtet over et tidsinterval lig med dets egen periode og for alle driftsbetingelser for signalkanalerne ikke har mogen korrelation med de signalimpulser, der stammer fra de pågældende signalkanaler, hvorhos synkronismedetektoren i modtageren indeholder en im-pulsmønsteromsætter, som er forsynet med et skifteregister, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, hvilken impulsmønsteromsætter omsætter det modtagne synkroniseringsimpulsmønster til en serie ækvidistante impulser, mens et netværk, som integrerer denne impulsserie, er forbundet til impulsmønster-omsætterens udgang og efterfølges af en tærskelværdikobling, og hvor synkronismedetektoren endvidere indeholder en testimpulsgenerator, som afgiver testimpulser med en repetitionsperiode, som er længere end integrationstiden for det af integrationsnetværket og den efterfølgende tæskelværdikobling udgjorte kredsløb, hvilke testimpulser føres til en forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til tærskelværdikoblingens udgang, og hvis udgang er forbundet til kanalfordelerens indstillingskredsløb.

Når synkroniseringsimpulsmønstret er angivet ved s(t), dets periode ved T, og ethvert impulsmønster i samlingen af signalkanalernes impulsmønstre ved a(t), forstås der ved den ukortelerede tilstand mellem s(t) og a(t), at integralet 3 141490 I CD =J s(t) * a(t-tO dt o i det væsentlige er nul for alle værdier af eller med andre ord, at sandsynligheden for, at synkroniseringsimpulsmønstret s(t) findes i samlingen af signalimpulsmønstre £a(t)j er yderst lille.

Opfindelsen og dens fordele forklares i det følgende nærmere under henvisning til tegningen, hvor fig. 1 viser et transmissionsanlæg ifølge opfindelsen, fig. 2 nogle tidsdiagrammer til forklaring af transmissionsanlægget ifølge opfindelsen, og fig. 3-7 viser forskellige udførelsesformer for synkronismedetektorer ifølge opfindelsen, anvendt i modtageren i det i fig. 1 viste transmissionsanlæg.

Figa 1 viser et tidsmultiplekstransmissionsanlæg til overføring af femten talesignaler ved hjælp af en særlig form for impulskodemodulation, kendt som deltamodulation.

Til dette formål indeholder senderen seksten kanaler C, - C,., der ar- i 10 bejder i tidsfordelt multipleks, nemlig femten talekanaler og en syn kroniseringskanal C,,. Talesignaler, der stammer fra informationskilder 1,2.... føres i talekanalerne til analog- digitalomsættere i form af deltamodula- torer 3,4.... og omsættes heri til signalimpulser, som i afhængighed af de talesignaler, der skal overføres, skiftevis er tilstede eller fraværende, mens synkroniseringskanalen indeholder en synkroniseringsimpulsgenerator 5f som leverer synkroniseringsimpulser. Signalimpulserne fra talekanalerne og synkroniseringsimpulserne fra synkroniseringskanalen fordeles ved hjælp af en kanalfordeler 6 cyklisk over separate intervaller i hver signalcyklus, som er underdelt i seksten intervaller af samme længde, hvoraf de femten tjener som signalintervaller, og et tjener som synkroniseringsinterval. Kanalfordeleren 6 er af sædvanlig konstruktion og indeholder i den viste udførelsesform en kommuta-tor 7 med 16 separate indgange til de femten talekanaler og syn kroniseringskanalen 16, hvilken kommutators indgange successivt forbindes til kommutatorudgangen i intervaller, som tildeles de enkelte kanaler ved styring med udgangssignalerne fra et fordelerkredsløb 8. Fordelerkredsløbet 8 har for eksempel form af seksten OG-kredse, der ikke er vist i fig. 1, og hvis indgange er forbundet til trinene i en 16- tæller 9, som får tilført taktimpulser fra en taktimpulsgenerator 10 på en sådan måde, at hver OG-kreds kun leverer et udgangssignal, når tælleren 9 er i en bestemt tilstand, hvorved den koramulator- 4 141490 indgang, som hører til den pågældende OG-kreds, forbindes til kommutatorudgangen.

Alle impulserne ved kommutatorudgangen er indbyrdes ens og falder sammen med forskellige impulser i serien af taktimpulser fra taktimpulsgeneratoren 10, idet taktimpulsfrekvensen f.eks. er 320 Hz. Til styring af deltamodulatorerne 3,4,... i talekanalerne - C^,. og synkroniseringsimpulsgeneratoren 5 i synkroniseringskanalen C-, aftages der også kanaltaktimpulser fra tælleren 9; kanaltaktimpuls- 16 frekvensen og signalcyklusfrekvensen er da 20 KHz.

Multiplekssignalerne fra senderen overføres gennem en transmissionsvej 11 til modtageren og føres her til en impulsregenerator 12 til gendannelse af de modtagne signalimpulser efter form og optrædelsestidspunkt. Til dette formål indeholder modtageren en taktfrekvensuddrager 13 til rekonstruktion af serien af taktimpulser ud fra de modtagne multiplekssignaler. I den viste udførelsesform indeholder taktimpulsuddrageren 13 en begrænser 14, som efterfølges af et differentiationsnetværk for de begrænsede signalimpulser og en helbølgeensretter 16, som er forbundet til den ene indgang af en fasediskriminator 17. Den anden indgang til fasediskriminatoren 17 er forbundet til en lokal taktimpulsgenerator 18, mens udgangen er forbundet til et udglatningsfilter i form af et integrationsnetværk 19, hvis udgangsspænding som styrespænding føres til et frekvenskorrigerende kredsløb 20 i form af en variabel reaktans til automatisk fasestabilisering af den lokale taktimpulsgenerator 18 til taktimpulsgeneratoren 10 i senderenden, De herved opnåede, lokale taktimpulser føres til en indgang af impulsregeneratoren 12.

Modtageren indeholder endvidere ligesom senderen seksten kanaler bestående af femten talekanaler og en synkroniseringskanal C^, hvorhos de modtagne og gendannede multiplekssignaler fordeles cyklisk over de separate kanaler ved hjælp af en kanalfordeler 21 som hvad angår udformning og styring svarer til kanalfordeleren 6 i senderen, og som også indeholder en kommutator 22, en fordeler 23 og en 16-tæller 24, som får tilført de lokale taktimpulser. De impulser, som er tilknyttet de forskellige kanaler optræder på kommu- tatorudgangene og føres i alle kanalerne til kanalimpulsregeneratorne 25, 26,...

27, som styres af kanaltaktimpulserne, der aftages fra tælleren 24.

I talekanalerne føres de gendannede signalimpulser til ana- log-digitalomsættere i form af integrationsnetværk 28, 29...., som er tilknyttet deltamodulatorerne, hvis udgangsspænding efter filtrering i lavpasfiltre 30, 31, ... føres til individuelle forbrugere 32, 33.....I synkroniseringskanalen føres de gendannede synkroniseringsimpulser til en synkronismedetektor 34, som styrer et indstillingskredsløb 35 i kanalfordeleren 21. I den viste udførelsesform indeholder indstillingskredsløbet 35 en OG-kreds 36, som får tilført dels de lokale taktimpulser, dels et styre signal, som frembringes af synkronis- s 141490 medetektoren 34. Når kanalfordelerne 6 og 21 i henholdsvis senderen og modtageren er i synkronisme, dvs. med til hinanden svarende stillinger af kommutatorer-ne 7 og 22, således at impulserne i hver kanal i senderenden på korrekt vis føres til den tilsvarende kanal i modtagerenden, er indstillingskredsløbet 35 blokeret, hvilket betyder, at det styresignal, der så frembringes, tillader de lokale taktimpulser at passere OG-kredsen 36 uden hindring. Når multipleksan-lægget startes op for første gang, eller når synkronismen er gået tabt, forhindrer det styresignal, som da frembringes, at de lokale taktimpulser passerer gennem OG-kredsen 36, således at kanalfordeleren 21 i modtagerenden kommer bagefter kanalfordeleren 6 i senderenden og herved altid indstiller sig til et andet interval i den modtagne signalcyklus, indtil synkronismen er genoprettet.

For at opnå en synkronisering, som er pålidelig under alle driftsbetingelser, dvs. en synkronisering, som i det væsentlige ikke påvirkes af signalimpulser eller interferensimpulser, indføres der ifølge opfindelsen i synkroniseringskanalen C.^ i det viste deltamodulerede tidsmultipleksanlæg en impuls-mønstergenerator 37 til frembringelse af et periodisk synkroniseringsimpulsmønster, som allerede betragtet over et tidsinterval lig med dets egen periode, og for alle driftsbetingelser for signalkanalerne er ukorreleret med sig nalimpulserne fra de pågældende signalkanaler.

I udførelsesformen i fig. 1 er impulsmønstergeneratoren 37 udformet som et tilbagekoblingsskifteregister 38 med et antal skifteregisterelementer 39, 40, 41, 42, 43, hvis indhold forskydes med en konstant forskydningspériode D ved styring med kanaltaktimpulserne fra tælleren 9, og med en modulo-2-addi-tionskobling 44, hvis ene indgang er forbundet til udgangen af skifteregisterelementet 41, og hvis anden indgang er forbundet til udgangen af skifteregisteret 38, hvilken modulo-2-additionskobling 44's udgang er forbundet til en anden modulo-2-additionskobling 45, som er forbundet til skifteregisterets indgang, og hvortil der også er forbundet en kilde 46 med konstant signalværdi.

Hvis kilden 46, når impulsmøntergeneratoren 37 startes, leverede et konstant signal med en amplitude lig med amplituden af en impuls ved skifteregisteret 38, vil skifteregisteret 38 som følge af tilbagekoblingen begynde at frembringe en serie impulser med en stadigt tilbagevendende periode T. Det kan bevises matematisk, at det impulsmønster, som forekommer ved anvendelse af n skifte-registerelementer og ved passende valg af modulo-2-additionskoblingernes placering, har en periode (2n-l)D, hvor D er længden af forskydningsperioden. I den viste udførelsesform hvor n = 5, er perioden T for synkroniseringsirapulsmønstret (2^-l)D = 31 D, og synkroniseringsimpuslmønstret ved udgangen af skifteregisteret 38 har en form som vist ved a i fig. 2.

For at forhindre en tendens til uønsket frembringelse af en uafbrudt serie af impulser i den praktiske udformning af den i fig. 1 viste impulsmønster- 6 UU90 generator 37, hvilket kan forekomme under særlige omstændigheder, er der mellem udgangen af skifteregisteret og tilbagekoblingskredsløbet anbragt en normalt å-ben forbudskreds 47, hvis forbudsindgang er forbundet til en OG-kreds 48, hvortil udgangene fra alle skifteregisterelementerne 39-43 er forbundet. Hvis nu impulsmønstergeneratoren 37 er i den tilstand, hvor en uafbrudt række impulser frembringes, så fremkommer der samtidigt en impuls på udgangen af alle skifteregisterelementerne 39-43, således at der ved udgangen af OG-kredsen 48 fremkommer en impuls, som lukker forbudskredsen 47, og dette afbryder straks fortsættelsen af denne uønskede tilstand for impulsmønstergeneratoren 37.

Ifølge opfindelsen indgår der i modtagerens synkronismedetektor 34 en impulsmønsteromsætter 49, som indeholder et skifteregister, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, og som omsætter det modtagne synkroniseringsimpulsmønster til en serie ækvidistante impulser, hvorhos et kredsløb 50, som udgøres af et netværk 51, der integrerer den ækvidistante impulsserie, og en efterfølgende tærskelværdikobling 52, er forbundet til udgangen af impulsmønsteromsætteren 49, og synkronismedetektoren 34 endvidere indeholder en testimpulsgenerator 53, som leverer testimpulser med en repetitionsperiode, der er længere end integrationsperioden for integrationskredsløbet 50, hvilke testimpulser føres til en forbudskreds 54, hvis forbudsindgang er forbundet til udgangen af tærskelværdikoblingen 52, og hvis udgang er forbundet til indstillingskredsløbet 35 i kanalfordeleren 21.

Testimpulsgeneratoren 53 i den i fig. 1 viste modtager er udformet som en tæller, som får tilført kanaltaktimpulserne fra 16-tælleren 24, og som når sin sluttilstand efter tilførsel af et antal kanaltaktimpulser og i denne tilstand til forbudskredsen 54 leverer en testimpuls med en varighed, der er lig med varigheden af den lokale taktimpuls. Forbudsindgangen til forbudskredsen 54 får tilført udgangssignalet fra tærskelværdikoblingen 52, hvilket signal kun er tilstede, når det ved integrationsnetværket 51's udgang som følge af integration af den ækvidistante impulsrække ved impulsmønstergeneratoren 49*s dannede imtegrationssignal overskrider tærskelværdien i tærskelværdikoblingen 52. Testimpulsernes repetionsperiode, som er givet ved antallet af kanaltaktimpuls-perioder, vælges sæledes, at den er længere end integrationskredsløbet 50*s integrationsperiode, som er givet ved det tidsrum, som integrationssignalet i tilfælde af integration af den ækvidistante impulsserie, behøver for at nå tærskelværdien, når der startes med et integrationssignal lig med nul. I fig. 1 er udformningen af impulsmønsteromsætteren ikke vist i detaljer, men den vil blive beskrevet udførligt i forbindelse med de detaljerede udførelsesformer for synkronismedetektoren under henvisning til de efterfølgende figurer.

Som følge af impulsmønsteromsætteren 49's funktion, vil der på dens udgang kun fremkomme en ækvidistant impulsserie, når synkroniseringsimpulsmønstret tilføres, hvilken ækvisistante impulsserie efter integration leverer et 7 UU90 integrationssignal, som overskrider tærskelværdien, hvorved tærskelværdikoblingen 52 afgiver et udgangssignal, som lukker forbudskredsen 54, således at testimpulserne forhindres i at passere gennem forbudskredsen 54 til indstillingskreds'-løbet 35 i kanalfordeleren 21. Hvis der tilføres et hvilket som helst andet impulsmønster, f.eks. stammende fra en signalkanal, fremkommer der ingpn ækvidistant impulsserie ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49, og integrationssignalet når ikke tærskelværdien, således at der ikke findes noget signal på forbudsindgangen af forbudskredsen 54. Testimpulserne går så uden hindring videre til indstillingskredsløbet 35 og tjener her som tilbagestillingsimpulser for en bistabil triggerkreds 55, der som indstillingsimpulser får tilført de lokale taktimpulser. I fravær af testimpulser holder de lokale taktimpulser den bistabile triggerkreds 55 i arbejdstilstanden, hvori triggerkredsen 55 afgiver et styresignal, som holder OG-kredsen 36 åben for de lokale taktimpulser, hvorimod en ‘ testimpuls, som er passeret uden hindring, tilbagestiller den bistabile trigger-kreds 55 til dens hviletilstand, hvori triggerkredsen 55 ikke afgiver noget styresignal, og OG-kredsen 36 er lukket for de lokale taktimpulser. KanalfordeT-eren 21 i modtageren forbliver så i en bestemt stilling, mens kanalfordeleren 6 i senderen skifter til den næstfølgende stilling. Den lokale taktimpuls, som : følger umiddelbart efter testimpulsen, genindstiller den bistabile triggerkreds 55 til dens arbejdstilstand, hvorved kanalfordeleren 21 i modtageren skifter ved styring med de lokale taktimpulser, indtil der optræder en efterfølgende testimpuls, som uden hindring er passeret gennem forbudskredsen 54 under gentagelse af den beskrevne indstilling af kanalfordeleren 21, i dette tilfælde: forsinkelse med et interval af signalperioden. Disse ændringer i indstillingen af kanalfordeleren 21 gentages, indtil der opnås synkronisme mellem kanalfordelerne 6 og 21 i senderen og modtageren, hvorved forbudskredsen 54, som følge af den kontinuerlige tilførsel af synkroniseringsimpulsmønsteret til impulsmønsteromsæt-teren, 49 forbliver lukket for testimpulserne, og indstillingskredsløbet 35, som da er blokeret, ikke frembringer nogen yderligere indstilling af kanalfordeleren 21.

Ved anvendelse af forholdsreglerne ifølge opfindelsen opnås der på denne måde i det viste deltamodulerede tidsmultipleksanlæg en pålidelig synkronisering under alle forhold, således som det vil blive nærmere beskrevet i det følgende. Under denne udførlige beskrivelse vil tilstedeværelsen af en impuls i et impulsmønster blive betegnet ved nln og fraværet af en impuls vil blive betegnet ved "0".

Det i dette tidsmultipleksanlæg anvendte synkroniseringsimpulsmønster, som i et vilkårligt tidsinterval af samme længde som dets periode har følgende form (sammenlign a i fig. 2) 0000011100100010101111011010011 8 141490 adskiller sig entydigt fra de signalimpulsmønstre, som kan forekomme under alle driftsforhold for talekanalerne i senderenden, og som med anvendelse af deltamodulation kan opdeles i følgende typer: a hvilemønstre, som optræder i fravær af et talesignal, f.eks. i en talepause, og som kan antage følgende former: ---- 1010101010101010 ....

.... 1100110011001100 ---- b fejlmønstre, som optræder i tilfælde af fejl i en kanal eller ved overbelastning af en deltamodulator 3, 4, ...., hvori impulserne er vedvarende tilstede eller vedvarende fraværende i lange tidsrum.

c talemønstre, hvori impulserne er skiftevis tilstede og fraværende på en måde, som er fuldstændig bestemt ved formen af de talesignaler, der skal overføres.

Ved betragtning af de ovennævnte signalimpulsmønstre fremgår det, at i alle ved deltamodulation forekommende tilfælde har vekslingen mellem tilstedeværelse og fravær af impulserne i signalimpulsmønstrene en ordnet karakter, hvorimod impulserne i synkroniseringsimpulsmønstret, betragtet over et vilkårligt tidsinterval af samme længde som dets periode T, er tilstede og fraværende i en pseudo-til-fældig veksling.

Også i modtagerenden adskiller synkroniseringsimpulsmønstret sig entydigt fra alle de signalimpulsmønstre, hvori der, som følge af forstyrrelser i transmissionsvejen 11, forekommer interferensimpulser, der i de gendannede signalimpulsmønstre viser sig ved undertrykkelse eller tilføjelse af impulser. I virkeligheden er den gennemsnitlige tid mellem to på hinanden følgende interferensimpulser i et signalimpulsmønster for en talekanal også i tilfælde af meget høje interferenssandsynligheder på f.eks. 1:10 betydeligt længere end den gennemsnitlige tid mellem to på hinanden følgende signalimpulser, således at inferferensimpulser-ne kun påvirker signalimpulsernes naturlige, ordnede karakter i meget ringe grad. Tilsvarende har interferensimpulserne kun en meget ringe indflydelse på synkroniseringsimpulsmønstrets pseudo-tilfældige karakter, og den under alle driftstilstande forekommende, betydelige skelnen mellem synkroniseringsimpulsmønstret og signalimpulsmønstrene reduceres derfor i meget ringe grad som følge af forstyrrelserne i transmissionsvejen 11.

Ved anvendelse af denne betydelige skelnen er det gjort muligt at udskille synkroniseringsimpulsmønstret i modtageren meget hurtigt og med stor sikkerhed ved hjælp af impulsmønsteromsætteren 49, som kun frembringer en serie ækvidistante impulser, når synkroniseringsimpulsmønstret tilføres. I virkeligheden når det ved integration af den ækvidistante impulsserie frembragte integrationssignal ved udgangen af integrationsnetværket 51 meget hurtigt tærskelværdien for tærskelværdikoblingen 52, og efter overskridelsen af denne værdi udvirkes den synkrone 9 141490 fremskiftning af kanalfordelerne 6 og 21 1 senderen og modtageren ved blokering af indstillingskredsløbet 35, mens der ved tilførsel af et hvilket som helst andet signalmønster udledes et stort antal impulser, gennemsnitligt halvdelen, £ra den ønskede ækvidistante impulsserie ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49, så- . ledes at integrationssignalet ikke når tærskelværdien, og indstillingskredsløbet 35, som i dette tilfælde ikke er blokeret, hvergang indstiller kanalfordeleren 21 i modtageren til et andet interval i den modtagne signalcyklus, indtil der opnås synkronisme.

Ved anvendelse af forholdsreglerne ifølge opfindelsen opnås der på denne måde med stor sikkerhed og på kort tid synkronisme mellem kanalfordelerne 6 og 21 i senderen og modtageren, selv når Interferenssandsynlighederne er 1:10. Eksempelvis er en integrationstid på 3-4 perioder af synkroniseringsimpulsmønstret fuldt tilstrækkeligt til at udskille synkroniseringsimpulsmønstret, hvilket bety-, der, at der i det beskrevne tidsmultipleksanlseg i det mest ugunstige tilfælde opnås synkronisering efter 16x (4x 31D), hvor D er kanaltaktimpulsens periode på .

0,05 ms, altså efter ca. 100 ms, selv med en interferenssandsynlighed på 1:10, hvilken korte søgeperiode falder helt indenfor det interval på ca. 1 sek, som kan, tillades ved overføring af talesignaler.

Synkronismedetektoren 34 med impulsmønsteromsætteren 49, som kun er vist skematisk i fig. 1 vil nu blive nærmere beskrevet under henvisning til de følgende figurer, hvor de til synkronismedetektoren 34 grænsende dele for tyde- , ligheds skyld er vist igen og med samme henvisningsnumre som i fig. 1.

Den i fig. 3 viste impulsmønsteromsætter 49, er udformet som det omvendte kredsløb af impulsmønstergeneratoren 37 i senderen. I den viste udførelsesform indeholder impulsmønster-csasætteren 49 et fremadkoblet skifteregister 56 med et antal skifteregisterelementer 57, 58, 59, 60* 61, hvis indhold forskydes med en konstant forskydningsperiode D ved styring med de lokat kanaltaktim-pulser fra 16-tælleren 24, og med en modulo-2-additionskobling 62, hvis ene indgang er forbundet til indgangen af skifteregisteret 56, og hvis anden indgang er forbundet til udgangen af skifteregisterelementet 58, mens udgangen af denne modulo-2-additionskobling 62 er forbundet til en anden modulo-2- additionskobling 63, som er forbundet til udgangen af skifteregisteret 56. Den funktion, som udT føres af impulsmønsteromsætteren 49 er den omvendte af den funktion, hvorved synkroniseringsimpulsmønstret i senderens dannes i impulsmønstergeneratoren 37 ud fra en uafbrudt serie af impulser, som i dette tilfælde leveres af kilden 46 med den konstante signalværdi. Følgelig vil tilførsel af synkroniseringsimpulsmønstret til impulsmønsteromsætteren 49 bevirke, at derved udgangen af im-pulsmønsteromsætteren 49 fremkommer en uafbrudt serie af ækvidistante impulser.

For at sikre at impulsmønsteromsætteren 49 kun afgiver en ækvidistant impulsserie, når synkroniseringsimpulsmønstret tilføres, er der 141490 ίο mellem modulo-2-additionskoblingen 63 ved skifteregisterets udgang og udgangen af impulsmønsteromsætteren 49 anbragt en normalt åben forbudskreds 64, hvis forbudsindgang er forbundet til en OG-kreds 65, hvortil udgangene fra alle skifteregisterelementerne 57-61 er forbundet. I virkeligheden er det eneste signal-impulsmønster foruden synkroniseringsimpulsmønstret, som dette anvendte kredsløb 49 også omsætter til en ækvidistant impulsserie, også selv en uafbrudt impulsserie, men der fremkommer kun samtidigt en impuls på udgangene af alle skifteregisterelementerne 57-61, når den pågældende uafbrudte impulsserie føres til det omvendte kredsløb, således at der ved udgangen af OG-kredsen 65 fremkommer en impuls, som lukker forbudskredsen 64 og hermed i dette tilfælde forhindrer,at de ækvidistante impulser optræder ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49. Følgelig vil kun tilførslen af synkroniseringsimpulsmønstret medføre en ækvidistant impulsserie ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49.

Denne ækvidistante impulsserie føres til integrationskredsløbet 50 gennem et interferenskorrektionskredsløb 66, som beskrives i det følgende.

I den viste udførelsesform er kredsløbet 50 udformet helt digitalt. Integrationen udføres nu ved hjælp af en tæller 67, idet den impulsserie, som skal integreres, føres til tæller=indgangen gennem en OG-kreds 68, ved hjælp af hvilken hver impuls, der skal integreres og har en bredde D, erstattes af en kanaltaktim-puls med en bredde D/2, idet bagkanterne af testimpulseme fra tælleren 53, hvis repetitionsperiode nemlig er længere end integrationstiden for kredsløbet 50, bruges som tilbagestillingsimpulser for tælleren 67. I dette tilfælde realiseres tærskelværdien for tærskelværdikoblingen 52 i fig. 1 ved hjælp af tælleren 67's slutstilling, i hvilken tælleren 67 afgiver et udgangssignal, som føres til forbudsindgangen i en forbudskreds 69 på tællerens indgang og ved at lukke denne forbudskreds 69 forhindrer yderligere tilførsel af den ækvidistante impulsserie, således at tælleren 67 forbliver i sin slutstilling. Dette udgangssignal anvendes også til at forhindre tilførsel af testimpulser til indstillingskredsløbet 35, ved hjælp af forbudskredsen 54 og hermed til at blokere indstillingskredsløbet 35. Tælleren 67 tilbagestilles til sin begyndelsesstilling, og forbudskredsen 69 ved tællerens indgang åbnes igen ved forkanten af testimpulsen fra testimpulsgeneratoren 53. Integrationen af den ækvidistante impulsserie i tælleren 67 kan så påbegyndes igen, og eftersom repetitionsperioden f°r testimpulsernes bagkanter, der bruges som tilbagestillingsimpulser - idet også størrelsen af interferenssandsynligheden tages i betragtning - vælges større end integrationstiden, nås den af tælleren 67's slutstilling udgjorte tærskelværdi i tilfælde af synkronisme fuldstændigt, før den efterfølgende testimpuls fremkommer. Herved sikres opretholdelsen af synkronisme, når synkroniseringsimpulsmønstret føres til synkronismedetektoren 34.

På denne måde opnås der en enkel og pålidelig synkronismedetektor, som 11 UU90 også har den fordel, at den i sig selv korte søgetid og den i sig selv store pålidelighed kan yderligere henholdsvis reduceres og forøges.

Det omvendte kredsløb 49 omfatter i virkeligheden et antal veje, ad hvilke en tilført impuls kan nå udgangen, hvorhos forsinkelsestiderne i disse veje er indbyrdes forskellige. Disse veje er: fra indgangen direkte gennem begge modulo-2- additionskoblingeme 62 og 63 til udgangen, forsinkelsestid 0; fra • indgangen gennem skifteregisterelementerne 57 og 58 til modulo-2-additionskoblingen 62, og derpå gennem modulo-2-additionskoblingen 63 til udgangen, forsinkelsestid 2Di fra indgangen gennem alle skifteregisterelementerne 57-61 og mo- ' >i dulo-2-additionskoblingen 63 til udgangen, forsinkelsestid 5D.

Hvis der nu i tilfælde af synkronisme optræder en enkelt interferensimpuls i synkroniseringsimpulsmønstret, der har en given interferenssandsynlighed, optræder denne interferensimpuls tre gange ved udgangen af det omvendte kredsløb 49, nemlig direkte og efter forsinkelsestider på 2D og 5D, hvilket følgelig betyder en forøgelse af interferenssandsynligheden for den pågældende enkelte interferensimpuls med en faktor 3. Ved udgangen af iapulsmønsteromsætteren 49 medfører hver enkelt interferensimpuls en manglende impuls i den ækvidistante impulsserie, altså at der optræder et 0 . Ved hjælp af interferenskorrektionskredsløbet 66, reduceres den forøgede interferenssandsynlighed for denne art af interferensimpulser i tilfælde af synkronisme på enkel vis til nul.

Til dette formål indeholder interferenskorrektionskredsløbet 66 et skifteregister 70, som styres af de lokale kanaltaktimpulser og har et antal skifteregisterelementer 71, 72, 73 74, 75, 76, som er én større end antallet af skifteregisterelementer 57-61 i impulsmønsteromsætteren 49. Set i forskydningsretningen er der efter det sjettesidste, det trediesidste og det sidste skifteregisterelement henholdsvis 71, 74 og 76 indkoblet modulo-2-additionskoblinger henholdsvis 77, 78 og 79, hvorhos udgangene fra de nævnte skifteregisterelementer 71, 74 og 76 over inversionskredse 80, 81 og 82 er forbundet til indgange af en OG-kreds 83, hvortil de resterende skifteregisterelementer 72, 73 og 75 er direkte forbundet, hvilken OG-kreds' udgang er forbundet til en indgang af hver af modulo- 2-additionskobllngerne 77, 78 og 79.

Hvis der til et givet tidspunkt fremkommer en enkelt interferensimpuls, såsom et 0, ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49, er denne interferensimpuls forskudt til det sidste skifteregisterelement 76 i interferenskorrektionskredsløbet 66 til tiden 6D efter dette nævnte tidspunkt, og de med 2D og 5D forsinkede versioner af den pågældende interferensimpuls er forskudt til henholdsvis det trediesidste skifteregisterelement 74 og det sjettesidste skifteregisterelement 71. De resterende skifteregisterelementer 72, 73 og 75 indeholder så ingen interferensimpulser, således at indholdet af skifteregisteret 70 kan repræsenteres ved 011010, med hvilket indhold der ved 0G-kredsen 83 fremkommer 141490 12 et udgangssignal, som gennem modulo-2-additionskoblingerne 77, 78 og 79 ved den næste interferensimpuls, i stedet for interferensimpulserne 0, forskydes ind i de skifteregisterelementer 72 og 75, som følger efter modulo-2-additionskoblingerne 77 og 78, hvilket udgangssignal også optræder ved udgangen af skifteregistret 70, således at den enkelte interferensimpuls og de versioner af den, som er forsinket 2D og 5D, ikke forekommer ved udgangen af interferenskorrektionskredsløbet 66.

Interferenskorrektionskredsløbet 66 bevirker således i tilfælde af synkronisme en væsentlig reduktion af interferensimpulsernes indflydelse på den ækvidistante impulsserie, der anvendes til integration, men i fravær af synkronisme har interferenskorrektionskredsløbet 66 i det væsentlige ingen indflydelse på karakteren af den ikke-ækvidistante impulsserie, som i dette tilfælde foreligger til integration.

På denne måde bliver det muligt at reducere den allerede korte søgetid for opnåelse af synkronisme, idet integrationstiden som følge af den reducerede indflydelse af interferensimpulserne i tilfælde af synkronisme, nu kan reduceres, samtidig med at den resulterende synkronisering opretholdes med større sikkerhed på trods af denne reduktion af integrationstiden.

Fig. 4 viser en variation af en synkronismedetektor som vist i fig. 3, hvori tilsvarende elementer er betegnet med de samme henvisningsnumre. Synkronis-medetaktoren i fig. 4 adskiller sig fra den, der er vist i fig. 3 ved udformningen af interferenskorrektionskredsløbet 66.

I dette tilfælde er interferenskorrektionskredsløbet 66 udformet ved mellem udgangen af det fremadkoblede skifteregister 56 og forbudskredsen 64 at indføre et ekstra skifteregisterelement 84, hvis udgang gennem en inversionskreds 85 også er forbundet til en indgang af en OG-kreds 86, hvis udgang er forbundet til en indgang af den modulo-2-additionskobling 87, som er anbragt efter det første skifteregisterelement 75 i det fremadkoblede skifteregister 56. Den anden indgang af OG-kredsen 86 er, gennem et lagerelenent i form af en bistabil triggerkreds 88 forbundet til udgangen af tælleren 67 i kredsløbet 50. Når tærskelværdien nås, indstiller udgangssignalet fra tælleren 67 triggerkredsen 88 til dens arbejdstilstand, hvor triggerkredsen 88 afgiver et signal, som holder OG-kredsen 86 åben, mens i fravær af synkronisering en testimpuls, som i dette tilfælde uden hindring er passeret gennem forbudskredsen 54, tilbagestiller triggerkredsen 88 til dens hviletilstand, hvor der ikke forekommer noget udgangssignal, og OG-kredsen 86 er lukket.

Når der i tilfælde af synkronisme til et givet tidspunkt fremkommer en enkelt interferensimpuls i form af et 0 ved udgangen af det fremadkoblede skifteregister, er der samtidigt også en interferensimpuls til stede ved skifteregisterets indgang. Et tidsrum D senere forskydes denne interferensimpuls 0 ved udgangen af skifteregisteret ind i det ekstra skifteregisterelement 84 ved hjælp af UU90 13 den da forekommende forskydningsimpuls, og interferensimpulsen ved indgangen af skifteregisteret forskydes ind i det første skifteregisterelement 57. Ved udgangen af inversionskredsen 85 fremkommer nu den inverterede impuls til interferensimpulsen 0, altså 1, hvilken impuls svarer til en ønsket impuls ved udgangen af skifteregisteret og over OG-kredsen 86, der er åben i tilfælde af synkronisme, og modulo-2-additionskoblingen 87 ved fremkomsten af den næste forskydningsimpuls bevirker en inversion af indholdet i det andet skifteregisterelement 58. Som følge heraf forhindres dannelsen af de tidligere omtalt med 2D og 5D forsinkede versioner af interferensimpulsen. På denne måde reduceres den af det omvendte kredsløb 49 forårsagede øgede sandsynlighed for forstyrrelse fra en enkelt interferensimpuls ved hjælp af interferenskorrektionskredsløbet 66 i tilfælde af synkronisme til sandsynligheden for forstyrrelse fra en enkelt interferensimpuls i sig selv.

I fravær af synkronisme gøres interferenskorrektionskredsløbet 66 uvirksomt ved lukning af OG-kredsen 86 under styring med testimpulserne, som i dette tilfælde uden hindring er passeret gennem forbudskredsen 54. Hvis OG-kredsen 86 også ved fravær af synkronisme skulle være åben, indeholder det omvendte kredsløb 49 foruden fremadkoblingen også en tilbagekobling, således at det anvendte kredsløb 49 under visse omstændigheder muligvis kan udvise en tendens til uønsket frembringelse af et særligt impulsmønster, som kombineres med det tilførte impulsmønster. Tilførslen af synkroniseringsimpulsmønsteret til det genererende, omvendte kredsløn 49 ville så ikke længere resultere i den ønskede ækvidistante impulsserie ved udgangen af impulsmønsteromsætteren 49, hvilket naturligvis ikke kan tillades, eftersom der ikke i dette tilfælde ville opnås synkronisme.

Selvom tilbagekoblingen er til stede i tilfælde af synkronisme, er sandsynligheden for optræden af de tilstande, som kunne føre til den uønskede generering, ubetydelig lille netop i dette tilfælde, hvor udelukkende synkroniseringslm-pulsmønstereret tilføres, og interferenskorrektionskredsløbet 66 giveren effek- * tiv interferenskorrektion, santidigt med at en eventuel begyndende generering endvidere meget hurtigt afbrydes ved, at integrationssignalet ikke når tærskelværdien, og tilbagekoblingen følgelig afbrydes under styring med testimpulserne, scm hermed passerer frit gennem forbudskredsen 54.

Endvidere er der mellem udgangen af OG-kredsen 65 og forbudsindgangen af forbudskredsen 64 også indført et skifteregistérelément 89 til kompensation for den forsinkelse, der skyldes det ekstra skifteregisterelement 84, således at for tidlig lukning af forbudskredsen 64 undgås.

På denne måde opnås der i den viste synkroni anedetektor i tilfælde af synkronisme ved hjælp af et ukompliceret interferenskorrektionskredsløb en formindskelse af muligheden for forstyrrelse fra en enkelt interferensimpuls, således at pålideligheden af den resulterende synkronisering forøges.

14 UU90

Det må bemærkes, at også ved impulsmønsteromsættere med en udformning, som er forskellig fra den, der er vist i fig. 3 og 4, kan det i fig. 4 viste inter-f erenskorrektionskredsløb 66 udnyttes.

En særlig enkel impulsmønsteromsætter, hvormed synkroniseringsimpulsmønstret omsættes til en serie ækvidistante impulser, og hvori det nævnte interferenskorrektionskredsløb kan anvendes, opnås f.eks. ved til indgangene af en modulo-2-additionskobling at koble de to klemmer af et skifteregister, som indeholder et antal skifteregisterelementer svarende til antallet af taktimpulsperioder i synkroniseringsimpulsmønstret, hvilket i dette tilfælde er 31. Af praktiske grunde foretrækkes imidlertid den i fig. 3 og 4 viste impulsmønsteromsætter 49.

Fig. 5 og 6 viser synkronismedetektorer, hvori den manglende korrelation mellem synkroniseringsimpulsmønstret s(t) og et vilkårligt impulsmønster a(t) fra samlingen af signalmønstre på elegant måde er udnyttet til udforming af impuls-mønsteromsætteren. De resterende dele af denne synkronismedetektor svarer til de i synkronismedetektorerne i fig. 3 og 4 viste og er derfor angivet med samme henvisningsnumre.

Den i fig. 5 viste impulsmønsteromsætter 49 indeholder en modulationskobling 90, som får tilført det modtagne impulsmønster samt det lokale synkroniseringsimpulsmønster, som stammer fra en lokal impulsmønstergenerator, 37', der svarer til impulsmønstergeneratoren 37 i senderen, hvorhos udgangen af modulationskoblingen 90 er forbundet til et udglatningsfilter i form af et integrationsnetværk 91, som til automatisk fasekorrektion er forbundet til det frekvensbestemmende element 92 i den lokale impulsmønstergenerator 37'.

Den lokale impulsmønstergenerator 37’ i den i fig. 5 viste impulsmønsteromsætter 49 er udformet på samme måde som impulsmønstergeneratom i senderen, idet tilsvarende elementer er angivet ved samme henvisningsnumre, som dog er forsynet med mærke i modtagerenden. Endvidere har modulationskoblingen 90 i denne udførelsesform en dobbelt udformning, nemlig som to modulo-2-additionskoblinger 93 og 94, som med en indgang i parallelkobling er forbundet til indgangen af im-pulsmønsteromsætteren 49, og hvis udgange er forbundet til et lineært differenskredsløb 95, hvis udgangsspænding føres til integrationsnetværket 91. Integrations spændingen fra integrationsnetværket 91 styrer et frekvenskorrektionskredsløb 92, der er udformet som en variabel reaktans og er forbundet til en oscillator 96, der tjener som lokal kanaltaktimpulsgenerator. Det lokale synkroniseringsimpulsmønster som i form, men ikke i fase, svarer til det i senderenden frembragte synkroniseringsimpulsmønster, føres til den anden indgang af modulo-2-additions-koblingeme 93 og 94, idet dette lokalt opnåede synkroniseringsimpulsmønster vil blive angivet ved s(t-7), hvor er den indbyrdes tidsforskydning mellem impulsmønstrene. Det må især bemærkes, at det lokale synkroniseringsimpulsmønster sit-^T + D), som er fremskyndet med en forskydningsperiode D,føres til modulo-2-additionskoblin- 141490 15 gen 93, mens det lokale synkroniseringsimpulsmønster s(t , som er forsin ket med en forskydningsperiode D, føres til modulo-2-additionskoblingen 94,hvorhos disse henholdsvis fremskyndede og forsinkede impulsmønstre aftages fra udgangene af henholdsvis modulo-2-additionskoblingen 45' og skifteregisterelementet 40'.

Ved udgangen af integrationsnetværket 91, hvis tidskonstant er mindst af samme størrelsesorden som perioden T for synkroniseringsimpulsmønstret s(t), vil der fremtræde en integrations-spænding, når der til impulsmønsteromsætteren føres et vilkårligt impulsmønster a(t), der som følge af den ukorrelerede sammenhæng mellem a(t) og s(t) er i det væsentlige nul for alle værdier af<r. meh Som, når synkroniseringsimpulsmønstret s(t) tilføres, som vist i fig. 2 varierer son en funktion af med radialsymmetri omkring = 0 og en periode T· Ved som styrespænding at føre denne integrationsspænding til frekvenskorrektionskredsløbet 92 opnås en nøjagtig fasestabilisering af den lokale taktimpulsosciallator 96 til fasen af det i senderenden frembragte synkroniseringsimpulsmønster. Den dobbelte udformning af modulationskoblingen 90 har den fordel, at den indbyrdes tidsfor-skydningO^mellem synkroniserings impulsmønstrene i sender- og modtagerenden med denne fasestabilisering i det væsentlige kan reduceres til nul.

Det lokale synkroniseringsimpulsmønster aftages fra udgangen af skifte-registerelementet 39' og føres gennem en inversionskreds 97 til en modulator 98 i form af en modulo-2-additionskobling, som også får tilført det modtagne impulsmønster. I den stabiliserede tilstand af den lokale impulsmønstergenerator 37’ fremkommer den ønskede serie af ækvidistante impulser ved udgangen af den nævnte modulo-2-additionskobling 98 kun, når synkroniseringsimpulsmønstret s(t) føres til impulsmønsteromsætteren 49, mens gennemsnitligt halvdelen af impulserne i den ønskede ækvidistante impulsserie som følge af den ukorrelerede sammenhæng mellem a(t) og s(t) mangler, når et vilkårligt impulsmønster tilføres. I den i fig. 5 viste synkronismedetektor 34 anvendes impulsserien ve3 udgangen af impulsmønsteromsætteren 49 til opnåelse af synkronisering på en måde, som allerede er udførligt beskrevet under henvisning til fig. 3.

På denne måde opnås der en synkronismedetektor, som udskiller et modtaget synkroniserings impulsmønster på en særlig klar og éntydig måde, således at pålideligheden af den resulterende synkronisering er særdeles stor.

Fig. 6 viser en variation af den i fig. 5 viste synkronismedetektor 34, som er udformet fuldstændigt digitalt, og hvori tilsvarende elementer er betegnet ved de samme henvisningsnumre. Den i fig. 6 viste synkronismedetektor 34 afviger fra den i fig. 5 viste ved udformningen af modulationskoblingen 90 og styringen' af den lokale impulsmønstergenerator 37', samtidig med at funktionen af integrå-tionskredsløbet 50 for serien af ækvidistante impulser og integrationsnetværket 91 i sløjfen for den automatiske fasekorrektion af den lokal impulsmønstergenerator 37' er kombineret.

141490 16 I synkronismedetektoren i fig. 6 udgør modulatoren 98 i fig. 5 en del af den automatiske fasekorrektionssløjfe. Modulationskoblingen 90 er til dette formål udformet som en enkelt konstruktion, nemlig i form af én modulo-2-addi-tionskobling 99, hvori det modtagne impulsmønster føres til den ene indgang, og det lokale synkroniseringsimpulsmønster over en inversionskreds 100 føres til den anden indgang. Den ønskede serie af ækvidistante impulser fremkommer kun ved udgangen af modulo-2additionskoblingen 99, når det lokale og det modtagne synkroniseringsmønster føres til modulo-2-additionskoblingen 99 med samme fase, mens i andre tilfælde gennemsnitligt halvdelen af impulserne i den nævnte serie af ækvidistante impulser mangler. Serien af udgangsimpulser fra modulationskoblingen 90 føres direkte til integrationskredsløbet 50, der også tjener som integrationsnetværk 91 (sammenlign med fig. 5) for den automatiske fasekorrektionssløjfe og indgår i denne som ovenfor beskrevet, men med den forskel, at integrationstiden nu er en smule kortere end perioden T for synkroniseringsimpulsmønstret, f.eks. lig med 28D, hvor D er kanaltaktimpulsperioden.

Den lokale impulsmønstergenerator 37’ styres at de lokale kanaltaktim-pulser fra 16-tælleren 24. Til den automatiske fasekorrektion af den lokale impulsmønstergenerator 37' udnyttes det forhold, at skifteregistret 38’ i hver periode T af synkroniseringsimpulsmønstret gennemløber 31 forskellige tilstande, som hver kun forekommer én gang i hver periode. En bestemt tilstand, i dette tilfælde den tilstand, hvori der ikke samtidigt forekommer en impuls ved alle skifteregisterelementerne 39' - 43', udnyttes nu til at afbryde styringen fra den lokale impulsmønstergenerator efter hver periode T = 31D i en kanaltaktimpulsperiode D, så længe det modtagne og det lokale synkroniseringsimpulsmønster ikke er i fase, eller med andre ord forsinke det lokale synkroniseringsimpulsmønster et tidsinterval D i forhold til det modtagne synkroniseringsimpulsmønster. Udgangene fra alle skifteregisterelementerne 39'-43’ er til dette formål over inversionskredse 101, 102, 103, 104 og 105 forbundet til en 0G-kreds 106, som kun leverer en impuls, når ovennævnte skifteregistertilstande forekommer, hvilken impuls over en normalt åben forbudskreds 107 føres som tilbagestillingsimpuls til et styrekredsløb 108 med en bistabil triggerkreds 109, som også for tilført de lokale kanal-taktimpulser som indstillingsimpulser til at holde kredsen 109 i dens arbejds-tilstand. Udgangen fra tirggerkredsen 109, på hvilken der, i arbejdstilstanden optræder et signal, er forbundet til en 0G-kreds 110, som også får tilført kanal-taktimpulserne til styring af den lokale impulsmønstergenerator 37'. Endvidere er forbudsindgangen af forbudskredsen 107 forbundet til udgangen af integrationskredsløbet 50, mens udgangen af forbudskredsen 107 er forbundet til en ELLER-kreds 11, som også får tilført testimpulserne fra tælleren 53. Ved hjælp af et puffertrin 112 sikres det, at en testimpuls altid falder sammen med en udgangsimpuls fra 0G-kredsen 107. Puffertrinet 112 indeholder en bistabil trig- UU90 17 gerkreds 113, der som indstillingsimpulser får tilført testimpulserne og soti tilbagestillingsimpulser udgangsimpulserne fra OG-kredsen 106, hvilken fcistabil triggerkreds 113 i arbejdstilstanden holder en OG-kreds 114 åben, hvortil udgangsimpulserne fra OG-kredsen 106 også føres. Repetitionsperioden for testimpulserne er i dette tilfælde valgt således, at den er længere end antallet af forskellige tilstande i skifteregisteret 38’ multipliceret med integrationstiden for integrationskredsløbet 50, altså i dette tilfælde længere end 31 x 28D. Udgangsimpulserne fra ELLER-kredsen 111 anvendes som tilbagestillingsimpulser for tælleren 67 i integrationskredsløbet 50.

Når der modtages et synkroniseringsimpulsmønster, som ikke er i fase med det lokale synkroniseringsimpulsmønster, eller når der modtages et vilkårligt andet signalimpulsmønster, kan tælleren 67 i integrationskredsløbet 50 ikke nå sin slutstilling, og som følge deraf åbnes forbudskredsen 107. Styringen af den lokale impulsmønstergenerator 37' afbrydes da i et tidsinterval D hvergang efter en periode T, fordi udgangsimpulsen fra OG-kredsen 106, som da er passeret frit gennem forbudskredsen 107, tilbagestiller triggerkredsen 109 til dens hviletilstand, hvilket resulterer i, at OG-kredsen 110 lukkes for de lokale kanaltaktim-pulser. Den næstfølgende lokale kanaltaktimpuls indstiller igen triggerkredsen 109 til dens arbejdstilstand, i hvilken de lokale kanaltakt impulser til styring af den lokale impulsmønstergenerator 37' ledes igennem uden hindring, indtil en næstfølgende udgangsimpuls fra OG-kredsen 106 fremkommer. Den ved styringens afbrydelse frembragte forsinkelse af det lokale synkroniseringsimpulsmønster med et tidsinterval D gentages, indtil det lokale synkroniseringsimpulsmønster er i fase med et modtaget synkroniseringsimpulsmønster.

1 dette tilfælde når tælleren 67 i integrationskredsløbet 50 sin slut-stilling inden for et tidsinterval T, hvilket resulterer i, at udgangssignalet fra tælleren 67 på den ene side fastholder tælleren 67 i dens slutstilling, indtil en efterfølgende testimpuls forekommer, og på den anden side ved at lukke forbudskredsen 107 forhindrer, at den lokale impulsmønstergenerator fasekorrigeres yderligere. Den lokale impulsmønstergenerator 37' er således stabiliseret til fasen af det modtagne synkroniseringsimpulsmønster. Puffertrinet 112 forhindrer, at der, når fasestabilisering netop er nået, fremkommer en testimpuls, før tælleren 67 i integrationskredsløbet 50 har nået sin slutstilling, hvilket ville bevirke en for tidlig afbrydelse af fasestabiliseringen og den opnåede synkronisering.

Fig. 7 viser en særlig tiltalende synkronismedetektor, ved hvilken ukor-relerede sammenhæng mellem synkroniseringsimpulsmønstret og ethvert andet signalimpulsmønster udnyttes til udformning af impulsmønsteromsætteren 49 på en måde, som afviger en smule fra den i fig. 5 og 6 viste. Elementer i fig. 7, som svarer til elementer, der allerede er beskrevet under henvisning til de foregående figu- UU90 18 rer, er angivet ved samme henvisningsnumre.

Impulsmønsteromsætteren i fig. 7 indeholdet et skifteregister 115, som er forsynet med et til antallet af kanaltaktimpulsperioder i synkroniseringsimpulsmønstret svarende antal skifteregisterelementer, i dette tilfælde 31, hvis indhold forskydes ved styring med de lokale taktimpulser. For at undgå at gøre tegningen for indviklet er denne styring ikke vist i fig. 7. Udgangene fra alle skifteregister elementerne er gennem et modstandsnetværk 116 med indbyrdes ens modstande forbundet til en kombinationskobling i form af en modstand 117, idet modstandene er forbundet til skifteregisterelementerne på en sådan måde, at modstandsnetværket udgør en kopi af synkroniseringsimpulsmønstret s(t) i en given fase, f.eks. i fig. 7, en kopi af impulsmønstret s(t) med den fase, der er vist ved a i fig. 2.

Til dette formål er udgangen af hvert skifteregisterelement, i hvilket der findes en impuls, dvs. elementet indeholder et 1, når et skifteregisters indhold svarer til synkroniseringsimpulsmønstret i den pågældende fase direkte forbundet til den til elementet hørende modstand, mens udgangen af hvert skifteregisterelement, hvori der mangler en impuls, dvs. elementet indeholder et 0, er forbundet til den til elementet hørende modstand gennem en inversionskreds. Når der anvendes bistabile triggerkredse som skifteregisterelementer, kan inversionskredsene imidlertid udelades, da både impulserne og de inverterede impulser kan afledes fra denne type skifteregisterelementer.

Tilførslen af synkroniseringsimpulsmønsteret til den nævnte impulsmønsterom-sætter 49, resulterer da i et udgangssignal fra kombinationskoblingen 117, som har en maksimalværdi, når synkroniseringsimpulsmønstret er til stede i skifteregisteret 115 i den ønskede fase, og har en konstant minimalværdi, når synkroniseringsimpulsmønstret er til stede i skifteregisteret 115 i en anden fase. Hvis tidsforskydningen af synkroniseringsimpulsmønstret i forhold til tidsforskydningen i den ønskede fase betegnes med ^*, har udgangssignalet fra kombinationskoblingen som funktion af^den ved 0 i fig. 2 viste variation. Der fremkommer herved ved udgangen af kombinationskoblingen en serie ækvidistante impulser med en amplitude lig med maksimalværdien af en periode T, som er lig med synkroniseringsimpulsmønstrets periode. Hvis der derimod tilføres et hvilket som helst andet sig-nalimpulsmønster, vil der ved udgangen af kombinationskoblingen 117 opstå et trinvis varierende signal, der på grund af den ukorrelerede tilstand med synkroniseringsimpulsmønsteret forbliver langt under den maksimale værdi.

Til kombinationskoblingen 117 er der forbundet en . tærskelværdikobling 118, hvis tærskelværdi f.eks. er indstillet til o,8 gange den maksimale værdi af udgangssignalet fra kombinationskoblingen 117, idet der tages hensyn til den givne interferenssandsynlighed. En serie ækvidistante impulser, som nu har en periode T, fremkommer kun ved udgangen af tærskelværdikoblingen 118, når synkroniserings-impulsmønstret bliver ført til impulsmønsteromsætteren 49. Denne impulsserie

Claims (20)

141490 19 anvendes på den ovenfor beskrevne måde til opnåelse af synkronisme. Som følge af den større periode for den ækvidistante impulsserie behøver tælleren 67 i integrationskredsløbet 50 nu kun at have et lille antal trin. For at forøge den i forvejen store pålidelighed ved den resulterende synkronisering er der foran integrationskredsløbet 50 indført en kontrolkreds 119 til kontrol af periodiciteten af den impulsserie, som skal integreres. Denne kontrolkreds 119 udgøres i fig. 7 af en tæller 120, hvori de lokale kanaltaktimpulser tælles, og hvortil der som tilbagestillingsimpulser føres udgangsimpulser fra tærskelværdikoblingen 118. Denne tæller 120 har nået sin slutstilling efter 31 kanal-taktimpulser, dvs. efter en periode T, og afgiver herved en impuls til en 0G-kreds 121, efter at tælleren 120 har nået sin slutstilling, vender den tilbage til begyndelsesstillingen. Udgangsimpulserne fra tærskelværdikoblingen 118 føres som styreimpulser til den anden indgang af 0G-kredsen 121. Almindeligvis er tælleren 120 i en mellemstilling, når den første dudgangs-impuls fra tærskelværdikoblingen 118 fremkommer, således at denne udgangsimpuls ikke ledes igennem af 0G-kredsen 121. Denne første udgangsimpuls tilbagestiller også tælleren 120 til begyndelsesstillingen. Hvis serien af udgangsimpulser fra tærskelværdikoblingen 118 er den ønskede ækvidistante impulsserie, når den anden og de efterfølgende impulser i denne ønskede impulsserie 0G-kredsen 121 til det tidspunkt, hvor tælleren 120 når sin stilling, og vil så passere igennem 0G-kred-sen 121. Tilfældige udgangsimpulser fra tærskelværdikoblingen 118, som kun forekommer med meget lille sandsynlighed, bliver ikke ledet igennem af de nævnte kontrolkredse 119, idet sådanne udgangsimpulser ikke har den ønskede periodicitet. Der er på denne måde opnået en særdeles tiltrækkende synkronismedetektor, son meget hurtigt udskiller et modtaget synkroniseringsimpulsmønster, hvilket resulterer i, at integrationstiden kan reduceres til, f.eks. to perioder af synkroniseringsimpulsmønstret, og der kan følgelig realiseres en meget kort søgetid, samtidig med at detektoren ikke desto mindre sikrer en meget pålidelig synkronisme på trods af den korte integrationstid.

1. Transmissionsanlæg med en sender og en modtager til overføring af et antal signaler i tidsfordelt multipleks og ved hjælp af impulskodemodulation, specielt deltamodulation, hvorhos senderen indeholder kanaler, som arbejder i tidsfordelt multipleks og består af et antal signalkanaler og mindst en synkroniseringskanal, hvor signalimpulserne fra de forskellige signalkanaler og synkroniseringsimpulserne fra synkroniseringskanal i denne sender i hver signalcyklus, i hvilken der i cyklisk rækkefølge optræder et antal signalintervaller samt et synkroniseringsinterval ved hjælp af en kanalfordeler fordeles cyklisk over de separate intervaller, idet alle de overførte impulser er indbyrdes ens og falder sammen UU90 20 med forskellige impulser i en serie ækvidistante taktimpulser, og hvorhos modtageren indeholder en taktfrekvensuddrager til rekonstruktion af taktimpulsserien ud fra de modtagne multiplekssignaler og endvidere et antal kanaler, som svarer til ·. antallet af kanaler i senderen og ligeledes består af et antal signalkanaler og mindst én synkroniseringskanal, hvor de modtagne multiplekssignaler fordeles cyklisk over de separate kanaler ved hjælp af en kanalfordeler ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, mens synkroniseringskanalen indeholder en synkronismedetektor, som styrer et indstillingskredsløb i kanalfordeleren, hvilket indstillingskredsløb et blokeret, når kanalfordelerne i senderen og modtageren er synkroniserede, og altid indstiller kanalfordeleren i modtageren til et andet interval i den modtagne signalcyklus, hvis synkronismen går tabt, kendetegnet ved, at der i senderens synkroniseringskanal indgår en impulsmønstergenerator til frembringelse af et periodisk synkroniseringsimpulsmønster, som allerede betragtet over et tidsinterval lig med dets egen periode og for alle driftsbetingelser for signalkanalerne ikke har nogen korrelation med de signalimpulser, som stammer fra de pågældende signalkanaler, hvorhos synkronismedetektoren i modtageren indeholder en impulsmønsteromsætter, som er forsynet med et skifteregister, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, hvilken impulsmønsteromsætter omsætter det modtagne synkroniseringsimpulsmønster til en serie ækvidistante impulser, mens et netværk, som integrerer denne impulsserie, er forbundet til im-pulsmønsteromsætterens udgang og efterfølges af en tærskelværdikobling, og hvor synkronismedetektoren endvidere indeholder en testimpulsgenerator, som afgiver testimpulser med en repetitionsperiode, som er længere end integrationstiden for det af integrationsnetværket og den efterfølgende tærskelværdikobling udgjorte kredsløb, hvilke testimpulser føres til en forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til tærskelværdikoblingens udgang, og hvis udgang er forbundet til indstillingskredsløbet i kanalfordeleren.

2. Sender til anvendelse i et transmissionsanlæg ifølge krav 1 til overføring af et antal signaler i tidsfordelt multipleks og ved hjælp af impulskodemo-dulation, specielt deltamodulation, hvilken sender indeholder kanaler, som arbejder i tidsfordelt multipleks og består af et antal signalkanaler og mindst en synkroniseringskanal, hvor signalimpulserne fra de forskellige signalkanaler og synkroniseringsimpulserne fra synkroniseringskanalen i denne sender i hver signalcyklus, i hvilken der i cyklisk rækkefølge optræder et antal signalintervaller samt et synkroniseringsinterval, ved hjælp af en kanalfordeler fordeles cyklisk over de separate intervaller, idet alle de overførte impulser er indbyrdes ens og falder sammen med forskellige impulser i en serie ækvidistante taktimpulser, kendetegnet ved, at der i senderens synkroniseringskanal indgår en impuls » mønstergenerator til frembringelse af et periodisk synkroniseringsimpulsmønster, som, allerede betragtet over et tidsinterval lig med dets egen periode og for

3. Sender ifølge krav 2, kendetegnet ved, at impulsmønstergene-ratoren udgøres af et skifteregister med tilbagekobling ved hjælp af modulo-2~ additionskoblinger og med et antal skifteregisterelementer, hvis indhold forskydes ved styring fra en kanaltaktimpulsgenerator.

4. Sender ifølge krav 3,kendetegn et ved, at der til skifteregisterets udgang er forbundet en modulo-2-additionskobling til hvis ene indgang skifteregisterets tilbagekoblingskredsløb er forbundet og til hvis anden indgang der er forbundet en kilde med konstant signalværdi.

5. Sender ifølge krav 3 eller 4, kendetegnet ved, at der mellem udgangen af skifteregistret og tilbagekoblingskredsløbet er anbragt en normalt åben forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til en OG-kreds, hvortil alle udgangene fra skifteregisterelementeme er forbundet,

6. Modtager til anvendelse i et transmissionsanlæg ifølge krav 1 og til modtagelse af multiplekssignaler udsendt fra en sender ifølge et eller flere af kravene 2-5, hvilken modtager indeholder en taktfrekvensuddrager til rekonstruktion af taktimpulsserien ud fra de modtagne multiplekssignaler og endvidere et antal kanaler svarende til kanalantallet i senderen og bestående af et antal signalkanaler og mindst én synkroniseringskanal, hvor de modtagne multiplekssignaler fordeles cyklisk over de separate kanaler ved hjælp af en kanalfordeler ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, mens synkroniseringskanalen indeholder en synkronismedetektor, som styrer et indstillingskredsløb i kanalfordeleren, hvilket indstillingskredsløb er blokeret, når kanalfordelerne i sender- og modtagerenden er synkroniserede, og altid indstiller kanalfordeleren i modtageren til et andet interval i den modtagne signalcyklus, hvis synkronismen er gået tabt, kendetegnet ved, at synkronismedetektoren i modtageren indeholder en impulsmønsteromsætter, soti er forsynet med et skifteregister, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede taktimpulser, hvilken impulsmønsteromsætter omsætter de modtagne synkroniseringsimpulsmønstre til en serie ækvidistante impulser, mens et netværk, som integrerer denne impulsserie er forbundet til udgangen af impulsmønsteromsætteren og efterfulgt af en tærskelværdikobling, hvorhos synkronismedetektoren desuden indeholder en test impulsgenerator, scan afgiver testimpulser med en repetitionsperiode, som er længere end integrationstiden af det af integrationsnetværket og den efterfølgende tærskelværdikobling udgjorte kredsløb, hvilke testimpulser føres til en forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til tærskelværdikoblingens udgang, og hvis udgang er forbundet til indstillingskredsløbet i kanalfordeleren.

7. Modtager ifølge krav 6,kendetegnet ved, at testimpulsgenera-toren udgøres af en tæller, som får tilført impulser, der aftages fra en lokal 22 1Λ1490 taktimpulsgenerator.

8. Modtager ifølge krav 7,kendetegnet ved, at den som testimpuls-generator tjenende tæller er forbundet til en af en tæller, som indgår i kanalfor-deleren, og som også afgiver kanaltaktimpulser med signalcyklusfrekvens ved den cykliske fordeling af de modtagne multiplekssignaler mellem de separate kanaler.

9. Modtager ifølge et eller flere af kravene 6-8, kendetegnet ved, at det af integrationsnetværket og den efterfølgende tærskelværdikobling bestående integrationskredsløb udgøres af en tæller, som får tilført udgangsimpulserne fra impulsmønstergeneratoren, mens testimpulserne fra testimpulsgeneratoren føres til tælleren som tilbagestillingsimpulser, hvorhos der til tællerens indgang er forbundet en forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til tællerens udgang, hvilken forbudskreds lukkes, når tællerens slutstilling nås.

10. Modtager ifølge et eller flere af kravene 6-9, kendetegnet ved, at impulsmønsteromsætteren udgøres af et skifteregister, som er fremadkoblet under anvendelse af modulo-2-additionskoblinger og har et antal skifteregisterelementer, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede kanaltaktimpulser, hvorhos impulsmønsteromsætteren er udformet som det omvendte kredsløb til impulsmønstergeneratoren i senderen.

11. Modtager ifølge krav 10, kendetegnet ved, at der til udgangen af skifteregistret er forbundet en normalt åben forbudskreds, hvis forbudsindgang er forbundet til en OG-kreds, hvortil udgangene fra alle skifteregisterelementerne er forbundet.

12. Modtager ifølge et eller flere af kravene 6-9, kendetegnet ved, at impulsmønsteromsætteren udgøres af et skifteregister, som er forsynet med et til antallet af kanaltaktimpulsperioder i synkroniseringsimpulsmønstret svarende antal skifteelementer, hvis indhold forskydes ved styring med de rekonstruerede kanaltaktimpulser, hvorhos de to ender af dette skifteregister er koblet til indgangene af en modulo-2-additionskobling.

13. Modtager ifølge et eller flere af kravene 10-12, kendetegnet ved, at impulsmønsteromsætteren er forbundet til integrationskredsløbet gennem et interferenskorrektionskredsløb.

14. Modtager ifølge krav 13,kendetegnet ved, at interferenskorrektionskredsløbet er udformet som et skifteregister, der styres af de rekonstruerede kanaltaktimpulser, og hvori antallet af skifteregisterelementer overskrider antallet af elementer i impulsmønsteromsætterens skifteregister med mindst én, hvorhos der er anbragt modulo-2-additionskoblinger ved udgangen af skifteregistret og imellem skifteregisterelementerne på de steder, som ligger samme antal skifteregisterelementer fra udgangen som antallet af skifteregisterelementer i enhver af de forskellige veje mellem indgangen og udgangen af skifteregistret i impulsmønsteromsætteren, hvorhos udgangen af de skifteregisterelementer, som efterfølges 23 UU90 af en modulo-2-additionskobling,o ver en inversionskeds er forbundet til Indgangen i en OG-kreds, og udgangen af de resterende skifteregisterelementer er forbundet direkte til indgange i OG-kredsen, mens udgangen af denne OG-kreds er forbundet til en indgang i hver modulo-2-additionskobling.

14 USO 21 alle driftsbetingelser for signalkanalerne ikke har nogen korrelation med de signalimpulser, scxn stammer fra de nævnte signalkanaler.

15. Modtager ifølge krav 13,kendetegnet ved, at interferenskor« rektionskredsløbet udgøres af et ekstra skifteregisterelement, som er forbundet til udgangen af impulsmønsteromsætterens skifteregister, og en OG-kreds, hvortil der er forbundet dels det ekstra skifteregisterelement gennem en inversionskreds, dels udgangen af integrationskredsløbet, mens udgangen fra OG-kredsen er forbundet til en indgang af en modulo-2-addtionskobling, som er forbundet mellem det første og det andet skifteregisterelement, regnet fra skifteregistrets indgang.

16. Modtager ifølge krav 9 og 15, kendetegnet ved, at udgangen af integrationskredsløbet er forbundet til OG-kredsen gennem et lagerelement I form af en bistabil triggerkreds, mens udgangen af den forbudskreds, der følger efter integrationskredsløbet er forbundet til triggerkredsens tilbagestillingsindgang.

17. Modtager ifølge et eller flere af kravene 6-9, kendetegnet ved, at impulsmønsteromsætteren udgøres af en modulator, som får tilført dels dét modtagne impulsmønster i synkroniseringskanalen, dels det lokalt opnåede synkroniseringsimpulsmønster, hvilket lokale synkroniseringsimpulsmønster stammer fra en lokal impulsmønstergenerator, som svarer til impulsmønstergeneratoren i senderen, og som fasekorrigeres af det modtagne synkroniseringsimpulsmønster, hvorhos den impulsserie, som skal integreres i integrationskredsløbet, aftages fra modulato-rens udgang.

18. Modtager ifølge krav 17,kendetegnet ved, at modulatoren udgør en del af en automatisk fasekorrektionssløjfe, hvori udgangen af modulatoren over et udglatningsfilter i form af et integrationsnetværk, er forbundet til et frekvensbestemmende element i den lokale impulsmønstergenerator, hvorhos integrationskredsløbet udgøres af udglatningsfiltret, der er udformet som et integrationsnetværk efterfulgt af en tærskelværdikobling.

19. Modtager ifølge krav 17 eller 18, kendetegnet ved, at den lokale impulsmønstergenerator styres af de rekonstruerede kanaltaktimpulser over et styrekredsløb, som er konstant lukket i tilfælde af et lokalt synkroniseringsimpulsmønster, som er i fase med det modtagne synkroniseringsimpulsmønster, og som i alle andre tilfælde afbrydes i et tidsrum på mindst én kanaltaktimpulsperiode, hver gang efter en periode af det lokale synkroniseringsimpulsmønster med en forudbestemt tilstand af den lokale impulsmønstergenerator.

20. Modtager ifølge et eller flere af kravene 6-9, kendetegnet ved, at impulsmønstergeneratoren er udformet som et skifteregister, der styres af de rekonstruerede kanaltaktimpulser, hvilket skifteregister indeholder et