DK3068146T3 - Fremgangsmåde til driften af et høreapparat samt et høreapparat - Google Patents

Description

Opfindelsen angår en fremgangsmåde til driften af et høreapparat samt et hertil egnet høreapparat.

Et høreapparat anvendes typisk af en bruger for at forbedre dennes høreevne. Hertil omfatter høreapparatet i det mindste en mikrofon til optagelse af lyd i brugerens omgivelser, og som så forstærkes i høreapparatet ved hjælp af en forstærker og udleveres via en høretelefon. Herved er der mulighed for, at høreapparatet kan have forskellige konstruktioner, som så bæres på forskellig måde på brugeren: For eksempel bæres et CIC-apparat fuldstændigt inden i øret, ved et RIC-apparat bæres kun høretelefonen inden i øret, og de øvrige komponenter i et fælles hus bag øret, og ved et BtE-apparat er samtlige komponenter anbragt i et fælles hus, hvorved den fra høretelefonen udgående lyd ofte ledes via en lydslange eller lignende frem til øret.

Forstærkningen af et af mikrofonen genereret indgangssignal bestemmes i det væsentlige ved hjælp af en i forstærkeren indstillet forstærkningsfaktor. Til den optimale forstærkning i forskellige situationer er det i princippet kendt at indstille forstærkningsfaktoren automatisk på passende måde alt efter situationen. For eksempel reduceres forstærkningsfaktoren i sådanne situationer, hvori brugeren af høreapparatet selv taler, da ellers gengivelsen af egen-stemmen ofte registreres forvrænget, hvilket almindeligvis opfattes som ubehageligt af brugeren.

En sådan tilpasning i afhængighed af brugerens taleaktivitet er f.eks. beskrevet i den senere offentliggjorte ansøgning DE 10 2014 217 172.5 af 28.8.2014 fra ansøgeren. Således ændres i en udførelsesform den af høreapparatet gennemførte forstærkning, når egen-stemmen registreres. I EP 1 744 589 A2 beskrives et høreapparat og en fremgangsmåde til egen-stemmedetektion. Egen-stemmens aktivitet registreres permanent og inddrages i styringen af høreapparatets algoritmer, hvorved der undgås artefakter og fejlstyringer, som udløses ved hjælp af egen-stemmen. For eksempel fastfryses en automatisk forstærkningsregulering af høreapparatet ved tilstedeværelsen af høreapparatbærerens egen-stemme. Ved hjælp af en dynamisk, dvs. en situationsbetinget indstilling af forstærknings faktoren, forstærkes under alle omstændigheder også støj fra omgivelserne tilsvarende mere eller mindre. Især i kommunikationssituationer, hvori anvenderen taler vekslende med et andet menneske, foregår der således en hyppig ændring f forstærkningsfaktoren. WO 2014/075195 beskriver et høreapparat, hvori en automatisk forstærkningstilpasning er afhængig af registreringen af brugerens egen-stemme og yderligere af lyd fra omgivelserne. På baggrund heraf er det formålet med opfindelsen at angive en forbedret fremgangsmåde til driften af et høreapparat. Herved skal især de ulemper, som fremkommer ved en dynamisk tilpasning af forstærkningsfaktoren i afhængighed af brugerens stemme i det mindste reduceres og så vidt muligt undgås. Derudover skal der angives et passende høreapparat.

Dette formål opnås ifølge opfindelsen ved hjælp af en fremgangsmåde med de i krav 1 angivne træk. Fordelagtige udførelsesformer og videreudviklinger og varianter er angivet i underkravene. Derudover løses formålet ved hjælp af et høreapparat med de i krav 14 angivne træk. Herved fremgår yderligere fordele og passende udførelsesformer analogt af beskrivelsen i forbindelse med fremgangsmåden og omvendt. Høreapparatet bæres af en bruger og omfatter i det mindste en mikrofon til optagelse af lyd fra brugerens omgivelser, en forstærker og en høretelefon til udlevering af den forstærkede lyd. Ved fremgangsmåden fremstilles der ved hjælp af mikrofonen et indgangssignal, som forstærkes i forstærkeren med en indstillelig forstærkningsfaktor. Især er forstærkningsfaktoren manuelt indstillelig ved hjælp af et betjeningselement på et hus på høreapparatet eller ved hjælp af en fjernbetjening af brugeren i forbindelse med en lydstyrkeregulering. Høreapparatet omfatter endvidere en OVD-enhed, hvorved OVD-kort står for own voice detection (egen-stemmedetektion). Ved hjælp af OVD-enheden bestemmes en OVD-parameter, som angiver om brugeren selv taler eller ej. På denne måde realiseres især en egen-stemmeidentifikation. OVD-parameteren er herved en første parameter. For eksempel realiseres OVD-parameteren som en boolsk parameter, som er sand, hvis brugeren selv taler, og ellers falsk. Alternativt er det f.eks. også tænkeligt med en kontinuerlig OVD-parameter. En passende OVD-enhed er især beskrevet i ovennævnte senere offentliggjorte ansøgning DE 10 2014 217 172.5.

Forstærkningsfaktoren indstilles i afhængighed af OVD-parameteren inden for et bestemt værdiområde, hvorved der realiseres en dynamisk forstærkningstilpasning i egen-stemmesituationer. Kendetegnende for en egen-stemmesituation er især tidsmæssigt skiftende faser af brugerens talen og tien, dvs. denne fører f.eks. en samtale med en anden person. Inden for rammen af den dynamiske forstærkningstilpasning sker forstærkningen af indgangssignalet så afhængigt af, om brugeren selv taler eller ikke. Fortrinsvis reduceres forstærkningsfaktoren i en situation, hvor brugeren taler, i sammenligning med en situation, hvor brugeren ikke taler.

Ifølge opfindelsen indstilles forstærkningsfaktoren yderligere i afhængighed af en generende støj, som ikke er brugerens egen-stemme, men snarere en især ekstern støj, f.eks. fra en ventilator eller motor eller almindeligvis en baggrundsstøj. Herved sker der især en måling, en detektion eller en vurdering af støjen. Der bestemmes altså først om der foreligger en støj. Støjen er især en stationær støj, som slet ikke eller kun i mindre grad ændrer sig over et længere tidsrum. Især skal der ved stationær her forstås, at støjen omfatter et akustisk frekvensspektrum med et gennemsnitligt niveau, som inden for et tidsrum på fra ca. 1 til 10 sekunder ikke ændrer sig mere end fra 3 til 6 dB. Med andre ord forbliver den generende støjs frekvensspektrums statistiske egenskaber i det væsentlige konstant over et bestemt tidsrum.

Hvis der i en kommunikationssituation, hvori brugeren skiftevis selv taler og ikke taler, også er en lyd fra omgivelserne med et i det væsentlige konstant lydstyrkeniveau, dvs. en stationær generende støj eller et støjsignal, forstærkes også dette tilsvarende mere og mindre. Eksempler på sådanne stationære støjkilder er ventilations- og motorstøj i et køretøj. Ved hjælp af den tidsmæssigt varierende for stærkning af den stationære støj fra omgivelserne på grund af en konstant tilpasset forstærkningsfaktor i afhængighed af brugerens taleaktivitet fremkommer der for denne så en modulation af omgivelsesstøjen, som føles ubehagelig. Hvis der ikke er nogen generende støj til stede, især ingen stationær støj, dvs. såfremt der ikke registreres nogen støj, foretages der en traditionel forstærkningstilpasning i afhængighed af OVD-parameteren.

En væsentlig fordel ved opfindelsen består nu især i, at en behagelig modulation af en stationær generende støj forhindres på grund af en dynamisk forstærkningstilpasning, som er afhængig af brugerens egen-stemme, især idet den dynamiske forstærkningstilpasningsværdiområde på fordelagtig måde forringes. Med andre ord: forhindres ved et høreapparat med OVD-funktionalitet og tilsvarende forstærkningstilpasning den ubehagelige modulation ved hjælp af den yderligere indstilling i afhængighed af en generende støj, især ved at forstærkningsfaktorens modulation passende reduceres på grund af OVD-enheden. På grund af forstærkningstilpasningen i afhængighed af OVD-parameteren har det forstærkede indgangssignal dvs. høreapparatets udgangssignal en modulationsdybde, som indstilles, dvs. reduceres i afhængighed af den generende støj. Et på denne måde drevet høreapparat tilbyder en tydeligere forbedret hørekomfort, især da brugerens egen-stemme gengives korrekt og samtidigt en modulation af i øvrigt stationær generende støj formindskes eller i det mindste reduceres i rimelig grad.

En grundtanke herved er især, at forstærkningsfaktoren ikke kun indstilles uafhængigt af hinanden på den ene side i afhængighed af OVD-parameteren og på den anden side i afhængighed af den generende støj. Disse to afhængigheder bliver også påvirket indbyrdes, dvs. indstillingen af forstærkningsfaktoren i afhængighed af OVD-parameteren er selv afhængig af forelæggelsen og/eller egenskaberne af en generende støj. Alt efter hvilken støjsituation der foreligger er en anden dynamisk forstærkningstilpasning på grund af OVD-parameteren fornuftig.

Forstærkningsfaktorens indstilling i afhængighed af den generende baggrundsstøj sigter således totalt set mod at modificere den indstilling af forstærkningsfaktoren, som foregår i afhængighed af OVD-parameteren, nemlig i afhængighed af baggrundsstøjen. Dette sker f.eks. ved hjælp af en indstilling af værdiområdet for den dynamiske forstærkningstilpasning i afhængighed af baggrundsstøjen, dvs. ved hjælp af et direkte indgreb i den dynamiske forstærkningstilpasning. Alternativt eller derudover foregår en yderligere indstilling af forstærkningsfaktoren for at modvirke indstillingen i afhængighed af OVD-parameteren, dvs. ved hjælp af en overlejring af den dynamiske forstærkningstilpasning, for at modificere denne i slutresultatet. Ved ’’modificering” skal der almindeligvis forstås, at der til syvende og sidst foregår en tilpasning, en udligning eller en ændring. I det foreliggende tilfælde foregår der en modifikation af forstærkningstilpasningen ved hjælp af en yderligere indstilling i afhængighed af en baggrundsstøj. Som følge heraf indstilles ikke blot forstærkningsfaktoren i afhængighed af OVD-parameteren, men forstærkningsfaktoren indstilles i afhængighed af OVD-parameteren under hensyntagen til en baggrundsstøj. Herved sikres der således med fordel, at i forskellige baggrundsstøjsituationer modificeres forstærkningstilpasningen optimalt på grund af OVD-enheden i afhængighed af baggrundsstøjen. Sædvanligvis reduceres forstærkningsfaktoren inden for rammen af en indstilling af forstærkningsfaktoren ved hjælp af OVD-enheden såfremt brugeren selv taler og øges hvis brugeren ikke selv taler. Foreligger der under alle omstændigheder en stationær baggrundsstøj, reduceres forstærkningsfaktoren ifølge opfindelsen slet ikke eller i mindre grad, f.eks. ved en taleaktivitet af brugeren i sammenligning med hvad det er tilfældet ved et høreapparat uden en sådan yderligere indstilling i afhængighed af en stationær baggrundsstøj. Derved reduceres en modulation af baggrundsstøjen ved vekslende taleaktivitet af brugeren tilsvarende eller også undgås den helt, og for brugeren opnås en mere behagelig og naturlig gengivelse af lyde fra omgivelserne. I en foretrukken udførelsesform bestemmes der ved hjælp af en baggrundsstøjvurderer, også omtalt som en noice estimator, en intensitet af baggrundsstøjen og forstærkningsfaktoren indstilles i afhængighed af intensiteten. Derved er intensiteten en anden parameter, som ud over OVD-parameteren tages med i betragtning ved indstillingen af forstærkningsfaktoren. Denne intensitetsafhængige tilpasning af forstærkningsfaktoren åbner på fordelagtig måde mulighed for et optimalt kompromis imellem en reducering af forstærkningsfaktoren på grund af egen-stemmen og en ikke-reducering til undgåelsen af en modulation af baggrundsstøjen.

Fortrinsvis indstilles ved en egen taleaktivitet af brugeren ved en højere konstateret intensitet, dvs. ved en højere baggrundsstøj, en højere forstærkningsfaktor end ved en i sammenligning lavere intensitet, dvs. en mere dæmpet baggrundsstøj, og ved en lavere bestemt intensitet en mindre forstærkningsfaktor end ved en i sammenligning højere intensitet. Derved bliver med fordel ved vekslingen af forstærkningsfaktoren i afhængighed af OVD-parameteren forskellen imellem den forstærkningsfaktor, som indstilles ved fasen under egen taleaktivitet, og den forstærkningsfaktor, som indstilles ved fasen egen inaktivitet, reduceret. Under egen taleaktivitet skal der især forstås, at brugeren selv taler, medens denne ved egen inaktivitet tilsvarende ikke selv taler.

De beskrevne foranstaltninger er basis for den kendsgerning, at modulationen af en baggrundsstøj med lavere styrke altså lavere intensitet føles mindre generende end modulationen af en baggrundsstøj med en i forhold hertil højere intensitet. Derfor bliver i en egen-stemmesituation ved en højere baggrundsstøj med fordel forstærkningsfaktoren udgående fra forstærkningsfaktoren ved egen inaktivitet mindre reduceret end ved en mere dæmpet baggrundsstøj, således at især modulationen af baggrundsstøjen på grund af omskiftningen ved hjælp af OVD-enheden ved højere baggrundsstøj med fordel er reduceret. I en foretrukken udførelsesform bliver således under brugerens egen taleaktivitet en første forstærkningsfaktor indstillet ved en første bestemt intensitet, og ved en anden intensitet en anden forstærkningsfaktor, hvorved den første forstærkningsfaktor er større end den anden forstærkningsfaktor, såfremt den første intensitet er større end den anden intensitet, og mindre, såfremt den første intensitet er mindre end den anden intensitet. For eksempel udgør den første intensitet ca. 50 dB og den anden intensitet er større og udgør ca. 80 dB, og i så fald bliver der i tilfældet med den første intensitet indstillet en mindre forstærkningsfaktor end i tilfældet med den anden intensitet, hvorved de to forstærkningsfaktorer hver for sig er lavere end den forstærkningsfaktor, som indstilles, hvis brugeren ikke selv taler. En højere baggrundsstøj moduleres i så fald mindre i sammenligning med en mere dæmpet baggrundsstøj.

Ved højere bestemt intensitet bliver generelt set den ved hjælp af OVD-enheden foretagne ændring af forstærkningsfaktoren fortrinsvis reduceret og derved indstilles en højere forstærkningsfaktor på tidspunkter, hvor der er egen taleaktivitet. Ved lavere intensitet forøges tilsvarende forstærkningsfaktorens ændring, således at der på tidspunkter med egen taleaktivitet indstilles en mindre forstærkningsfaktor. Fortrinsvis foregår indstillingen af forstærkningsfaktoren på tidspunkter med egen taleaktivitet proportionalt med den bestemte intensitet og alternativt under- eller overproportionalt.

Baggrundsstøjsvurdereren bestemmer intensiteten, dvs. baggrundsstøjens lydstyrke eller lydstyrkeniveau, især ud fra indgangssignalet. Til bestemmelsen af intensiteten anvendes fortrinsvis en fremgangsmåde, især algoritme, som kun tager hensyn til stationære dele af en baggrundsstøj. Fordelen består herved især i, at en sådan fremgangsmåde kun kan anvendes til bestemmelsen af stationær baggrundsstøj, og ikke-stationær baggrundsstøj bliver ikke registreret. Da en modulation af ikke-stationær baggrundsstøj, dvs. især allerede moduleret baggrundsstøj, sædvanligvis ikke føles generende af brugeren, behøver denne tilsvarende ved fremgangsmåden til driften af høreapparatet ikke at blive taget i betragtning. I stedet herfor indstilles forstærkningsfaktoren i det væsentlige afhængigt af OVD-parameteren. Først når der foreligger et stationært signal, indstilles forstærkningsfaktoren yderligere afhængigt af denne kun stationære baggrundsstøj. Omvendt sikres der i tilfælde af kun moduleret baggrundsstøj en optimal OVD-funktionalitet af høreapparatet.

En særlig passende fremgangsmåde er en såkaldt minimum-statistisk-frem-gangsmåde. Derfor bliver i en passende variant baggrundsstøjens intensitet bestemt ved hjælp af en statistisk-fremgangsmåde. Baggrundsstøjvurdereren er så indrettet til udøvelsen af en sådan minimum-statistisk-fremgangsmåde og bestemmer intensiteten dvs. lydstyrkeniveauet især ved hjælp af en passende statistisk analysering af indgangssignalet. En mulig udførelsesform for en minimum-statistisk-fremgangsmåde er f.eks. beskrevet i: Martin, R. (1994), ’’Spectral subtraction based on minimum statistics”. En minimum-statistisk-fremgangsmåde er især enkel at implementere og er i afhængighed af princippet kun anvendelig til bestemmelsen af stationær baggrundsstøj, medens ikke-stationær baggrundsstøj i det væsentlige ignoreres, hvorved der på ny opnås ovennævnte fordele.

Indgangssignalet opdeles i første omgang især i et antal af på hinanden følgende tidsintervaller, hvoraf der af hver ved hjælp af en Fourier-transformation bestemmes et frekvensspektrum, dvs. et spektrum, ved hvilket hver frekvens er tilknyttet et bestemt niveau. Ved hjælp af baggrundsstøjvurdereren bestemmes så intensiteten især ved, at der i et antal af frekvensområder måles et til hvert frekvensspektrum hørende niveau, som så svarer til intensiteten af baggrundsstøjen i det tilsvarende frekvensområde.

Under en bestemt og især frekvensafhængig minimal intensitet, f.eks. et lydtrykniveau på ca. 50 dB, foregår der hensigtsmæssigt ingen tilpasning af forstærkningsfaktoren i afhængighed af intensiteten, da tilsvarende svag baggrundsstøj opfattes mindre kraftigt af brugeren end den med en højere intensitet. Konstateres der derimod en stationær baggrundsstøj med en højere intensitet end den minimale intensitet, foregår der en tilpasning af forstærkningsfaktoren med henblik på at undgå eller i det mindste reducere en mulig modulation af baggrundsstøjen ved hjælp af OVD-enheden. I en yderligere foretrukken udførelsesform konstateres der ved hjælp af en sta-tionaritetsdetektor en stationaritet af baggrundsstøjen som en tredje parameter, og forstærkningsfaktoren indstilles i afhængighed af stationariteten. Derved er det på forbedret måde muligt at skelne imellem stationær og ikke-stationær baggrundsstøj. Konstateringen af stationariteten foregår hensigtsmæssigt ved hjælp af en statistisk undersøgelse af indgangssignalet. Derfor konstateres i en passende udførelsesform stationariteten som en intensitetsstabilitet, f.eks. som varians af det gennemsnitlige niveau eller niveauet i et bestemt frekvensområde eller over et bestemt tidsrum, dvs. især over flere frekvensspektrer. For eksempel konstateres niveauets varians ved ca. 1 kHz over et tidsrum på ca. 1 s.

Derudover eller alternativt konstateres hensigtsmæssigt stationariteten som en frekvensstabilitet. Hertil konstateres især et niveaumaksimum i indgangssignalets frekvensspektrum og variansen af frekvensen hørende til dette niveaumaksimum.

Derudover eller alternativt konstateres hensigtsmæssigt stationariteten som forholdet imellem niveauet af stationære og ikke-stationære andele af baggrundsstøjen. Hertil konstateres især det respektive niveau, og disse sættes i forhold til hinanden.

Derudover foretages der hensigtsmæssigt ved hjælp af opgivelsen af en statio-naritets-tærskelværdi en bestemt afgrænsning imellem stationær og ikke-statio-nær baggrundsstøj. Konstateres der så en stationaritet, som overskrider stationa-ritets-tærskelværdien, anses baggrundsstøjen som ikke-stationær, og der foretages ingen yderligere indstilling af forstærkningsfaktoren. Ligger stationariteten imidlertid under stationaritets-tærskelværdien erkendes der tilsvarende en stationær baggrundsstøj, og forstærkningsfaktoren indstilles i overensstemmelse hermed. I en foretrukken videreudvikling afbildes parametrene hver for sig på en skale-ringsfaktor, f.eks. i området fra 0 til 1, og forstærkningsfaktoren indstilles ved multiplikation med skaleringsfaktoren. Generelt foregår forstærkningen af indgangssignalet med den af forstærkeren på forhånd opgivne forstærkningsfaktor. Ved at den i første omgang opgivne forstærkningsfaktor multipliceres med et antal af skaleringsfaktorer, indstilles forstærkningsfaktoren på særlig enkel måde hver for sig i afhængighed af parametrene, nemlig i afhængighed af OVD-parameteren, dvs. af en OVD-situation, stationariteten, dvs. forekomsten af en stationær baggrundsstøj, samt intensiteten, dvs. den stationære baggrundsstøjs lydstyrke.

Afbildningen foregår især i form af en såkaldt mapping, hvorved en bestemt værdi for en parameter tilknyttes en værdi i det dimensionsløse interval 0 til 1. Især afbildes kun et begrænset værdiområde af en respektiv parameter på intervallet. For eksempel foregår en afbildning af intensiteten kun for lydtrykniveauet fra et område fra ca. 50 til 80 dB, hvorved der ved højere lydtrykniveau, dvs. højere intensitet og medens brugeren selv ikke taler, skal foregå en højere forstærkning, og i overensstemmelse med en intensitet på 80 dB tilknyttes skaleringsfaktoren 0 og en intensitet på 50 dB en skaleringsfaktor på 1. Inden for det afgrænsede værdiområde foregår tilpasningen f.eks. lineært eller logaritmisk. Uden for tilknyttes der en konstant 0 henholdsvis 1.

Fortrinsvis sammenfattes skaleringsfaktorerne først og fremmest til en total-ska-leringsfaktor, og forstærkningsfaktoren indstilles så ved total-skaleringsfaktoren. Flerved foregår sammenfatningen især ved hjælp af en multiplikator, med skale-ringsværdierne som indgangsværdier og total-skaleringsfaktoren som udgangsværdi. Dette afbilder så især resultatet en sceneanalyse, som gennemføres af høreapparatet med hensyn til brugerens taleaktivitet og forelæggelsen af stationær baggrundsstøj.

Indgangssignalet er typisk sammensat af forskellige frekvenser, som især danner et akustisk frekvensspektrum med et antal af frekvensområder. Ofte bliver desuden forskellige frekvenser eller frekvensområder af frekvensspektret forstærket forskelligt, da f.eks. et bestemt frekvensområde tillægges en højere betydning. Fortrinsvis indstilles forstærkningsfaktoren også frekvensafhængigt, især er hertil skaleringsfaktorerne frekvensafhængige, dvs. hver for sig en funktion af frekvensen. I en hensigtsmæssig videreudvikling foretages der en uafhængig indstilling af forstærkningsfaktoren i forskellige frekvensområder, også omtalt som frekvensbånd, af indgangssignalet. Fortrinsvis underkastes herved frekvensområder af forskellig betydning uafhængigt af hinanden og alt efter behov en tilsvarende tilpasset dynamisk forstærkningstilpasning.

Hensigtsmæssigt begrænses så f.eks. også den ovenfor nævnte konstatering af intensiteten til et frekvensområde, som påvirkes mest af forstærkningen, dvs. hvori den frekvensafhængige forstærkningsfaktor er maksimal.

Til udøvelsen af fremgangsmåden har høreapparatet især en styreenhed. Denne er på passende måde forbundet med forstærkeren og omfatter tilsvarende moduler til indstillingen af forstærkningsfaktoren. Disse moduler er især OVD-enhe-den samt baggrundsstøjvurdereren og/eller stationaritetsdetektoren. Herved er det f.eks. tænkeligt at tildanne styreenheden som et anvendelsesspecifikt integreret kredsløb, et såkaldt ASIC, hvorved modulerne hver for sig er realiseret som en del af kredsløbet. Alternativt er der også mulighed for en udformning som programmerbar mikrostyreindretning, hvorved modulerne er tildannet delvis eller fuldstændigt som programmoduler.

Sammenfattende består opfindelsens fordele især i, at der ud over en dynamisk tilpasning af forstærkningsfaktoren i afhængighed af høreapparatbrugerens tale-aktivitet foretages en udvidet dynamisk tilpasning under hensyntagen til stationær baggrundsstøj. Hertil konstateres især intensiteten og/eller stationariteten som karakteristiske parametre i forbindelse med den respektive stationære baggrundsstøj, og disse anvendes til tilpasningen af forstærkningsfaktoren. Til den særlige effektive modifikation af forstærkningsfaktoren afbildes de konstaterede parametre på skaleringsfaktorer. I det følgende beskrives en udførelsesform for opfindelsen under henvisning til tegningen, hvor der skematisk er vist i: figur 1 et høreapparat, og figur 2 en kredsløbsafbildning i forbindelse med høreapparatet. I figur 1 er der vist et høreapparat 2, som her er et såkaldt RIC-apparat og omfatter et hus 4, som bæres af en ikke vist bruger bag øret. Som væsentlige komponenter omfatter høreapparatet 2 desuden et antal af mikrofoner 6, en styreenhed 8, en forstærker 10 og en høretelefon 12. Derudover findes der et batteri 14 til energiforsyningen.

Ved hjælp af mikrofonerne 6 genereres der et indgangssignal E, som under brug videregives til forstærkningen i forstærkeren 10 og der forstærkes med en bestemt forstærkningsfaktor V. Det på denne måde forstærkede indgangssignal E bliver derefter udleveret via høretelefonen 12, mere nøjagtigt beskrevet via en heri ikke nærmere vist højttaler. I det her viste udførelseseksempel bæres høretelefonen 12 af brugeren direkte inden i øret, og den er via en passende tilfø-ringsledning 16 forbundet med forstærkeren 10. I princippet er det imidlertid også muligt at høreapparatet 2 er et BtE-apparat, hvorved høretelefonen 12 er anbragt inden i eller på huset 4, og tilføringsledningerne 16 er tildannet som en lydslange. I en yderligere mulig udførelsesform er høreapparatet 2 derimod et CIC-apparat, som bæres fuldstændigt inden i øret. I det følgende beskrives en fremgangsmåde til driften af høreapparatet 2 ved hjælp af den i figur 2 viste kredsløbsafbildning. Her ses først og fremmest genereringen af indgangssignalet E ved hjælp af en mikrofon 6, dettes forstærkning med en forstærkningsfaktor V i forstærkeren 10 til udgangssignalet A og til sidst dets udlevering via høretelefonen 12. I det her viste udførelseseksempel foregår der før denne forstærkning desuden også ved hjælp af en forprocessor 18 en yderligere bearbejdning, f.eks. en filtrering eller lignende. Denne forprocessor 18 genererer således et modificeret indgangssignal E, som i det følgende for nemheds skyld ligeledes betegnes indgangssignal E.

Forstærkningsfaktoren V er indstillelig ved hjælp af styreenheden 8. Derudover er forstærkningsfaktoren muligvis også indstillelig på andre ikke nærmere viste måder, f.eks. manuelt ved hjælp af et ikke viste betjeningselement på høreapparatet 2. Indstillingen af forstærkningsfaktoren V ved hjælp af styreenheden 8 foregår i figur 2 ved hjælp af en total-skaleringsfaktor G, som tilvejebringes af styreenheden 8. Herved multipliceres den sædvanligvis anvendte forstærkningsfaktor V med total-skaleringsfaktoren G for at opnå en tilpasset forstærkningsfaktor V.

Total-forstærkningsfaktoren G er resultatet af en af styreenheden 8 gennemført analyse af indgangssignalet E. Denne analyse sker derved i det væsentlige med hensyn til brugerens taleaktivitet og eventuelt baggrundsstøj i brugerens omgivelser. Hertil har styreenheden 8 flere, her tre moduler 20, 22, 24, nemlig en OVD-enhed 20, en baggrundsstøjvurderer 22 og en stationaritetsdetektor 24. Disse genererer hver for sig en skaleringsfaktor S1, S2, S3 på grundlag af karakteristiske parametre, som konstateres ud fra indgangssignalet E. Disse tre skale-ringsfaktorer S1, S2, S3 sammenføjes ved hjælp af en multiplikator 26 til total-skaleringsfaktoren G.

Mere konkret konstateres der i det hver viste udførelseseksempel først og fremmest ved hjælp af OVD-enheden 20 en OVD-parameter, som angiver om brugeren selv taler, altså om der foreligger en taleaktivitet hos brugeren. Hvis dette er tilfældet, skal forstærkningsfaktoren V reduceres og ellers øges. Hertil afbildes OVD-parameteren på skaleringsfaktoren S1 i et område imellem 0 og 1. For eksempel foregår afbildningen på en sådan måde, at ved passende taleaktivitet af brugeren udgør skaleringsfaktoren S1 0 og ellers 1. Forstærkningsfaktoren V indstilles så alt efter situationen på en sådan måde, at der enten ikke foregår nogen forstærkning eller der foregår en maksimal forstærkning. Alternativt foregår der en graduering f.eks. på grund af niveauet, dvs. lydstyrken i forbindelse med brugerens stemme.

Ved hjælp af baggrundsstøjvurdereren 22 analyseres en eventuelt også optaget baggrundsstøj og det med hensyn til dennes intensitet. Af særlig interesse er her kun stationær baggrundsstøj. Derfor foregår analysen her ved hjælp af en mini mum-statistisk-fremgangsmåde. Den konstaterede intensitet angiver som karakteristisk parameter for baggrundsstøjen især dennes lydstyrke og er således et mål for stationær baggrundsstøjs lydstyrke. Intensiteten afbildes nu således på skaleringsfaktoren S1, at stationær baggrundsstøj moduleres så lidt som muligt ved en tilpasning af skaleringsfaktoren S1 ved hjælp af OVD-enheden 22, og det desto mindre jo højere baggrundsstøjen er. Ved lav intensitet foregår der således ingen eller kun en lille tilpasning af forstærkningsfaktoren V via baggrundsstøj-vurdererens 22 skaleringsfaktor S2. Ved højere intensitet modvirkes derimod den ved hjælp af OVD-enheden 20 frembragte skaleringsfaktor S1.

Ved hjælp af stationaritetsdetektoren 24 konstateres endvidere, hvor vidt det ved baggrundsstøj rent faktisk drejer sig om en stationær baggrundsstøj. Hertil undersøges indgangssignalet E med hensyn til dets tidsmæssige udvikling med henblik på at konstatere en stationaritet. Herved undersøges især intensitets- og frekvensstabiliteten statistisk i et eller flere frekvensområder, og f.eks. variansen ved bestemte niveauer eller frekvenser konstateres i indgangssignalets E frekvensspektrum. Disse varianser afbildes så på en skaleringsfaktor S3 for at udøve yderligere påvirkning af forstærkningsfaktoren V. På denne måde indstilles forstærkningsfaktoren V ved hjælp af modulerne 20, 22, 24 i afhængighed af den akustiske totale situation omkring brugeren. Herved foregår der en indstilling i afhængighed af brugerens taleaktivitet ved hjælp af OVD-enheden 20 og en indstilling i afhængighed af en stationær baggrundsstøj ved hjælp af modulerne 22, 24. Herved er det ved hjælp af modulerne 22, 24 muligt at kompensere for eller i det mindste reducere negative virkninger ved tilpasningen af forstærkningsfaktoren V ved hjælp af OVD-enheden.

Claims (14)

1. Fremgangsmåde til driften af et høreapparat (2), ved hvilken - der ved hjælp af en mikrofon (6) fremstilles et indgangssignal (E), - indgangssignalet (E) forstærkes i en forstærker (10) med en indstillelig forstærkningsfaktor (V), - det forstærkede indgangssignal (E) udleveres via en høretelefon (12), - der ved hjælp af en OVD-enhed (20) bestemmes en OVD-parameter som en første parameter, hvorved OVD-parameteren angiver om brugeren selv taler eller ej, - forstærkningsfaktoren (V) indstilles i afhængighed af OVD-parameteren under hensyntagen til en baggrundsstøj, - indstillingen af forstærkningsfaktoren i afhængighed af OVD-parameteren selv er afhængig af forekomsten af og/eller egenskaberne ved baggrundsstøjen, - indstillingen af forstærkningsfaktoren (V) i afhængighed af OVD-parameteren modificeres, idet forstærkningsfaktoren (V) yderligere indstilles i afhængighed af baggrundsstøjen, idet i afhængighed af baggrundsstøjen indstillingen af forstærkningsfaktoren modificeres, hvilket sker i afhængighed af OVD-parameteren.

2. Fremgangsmåde ifølge det foregående krav, kendetegnet ved, at forstærkningsfaktoren (V) indstilles inden for et værdiområde, hvorved der i egen-stemmesituationer realiseres en dynamisk forstærkningstilpasning inden for værdiområdet, og at forstærkningsfaktoren (V) indstilles i afhængighed af baggrundsstøjen, idet forstærkningstilpasningens værdiområde reduceres med henblik på reduceringen af en modulation af baggrundsstøjen på grund af forstærkningstilpasningen.

3. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, kendetegnet ved, at baggrundsstøjen er en stationær baggrundsstøj.

4. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, kendetegnet ved, at der ved hjælp af en baggrundsstøjvurderer (22) konstateres en intensitet af baggrundsstøjen som en anden parameter, og forstærkningsfaktoren (V) indstilles i afhængighed af intensiteten.

5. Fremgangsmåde ifølge det foregående krav, kendetegnet ved, at ved en egen taleaktivitet af brugeren indstilles der en større forstærkningsfaktor ved en højere konstateret intensitet end ved en i forhold hertil lavere intensitet, og ved en lavere konstateret intensitet en lavere forstærkningsfaktor end ved en i forhold hertil højere intensitet.

6. Fremgangsmåde ifølge et af de to foregående krav, kendetegnet ved, at der til konstateringen af intensiteten anvendes en fremgangsmåde, som kun tager hensyn til stationære andele af en baggrundsstøj.

7. Fremgangsmåde ifølge ethvert af kravene 4 til 6, kendetegnet ved, at baggrundsstøjens intensitet konstateres ved hjælp af en minimum-statistisk-fremgangsmåde.

8. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, kendetegnet ved, at ved hjælp af en stationaritetsdetektor (24) konstateres en stationaritet i forbindelse med baggrundsstøjen som en tredje parameter, og forstærkningsfaktoren (V) indstilles i afhængighed af stationariteten.

9. Fremgangsmåde ifølge det foregående krav, kendetegnet ved, at stationariteten konstateres, idet der konstateres en frekvensstabilitet og/eller intensitetsstabilitet af baggrundsstøjen.

10. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, og i det mindste et af kravene 4 eller 7, kendetegnet ved, at parametrene hver for sig afbildes på en skaleringsfaktor (S1, S2, S3) og forstærkningsfaktoren (V) indstilles ved multiplikation med skale-ringsfaktorerne (S1, S2, S3).

11. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, kendetegnet ved, at skaleringsfaktorerne (S1, S2, S3) først og fremmest sammenfattes til en total-skaleringsfaktor (G), og forstærkningsfaktoren (V) indstilles ved multiplikation med total-skaleringsfaktoren (G).

12. Fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, kendetegnet ved, at forstærkningsfaktoren (V) indstilles frekvensafhængigt.

13. Fremgangsmåde ifølge det foregående krav, kendetegnet ved, at der i forskellige af indgangssignalets (E) frekvensområder i hvert tilfælde foretages en uafhængig indstilling af forstærkningsfaktoren (V).

14. Fløreapparat (2), som er indrettet til at blive drevet ved hjælp af en fremgangsmåde ifølge et af de foregående krav, med en mikrofon (6) til fremstillingen af et indgangssignal (E), med en forstærker (10) til forstærkningen af indgangssignalet (E) med en bestemt forstærkningsfaktor (V), med en høretelefon (12) til udleveringen af det forstærkede indgangssignal (E) og med en styreenhed (8), som er således indrettet, at - der ved hjælp af en OVD-enhed (20) bestemmes en OVD-parameter som en første parameter, hvorved OVD-parameteren angiver om brugeren selv taler eller ej, - forstærkningsfaktoren (V) indstilles i afhængighed af OVD-parameteren under hensyntagen til en baggrundsstøj, - indstillingen af forstærkningsfaktoren i afhængighed af OVD-parameteren selv er afhængig af forekomsten af og/eller egenskaberne ved baggrundsstøjen, og - forstærkningsfaktoren (V) yderligere indstilles i afhængighed af baggrundsstøjen, idet indstillingen af forstærkningsfaktoren modificeres i afhængighed af baggrundsstøjen, hvilket sker i afhængighed af OVD-parameteren.